Trende Bibelske Bøger/Ruths Bog

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I. Kapitel.

Den Tid i de Hebræers Land
At Dommerne regieret/
Da blef saa svar og dyr Tilstand/
Som neppe før har været;
En Mand af Juda Bethlehem/
Som Elimelech heder/
Drog bort fra Faders Huus og Hiem
Og sig en Plads opleder
Blant fremmet Folk og U-bekandt
I Moabiters Stæder/
I Tanker hand sig der forvent
Saa meget Brød hand æder.
Naemi Mandens Hustru var/
De hafde tvende Sønner/
Som fulte med at see hvad Kaar
De fremmet Lande rønner.
Og Mahlo heed den ene Søn
Mand Chilion anden kalder/
Af Ephratæers Slægt og Kiøn/
Som Juda Land tilfalder.
Hand drog med Vif og Sønner bort/
Og tænkte det er bedre
At trælle hos en andens Port
End svelte blant sin Fædre.

Hvad giør ey Hungers skarpe Sværd
Forinden egne Telte?
Den giør at Folket bliver lærd
Taalmodighed at smelte;
Den gamle Jacob skiøtter ey
At Milene var lange/
Da der var intet baget Dey
I Canaan at fange;
Der hand fornam at Trang gik paa/
Hand sagde til sin Drenge/
Gaar hen hvor Brød er til at faa/
Hvi tøver I saa længe.
Og David heller vælge lod
For Pestilentz at stande/
End Folket skuld’ af Hungers Flod
Fordruknis i hans Lande.
Det dyre Guld er ey saa rød/
Saa blank er ingen Penge/
De jo maa tæles ud for Brød
Naar Mund og Mave trænge:
Da sprang af den Ægypters Boe/
Der hand med Sult var tvungen/
Den gode Kalf den feede Koe
Og hvad der var i Pungen/
Der Qvæget icke rakte til/
Da maatte Jorden springe/
Og self saa nødig som hand vil
Sit Lif for Brød bort-tinge.

Der Elimelech satte Foed
Forinden Moads Enge/
Da døde hand og efterloed
Sin Vif og unge Drenge;
Naemi efter Mandens Død
Sad der en eenlig Enke/
Aad mangen gang et Kummers Brød/
Det hver Mand vel kand tænke/
Den Rigdom hende lefnet blef
Var tvende Faderløse/
Hvor med hun om i Landet dref
Vandkarret fuld at øse;
En eenlig Stand/ ælendig Stand
Hos Skriften sammenlænket/
Mand veed hvad Lyst der findes kand
Naar Hiertet er forkrænket;
At Guld og Gods forlovis kand/
Det har ey stort at sige/
Men taber Qvinden bort sin Mand/
Det vil til Hiertet stige/
Helst saadan Mand som er trofast
I Egte-Seng og Sæde/
Hun ved hans Død har da forkast
Nest GUD sin beste Glæde/
Thi da vil hendes onde Dag
For alvor først fremskride/
Og som en eenlig Spur paa Tag
Forlat i Verden vide,

Naemi maatte friste det/
Der hun som Noe Due/
I Moabs Land omfløy forgræt/
Fant hverken Huus ey Tue/
Omsider der det saa paastoed/
Fik hendis Sønner begge
I Sinde til at fæste Foed
Forinden egne Vegge/
De sætte sig Landet need
Og Moabs Døttre toge/
Den ene Qvinde Arpa heed
Den anden Ruth hin kloge/
De tænkte saa mand ofte søt
I fremmet Skiød kand sove/
Hvor vel det bliver tit fortrøt
Af dem det monne vove.
Der efter det sig saa begaf/
Der Ti Aars Tid var omme/
Falt Mahlon samt og Chilion af
For Dødsens Lee hin kromme/
Saa sad Naemi der igien
Med tvende Sønne-Qvinder/
Hvor skulde nu de Stakler hen
Med sex forblegnet Kinder?
Hvad Raad var her at finde paa?
All’ Venner vare døde/
Den beste Skat i Graven laa/
Her stod tre Huuse øde.

Den første Sorg var stor og tung/
Den sidste dobbelt støvte/
Her stod for Gammel og for Ung
En lige Nød for Døvre;
Her bles indhugget Saar i Saar/
En Sorg mod anden Kamper/
Her tre half-døde Qvinder staar/
Som tre foragtet Lamper.
Naemi kunde sige ret/
Som Joseph med al føye/
Mig tyckes Soel og Maane slet
Til Jorden vil sig bøye;
Min Himmel er foruden Lys/
Min Stierne slet forsvunden/
Her er saa Mørkt udi mit Huus/
Som Mørket i Afgrunden;
Jeg seer mig om til høyre Haand/
Jeg seer til venstre Side/
Bekymres maa min Siæl og Aand
For dem der med mig lide;
Jeg drager/ ach! jeg drager saa/
Hvor længe skal jeg drage?
Saa længe til den komme maa
Mig Byrden skal aftage;
Jeg staar det icke længer ud/
Min’ Kræfter vil forsmægte/
Jeg troer at Gud er Trøstens GUD/
Hand kand sig self ey nægte.

I slig Bekymrings Tanke stod
Naemi mange Dage/
Omsider hun beslutte lod
Hiem til sit Land at drage;
Hun hiemme fra det høre faar
Der gik i Snak og Rygte/
At Gud med Brød og frugtbar Aar
Sit Folk igien besøgte;
Hun hørte der stod moedne Ax
Og Agerne de groede/
Thi giorde hun sig rede strax
Hiem til sit Folk omsnoede;
Men Ruth og Arpa fultis med/
De tvende Sønne-Koner/
Den gamle Stakel gik afsted
Og Foden icke skoner/
Men der de kom af Moabs Land
Paa Græntzen i de Daler/
Naemi med en god Forstand
Sin’ Svogerster tiltaler:
Min’ hierte Døttre begge toe/
Jeg Moderlig begiærer/
At I igien til Huus vil snoe
Og eder ey besvsærer;
Hvad kand det være jær til Gavn
Saa lang en Vey at tage/
Saa vender om i HErrens Navn
Og skaaner den U-mage;

I haver eder saa bereed
Mod mig og mine Sønner/
At Gud med al Barmhiertighed
Det visselig belønner;
Jeg tacker Arpa/ samt og Ruth/
I vare mig saa gode/
Jeg tacker jær for hver Minut
Vi kierlig sammen-bode/
I helst betackes skal af mig
For al den Fliid og Møde/
At I beviiste hver for sig
Mod begge mine Døde/
I lefde med dem kydsk og troe/
Som ærlig Egte-Mager/
Gud unde eder Fred og Roe
Med Lif og lange Dager;
Saa vender om hver til sin Sted/
Hver til sin Moders Boelig/
Gud være self i følge med/
Det ensser jeg saa troelig;
Hun kyste dem og tog Afskeed
Og bad dem vel at fare/
De Taarer rant som Strømme ned/
De kunde sig ey bare;
Om Halsen de sin Moder falt
Og toge til at skrige/
Om det vor ung Lif end galt
Vi fra dig ey vil vige/

Vi ville med dig følges ad/
Hvor du før hafde hiemme/
Hen til dit Folk din Slægt din Stad/
Og lade GUD betemme.
Naemi svarer/ icke saa
Min’ Døttre giør det icke/
Hvor efter vil I med mig gaa/
Hvor kunde det sig skicke/
Hvor skulde jeg nu skaffe frem
Og Sæd udaf mig give/
Hvor skulle jeg nu føde dem
Der eders Mænd kand blive?
Hvor skulle der udaf mit Lif
Ny Planter kunde bringes/
Jeg som er vissen/ tør og stif/
Og høyt af Alder tvinges.
At Broder skal i Broders Sted
Den Efterlatte tage/
Og væcke saa sin Broders Sæd/
Det bør hand ey forsage;
Men naar at Broder ey er til
Og ey til Verden baaren/
Det af sig self da falde vil/
Og Haabet er forlaaren.
Saa vender om til Huus at gaa/
Det skeer dog ingenlunde/
At jeg paa ny kand Sønner faa/
Som eder ægte kunde;

Det bliver eder alt forseent
Derefter til at vente/
Naturen har mig slet formeent
At bringe saadan Rente;
Min Alder ey tillade kand/
At jeg mig skulde gifte/
Og atter tage mig en Mand
Nyt Egteskab at stifte.
Og om mig GUD en Søn i Favn
I denne Nat vild’ skiencke/
Det blef dog eder ey til Gavn/
Det kand, I self vel tænke;
Hvor kunde I den Tid opnaa/
Det var forlangt at tøve/
I maatte eder lave paa
En stor Taalmod at prøve;
Maa skee før Drengen blef saa stor/
At hand sit Sind forandret/
Da var I lagt i Støv og Jord/
Og hen af Verden vandret.
Saa reyser hen til eders Land/
Og seer jærs Huus tilgode/
Hvo veed jærs Lycke vaagne kand
Naar I det mindst formode;
Og ingen er saa gammel end/
Om GUD det ville give/
I begge jo med smucke Mænd
Forsiunet kunde blive;

Det tienliger for eder var/
End at I skulle træde
For min skyld i bedrøvet Kaar/
Og ævigt Enke-Sæde.
Min’ Døttre jeg ey andet kand/
Naar jeg vil ret betænke/
End at jeg min og eders Stand
Med Suk maa sammenlænke;
O! var her Raad og Redning til
Jærs tunge Kaar at jævne/
GUD veed/ hvor gierne jeg det vil/
Men ach! her fattis Ævne;
I seer jo self at HErrens Haand
Er over mig udgangen/
Jeg gaar med en beængstet Aand/
Som den der sidder fangen!
Der de det hørte toge de
Høyt over sig at skrige/
De raabte voch! o vee! o vee!
Og gaf sig sørgelige.
Med sin Vær-Moder Arpa tog
Afsteed/ og hende kyste/
Og til sit Land tilbage drog/
Bad GUD sig ville trøste.
Men Ruth var af et andet Blod/
Det hun i Hiertet skiulte/
Hun sig med Ord ey tage lod/
Men med sin Moder sulte;

Hun stadig var i sit Forsæt/
Og ingen Snak vil agte/
Hun slet forskød alt det og det
Mand hende forebragte.
Naemi sagde Ruth jeg dig
Vil sige ret mit Tycke:
Hvad er det du vil følge mig/
Du spilder kun din Lycke;
Hvad Raad! hvad Hielp! og hvad Bistand!
Kand jeg for dig optænke?
Jeg som mig self ey hielpe kand/
Og er en Værgløs Enke;
See/ Arpa lyde jo mit Bud/
Hun snode Fod og rente
Hen til sit Folk og til sin Gud/
Dem hun tilforn kiendte;
Hvi giør du ey det samme med/
Vendt om og søg din Søster/
Det bliver dig kun til fortræd
Om du mig følge lyster.
Ruth svaret: Kiære/ lad mig ey
Et Ord om saadant høre/
At jeg fra dig skal gaa min Vey/
Det vil jeg aldrig giøre;
Ney! jeg vil gaa did hen du gaar/
Og blive der du bliver/
Om det til Verdens Ende var
Jeg mig der hen begiver/

Og hvor du vandrer ind og ud/
Did hen jeg ogsaa vandrer/
Dit Folk mit Folk/ din Gud min Gnd/
Det Sind jeg ey forandrer;
Derfore beeh mig ey der om/
Du maat ret aldrig meene/
At jeg nu paa din Alderdom
Forlader dig alleene;
Hvorledis det og løber af/
Hvor Lycken sig omfolder/
Jeg dog af Hiertet til min Graf
Dig for min Moder holder:
Og hvor din’ Been sin Hvilested
I Støvet skulle have/
Der vil jeg hvile mine med/
Og lade mig begrave:
Jeg omt og got/ jeg Lyst og Nød
Med dig tilsammen bærer/
Og intet uden Grav og Død
Vor Venskabs-Baand afskiærer:
Min Haand/min Mund jeg dig til Pant
Vil give/ naar du kræver/
Jeg svær/ og det skal blive sant/
Saa sant som HErren lever.
O noble Siæl og redlig Blod!
O dyrebare Gave!
Det vel var vært slig Træer stod
Nedsat i hver Mands Have.

Der nu Naemi kunde vel
Af Ruthis Ord fornemme/
At hun var af en ſtadig Siæl/
Da lod hun ſig betemme/
Hun hendis u-bevæget Sind
Med Ord ey meer bemøyet/
Men begge to paa Reyſen ind
Til Canaan ſig føyet.
Saa komme de til Betlehem/
Der hun tilforen boede/
Hun fant der forig Huus og Hiem/
Men mange Ting omſnoede.
Der det nu rygtes over Land
Og hendis Ankomſt hørtis/
Da blef forundret alle Mand/
Den gamle Stad oprørtis;
Den eene ſpør den anden ad/
Hvad Nyt er disſe Dage?
Naemi er her i vor Stad,
Hun kommen er tilbage;
Vi tænkte hun for langen Tid
Forraadnet var og borte/
Nu er hun atter kommen hid
Forinden voris Porte.
De ſpurte hende hver for ſig/
Saa mange hende funde/
Er det Naemi er det dig/
Vi det ey tænke kunde.

Hun ſvaret: ach! jeg undris paa
 I mig Naemi kalder/
Jeg heller Mara kaldis maa/
 Mig Verden bitter falder;
Naemi, det er Lyſtighed,
 Men hvor er den at finde/
Af Lyſt og Fryd jeg intet veed
 Jeg uſle fattig Qvinde;
Thi den almægtig HErre GUD
 Mig har bedrøvet ſaare/
Førſt blef min Mand af Døren ud
 Henlagt paa Dødſens Baare/
Derneſt min’ Sønner ligeſaa
 Blef ſkiult blant Torf og Steene/
Nu maa jeg her i Verden gaa/
 Som den der er alleene.
Fuld drog jeg bort fra Betlehem/
 Men tom kom jeg tilbage/
Tom har vor HErre ført mig hiem/
 Det er min Hiertens Klage:
Jeg er ſom den der grummelig
 Er lagt i Bolt og Klemme/
I dog Naemi kalder mig/
 Hvor kand det ſig beqvemme.
Saa kom Naemi med ſin Ruth
 Til Betlehem at være/
Da Bygget var om Høſten ſkut
 Og Folket ſkulle ſkiære;

Ret paa den Tid at Agre ſtod
 I modne Ax og Blomme/
Og hver Mand Høſte-Folket lod
 Med Seilerne fremkomme.

II. Kapitel.


Der var en Mand af ſtor Reſpect
 Af Elimelechs Stamme/
Hand var Naemi Hosbonds Slegt/
 Og Boas heed den ſamme;
Blant dennem der hand boede hos
 Hand hafde ſtort at ſige/
Og for hans Middel og hans Gods
 Blef regnet for de Rige.
Ruth ſin Hosbondis Moder bad/
 Og ſagde med ald Ære/
See Folket gaar af denne Stad
 Paa Marken Byg at ſkiære/
Saa gif mig nu forlov dertil
 Paa Landet ud at vanke/
Om nogen ſig miſkunde vil
 At jeg hans Ax maa ſanke/
Du veedſt at vi nu ſidder her
 Og intet har til Næring/
Og at her udi Huuſet er
 En knap og ſmal Fortæring;
Hun sagde/ gak min Datter gak/
 Gak bort og prøf din Lycke,
See til det bli’r ey til U-tak
 Og got Folk til Mistycke.

Saa gik hun bort og ſanket Ax
 Paa Marken hvor hun kunde/
Hun hittet paa den Ager ſtrax,
 Som laa paa Boas Grunde.
Det finnes ſom af Gud det ſaa
 Beſkicker ſelf og laver/
At fattig Folk kand noget faa
 Af hvis den Rige haver;
At GUD/ ſom Enkers Dommer er/
 Sig dennem ſelf antager/
Og for enhver hand haver kier
 Alting til beste mager.
See Boas ud paa Marken gik/
 Og Høſte-Folket funde/
Hand ønſket, efter Landſens Skik/
 Til Lycke mangelunde/
Hand ſagde: HErren naadelig
 Med eder alle være/
De ſvaret: GUD velſigne dig/
 Og giorde hannem Ære;
Hand ſpurde Svenden, ſom var ſat
 Høſt-Folket at tilſige/
Der hand paa Ruth ſit Øye ſat/
 Hvad er det for en Pige?
Hvem er hun fraſ hvem hør hun til/
 Veedſt du hvor hun har hiemme/
Jeg ſtraxen dette vide vil/
 Og lad mig det fornemme.

Da ſvaret Svenden, ſom der ſad:
 See det er Ruth den fremmet/
Som med Naemi fultis ad/
 Og ſig der til beqvemmet;
Det er den Ruth af Moabs Land/
 Som ey forlod den Gamle/
Hun kom der Morgen-røden randt
 Og bad hun maatte ſamle.
Her har den Stackel ſtedſe ſtaaet
 Med lappet Fod og Hoſe/
Og hvad hun ſanket har og faaet
 Er lagt i liden Poſe/
Hun bar det til Naemi hen/
 Et lidet var hun borte/
Saa kom hun atter hid igien/
 Thi Maven vil ey ſkorte.
Da kaldet Boas Ruth til ſig,
 Og ſagde: hør min Daatter,
Sank du kun frilig Ax hos mig
 Paa ald min Grund og Lotter/
Sank frit ſaa længe du har lyſt/
 Gak ey paa fremmet Ager/
Gak ey her fra til andris Høſt/
 Men ſank hvad Poſen tager;
Jeg gierne dig det unde vil/
 Den Levning dig tilhører/
Jeg har og ſagt min’ Svenne til
 At de dig intet rører.

Du ſeer hvor Skiære-Folket gaar/
 Og efter dem du ſtiger/
Følg efter frit hvor de gaar for/
 Og holt dig til Min’ Piger;
Og derſom Tørſten tvinger dig/
 Da kandſt du dig betiene
Af ſamme Kar/ ſom endelig
 Er ſat for mine Svenne/
Du har aldeelis ey behov
 At blues for Mistycke/
Jeg dig at øſe gir Forlov
 Din Tørſt der med at ſlycke.
Da ſtrax falt Ruth til Jorden ned/
 Den fattig fremmet Qvinde/
Og tacket at hun blef anſeet
 Hans ringſte Tienerinde;
Hun sagde/ hvad har jeg fortient
 I nogen-haande Maade,
At du dit Anſigt haver vendt
 Til mig med saadan Naade?
Jeg ſom er en Udlændiſke/
 Afſkilt fra Slægt og Frende,
Hvo ſkulle mig ſlig Gunſt betee/
 At hand mig vilde kiende.
Da ſvaret Boas: jeg har hørt
 Alt got om din Perſone,
Dit Navn er vel for alle ført,
 Alt for den gamle Kone/

Som din Hosbondes Moder er/
 At du dig vil paatage
En ſvar og lang Udlændings-Fær
 Med hende bort at drage/
Og efter din Hosbondis Død/
 Langt heller vilde lide
Med hende baade Sorg og Nød/
 End hiemme rolig ſidde/
At du forlod dit Huus og Hiem/
 Da hun ſin Reyſe ſpente/
Og fulte hende bort til dem
 Du ey tilforne kiente;
See ſaadan din Oprigtighed
 Skal HErren ſelf belønne/
Thi den alvidend’ GUD vel veed
 Om ſaadant ret at ſkiønne;
Og GUD ſom boer i Iſrael/
 Skal med ſin Vingers Skygge
Forvare dig ſaa gandſke vel/
 At ingen ſkal dig rygge.
Hun ſagde: ſee min Herre har
 Mig overflødig trøſtet/
I det hand med ſit milde Svar
 Mit Hierte har forlyſtet/
Og talet mig ſaa venlig til/
 Sin ringe Tienerinde/
Jeg ønſker hand fremdelis vil
 Mig Naade lade finde;

Hvor vel jeg i min’ Øyne mig
 Befinder ſelf ſaa ringe/
At og hans ringſte Pige ſig
 Høyt over mig maa ſvinge.
Men Boas ſagde/ holt dig hid/
 Stig frem og vær tilſtæde/
Naar du fornemmer Maaltids Tid
 Og Folket gaar at æde/
Da tag et Brød og ſæt dig ned
 Og æd hvad dig beſkickes/
Din Bid/ og hvad der er bered/
 Lad den i Ædik ſtickes;
Hun giorde ſaa ſom Boas bad/
 Og paſſet paa de Tider/
Naar Høſte-Folket finge Mad
 Sad hun ved deris Sider/
De lagde ſvedne Ax her frem/
 Der icke vare koget/
Hun aad og mættet ſig af dem/
 Og levnet endda noget/
Derefter ſtod hun op paa ny/
 Og gaf ſig til at ſamle/
I Tanker at gaa hiem til By
 Og deele med den gamle.
Og Boas ret med ſtor Alvor
 Sin’ Svenne lod befale/
I ſkal ey Qvinden hvor hun gaar
 Med Skiændsels-Ord tiltale:

I lader hende ſanke frit/
 Jeg vil det ſelf tillade/
Thi hvad hun ſanker er af mit
 Og mig til ingen Skade/
Lad hende gaa blant Neger hen/
 Og lede hvor hun lyſter/
Lad ligge noget og igien
 Af Hoben/ den I høſter/
At hun dismeere finde kand/
 I Sæcken hiem at bære/
I hende ey med U-forſtand
 Derover maa vanære.
Hun ſanket til det Mørk paafalt/
 Saa veyet hun Indtægten/
Det blef bereignet over alt
 En Epha Byg i Vægten;
Det er omtrent en trede Part
 Af vore Danſke Tønder/
Naar Kornet reignes reent og hart
 Før det er malet ſønder.
Saa tog hun da den Epha Byg/
 Der alt var reent og drøftet/
Hun lagde det oppaa ſin Ryg
 Og paa ſin Skuldre Løftet;
Hun gik der med til Staden hiem
 Træt/ mødig og beſværet/
Hun bar det til ſin Moder frem
 Og hende det foræret;

Hun tog og frem og hende gaf
 Udaf ſin fattig Evne
Det lille Mad hun aad udaf/
 Og det hun monne levne:
Hun tænkte ſaa/ jeg icke kand
 Det over Hiertet bære/
At ſee dig med en Brødløs Tand
 Og mig at mættet være.
O kunde mange findes her
 Af ligedan Gemytte/
Mand for alt Guld i Verden er
 Ey burde dem bortbytte.
Da nu den Gamle med behag
 Saae hvad der hiem blef baaret/
Hun ſpurte/ hvor har du i Dag
 Min hierte-Daatter vaaret/
Hos hvem har du arbeydet nu
 Hvis Ager har du gravet/
Hvo haver kommet dig ihu
 Og med det Byg begavet/
Velſignet være den for GUD/
 Som dig min Daatter kiente/
Fra Gud hand viſt er ſkicket ud/
 Som os den Hielp tilſente;
Hun ſin Hosbondis Moder gaf
 Strax Sandingen tilkiende/
Og alle Ting fortællet af
 Hvor det gik til med hende;

Hun ſagde: du ſpør om den Mand
 Hos hvem jeg har arbeydet/
Da viid/ at Boas heder hand/
 GUD ſelf mig did geleydet.
Naemi ſtrax i Talen falt
 For Ruth ſin Sønne-Qvinde/
Og raabte/ ſaa det over alt
 Gaf Skrald i Huuſet inde:
Er Boas det/ er det den Mand
 Den du i Dag har funden/
O! O! velſignet være hand
 Hver Dag at Soel har runden;
Hand icke have vil forlat
 Barmhiertighed at øve/
Mod dem/ der er forarmet plat/
 Og tunge Kaar maa prøve:
Hand tænker paa Miſkundheds Vey
 Mod Levende og Døde/
Jeg troer/ hans Navn udſlættis ey
 Før Verden leggis øde.
Merk her/ Miſkundhed mod en Død/
 Det er ey Siæle-Meſſe/
Hvor ved forkortis mangens Brød
 Til Pavens Intereſſe.
Men vil du giøre vel imod
 Den Mand i Graven ligger/
See til du bliir hans Enke god/
 Og dem der gaar og tigger.

Den Døde har ey Gavn deraf/
 Men de der lever over/
Sligt ſkal hukommis i din Grav/
 Naar du blant Døde ſover.
Til Ruth Naemi ſagde ſaa/
 Du ſkalt og vide dette:
Den Mand/ hvis Grund du ſanket paa/
 Tilhører os med rette/
Hand er vor Arving til alt det
 Vort Jordegods anrører/
Thi hand tilfalder Løsnings-Ret/
 Saa viit den Sag tilhører.
Ruth ſvaret: Manden bød mig til/
 At følge med hans Drenge/
Og ſanke mens jeg kand og vil/
 Og det indtil ſaa længe
At Høſtens Tid fuldender ſig;
 Men ſee/ Naemi ſiger:
Min Ruth/ det bedre lader dig
 Du følger med hans Piger/
Paa det at ingen gives maa/
 Med Billighed Aarſage/
Dit Navn at tale ilde paa/
 Og føre nogen Klage;
Og om det u-forvarend ſkeer/
 Du gik paa fremmet Ager/
Det Høſte-Folk/ ſom dig der ſeer/
 Det ilde viſt optager.

Hun tog det Raad den Gamle gaf/
 Og Reyſen ſtrax henbøyer
Til Boas Pigers Sanke-Lav/
 Og ſig til dennem føyer/
Blant dem hun gaar/ blant dem hun ſtaar/
 Og ſanket mens hun lyſtet/
Indtil at Byg og Hvede var
 I Huus og Lader høſtet/
Saa mangen gang til Jorden ned
 Den trætte Krop maa lude/
Og for et Ax at ſtryge Sved/
 Til Høſtens Tid var ude.
Saa drog hun ſiden atter hiem/
 Der hun lod af at ſamle/
Og førte ſaa til Betlehem
 Sin Avling til den Gamle.

III.Kapitel.


Der nogen Tid forſkinnet hen/
 Til Ruth Naemi taler:
Her Ruth/ min Daatter og min Ven/
 Hvad jeg dig her befaler:
Den Boas her i denne Bye/
 Som er vor neſte Frende /
Af hvilken her gaar megen Ry
 Blant alle dem ham kiende;
Den Mand du gaf den ſtore Roos/
 At hand ſaa from ſig teede/

Hvis Piger du har været hos
 Den heele Høſt at lede;
Hand ſkal ſit Byg i denne Nat
 Paa Loen lade kaſte/
Og Kaſte-Skovlen tage fat
 Med Verket til at haſte.
Tag Sæbe/ hvor den er at faa/
 Og toe dig hvid og faver/
Gak/ ſalv dig ſmukt/ tag Klæder paa
 De beſte ſom du haver/
Gak u-formerkt til Loen bort/
 At ingen dig fornemmer/
Skiul dig indtil Maaltid er giort/
 Og hver i Seng ſig giemmer;
Thi da ſkal hver med Øll og Mad
 Sig vide vel at pleye/
Og ſiden ſamtlig følgis ad
 At ſøge hver ſit Leye.
See til du merker grant den Sted
 Hvor Boas gaar at hvile/
At du da med al Tugtighed
 Til ſamme Sted kand ile;
Leg dig ved Mandens Fødder ned/
 Men ey ved Mandens Side/
Naar du hans Been da rører ved/
 Skal hand dig lade vide/
Hvad hand om dig beſluttet har/
 Og hvad hand har i Sinde/

Jeg troer du ved hans gode Svar
 Skal dig fornøyet finde.
Hvad ſkal mand om Naemi Raad
 I dette Stykke dømme?
Hvad om den Mand had giort et Daad/
 Som icke kunde ſømme/
Hvad om hand hafde Ruth bekient
 Med en u-lovlig Brynde/
Hvad om hun hafde bleven ſkient/
 Og locket til at ſynde?
Hvad om/ der hand fornam at Ruth
 Var af en liſtig Miine/
Hand hende hafde ſlæt forſkudt
 Fra sig og alle ſine.
Hvad om/ naar hun beſovet var/
 Hand da/ ſom andre fleere/
Lod hende drive fra ſin Gaard/
 Og for et Vrag paſſere.
See/ var Naemi icke da
 Aarſage til Ulycke:
Hun raade til og icke fra/
 Hvor vil mand det beſmycke.
Maa ſkee/ mand ſaa vil bringe for/
 Hun ſøgte Ruthis beſte/
At hun/ ſom før en Fremmet var/
 Kand Foed i Landet fæſte:
Hvis hun i dette Fald har giort/
 Var alt i beſte Meening/

At Ruth dis før kand komme fort
 Til Egteſkabs Foreening?
Men her/ min Ven/ jeg ſvarer saa:
 Sligt ſømmer ey de Fromme/
Mand intet Ont maa finde paa
 At Got der af kand komme;
Hvo vil med Blod ſig vaſke vel/
 At toe ſin’ Hænder reene?
Hvo ſlage vil en Præſt ihiel/
 Sin GUD der med at tiene?
Hvo vil forhærde ſlæt et Land/
 At Fred paa Foed kand bringis?
Bør ſaadan en forhærdet Mand
 Ey drives bort og tvingis?
Men ſee/ vor GUD/ ſom alting veed
 For ſine ſmugt at lave/
Hand Qvindens U-betænkſomhed
 En god Udgang lod have:
Langt over det vi ſelf forſtaar/
 Hand ofte tit kand giøre/
Og giver ofte bedre Kaar/
 End Bønnen frem kand føre.
Den Tid at Ruth fik endelig
 Naemi Raad at høre/
Hun ſvaret: Moder/ hvad I mig
 Befaler/ vil jeg giøre.
Hun ſtraxen hen til Loen gik/
 I Hiertet heel belettet/

Og efter Ordres ſom hun fik/
 Den ganſke Sag forrettet.
Det lacket fort ad Aftenen/
 Mand ædet har og drucket/
Det trætte Folk ſin Møye hen
 Med Viin og Vædſke ſlucket/
Ja/ Boas ſelfver gladelig
 Den ſkienkte Skaal ſamtyckte/
Indtil hand maatte legge ſig/
 Og Søvnen hannem trykte/
Blant Hoben iblant Negene
 Hand lagde ſig at ſlumme;
Der Ruth fik ſaadant til at ſee/
 Hun tøvet ey at komme/
Men ilet hen til ſamme Sted
 Før nogen kund’ det agte/
Og lige hos hans Fødder ned
 Henlagde ſig ſaa ſagte;
Ved Mandens Been hun foldet op/
 Mens Boas blef forfærdet/
Hand tænkte mindſt en fremmet Krop
 Var ham ſaa nær indgiærdet.
Hand vognet midt i Nattens Tid
 Og ſig tilſammen-træcker/
Hand ſpurde/ hvem er kommen hid
 Og mig af Søvn opvæcker?
Hun ſvaret: Herre/ jeg er Ruth
 Den Moabitiſk Qvinde/

Jeg troer/ jeg bliver ey forſkudt/
 Jeg er din Tienerinde;
Breed dine Vinger over mig/
 Og lad mig finde Naade/
Vor Arving eſt du rettelig/
 Du veedſt den Sag at raade.
Da ſagde Boas: HErren ſkal
 Velſigne dig min Daatter/
At du hin unge Karles Tal
 Ey ſammen om dig rotter;
Du har ey løbet efter dem/
 Ey fattig eller rige/
Men ført et ærbart Lefnet frem/
 Som hver veed af at ſige;
Du dig lydagtig har beteed
 I mindſte Deel og ſtørſte/
Den ſidſte din Oprigtighed
 Langt overgaar den førſte.
Nu vel min Daatter/ ſagde hand/
 Lad Frygten blive borte/
Hvad jeg for din Skyld giøre kand/
 Skal ey paa Villien Skorte:
Alt hvad du beder/ ſkal jeg dig
 Til Villie gierne være/
Saa viit min Evne ſtræcker ſig/
 Det ſvær jeg ved min Ære.
Mit Folk i denne ganſke Stad
 Veed om dit gode Rygte/

At Navn og Lefnet følges ad/
 Som Lys i gylden Lygte.
At jeg er Arving veed enhver/
 Og det er nokſom ſanden;
Dog boer her en/ ſom nærmer er
 End jeg og nogen anden;
Blif her i Nat/ ſov ſøt og blid/
 I Morgen/ om jeg lever/
Da ſkal jeg hannem kalde hid
 Med ſine Oddels-Brever/
Staar hand da paa ſin Løsnings-Ræt/
 Og hand vil den forfægte/
Vel an/ da ſkal hand vide det/
 At hand dig og ſkal ægte;
Men hvis hand dig ey tage vil/
 Og giør ſig ſelf til Skamme/
Saa ſant Gud lever og er til/
 Da ſkal jeg dig annamme.
Et Ord et Ord/ en Mand en Mand/
 Jeg holder hvad jeg lover/
Hvor paa du frilig ſove kand
 Til Natten gaar for over.
Saa ſov hun hele Natten ud/
 Nedlagt ved Mandens Fødder/
Men Mandens kierlig Ord og Liud
 I Hiertet fæſtet Rødder.
Saa ſtod hun op der Dagen randt/
 Og ſig til Reyſen vendte

I Dagningen før Mørket ſvandt/
 Før en den anden kiendte.
Da tænkte Boas ſaa ved ſig/
 See/ ſkulle nogen vide/
At her en Qvinde laa ved mig/
 Det kunde jeg ey lide.
Hand ſagde: ræk din Kaabe frem
 Og tag en liden Gave/
Du ſkalt ey gaa tomhændet hiem/
 Men noget med dig have;
Hun Kaaben/ den hun hafde paa/
 Heel ſædelig fremrakte/
Hand øsde men der kunde gaa
 Og hende det tilbragte/
Der maalet blef ſex Maader Byg/
 Saa meget tog den Kaabe/
Og det blef lagt paa hendis Ryg/
 At ſlæbe frem tilhobe.
Saa gik hand hiem til Staden ind/
 Og hun hiem til sin Moder/
Hand vandret med et ſtadigt Sind/
 Og hun med ſmucke Noder.
Naemi/ ſom begierlig er/
 At vide hvor er ganget/
Hun ſpør: hvad er det ſom du bær?
 Hos hvem har du det fanget?
Hvorledis gaar det til med dig/
 Og hvor er det afløbet?

Siig/ har den Mand erklæretſsig/
 Og vil hand holde Kiøbet?
Ruth ſin Vær-Moder al Beſkeed/
 Fra Punct til Punct fortæller/
Og aabenbarer hvad hun veed
 Med alle ſin’ Tilfæller;
Sex Maader Byg hand ſkaffet mig/
 Jeg ſkulle til dig bære/
At jeg ey/ naar jeg kom til dig/
 Tomhændet ſkulle være.
Naemi ſiger: vær kun ſtil
 Indtil du faar at vide/
Hvor denne Sag afløbe vil/
 Hvad du har paa at lide;
Jeg kiender Mandens Sind og Agt/
 Hand ſkal det icke lade
Før hand det har til Ende bragt/
 Dig ſelf til Gavn og Baade;
Jeg veed/ hand ſkal i denne Dag/
 Sig icke før begive/
Før hand til ſtørſte Velbehag
 Kand denne Sag fulddrive.

IV. Kapitel.


Da gik den fromme Boas bort/
 Hand vidſte ſig at føye/
Hand ſatte ſig i Stadens Port
 For alle Folkes Øye.

Saa kom den nærmeſt Arving der/
 Paa Mandemaal at høre;
Hand ſagde: Frende ſæt dig her/
 Jeg har dig lidt at ſpøre:
Ti Mænd af Stadenſ Ældſte did/
 Hand og til ſig opkalder/
Hand ſagde/ ſætter eder hid/
 At ſee hvad forefalder;
Jeg eder her opfordret har/
 At vidne hvad I høre/
Jeg har en Sag at giøre klar/
 Og ind for Rætten føre.
Hand Arvingen tiltaler ſaa:
 Du har jo vel fornummen/
Hvor det Naemi monne gaa/
 At hun igien er kommen;
Der Elimelech hendis Mand
 Har endet ſine Dage/
Da kom hun i ſin Enke-Stand
 Bedrøvet hid tilbage.
For Trang og Armod hun nu vil
 Det ſtycke Jord afhænde/
Som Elimelech hørde til/
 Der var vor neſte Frende;
Thi har jeg ladet denne Sag
 For dig og mig indſtevne/
Og diſſe Dannemænd i Dag
 Til Vidniſbyrd opnævne.

Jeg tænkte ſaa/ du vide ſkal/
 Hvad Qvinden har i Sinde/
At hun ſin Ager byder fal
 Med Slægt og Svogrers Minde.
Saa ſiig mig med udtydlig Ord/
 Vil du til Arven henge/
Da kiøb nu ſtrax det ſtycke Jord
 For fulde Værd og Penge/
At Folket og vor ældſte Mænd
 Kand denne Handel vide/
Og giøre dette Kiøb bekiendt
 For alle dem her ſidde.
Den førſte Ræt tilkommer dig
 Og icke nogen anden/
Neſt dig tilfalder Lodden mig/
 Og det vil blive ſanden.
Den Arving ſvaret: det er beſt
 Mand ey fra Rætten viger/
Men jeg vil være Kiøbet neſt/
 Jeg det alvorlig ſiger.
Da ſagde Boas: hvilken Stund
 Du løſe vil og have
Vor Broder Elimelechs Grund/
 Da ſkal du dig og lave/
At tage Ruth af Moabs Land/
 Naemi Sønne-Qvinde/
At du der ved opvæcke kand
 Den Dødes Navn og Minde;

Thi ſaa befaler Moſe Lov
 Om døde Brødris Enker/
Derfore giøris vel behov
 Du dig der i betænker.
Den Arving ſvaret: er det ſaa/
 Da kand jeg det ey giøre/
Før ſkal jeg ald min Ræt afſtaa
 Og intet derved røre:
Jeg heller overlader dig
 Den Ræt/ ſom mig tilfalder/
Arf du det ickun frit for mig/
 Og brug det al din Alder;
Thi ſkulle jeg mig tage paa
 Den fremmet Seng og Leye/
Da kunde ſnart forloret gaa
 Min egen Arf og Eye;
At og min egen Oddels-Ræt
 Med Gods og Eyendommer/
Forſpildis kunde ganſke læt
 For all’ min Efterkommer;
Saa hafde jeg kun Sorg der af/
 At al min Slægt og Sønner/
Mig bande ſkal udi min Graf
 Og ønſke ſlemme Bønner.
Der var i fordum ſaadan Skik
 Blant HErrens Folk og Slægter/
Naar nogen ud at ſelge gik
 Sin Jord og ſin Indtægter/

Hvis næſte Frende ſig undſlog
 Og løſte Godſet icke/
Sin Sko hand ſtrax af Foden drog
 Og lod den anden ſkicke/
Til Tegn/ at hand ſin Løsnings-Ræt
 Frivillig ſelf vil ſpilde/
Og overlade ganſke ſlæt
 Sit Kiøb til hvem der vilde.
Naar ſaadan Sko for Rætten kom/
 Stod alle Sager faſte/
Da var det ſom en Oddels-Dom/
 Dem ingen maa kuldkaſte.
Den Arving ſagde Boas til/
 Min Ræt jeg dig tilbyder/
Kiøb hvad du kiøbe kand og vil/
 Jeg icke det fortryder;
Saa drog hand Skoen af ſin Fod/
 Fik Boas den i Hænde/
Da raabte Boas/ der hand ſtod/
 Nu har den Sag en Ende;
Det vitterlig ſkal være dig/
 Og alle dem her ere/
Og alle dem ſom hører mig/
 De ſkulle Vidne være:
Ja/ jeg til Vidne kræver og
 Vor Ældſte her i Staden/
Og al den ganſke Borger-Flok/
 Som handler her paa Gaden/

I vidne ſkal fra denne Stund/
 At jeg har kiøbt og leyet
Den Mark/ den Ager/ Jord og Grund/
 Som Elimelech eyet/
Hvad Chilion og Mahlon før
 Har haft til Eyendommer/
Jeg vitterlig for alle giør/
 At det mig nu tilkommer;
I vide ſkal og endelig/
 Jeg uden Liſt og Renke/
I Dag til Huſtro tager mig
 Den Ruth/ den Mahlons Enke;
At jeg vor Døde Broders Navn
 Opvæcke kand med rette/
Og paa hans Arvedeel og Stavn
 Et Efterminde ſætte:
Paa det hans Navn og Rygte ſkal
 Aldelis ey udſlættes
I Porten blant ſin Brødris Tal/
 Naar Dom og Rætten ſættes.
I ſmucke Folk/ hver i ſin Sted/
 Jeg eder alle kræver
Til Vidniſbyrd og Sandheds Eed/
 Saa ſant/ ſom HErren lever!
I haver hørt min Ord i Dag/
 Og hvad her monne være
Forhandlet udi denne Sag/
 Derpaa ſkal I mig ſvære:

De ſvarde alle med en Mund/
 Ja/ vi vil det ſamtycke/
Vi ønſker af vor Hiertis Grund
 Det bliver dig til Lycke;
Og at den Qvinde/ ſom dit Huus
 I Dag med Tugt indtriner/
Hun/ ſom en Himmel-Soel og Lys/
 For ſig og ſine ſkinner:
Hun maatte ſaa dit Huus og Boe
 Forøge/ dig til fromme/
Saa ſom de ſmucke Søſtre toe
 I Jacobs Huus indkomme:
Som Rachel og ſom Lea var/
 Ved hvilken Patriarchen
Mangfoldig blef i Slægt og Aar!
 Som Løv og Græs paa Marken;
Gif! at Ephrata ſeer din Slægt
 I Tuſind ſig formeere/
Dit Navn og Rygte med Reſpect
 I Bethlehem florere;
Gif! at du ſaa ſom Iſrael
 Maa ſkue mange Dage/
Og at dit Huus maa ſmukt og vel/
 Som Peres Huus tiltage;
Den Sæd ſom HErren give ſkal/
 Af denne dydig Qvinde/
Den voxe ſkal i Tuſind Tal/
 Dit Navn til ævig Minde.

Saa tog da Boas karſk og ſund
 Sin unge Ruth til ægte/
Den gamle Stad med Haand og Mund
 En megen Fryd opvægte.
Og der hand ind til hende gik/
 Forleente GUD den Lycke/
At hun i Lif en Søn undfik/
 Som blef ſin Faders Smycke.
De Qvinder i det Nabolav
 Naemi ſtrax beſøgte/
Sin GUD al Priis og Ære gaf/
 Som hielper dem ham frygte;
De ſagde: GUD al Ære ſkee/
 Som vilde det behage/
At du en Arving ſkulle ſee
 Paa dine gamle Dage/
Hvor ved du kand forſikres vel/
 At du med al din Stamme/
Beholde ſkal blant Iſrael/
 Et Navn foruden Skamme;
I Dag er dig en Arving fød/
 Hvor vel hand end er liden/
Som ſkal din Enkeſtand og Nød
 Forſørge ſmukt med Tiden;
Tak derfor GUD du den bekom/
 Hvis Hierte ſkal bevægis/
At du kandſt paa din Alderdom
 Af hannem vederqvægis;

Din Sønne-Qvinde/ ſom er nu
 En Barne-Moder bleven/
Udi hvis Hierte/ Sind og Hu
 Du ſtadig ſtaar indſkreven/
Hun avlet haver lyckelig/
 Thi GUD bønhører Bønner/
Den ſom langt bedre bliver dig
 End ſyv fuldvoxne Sønner.
Mand bar det Foſter ungt og ſpæ
 Hen til Naemi Sæde/
Hun lagde det oppaa ſin Knæ
 Og foſtred det med glæde;
Hun var en Beſte-Moder før/
 Nu blef hun Barnets Amme/
Hvor vel de Bryſt var ganſke tør/
 Omhu var dog den ſamme;
Hun meente hun var Barnet neſt/
 Hun ſelf ſig og beſt trode/
Fordi hun ſelver vidſte beſt
 At røgte ſaadan Pode.
Men alle de Naboerſker
 I Huuſet fantea inde/
Med Munden fuld af Ønſke hver
 Sig lod erbødig finde/
De ſagde: ſee Naemi nu
 En Sønne-Søn omfavner/
Som i fremtiden med Omhu
 Sin Beſte-Moder gavner.

De gaf ham Navn paa ſamme Sted/
 Og lod ham Obed kalde/
Hans Fader og hans Moder med
 Lod ſig det vel befalde.
Den Obed er den Mand der var
 I fordum Jeſſe Fader/
Og Jeſſe ſiden David faar/
 Som hand ſig efterlader.
Behager dig at vide ret
 Om denne Slægte-Line:
Da findes deris Byrd og Æt
 Fra Peres fram at trine:
Thi Peres er den førſte Mand/
 Og Hezron er den anden/
Men Ram den trede nævnis kand/
 Og det er viſt og ſanden;
Amminadab paa fierde Grad
 I Bogen er indſkreven/
Og i den femte Rand og Rad
 Naheſſon regnet bleven;
Og efter ham er Salma neſt/
 Hand reigniſ for den ſiette/
Den ſyvend’ Mand du Boas eſt/
 Dig bør mand ey forgiette;
Hvor finder mand den Ottend’ nu/
 See/ Obed ſtaar tilrede/
Den Niend’ kommer jeg ihu/
 Hand Iſai ſkal hede;

Den Tiende/ ſom triner frem/
 Det David er den fromme/
Og hand ſkal efter alle dem
 I ſidſte Slutning komme.
Merk nu hvad Mand at Boas her
 Er i ſin Slægter vorden/
Hand Beſte-Faders Fader er
 Til Konger her paa Jorden;
Jeg ſeer oprunden af hans Rand
 Stormægtig og Høybaarne/
Som ſiden i det hellig Land
 Til Førſter er udkaarne:
Kong David og Kong Joſaphat/
 Kong Salomon og fleere/
Som er paa det Regiſter ſat/
 Og det ſom end er meere:
At Kongen ſelf af Himmerig/
 Har paa ſin Manddoms Vegne/
Blant denne Slægt indregnet ſig/
 Og ladet ſig der tegne;
Det er den Konge JESUS Chriſt/
 Hvis Lige ey er funden/
Den u-ſkatteerlig Davidſ Qviſt
 Af Jeſſe Roed oprunden.
See Ruth ſom var af Moabs Kiøn
 Og af en Hednings Stamme/
Den ville nu Guds egen Søn
 Iblant ſin Slægt annamme;

Til Vidnisbyrd hand kommen er
 For alle Folk til beſte/
For Jøder og for Hedninger/
 Som Troe paa hannem fæſte;
Hand være ſkal Guds Salighed
 Til Længſte Jordens Ende/
Hvo dette med mig troer og veed/
 GUD dem ſin staade ſende.