Trende Bibelske Bøger/Esthers Bog
Asverus var en mægtig Mand/
Hvis Spiir og Herrredømme
Udstrakte sig fra Morenland
Til Indianske Strømme:
Hans Land og Riger var af Tal
Et Hundret Syv til Tyve/
Hand sad oppaa sin Konge-Sal
Og Breve lod udskrive/
I tredie sit Regierings-Aar/
Til Perser og til Meder/
Og dem som i hans Lande var/
I Byer og i Stader:
De skulde til hans Hovet-Stad
I Susan sig forføye/
Til Giæstebud hand dennem bad
De mægtig Mænd og høye;
Da komme did af hver en Stad
Fribaarne Mand og Svenne/
Lands-Fogeder og Førster med
Af Landet hid og henne.
Hand lod dem see sin store Pragt/
Og Majestatis Ære/
Sin Krone/ Spur og Purpur-Dragt/
Som sømmet ham at bære:
Det Kongelige Tractament
I hundret Dage varet
Og otte-ti/ før det blef endt/
Ey Mad og Viin blef sparet.
Der dise Dage løb paa Rad/
Fik Kongen atter Tanke/
Den ganske Susan Hovedstad
Til Giæstebud at sanke/
Hand bød for dem at lavis til
I Urtegaardens Stuer/
At dricke mens de gad og vil/
Hver efter sin Fomue/
At alle baade stor’ og smaa/
De Unge med de Gamle/
I Stuen nest ved Kongen Sal/
Og lade demmen sige:
At Giæstebudet vare skal
Syv Dagis Tid tillige;
Den heele Stue var omhængt
Med dyrebar Tapeter/
Af idel Sølf og Guld bemængt/
Og herlig Rariteter/
Og runden om de Vægge hang
Adskillig farvet Duge/
Med hvide/ grønne/ guule Prang/
Som Førster pleyer bruge/
Hver Dug i Dug var buntet næt
Med sin Skarlagens Snore/
Med støbt Sølf-Ringe om besæt/
Som vare meget store;
Hver Støtte mand i Huuset saae/
Var idel Marmorsteene/
Hver Bænk mand kunde sidde paa/
Var idel Sølf hin reene;
Det heele Gulf var lagt med Flid
Med Steene meget skiønne/
Endeel var guul/ endeel var hvid/
Endeel var ganske grønne;
Hver Kande/ som mand drak udaf/
Af hamret Guld var dreven/
Mand skienkte/ til det heele Lav/
Var vel fornøyet bleven;
Her blef indbaaren Kar og Kar
Et rarer end det andet/
Hver Kar særdelis Mønster har/
Hver Drik var u-beblandet;
Her bles iskiencket Viin og Miød/
Hver drak naar hannem lystet/
Og ingen Giæst blef meere nød
End som ham selver lystet;
Hvor vel her fantes ingen Skort
Paa hvad mand vilde dricke/
Saa blef dog ingen Tvingsel giort/
Thi Kongen vild’ det icke;
Hand hver Forstander i sit Huus
Befoel og foresagde/
At ingen nødis til et Ruus/
Men hver som dem behagde.
Og Vasthi Dronning samme Tid/
Lod ogsaa tilberede
Et Giæstebud med største Flid/
Og Qvinder dertil bede;
Mand lod et Kongelig Gemak
Særdelis dertil bruge/
Hvor hun med dennem aad og drak
I samme Glædskabs Uge.
Den syvend’ Dag/ da Kongen sad
Oppaa sin Stoel og Throne/
Og var af Vinen ganske glad/
Og hafde paa sin Krone/
Da gaf hand sin Befaling ud
Til syv sin’ Kammer-Svenne/
Som daglig ginge Kongens Bud/
Og stod for ham at tiene;
Den første Svend Mehumam heed/
Og Bistha var den anden/
Harbona/ Bigtha var bereed
At ræcke dennem Haanden/
Abagtha sig indfinde lod/
Og Sethar var tilstæde/
Og Charcas midt iblant dem stod
For Kongens Bord med Glæde;
Dem blef befalt at skulle gaa
Og Dronning Vasthi hente/
Og lade hende det forstaa
At Kongen monne vente/
Hun vilde være af det Sind/
Og lade sig behage
At komme strax for Kongen ud/
Og Kronen paa sig tage/
At Folket og hans Førster med/
Som sad med ham i Lavet/
De kunde see den Deylighed
Hvormed hun var begavet;
Men Dronning Vasthi slæt forskød
Til Kongen med at komme/
Som hand ved sine Sverme bød/
Sig self til liden fromme;
Thi der at Kongen det forstod/
Optæntis hand til Vrede/
Saa at hans heele Lif og Blod
Blef brændendis af Heede/
Og Kongen for sig kalde lod
Forstandig Mænd og Viise/
Som sig paa Lov og Rat forstod/
Hvis Viisdom var at priise.
Thi det var Skik i Persien/
At alle Kongers Sager/
Blef stillet til de Viise hen/
At de derom raadslager:
Syv Førster var af Kongen sat/
Som stedse var betrode/
At tage Rigens Sager fat/
Og see hans Land tilgode;
Charsena stod paa første Rand/
Dernest var Sethar reignet/
Admatha heed den trede Mand/
Nest ham blef Tharsis tegnet/
Paa femte Stoel Marsena sad/
Og Meres paa den siette/
Memuchan sluttet al den Rad/
Om mand erindrer dette.
See/ disse syv for Viisdoms Aand/
Var meget høyt berømte/
De sadde nest ved Kongens Haand/
Og alle Sager dømte.
Asverus spurde dennem ad/
Siig os/ hvad skal mand giøre
Med Dronning Vasthi/ som ey gad
Sin Konges Ordres høre?
Memuchan/ en af Rigens Raad/
Ansvarer strax sin Herre:
Den Synd som Vasthi har begaad/
Er al for stor/ disverre/
Hun haver ey alleene giort
Mod Kongen meget ilde/
Men og mod dem der agtes stort
Og høyt ansees vilde:
Mod Førster og mod Ridder Stand
I ganske Kongens Riger/
At hvor den Gierning spøris kand/
Med Spot det eftersiger;
I sær naar dette kommer ud
For alle Qvinders Øre/
Da skal de ved den levend’ Gud/
Sig det vel nyttig giøre;
Og kunde dette med en hast
Et ont Exempel give/
At alle Qvinder skulle fast
Sin Mand gienstridig blive/
Og sætte dennem Stoel for Dør/
Og ganske dem foragte/
Ja/ Fruer og Førstinder tør
Vel bruge samme Facte/
At naar det icke dennem gaar/
Som de vel ønske torde/
De skulle vel og kaste for
Hvad Dronning Vasthi giorde;
At Kong Asverus hende bad/
Hun skulde til ham komme /
Men hun det overhørig sad/
Og skiøttet ey den Tromme;
Saa fødes vel af denne Sag,
Alt det som intet duer/
Foragt og Spot og Misbehag
Imellem Mand og Fruer;
Mit Raad er/ hvis det gielde kand/
Og Kongen det behager/
Mand skriver Brev til alle Land
Med saadan Ord og Sager:
At Vasthi Dronning har forbrut
Sin Majestat og Ære/
Og af sin Konge slæt forskut/
Ey Kronen vært at bære;
Mand sætte skal i hendis Sted
En anden/ som er bedre/
Og frem for hende bedre veed
Sin Konges Bud at hædre.
Mand lader og indføre det/
Og op til Tinge liuse/
At hver Mand bør sin Over-Ræt
Udi sin’ egne Huuse:
At Qvinden ære skal sin Mand/
Og ey hans Verk forhindre/
Og det saa vel blant høyre Stand
Saa som iblant de mindre/
At Persers og de Meders Lov
Ey andet kand tilstæde /
Og ingen er saa slem og grov
Hand dem tør overtræde.
Det Raad hans Førster vel befalt/
Og Kongen det behagde/
Mand giorde straxen over alt
Det som Memuchan sagde;
Der sentes Breve runt omkring
Til Grever/ Førster/ Printzer/
At læse op paa alle Ting
I Byer og Provintzer;
Der blef ved hver særdelis Tolk
Særdelis Breve skreven/
Saa der om hver særdelis Folk
Er underrettet bleven/
Hvert Land udi sit eget Sprog
Kand læse disse Skrifter/
At alle Mand kand vorde klog
Om denne Sags Bedrifter.
Der stod i Brevet/ at en Mand
Skal Over-Herre være/
Og hver sit Huus med god Forstand
Foruden Harm regiere;
Og dette skal forkyndis grant
For gamle Folk og unge/
Udi det Maal dem er bekant/
Og ey med fremmet Tunge.
Der Kongens Vrede stillet blef/
Og Vasthi var afskaffet/
Og for den Spot som hun bedref/
Ret vel forskylt blef straffet;
Da trinet Kongens Drege frem/
Og giorde denne Tale:
Hvis det er Kongen angenem/
Da lader hand befale/
At lede smucke Piger op
Og deylige Jomfruer/
Som er af velgestaltet Krop/
At Kongen dem beskuer?
Og Kongen lader sende Bud/
Ved sin’ Befalings-Mænder/
Til alle sine Piger ud/
Og alle Landsens Ender/
At de forsamler/ hvor de kand/
Det skiønnest Fruentimmer/
Hvis Deylighed at alle Mand
Med Billighed beremmer;
Og saa fremskickis hid i Rad
Til Kongens Fruer-Stue/
Som er i Susan Hovet-Stad/
Det Skiønnest ud at skue;
At Hege/ Kongens Kammer-Svend/
Forvarer dem a parte,
Hand er betroet for andre Mænd
Slig Qvinder at opvarte/
Saa hand til deris Prydelser
Ey lader noget fattis/
Af alt det som fornøden er
Og dyrebar kand skattis;
Og hvilken Pige Kongen saa/
For andre best behager/
Da sættis hende Kronen paa/
Og Vasthi Stats antager?
Og dette Raad/ som sluttet blef/
Klang søt i Kongens Øre/
Saa mand de Breve straxen skref/
Den Sag i Verk at føre.
I Susan var en Jøde-Mand/
Som der i Staden bode/
Og Mardocheus heder hand/
Hvis Lycke meget grode;
Den samme Mand var Jairs Søn
As Semei oprunden/
Af Jemini og Kuses Kiøn/
Som rigtig blef befunden.
Hand var i Tallet en af dem
Der fangne heden førtis/
Da Folket af Jerusalem
Til Babylon bortkiørtis/
Da Kongen as Asyrien
Tog Stadens Første bunden/
Og førte Jechoniam hen/
Som gaf sig selver vunden;
Hand tog Hadasa smukt til sig/
Hadasa det er Esther/
Opfostred’ hende tugtelig
Iblant de fremmet Giæster/
Hun var hans eget Blod og Kiød/
Hans Faders Broder Daatter/
Hun aad udaf hans eget Brød
Og drak udaf hans Potter;
Der hendis Fader falt i fra
Og hendis Moder døde/
Hand som sin egen Daatter da
Lod hende smukt opføde;
Naturen prydet hendet smukt
Med Skabning og med Farve/
Saa fantis der og Dyd og Tugt/
Det beste mand kand arve.
Den Tid nu Kongens Bud og Bref
Blef allesteds forkyndet/
Og mange Piger samlet blef/
Hvor med mand meget skyndet;
Blant Hoben/ som sig da befant
I Susan Hovet-Staden/
Blef Esther tagen der iblant
Og indført udaf Gaden/
At sættis i den Fruer-Sal
Og vartis op af Hege/
Som Qvinderne tilvenne skal
At dantze/ siunge/ lege /
Men Pigen under Heges Haand/
Blef meget vel begegnet/
Hun var af en blufærdig Aand/
Og derfor høyt optegnet/
Thi hun særdelis Naade fant
For Kammer-Svendens Øye/
Som skyndet sig/ alt hvad hand vant/
At pryde hende nøye/
Der manglet intet af alt det
Til Smycke-Tøyet hørde/
Og hvad som var galant og net/
Hand hende smukt iførde;
Hun fik den beste Deel deraf/
Frem for de andre Dammer/
Og derforuden hende gaf
Syv Piger i sit Kammer/
Som dagligen opvarte skal
Med høflig Tugt og Sæder/
Hun fik og i den Fruer-Sal
De beste Rum og Stæder.
Men Esther sig ey merke lod
Hvad Folk og Slægt hun hafde/
Og at hun var af Jøde-Blod/
Hun det aldelis tavde/
Thi Mardocheus hafde før
Derom befalet hende/
Hun ey/ naar nogen derom spør/
Det give skal tilkiende;
Men Mardocheus gik hver Dag
Paa Gaarden at spassere/
At see hvor det med Esthers Sag
Udfalde vilde meere/
Den Gaard næst ved det Kammer laa/
Hvor Pigerne var inde/
Hand idelig der passet paa/
For at udspørge Tiende?
Hvorledis det med Esther gik/
Og for at maatte vide
Hvo der blant alle Piger fik
Paa Vasthi Stoel at sidde.
I Fruer-Stuen var det saa
Befalet hver en Pige/
At ingen sig fordriste maa
Til Kongen ind at stige/
Før Tolf samfulde Maaners Tid
Med hende var omløbet/
At hun hver Dag saa hvid som Krid
I Myrre-Vand var døbet/
Saa lang en Tid beskicket var
I Renselsen at blive/
At der forløb en Dag og Aar
Med dette Verk at drive;
Sex Maaneder var der tillat
Med Myrre sig at bade/
Og andre Sex at toe sig glat
Og Olie paa sig tage/
Foruden Urter/ som der til
Heel dyrebar beredis/
Førend mand hende stæde vil
For Kongen ind at ledis;
Naar samme Piges Orden falt/
At hun fik det at vide/
At hun til Kongen blef udvalt
At sove ved hans Side/
Den Pige hun da peegte paa /
Fik hun da lov at tage/
Som skulle med i følge gaa
Og siden sno tilbage;
Thi naar hun kom for Kongens Dør/
Gik hun der ind alleene/
Sin Reverentz for Kongen giør
Og taler med ham eene;
Om Aftenen hun der indgik/
Om Morgenen tilbage/
Hvor hun da strax Befaling fik
En anden Kaas at tage
Til anden Fruer-Stue bort/
Hvor Saasgas Cammer-Herre/
Udviiser da den Plads og Ort
Hun siden bør at være;
Thi Saasgas var det Huus betroed
Med-Hustruer tilhørde/
Hvor hand for dem oppasse loed
Og Spise til dem førde;
Og hvilken Pige/ som en Nat
Hos Kongen maatte sove/
Da blev det hende ey tillat
Sig atter did at vove/
Hun kom ey meere til ham ind/
Med mindre hand befalde/
Og hand fik Lyst udi sit Sind
At lade hende kalde.
Den Tid at Esthers Orden kom/
Den Mardochei Pige/
Og hun Befaling fik der om/
For Kongen ind at ssige/
Da bad hun ey om den og den/
Som hende skulle smycke/
Men stiilet det til Hege hen
Og efter hans Samtycke;
Hun lod sin Sag til GUD henstaa/
Hand hende gaf den Naade/
At alle de som hende saae/
De glædis overmaade;
Asverus/ som da Konge var/
Lod Esther til sig kalde/
I hans Regierings syvend’ Aar /
Da Tebeth monn’ indfalde/
Det er den Tiend’ Maanets Tid/
At hun i Kongens Kammer/
Blef efter Ordre hentet did
Og Seng hos ham annammer/
Der Kongen den subtil Gestalt
Med Dynene beskuer/
Hun ham aldelis vel befalt
For alle andre Fruer/
Hand blef af Pigens Kierlighed
Saa heftig overfaldet/
At hun blef sat i Vasthi Sted
Og Landsens Dronning kaldet;
Hand satte hende Kronen paa/
Den hun og burde have/
Og lod til alle stor og smaa
Uddeele Skienk og Gave.
Der blef for Esthers skyld bereed
Et herligt Tractemente/
Og Kongen lod fra hver en Sted
Sin’ Folk og Førster hente/
Som alle med ham aad og drak
Og holde Glædskabs Dage/
Og sagde Dronning Esther Tak/
Som dertil var Aarsage.
Hans Majestet forskaffet at
Hans Lande nød en Hvile/
I det hand ey med Told og Skat
Lod Folket over-ile.
Den anden gang i Susan Stad/
Da Piger blef leveret/
I Porten Mardochcus sad/
At see hvad der passeret;
Der blef af Landet hid og did
Jomfruer til indsanket/
Men Esther al sin Lives Tid
Blef Dronning u-paa-anket.
Dog hafde hun ey hid indtil
Sit Slægtskab aabenbaret/
Thi Mardocheus det ey vil/
Hun var der om advaret/
Hvor vel hun Dronning var og blef/
Hun dog altsammen giorde/
Som Mardocheus foreskref/
Og intet andet giorde/
Hun lyde hannem meget ad/
Og det i mange Maade/
Net ligesom den Tid hand sad
Og over hende raade.
Den Tid at Mardocheus nu
I Kongens Port oppasset/
Da kom to Knegte ont ihu
Og sig med Synd belasset/
Det Bigthan og det Theres var/
De tvende Cammer-Svcnne/
Som vartet op der uden for/
Hos Kongens Dør at tiene/
Hvad det og var som dem fortrød/
De slemme Skalke begge/
Dem Fanden udi Hiertet skød
Paa Kongen Haand at legge/
Der det blef Mardocheo sagt/
Hand lader strax kundgiøre
Det Mord-Anslag og lønlig Agt
For Dronning Esthers Øre/
Men Dronningen til Kongen gaar/
Og Sagen aabenbarer/
Hans Førster strax Befaling faar/
At de derom erfarer/
Der mand det efterforsket grant
Og lod udspørge Sagen/
Befantes det at være sant/
Saa kom det og for Dagen;
Det Skalke-Pus blef eftertænkt/
Som stiftet var af Fanden/
De begge blef i Galgen hængt/
Den eene med den anden.
Mand lod den Handel Ord fra Ord
I Krøniker indskrive/
Til Frygt for dem/ et Konge-Mord
Optanke vil og drive.
En Stund derefter sig tildrog/
Der Aman sig bemøyet/
At Kongen ham til Ridder slog
Og høyt hans Stoel ophøyet/
Hans Fader den Medatha var
Af Agagiters Stamme/
Hand største Gunst hos Kongen faar
Og Lycken var hans Amme;
Asverus satte hannem op
Langt over hver en Første/
Hand steeg til Ærens høyste Top/
Saasom den allerstørste/
Ja/ saasom Kongens anden Haand/
At ingen mod’ ham knystet/
Dog var hand en hoffærdig Aand
Og Skalken sad i Brystet;
Hand Kongen overtale lod/
Og tiente som for Vye/
At hvo som hannem kom imod
De skulle Knee nedbøye;
Men Mardocheus vilde ned
For Aman icke knæle/
Det var mod hans Samvittighed
Guds Ære bort at stiæle;
Men Kongens Svenne spør ham ad/
Som hos i Porten stode/
Hvi giør du ey det Kongen bad/
Det bliir dig ey tilgode/
Du seer jo vel vi bøyer Knæ/
Hvi giør du ey det samme?
Her skeer en Overtrædelse/
Du burde dig at skamme;
De holte mange Dage paa
De bad ham høyt og sagte/
Men der de det fornam og saae
Hand ville det ey agte/
At hvad de bad det slog hand af/
Og vild’ sit Sind ey vende/
Da gik de hen og Aman gaf
Den gandske Sag tilkiende:
De giorde det at vilde see
Om Manden blef bestandig/
Om hand vel torde sig betee
Saa dristig og saa mandig/
Og om hans Ord kand staa ved Magt/
At ingen skull’ ham nøde/
Thi hand for dennem hafde sagt
At hand var fød en Jøde/
Og leder udi Loven er
Forbudet ned at knæle
Og at tilbede Mennisker/
Som ere Dødsens Trælle.
Der Aman kunde det forstaa
At Mardocheus icke/
Som andre for ham knæle laa/
Tog Galden ham at sticke /
Hand blef forbittret/ fnysent/ vild/
For denne Sags skyld eene/
Der gnistret som en gloend’ Ild
Udaf hans Øyensteene;
Hand Mardocheum dog ey vil
Til Døden strax henføre/
Men holte sig for god dertil
Sin Haand paa ham at røre;
Hand tænkte saa/ hand icke skal
Med ham alleene trætte/
Men alt hans ganske Folk og Tal
Med Tiden at udslætte.
Thi der at Aman vist forstod/
At Manden var en Jøde/
Da svær hand paa sit Lif og Blod
At legge Jøder øde/
At der ey skaanes skal en Mand/
Ey Daatter/ Søn ey Qvinde/
Saa mange som i Kongens Land
Er af den Slægt at finde.
I Kong Asveri Tolfte Aar/
Da Nisan Maanet skinnet/
Som Aarets første Maanet var/
Og Jordens Vext fremtrinnet/
Da tog det slemme Creatuur/
Som Satan eyed ganske/
Sig stadig for at kaste Puur/
Og det er Lod paa Danske/
At naar hand saae hvor Loddet falt/
Da kunde best eragte
Hvad Dag at Skiæbnen har udvalt
Det Jøde-Folk at slagte;
Hand Dag fra Dag lod Loddet gaa/
Alt Maanet efter Maanet/
Da falt det Ader Maanet paa/
Den Tid blef ey forskaanet/
Det er den Tolfte Maanets Tiid/
Naar Aaret tar at helde/
Da skulle denne syndig Striid
For Alvor til at gielde.
Men Aman med Besvatsighed
Til Kongen gaar og siger:
Et slag af Folk har sig udspred
I dine Land og Riger/
Som bruger ingen anden Lov
End den de self paadyder/
Og meener det er ey behov
De Kongens Lov adlyder/
Det du har sat til Dom og Ræt
For Landsens Undersaatter/
De det vurderer ganske slæt
Og lidet derom vaatter/
Det er din Majestet for nær
At taale sligt af dennem/
At de/ som Undersaatter er/
Skal gaa saa dørg igiennem:
Behager Kongen/ var det vel/
Hand Breve lod udskrive/
At slaa det stolte Pak ihiel/
Og dem total aflive;
Jeg vil ti tusind’ Centener
As myntet Sølf levere
Til dem paa Kongens Kammer er/
Alt var det endda meere/
Og veye det i deris Haand
Der staar for Kongens Rente/
Saa sant jeg er en ærlig Mand -
Og Kongens Gunst vil vente.
Da tog Asverus sit Signet
Og Ringen af sin Finger/
Som hand med største Dignitet
I Amans Hænder bringer/
Og taler Aman venlig til/
Om hvis hand har begieret:
Det Sølf du mig tilbyde vil/
Skal være dig foræret;
Jeg giver dig og Folket med/
Giør med dem som dig tyckes/
At de for sin Ulydighed
Kand under Fødder tryckes.
Paa første Maanets trænde Dag
Blef Kongens Skriver fordret
Og de befattet al den Sag/
Som Aman det beordret;
Mand skref til Landsens Fogeder/
Til Herrer/ Førster/ Grever/
I Kongens Riger her og der/
Og skicket dennem Brever/
Mand giorde det med Hast og Iil/
Og Brevene saa lav’de/
At de var skreven med den Stiil
Hver Landstad bruglig hafde/
Med Kongens Ring blef hvert et Bref
Beseiglet og tillacket/
Asveri Navn mand underskref
Reent/ puurt og u-beklacket/
Indholdet som i Brevet stod/
Det Ord fra Ord faa lyde:
Den store Kong Asverus lod
Sin Helsen hver tilbyde/
At Førster/ Herrer hver i sær
Tiltænkte skulle være/
At aabenbare for enhver
I Kongens Riger ere/
De skulle samles som en Mand
At giøre sig tilrede/
Hver i sit Kald/ hver i sin Stand
Med dragne Sverd af Skeede/
Paa tolfte Maanets trettend’ Dag
Mand Ader pleyer nævne/
Da skal mand uden al Fordrag
Paa Jøderne sig hævne/
Og uden al Persons Forskiel
Antaste hver en Jøde/
Nedhugge/ myrde/ slaa ihiel/
Indtil de leggis øde/
At hvad som haver Lif og Aand/
Mand ingenlunde skaaner/
Men sable ned med væbnet Haand
Mand/ Drenge/ Piger/ Koner/
Ey spare de graahærdet Haar/
Ey dem i Vuggen ligger/
Ey dem med Stav og Pose gaar/
Omskiønt hand Livet tigger;
I plyndre skal hvert Huus i sær
Guld/ Klæder/ Maar og Sadel/
Tin/ Kaaber/ Malm/ og hvad der er
Skal dømmis Confischabel.
Og Brevene blef skicket ud
Ved Løber og Laqveyer/
Som reyste skyndig Kongens Bud
Igiennem alfar Veyer;
Mand slog og den Befatning op
I Susan Hovet-Staden/
Paa Kirke/ Skole/ Spiir og Top
Og hvert et Huus paa Gaden;
Imidlertid blef Susan Stad
Ved dette Bud mistrøstig/
Men Aman hos Asverum sad/
De drak og vare Lystig.
Der det for Mardocheo kom/
Hvad nyllg var tildraget/
Og hand fornam hvad blodig Dom
Om dennem var opslaget/
Da led hand midt i Staden ud
I sønderrefne Palte/
Med Sæk og Støv om Krop og Hud/
Fælt’ Taarer Vand og salte/
Hand skreeg og hylet over sig/
At Lyden lang Vey hørtis/
Saa bleeg og gusten som et Liig/
Hans Legem skalf og rørtis;
Hand gik for Kongens Port at staa/
Og gaf sig til at græde/
Men ind ad Porten ingen maa
Med Sæk paa Rygen træde;
I hvor mand kom i hver en Bye/
Og en den anden meder/
Der hørtis Hylen/ Graad og Gny
Af alle stackels Jøder/
Hvor Kongens Ordre blef oplæst
I Stæder og paa Græntzer/
Der frygtet baade Leeg og Præst
De blodige Sententzer;
De laa paa Gaden hid og did
I Sæcke/ Støv og Aske/
Og tænkte hver en Times Tid
Mand skulle dem forraske;
Der kom ey Brød i manges Mund/
Saa sorgefuld var somme/
Men ventet hver en biend’ Stund
Paa Dødsens bittre Komme;
De Qvinder og u-myndig Smaa
Beængsted vare saare/
At Jorden/ hvor de Stakler laa/
Var vaad af deris Taare.
Men Esthers Kammer-Svenne gaar
Til Dronningen/ og siger:
Din Fader staar her uden for
Og jammerligen skriger;
Men Esther blef ved dette Bud
Bekymret nogle Dage/
Hun skicket Klæder til ham ud
Hand skulle paa sig tage:
Befoel sin’ Piger de den Sæk
Af hannem skulle føre/
Men hand forskød de Klæder væk/
Og ville dem ey røre;
Da blef den Hathach Kammer-Svend
Af Dronningen indfordret/
Som ellers var for andre Mænd/
Af Kongen self beordret/
Hos Dronningen at passe paa/
Og hun lod ham befale
Tll Mardocheum hen at gaa/
Og høre ret hans Tale:
Af hvad Aarsage hand saa gik
Med Sæk omkring sin Lænder?
Og hvad ham dref til saadan Skik/
At hand det runt bekiender ?
Samt at fornemme purt og plat/
Om et saa vel som andet/
Hvorledis det med ham er fat/
Og andre Folk i Landet i
Da maatte Hathach standend’ bort/
Til Manden sig forføye
Paa Gaden ud for Kongens Port/
Og spurde hannem nøye:
Og Mardocheus hannem gaf
Beretning om al Sagen/
Hvor det med ham har ledet af/
Hvor alting var tildragen:
Hvorfor at Aman var saa gram
Og fik saa skieft et Øye/
Fordi hand icke ned for ham
Med begge Knæ vild’ bøye;
Hvorledis Aman virket ud/
Foruden al Forhaling/
Om alle Jøders Lif og Hud
En blodig Doms Befaling;
Og hvor hand Kongen har tilsagt
En Sum u-tallig Penge/
At faa til Kongens Kammer bragt/
All’ Jøder at fortrænge/
At hand ti tusind Cintener
Til Kongens Cass’ vil veye/
Paa det hand kand os en og hver
Af Landet reent udfeye;
Hand ogsaa Hathach en Copie
Af Kongens Ordre flyde/
I hvilken der var skreven i
All’ Jøder ud at rydde;
At samme Kongens Ordre var
I Susan Stad opslagen/
At see hvad Aman har sig for
Udi sit Hierte tagen;
Hand bad hand vil Befalingen
Til Esthers Haand indføre/
At hun erfare kand af den/
Hvad her er til at giøre?
Og bede hende ind at gaa
Til Kongen/ og anmode
Hand ville naadig tænke paa
Sit Folkes Gavn og Gode/
At hun sin egen Slægt og Folk
Hos Kongen vil erindre/
Og som en viis forstandig Tolk
Den blodig Dom forhindre.
Og Hathach kom for Esthers Bord/
Med fuld Beskeed tilbage/
Og alle Mardochei Ord.
Lod hende foredrage;
Men Esther sagde: skynd dig fort
Mit Ærind’ at forrette/
Gak atter ud for Kongens Port/
Siig Mardocheo dette:
Enhver vel veed i Kongens Land/
Som Kongens Brød vil æde/
Saa fremt sig vover nogen Mand
For Kongen frem at træde
Der inden for den Borregaard/
Og tør sig saa fordriste /
Hans Dom den er saa streng og haard/
At hand skal Livet miste/
Det være sig hvad Stands Person
Hand være vil og agtis/
Da skal hand/ uden al Pardon/
Paa samme Time slagtis/
Saa fremt at hand u-kaldet er/
Da maa hand sig forskræcke/
Med mindre Kongen vil i sær
Guldspiret til ham ræcke;
Og see/ her fattis endnu paa/
Vel tred’ve fulde Dage/
Før jeg er kaldet ind at gaa/
Ved Kongens Arm at tage/
Hvorfor jeg ey fordrister mig/
For Kongen ind at trine/
Før den Termin har endet sig/
Og Dagen frem kand skinne,
Mand gik til Mardocheum hen
Og Esthers Ord forkyndet/
Men hand gaf Esther Svar igien/
Og flux paa Budet skyndet;
Gak strax/ og dig paa Reysen gif/
Og siig det frit til Esther:
Tænk ey du redde skal dit Lif
Frem for ald fremmet Giæster/
Fordi du boer i Kongens Huus/
Og sidder som en Ducke/
Men naar vi taber Verdens Lys/
Da skal din Hals og bucke;
Omskiønt du ganske tier stil
Og for dit Folk ey taler/
GUD har dog Magt og Evne til/
At hand sit Folk husvaler;
See/ tyckes dig/ det er en Spot/
Din Herkomst frem at sige/
Fordi du nu paa Kongens Slot
Til Ære høyt kand stige/
Og derfor dig undsee der ved
For fattig Folk at bede/
GUD skal dog af en anden Sted
En Redning dem berede/
Og skaffe dem en Frelsermand/
I hvor den og skal tages/
Men du fra din ophøyet Stand
Skal ganske nederslages;
Din Faders Huus skal og med dig
Nedkastis plat forloren/
At Folk skal sige mellem sig:
Det hafde vi forsvoren.
Maa skee GUD har paa dette Slot
Dig derfor ladet sætte/
At du for Folk skal tale got
Og hielpe dem tilrætte.
Men Esther gaf et saadan Svar
Ved samme Post tiibage:
Byd Mardocheum at hand lar
All’ Jøder for sig tage/
Saa de til GUD indfalder brat
Med trende Faste-Dage/
At ingen hverken Dag og Nat
En eenist Smule smager/
Jeg og min Pige ligesaa/
Skal holde samme Faste/
Og siden ind til Kongen gaa/
Min Sag paa GUD henkaste
Jeg efter disse Dage tre/
Skal lade mig anmelde/
Ja lade mig for Kongen see/
Alt skal det Livet gielde;
Og dræbis jeg saa dræbis jeg/
Gud vist min Siæl annammer/
Det er et eenist Hug og Streg/
Som ende kand min Jammer.
Saa gik da Mardochcus hen/
Forrettet u-forhalet/
Hvad ham af Esther Dronningen
Ved Budet blef befalet.
Men tredie Dag sig Esther lod
Iføre prægtig Klæder/
Som det en Dronning vel anstod/
Og ind i Gaarden træder
Nest ved den store Herre-Sal/
Hvor Kongen paa sin Throne/
I Perle-ziiret Dragt og Pral
Sad med sin gylden Krone;
Der Kongen Esther fik at see/
Hand strax Guld-Spiret rakte/
Hun rørte ved det yderste
Af Spitsen ganske sagte/
GUD gaf at hun den Naade fik/
At Kongen lod befale/
Hun ind ad Dørren til ham gik
Og hannem fik i tale;
Og Kongen spørger Esther ad/
Siig hvad er din Begiere?
Hvis du mit halve Rige bad/
Jeg skal dig det forære;
Er nogen Ting som skader dig/
Jeg Bod derpaa skal raade/
Jeg dig forsikrer visselig
Du finde skal min Naade.
Hun svaret: Herre/ hvis det dig
I Naade saa behager/
Da kommer Kongen ind til mig
Og Aman med sig tager/
At samles til det Giæstebud/
Som jeg i Dag bereder/
Hand ey forsmaar sin unge Brud/
Jeg hannem gierne beder;
Asverus Esther til Befal/
Lod Bud til Aman skicke/
Siig Aman/ hand sig skynde skal/
Og det forsømme icke;
Saa kom Asverus glad og fro/
Og Aman med sig hafde/
Til Giæstebudet begge to/
Som Dronningen tillavde;
Der Kongen sad i Vinen nu/
Da lod hand sig forlyde:
Siig Esther/ hvad begierer du?
Sig frem/ du skalt det nyde /
Jeg dig forvisser end som før/
Var det mit halve Rige/
At du derom Begiering giør/
Jeg skal dig det tilsige.
Hun sagde Kongen største Tak/
Med Høflighed og Ære/
Jeg vil i Dag ey med min Snak
Hans Majestet besvære/
I Morgen/ hvis min Bøn formaar/
Hos Kongen det at vinde/
Hand ey mit Tractement forsmaar/
Men lader sig indfinde/
Og tager Aman atter med/
Et Maaltid at samycke/
Hvis ey min Bøn kand finde Sted/
Da bliver det min Ende;
Og er det Kongens Velbehag/
Hand mig det vii tilstede/
Da ville jeg i Morgen Dag
En Bøn af hannem bede.
Saa fultis Aman ganske glad
Med Kongen ud fra Esther/
Og skiltes den Dag Venner ad/
Som tvende lystig Giæster/
Hand gik ad Porten/ og fornam
Der Mardocheum stode/
At hand ey bøyet Knæ for ham/
Det kunde hand ey lide;
Den Jøde sad paa Benken ned/
Og Fod og Haand ey rørte/
Som det kom hannem intet ved
Hvad Skilt at Aman førte/
Men Aman slet optændis da /
Dog tvinget hand sin Vrede/
Hand gik til Huus og sagde fra/
Hvad Gunst sig Esther teede.
Hand sente Bud der næst omkring/
Og sine Venner kaldet/
Fortalte dennem alle Ting/
Hvor Lycken ham har faldet;
Hand skicket Bud/ der hand kom hiem/
Til Seres sin Hustrue/
Opregnet saa for alle dem
Sin Rigdom og Formue/
Hand rosde sig og meget af
Sin’ mange voxne Sønner/
Og megen Underretning gaf
Hvor vel ham Kongen lønner:
Hvor naadig Kongen ham ansaae/
Og giorde ham den Ære/
At alle Rigens Førster maa
Ham underdanig være;
At Kongen hannem mangen gang
Indbød med sig at æde/
Og ham tilfalder Gang og Rang
Nest Kongens eget Sæde;
Hand og fortalte dem dernest/
At Dronningen alleene/
Bød ham med Kongen ind til Giæst
At æde med ham eene/
Den smucke Dronning var saa god/
Hun et Banquet berede/
Og ingen anden Første lod/
foruden mig/ indbede/
Jeg og derhos den Ære nød/
Hun mig til Tractemente
I Morgen ind med Kongen bød/
Og vil os begge vente.
Men al den Gunst de mig beteer/
Jeg dog er misfornøyet/
Saalænge jeg den Jøde seer/
Som mig den Spot tilføyet.
Da svaret Hustru Seres saa/
Tillige med hans Venner:
Er her ey Raad at finde paa/
Lad byde dine Svenner/
At de forskaffer dig et Træ/
Og lader det opsætte
Saa høyt/ at alle kand det see/
Erindre dig kun dette;
Og lad det midt i denne By
Opreyses strax i Morgen/
Halft hundret Alne op i Sky
For over Mand uførborgen/
Du da til Kongen taler saa:
Hand byder sine Drenge/
De Mardocheum der oppaa
Strax u-fortøvet henge/
Saa følger du med Kongen glad
Til Giæstebud ophøyet/
Og sidde kand ved Esthers Fad
I Morgen vel fornøyet.
Det Raad behaget Aman vel/
Hand nogle strax udkeyste/
Som Træet baade snart og snel/
I Luften høyt opreyste.
Om Natten den Tid Kongen laa/
Blef Søvnen ham borttagen/
Hans Øyen kund’ en Blund ey faa/
Men længtis efter Dagen;
Hand bød at hente Krøniker/
Som for ham læst er bleven /
I det mand læste fantis der
Den Action indskreven/
Hvor der af Mardocheus blef
I Kongens Port opdaget
Det Pus de tvende Skalke dref/
Som vilde Kongen slaget/
Hvor Bigthan/ Theres begge to/
Som vare Kammer-Svenne/
Befatttes Kongen heel u-tro/
Den Tid de stod at tiene
For Kongens Dør at holde Vagt/
Som dog var ingen Byrde/
Da hafde de det overlagt
De ville Kongen myrde.
Men Kongen spør: hvad Herlighed/
Hvad Lof/ hvad Gunst/ hvad Ære
Er Mardocheo derfor skeed/
Som os saa tro vil være?
De Kongens Drenge paa det Slot/
Heel velbetænkte svaret:
Den Mand er intet noget got
Af nogen vederfaret;
Men Kongen/ som i Sengen sad/
Med hast betænkt er vorden/
Hand spurde sine Drenge ad/
Hvem er der udi Gaarden?
Og Aman stod den samme Tid
I Gaarden der tilstede/
Hand var derfore kommen did
Hand Kongen vilde bede:
At hand vild’ gøre den Anstalt
Ved nogle sine Drenge/
De Mardocheum med Gevalt
Paa Træet lader henge.
De Drenge svaret: Aman er
Her uden for ved Huuset/
Da sagde Kongen/ lad ham her
Innkomme strax for Lyset/
Da talet Kongen Aman til/
Og gaf sig til at spøre:
Den Mand som Kongen ære vil/
Hvad skal mand hannem giøre?
Men Aman tænkte visselig/
At Kongen hannem meente/
At Kongen ingen uden sig/
Saa stor en Gunst forleente?
Hvor/ frem for mig/ er nogen Mand/
Som Kongen under bedre?
Hand ingen med en høyer Stand/
End mig/ har ladet hædre;
Da svaret Aman: hvilken Mand/
Som Kongen høyt vil ære/
Hand skal iføres Dragt og Stand/
Som Konger pleyer bære;
Den Hest/ som Kongen rider paa/
Tilhører ham med rætte/
Og Kongens Krone ligesaa
Paa Hovedet ham sætte;
Og saadan Dragt og saadan Bram/
Med andet saadan meere/
Skal en af Kongens Førster ham
Med Reverentz levere;
Mand sætter hannem Kronen paa/
Og Hesten for ham træcker/
Og Førsten skal for hannem gaa
Saa langt som Staden ræcker;
Ham og geleide fort og fort
Om alle Stabens Hiørner/
Og raaber saa for hver en Port/
Hvor Hesten staar og tørner/
At Førsten ey undseer sig ved/
Men raaber u-besværet:
Her er den Mand som er anseet
Og høyt af Kongen æret.
Da sagde Kongen: skynd dig fort/
Tag Kongens Hest og Klæder/
Tag Smycker/ som dertil er giort/
Tag Krone/ Ring og Kæder/
At du fuldkommer al den Pragt
Med Mardocheo Jøde/
Paa den Maaneer du self har sagt/
For alle dem dig møde:
Gak straxen hen til Kongens Port/
Der Mardocheus sidder/
At hand den Hest paasættis sort/
Den Kongen selver rider/
Lad intet fattes af alt det/
Som nu din Mund har talet/
At hannem skeer den Skiel og Ret/
Som Kongen har befalet.
Og Aman gir/ tog Hesten fat/
Og Kongelige Klæder/
Og Jøden blef paa Hesten sat
Omført paa Stabens Strader/
Men Aman gik for Hesten frem/
Og maatte Bidslet føre/
Det var ham intet angenem/
Dog maatte hand det giøre.
Hand raabte med en klingend’ Røst:
Saa skal den Mand be-æris/
Til hvilken, Kongen haver Lyst/
Og Lycken ham tilbæris.
Og Mardocheus kom igien
For Kongens Port at træde/
Men Aman strax sig packet hen
Hiem til sit Huus og Sæde;
Hand gik med Hoved ganske skiult
Og sørgende Gebærder/
Fortælde Seres u-fordult
Hvad her nu var paa-færde;
Hand kaldet sine Venner ind
Den eene med den anden/
Og med et u-fornøyet Sind
Berettet al Tilstanden/
Hans viise Mand og Hustro med
De sagde saa: og sucket/
Er denne Mand/ af Jøde-Sæd/
For hvilken du har bucket/
Du da vel med det første faar
Ugierne self fornemme/
At du mod hannem ey formaar/
Men rager fast i Klemme;
Vi lader dig og vide det/
Hvor vel du høyt nu sidder /
At du for ham skal falde slet/
Forinden stacket Tider;
Vel haver Lycken med sin Kram
Dig ladet trafiqvere
Men er dit Fald begynt ved ham/
Da skalt du falde meere.
I det de stod og talet saa/
Kom Kongens Kammer-Svenner/
Og skynte meget hastig paa/
At Aman fra sin’ Venner
Til Giæstebudct skulde hen/
Thi Kongen hannem ventet /
De tør ey komme did igien
Før Aman er indhentet.
Asverus kom til Esthers Huus/
Mand skiencket om med Kanden/
Saa Kongen fik et lidet Ruus/
Formedelst en og anden.
Hand klappet Esther ved sin Kind/
Og sagde: hierte kiære/
Du har i Dag os budet ind/
Hvad skal mand dig forære?
Hvad er din Bøn/ gif mig et Svar?
Du Qvinders Soel og Stierne/
Den halve Part af hvis jeg har/
Jeg med dig deeler gierne.
Hun svaret meget sorgefuld/
En Bøn vil jeg begiære/
Det gielder hverken Sølf ey Guld/
Ey heller Verdens Ære/
Men at min Konge byde vil/
At jeg mit Lif ey mister/
Og at det Folk mig hører til/
Den bittre Død ey frister;
Thi jeg og al min Slægt er folk
Til Død og Dødsens Vaande/
Og her er Sølf og Penge talt
For voris Lif og Aande;
Her given er en Skiølning ud
Paa mig og mine Frænder/
At selge voris Lif og Hud
I deris Morder Hænder/
At ingen os forskaane skal/
Men myrde/ skiænde/ brænde/
Og slagte ned i hobe-tal
Før Aaret gaar til Ende;
Men hvis vi vare solte til
At være dine Trælle/
Da vild’ jeg ganske tie stil
Og mig derom ey qvæle;
Og om vi skal udryddes slæt/
Hvad kand de Kongen baade/
Kand Fienden da ved sligt Opsæt
Erstatte dig den Stade?
Asverus blef herved u-glad/
Og undret sig der over/
Hand spurde Dronning Esther ad/
Hvem er den saadant vover?
Hvo er den Mand som saadant giør?
Og saadant Ont optænker?
At hand imod vor Dronning tør
Opfinde Skalke-Rænker?
Men Esther svaret ham igien:
O Konge! naadig Herre/
Den onde Mand og den U-ven,
Er Aman ret disværre!
Og Aman/ der det Ord udgik/
Blef ganske slet forfærdet/
Hand sluttet vel at hans Practik
Var faldet ud om Giærdet.
Men Kongen op fra Bordet stod/
Fortørnet fuld af Vrede/
Thi Vinen/ som hand før indlod/
Gaf Aarsag til en Heede/
Hand strax op fra sit Giæstebud/
Og sig fra Vinen snode/
Gik lige hen til Haven ud/
Der Græs og Urter grode.
Imidlertid stod Aman op/
Bad Dronningen om Naade/
Hand saae vel/ den fortvilet Krop/
At hand var sted i Vaade/
Hand saae vel hannem var bered
Af Kongen en Ulycke/
At stødis fra sin Stoel her ned
Og bryde Hals i stycke.
Asverus gaar af Haven ind/
Og træder til sit Sæde/
Hand kunde fra sit vrede Sind
Dog ingenlunde træde;
Der hand fornam at Aman laa
Tvert over Benkens Ende
Den Dronning Esther sad oppaa/
Og vred sig om og vende/
Da fattet Kongen vredelig
Sig der af en Aarsage/
Vil hand i Huuset her hos mig
Med Vold min Dronning tage?
Tør og den u-forskammet Hund
I min Presentz sig øve;
Men der det gik af Kongens Mund/
Da var ey Tid at tøve;
Mand vel forstod der det blef talt
Hvad derpaa saadant fulte:
Thi tog mand Aman med Gevalt/
Og ham af Veyen skiulte.
Harbona en af Svennene
Til Kongen gaar og siger:
Hos Amans Gaard der staar et Træ/
Som høyt i Luften stiger/
Det er to sneese Alne lang
Og endda noget meere/
Opreyset nest ved hver Mands Gang/
Som der forbi passere;
Det var af Aman saa betænkt/
At Mardocheus Jøde/
Paa samme Træ skull’ bleven hængt/
Og føris til de Døde;
Hvor vel at Manden saadan Spot
Aldelis ey fortiener/
Men taler altid meget got
For Kongen og hans Venner.
Da sagde Kongen: binder ham/
Og tøver icke længe/
Og lader ham med Spot og Skam
I samme Træ ophænge.
Saa blef hand hængt og maatte saa
Til samme Bielke grine/
Som hand til andre lod opslaa/
Til Spot for sig og sine.
Der det var giort/ blef Vreden stilt/
Og hver Mand det behagde/
Og saa blef Kong Asverus skilt
Fra det/ som hannem plagde.
Paa samme Dag der Aman falt/
Blef Esther undt den Naade/
At hun af Kongen blef udvalt
For Amans Huus at raade/
Hans Jordegods og andre Ting/
Som fantes i hans Være/
Blef lagt til Esthers Lif-Geding/
At skulle det regiære;
Og Mardocheus kaldes ind/
At staa for Kongens Øye/
Hand tacket Gud med Siæl og Sind/
Som hialp af forrig Møye;
Og Esther hafde givet det
For Kongen før tilkiende/
At hand var hendis Slægt og Æt
Og sammenbaarne Frende;
Saa tog Asverus Ringen af/
Som sad oppaa hans Finger/
Og Mardocheo hannem gaf/
At hand den paa sig stinger;
Det var den samme Finger-Ring
Hand Aman lod levere/
Da Kongelig Sigil omkring
Skull’ Amans Verk staffere;
Og Esther Dronning var saa god
Imod sin gamle Frende/
At hand blef Amans Huus betrod
At have under Hænde.
Men Dronningen ydmyget sig
For Kongen ydermeere/
Hun græd og bad saa hiertelig/
Hand vilde commandere:
At Amans Agagithers Raad/
Mod hendis Folk opspunden/
Det hand saa længe har attraad/
Nu blive maa forsvunden;
Hun laa nedkast for Kongens Fod/
Og lod ey af at bede/
Indtil hand Spiiret ræcke lod/
Og hende Gunst beteede;
Da stod hun op og sagde saa:
Hvis Kongen mig behager/
At jeg den Naade nyde maa/
At hand min Bøn antager?
Da lader hand Befaling ud
Til alle Lande skrive/
At Amans forrig Bref og Bud
Tilbage kaldet blive/
Som hand tilforen har udsendt/
At mand skal sønderknuse/
Og lade blive skiendt og brændt
All’ Jøders Folk og Huuse;
Hvorledis kand jeg see derpaa/
Jeg som er self en Jøde/
At alle Jøder skal forgaa
Og ganske leggis øde/
Hvor kunde min Samvittighed
Det lide eller taale/
At al min slægt skal dræbis ned
Og dricke Dødsens Skaale.
Da svaret Kongen strax der paa/
Hør Esther hør min Tale/
Du Mardocheus ligesaa/
Hør hvad jeg vil befale:
Dig Dronning Esther har jeg skienkt
All’ Amans Gods at raade/
Og Aman self er vorden hengt/
Og ført i stor U-naade/
Og det formedelst hans Anslag
Og sammenspunden Rænke/
Hvorfor hand fandt den onde Dag
Før hand det kunde tænke;
Nu gives eder frit Forlov
I Kongens Navn at skrive/
Hvad eder finnes best behov
Indført at lade blive/
Beseigler det med Kongens Ring/
Og lader det omskicke
Til alle Lande rundt omkring/
Forsømmer I det icke;
Thi hvilket Bref som reent og smukt
I Kongens Navn er skreven/
Og er med hans Signet tillukt/
Bliir ey tilbage dreven.
Der Sivan trede Maanet fik
Sin tre til tyve Dage/
Og sidste hans Qvarteer udgik/
Da lod mand sig behage/
At hver den Mand/ som sig forstod
En Pen og Blek at bruge/
Mand dennem alle samle lod
I samme Maanets Uge/
Mand Kongens Skriver’ kalder dem/
De lod i Pennen fatte
Hvad Mardocheus bragte frem/
Og det i Brevet satte/
Og uden det som hand befoel/
Mand intet torde tegne/
Thi Mardochei Stat og Stoel
Da spurtis allevegne.
Saa skicket mand de Breve fort
Til Jøder og til andre/
Til hver en Plads til hver en Ort/
Hvor Veye falt at vandre/
Til hver en Byes Magistrat/
Til Førster og til Grever/
Til Fogeder/ som staa parat/
Og Ordres efterlever;
Til meer end hundred Land og Leen/
Hen over Mark og Planer/
Til Blaamand og til Morer hen/
Til sortist Indianer;
Til Jøderne mand Breve skref
Med Jødernis Bogstaver/
Og andre Folk tilskrevet blef
Det Tungemaal de haver.
Mand Skriften saa forfatte lod/
At hvert et Land og Rige/
Sin Konges Ville vel forstod
Og hvad hand vilde sige.
Saa blef hver Skrift og Document/
Mand den Tid lod bestille/
I Kong Asveri Navn udsent
Med Kongelig Sigille;
Mand lavet Post og Vedsker til
Og Drenger uden Ende/
Og saadan Folk som gierne vil
Med Jehu Nimsi rende;
Mand skaffet dennem Muler og/
Som fødde var af Hopper/
Og raske Heste hvilke nok
Kand følge sine Tropper;
Mand Brevene ved Posten bant/
Og sagde: vær ey seene/
De svarde: vi var aldrig vant
Paa Vey at tælle Steene.
De Breve var af det Indhold/
Og Punct fra Punct saa lyde:
Asverus/ som har Magt og Vold
Alt hvad hand vil at byde/
Hand giver eder at forstaa/
I Folk som ere Jøder/
I frilig aabenbare maa
For alle dem I møder/
Og hvo der eders Lif og Blod
Uskyldig efterstræber/
Dem skal I bruge Magt imod/
Som Loven det udkræver/
Om nogen paa den trettend’ Dag
Udi den tolfte Maanet/
Anfanger med et ont Anslag
Mod eder u-forskaanet/
Da gives eder frit Forlov
Al Overvold at hævne/
At plyndre Huus at giøre Rov
Af deris Gods og Evne;
Er nogen med slig Had opfylt/
Hand Spyd mod eder løfter/
Og I det icke har forskylt/
Seer til I hannem drøfter/
Ja dræber slaar og stinger frit
Dem eder slaar og stinger/
At hver kand bringes paa det Spit
Hand andre ville bringe.
Saa reed da Posten med en Iil
Hen over Bierg og Backe/
De Muler sprunge som en Piil
Og spende Fod paa Nacke/
Der ingen ville sidste Mand
Da være blant de Drenge/
Thi det er Folk som har Forstand
En Hest at kunde sprenge.
Befalingen blef og oplæst
I Susan Hovet-Staden/
For hver Indvaaner/ Træl og Giæst/
Som vrimler om paa Gaden;
Og Mardocheus Jøde gik
Fra Kongen/ og fremtriner
I Kongelig Habit og Skik/
Hans Pragt som Lyset skinner/
I blaat og hvit og Purpur-Dragt
Hand ud paa Gaden træder/
Hans Skuldre med en Kaabe tagt
Af dyre Sindon Klæder/
Guld-kronen paa hans Hovet stod/
Omsat med Deamanter/
Som deylig sig tilsyne lod
Med Skin om alle Kanter.
Der var i ganske Susan Stad
Stor Fryd og Lyst forhaande/
Saa mange Munden røre gad
Og haver Lif og Aande/
Særdelis i de Jøders Huus
Sig alle Folk der glæder/
Thi hand var deris Soel og Lys
I Lefnet/ Lif og Sæder.
Hvor Kongelig Befalning kom
I Stæder/ Land og Byer/
Det var for Folket ligesom
Et Soelskin efter Skyer;
Hvor før blef hørt et Jammers Lyd/
Saa Folket falt i Svime/
Nu hørtis idel Giæstebud
Med Sang og Spil hver Time;
Saa der blef mangen kiek Person
For denne skyld omvendte
Til Jødernes Religion
Og deris GUD bekiente.
Der kom formedelst Jøders skyld/
I mange fremmet Siæle/
En Redsel/ Skræk og Hierte-Byld/
Som ville dennem qvæle.
Paa Tolfte Maanets Trettend’ Dag/
Da Jødernes U-venner/
Vild’ have giort et Nederlag
Paa Qvinder/ Mænd og Svenner;
Ret lige paa den samme Tid
Sig Bladet hastig snode/
Den Dag før som bestemt til Striid/
Blef vendet dem til gode;
Den Dag der mange stod bereed
Til Jødernes Ulycke/
Og dennem under Fødder ned
Vil have tænkt at trycke/
Paa samme Dag kom Bud og Ord
Med Post og ridend’ Knegte/
At Jøderne for Vold og Mord/
Sig maatte frit forfægte;
Den samme Dag der var anvent
Af Jøden Blod at sue/
Den samme Dag stod Jøden spent
Og lagde Piil paa Bue;
Der andre tænkte Kongens Dom
Var Hiemmels-Mand til visse/
Da falt Ulycken tung og grum
Paa deris egen Isse;
Thi Jøderne berede stod/
Det beste som de kunde/
At tappe deris røde Blod/
Som dennem Ont vil unde;
Hvor over at det kom saa viit/
Dem ingen røre torde/
De saae det blef en slet Profit/
Om nogen saadant giorde/
Og ingen kunde mod dem staa/
Men maatte fra dem vige/
Thi deris Frygt var falden paa
Det heele Kongerige:
At Øverster og Ombuds-Mænd/
Og Førster og de Store
Ophøyet mangen Jøde-Svend
I Landet hvor de fore/
Og unte dem Forleeninger
Paa Mardochei Vegne/
Thi Mardochei Navn i sær
Lod mange høyt antegne;
Og Mandens Rygte var udspred
For mange Folkes Øre/
At hand den største Myndighed
Nest Kongen kunde føre;
Saa mange sig beflittet paa
Hans Gunst at kunde vinde/
Og hans U-venner sig undsaae
Practic mod ham at spinde.
Saa samlet alle Jøder sig/
Tog fat paa Sværd og Klinge/
O slog ihiel dem som med Svig
Har vildet dem ombringe;
Og giorde Fienden samme Skiel
De tænkte dem at giøre/
Thi deris Blod mand kunde vel
Paa deris Hovet føre.
I Susan det for Alvor galt
Med dem der tog at krige/
Ved Jøders Vaaben nederfalt
Fem Hundret Mænd tillige;
Og Amana Sønner blef ey fri/
Som før bar Ære-Krantzen/
Mand slog ihiel dem alle Ti/
De maatte med i Dantzen:
Først slog mand Parsandatha ned/
Og Dalphon blef ey skaanet/
Aspatha gik i Løbet med/
Horatha siden daanet/
Adalia til Jorden falt/
Og Aridatha døde/
Parmasta blef med Stricke qvalt/
Saa lagde mand dem øde/
Arisai hand bød god Nat
Og Aridai siden/
Saa tog mand Vaiesatha fat/
Dog hand var ganske liden.
Her seer du hvor det Aman gaar
Med alle sine Sønner/
Som Jødernes Modstander var/
Thi GUD enhver belønner.
Men Jøderne ey rørde ved
Ey mindste Traad og Tave
Af deris Gods der fulde ned
De ville det ey have.
Saa blef der et Register giort
Paa de formyrde Mænder/
Og deris Navn der døde bort/
Og flyd i Kongens Hænder;
Og Kongen paa sin Throne sad/
Og saa til Esther sagde:
Fem Hundret Mænd i Susan Stad
Er bleven ødelagde/
Foruden Amans Sønner Ti/
De stolte Mænd og kiæcke/
De gik ey heller Ram forbi/
Men Halsen maatte ræcke;
Er her i Staden falden ned
Saa mangen blodig Pande/
Hvad meenst du da maa være skeed
I Kongens andre Lande?
See/ det er efter din Begiær/
Er her nu noget andet/
Som ligger dig om Hiertet nær/
Og giøris kand i Landet?
Da siig det frem/ hvad beder du?
Jeg svær det ved min Ære/
Jeg skal i denne Time nu
Fuldkomme din Begiære;
Da svaret Esther: kand det skee/
Og Kongen det behager?
Da giør Anstalt/ at Jøderne
I Morgen tilig tager
Hver Amans Sønners døde Krop/
Og dennem alle lader
I Galgen samtlig hidsis op
I Selskab med sin Fader.
Og Kongen sagde: hvad du vilt/
Jeg gierne det bekræfter/
Det blef altsammen strax bestilt
Den anden Dag der efter;
De Jøder tog/ som Esther bad/
De nedersablet Drenge/
Og hængte dennem der i Rad
For Veyr og Vind at slenge.
Paa tolfte Maanets fiortend’ Dag/
Før Soel til Hvile render/
Blef atter skeed et Nederlag
Paa trende hundret Mænder;
Dog er de Jøder det en Roos/
De ville sig vel hævne/
Men plyndret ey de Dødes Gods
Ey Midler eller Ævne.
Af andre Riger hafde mand
De visse Bud og Tiender/
At Jøder giorte skarp Modstand
Mod alle deris Fiender;
Saa vit Kundskab var løben ind/
Da var de alle rede/
Ved fem og syv-ti tusend Kind
Forblegnet i den Vrede;
Men Gods og Midler end som før/
De ville det ey røre/
Hvad lukt er inden Laas og Dør/
Skal Arvingen tilhøre.
Der dette store Slag var skeed/
Fik Jøde-Mand og Svenner/
I deris Stæder Rolighed/
For alle sin’ U-venner.
Den trettend’ Dag stod dette Slag/
Den fiortend’ fik de Hvile/
Da kom de sammen med Behag/
Til Giæstebud at iile.
Men Susans Jøder fik ey Tid
Den Dag i Fryd at bruge/
Det var den Dag de stod i Strid/
Og Sværdet tog at sluge;
Den trettend’ og den fiortend’ med/
Var begge Stridens Dage/
Thi blef den femtende bered
Til Frydens-Dag at tage;
Den Skik blef holt og tagen ved
Et Aar alt efter andet/
At Jøder som i Rolighed/
Har Vaaning ud paa Landet/
Særdelis i hver ringe By
Og i de smaa Kiøbstæder/
At de hver Aarlig Aar paa ny
Et Giæstebud bereder
Den fiortend’ Dag i Fred og Fryd
Og Mad og Viin tillaver/
Med Lyst og Leeg/ med Spil og Lyd/
Og hvis GUD givet haver/
Og byder ind med sig til Giæst
Naboer/ Slægt og Frender/
Og fattig Folk/ som boer der næst/
At mand dem noget sender.
Og Mardocheus lod en Bog
Om dette Verk forfatte/
Hvorledis alting sig tildrog/
Samt og derhos indsatte
Den Viis og Skik mand Aar fra Aar
U-brødelig skal holde/
Saa længe Land og Stæder staar
Beskandset om med Volde/
At paa den fiortend’ Aders Dag
Og femtende tillige/
Skal alle Jøder denne Sag
For Folk og Slægter sige/
Og Efterkommer vide kand/
Hvorledis GUD udfride
Sit Folk ifra den Morder-Mand/
Som agtet dem at slide/
At det den Dag og Maanet var/
Paa hvilken GUD lod vende
Sit Folkis Graad og tunge Kaar
Til en lyksalig Ende;
At HErren al U-roelighed
Af Landet lod forjage/
Saa de for Krig beholte Fred/
For Sorrig gode Dage.
Saa skal da Folket glad og fro
Erindre sig alt dette/
Og forberørte Dage to
Til Frydens-Fest indrette/
Paa hvilken Tid mand Fryd og Spil
I Giæstebud tillaver/
Og en den anden byder til
Sin Gaver og Giengaver;
Og Fattige/ som intet har
Foruden tomme Vegge/
At mand for Guds skyld noget lar
Til deris Tarf anlegge.
Saa blef de Breve skicket bort
Til alles Gavn og Gode/
Saa vel til langt fra liggend’ Ort/
Som dem der nær hos boede.
Der alle Jøder det forstod
Af Mardochei Breve/
Hvad hand der i befale lod/
De strax foreenet bleve/
At giøre det hand dennem bød
Om disse tvende Dage/
Og hvilken Jøde det forskød
Ham skulle mand anklage;
Fordi hand hafde denne Sag
Ret punctuel forklaret/
Og Amans onde Hiertelag
I Brevet Aabenbaret/
Hvorledis den spisfindig Krop/
Og Jøders arge Fiende/
Et Blode-Bad har spundet op
Mod hver en Mand og Qvinde:
Hvorledis hand i Lod og Puur/
For deris skyld lod kaste/
Og løbet som en Ræv paa Luur/
Der Lammet vil antaste/
At hand et skalcke Pus og Nik
I Kongens Øre blæste/
Men Esther ind til Kongen gik
Og talet Landsens Beste;
Saa det blef Aman self til Meen
Hand andre lod angive/
Det galt hans eget Halse-Been
Der alting gik i Knibe/
Thi hand blef med en Stricke qvalt
Og maatte Galgen pryde/
Hans Sønner maatte med Gevalt
Den samme Skiæbne nyde;
At hand uddrak den Kalk til Bund/
Hand i for andre skiænkte/
Thi ham paafalt den onde Stund/
Langt før end hand det tænkte.
Saa blef det Bul og Bref oplæst
Om disse tvende Dage/
Og de blef kaldet Purims-Fest/
Dem skulle mand medtage;
Det Purim/ er paa Danske/ Lod/
Pluraliter at nævne/
Thi Folket har sit Ønske naad/
Og fik sig redlig hævne.
Og hvad i denne Sag er skeed/
Det har de self erfaret/
Og med naturlig Øyne seet
Alt det her er forklaret;
Og Jøderne de svor en Eed/
Hvorpaa mand frit maa bygge/
For dennem self og deris Sæd/
At ingen skal det rygge/
At alle de som den Profess
Og Jøde-Slægt antager/
De bruge skal den Lovs-Gemess
Sin ganske Lives Dage/
Og Efterkommer hver og een/
Skal tilforpligtet være/
At holde baade puur og reen
Den samme Fest med Ære;
Og skulle mod Forhaabning skee/
Og nogle sig aarsager/
Da skal mand hannem frit ansee
Saasom en Ertz-Bedrager;
Saa disse tvende Dage skal
Ævindelig ey glemmis/
Saa længe Folk og Slægters Tal
Hos Jøderne forfremmis;
Det blive skal en Aarlig Fest
Og Purims visse Dage/
For Borger/ Bønder/ Klerk og Præst/
Som ingen maa forsage.
Og Dronning Esther atter skref
Den anden gang det samme/
Til at stadfæste Purims-Bref/
Som alle skal annamme;
Og Mardocheus med sin Haand
Lod Skriften undertegne/
Saasom et u-opløselig Baand
Paa sin og Landsens Vegne/
At hver der noget kand og veed/
Og vel forstaar Bogstaver/
Hand paa sin Siæl og Salighed
Det u-forandret haver/
Ey legge til ey tage fra/
Men i den Ess at blive/
Som Mardocheus Jøde da
Og Esther lod beskrive;
Og Folket svaret Ja der til/
Hvad Dronningen paabyder/
Saa sandt dem HErren hielpe vil/
De gierne det adlyder:
Og giøre hvad dem er befalt
Paa de bestemte Tide/
Saa længe Folket over alt
Sit Huus i Roe besidder.
Og Esther Eed og Løfte tog
Af alle svorne Mænder/
Som blef indført i Purims-Bog
Og Jødernes Calender.
Asverus siden Aarlig Aar
En Skat paa Landet lagde/
Saasom enhvers Formue var
Og deris Stand tilsagde;
Den Skat gik over alle Land/
Saa vel hos dem der boede
Ved Øer og den vilde Strand/
Som hos de rige Flode.
Hvad om Asverus vider’ er/
I Stycke-viis at melde/
Anlangende hans Gierninger/
Hans Magt og store Vælde/
Som sig i hans Regierings Tid
I Landet har tildraget/
Og hvor hand baade hid og did
Har store Land indtaget;
Hvad Mardocheus og paaslog/
Hvor hand er mægtig bleven/
Det er i Persers Kongers Bog
Og Meders Krønik skreven.
Thi der Asverus bød god Nat
Og ud af Verden viget/
Blef Mardochei Stoel opsat
Nest efter ham i Riget:
Saa hand opsteeg til Konge-Navn/
Og GUD det saa beskiærte/
At hand sit Folk til største Gavn/
I Persien regiærte;
Hand blef en mægtig stor Monark/
Af alle vel antaget/
En kiek Soldat i Felt og Mark/
Hvis Mod var u-forsaget.
Hans Brødre/ Folk og ganske Slegt
Ham elsket mangelunde/
Beviste ham al den Respect/
Som Undersaatter kunde;
Hand og igien anstilte sig
I mindste Verk og meste/
Som den der var omhyggelig
For Landsens Gavn og Beste:
Saae meere til Almuens Tarf/
End som sit eget Gode/
Saa det var ham den høyste Arf/
At Landet kom paa Fode.