Trende Bibelske Bøger/Esthers Bog

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Sl. Joh. Phil. Bockenhoffert (s. 56-124).

I. Kapitel.

Aſverus var en mægtig Mand/
 Hvis Spiir og Herrredømme
Udſtrakte ſig fra Morenland
 Til Indianſke Strømme:
Hans Land og Riger var af Tal
 Et Hundret Syv til Tyve/
Hand ſad oppaa ſin Konge-Sal
 Og Breve lod udſkrive/
I tredie ſit Regierings-Aar/
 Til Perſer og til Meder/
Og dem ſom i hans Lande var/
 I Byer og i Stader:
De ſkulde til hans Hovet-Stad
 I Suſan ſig forføye/

Til Giæſtebud hand dennem bad
 De mægtig Mænd og høye;
Da komme did af hver en Stad
 Fribaarne Mand og Svenne/
Lands-Fogeder og Førſter med
 Af Landet hid og henne.
Hand lod dem ſee ſin ſtore Pragt/
 Og Majeſtatis Ære/
Sin Krone/ Spur og Purpur-Dragt/
Som ſømmet ham at bære:
Det Kongelige Tractament
I hundret Dage varet
Og otte-ti/ før det blef endt/
Ey Mad og Viin blef sparet.
Der diſe Dage løb paa Rad/
Fik Kongen atter Tanke/
Den ganſke Suſan Hovedstad
Til Giæſtebud at ſanke/
Hand bød for dem at lavis til
I Urtegaardens Stuer/
At dricke mens de gad og vil/
Hver efter ſin Fomue/
At alle baade ſtor’ og ſmaa/
De Unge med de Gamle/
I Stuen neſt ved Kongen Sal/
Og lade demmen ſige:

At Giæſtebudet vare ſkal
Syv Dagis Tid tillige;
Den heele Stue var omhængt
Med dyrebar Tapeter/
Af idel Sølf og Guld bemængt/
Og herlig Rariteter/
Og runden om de Vægge hang
Adſkillig farvet Duge/
Med hvide/ grønne/ guule Prang/
Som Førſter pleyer bruge/
Hver Dug i Dug var buntet næt
Med ſin Skarlagens Snore/
Med ſtøbt Sølf-Ringe om beſæt/
Som vare meget store;
Hver Støtte mand i Huuſet ſaae/
Var idel Marmorſteene/
Hver Bænk mand kunde ſidde paa/
Var idel Sølf hin reene;
Det heele Gulf var lagt med Flid
Med Steene meget ſkiønne/
Endeel var guul/ endeel var hvid/
Endeel var ganſke grønne;
Hver Kande/ ſom mand drak udaf/
Af hamret Guld var dreven/
Mand ſkienkte/ til det heele Lav/
Var vel fornøyet bleven;
Her blef indbaaren Kar og Kar
Et rarer end det andet/

Hver Kar ſærdelis Mønſter har/
Hver Drik var u-beblandet;
Her bles iſkiencket Viin og Miød/
Hver drak naar hannem lyſtet/
Og ingen Giæſt blef meere nød
End ſom ham ſelver lyſtet;
Hvor vel her fantes ingen Skort
Paa hvad mand vilde dricke/
Saa blef dog ingen Tvingſel giort/
Thi Kongen vild’ det icke;
Hand hver Forſtander i ſit Huus
Befoel og foreſagde/
At ingen nødis til et Ruus/
Men hver ſom dem behagde.
Og Vaſthi Dronning ſamme Tid/
Lod ogſaa tilberede
Et Giæſtebud med ſtørſte Flid/
Og Qvinder dertil bede;
Mand lod et Kongelig Gemak
Særdelis dertil bruge/
Hvor hun med dennem aad og drak
I ſamme Glædſkabs Uge.
Den syvend’ Dag/ da Kongen ſad
Oppaa ſin Stoel og Throne/
Og var af Vinen ganſke glad/
Og hafde paa ſin Krone/
Da gaf hand ſin Befaling ud
Til ſyv ſin’ Kammer-Svenne/

Som daglig ginge Kongens Bud/
Og ſtod for ham at tiene;
Den førſte Svend Mehumam heed/
Og Biſtha var den anden/
Harbona/ Bigtha var bereed
At ræcke dennem Haanden/
Abagtha ſig indfinde lod/
Og Sethar var tilſtæde/
Og Charcas midt iblant dem ſtod
For Kongens Bord med Glæde;
Dem blef befalt at ſkulle gaa
Og Dronning Vaſthi hente/
Og lade hende det forſtaa
At Kongen monne vente/
Hun vilde være af det Sind/
Og lade ſig behage
At komme ſtrax for Kongen ud/
Og Kronen paa ſig tage/
At Folket og hans Førſter med/
Som ſad med ham i Lavet/
De kunde ſee den Deylighed
Hvormed hun var begavet;
Men Dronning Vaſthi ſlæt forſkød
Til Kongen med at komme/
Som hand ved ſine Sverme bød/
Sig ſelf til liden fromme;
Thi der at Kongen det forſtod/
Optæntis hand til Vrede/

Saa at hans heele Lif og Blod
Blef brændendis af Heede/
Og Kongen for ſig kalde lod
Forſtandig Mænd og Viiſe/
Som ſig paa Lov og Rat forſtod/
Hvis Viisdom var at priiſe.
Thi det var Skik i Perſien/
At alle Kongers Sager/
Blef ſtillet til de Viiſe hen/
At de derom raadſlager:
Syv Førſter var af Kongen ſat/
Som ſtedſe var betrode/
At tage Rigens Sager fat/
Og ſee hans Land tilgode;
Charſena ſtod paa førſte Rand/
Derneſt var Sethar reignet/
Admatha heed den trede Mand/
Neſt ham blef Tharſis tegnet/
Paa femte Stoel Marſena ſad/
Og Meres paa den ſiette/
Memuchan ſluttet al den Rad/
Om mand erindrer dette.
See/ diſſe ſyv for Viisdoms Aand/
Var meget høyt berømte/
De ſadde neſt ved Kongens Haand/
Og alle Sager dømte.
Aſverus ſpurde dennem ad/
Siig os/ hvad ſkal mand giøre

Med Dronning Vaſthi/ ſom ey gad
Sin Konges Ordres høre?
Memuchan/ en af Rigens Raad/
Anſvarer ſtrax ſin Herre:
Den Synd ſom Vaſthi har begaad/
Er al for ſtor/ disverre/
Hun haver ey alleene giort
Mod Kongen meget ilde/
Men og mod dem der agtes ſtort
Og høyt anſees vilde:
Mod Førſter og mod Ridder Stand
I ganſke Kongens Riger/
At hvor den Gierning ſpøris kand/
Med Spot det efterſiger;
I ſær naar dette kommer ud
For alle Qvinders Øre/
Da ſkal de ved den levend’ Gud/
Sig det vel nyttig giøre;
Og kunde dette med en haſt
Et ont Exempel give/
At alle Qvinder ſkulle faſt
Sin Mand gienſtridig blive/
Og ſætte dennem Stoel for Dør/
Og ganſke dem foragte/
Ja/ Fruer og Førſtinder tør
Vel bruge ſamme Facte/
At naar det icke dennem gaar/
Som de vel ønſke torde/

De ſkulle vel og kaſte for
Hvad Dronning Vaſthi giorde;
At Kong Aſverus hende bad/
Hun ſkulde til ham komme /
Men hun det overhørig ſad/
Og ſkiøttet ey den Tromme;
Saa fødes vel af denne Sag,
Alt det ſom intet duer/
Foragt og Spot og Misbehag
Imellem Mand og Fruer;
Mit Raad er/ hvis det gielde kand/
Og Kongen det behager/
Mand ſkriver Brev til alle Land
Med ſaadan Ord og Sager:
At Vaſthi Dronning har forbrut
Sin Majeſtat og Ære/
Og af ſin Konge ſlæt forſkut/
Ey Kronen vært at bære;
Mand ſætte ſkal i hendis Sted
En anden/ ſom er bedre/
Og frem for hende bedre veed
Sin Konges Bud at hædre.
Mand lader og indføre det/
Og op til Tinge liuſe/
At hver Mand bør ſin Over-Ræt
Udi ſin’ egne Huuſe:
At Qvinden ære ſkal ſin Mand/
Og ey hans Verk forhindre/

Og det ſaa vel blant høyre Stand
Saa ſom iblant de mindre/
At Perſers og de Meders Lov
Ey andet kand tilſtæde /
Og ingen er ſaa ſlem og grov
Hand dem tør overtræde.
Det Raad hans Førſter vel befalt/
Og Kongen det behagde/
Mand giorde ſtraxen over alt
Det ſom Memuchan ſagde;
Der ſentes Breve runt omkring
Til Grever/ Førſter/ Printzer/
At læſe op paa alle Ting
I Byer og Provintzer;
Der blef ved hver ſærdelis Tolk
Særdelis Breve ſkreven/
Saa der om hver ſærdelis Folk
Er underrettet bleven/
Hvert Land udi ſit eget Sprog
Kand læſe diſſe Skrifter/
At alle Mand kand vorde klog
Om denne Sags Bedrifter.
Der ſtod i Brevet/ at en Mand
Skal Over-Herre være/
Og hver ſit Huus med god Forſtand
Foruden Harm regiere;
Og dette ſkal forkyndis grant
For gamle Folk og unge/

Udi det Maal dem er bekant/
Og ey med fremmet Tunge.

II. Kapitel.

Der Kongens Vrede ſtillet blef/
Og Vaſthi var afſkaffet/
Og for den Spot ſom hun bedref/
Ret vel forſkylt blef ſtraffet;
Da trinet Kongens Drege frem/
Og giorde denne Tale:
Hvis det er Kongen angenem/
Da lader hand befale/
At lede ſmucke Piger op
Og deylige Jomfruer/
Som er af velgeſtaltet Krop/
At Kongen dem beſkuer?
Og Kongen lader ſende Bud/
Ved ſin’ Befalings-Mænder/
Til alle ſine Piger ud/
Og alle Landſens Ender/
At de forſamler/ hvor de kand/
Det ſkiønneſt Fruentimmer/
Hvis Deylighed at alle Mand
Med Billighed beremmer;
Og ſaa fremſkickis hid i Rad
Til Kongens Fruer-Stue/
Som er i Suſan Hovet-Stad/
Det Skiønneſt ud at ſkue;

At Hege/ Kongens Kammer-Svend/
Forvarer dem a parte,
Hand er betroet for andre Mænd
Slig Qvinder at opvarte/
Saa hand til deris Prydelſer
Ey lader noget fattis/
Af alt det som fornøden er
Og dyrebar kand ſkattis;
Og hvilken Pige Kongen ſaa/
For andre beſt behager/
Da ſættis hende Kronen paa/
Og Vaſthi Stats antager?
Og dette Raad/ ſom ſluttet blef/
Klang ſøt i Kongens Øre/
Saa mand de Breve ſtraxen ſkref/
Den Sag i Verk at føre.
I Suſan var en Jøde-Mand/
Som der i Staden bode/
Og Mardocheus heder hand/
Hvis Lycke meget grode;
Den ſamme Mand var Jairs Søn
As Semei oprunden/
Af Jemini og Kuſes Kiøn/
Som rigtig blef befunden.
Hand var i Tallet en af dem
Der fangne heden førtis/
Da Folket af Jeruſalem
Til Babylon bortkiørtis/

Da Kongen as Aſyrien
Tog Stadens Førſte bunden/
Og førte Jechoniam hen/
Som gaf ſig ſelver vunden;
Hand tog Hadaſa ſmukt til ſig/
Hadaſa det er Esther/
Opfoſtred’ hende tugtelig
Iblant de fremmet Giæſter/
Hun var hans eget Blod og Kiød/
Hans Faders Broder Daatter/
Hun aad udaf hans eget Brød
Og drak udaf hans Potter;
Der hendis Fader falt i fra
Og hendis Moder døde/
Hand ſom ſin egen Daatter da
Lod hende ſmukt opføde;
Naturen prydet hendet smukt
Med Skabning og med Farve/
Saa fantis der og Dyd og Tugt/
Det beſte mand kand arve.
Den Tid nu Kongens Bud og Bref
Blef alleſteds forkyndet/
Og mange Piger ſamlet blef/
Hvor med mand meget ſkyndet;
Blant Hoben/ ſom ſig da befant
I Suſan Hovet-Staden/
Blef Eſther tagen der iblant
Og indført udaf Gaden/

At ſættis i den Fruer-Sal
Og vartis op af Hege/
Som Qvinderne tilvenne ſkal
At dantze/ ſiunge/ lege /
Men Pigen under Heges Haand/
Blef meget vel begegnet/
Hun var af en blufærdig Aand/
Og derfor høyt optegnet/
Thi hun ſærdelis Naade fant
For Kammer-Svendens Øye/
Som ſkyndet ſig/ alt hvad hand vant/
At pryde hende nøye/
Der manglet intet af alt det
Til Smycke-Tøyet hørde/
Og hvad ſom var galant og net/
Hand hende ſmukt iførde;
Hun fik den beſte Deel deraf/
Frem for de andre Dammer/
Og derforuden hende gaf
Syv Piger i ſit Kammer/
Som dagligen opvarte ſkal
Med høflig Tugt og Sæder/
Hun fik og i den Fruer-Sal
De beste Rum og Stæder.
Men Eſther ſig ey merke lod
Hvad Folk og Slægt hun hafde/
Og at hun var af Jøde-Blod/
Hun det aldelis tavde/

Thi Mardocheus hafde før
Derom befalet hende/
Hun ey/ naar nogen derom ſpør/
Det give ſkal tilkiende;
Men Mardocheus gik hver Dag
Paa Gaarden at ſpaſſere/
At ſee hvor det med Eſthers Sag
Udfalde vilde meere/
Den Gaard næſt ved det Kammer laa/
Hvor Pigerne var inde/
Hand idelig der paſſet paa/
For at udſpørge Tiende?
Hvorledis det med Eſther gik/
Og for at maatte vide
Hvo der blant alle Piger fik
Paa Vaſthi Stoel at ſidde.
I Fruer-Stuen var det ſaa
Befalet hver en Pige/
At ingen ſig fordriſte maa
Til Kongen ind at ſtige/
Før Tolf ſamfulde Maaners Tid
Med hende var omløbet/
At hun hver Dag ſaa hvid ſom Krid
I Myrre-Vand var døbet/
Saa lang en Tid beſkicket var
I Renſelſen at blive/
At der forløb en Dag og Aar
Med dette Verk at drive;

Sex Maaneder var der tillat
Med Myrre ſig at bade/
Og andre Sex at toe ſig glat
Og Olie paa ſig tage/
Foruden Urter/ ſom der til
Heel dyrebar beredis/
Førend mand hende ſtæde vil
For Kongen ind at ledis;
Naar ſamme Piges Orden falt/
At hun fik det at vide/
At hun til Kongen blef udvalt
At ſove ved hans Side/
Den Pige hun da peegte paa /
Fik hun da lov at tage/
Som ſkulle med i følge gaa
Og ſiden ſno tilbage;
Thi naar hun kom for Kongens Dør/
Gik hun der ind alleene/
Sin Reverentz for Kongen giør
Og taler med ham eene;
Om Aftenen hun der indgik/
Om Morgenen tilbage/
Hvor hun da strax Befaling fik
En anden Kaas at tage
Til anden Fruer-Stue bort/
Hvor Saasgas Cammer-Herre/
Udviiſer da den Plads og Ort
Hun ſiden bør at være;

Thi Saasgas var det Huus betroed
Med-Huſtruer tilhørde/
Hvor hand for dem oppaſſe loed
Og Spiſe til dem førde;
Og hvilken Pige/ ſom en Nat
Hos Kongen maatte ſove/
Da blev det hende ey tillat
Sig atter did at vove/
Hun kom ey meere til ham ind/
Med mindre hand befalde/
Og hand fik Lyſt udi ſit Sind
At lade hende kalde.
Den Tid at Eſthers Orden kom/
Den Mardochei Pige/
Og hun Befaling fik der om/
For Kongen ind at sſige/
Da bad hun ey om den og den/
Som hende ſkulle ſmycke/
Men ſtiilet det til Hege hen
Og efter hans Samtycke;
Hun lod ſin Sag til GUD henſtaa/
Hand hende gaf den Naade/
At alle de som hende ſaae/
De glædis overmaade;
Aſverus/ ſom da Konge var/
Lod Eſther til ſig kalde/
I hans Regierings ſyvend’ Aar /
Da Tebeth monn’ indfalde/

Det er den Tiend’ Maanets Tid/
At hun i Kongens Kammer/
Blef efter Ordre hentet did
Og Seng hos ham annammer/
Der Kongen den ſubtil Geſtalt
Med Dynene beſkuer/
Hun ham aldelis vel befalt
For alle andre Fruer/
Hand blef af Pigens Kierlighed
Saa heftig overfaldet/
At hun blef ſat i Vaſthi Sted
Og Landſens Dronning kaldet;
Hand ſatte hende Kronen paa/
Den hun og burde have/
Og lod til alle ſtor og ſmaa
Uddeele Skienk og Gave.
Der blef for Eſthers ſkyld bereed
Et herligt Tractemente/
Og Kongen lod fra hver en Sted
Sin’ Folk og Førſter hente/
Som alle med ham aad og drak
Og holde Glædſkabs Dage/
Og ſagde Dronning Eſther Tak/
Som dertil var Aarſage.
Hans Majeſtet forſkaffet at
Hans Lande nød en Hvile/
I det hand ey med Told og Skat
Lod Folket over-ile.

Den anden gang i Suſan Stad/
Da Piger blef leveret/
I Porten Mardochcus ſad/
At ſee hvad der paſſeret;
Der blef af Landet hid og did
Jomfruer til indſanket/
Men Eſther al ſin Lives Tid
Blef Dronning u-paa-anket.
Dog hafde hun ey hid indtil
Sit Slægtſkab aabenbaret/
Thi Mardocheus det ey vil/
Hun var der om advaret/
Hvor vel hun Dronning var og blef/
Hun dog altſammen giorde/
Som Mardocheus foreſkref/
Og intet andet giorde/
Hun lyde hannem meget ad/
Og det i mange Maade/
Net ligeſom den Tid hand ſad
Og over hende raade.
Den Tid at Mardocheus nu
I Kongens Port oppaſſet/
Da kom to Knegte ont ihu
Og ſig med Synd belaſſet/
Det Bigthan og det Theres var/
De tvende Cammer-Svcnne/
Som vartet op der uden for/
Hos Kongens Dør at tiene/

Hvad det og var ſom dem fortrød/
De ſlemme Skalke begge/
Dem Fanden udi Hiertet ſkød
Paa Kongen Haand at legge/
Der det blef Mardocheo ſagt/
Hand lader ſtrax kundgiøre
Det Mord-Anſlag og lønlig Agt
For Dronning Eſthers Øre/
Men Dronningen til Kongen gaar/
Og Sagen aabenbarer/
Hans Førſter ſtrax Befaling faar/
At de derom erfarer/
Der mand det efterforſket grant
Og lod udſpørge Sagen/
Befantes det at være ſant/
Saa kom det og for Dagen;
Det Skalke-Pus blef eftertænkt/
Som ſtiftet var af Fanden/
De begge blef i Galgen hængt/
Den eene med den anden.
Mand lod den Handel Ord fra Ord
I Krøniker indſkrive/
Til Frygt for dem/ et Konge-Mord
Optanke vil og drive.

III. Kapitel.

En Stund derefter ſig tildrog/
Der Aman ſig bemøyet/

At Kongen ham til Ridder ſlog
Og høyt hans Stoel ophøyet/
Hans Fader den Medatha var
Af Agagiters Stamme/
Hand ſtørſte Gunſt hos Kongen faar
Og Lycken var hans Amme;
Aſverus ſatte hannem op
Langt over hver en Førſte/
Hand ſteeg til Ærens høyſte Top/
Saaſom den allerſtørſte/
Ja/ ſaaſom Kongens anden Haand/
At ingen mod’ ham knyſtet/
Dog var hand en hoffærdig Aand
Og Skalken ſad i Bryſtet;
Hand Kongen overtale lod/
Og tiente ſom for Vye/
At hvo ſom hannem kom imod
De ſkulle Knee nedbøye;
Men Mardocheus vilde ned
For Aman icke knæle/
Det var mod hans Samvittighed
Guds Ære bort at ſtiæle;
Men Kongens Svenne ſpør ham ad/
Som hos i Porten ſtode/
Hvi giør du ey det Kongen bad/
Det bliir dig ey tilgode/
Du ſeer jo vel vi bøyer Knæ/
Hvi giør du ey det ſamme?

Her ſkeer en Overtrædelſe/
Du burde dig at ſkamme;
De holte mange Dage paa
De bad ham høyt og ſagte/
Men der de det fornam og ſaae
Hand ville det ey agte/
At hvad de bad det ſlog hand af/
Og vild’ ſit Sind ey vende/
Da gik de hen og Aman gaf
Den gandſke Sag tilkiende:
De giorde det at vilde ſee
Om Manden blef beſtandig/
Om hand vel torde ſig betee
Saa driſtig og saa mandig/
Og om hans Ord kand ſtaa ved Magt/
At ingen ſkull’ ham nøde/
Thi hand for dennem hafde ſagt
At hand var fød en Jøde/
Og leder udi Loven er
Forbudet ned at knæle
Og at tilbede Menniſker/
Som ere Dødſens Trælle.
Der Aman kunde det forſtaa
At Mardocheus icke/
Som andre for ham knæle laa/
Tog Galden ham at ſticke /
Hand blef forbittret/ fnyſent/ vild/
For denne Sags ſkyld eene/

Der gniſtret ſom en gloend’ Ild
Udaf hans Øyenſteene;
Hand Mardocheum dog ey vil
Til Døden ſtrax henføre/
Men holte ſig for god dertil
Sin Haand paa ham at røre;
Hand tænkte ſaa/ hand icke ſkal
Med ham alleene trætte/
Men alt hans ganſke Folk og Tal
Med Tiden at udſlætte.
Thi der at Aman viſt forſtod/
At Manden var en Jøde/
Da svær hand paa ſit Lif og Blod
At legge Jøder øde/
At der ey ſkaanes ſkal en Mand/
Ey Daatter/ Søn ey Qvinde/
Saa mange ſom i Kongens Land
Er af den Slægt at finde.
I Kong Aſveri Tolfte Aar/
Da Niſan Maanet ſkinnet/
Som Aarets førſte Maanet var/
Og Jordens Vext fremtrinnet/
Da tog det ſlemme Creatuur/
Som Satan eyed ganſke/
Sig ſtadig for at kaſte Puur/
Og det er Lod paa Danſke/
At naar hand ſaae hvor Loddet falt/
Da kunde beſt eragte

Hvad Dag at Skiæbnen har udvalt
Det Jøde-Folk at ſlagte;
Hand Dag fra Dag lod Loddet gaa/
Alt Maanet efter Maanet/
Da falt det Ader Maanet paa/
Den Tid blef ey forſkaanet/
Det er den Tolfte Maanets Tiid/
Naar Aaret tar at helde/
Da ſkulle denne ſyndig Striid
For Alvor til at gielde.
Men Aman med Beſvatſighed
Til Kongen gaar og ſiger:
Et ſlag af Folk har ſig udſpred
I dine Land og Riger/
Som bruger ingen anden Lov
End den de ſelf paadyder/
Og meener det er ey behov
De Kongens Lov adlyder/
Det du har ſat til Dom og Ræt
For Landſens Underſaatter/
De det vurderer ganſke ſlæt
Og lidet derom vaatter/
Det er din Majeſtet for nær
At taale ſligt af dennem/
At de/ ſom Underſaatter er/
Skal gaa saa dørg igiennem:
Behager Kongen/ var det vel/
Hand Breve lod udſkrive/

At ſlaa det ſtolte Pak ihiel/
Og dem total aflive;
Jeg vil ti tuſind’ Centener
As myntet Sølf levere
Til dem paa Kongens Kammer er/
Alt var det endda meere/
Og veye det i deris Haand
Der ſtaar for Kongens Rente/
Saa ſant jeg er en ærlig Mand -
Og Kongens Gunſt vil vente.
Da tog Aſverus ſit Signet
Og Ringen af ſin Finger/
Som hand med ſtørſte Dignitet
I Amans Hænder bringer/
Og taler Aman venlig til/
Om hvis hand har begieret:
Det Sølf du mig tilbyde vil/
Skal være dig foræret;
Jeg giver dig og Folket med/
Giør med dem som dig tyckes/
At de for ſin Ulydighed
Kand under Fødder tryckes.
Paa førſte Maanets trænde Dag
Blef Kongens Skriver fordret
Og de befattet al den Sag/
Som Aman det beordret;
Mand ſkref til Landsens Fogeder/
Til Herrer/ Førſter/ Grever/

I Kongens Riger her og der/
Og ſkicket dennem Brever/
Mand giorde det med Haſt og Iil/
Og Brevene ſaa lav’de/
At de var ſkreven med den Stiil
Hver Landſtad bruglig hafde/
Med Kongens Ring blef hvert et Bref
Beſeiglet og tillacket/
Aſveri Navn mand underſkref
Reent/ puurt og u-beklacket/
Indholdet ſom i Brevet ſtod/
Det Ord fra Ord faa lyde:
Den ſtore Kong Aſverus lod
Sin Helſen hver tilbyde/
At Førſter/ Herrer hver i ſær
Tiltænkte ſkulle være/
At aabenbare for enhver
I Kongens Riger ere/
De ſkulle ſamles ſom en Mand
At giøre ſig tilrede/
Hver i ſit Kald/ hver i ſin Stand
Med dragne Sverd af Skeede/
Paa tolfte Maanets trettend’ Dag
Mand Ader pleyer nævne/
Da ſkal mand uden al Fordrag
Paa Jøderne ſig hævne/
Og uden al Perſons Forſkiel
Antaſte hver en Jøde/

Nedhugge/ myrde/ ſlaa ihiel/
Indtil de leggis øde/
At hvad ſom haver Lif og Aand/
Mand ingenlunde ſkaaner/
Men ſable ned med væbnet Haand
Mand/ Drenge/ Piger/ Koner/
Ey ſpare de graahærdet Haar/
Ey dem i Vuggen ligger/
Ey dem med Stav og Poſe gaar/
Omſkiønt hand Livet tigger;
I plyndre ſkal hvert Huus i ſær
Guld/ Klæder/ Maar og Sadel/
Tin/ Kaaber/ Malm/ og hvad der er
Skal dømmis Confiſchabel.
Og Brevene blef ſkicket ud
Ved Løber og Laqveyer/
Som reyſte ſkyndig Kongens Bud
Igiennem alfar Veyer;
Mand ſlog og den Befatning op
I Suſan Hovet-Staden/
Paa Kirke/ Skole/ Spiir og Top
Og hvert et Huus paa Gaden;
Imidlertid blef Suſan Stad
Ved dette Bud mistrøſtig/
Men Aman hos Aſverum ſad/
De drak og vare Lyſtig.

IV. Kapitel.

Der det for Mardocheo kom/
Hvad nyllg var tildraget/
Og hand fornam hvad blodig Dom
Om dennem var opſlaget/
Da led hand midt i Staden ud
I ſønderrefne Palte/
Med Sæk og Støv om Krop og Hud/
Fælt’ Taarer Vand og ſalte/
Hand ſkreeg og hylet over ſig/
At Lyden lang Vey hørtis/
Saa bleeg og guſten ſom et Liig/
Hans Legem ſkalf og rørtis;
Hand gik for Kongens Port at ſtaa/
Og gaf ſig til at græde/
Men ind ad Porten ingen maa
Med Sæk paa Rygen træde;
I hvor mand kom i hver en Bye/
Og en den anden meder/
Der hørtis Hylen/ Graad og Gny
Af alle ſtackels Jøder/
Hvor Kongens Ordre blef oplæſt
I Stæder og paa Græntzer/
Der frygtet baade Leeg og Præst
De blodige Sententzer;
De laa paa Gaden hid og did
I Sæcke/ Støv og Aſke/
Og tænkte hver en Times Tid
Mand ſkulle dem forraſke;

Der kom ey Brød i manges Mund/
Saa ſorgefuld var ſomme/
Men ventet hver en biend’ Stund
Paa Dødſens bittre Komme;
De Qvinder og u-myndig Smaa
Beængſted vare ſaare/
At Jorden/ hvor de Stakler laa/
Var vaad af deris Taare.
Men Eſthers Kammer-Svenne gaar
Til Dronningen/ og ſiger:
Din Fader ſtaar her uden for
Og jammerligen ſkriger;
Men Eſther blef ved dette Bud
Bekymret nogle Dage/
Hun ſkicket Klæder til ham ud
Hand ſkulle paa ſig tage:
Befoel ſin’ Piger de den Sæk
Af hannem ſkulle føre/
Men hand forſkød de Klæder væk/
Og ville dem ey røre;
Da blef den Hathach Kammer-Svend
Af Dronningen indfordret/
Som ellers var for andre Mænd/
Af Kongen ſelf beordret/
Hos Dronningen at paſſe paa/
Og hun lod ham befale
Tll Mardocheum hen at gaa/
Og høre ret hans Tale:

Af hvad Aarſage hand ſaa gik
Med Sæk omkring ſin Lænder?
Og hvad ham dref til ſaadan Skik/
At hand det runt bekiender ?
Samt at fornemme purt og plat/
Om et ſaa vel som andet/
Hvorledis det med ham er fat/
Og andre Folk i Landet i
Da maatte Hathach ſtandend’ bort/
Til Manden ſig forføye
Paa Gaden ud for Kongens Port/
Og ſpurde hannem nøye:
Og Mardocheus hannem gaf
Beretning om al Sagen/
Hvor det med ham har ledet af/
Hvor alting var tildragen:
Hvorfor at Aman var ſaa gram
Og fik ſaa ſkieft et Øye/
Fordi hand icke ned for ham
Med begge Knæ vild’ bøye;
Hvorledis Aman virket ud/
Foruden al Forhaling/
Om alle Jøders Lif og Hud
En blodig Doms Befaling;
Og hvor hand Kongen har tilſagt
En Sum u-tallig Penge/
At faa til Kongens Kammer bragt/
All’ Jøder at fortrænge/

At hand ti tuſind Cintener
Til Kongens Caſs’ vil veye/
Paa det hand kand os en og hver
Af Landet reent udfeye;
Hand ogſaa Hathach en Copie
Af Kongens Ordre flyde/
I hvilken der var ſkreven i
All’ Jøder ud at rydde;
At ſamme Kongens Ordre var
I Suſan Stad opſlagen/
At ſee hvad Aman har ſig for
Udi ſit Hierte tagen;
Hand bad hand vil Befalingen
Til Eſthers Haand indføre/
At hun erfare kand af den/
Hvad her er til at giøre?
Og bede hende ind at gaa
Til Kongen/ og anmode
Hand ville naadig tænke paa
Sit Folkes Gavn og Gode/
At hun ſin egen Slægt og Folk
Hos Kongen vil erindre/
Og som en viis forſtandig Tolk
Den blodig Dom forhindre.
Og Hathach kom for Eſthers Bord/
Med fuld Beſkeed tilbage/
Og alle Mardochei Ord.
Lod hende foredrage;

Men Eſther ſagde: ſkynd dig fort
Mit Ærind’ at forrette/
Gak atter ud for Kongens Port/
Siig Mardocheo dette:
Enhver vel veed i Kongens Land/
Som Kongens Brød vil æde/
Saa fremt ſig vover nogen Mand
For Kongen frem at træde
Der inden for den Borregaard/
Og tør ſig ſaa fordriſte /
Hans Dom den er ſaa ſtreng og haard/
At hand ſkal Livet miſte/
Det være ſig hvad Stands Perſon
Hand være vil og agtis/
Da ſkal hand/ uden al Pardon/
Paa ſamme Time ſlagtis/
Saa fremt at hand u-kaldet er/
Da maa hand ſig forſkræcke/
Med mindre Kongen vil i ſær
Guldſpiret til ham ræcke;
Og ſee/ her fattis endnu paa/
Vel tred’ve fulde Dage/
Før jeg er kaldet ind at gaa/
Ved Kongens Arm at tage/
Hvorfor jeg ey fordriſter mig/
For Kongen ind at trine/
Før den Termin har endet ſig/
Og Dagen frem kand ſkinne,

Mand gik til Mardocheum hen
Og Eſthers Ord forkyndet/
Men hand gaf Eſther Svar igien/
Og flux paa Budet ſkyndet;
Gak ſtrax/ og dig paa Reyſen gif/
Og ſiig det frit til Eſther:
Tænk ey du redde ſkal dit Lif
Frem for ald fremmet Giæſter/
Fordi du boer i Kongens Huus/
Og ſidder ſom en Ducke/
Men naar vi taber Verdens Lys/
Da ſkal din Hals og bucke;
Omſkiønt du ganſke tier ſtil
Og for dit Folk ey taler/
GUD har dog Magt og Evne til/
At hand ſit Folk huſvaler;
See/ tyckes dig/ det er en Spot/
Din Herkomſt frem at ſige/
Fordi du nu paa Kongens Slot
Til Ære høyt kand ſtige/
Og derfor dig undſee der ved
For fattig Folk at bede/
GUD ſkal dog af en anden Sted
En Redning dem berede/
Og ſkaffe dem en Frelſermand/
I hvor den og ſkal tages/
Men du fra din ophøyet Stand
Skal ganſke nederſlages;

Din Faders Huus ſkal og med dig
Nedkastis plat forloren/
At Folk ſkal ſige mellem ſig:
Det hafde vi forſvoren.
Maa ſkee GUD har paa dette Slot
Dig derfor ladet ſætte/
At du for Folk ſkal tale got
Og hielpe dem tilrætte.
Men Eſther gaf et ſaadan Svar
Ved ſamme Poſt tiibage:
Byd Mardocheum at hand lar
All’ Jøder for ſig tage/
Saa de til GUD indfalder brat
Med trende Faſte-Dage/
At ingen hverken Dag og Nat
En eeniſt Smule ſmager/
Jeg og min Pige ligeſaa/
Skal holde samme Faſte/
Og ſiden ind til Kongen gaa/
Min Sag paa GUD henkaſte
Jeg efter diſſe Dage tre/
Skal lade mig anmelde/
Ja lade mig for Kongen ſee/
Alt skal det Livet gielde;
Og dræbis jeg ſaa dræbis jeg/
Gud viſt min Siæl annammer/
Det er et eeniſt Hug og Streg/
Som ende kand min Jammer.

Saa gik da Mardochcus hen/
Forrettet u-forhalet/
Hvad ham af Eſther Dronningen
Ved Budet blef befalet.

V. Kapitel.

Men tredie Dag ſig Eſther lod
Iføre prægtig Klæder/
Som det en Dronning vel anſtod/
Og ind i Gaarden træder
Neſt ved den ſtore Herre-Sal/
Hvor Kongen paa ſin Throne/
I Perle-ziiret Dragt og Pral
Sad med ſin gylden Krone;
Der Kongen Eſther fik at ſee/
Hand ſtrax Guld-Spiret rakte/
Hun rørte ved det yderſte
Af Spitſen ganſke ſagte/
GUD gaf at hun den Naade fik/
At Kongen lod befale/
Hun ind ad Dørren til ham gik
Og hannem fik i tale;
Og Kongen ſpørger Eſther ad/
Siig hvad er din Begiere?
Hvis du mit halve Rige bad/
Jeg ſkal dig det forære;
Er nogen Ting ſom ſkader dig/
Jeg Bod derpaa ſkal raade/

Jeg dig forſikrer viſſelig
Du finde ſkal min Naade.
Hun ſvaret: Herre/ hvis det dig
I Naade ſaa behager/
Da kommer Kongen ind til mig
Og Aman med ſig tager/
At ſamles til det Giæſtebud/
Som jeg i Dag bereder/
Hand ey forſmaar ſin unge Brud/
Jeg hannem gierne beder;
Aſverus Eſther til Befal/
Lod Bud til Aman ſkicke/
Siig Aman/ hand ſig ſkynde ſkal/
Og det forſømme icke;
Saa kom Aſverus glad og fro/
Og Aman med ſig hafde/
Til Giæſtebudet begge to/
Som Dronningen tillavde;
Der Kongen ſad i Vinen nu/
Da lod hand ſig forlyde:
Siig Eſther/ hvad begierer du?
Sig frem/ du ſkalt det nyde /
Jeg dig forviſſer end ſom før/
Var det mit halve Rige/
At du derom Begiering giør/
Jeg ſkal dig det tilſige.
Hun ſagde Kongen ſtørſte Tak/
Med Høflighed og Ære/

Jeg vil i Dag ey med min Snak
Hans Majeſtet beſvære/
I Morgen/ hvis min Bøn formaar/
Hos Kongen det at vinde/
Hand ey mit Tractement forſmaar/
Men lader ſig indfinde/
Og tager Aman atter med/
Et Maaltid at ſamycke/
Hvis ey min Bøn kand finde Sted/
Da bliver det min Ende;
Og er det Kongens Velbehag/
Hand mig det vii tilſtede/
Da ville jeg i Morgen Dag
En Bøn af hannem bede.
Saa fultis Aman ganſke glad
Med Kongen ud fra Eſther/
Og ſkiltes den Dag Venner ad/
Som tvende lyſtig Giæſter/
Hand gik ad Porten/ og fornam
Der Mardocheum ſtode/
At hand ey bøyet Knæ for ham/
Det kunde hand ey lide;
Den Jøde ſad paa Benken ned/
Og Fod og Haand ey rørte/
Som det kom hannem intet ved
Hvad Skilt at Aman førte/
Men Aman ſlet optændis da /
Dog tvinget hand ſin Vrede/

Hand gik til Huus og ſagde fra/
Hvad Gunſt ſig Eſther teede.
Hand ſente Bud der næſt omkring/
Og ſine Venner kaldet/
Fortalte dennem alle Ting/
Hvor Lycken ham har faldet;
Hand ſkicket Bud/ der hand kom hiem/
Til Seres ſin Huſtrue/
Opregnet ſaa for alle dem
Sin Rigdom og Formue/
Hand rosde ſig og meget af
Sin’ mange voxne Sønner/
Og megen Underretning gaf
Hvor vel ham Kongen lønner:
Hvor naadig Kongen ham anſaae/
Og giorde ham den Ære/
At alle Rigens Førſter maa
Ham underdanig være;
At Kongen hannem mangen gang
Indbød med ſig at æde/
Og ham tilfalder Gang og Rang
Nest Kongens eget Sæde;
Hand og fortalte dem derneſt/
At Dronningen alleene/
Bød ham med Kongen ind til Giæſt
At æde med ham eene/
Den ſmucke Dronning var ſaa god/
Hun et Banquet berede/

Og ingen anden Førſte lod/
foruden mig/ indbede/
Jeg og derhos den Ære nød/
Hun mig til Tractemente
I Morgen ind med Kongen bød/
Og vil os begge vente.
Men al den Gunſt de mig beteer/
Jeg dog er misfornøyet/
Saalænge jeg den Jøde ſeer/
Som mig den Spot tilføyet.
Da ſvaret Huſtru Seres ſaa/
Tillige med hans Venner:
Er her ey Raad at finde paa/
Lad byde dine Svenner/
At de forſkaffer dig et Træ/
Og lader det opſætte
Saa høyt/ at alle kand det ſee/
Erindre dig kun dette;
Og lad det midt i denne By
Opreyſes ſtrax i Morgen/
Halft hundret Alne op i Sky
For over Mand uførborgen/
Du da til Kongen taler ſaa:
Hand byder ſine Drenge/
De Mardocheum der oppaa
Strax u-fortøvet henge/
Saa følger du med Kongen glad
Til Giæſtebud ophøyet/

Og ſidde kand ved Eſthers Fad
I Morgen vel fornøyet.
Det Raad behaget Aman vel/
Hand nogle ſtrax udkeyſte/
Som Træet baade ſnart og ſnel/
I Luften høyt opreyſte.

VI. Kapitel.

Om Natten den Tid Kongen laa/
Blef Søvnen ham borttagen/
Hans Øyen kund’ en Blund ey faa/
Men længtis efter Dagen;
Hand bød at hente Krøniker/
Som for ham læſt er bleven /
I det mand læſte fantis der
Den Action indſkreven/
Hvor der af Mardocheus blef
I Kongens Port opdaget
Det Pus de tvende Skalke dref/
Som vilde Kongen ſlaget/
Hvor Bigthan/ Theres begge to/
Som vare Kammer-Svenne/
Befatttes Kongen heel u-tro/
Den Tid de ſtod at tiene
For Kongens Dør at holde Vagt/
Som dog var ingen Byrde/
Da hafde de det overlagt
De ville Kongen myrde.

Men Kongen ſpør: hvad Herlighed/
Hvad Lof/ hvad Gunſt/ hvad Ære
Er Mardocheo derfor ſkeed/
Som os ſaa tro vil være?
De Kongens Drenge paa det Slot/
Heel velbetænkte ſvaret:
Den Mand er intet noget got
Af nogen vederfaret;
Men Kongen/ ſom i Sengen ſad/
Med haſt betænkt er vorden/
Hand ſpurde ſine Drenge ad/
Hvem er der udi Gaarden?
Og Aman ſtod den ſamme Tid
I Gaarden der tilſtede/
Hand var derfore kommen did
Hand Kongen vilde bede:
At hand vild’ gøre den Anſtalt
Ved nogle ſine Drenge/
De Mardocheum med Gevalt
Paa Træet lader henge.
De Drenge ſvaret: Aman er
Her uden for ved Huuſet/
Da ſagde Kongen/ lad ham her
Innkomme ſtrax for Lyſet/
Da talet Kongen Aman til/
Og gaf ſig til at ſpøre:
Den Mand ſom Kongen ære vil/
Hvad ſkal mand hannem giøre?

Men Aman tænkte viſſelig/
At Kongen hannem meente/
At Kongen ingen uden ſig/
Saa ſtor en Gunſt forleente?
Hvor/ frem for mig/ er nogen Mand/
Som Kongen under bedre?
Hand ingen med en høyer Stand/
End mig/ har ladet hædre;
Da ſvaret Aman: hvilken Mand/
Som Kongen høyt vil ære/
Hand ſkal iføres Dragt og Stand/
Som Konger pleyer bære;
Den Heſt/ ſom Kongen rider paa/
Tilhører ham med rætte/
Og Kongens Krone ligeſaa
Paa Hovedet ham ſætte;
Og ſaadan Dragt og ſaadan Bram/
Med andet ſaadan meere/
Skal en af Kongens Førſter ham
Med Reverentz levere;
Mand ſætter hannem Kronen paa/
Og Heſten for ham træcker/
Og Førſten ſkal for hannem gaa
Saa langt ſom Staden ræcker;
Ham og geleide fort og fort
Om alle Stabens Hiørner/
Og raaber ſaa for hver en Port/
Hvor Heſten ſtaar og tørner/

At Førſten ey undſeer ſig ved/
Men raaber u-beſværet:
Her er den Mand ſom er anſeet
Og høyt af Kongen æret.
Da ſagde Kongen: ſkynd dig fort/
Tag Kongens Heſt og Klæder/
Tag Smycker/ ſom dertil er giort/
Tag Krone/ Ring og Kæder/
At du fuldkommer al den Pragt
Med Mardocheo Jøde/
Paa den Maaneer du ſelf har ſagt/
For alle dem dig møde:
Gak ſtraxen hen til Kongens Port/
Der Mardocheus ſidder/
At hand den Heſt paaſættis ſort/
Den Kongen ſelver rider/
Lad intet fattes af alt det/
Som nu din Mund har talet/
At hannem ſkeer den Skiel og Ret/
Som Kongen har befalet.
Og Aman gir/ tog Heſten fat/
Og Kongelige Klæder/
Og Jøden blef paa Heſten ſat
Omført paa Stabens Strader/
Men Aman gik for Heſten frem/
Og maatte Bidſlet føre/
Det var ham intet angenem/
Dog maatte hand det giøre.

Hand raabte med en klingend’ Røſt:
Saa ſkal den Mand be-æris/
Til hvilken, Kongen haver Lyſt/
Og Lycken ham tilbæris.
Og Mardocheus kom igien
For Kongens Port at træde/
Men Aman ſtrax ſig packet hen
Hiem til ſit Huus og Sæde;
Hand gik med Hoved ganſke ſkiult
Og ſørgende Gebærder/
Fortælde Seres u-fordult
Hvad her nu var paa-færde;
Hand kaldet ſine Venner ind
Den eene med den anden/
Og med et u-fornøyet Sind
Berettet al Tilſtanden/
Hans viiſe Mand og Huſtro med
De ſagde ſaa: og ſucket/
Er denne Mand/ af Jøde-Sæd/
For hvilken du har bucket/
Du da vel med det førſte faar
Ugierne ſelf fornemme/
At du mod hannem ey formaar/
Men rager faſt i Klemme;
Vi lader dig og vide det/
Hvor vel du høyt nu ſidder /
At du for ham ſkal falde ſlet/
Forinden ſtacket Tider;

Vel haver Lycken med ſin Kram
Dig ladet trafiqvere
Men er dit Fald begynt ved ham/
Da ſkalt du falde meere.
I det de ſtod og talet ſaa/
Kom Kongens Kammer-Svenner/
Og ſkynte meget haſtig paa/
At Aman fra ſin’ Venner
Til Giæſtebudct ſkulde hen/
Thi Kongen hannem ventet /
De tør ey komme did igien
Før Aman er indhentet.

VII. Kapitel.

Aſverus kom til Eſthers Huus/
Mand ſkiencket om med Kanden/
Saa Kongen fik et lidet Ruus/
Formedelſt en og anden.
Hand klappet Eſther ved ſin Kind/
Og ſagde: hierte kiære/
Du har i Dag os budet ind/
Hvad ſkal mand dig forære?
Hvad er din Bøn/ gif mig et Svar?
Du Qvinders Soel og Stierne/
Den halve Part af hvis jeg har/
Jeg med dig deeler gierne.
Hun ſvaret meget ſorgefuld/
En Bøn vil jeg begiære/

Det gielder hverken Sølf ey Guld/
Ey heller Verdens Ære/
Men at min Konge byde vil/
At jeg mit Lif ey miſter/
Og at det Folk mig hører til/
Den bittre Død ey friſter;
Thi jeg og al min Slægt er folk
Til Død og Dødſens Vaande/
Og her er Sølf og Penge talt
For voris Lif og Aande;
Her given er en Skiølning ud
Paa mig og mine Frænder/
At ſelge voris Lif og Hud
I deris Morder Hænder/
At ingen os forſkaane ſkal/
Men myrde/ ſkiænde/ brænde/
Og ſlagte ned i hobe-tal
Før Aaret gaar til Ende;
Men hvis vi vare ſolte til
At være dine Trælle/
Da vild’ jeg ganſke tie ſtil
Og mig derom ey qvæle;
Og om vi ſkal udryddes ſlæt/
Hvad kand de Kongen baade/
Kand Fienden da ved ſligt Opſæt
Erſtatte dig den Stade?
Aſverus blef herved u-glad/
Og undret ſig der over/

Hand ſpurde Dronning Eſther ad/
Hvem er den ſaadant vover?
Hvo er den Mand ſom ſaadant giør?
Og ſaadant Ont optænker?
At hand imod vor Dronning tør
Opfinde Skalke-Rænker?
Men Eſther ſvaret ham igien:
O Konge! naadig Herre/
Den onde Mand og den U-ven,
Er Aman ret disværre!
Og Aman/ der det Ord udgik/
Blef ganſke ſlet forfærdet/
Hand ſluttet vel at hans Practik
Var faldet ud om Giærdet.
Men Kongen op fra Bordet ſtod/
Fortørnet fuld af Vrede/
Thi Vinen/ ſom hand før indlod/
Gaf Aarſag til en Heede/
Hand ſtrax op fra ſit Giæſtebud/
Og ſig fra Vinen ſnode/
Gik lige hen til Haven ud/
Der Græs og Urter grode.
Imidlertid ſtod Aman op/
Bad Dronningen om Naade/
Hand ſaae vel/ den fortvilet Krop/
At hand var ſted i Vaade/
Hand ſaae vel hannem var bered
Af Kongen en Ulycke/

At ſtødis fra ſin Stoel her ned
Og bryde Hals i ſtycke.
Aſverus gaar af Haven ind/
Og træder til ſit Sæde/
Hand kunde fra ſit vrede Sind
Dog ingenlunde træde;
Der hand fornam at Aman laa
Tvert over Benkens Ende
Den Dronning Eſther ſad oppaa/
Og vred ſig om og vende/
Da fattet Kongen vredelig
Sig der af en Aarſage/
Vil hand i Huuſet her hos mig
Med Vold min Dronning tage?
Tør og den u-forſkammet Hund
I min Preſentz ſig øve;
Men der det gik af Kongens Mund/
Da var ey Tid at tøve;
Mand vel forſtod der det blef talt
Hvad derpaa ſaadant fulte:
Thi tog mand Aman med Gevalt/
Og ham af Veyen ſkiulte.
Harbona en af Svennene
Til Kongen gaar og ſiger:
Hos Amans Gaard der ſtaar et Træ/
Som høyt i Luften ſtiger/
Det er to ſneeſe Alne lang
Og endda noget meere/

Opreyſet neſt ved hver Mands Gang/
Som der forbi paſſere;
Det var af Aman ſaa betænkt/
At Mardocheus Jøde/
Paa ſamme Træ ſkull’ bleven hængt/
Og føris til de Døde;
Hvor vel at Manden ſaadan Spot
Aldelis ey fortiener/
Men taler altid meget got
For Kongen og hans Venner.
Da ſagde Kongen: binder ham/
Og tøver icke længe/
Og lader ham med Spot og Skam
I ſamme Træ ophænge.
Saa blef hand hængt og maatte ſaa
Til ſamme Bielke grine/
Som hand til andre lod opſlaa/
Til Spot for ſig og ſine.
Der det var giort/ blef Vreden ſtilt/
Og hver Mand det behagde/
Og ſaa blef Kong Aſverus ſkilt
Fra det/ ſom hannem plagde.

VIII. Kapitel.

Paa ſamme Dag der Aman falt/
Blef Eſther undt den Naade/
At hun af Kongen blef udvalt
For Amanſ Huuſ at raade/

Hanſ Jordegods og andre Ting/
Som fantes i hans Være/
Blef lagt til Eſthers Lif-Geding/
At ſkulle det regiære;
Og Mardocheus kaldes ind/
At ſtaa for Kongens Øye/
Hand tacket Gud med Siæl og Sind/
Som hialp af forrig Møye;
Og Eſther hafde givet det
For Kongen før tilkiende/
At hand var hendis Slægt og Æt
Og ſammenbaarne Frende;
Saa tog Aſverus Ringen af/
Som ſad oppaa hans Finger/
Og Mardocheo hannem gaf/
At hand den paa ſig ſtinger;
Det var den ſamme Finger-Ring
Hand Aman lod levere/
Da Kongelig Sigil omkring
Skull’ Amans Verk ſtaffere;
Og Eſther Dronning var ſaa god
Imod ſin gamle Frende/
At hand blef Amans Huus betrod
At have under Hænde.
Men Dronningen ydmyget ſig
For Kongen ydermeere/
Hun græd og bad ſaa hiertelig/
Hand vilde commandere:

At Amans Agagithers Raad/
Mod hendis Folk opſpunden/
Det hand ſaa længe har attraad/
Nu blive maa forſvunden;
Hun laa nedkaſt for Kongens Fod/
Og lod ey af at bede/
Indtil hand Spiiret ræcke lod/
Og hende Gunſt beteede;
Da ſtod hun op og ſagde ſaa:
Hvis Kongen mig behager/
At jeg den Naade nyde maa/
At hand min Bøn antager?
Da lader hand Befaling ud
Til alle Lande ſkrive/
At Amans forrig Bref og Bud
Tilbage kaldet blive/
Som hand tilforen har udſendt/
At mand ſkal ſønderknuſe/
Og lade blive ſkiendt og brændt
All’ Jøders Folk og Huuſe;
Hvorledis kand jeg ſee derpaa/
Jeg ſom er ſelf en Jøde/
At alle Jøder ſkal forgaa
Og ganſke leggis øde/
Hvor kunde min Samvittighed
Det lide eller taale/
At al min ſlægt ſkal dræbis ned
Og dricke Dødſens Skaale.

Da ſvaret Kongen ſtrax der paa/
Hør Eſther hør min Tale/
Du Mardocheus ligeſaa/
Hør hvad jeg vil befale:
Dig Dronning Eſther har jeg ſkienkt
All’ Amans Gods at raade/
Og Aman ſelf er vorden hengt/
Og ført i ſtor U-naade/
Og det formedelſt hans Anſlag
Og ſammenſpunden Rænke/
Hvorfor hand fandt den onde Dag
Før hand det kunde tænke;
Nu gives eder frit Forlov
I Kongens Navn at ſkrive/
Hvad eder finnes beſt behov
Indført at lade blive/
Beſeigler det med Kongens Ring/
Og lader det omſkicke
Til alle Lande rundt omkring/
Forſømmer I det icke;
Thi hvilket Bref ſom reent og ſmukt
I Kongens Navn er ſkreven/
Og er med hans Signet tillukt/
Bliir ey tilbage dreven.
Der Sivan trede Maanet fik
Sin tre til tyve Dage/
Og ſidſte hans Qvarteer udgik/
Da lod mand ſig behage/

At hver den Mand/ ſom ſig forſtod
En Pen og Blek at bruge/
Mand dennem alle ſamle lod
I ſamme Maanets Uge/
Mand Kongenſ Skriver’ kalder dem/
De lod i Pennen fatte
Hvad Mardocheus bragte frem/
Og det i Brevet ſatte/
Og uden det ſom hand befoel/
Mand intet torde tegne/
Thi Mardochei Stat og Stoel
Da ſpurtis allevegne.
Saa ſkicket mand de Breve fort
Til Jøder og til andre/
Til hver en Plads til hver en Ort/
Hvor Veye falt at vandre/
Til hver en Byes Magiſtrat/
Til Førſter og til Grever/
Til Fogeder/ ſom ſtaa parat/
Og Ordres efterlever;
Til meer end hundred Land og Leen/
Hen over Mark og Planer/
Til Blaamand og til Morer hen/
Til ſortiſt Indianer;
Til Jøderne mand Breve ſkref
Med Jødernis Bogſtaver/
Og andre Folk tilſkrevet blef
Det Tungemaal de haver.

Mand Skriften ſaa forfatte lod/
At hvert et Land og Rige/
Sin Kongeſ Ville vel forſtod
Og hvad hand vilde ſige.
Saa blef hver Skrift og Document/
Mand den Tid lod beſtille/
I Kong Aſveri Navn udſent
Med Kongelig Sigille;
Mand lavet Poſt og Vedſker til
Og Drenger uden Ende/
Og ſaadan Folk ſom gierne vil
Med Jehu Nimſi rende;
Mand ſkaffet dennem Muler og/
Som fødde var af Hopper/
Og raſke Heſte hvilke nok
Kand følge ſine Tropper;
Mand Brevene ved Poſten bant/
Og ſagde: vær ey ſeene/
De ſvarde: vi var aldrig vant
Paa Vey at tælle Steene.
De Breve var af det Indhold/
Og Punct fra Punct ſaa lyde:
Aſverus/ ſom har Magt og Vold
Alt hvad hand vil at byde/
Hand giver eder at forſtaa/
I Folk ſom ere Jøder/
I frilig aabenbare maa
For alle dem I møder/

Og hvo der eders Lif og Blod
Uſkyldig efterſtræber/
Dem ſkal I bruge Magt imod/
Som Loven det udkræver/
Om nogen paa den trettend’ Dag
Udi den tolfte Maanet/
Anfanger med et ont Anſlag
Mod eder u-forſkaanet/
Da gives eder frit Forlov
Al Overvold at hævne/
At plyndre Huus at giøre Rov
Af deris Gods og Evne;
Er nogen med ſlig Had opfylt/
Hand Spyd mod eder løfter/
Og I det icke har forſkylt/
Seer til I hannem drøfter/
Ja dræber ſlaar og ſtinger frit
Dem eder ſlaar og ſtinger/
At hver kand bringes paa det Spit
Hand andre ville bringe.
Saa reed da Poſten med en Iil
Hen over Bierg og Backe/
De Muler ſprunge ſom en Piil
Og ſpende Fod paa Nacke/
Der ingen ville ſidſte Mand
Da være blant de Drenge/
Thi det er Folk ſom har Forſtand
En Heſt at kunde ſprenge.

Befalingen blef og oplæſt
I Suſan Hovet-Staden/
For hver Indvaaner/ Træl og Giæſt/
Som vrimler om paa Gaden;
Og Mardocheus Jøde gik
Fra Kongen/ og fremtriner
I Kongelig Habit og Skik/
Hans Pragt ſom Lyſet ſkinner/
I blaat og hvit og Purpur-Dragt
Hand ud paa Gaden træder/
Hans Skuldre med en Kaabe tagt
Af dyre Sindon Klæder/
Guld-kronen paa hans Hovet ſtod/
Omſat med Deamanter/
Som deylig ſig tilſyne lod
Med Skin om alle Kanter.
Der var i ganſke Suſan Stad
Stor Fryd og Lyſt forhaande/
Saa mange Munden røre gad
Og haver Lif og Aande/
Særdelis i de Jøders Huus
Sig alle Folk der glæder/
Thi hand var deris Soel og Lys
I Lefnet/ Lif og Sæder.
Hvor Kongelig Befalning kom
I Stæder/ Land og Byer/
Det var for Folket ligeſom
Et Soelſkin efter Skyer;

Hvor før blef hørt et Jammers Lyd/
Saa Folket falt i Svime/
Nu hørtis idel Giæſtebud
Med Sang og Spil hver Time;
Saa der blef mangen kiek Perſon
For denne ſkyld omvendte
Til Jødernes Religion
Og deris GUD bekiente.
Der kom formedelſt Jøders ſkyld/
I mange fremmet Siæle/
En Redſel/ Skræk og Hierte-Byld/
Som ville dennem qvæle.

IX. Kapitel.

Paa Tolfte Maanets Trettend’ Dag/
Da Jødernes U-venner/
Vild’ have giort et Nederlag
Paa Qvinder/ Mænd og Svenner;
Ret lige paa den ſamme Tid
Sig Bladet haſtig ſnode/
Den Dag før ſom beſtemt til Striid/
Blef vendet dem til gode;
Den Dag der mange ſtod bereed
Til Jødernes Ulycke/
Og dennem under Fødder ned
Vil have tænkt at trycke/
Paa ſamme Dag kom Bud og Ord
Med Poſt og ridend’ Knegte/

At Jøderne for Vold og Mord/
Sig maatte frit forfægte;
Den ſamme Dag der var anvent
Af Jøden Blod at ſue/
Den ſamme Dag ſtod Jøden ſpent
Og lagde Piil paa Bue;
Der andre tænkte Kongens Dom
Var Hiemmels-Mand til viſſe/
Da falt Ulycken tung og grum
Paa deris egen Iſſe;
Thi Jøderne berede ſtod/
Det beſte ſom de kunde/
At tappe deris røde Blod/
Som dennem Ont vil unde;
Hvor over at det kom ſaa viit/
Dem ingen røre torde/
De ſaae det blef en ſlet Profit/
Om nogen ſaadant giorde/
Og ingen kunde mod dem ſtaa/
Men maatte fra dem vige/
Thi deris Frygt var falden paa
Det heele Kongerige:
At Øverſter og Ombuds-Mænd/
Og Førſter og de Store
Ophøyet mangen Jøde-Svend
I Landet hvor de fore/
Og unte dem Forleeninger
Paa Mardochei Vegne/

Thi Mardochei Navn i ſær
Lod mange høyt antegne;
Og Mandens Rygte var udſpred
For mange Folkes Øre/
At hand den ſtørſte Myndighed
Neſt Kongen kunde føre;
Saa mange ſig beflittet paa
Hans Gunſt at kunde vinde/
Og hans U-venner ſig undſaae
Practic mod ham at ſpinde.
Saa ſamlet alle Jøder ſig/
Tog fat paa Sværd og Klinge/
O ſlog ihiel dem ſom med Svig
Har vildet dem ombringe;
Og giorde Fienden ſamme Skiel
De tænkte dem at giøre/
Thi deris Blod mand kunde vel
Paa deris Hovet føre.
I Suſan det for Alvor galt
Med dem der tog at krige/
Ved Jøders Vaaben nederfalt
Fem Hundret Mænd tillige;
Og Amana Sønner blef ey fri/
Som før bar Ære-Krantzen/
Mand ſlog ihiel dem alle Ti/
De maatte med i Dantzen:
Førſt ſlog mand Parſandatha ned/
Og Dalphon blef ey ſkaanet/

Aſpatha gik i Løbet med/
Horatha ſiden daanet/
Adalia til Jorden falt/
Og Aridatha døde/
Parmaſta blef med Stricke qvalt/
Saa lagde mand dem øde/
Ariſai hand bød god Nat
Og Aridai ſiden/
Saa tog mand Vaieſatha fat/
Dog hand var ganſke liden.
Her ſeer du hvor det Aman gaar
Med alle ſine Sønner/
Som Jødernes Modſtander var/
Thi GUD enhver belønner.
Men Jøderne ey rørde ved
Ey mindſte Traad og Tave
Af deris Gods der fulde ned
De ville det ey have.
Saa blef der et Regiſter giort
Paa de formyrde Mænder/
Og deris Navn der døde bort/
Og flyd i Kongens Hænder;
Og Kongen paa ſin Throne ſad/
Og ſaa til Eſther ſagde:
Fem Hundret Mænd i Suſan Stad
Er bleven ødelagde/
Foruden Amans Sønner Ti/
De ſtolte Mænd og kiæcke/

De gik ey heller Ram forbi/
Men Halſen maatte ræcke;
Er her i Staden falden ned
Saa mangen blodig Pande/
Hvad meenſt du da maa være ſkeed
I Kongens andre Lande?
See/ det er efter din Begiær/
Er her nu noget andet/
Som ligger dig om Hiertet nær/
Og giøris kand i Landet?
Da ſiig det frem/ hvad beder du?
Jeg ſvær det ved min Ære/
Jeg ſkal i denne Time nu
Fuldkomme din Begiære;
Da ſvaret Eſther: kand det ſkee/
Og Kongen det behager?
Da giør Anſtalt/ at Jøderne
I Morgen tilig tager
Hver Amans Sønners døde Krop/
Og dennem alle lader
I Galgen ſamtlig hidſis op
I Selſkab med ſin Fader.
Og Kongen ſagde: hvad du vilt/
Jeg gierne det bekræfter/
Det blef altſammen ſtrax beſtilt
Den anden Dag der efter;
De Jøder tog/ ſom Eſther bad/
De nederſablet Drenge/

Og hængte dennem der i Rad
For Veyr og Vind at ſlenge.
Paa tolfte Maanets fiortend’ Dag/
Før Soel til Hvile render/
Blef atter ſkeed et Nederlag
Paa trende hundret Mænder;
Dog er de Jøder det en Roos/
De ville ſig vel hævne/
Men plyndret ey de Dødes Gods
Ey Midler eller Ævne.
Af andre Riger hafde mand
De viſſe Bud og Tiender/
At Jøder giorte ſkarp Modſtand
Mod alle deris Fiender;
Saa vit Kundſkab var løben ind/
Da var de alle rede/
Ved fem og ſyv-ti tuſend Kind
Forblegnet i den Vrede;
Men Gods og Midler end ſom før/
De ville det ey røre/
Hvad lukt er inden Laas og Dør/
Skal Arvingen tilhøre.
Der dette ſtore Slag var ſkeed/
Fik Jøde-Mand og Svenner/
I deris Stæder Rolighed/
For alle ſin’ U-venner.
Den trettend’ Dag ſtod dette Slag/
Den fiortend’ fik de Hvile/

Da kom de ſammen med Behag/
Til Giæſtebud at iile.
Men Suſans Jøder fik ey Tid
Den Dag i Fryd at bruge/
Det var den Dag de ſtod i Strid/
Og Sværdet tog at ſluge;
Den trettend’ og den fiortend’ med/
Var begge Stridens Dage/
Thi blef den femtende bered
Til Frydens-Dag at tage;
Den Skik blef holt og tagen ved
Et Aar alt efter andet/
At Jøder ſom i Rolighed/
Har Vaaning ud paa Landet/
Særdelis i hver ringe By
Og i de ſmaa Kiøbſtæder/
At de hver Aarlig Aar paa ny
Et Giæſtebud bereder
Den fiortend’ Dag i Fred og Fryd
Og Mad og Viin tillaver/
Med Lyſt og Leeg/ med Spil og Lyd/
Og hvis GUD givet haver/
Og byder ind med ſig til Giæſt
Naboer/ Slægt og Frender/
Og fattig Folk/ ſom boer der næſt/
At mand dem noget ſender.
Og Mardocheus lod en Bog
Om dette Verk forfatte/

Hvorledis alting ſig tildrog/
Samt og derhos indſatte
Den Viis og Skik mand Aar fra Aar
U-brødelig ſkal holde/
Saa længe Land og Stæder ſtaar
Beſkandſet om med Volde/
At paa den fiortend’ Aders Dag
Og femtende tillige/
Skal alle Jøder denne Sag
For Folk og Slægter ſige/
Og Efterkommer vide kand/
Hvorledis GUD udfride
Sit Folk ifra den Morder-Mand/
Som agtet dem at ſlide/
At det den Dag og Maanet var/
Paa hvilken GUD lod vende
Sit Folkis Graad og tunge Kaar
Til en lykſalig Ende;
At HErren al U-roelighed
Af Landet lod forjage/
Saa de for Krig beholte Fred/
For Sorrig gode Dage.
Saa ſkal da Folket glad og fro
Erindre ſig alt dette/
Og forberørte Dage to
Til Frydens-Feſt indrette/
Paa hvilken Tid mand Fryd og Spil
I Giæſtebud tillaver/

Og en den anden byder til
Sin Gaver og Giengaver;
Og Fattige/ ſom intet har
Foruden tomme Vegge/
At mand for Guds ſkyld noget lar
Til deris Tarf anlegge.
Saa blef de Breve ſkicket bort
Til alles Gavn og Gode/
Saa vel til langt fra liggend’ Ort/
Som dem der nær hos boede.
Der alle Jøder det forſtod
Af Mardochei Breve/
Hvad hand der i befale lod/
De ſtrax foreenet bleve/
At giøre det hand dennem bød
Om diſſe tvende Dage/
Og hvilken Jøde det forſkød
Ham ſkulle mand anklage;
Fordi hand hafde denne Sag
Ret punctuel forklaret/
Og Amans onde Hiertelag
I Brevet Aabenbaret/
Hvorledis den ſpisfindig Krop/
Og Jøders arge Fiende/
Et Blode-Bad har ſpundet op
Mod hver en Mand og Qvinde:
Hvorledis hand i Lod og Puur/
For deris ſkyld lod kaſte/

Og løbet ſom en Ræv paa Luur/
Der Lammet vil antaſte/
At hand et ſkalcke Pus og Nik
I Kongens Øre blæſte/
Men Eſther ind til Kongen gik
Og talet Landſens Beſte;
Saa det blef Aman ſelf til Meen
Hand andre lod angive/
Det galt hans eget Halſe-Been
Der alting gik i Knibe/
Thi hand blef med en Stricke qvalt
Og maatte Galgen pryde/
Hans Sønner maatte med Gevalt
Den ſamme Skiæbne nyde;
At hand uddrak den Kalk til Bund/
Hand i for andre ſkiænkte/
Thi ham paafalt den onde Stund/
Langt før end hand det tænkte.
Saa blef det Bul og Bref oplæſt
Om diſſe tvende Dage/
Og de blef kaldet Purims-Feſt/
Dem ſkulle mand medtage;
Det Purim/ er paa Danſke/ Lod/
Pluraliter at nævne/
Thi Folket har ſit Ønſke naad/
Og fik ſig redlig hævne.
Og hvad i denne Sag er ſkeed/
Det har de ſelf erfaret/

Og med naturlig Øyne ſeet
Alt det her er forklaret;
Og Jøderne de ſvor en Eed/
Hvorpaa mand frit maa bygge/
For dennem ſelf og deris Sæd/
At ingen ſkal det rygge/
At alle de ſom den Profeſs
Og Jøde-Slægt antager/
De bruge ſkal den Lovs-Gemeſs
Sin ganſke Lives Dage/
Og Efterkommer hver og een/
Skal tilforpligtet være/
At holde baade puur og reen
Den ſamme Feſt med Ære;
Og ſkulle mod Forhaabning ſkee/
Og nogle ſig aarſager/
Da ſkal mand hannem frit anſee
Saaſom en Ertz-Bedrager;
Saa diſſe tvende Dage ſkal
Ævindelig ey glemmis/
Saa længe Folk og Slægters Tal
Hos Jøderne forfremmis;
Det blive ſkal en Aarlig Feſt
Og Purims viſſe Dage/
For Borger/ Bønder/ Klerk og Præſt/
Som ingen maa forſage.
Og Dronning Eſther atter ſkref
Den anden gang det ſamme/

Til at ſtadfæſte Purims-Bref/
Som alle ſkal annamme;
Og Mardocheus med ſin Haand
Lod Skriften undertegne/
Saaſom et u-opløſelig Baand
Paa ſin og Landſens Vegne/
At hver der noget kand og veed/
Og vel forſtaar Bogſtaver/
Hand paa ſin Siæl og Salighed
Det u-forandret haver/
Ey legge til ey tage fra/
Men i den Eſs at blive/
Som Mardocheus Jøde da
Og Eſther lod beſkrive;
Og Folket ſvaret Ja der til/
Hvad Dronningen paabyder/
Saa ſandt dem HErren hielpe vil/
De gierne det adlyder:
Og giøre hvad dem er befalt
Paa de beſtemte Tide/
Saa længe Folket over alt
Sit Huus i Roe beſidder.
Og Eſther Eed og Løfte tog
Af alle ſvorne Mænder/
Som blef indført i Purims-Bog
Og Jødernes Calender.

X. Kapitel

Aſverus ſiden Aarlig Aar
En Skat paa Landet lagde/
Saaſom enhvers Formue var
Og deris Stand tilſagde;
Den Skat gik over alle Land/
Saa vel hoſ dem der boede
Ved Øer og den vilde Strand/
Som hos de rige Flode.
Hvad om Aſverus vider’ er/
I Stycke-viis at melde/
Anlangende hans Gierninger/
Hans Magt og ſtore Vælde/
Som ſig i hans Regierings Tid
I Landet har tildraget/
Og hvor hand baade hid og did
Har ſtore Land indtaget;
Hvad Mardocheus og paaſlog/
Hvor hand er mægtig bleven/
Det er i Perſers Kongers Bog
Og Meders Krønik ſkreven.
Thi der Aſverus bød god Nat
Og ud af Verden viget/
Blef Mardochei Stoel opſat
Neſt efter ham i Riget:

Saa hand opſteeg til Konge-Navn/
Og GUD det ſaa beſkiærte/
At hand ſit Folk til ſtørſte Gavn/
I Perſien regiærte;
Hand blef en mægtig ſtor Monark/
Af alle vel antaget/
En kiek Soldat i Felt og Mark/
Hvis Mod var u-forſaget.
Hans Brødre/ Folk og ganſke Slegt
Ham elſket mangelunde/
Beviſte ham al den Reſpect/
Som Underſaatter kunde;
Hand og igien anſtilte ſig
I mindſte Verk og meſte/
Som den der var omhyggelig
For Landſens Gavn og Beſte:
Saae meere til Almuens Tarf/
End ſom ſit eget Gode/
Saa det var ham den høyſte Arf/
At Landet kom paa Fode.