Norske Oldkvad og Sagnkonger
Naar jeg først nu efterkommer den venlige Opfordring, der fra den filologiske Forenings Side rettedes til mig om at komme og holde et Foredrag under mit Studieophold her, – saa maa jeg nævne Grunden. Jeg havde Lyst at tale til dem om noget Norsk. Men det var mig ikke let at blive saadan hjemme i Landets særegne Kultur, dets Folketro, de enkelte Bygdeeiendommeligheder, at jeg kunde tale om det med Nordmænd som Tilhørere. Hvad jeg har at sige, maa de da betragte ikke som et modnet og sikkert Arbeide, men som en Slettebos første Forsøg paa Fjeldvandring.
Det Materiale, jeg vil arbeide med iaften, er tildels det samme, hvorpaa Keyser og Munch i sin Tid byggede deres Theori om Norges Befolkning. Deres Theori er svunden; og den Tid kommer ikke igjen, at man læser sig Norges Forhistorie til paa et islandsk Pergament: man maa paa Norges egen Jordbund tyde de mange Runer, hvormed fjerne Forfædre har sat sig Spor. Men ud fra andre Synspunkter – som tidlige Udslag af Folkets Digtning – kunde disse Skrifter vel vise sig at være værdifulde Kilder, om vi kan naa at klare os baade deres folkelige Udspring og deres literære Vækst.
Den af de kjendte Kilder, her først skal omtales, er Kvadet Hyndluljóð. Vi skal betragte den Mængde Helteætter, som Frøja faar Jættekvinden Hyndla til at opregne for sin Yndling, den unge Ottar. Vi deler dem til kort Overblik i tre Grupper: 1) de hvis Slægtskabsforhold til Ottar udtrykkelig nævnes, 2) Halvdan den gamle og hans Sønneæt, og 3) de fra Oldkvad kjendte Helteætter (Volsunger, Skjoldunger osv.).
Ottars nære Slægtninge opregnes udførlig: „Du Ottar er Søn af Innstein; men Innstein af Alv den gamle, Alv af Ulv, Ulv af Sæfare, Sæfare af Svan den røde. Moder havde din Fader, smykkeprydet, hun hed Hledis gydje (Præstinde), Frode hed hendes Fader men Friund hendes Moder; den Æt regnedes blandt de ypperste Mænd.“ „Ketil hed en Ven af dem, Klyps Arving, var Morfader til din Moder; der var Frode før end Kaare, men af Hild var Halv Sønnen.“ „Nanna var nærmest der, Nokkves Datter; hendes Søn var Maag til din Fader; gammelt er det Frændskab; videre skal jeg opregne.“ „Isulv og Aasulv var Sønner af Olmod og af Skurhild, Skekkils Datter.“ – Ottar er altsaa Søn af Innstein, en af Heltene hos Sagnkongen Halv paa Hordeland; blandt hans Mødrenefrænder nævnes, foruden selve Kong Halv, en Helteæt med Navne som Kaare, Klyp og Olmod, der tilhører den berømte Hordekaareæt i 9de og 10de Aarh. (Bugge i Arkiv f. nord. filol. I 306). Heraf maa sluttes, for de første at Kvadets Forfatter har tænkt sig Ottar levende paa Hordeland, og for det andet at Forfatteren baade har havt Kundskab til hordelandske Ætter og havt Interesse af at meddele den. Kvadets Hjemsted ligger det da afgjort nærmest at henlægge til selve Hordeland; men inden jeg behandler dette Spørgsmaal, vil jeg se at faa Klarhed over Kvadets øvrige Sagnstof.
Vanskeligheden er egentlig at vide, hvorledes vi skal opfatte Kong Halvdan den gamles Stilling som Helteætternes Stamfader. Vi har tre Kilder der nævner hans Ætmænd: 1) Hyndluljóð, 2) Slutningen af Hauksbóks Fortælling om Ragnarssønnerne, 3) Historien om Norges Bebyggelse (Hversu Noregr bygðisk). Inden jeg gaar ind paa Kritik af disse Kilder, skal jeg blot meddele Hyndluljóðs Efterretninger. „Aale var før, den stærkeste af Mænd; Halvdan end før, den høieste af Skjoldunger (Konger), navnkundige er de Folkekampe som den kjække holdt, hans Storværker naaede til Himlens Rande. Han sluttede sig til Eymund, den Ædling, og han vog Sigtryg med kolde Ægge, han ægted Almveig, den ædelige Kvinde; de fik sammen atten Sønner.“
„Derfra kommer Skjoldunger,
derfra Skilvinger,
derfra Odlinger,
derfra Ynglinger (læs: Ylvinger),
derfra holdbaaret,
derfra hersebaaret,
største Mandvalg
under Midgaard.“
„Hildegunn var hendes Moder, Datter af Svaava og af Søkonge; alt det er din Æt, Ottar heimske; det gjælder at vide dette; vil du høre end mer? Dag ægted Tora Drengemoder, i den Æt fødtes de ypperste Kjæmper. Fradmar og Gyrd og begge Freker, Aam og Josurmar, og Alv den gamle.“
Vi vil nu fremdrage den anden Kilde, Fortællingen Hversu Noregr bygðisk. Her hedder det (Flateyjarbók I 24): „Kong Hring Raumesøn havde Hringarike og Valders; han ægtede en Datter af Vifil Sækonge, deres Søn var Halvdan den gamle“; han bloter ved Midtvintersblotet for at blive 300 Aar gammel, ligesom Kong Sne var bleven, men fik til Svar: at han skulde kun leve én Mandsalder; men ti 300 Aar skulde der ikke være uden Konger og Jarler i hans Æt, og saalænge skulde der heller ingen Kvinde være i Ætten. Halvdan hærjer i Østerleding og fælder Kong Sigtryg i Tvekamp, saa ægter han Alveig, Kong Eymunds Datter af Holmgaard, og faar med hende 18 Sønner: først ni, der ikke efterlader sig Afkom, nemlig Tengil, Gram, Gylve og andre Søkonger, saa andre ni der bliver stamfædre for Helteætterne: Hildir, Nævil, Aude, Skelvir, Dag, osv. fra hvem der stammer Hildinger, Nivlunger, Odlinger, Skilvinger, Doglinger osv. Af disse kan særlig interessere os den Slægtrække der nedstammer fra Dag og Tora Drengemoder: Ole, Dag, Oleiv, Hring, Olav, Helge (den hvasse), Sigurd Hjort og endelig i niende Led hans Datter Ragnhild, der blev Moder til Harald Haarfager. Hele Halvdansstamtavlen slutter endelig med Ordene: „Nu er opregnet de Kvinder, der først kom i Halvdan den gamles Æt; men da den første Kvinde kom i Ætten, var der ledet 300 Vintre fra det Blot, som Halvdan blotede for Tid og Herredømme.“ – Skriftet om Norges Bebyggelse har øiensynlig lagt Hyndluljóð til Grund og stræbt at udfylde dens Rammer med Navne paa Halvdans atten Sønner og deres Ætlinger. Men ved Siden af Hyndluljóð og ved Siden af al den sammenstykkede Viden møder vi i vort Skrift ogsaa en egen sammenhængende Kundskab til Kong Halvdan den gamle: det kjender ham som Sagnkonge paa Hringerike og kjender en hringeriksk Kongeæt, der gjennem Dag og Tora Drengemoder føres ned til Ragnhild, Harald Haarfagers Moder; og desuden faar vi et Ættesagn, Spaadommen om die tre Aarhundreder hvor der kun skal være mandlige Ætlinger af Halvdan. Dette er det eneste poetiske Træk i Halvdanoverleveringen, det eneste Baand der samler Stamtavlens Enkeltheder til en Helhed. Men – det os foreliggende Skrifts Stamtavler kan umulig holdes sammen af det; Sagnets trehundrede Aar lader sig ikke forene med Kvindeætlingernes Optræden i Heltesagnene: Signy og Alrun møder jo i fjerde Slægtled fra Halvdan, Gudrun i femte, Hjørdis og Brynhild i sjette. Men til 300 Aar skal vi have 8–9 Slægtled, og det findes kun hos en eneste: Sigurd Hjorts Datter Ragnhild paa Hringerike, der i niende Mandsled nedstammer fra Halvdan den gamle, i ottende fra Dag og Tora Drengemoder. Den eneste Kvinde foruden Ragnhild, paa hvem Aaremaalet passer, er Gyda paa Hordeland, Harald Haarfagers Dronning; hun stammer fra Halvdan i 10de Led; men Sagnet maa efter sit Indhold særlig gjælde den første Kvinde i Ætten efter de 300 Aars Udløb, altsaa Ragnhild.
Nu vender vi os til den anden Kilde, Hauksbóks Fortælling om Ragnarssønnerne. Dennes sidste Kapitel handler om Helge den hvasse, der reddede Sigurd Orm-i-øjes Mærke ud af Nederlaget, om hans Søn Sigurd Hjorts Bedrifter (med Henvisning til en egen Saga om ham) og om Sigurds Datter Ragnhild, hvorledes hun reddedes af og siden ægtede Halvdan Svarte, saa hun blev Moder til Harald Haarfager. Her opregnes Helge den hvasses Forfædre tilbage til Kong Hring „efter hvem Hringerike har Navn“, og Hrings Forældre Dag og Tora Drengemoder, fra hvis ni Sønner „DoglingeÆtten“ nedstammer. Alle de ældre Led i denne Stamtavle viser stærk Afvigelse fra vor forrige Kilde; men ét er fælles: fra Stamfaderen Dag og ned til Ragnhild er 8 Led. Navnerækken kan altsaa ændres, fordi der ikke knyttede sig udprægede Forestillinger til de enkelte Forfædre; men de tre Aarhundreder med Mandsætlinger indtil Ragnhilds Fødsel staar som Sagnets faste Træk. Og nu viser det sig ud af Hauksbók, at Mands-ætte-sagnet ikke er af vagt genealogisk Indhold, men spænder over et langt bestemtere Stof. Først og fremmest er det bundet i Sted: det tilhører den hringerikske Kongeæt. Dernæst har det et mere poetisk Indhold; det indrammer Fortællingen om Helge den hvasses og Sigurd Hjorts Bedrifter, og samtidig peger det dog hen paa, at disse Helte ikke er de ypperste Skud af Hringeriks-Ætten, men at en Kvinde er det som Moder til den Drot, der underlægger sig hele Norge. Halvdan-Ragnhild-Sagnet og de enkelte Smaafortællinger, det indrammer, udgjør da en Indledning til Harald Haarfagers Saga, saaledes som denne blev formet paa Hringerike eller i alt Fald med hringerikske Sagnforudsætninger.
Men hvad er Halvdan den gamle i Hyndluljóð? blot Sagnkonge paa Hringerike eller Stamfader til Alverdens Helteætter? Ja, her møder vi Verset: „Derfra kommer Skjoldunger, derfra Skilvinger osv.“; det vidner aabent nok om de mange Helteætters Afstamning, men – det kan umulig tilhøre Kvadets oprindelige Tekst, saadan som det staar der: adskillende en Strofe om Halvdans Hustru og en om hendes Moder; med Rette har Udgiverne (S. Grundtvig o. fl.) dømt Verset som uægte; en senere Overlevering af Kvadet er det, der ved Omtalen af Halvdans atten Sønner har indføiet en saadan Strofe som Svar paa det Spørgsmaal, der forekommer lidt tidligere i Kvadet: „Hvad er Skjoldunger, hvad er Skilvinger osv.“ – Hvad vi da beholder tilbage i Hyndluljóð, er en ret berømt Sagnkonge Halvdan, Fader til atten Sønner, hvoriblandt Dag, Stamfader til en vidt forgrenet Æt af Kjæmper, blandt hvilke der nævnes os en Del, som vi ikke kjende andenstedsfra, og bl. a. ogsaa til Hordelændingen Alv den gamle, Bedstefaderen til Ottar.
Efter Pladsen i Kvadet, nær sammen med Ottars hordelandske Frænder, maa Ætten have levet i Norge; der er da ingen Tvivl om, at Kvadet ligesom Prosaoverleveringerne mener den hringerikske Kongeæt, hvis Sidegrene da er spredte over det sydlige Norge.
Nu ser vi paa Hyndluljóðs Ættetal som en literær Helhed. Vi ser da den forskjellige Karakter i Ættetallets tre Grupper. 1) De berømte Helteætter udenfor Norge, som det uden nærmere Paavisning siges at Ottar er i Æt med; saa godt som alle Helte, der nævnes, er de fra episk Digtning velkjendte Skikkelser. 2) Halvdan-Dag-Ætten paa Hringerike; det nævnes, ved hvilken af sine Forfædre Ottar hører til denne Æt. Slægten kan ikke have været saa velkjendt i Forfatterens Kreds som de udenlandske (fra Poesien kjendte) eller som de hjemlige hordske Helte; thi rent imod sin Sædvane giver Forfatteren ikke Antydninger, men udvikler Grundtrækkene af Ættens Stamtræ, ja skildrer endogsaa Halvdans Levnetsløb. Ogsaa for os er dette Æmne lidet kjendt; hverken om Halvdans Livsløb eller om de her nævnte Ætmænd ved vi andet end hvad selve Kvadet indeholder. 3) Hordelændingerne, Ottars nærmeste Landsmænd, forudsætter han derimod som velkjendte; at minde om deres Bedrifter er overflødigt, at udvikle Ættens hele Sammenhæng ligesaa; det er kun Slægtskabsforholdet til Ottar, der maa gjøres Rede for, især de kvindelige Mellemled, som det jo altid er vanskeligt for Ættetællerne at holde Rede paa. Alt dette kan kortere udtrykkes saaledes: Forfatteren og hans Tilhørere er fortrolige med Hordelands Ætter, har mindre Kjendskab til de andre norske Kjæmper og kjender af fremmede de gjængse Sagnhelte; Forfatterens Kilder er 1) for udenlandske Helte den episke Digtning, 2) for norske Helte udenfor Hordeland en genealogisk Overlevering, der vel allerede har begyndt at omsætte sig i friere Sagnform: Halvdan den gamles Mandsætlinger, 3) hordelandske Ættetal, der for Kaareættens Vedkommende er helt uafhængig af poetisk Bearbeidelse, for Alv den gamles Æt har en større genealogisk Viden end Digtningen om Halvskjæmperne – det være sig Kvad eller Saga – har kunnet optage; – kort og godt: kun for Hordeætternes Vedkommende er Forfatterens Viden rent genealogisk, og alt dette passer kun paa, at Kvadet er digtet paa Hordeland.
Et andet Hjemsted for Hyndluljóð laa det ellers nær at søge paa Island. Kvadet foreligger jo i islandsk Opskrift; og i dets Stamtavler har man villet se en sen genealogiserende og katalogiserende Interesse udtrykt. Men det, man støtter denne Antagelse paa, modbeviser den netop. Vi finder mange Tilknytninger til historiske Personer fra Hordeland; men for de hordske Sagnhelte, der blev stamfædre for Landnamsmænd, mangler Kvadet Interesse; og vi møder i Navnene ingen Gjenspeiling af deres islandske Ætlinger, saaledes som af de paa Hordeland boende. Som der ingen Interesse er for Islændingene, er der heller ingen Berøringspunkter med deres Tradition. De Forfattere, der i 12te Aarh. samlede alle islandske slægters Ættetal og Frasagn til den store Landnamsbog, er fremmede for alt hvad der interesserer Hyndluljóð. Men et endnu grellere Billed af Islændingenes Uforstaaelse gav den ikke meget yngre Forfatter, der indordnede Hyndluljóðs Heltenavne i sit Skrift om Norges Bebyggelse; han henlægger de hordelandske Herser, nogle til Østerdalen og andre – til det sydlige Frankrig!
Hvor nær det end ligger at tænke sig et Kvad som
Hyndluljóð hjemmehørende paa en bestemt Egn af Norge,
saa er denne Forestilling dog saa ny, saa uvant, den at
Oldtidens Digtninger tager bestemt Plads paa den virkelige
Jordbund. Vi maa dog gjøre os fortrolige med at
have Fornkvadenes Optrin saa nær paa Livet, og vænne
øjet til fra .det ny Stade at klare sig de nye Synslinjer.
En saadan Synslinje aabner os gjennem Ottars Ætterækker
et Indblik i hvorledes der om Halvskjæmperne gror
en Kreds af Epigoner op, fordi Hordelands Storætter
skal have Digtning om deres Forfædre; men den Side
skal jeg ikke dvæle ved for denne Gang. En anden
Synslinje viser os Hordelands Fjelde og de Vætter, der
har til Huse der, som Baggrunden for vor Digters Værk.
Kvadet maler os Frøja ridende sit natlige Ridt, sin
valsinni – „Dødsfærden“ – hen over Jorden og til
Valhal, underveis kaldende Gygen ud af stenen til at
sadle sin Ulveganger og ride med i hendes Færd. Vi
ser herigjennem det natlige Ridt, hvormed Overtroen befolker
Dal og Haug. Jeg tænker hermed ikke saa meget
paa den mest kjendte Form af Ridtet „Oskorei.“ Dette
Navn tilhører den lidt sydligere rygske Folkestamme –
lige fra Stavangerfjord indtil Telemarkens lavere Dalfører –;
og den har sin særegne Skik: her rider Gudrun med
Hestehalen – med Sigurd eller Sigmund ved sin Side –
i Spidsen for Drangernes Tog, naar de kommer for ved Slagsmaal og Ufred at hente nye Deltagere til det store
Dødningetog. Men jeg tænker paa den Grundform, der
er fælles for alle som hører til den hordske Folkegren:
Jólareið, som den nævnes paa Hordeland, Hardanger,
Voss og Hallingdal, Jólaskreið hos Sygninger og
Valdreser. Det er Egnens Vætter, fra Fjeld og Haug,
der farer Dalen igjennem; underveis tager de Deltagerne
med fra deres Hjemsteder. Ridtet gaar værst i Julen,
men ogsaa om Torsdagskvældene, især om Høsten; de
henter ogsaa Mennesker, som de sætter op med at ride:
de maa stjæle til dem af Gildekosten paa Gaardene;
Ridehestene er de selsomste Dyr, snart Svin, snart Bukke.
Føreren er oftest et gammelt Trold, Traand, med Næsen
hængende ned til Sadelknappen; men i Hardanger – fra
selve Hordeland kjender jeg ingen Optegnelser – er
Reiens Fører en Kvinde, bærende Navnet Fruen, sjeldnere
Fru Rei. Denne Betegnelse „Fruen“ er, naar den føres
tilbage til den ældre Middelalders Sprogform, ligefrem
„Frøja.“ Dette Folketroens natlige Ridt – Frøja ridende
i Spidsen for et Tog af Tusser, Egnens vætter, og hentende
Mennesker med i Toget – er det da, Digteren
har benyttet i sit Kvad. Men Hyndluljóð er ikke noget
umiddelbart Udslag af denne Tro; Troldefølget har han
tænkt sig mere i Baggrunden eller snarere ladet udenfor
Betragtning; det er Frøja med en enkelt Jættekvinde og
et enkelt Menneske, der føres frem. Hele Samtalen, hvor
Asynjen faar Troldkvinden til at give Oplysning om den
skjulte Fortidsviden, udspringer ikke af den folkelige
Jólareið, men har mere literære Forbilleder; den hænger
sammen med Digtninger som Vǫluspá en skamma,
Vǫluspá og Vegtamskviða.
Vort Kjendskab til det mærkelige Braavallaslag skyldes først og fremmest et Kvad, digtet i Starkad den gamles Navn og os bevaret i tvende Udtog, hos Saxo Grammaticus og i det islandske Sǫgubrot. Om dette „olddanske“ Kvad er der skrevet adskilligt af lærde Folk; men det afgjørende Ord er talt af Gustav Storm (Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie 200–10): Kvadet er en meget udpræget norsk-patriotisk Omdigtning af et ældre Sagn; i dets Navne og dets Handling gjenkjendes Personer og Begivenheder fra Norges Historie i 9de, 10de og 11te Aarhundrede.
Jeg tror, at man fra Storms Udgangspunkt kan bestemme, med endnu større Nøiagtighed end han gjør det, Kvadets Tilblivelsestid, dets Kilder og dets Hjemsted. Det er kun dette sidste Punkt, Hjemstedet, jeg skal komme kort ind paa ved denne Leilighed.
Gangen i Kvadet er væsentlig følgende. Først opregner Starkad de bedste Kjæmper i Harald Hildetands Hær: han begynder med Østdanerne, saa Haralds Skjalde og Leirekjæmperne, saa Kjæmperne fra Hedeby med Jyder, Angler og Friser; dertil slutter sig de store Venderflokke under Skjoldmøerne Visnas og Heids Ledelse; endelig sluttes Haraldshæren med Krigere fra det sydlige Norge nærmest omkring Viken: fra Grenland og Hadeland og Gandalvssønnerne fra Raumelven. Hrings Hær aabnes med et Par Rækker Vestgøter; saa kommer en udvalgt Krigerskare, der ikke gaar i Folkehæren, men udgjør en „Sveit“ for sig selv, af Navnene ser vi at de er Nordmænd; saa gaar Optællingen hele Norge igjennem Bygd for Bygd: fra Toten og Viken til Telemarken, dette Landskab faar en hel Strofe; derfra springer Kvadet til „Nordmændene“, dette Ord taget i søndenfjeldsk Betydning, nemlig en Trønder og tre Møringer; og saa regelmæssig, Landskab for Landskab, ned langs Kysten: Fjordene, Sogn, Jæderen og Agde. Islændinge danner Afslutningen paa den norske Afdeling; saa følger Upsvearnes store Flok, og Søkonger fra Østersøegnene. – I det paafølgende Slag dvæler Digteren særlig ved tre Optrin: 1) Starkad fælder en Række af Haralds Hirdmænd og andre Daner, samt hugger Haanden af Mærkesmanden Visna; 2) Skjoldmøen Vebjorg fælder Sóknarsóti, en af de norske Kjæmper, men Teleboen Torkel Traae fælder hende med en Pil; 3) Ubbe Friser, Haralds ypperste Kjæmpe, fælder den ene efter den anden af Østersøkongerne og af Ynglingeætten, nedlægger ialt 25 Modstandere og saarer 11 „alle Svier eller Gøter“, – indtil de trende Teleboere, Haddr den haarde, Hroald Taa og Gretter den vrange, gjennemborer ham med en Mængde af Pile; „da først fik Trønder og Døler Magt med Danerne“. Dette drager efter sig Stridens Afgjørelse: Harald styrer sin Vogn ind i den vildeste Kamptummel og falder for Brunes (Odins) Køllehug.
Hvor denne Skildring af Slaget er bleven til, giver Kjæmpeopregningen klare Vink om. Ligesom Kvadet har en saa ulige større Interesse for de norske Deltagere end for Daner eller Svenske, har det ogsaa Forkjærlighed for nogle norske Egne og tilsidesætter andre. Saaledes savner vi helt Kjæmper fra Haalogaland; og det folkerige Trøndelag er repræsenteret af en eneste Mand, der bærer det lidetsigende Navn Trond den trøndske. Hele det østlige Norge (Raumarike, Raanrike osv.) repræsenteres alene af Gandalvssønnerne, Konger i „Alfheimar“, Hrings Svogre og dog Hirdmænd i Haralds Hær; vi hører senere i Kvadet, at „Dale“-boerne (Gudbrandsdølerne) er paa Hrings Side, men i Optællingen forekommer ikke nogen Kjæmpe fra dem. Først vest for Mjøsen begynder den Del af Norge, som Forfatteren interesserer sig for og repræsenterer fyldigt. Og midt i disse Bygder ligger Telemarken med sin Kjæmpeflok saa uforholdsmæssig stor i Sammenligning med den beskedne Rolle, Telemarken ellers spiller i Norges Historie. Men endnu langt større er Telernes Betydning i selve Slaget; de nedlægger begge de to Modstandere, der er ved at oprive Fylkingen, Vebjorg og Ubbe. Personlig optræder i Slaget alt i alt fem Nordmænd (foruden Starkad), nemlig de fire seirende Teler og en Kjæmpe fra Mjøsegnen (der falder for Vebjorg og hævnes af en af Telerne); de andre Nordmænd forekommer kun som Masser: „Trønder og Døler“ – Ordene skal stavrime med Daner – forfølger den af Telerne vundne Seir. Vi kan derfor ikke sige, at Kvadet er en almindelig norsk-patriotisk Digtning; nei det er en telemarkisk-patriotisk Digtning. Men hvem i Norge digtede et Kvad til Telernes Pris, naar de ikke selv gjorde det? Lad os da fra Telemarken se lidt ud til de omliggende Bygder og deres Kjæmper. Bygderne i Øst – Grenland og Hadeland – staar paa Haralds Side, det Parti som Digteren afgjort er mindst venlig; ja det passer godt nok til det Forhold, Nabobygder ofte stod i til hinanden. Og Telernes vestre Granner, Hardinger og Ryger, som de endnu gjerne kives med oppe paa Fjeldet, har Digteren heller ikke venligt Øje til; han lader „dem slet ikke have Lov at deltage i Braavallaslaget, men gaar i sin optælling af Vestkystens Kjæmper fra Fjordene og Sogn straks til Jæderen og Agde. Men Teleboerne har hans Kjærlighed. Alle faar de Tilnavne, saa hver enkeltes Eiendommelighed skal staa klart: Torkel den trætsomme (þrái) og Torleiv gote (ganger), Gretter den vrange og kivsomme, Hadd den haarde og Hroald Taa. I disse Telekjæmper har Skjalden samlet paa et Sted hele det voldsomme og med Forsæt ufagre Krigsmandsvæsen, hvoraf der er en hel Del hos alle hans Nordmænd; de ligner stærkt en langt nyere Tids omvandrende Slagskjæmper blandt den norske Bondealmue. Og det er det, han vil udtrykke, det er Typerne midt ud af Bondeflokken, han vil fremstille, ikke den sjeldne Helt. Der er ingen af hans Kjæmper der vokser de andre over Hovedet; de er alle lige gode Teleboer.
Der er et andet Kvad, som det ligger nar at tænke paa i denne Sammenhæng. Det er Starkads Dødskvad, saaledes som vi kjender det af Sakses latinske Oversættelse. Her optæller den graanede Kjæmpe sit lange Livs Bedrifter; i alle Sammenstød er han bleven Seirherre; kun „da han kom til Telemarkerne, bar han blodig Pande derfra, slagen med deres Smedehamre.“ Ligesom i Braavallakvadet ingen kunde overvinde Ubbe uden de telemarkske Bueskytter, er Starkad ikke i hele sit Kjæmpeliv bleven overvunden af andre end Teleboerne. Ved disse to Optrin er Forholdene ganske ens: Fantasien har ikke skabt nogen enkelt Helt hvori Folket ser sig selv udtrykt; men det er den telemarkske Kjæmpeflok i Almindelighed som Fortidens berømteste Helte ligger under for. Skulde Digtere fra andre Egne gjøre sig til Udtryk for denne telemarkske Stolthed, maatte den vage Kjæmpeflok ombyttes med en enkelt Kjæmpe, der havde mere poetisk Interesse. Men naar dette ikke er skeet, er kun én Forklaring naturlig: selve disse Kvad er digtede i Telemarken.
Fra de enkelte Kvad, der bærer Mærke af norsk Oprindelse, gaar Tanken til selve Sagnstoffets mulige Norskhed. Og da viser det sig, at i den norsk-islandske Skjoldungdigtning spiller Nordmænd saa mærkelig stor en Rolle. Først er der Starkad, om hvem den danske Digtning intet ved uden at han er gammel Kjæmpe, knyttet til Leirekongerne, men sædvanlig dog at finde i Upsal. Hans manglende Ungdomshistorie har den norsk-islandske Overlevering udfyldt: Nordens berømteste Kjæmpe er Nordmand og tjente først hos Kong Vikar paa Agde, der er han ogsaa født: paa Øen Truma, men han er opfostret paa Ask paa Hordeland. Saaledes fortælles der i Vikarsbalken (i Gautreks Saga) og tildels ogsaa i det norrøne Kvad, hvorefter Sakse meddeler Starkads Ungdomshistorie. Vi maa heri se en lignende Nationalisering af Skjoldungdigtningen, som de enkelte Starkadskvad frembød; og dens Hjemsted er sikkert der, hvor Sagnene om Kong Vikar blev behandlede i poetisk Form. Naar senere Starkad fostres paa Hordeland, ligger det nær heri at se en anden norsk Folkestammes Krav paa at have den store Helt til Landsmand. – Der er en anden, ædel Helteskikkelse, med en lignende Opgave som Starkad, at opmande den svage Skjoldungædrot til at afryste sine Omgivelsers Aag og at vise sig Fædrene værdig; det er Erik den maalspage. Den lange Saga (hele Sakses femte Bog,) der gjør ham til den virkelige Hovedperson i Frode den fredgodes Historie, viser sig ved sin Kjendskab til det sydvestligste Norges Stedsforhold at være dannet nærved Eriks Hjemstavn, Rennesø i Stavangerfjordens Munding. – Det er endnu en tredie Helt, der fra Biperson i de gamle Heltekvad hæver sig til at være Midtpunkt for en Digtning. Det er Orvarodd eller, som han tidligere hedder, Odd fra Jæderen. Under dette Navn optræder han i Braavallakvadet saavelsom i Orvaroddssagas Vers og i Sakses Saga om Kong Ømund, idet Hjalmars Fostbroder fra Samsøkampen gjøres til Nordmand, og der udvikler sig en Prosadigtning om ham med hans Fødested og Dødssted Berurjóðr som Tilknytningspunkt. En ung Omdigtning, der ikke kan følges længer tilbage end til paa Island i 13de Aarh., har derimod indlemmet ham i den berømte nordlandske Hravnista-Æt. – Endelig er det ogsaa ved Norges Sydspids, paa Spangareið, at den sidste Skjoldunghelt, Ragnar, finder Kraaka og ægter hende; om denne fundne Kongedatter kommer Ragnarsagaen efterhaanden til mere og mere at dreie sig.
Vi ser da en Række af Digtninger, som hører hjemme i Danmark, men omdannes og udvikles saa at en Nordmand bliver Hovedperson. Alle disse Helte knyttes til en enkelt Del af Norge, Jæderen og Agde; det yderste, denne stedfæstende Digtning kan strække sig til, er til den Ø ved Hordeland, hvorhen Hrosshaarsgrane bringer den treaarige Starkad til Opfostring. Udenfor denne Egn forekommer kun en enkelt Skjoldungkjæmpe gjort til Nordmand, Bodvar Bjarke: han er fra „Opdalene nord i Norge“; denne Sagndannelse, der forresten strider mod det gamle Bjarkemaal, har altsaa ikke engang naaet til at give ham et bestemt Hjemsted. Derimod hører Aan Bueskytte, der i Fridlevs Sagn optræder som Ole den frøknes Fosterfader, snarere hjemme paa de samme Egne som Sakses andre norske Sagnhelte. I alle disse Helteskikkelser og disse Kvad ser vi da et Forsøg paa at omplante Skjoldungsagnene og anden dansk Digtning til Norges sydligste Kyststrækning, til Jæderen og Agde; og vi ser ogsaa hvorledes det danske Sagnstof behandles i poetisk Form i en af de nærliggende indre Fjeldbygder, Telemarken. Her har Kvad og Sagnformer hjemme, som senere er blevne optegnede af Islændinge saavel som af andre.
Vi vender os nu til en anden Sagnkreds. – Enhver der har gaaet gjennem Norges historiske Musæum i Kristiania, maa have lagt Mærke til en Række af Fortidsminder, der ligesom giver hele Samlingen sit Præg. Det er de prægtige Arkitekturstykker fra romanske Stavkirker. Og blandt disse har man gjerne dvælet længst ved Portstøtter med billedlige Fremstillinger af Volsungdigtningen. Mellem de udskaarne Slyngninger ser vi snart en Sigurd kjæmpende med Faavne, snart en Gunnar i Ormegaarden; eller en hel Kjæde af optrin fra Volsunghistorien, fyldende begge Portens Sidefjæle, saaledes som paa den ypperste af dem, Portalen fra Hyllestad i Sætersdalen. I saadanne Kirker har hele Sognefolket havt disse Billeder for Øie hver Søndag, og hvert Barn har været fortroligt med Heltesagnets store Optrin. Der haves i alt fem Volsungportaler; dette ret anselige Tal blandt de til vor Tid bevarede stavkirker giver en Forestilling om, hvor gjerne en Menighed har fulgt det af en anden givne Eksempel i Valget af Billeder. Det er et bestemt Landomraade, Volsungbillederne tilhører, Sætersdalen, Telemarken og et Stykke østover mod Kristiania. Og fra disse Egne har vi ogsaa andre Vidnesbyrd om, hvor dybt Olddigtningen er trængt ind i Folkets Bevidsthed. Det ene er Folkevisen om Sigurd Sveins Ungdom samt de enkelte løsdrivende „Stev“ om hans Bedrifter, der sammen med saa stor anden Rigdom af Middelaldersdigtning har levet ned til vor Tid hos Telemarkens Almue. Det andet Vidnesbyrd er fra en Forestillingskreds, der griber endnu stærkere ind i Folkets dagligste og dybeste Sjæleliv. Folketroens „vilde Jagt“ eller „Rei’“ findes hos Nordmændene ligesom hos mange beslægtede Folk; men i det sydligste Norge – klarest fremtrædende i Telemarken – optræder den i en meget eiendommelig Skikkelse, „Oskorei’en“: Forrest i Dødningeridtet rider en Kvinde, Guro Rysserova, „Gudrun med Hestehalen“, paa en Gang et sært huldreagtigt Væsen i hvem Rei’ens Rædsel og Magt er samlet, og samtidig et menneskeligt Væsen i Guro Gunnarsdotter (rettere: Gjukadotter) med sin Husbond Sigurd eller Sigmund ved Siden, klart udpegede som Personerne i Sigurdsvisen, og selve denne Vise lader ogsaa sin Helt vælge at ride„i „Oskorei“ med Gudrun. Om Grunden til Ridtet ved Visen ikke andet, end at de som Hedninger ikke havde hjemme i Himmerig; et Folkesagn, som Professor Bugge har hørt af en gammel Kone i Telemarken, fortæller derimod, at Gudrun „voldte ni Barnekvinder Graad“ og blev tagen med af Oskoreien, og da kvad hun:
„Sutinne aa sorgjinne
dreg eg unde min skó;
daa æ eg allegla-aste,
naar de gjeng meg mest imot.“
Der rider hun i Følge med Ebbe Skammelsøn. – Hvor ungt dette sagn end er, synes dog dets Opfattelse rigtig: de Mennesker, som har brudt alt hvad der bandt dem til andre, de træder – som Ebbe Skammelsøn – „saa mangen Sti vild“, de eier, selv som ødøde, ikke Fred og Hjemsted paa Jord. – Men hvad der maa undre os, er, at det er Digtningens Helte der gjæster Telebonden med natligt Ridt, og at det ikke er Egnens for længst afdøde virkelige Beboere. Det viser et Bondefolk, over hvis Fantasi Sang og Digt har større Magt end den ydre Virkelighed.
Hvor langt tilbage i Tiden gaar Telebondens fortrolige Samliv med Digtningen? At baade Sigurdsvisen og Oskoreitroen er bevaret gjennem Aarhundreder, er der ikke Tvivl om. Visen maa være bleven til mellem 1200 og 1500, snarest nær ved den første Tid, da Eddakvadenes Indhold, navnlig Gripisspá, saa kjendelig findes igjen i den. At den er digtet i Telemarken, lader sig dog ikke udtrykkelig bevise; men er den ikke opstaaet der, maa den være omdigtet efter Egnens Folketro. Endelig er der Stavkirkerne, fra Tiden 1200–1250, altsaa de ældste og de .mest stedlige Vidnesbyrd om Sagnet. Bygmestrenes og Sognefolkenes Kjendskab til Volsungsagnene maa enten hvile paa Oldkvad eller paa middelalderlige Folkeviser. Denne sidste Mulighed er ikke meget rimelig; vi kan ikke bevise, at alle de fremstillede optrin har været besungne i Folkeviseform, og de enkelte Stavkirkers Bygning ved Aar 1200–1250 forudsætter, at Volsungsagnene senest ved Aar 1200 er kjendte og yndede; men paa den Tid kan Folkeviser endnu ikke have været almindelige blandt norske Bønder. Men da maa de sydnorske Sigurdsfremstillinger hvile enten paa selve Oldkvadene eller paa prosaisk Gjenfortælling af deres Indhold. Og Almuens store Forkjærlighed for Volsungdigtningen føres derved tilbage til gamle Kvad i Oldtidsform. Oldkvad, udskaarne Billeder og Visesang er da forskjellige Tiders Udtryk for Vedhæng ved samme Sagnemne gjennem mer end syv Aarhundreder. Den folkelige Oskorei-Tro vil vel ogsaa, naar den bliver ret gransket, afgive sit Vidnesbyrd herfor, vistnok stærkere og mere indgribende end noget af de andre.
Naar en enkelt af Telemarkens Viser, Sigurd Sveins
Vise, staar paa saa gammel og saa bred en Bund, ligger
det nær at spørge: hvorledes forholder det sig med disse
Egnes andre Viser. Telemarken er jo Norges rigeste
Egn paa gamle Folkeviser. Og Forholdet er det, at medens
mange af Norges Egne gjemmer paa sagn og Eventyr,
medens Hardanger og Valders spiller sine gamle Slaatter, er det kun de to sydlige Fjeldbygder, Telemarken
og Sætersdalen, hvor den gamle norske Sang – som
Vise og som „Stev“ – er forplantet rigelig ned i Tiden.
Disse Egnes Rigdom er saa stor, at om vi lægger alle
andre Egnes Viser sammen, bliver det kun Smaating mod
Telemarkingers og Sætersdølers Skatte. Denne Rigdom
hos de sydlige Fjeldbygder kan have to Grunde: enten
har Sangen oprindelig været mere ligelig fordelt, og kun
et Par Bygder har bevaret den, eller ogsaa har, lige fra
Middelalderen af, Teleboer og Sætersdøler været deres
Naboer langt overlegne i Sangbegavelse.
Jeg har talt med Professor Bugge og Professor Moltke Moe om Spørgsmaalet. Begge er de tilbøielige til at mene – ud fra deres Kjendskab til de enkelte Viser – at Telemarken og nærliggende Egne lige fra Middelalderen har været den store Beholder for Folkesangen, og at Digtningen kun langt sparsommere har søgt til nordligere Egne. Denne opfattelse forekommer mig meget rimelig. Alt som man nærmere har lært den norske Bondealmue at kjende, har det vist sig, hvor rodfaste Bygdeeiendommelighederne er; og de sydlige Fjeldbygders Forkjærlighed for Sang og Poesi, selv i alle Dagliglivets Optrin, er et væsentligt Træk i Folkets Karakter, som vi neppe tør tænke borte eller tildelt andre. Den simple naturlige Tankegang er, at det inderlige poetiske Samliv med Viserne naar tilbage til deres Tilblivelsestid.
Men Teleboudens Visesang kan heller ikke være groet paa bar Bund. Vi maa forudsætte, at under andre, ældre Former har den rørt sig, før den brød frem i Kjæmpevise og i Stev. Dog, denne taagede Mulighed kan vi ombytte med mere bestemte Træk. Vi har seet, hvorledes Sigurd og Gunnar Gjukesøn endnu paa Oldkvadenes Tid var blevne Telebøndernes bedste Venner, og vi har seet Starkadsbedrifterne besungne i egne telemarkske Kvad.
Telemarkens ældste poetiske Behandling af de sydfra indvandrede Sagnstoffer var dog selv kun et Led i disse Emners Tilegnelse. En anden og endnu større Produktion er Kystegnenes Forsøg paa ud af dansk Digtning at skabe større Sagnkredse med nationale norske Helte. Midtpunktet herfor er Jæderen, den gamle (forhistoriske) Kulturbygd. Ydergrænsen mod nord er Hordeland, ikke blot som Starkads nordligste Bosted; men her opstod ogsaa Halvsdigtningen, der ved sin stærke Paavirkning fra Skjoldungkvadene røber sig som Sideskud af den jæder-telemarkske Digtretning.
Med Hordeland har vi naaet Nordgrænsen ikke blot for Skjoldung-Omdigtningen, men ogsaa for Besyngelsen af norske Helte. Om Hladejarler, om Hravnistamænd, om Hringerikinger, om Raumarikinger har vi ingen Oldkvad. Heller ikke forfremmede Sagnstoffer kan nogen Egn opvise en lignende Alvor i Tilegnelsen, som den Maade hvorpaa Sigurd, Gudrun og Gunnar føres ind i Billeder, Folkesang og Overtro[2]. For de andre Egne synes Fortidsminderne langt mere overleverede i Prosadigtning, Sagaer. Ogsaa disse Sagn og Sagaer staar sikkert i Forhold til de enkelte Egnes stedfaste Folkedigtning og Folketro, paa lignende Maade som vi saa det ved Oldkvadene. Men jeg skal ikke prøve at føre Dem ind herpaa; det er Studier der endnu er saare langt fra deres Fuldendelse.
Naar jeg i Telemarkens Kjæmpeviser, Jæderens Heltesagaer og Hordelands Frøjakvad har seet Udslag af en sydnorsk Besyngelse af Heltelivet, dybt sammenvokset med hver Bygds hjemlige Forestillinger, har min ledende Tanke været at opsøge et af de hidtil skjulte Midtpunkter i norsk Aandsliv. Hidtil har det jo været saa, at kun Islands Literatur stod klart for os, og nyere Forskninger har dernæst henvendt Blikket paa de vestlige Øers Betydning; selve det gamle Norge laa i Taage.
Nu har norske Videnskabsmænd gjennemgransket Landet for at finde Eiendommelighederne i Jordsmon og Menneskerace; jeg tænker paa Arbos Maalinger og Hansens geologiske Undersøgelser, paa Arkæologernes Gravninger i de gamle Tomter. I Folketroen har Moltke Moe peget paa ældgamle Stammegrænser. Det er af disse Videnskabsmænd, jeg har lært at se Bygdeeiendommeligheden som dybt rodfæstet, grundet i mange Aarhundreders Overlevering og stemplet af selve Landets Bebyggelse. Ud herfra har jeg vovet at se de enkelte Bygdefolk og Stammer som Baggrund for Literaturværkerne og som den Undergrund, hvori de er groet; hver Stamme har ydet sit Bidrag til Kultur og Literatur. Det Hjemstedspræg, som allerede Sophus Bugge paa sit dristige Vestervikingstog leilighedsvis har øinet hos enkelte af Oldkvadene, har jeg søgt at følge og at uddybe; til at gjennemtrænge det islandske Taageslør over Norge har jeg havt Hjælp i Sakses mere ægte norske Overleveringer. Et Midtpunkt for poetisk Liv, først og fremmest for Heltedigtningen, har jeg fundet i det sydlige Norge, hos den rygske Folkestamme. Dens naturlige Anlæg og den nære Indflydelse fra Danmark var aandelige Værdier, der har baaret Rente gjennem senere Tiders rige Visesang og i den største Digterbegavelse, den norske Folkemaalsliteratur har frembragt.
Men denne sydligste norske Folkestamme er kun en enkelt blandt de mange, der har bidraget til Udviklingen. Og efterhaanden som vi lærer deres Eiendommeligheder at kjende, vil ogsaa deres Betydning i Literaturen blive klar. Ja det vil vel vise sig, at Sammenspillet mellem de forskjellige Bygdeeiendommeligheder har været en skabende Kraft for Digtningen. Der er meget af dette, vi engang skal spørge Dovregubben og Ekebergkongen om, naar vi først har lært at forstaa deres Maal. Men endnu falder det lidt gammelagtigt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Efter Opfordring af en Mand, hvis Dom jeg sætter særdeles høit, har jeg nedskrevet mit Foredrag, hvis Indhold jeg ellers havde tænkt først senere at lade komme frem sammen med den fyldigere Begrundelse af mine Opfattelser. – For Afsnit II støtter Foredraget sig paa min Afhandling om Kilderne til Sakses Oldhistorie (Aarbøger f. n. Oldk. 1892 og særskilt) og paa min endnu uudgivne specielle Behandling af samme Emne; en kritisk Tekst af Braavallakvadets Navnerækker vil jeg give i Arkiv f. n. fil. X.
- ↑ Overhovedet er det mærkeligt at se Sydegnens mange Tilknytninger for Heltedigtningen, da det øvrige Norge er saa fattigt derpaa. Det eneste Heltekvad der er paavist som hjemmehørende paa en anden Egn, er Völundarkviða, (dette maa vi med Bugge opfatte som nordenfjeldsk); men det afviger i Stil meget fra andre Heltekvad. Gudekvadene falder maaske mere spredt (Grimnismál paa Haalogaland); men det er endnu ikke oplyst.