Troskab
Hil, Merkurius, dig! i din sangkunst øvet
fordum Amfion kunde stene røre;
hil dig, Lyra! syv-strenget liflig frem du
tonerne tryller.
Før en klangløs skal — er i tempelhallen
og ved rigmænds bord nu så kjær du vorden;
syng en sang, som mildt kan min grumme Lydes
sindelag stemme!
Lig en treårs fole på mark og enge
springer kåd hun om, men er sky for favntag,
har til bryllupsfærd ingen lyst og flyr selv
fyrrigste frier.
Skog og vilden tiger af dig jo fængsles;
elvens stride strøm har du magt at stemme;
selv den glubske vogter for Orkus veg, da
liflig du lokked.
Se, med smil om læben fra marterhjulet
lytter Ixion, og sit spand de glemmer
for en stakket stund, mens din sang dem kvæger,
Danaos’ døtre.
Lad da Lyde høre, hvad straf de lider
for sin rædsels-dåd, disse unge piger,
som må se, hvor våndet fra karrets bund u-
stanselig strømmer.
Hevnen kom: om sent, den dog kom i Orkus.
Er så grufuld gjerning på jord vel øvet
som hin bryllupsnat, da med sverd så grumt de
mændene myrded!
En i søsterskaren sin brudefakkel
var dog værdig: eden, hun svor sin fader,
brød hun kjækt! høilovet den ædle mø e-
vindelig være!
Op og flygt! — så lød det for unge brudgom
til så lang en søvn vil dig ellers vie
de, du mindst kan ane — min egen far og
skjendige søstre:
vid mat, lig føl af løvinder krysted,
dine brødre myrdes ; men jeg ei nænned
dræbe dig — dog tør som din brud ei længer
her jeg dig holde
Vel jeg ved forvist, at i tunge lænker
for den synd, at mild jeg min brudgom skåned,
langt herfra til Afrikas kyst min far til
straf vil mig sende —
men afsted, på flugt nu for vind og vove!
må dig Venus skjerme og nattens skygger!
Glem mig ei, lev vel, på min grav en sorgens
rune du riste!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |