Tyske og engelske missionærer i Norge

Legg til lenke
Fra Wikikilden

En kort replik til professor Konrad Maurer.

At mit skrift om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ har bevæget prof. Maurer til at skrive sine „Nogle bemærkninger til Norges kirkehistorie“, anser jeg for den største hæder, der kunde blive mit mangelfulde arbeide tildel. Og selv om dets betydning af fremtidens historikere skulde reduceres til dette éne, at det har givet anledning til hin afhandling fra den gamle mesters haand, saa har det dog ikke været skrevet forgjæves, og dermed kan jeg være tilfreds.

Imidlertid vil vel hverken prof. Maurer eller andre finde det helt upaakrævet, at jeg endnu engang søger at hævde rigtigheden af de synsmaader, jeg i min bog har taget ordet for. At give mig ikast med alle de detailler, som min recensent har underkastet kritik, dertil har jeg dog for øieblikket ikke tid, og uvist er det, naar jeg atter kan faa optage disse studier i deres hele omfang. Og uden dybere forskning, uden at kunne bringe nyt materiale ind i diskussionen har jeg ingen lyst til at gribe pennen. – Paa et enkelt punkt tror jeg dog med forholdsvis ringe besvær at kunne indlade mig, og da dette punkt danner basis og forudsætning for alt mit raisonnement og hele min bevisførelse, synes en fornyet drøftelse af denne detail at være ønskelig. Jeg sigter hermed til spørgsmaalet, om tyske og engelske missionærer har lige andel i Norges kristianisering.

Jeg kan nemlig ikke faa andet ud af prof. Maurers polemik end, at han gaar ud fra, at saa har været tilfælde. Thi ikke blot forudsætter han, at ethvert kirkeligt laaneord og enhver kirkelig institution, hvortil paralleler kan paavises baade i England og paa fastlandet, ligegodt kan være indført fra den ene som fra den anden kant; men han siger udtrykkelig (s. 110), at „de tydske forkynderes arbeide“ ikke har været „mindre virksomt“ end de engelske missionærers. Denne bemærkning slaar fuldstændig overende den forudsætning, hvorunder min bog er skreven; og, hvis den er rigtig, da er min forskningsmethode ikke blot mangelfuld og ensidig, men den hviler paa en illusion og er et videnskabeligt blændværk. At jeg ikke mala fide har udført dette taskenspiller-kunststykke, behøver jeg vel neppe at forsikre. Men bona fides synes her at være hartad lige saa graverende. Thi man maatte jo billigen kunne forlange, at jeg ikke i den grad byggede mit hus paa sand.

Hvorpaa grunder nu prof. Maurer denne sin vidtrækkende paastand? Jo, paa magister Adam af Bremen. Lad mig gjengive prof. Maurer i sammenhæng: „De engelske missionærers virksomhed i Norge har forf. skildret med levende farver. Derimod har han i modsætning hertil altfor meget ladet træde i baggrunden de tyske forkynderes ikke mindre virksomme arbeide, der rigtignok for det meste kun kjendes af Adam af Bremens sparsomme og nøgterne angivelser, medens de langt sjeldnere omtales i de livligere berettende islandsk-norske historiske kilder. I Særdeleshed har han lagt altfor ringe vægt paa Olaf den helliges meget bestemte tilslutning til erkebispestolen i Hamburg, betinget som den var dels af kongens fiendtlige stilling ligeoverfor det dansk-engelske monarki dels af den nordiske missions, af kurien iværksatte indordning under det nævnte erkebispedømme. Og dog give saavel magister Adams meddelelser som de ældre islandske biskoppers levnetsbeskrivelse i denne retning særdeles oplysende veiledning.“

Vi maa se lidt nærmere paa denne udtalelse, og vi skal begynde med Olaf den helliges tilslutning til Bremen. Denne tilslutning har da heller ikke jeg forbigaaet i taushed[1]. Den omtales af Adam (II, 55) i følgende ord: „Han (ɔ: Olaf den hellige) sendte ogsaa gesandter til vor erkebiskop (ɔ: Unwan 1013–29), hvilke medbragte skjænk og begjærede, at han vilde venligen modtage disse biskoper samt sende ham andre af sine egne, der kunde befæste det raa norske folk i kristendommen“. Af Adam IV, 33 fremgaar det, at gesandten var Olafs bekjendte hirdbiskop, englænderen Grimkell. Man tillægge nu denne sendelse hvilken betydning man vil; ét maa dog staa fast, og det er, at de angelsaksiske missionærer ikke blev tyskere ved at aflægge et besøg i Bremen eller ved at anerkjende den nordtyske metropolit som sin overordnede. Efter som før dette møde og denne anerkjendelse vedblev de at være engelske geistlige, talte de det samme sprog, og fulgte de de samme kirkeretlige og dogmatiske doktriner som tilforn. Nogen kontrol med deres forkyndelse og deres organisatoriske virksomhed fra den hamburgske metropolits side er der ikke den fjerneste antydning til; og hvor liden dennes magt var i Norge, fremgaar ikke blot af Harald haardraades bekjendte svar til Adalberts udsendinge: „Jeg kjender ingen erkebiskop eller magthaver i Norge uden mig. Harald!“[2], men ogsaa af Adams beretning om den storartede synode, som den samme Adalbert udskrev til Slesvig 1063, og hvor alle nordens biskoper var tilsagte at møde. Men „hinsides havet“ – i Norge og Sverige – havde Adalberts bud ingen effekt: „Soli diucius expectabantur transmarini. Ea res hactenus (ɔ: 1075) synodum remorata est“.[3] Det er Adams tørre, men meget sigende bemærkning. Thi, naar metropoliten i Bremen ikke havde autoritet nok til at fremtvinge møde af sine oversøiske suffraganer, saa har der vel heller ikke i andre retninger staaet synderlig respekt af hans bud.

Jeg tør derfor gjøre regning paa bifald fra alle sider – ogsaa fra min hæderkronede recensents – naar jeg hævder, at gjennem den angelsaksiske geistlighed kunde ingen tysk indflydelse bane sig vei til den norske kirke, ligesaa lidt efter som før anerkjendelsen af Bremens metropolitanhøihed. Har en saadan indflydelse gjort sig gjældende, da kan den alene være formidlet gjennem tyske missionærer. Prof. Maurer synes, som sagt; at gaa ud fra, at saadanne i betydeligt antal har gjæstet Norges dale i missionstiden, og han støtter sig til Adam. Vi faar da undersøge med hvor megen ret.

Ifølge de nordiske kilder skal Haakon jarl, da han var bleven Harald blaatands vasal, baade selv have ladet sig døbe og maattet tage prester med til Norge; men da han var kommen sin lensherre af syne, landsatte han presterne og gav danekongens overhøihed en god dag. Haakon jarls overgang til kristendommen er ogsaa Adam bekjendt. Han meddeler (II, 22), at Harald blaatand forhjalp ham til magten i Norge „og stemte ham gunstig mod Christi tjenere“. Af Adam II, 23 fremgaar det ligeledes, at den tyske biskop Liafdag af Ribe, en mand „berømt ved sine undergjerninger, skal have prædiket hinsides havet“; „hoc est in Sueonia vel Norvegia“, tilføier et yngre haandskrift, saa man heraf ikke skal blive synderlig klog. Ganske vist har der i Bremen paa Adams tid været en tradition om, at biskoper „fra Adaldags tid“ (937–988) – blandt hvilke Liafdag var en af de mest fremragende – skal have „draget til Norge og Sverige og samlet meget folk til Christus“. Men, hvor uren denne overlevering var, fremgaar af fortsættelsen: „Af dem skal Olaf Truccos søn (ɔ: Olaf Trygvessøn), der herskede over nordmændene, være bleven døbt og den første kristen af hint folk. [Olaf Truccos søn kom,‘ fordreven fra Norge, til England og antog der kristendommen, som han selv først bragte med til sit fædreland, og tog sig en hustru fra Danmark, den stormodige Thore, efter hvis tilskyndelse han paaførte danerne krig]. 35. Andre siger, at engang og det netop ved dette tidspunkt (olim et tunc) udgik fra England nogle biskoper eller prester for at forkynde evangeliet, og af dem skal Olaf og de øvrige være døbte. Af disse skal en vis Johannes have været den mest fremragende foruden andre, som senere (IV, 33) skal omtales. Hvis dette er sandt, saa er – det tør jeg forsikre – vor moder, den hamburgske kirke, ikke misundelig, om ogsaa fremmede gjør sig fortjent af hendes børn, idet hun siger med apostelen: „Nogle prædike vel ogsaa Christus for avinds og kivs skyld, men nogle dog ogsaa af velvilje. Hvad da? Christus forkyndes dog paa enhver maade, det være nu paa skrømt eller i sandhed, og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig“[4] (Phillip. 1. 15, 18).

Det i [ ] satte afsnit staar i en saa skarp modsigelse med sine omgivelser, at det ikke kan hidrøre fra Adam, ihvorvel det indeholder en rigtig overlevering; men forøvrigt er det citerede utvivlsomt vor magisters egne ord. Som vi ser, har han med ægte historisk sans gjengivet to hinanden modsigende beretninger: den ene gjør Olaf Trygvessøns daab til tyske missionærers verk, den anden – samt det indskudte stykke – vil vide, at engelsk forkyndelse nu for første gang har lydt i vore dale. Saavel Adams fromme forsikring om hans moderkirkes forsonlige sindelag ligeoverfor disse „extranei“ som især hans senere meddelelse i IV, 33 viser, hvilken vegt han har tillagt denne sidste tradition, og den er den eneste, som kan bringes i samklang med den fyldige nordiske overlevering. Den er derfor ogsaa den eneste, som nutidens forskere tager notits af. I Nidaros vidste man i det 12te aarhundrede, at Olaf havde med sig fra England biskop Sigvard, der ifølge Odds Olafssaga hed Jon „med et andet navn“ (Adams Johannes), en „flandersk“ prest Theobrand og en anden prest Thermo, der i sagaerne kaldes Thormod, samt nogle diakoner[5]. Theobrand kalder islænderne Thangbrand, og jeg medgiver, at der ligesaalidt er grund til at betvivle dette navns rigtighed som mandens tyske nationalitet; og heller ikke er det berettiget at forudsætte, at Olaf har fundet ham i geistlig virksomhed i England. Thormods nationalitet omtales ikke; men da Tjodrek siger, at han kom med Olaf fra England, synes jeg, prof. Maurer er for streng, naar han (s. 6) betegner det som „et rent fantasistykke“, at jeg har gjort ham til en engelsk prest. Hele den historiske situation, ja selv Adam af Bremen maa siges at gjøre denne min forudsætning til den mest nærliggende.

Norges missionshistorie før Olaf den hellige har for Adam staaet fuldstændig uklar, og om Olaf Trygvessøn har han hørt de mest modsigende beretninger: „Mange fortæller, at har var kristen, mange, at han atter forkastede kristendommen; men alle forsikrer“, at han var en stor troldmand og desaarsag fik øgenavnet „kraakabein“ (II, 38). Man havde ved det nordtyske metropolitansæde ingen interesse af Olafs gjennemgribende omvendelsesverk, udført, som det var, ved angelsaksisk hjælp. Bremen havde jo monopol paa al kristendomsforkyndelse i norden, og det gjaldt at hævde, at man havde vist sig privilegiet verdig. Og saa forfalskede man historien: man lod Olaf døbes af tyske geistlige og man udvidede Adams forsigtige meddelelser om Liafdags og den danske biskop Odinkars[6] prædiken „hinsides havet“ til den falske paastand, at baade Liafdag, Odinkar og Poppo havde virket i Norge før Englænderen Sigurd-Johannes.[7] Og stemningen faar sit karakteristiske udtryk i scholiastens ord: „Det kan vi hævde, at vore har arbeidet, og at englænderne har trængt sig ind i deres arbeide“. Ligger der noget faktisk til grund for disse sagn, saa maa det vistnok reduceres til en dansk-tysk missionsvirksomhed i Viken i Harald blaatands og Haakon jarls dage. En saadan vil jeg ikke benægte, om jeg end synes, at man har skruet dens betydning utilbørligt op.[8]

Det kristendomspaabud, der ifølge de nordiske kilder udgik fra Olaf Trygvessøn, tillægger Adam Svein tveskjæg: Da denne efter Olafs fald ogsaa var bleven konge i Norge, omstyrtede han strax afgudsdyrkelsen og paabød per edictum kristendommen i sit nye rige; han gjorde englænderen[9] Gotebald til biskop i Skaane, og denne skal „hyppig“ have forkyndt evangeliet i Norge (Ad. II, 39). Sveins „edict“ er mig noget apokryft; men hans biskop maa vel i hvert fald indrangeres under de engelske missionærer i Norge.

Saa kommer vi da til Olaf den helliges tid, der omtrent falder sammen med den kraftige erkebiskop Unwans (1013–29), og vi har allerede gjort rede for den forbindelse, som fandt sted mellem dem. Om missionen under denne konge har Adam temmelig fyldige meddelelser; men om hans geistlige medhjælpere har han (II, 55) følgende beretning, som jeg har gjort til min bogs motto: „Han havde hos sig mange biskoper og prester fra England, efter hvis anvisning og lære han beredte sit hjerte for Gud, og til hvis ledelse han anbetroede det ham undergivne folk. Blandt disse var der mænd, berømte for sin lærdom og sine dyder, nemlig Sigfred, Grimkell, Rudolf og Bernhard. Disse drog efter kongens befaling (nb. ikke efter erkebiskopens) ogsaa til Svealand og Gøtaland og til alle øerne, som ligger udenfor Norge, forkyndende barbarerne Guds ord og Jesu Christi rige. Han sendte ogsaa gesandter til vor erkebiskop, hvilke medbragte skjænk og begjærede, at han venligen vilde modtage disse biskoper samt sende ham andre af sine egne, der kunde befæste det raa norske folk i kristendommen.“ – Skulde vi nu ikke ventet, at Adam her havde meddelt, at Unwan virkelig sendte Olaf tyske geistlige? Men det meddeler han ikke. Derimod har han nogle kapitler foran (II, 47) sagt, at Unwan ordinerede „andre høilærde mænd for Norge eller Sverige“ (Norvegiam vel Suediam). Udtrykket er – som vi ser – ubestemt, og det lader sig ikke ubetinget bestride, at Adam, trods det brugte pluralis, kun har tænkt paa Thurgot, som han beretter, at Unwan ordinerede for Skara. I ethvert fald har Adam ikke nævnt ved navn en eneste tysk missionær under Olaf den hellige. Han, der opregner hele 4 angelsaksiske biskoper; han, der blir ligefrem veltalende, naar han dvæler ved disse fremmede, han ofrer ikke et ord paa sine landsmænds virksomhed i Norge. Og dog maatte han kunnet erholde langt bedre oplysninger om disse end om englænderne, og han maatte jo have langt større opfordring til at fremhæve disses gjerning end hines. Trods alt dette er han – taus! Har jeg da ikke lov til at ræsonnere som jeg i min bog har ræsonneret: „Det fremgaar dog ikke i af Adams beretning, at nordtyske missionærer i Olafs tid har virket i Norge, og i alfald har de ikke spillet nogen fremtrædende rolle“. „Dette er dog vel formeget sagt“, mener prof. Maurer (s. 7) og henviser til det ovenciterede Adam II, 47. Jeg maa dog fremdeles fastholde rigtigheden af den udhævede sats. Jeg tror, den staar i fuldkommen samklang med magister Adam. Ja, jeg vil endog hævde, at netop Adam II, 47 afgjort taler for min opfatning Thi i samme aandedræt som vor magister meddeler, at Unwan har viet „høilærde mænd“ for „Norge eller Sverige“, fortsætter han: „men andre, som var viede i England, udsendte han, da de havde gjort ham fyldest, af venskab for kongerne for at opbygge kirken. Og idet han holdt mange af dem tilbage, men overøste alle, da de drog bort, med gaver, gjorde han dem villige til at underkaste sig den hamburgske kirke“. Det forekommer ialfald mig, at denne udtalelse saa godt som nogen anden viser os, at missionærernes hovedstyrke i Norge og Sverige ved denne tid var englændere, og det baade hvad antal og hvad betydning angaar. Det ligger jo i dagen, at Unwan har havt den opfatning, at veien til hans rettigheders anerkjendelse i disse lande saa at sige gaar gjennem de fremmede missionærer. Det er ham øiensynlig meget om at gjøre at vinde dem for sig, og han sparer ikke sit skatkammer: han kjøber sig de angelsaksiske missionærers og dermed den norske geistligheds underkastelse med rige gaver. – Det er situationen under Olaf den hellige!

„Under kong Magnus den gode lader endelig ogsaa Taranger tyske missionærer blive sysselsatte i Norge“. Denne bemærkning kan man læse hos prof. Maurer (s. 9). Den synes at ville fremhæve, at Taranger paa dette punkt staar temmelig ensom. Jeg kan dog ikke medgive, at saa er tilfælde, og jeg maa faa lov til at paapege, at jeg er i ganske godt selskab. Jeg har nemlig gaaet ud fra, at i en bog om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ fortjente de angivelige tysk-danske missionsforsøg i det 10de aarhundrede blot at nævnes, men heller ikke mer[10]. At de skulde havt en betydning og efterladt spor, som ikke druknede i den engelske missions overvældende strøm i det 11te aarhundrede, formaar jeg ikke at indse. Og med denne opfatning staar jeg ikke alene. Rudolf Keyser udtaler sig herom saaledes: „Det sande forhold i denne sag kan maaske med faa ord angives som følgende: den tysk-bremiske kirkes umiddelbare og middelbare virksomhed i Norge strakte sig kun til enkelte spredte omvendelser eller snarere omvendelsesforsøg i Viken, men det lykkedes den ikke der at danne noget egentligt kirkeligt samfund; hvorimod christendommen i hele Norge, baade hvad folkets stadige omvendelse og hvad det kirkelige samfunds stiftelse angaar, udelukkende udgik fra England; med andre ord: den norske kirke var heel og holden en datter af den engelske.“[11] Udhævelsen skyldes Keyser selv. Men han var en nordmand, og de har nu altid havt et vist sværmeri for det engelske væsen. Dertil kommer, at han ikke godt kan frikjendes for at have stillet sagen paa spidsen. Jeg giver derfor ordet til en tysk historiker, der til og med har gjort den hamburg-bremiske kirkes missionsvirksomhed til gjenstand for speciel undersøgelse. I sin „Geschichte des Erzbistums Hamburg-Bremen bis zum Ausgang der Mission“ omtaler Georg Dehio den tyske mission i det 10de aarh. paa følgende vis:. „Zuvörderst in der Landschaft Wiken, der Jutland zunächst benachbarten, hatten die Bekehrer, an ihrer Spitze Liafdag von Ripen, rasches Glück; freilich auch nur kurzes, denn Hakon Jarl warf sehr hald das Bundniss mit dem Dänenkönig und damit Taufe und Christenfreundschaft hinter sich und trieb das Volk wieder an die heidnischen Opfersteine. Norwegen wurde hierdurch auf längere zeit dem Bereiche Hamburgs entzogen und fiel, wie wir später sehen werden, der englischen Kirche zu“.[12] (I, 130). I kapitlet om „Die Bekehrung des norwegischen Stammes“ (I, 145 f.) heder det:

„Der oceanische und der baltische Teil der Nordlande hatten sich bis dahin (ca. aar 1000) von einander vollig isolirt gehalten. Was das erstgenannte Gebiet (altsaa Norge) anlangt, so hat die angelsächsische Kirche, obgleich äusserlich bedrängt und innerlich verkommen und zu agressiver Mission ganz unkräftig, zweifellos doch das Meiste zu seiner allmäligen Verchristlichung beigetragen, vermöge der einer höheren Cultur immer einwohnenden Fähigkeit, die niedere sich zu assimiliren; nächst ihr die irischscottische Kirche; was sich von deutschen Einflüssen nachweissen lässt, haben wir alles registrirt, es ist sehr wenig. Dies ist das Anteilsverhältniss, wie es sich aus der nordischen Ueberlieferung ergiebt, deren reichen farbenprächtigen Strom wir im vorigen Abschnitt kurz zusammengedrängt haben. Ganz anders die in Hamburg zur Herrschaft gelangte geschichtliche Ansicht; obschon falsch, ist sie doch sehr lehrreich. Hatte man hier schon von vornherein Olaf’s (ɔ: Olaf Trygvessøns) Bekehrungswerk nur unvollkommen beobachtet und darum sclecht gewiirdigt, so trübte später die Eifersucht gegen die englische Kirche vollends den Blick. Meister Adam zwar, dessen Wahrheitsliebe und echt historischer Sinn sich nie verleugnet, ist vorsichtig genug, die verschiedenen Berichte nebeneinander zu setzen, so wie er sie empfing; aber ein Teil derselben ist eben schon durch jene Tendenz entstellt. Au zwei Stellen meldet er[13], noch der unverfalschten Ueberlieferung folgend, die ersten Missionäre, die nach Norwegen kamen, seien Engländer gewesen und fügt hinzu: wenn das wahr ist, so sieht es die Mutterkirche von Hamburg, das versichere ich, ohne Neid, dass auch Ausländer ihren Kindern wolgethan haben. Dann aber drängten sich schon Meinungen ein, wie diese: Poppo und Odinkar seien bis nach Norwegen gekommen, und sie seien es, die den König Olaf (Trygvessøn) getauft[14]. Und min gar: „manche erzählen, er, nähmlich Olaf, sei Christ gewesen; manche, er habe das Christenthum wieder verlassen, alle aber versichern, er habe sich auf zeichendeutungen verstanden, dass Loss geworfen, auf Vogelzeichen seine ganze Hoffnung gesetst, also dass man ihn Olaf Krähenbein (krákabein) nannte; am Ende aber ist er, berückt durch die Irrlehren der Zauberer, die er zu seinen Vertrauten machte, zu Grunde gegangen.“ Es ist ja richtig, die sächsische Kirche war nicht ganz ohne Verdienst an der Bekehrung Norwegens; von ihr war die erste Predigt im Lande Wiken ausgegangen und später können Fridrich und Dankbrand in gewissem Sinne als ihre Vertreter gelten; und weiter richtig, dass König Olaf wie allüberall die Neubekehrten, noch tief in allerlei heidnischen Vorstellungen und Sitten befangen war, natürlich dessen unbewusst. Indem man aber in Hamburg diese Dinge einseitig hervorhob und übertrieb, dagegen von den Verdiensten Olaf’s und der englischen Prediger schelsüchtig schwieg,[15] kam man allmälich zu jenem verzerrten Bilde; ja man steigerte sich schliesslich, wie seiner Zeit zu erörtern sein wird, zu directen Fälschung der älteren Urkunden und Geschichtsbilder.“ – Og efter at have omtalt Olaf den helliges sendelse til Unwan fortsætter han (I, 153): „Allerdings war der reale Wert dieser Unterwerfung zuvörderst kein gar erheblicher. Trotz seiner weltgewandten Klugheit und der sehr in’s Gewicht fallenden Ueberredungskraft seiner mit groszartiger Freigebigkeit gespendeten Geschenke[16] wird Unwan es zu einem unmittelbaren Eingriffen in das norwegische Kirchenregiment doch kaum gebracht haben: dazu war Olaf zu eigenwillig und herrisch und gefiel sich zu sehr in seiner Rolle als Bekehrer. Es mag wol sein[17], dasz einige deutsche Geistliche hinübergegangen sind,[18] wozu ja der König selbst aufgefordert hatte; den ersten Platz aber behaupteten in Wirklichkeit doch nach wie vor die Angelsachsen[19], und man kann unseren Erzbischöfen nicht vorwerfen, dass sie dieselben eiferzüchtig zu verdrängen gesucht hätten“.[20]

Jeg har citeret saa udførlig, fordi jeg maa gaa ud fra, at de færreste af Hist. tidsskrifts læsere har Dehios bog ved haanden, og det var mig om at gjøre, at denne dygtige forskers ræsonnement blev dem alle bekjendt. Jeg maa derhos tilstaa, at det har været mig en tilfredsstillelse at kunne lægge mit forsvar mod prof. Maurers polemik i denne hans landsmands haand. Hans ord og standpunkt faar jo, som sagt, en særegen vegt derved, at han forfølger det specielle formaal at paavise den tyske missions indflydelse ogsaa i Norge. Som vi ser, kan ikke den bebreidelse rettes mod ham, som prof. Maurer gjentagende retter mod mig, at opgaven har tilsløret hans blik, saa de i missionen virkende kræfter ikke er bleven tillagt den betydning, som de i virkeligheden har havt. Men, naar dog hans dom om den tyske mission iNorge falder sammen med min, saa har maaske heller ikke jeg seet saa rent forkjært paa tingene eller „taget det let“ med magister Adams angivelser (cfr. Maurer s. 7).

Men tilbage til de tyske missionærer under Magnus den gode. „Kongens sammenkomst med erkebiskop Bezelin, hvorom Adam beretter, saavelsom den virksomhed, der udfoldedes af den i islandske sagaer og norske biskops fortegnelser omtalte sakser Bernhard, vidne altfor tydelig om deres arbeide,“ siger prof. Maurer (s. 9.) Men „deres“ faar staa for prof. Maurers egen regning. Kilderne – Adam iberegnet – kjender kun én tysk missionær under Magnus, nemlig den nævnte Bernhard den sakslændske. Han var viet af paven, men erkebiskop Adalbert (1043[21]–72) tvang ham, da han vendte tilbage til norden, til at aflægge lydighedsløftet i hans haand. Han kom dog vistnok først i Magnus’ sidste aar (ifølge Jørgensen 1047) til Norge, forlod det efter hans død og drog til Island, hvorfra han først i 1067 vendte tilbage og blev biskop i Selje, senere i Bergen, og levede endnu, da Adam skrev (1075.) Han var ifølge Hungrvaka „en saare fremragende mand“; men han var kun én, og hans virksomhed i Norge tilhører egentlig tiden efter 1067. – Og hvad dernæst virkningen.af kong Magnus, sammenkomst med erkebiskop Bezelin-Alebrand angaar, saa skal man ikke af Adams beretning faa overdrevne forestillinger om dens kirkelige betydning. Thi ikke længe efter mødet udførte Magnus den baade ukristelige og ukirkelige handling at overtale sin nye svoger Ordulf[22] til at snigmyrde en fra Rom hjemvendende pilegrim, nemlig den danske jarl Harald Thorkildssøn, i hvem han saa en medbeiler til den danske trone. Nu, dette var politik, kan man indvende, og taler hverken for eller imod Magnus, „kirkelige“ sindelag; hvorimod det berømmelige eftermæle, han fik i Bremen – juvenis sanctus et vitae innocentis – vidner stærkt om de varme følelser, hvormed man dér omsluttede erindringen om hans regjering som en for kirken særlig gunstig tid. Det er ogsaa antaget, at Bremerstolen i hans tid betydelig befæstede sit hegemoni i Danmark. Men for Norges vedkommende er ialfald Adam med hensyn til dette punkt fuldkommen taus. Efter at have gjort rede for alt, hvad Adam meddeler om tyske missionærer i norden fra Unwan til Adalbert (1029–43), bemærker Dehio (I, 169 f.): „Man bemerkt, dass die Ernennungen alle nur das schwedische und dänische Reich betreffen; von Norwegen wird uns nichts dergleichen gemeldet. Diese Lücke in der Ueberlieferung ist keine zufällige; die Folgen des Umstandes, dass hier das Christentum nicht durch das Erzbistum, sondern durch das Königtum gepflanzt war, haben sich i eben nicht mehr uberwinden lassen.“[23]

Om tyske missionærer under Harald haardraade synes der ikke vel at kunne være tale. Dertil taler Adam for tydelig. Erkebiskop Adalbert blev da ogsaa „optændt af guddommelig nidkjærhed“ over, at Harald lod sine bisper vie i Gallien og England[24] og forbød det. Men Harald modtog forbudet med haan. „Han modtog mange (biskoper), der kom fra England,“ siger Adams scholiast (schol. 69). En af dem, Asgoth, fakkede erkebispen og tvang ham til at aflægge lydighedsed. Det samme var tilfælde med Osmund, Bernhard den sakser, Meinhard og Albert[25]. Osmund var en englænder, der var oplært i Bremen, men overmaade lidet tysksindet. Albert opføres i bispelisterne som den første biskop i Nidaros; om Meinhard ved vi intet. Adalbert selv viede kun 2 bisper for Norge: Sigvard og Tholf[26]. Men Jørgensen har visselig ret, naar han forlægger disse tyske forkynderes virksomhed til tiden efter Haralds død (1066). Adam kjender kun en tysk missionær, der leilighedsvis besøgte Norge under denne konge, nemlig Goternes biskop, Adalvard[27], der løste en for 70 aar siden afdød viking af det ban, hvori erkebiskop Libentius havde sat ham, hvoraf følgen var, at hans uforraadnede kadaver faldt sammen til støv[28].

Hvad er saa resultatet af Adams meddelelser? Jo, at tyske missionsbiskoper først efter 1066 begynder stadig virksomhed i Norge! Da kommer Bernhard den sakser tilbage fra Island, da indvies Tholf og Sigvard – hvis de var tyskere – for Trondhjem, da blir Albert biskop i Nidaros, og da optræder Meinhard. Men da var ogsaa den norske kirkes umyndighedsaar snart tilende, og bispelisterne har ikke blot fremmede, men ogsaa norske mænds navne at opregne. Det ydre omvendelsesverk og kristenrettens emanation laa 40 aar tilbage i tiden, og i disse 40 aar havde angelsaksiske missionærer været saa godt som ene – Adam tilsteder ikke nogen anden udtryksmaade – om det unge kirkesamfunds geistlige pleie. Og der var blandt disse missionærer mænd „clari doctrina et virtutibus“, fremragende mænd, ledende mænd. Ligger det da ikke i forholdets natur, at disse mænds virken, netop fordi den var en nydannende, en skabende virken, maatte blive bestemmende for den norske kirkes fysiognomi? Og maatte den ikke fremfor alt – hvad jeg i min bog særlig har betonet – efterlade sig uudslettelige mærker i det norske kirkesprog? Det er et fænomen, som paa saa mange af livets omraader gjør sig gjældende, at naar et folk modtager fra et andet en ny idekreds, en ny kunst eller en ny virksomhed, saa modtager det samtidig et komplex af nye ord, navnlig tekniske termini. Tænk blot paa vort sjømandssprogs forhold til hollandsk, vort haandverkssprogs forhold til tysk og vort sportssprogs forhold til engelsk! Med en naturlovs regelmæssighed ser vi tillige den foreteelse gjentage sig, at naar et folk eller et enkelt menneske i en eller anden retning øver aandeligt hegemoni over et andet folk eller andre individer, saa afspeiler det sig først i den modtagendes, den underlegnes sprog. Lad os kun tænke paa de literære strømninger, som har beskyllet vore strande: hvor meget tysk fulgte ikke med den tyske, hvor meget fransk med den franske retning i vor fællesliteratur! Det er denne naturlov, som jeg tror har virket og det med hele sin intense styrke paa vort folk, da det i det 11te aarhundrede stod ansigt til ansigt med den angelsaksiske mission. For første gang, siden historiens morgenrøde oprandt over vort afsides liggende land, stod hele folket ligeoverfor den aandsmagt, vi kalder kristendommen, og dens talsmænd var de engelske missionærer. Og de kom i stigende antal, generation efter generation; de indtog de første pladse blandt kongernes raadgivere; de hædredes som ingen anden, og deres indflydelse sporedes overalt. Det var umuligt andet, end at deres virksomhed maatte give den ældste norske kirke dens præg og stempel!

Under dette synspunkt er min bog om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ bleven til. Og jo mere jeg syslede med opgaven, desto fastere blev min overbevisning om, at det var det rette. Thi jeg observerede, at vort ældste kirkesprog eiede et betydeligt forraad af laaneord, som ene og alene maatte være komne fra angelsaksisk. Men, naar først dette var blevet mig klart, saa kunde jeg ikke, og kan jeg fremdeles ikke blive staaende ved, at kun disse sikre engelske ord er indførte af angelsaksiske missionæren Jeg maatte og maa fremdeles gaa ud fra, at ethvert ord, som baade kan være tysk og engelsk, i virkeligheden er engelsk. Men her er jeg ved den store differents, som skiller mellem prof. Maurer og mig, og jeg har kun at tilføie: fremtidens forskning faar dømme mellem os!

Jeg har hermed naaet dette tilsvars grænse. Der er mange detailler, som jeg allerede nu kunde føle mig stærk nok til at svare paa; men det er bedre at gjøre det samlet, naar jeg har høstet mere kundskab og rigere erfaring i forskningens skole. At jeg for mange punkters vedkommende altid vil blive prof. Maurer svaret skyldig, det er en sandhed, som jeg hverken skjuler for mig selv eller skal lægge dølgsmaal paa lige overfor andre. Og dertil kommer, at den norske kirkes historie først da vil fremtræde i sit rette og fulde lys, naar dens forbindelse med og paavirkning af saavel den engelske som den tyske og den altomfattende romerkirke er lagt aaben for beskuerens øie. Og dette maals opnaaelse er ved prof. Maurers „Bemærkninger“ rykket os nærmere end nogensinde tilforn!


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Se min bog s. 166.
  2. ↑ Ad. III, 16.
  3. ↑ Ad. III, 20.
  4. ↑ Ad. II, 34, 35.
  5. ↑ Tjodrek munk, kap. 8.
  6. ↑ Ad. II, 47.
  7. ↑ Schol. 142.
  8. ↑ A. D. Jørgensen: Den nord. kirkes grundlæggelse, s. 252 ff. P. A. Munch, i Langes tidsskrift V, 1–45. Samlede afhandl. II, 559 ff. En overdrivelse forekommer der mig ogsaa at ligge i følg. beretning i „þaattr Eyuindar urarhorns“, Flatøbogen II, 45: „Olafr konungr (den hellige) let boda um Uikina kristin lǫg med sama hætti som nordr j lande. ok gek pat uel fram þuiat Uikuerium uoru kristnilaug myklu kunnare en nordr j lande. þuiat þar uar będe uetr oc sumarfiolmennt af kaupmonnum bœde Dǫnum ok Sǫxum. Uikuerir hofduzst miog j kaupferdum til Æinglandz ok Flæmingialandz ok Danmerkr en sumir j uikingu ok hofdu uetrsetu a kristnum londum“. Denne beretning, der i alfald i enkelte træk er korrekt, taler dog heller ikke noget om tysk missionsvirksomhed. Jfr. ogsaa Adam II. 47: „I Danmark var endnu (ɔ.: under Unwan) i live Poppo „theologus“ og hin høiættede biskop Odinkar, hvem erkebispen pro fide oc sanctitate vitae eius gjorde til sin fortroligste ven. Kun disse to biskoper var, saavidt vi har kunnet erfare, i Jylland, før Knut tiltraadte regjeringen. Odinkar var den eneste af vore, som nu og da (quando) besøgte de oversøiske kirker, Esico sad hjemme, de øvrige hindrede forfølgningen.
  9. ↑ Jfr. Hans Olrik, Konge og prestestand s. 108 f. Olrik siger, at hans hovedsæde var Roskilde samt at navnet tyder paa tysk nationalitet; se hans henvisninger.
  10. ↑ Jeg burde dog, i alfald i en note, dvælet noget nærmere ved Liafdags mission, da P. A. Munch har taget den til indtægt for sin – af alle nu forladte – theori om, at den vikske kirke, som en tysk plantning, skulde staa i modsætningsforhold til den øvrige norske kirke.
  11. ↑ Kirkehistorie I, 32 f.
  12. ↑ Udævet her.
  13. ↑ Ad. II, 35. IV, 33.
  14. ↑ Ad. II, 34.
  15. ↑ Vgl. namentlich das jüngere Schol. 142.
  16. ↑ Ad. II, 48 (Dehios note).
  17. ↑ Udhævet her.
  18. ↑ Ad. II, 47: etiam alios viros doctissimos ordinavit in Norwegiam. (Dehios note). Han burde tilføiet: „vel Suediam.“
  19. ↑ Keyser: Den norske Kirkes Hist. I, 102 geht jedoch in der anderen Richtung wieder zu weit mit der Behauptung: die Metropolitanhoheit sei damals von norwegischer Seite überhaupt noch nicht ausdrücklich anerkannt worden. (Dehios note.)
  20. ↑ Einen eigentlichen Kampf des deutschen mit dem englischen Klerus, wie ihn Maurer II, 272 N. 34 nach dem Vorgange Munchs annimmt, kann ich nicht erkennen. (Dehios note). Denne sidste bemærkning maa jeg give min fulde tilslutning. Prof. Maurer anker (s. 7) over, at jeg ikke har givet et „levende billede af den tyske og den engelske kirkes samtidige virksomhed og antagonisme i den nordiske mission.“ Denne „antagonisme“ har jeg for Norges vedkommende ikke kunnet opdage den fjerneste antydning til. Adam siger jo, at alle missionærer i den skjønneste samdrægtighed opbygger kirken i fællesskab (IV. 33), og det siger han lige efter, at han har omtalt, at Adalbert har vi viet biskoper for Norge (Tholf og Sigvard). Mit indtryk af Adam er, at antagonismen kun har hørt hjemme i Bremen.
  21. ↑ Wattenbach har i sin udgave af den tyske oversættelse af Adam hævdet, at naar vi sammenholder Ad. II, 79 med II, 67, saa kan Adalbert først i 1045 være bleven erkebiskop. Dehio forsvarer dog II, 79 og anser 1043 for det rette. I, Kritische Ausführungen s. 119, note 6.
  22. ↑ En søn af den saksiske hertug Bernhard, der formælede ham med Magnus’ søster Ulfhild.
  23. ↑ Udhævet her.
  24. ↑ Ad. III, 16.
  25. ↑ Ad. III, 70. Schol. 142.
  26. ↑ Ad. III, 70; IV. 33.
  27. ↑ Lad mig dog nævne, at Svein Estridsøn skal have sendt missionærer til Norge. Ad. III, 53.
  28. ↑ Ad. II, 31; schol. 68 og 131.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Tyske_og_engelske_missionærer_i_Norge&oldid=210776»