Træk af Tragoediens ældste Historie, ved F. M. Bugge
32. Træk af Tragoediens ældste Historie og det græske Theatervæsen, en Sammenstilling og Bearbeidelse af de nyeste Forskningers Resultater paa dette Gebet, ved F. M. Bugge, Rektor. Et Indbydelsesskrivt til Skoleexamen i 1847. Trondhjem 1847. 49 S. 4to. (Ikke i Boghandelen.)
Dette lille Skrivt er en populær Fremstilling af den græske Tragoedies Historie og dens Forholde under dens Blomstringstid i Athen. Det Historiske og Faktiske er, som Forf. siger i Fortalen, øst af nyere Kilder, dog naturligvis med sammenlignende Kritik, hvorimod Anordningen af det Hele saavelsom Ræsonnements og Begrundelse, naar disse ikke tilhøre det rent Historiske, ere selvstændige. „Stenene, jeg har benyttet til min lille Bygning“, siger Forf., Har jeg hentet fra fremmede Oplag – kun en sjelden Gang udhugget dem i selve de gamle Brud –; Tilhugningen, Ordningen og Sammenføiningen er, idetmindste for største Delen, min egen.“ Skriftet gjør saaledes ikke nogen Fordring paa Lærdom, men skal blot “tjene til en belærende Indledning til Læsningen af de græske Tragikere og tillige til en Lektüre, som for den mere Dannede overhovedet ikke er uden al Interesse.“
Skriftet deler sig i 3 Afsnit. Det første (S. 1–4) indeholder nogle indledende Vink angaaende Poesiens Betydning i Grækenland fra de ældste Tider indtil Demokratiets Begyndelse. Forf. dvæler her især ved den inderlige Forbindelse, hvori Poesien, paa Grund af Grækernes ejendommelige Kunstsands, ligefra dens Begyndelse i Grækenland stod med Musiken og Orchestisken. “Paa Grund af denne Kunsternes inderlige Forening var Offentlighed, Tilhørerskab en nødvendig Betingelse, som hørte med til Kunstens fuldkomne Indvielse og Absolution. I en Tid, da Folket i dets Helhed var saaledes gjennemtrængt af Kunstsands, maatte naturligvis en Samling af Tilhørere, der opfattede og delte Kunstnerens Begeistring, være af en uendelig Indflydelse paa selve Kunstens Udvikling og Fuldkommengjørelse. Den aktive Kunst hengav sig til og kastede sig i Armene paa den optagende. Fra begge Sider udgik sympathetiske Strømninger. Hvilken Psyche maatte ikke fremgaa, undfanget i dette Kunstens aandelige Ægteskab?“
I det andet Afsnit (S. 4–13) skisseres Tragoediens Oprindelse og dens Udviklingshistorie indtil Sofokles. Ligesom Satyrkorene ved Dionysosfesterne var den ydre Anledning til Tragoediens Tilbliven, saaledes finde vi det indre Moment, der forklarer os dens Tilbliven, i Dionysosmythens Betydning og den dermed i Forbindelse staaende Symbolik i den dionysiske Festkultus. Dionysosmythen var nemlig det egentlige Symbol for Naturens vexlende Skjæbner og navnlig dens Lidelser i Kampen mellem Lid og Tilintetgjørelse. “Dionysos’s Lidelser er den egentlige Vugge for Tragoediens Ide, og gjennem den dionysiske Festkultus selv antog den sin Form og traadte ind i Livet. Det Væsentlige ved denne Festkultus var nemlig den fantastiske Begejstring, hvormed Deltagerne i den personligen levede sig ind i de mørke saavelsom de frydefulde Momenter af Gudens Liv. Med denne Indgaaen i Gudens Skjæbne var en Trang til Udtræden af sig selv naturligvis given. Denne Trang blev imødekommet af de med den hele Sindsstemning i naturlig Forbindelse staaende Fantasibilleder af Gudens sædvanlige Ledsagere, Satyrer, Paner, Nymfer, o. s. v. (Symboler paa den Mangfoldighed af skjønne og bizarre Former, hvori Naturen manifesterer sig), og Længselen efter personlig Deltagelse i Gudens Glæder og Trængsler drev da paa en naturlig og let forklarlig Maade dem, der fejrede Festen, til at paatage sig disse Ledsageres Kostume og Væsen.“ I Fremstillingen af Tragoediens senere Udvikling indtil dens Kulmination under Sofokles dvæler Forf. især ved Navnene Thespis, Frynikos og Æschylos.
Det tredje Afsnit (S. 13–49) indeholder under Overskriften “Theatervæsen“ en Udsigt over de forberedende Forholde for Tragoediens Opførelse, Lokalets Indretning, Tilskuerne og de i Forbindelse med dem staaende Forholde, samt endelig over det sceniske Arrangement og det Techniske ved Opførelsen. Dette Afsnit gaar, som rimeligt er, mere i Detalj end de foregaaende. For at forklare Meget ved det sceniske Apparat og den techniske Udførelse, der ellers efter vore Begreber vilde være udsat for Mistydning og Misbilligelse, meddeler Forf. nogle korte Bemærkninger over den græske Tragoedies Ide i Modsætning til den nyere Tragoedie og søger at anskueliggjøre denne ved en Udvikling i Planen af Sofokles’s Tragoedie “Kong Oedipus.“ Disse Bemærkninger, skjønt baade smukke og rigtige, ere dog maaskee for løst henkastede og som Følge heraf for overfladiske til at give Læseren endog kun et nogenlunde klart Begreb om dette vanskelige Punkt.
Man vil endogsaa blot af de ovenfor anførte korte Citater af Hr. B.s Skrift kunne se, at det er, hvad Formen angaar, udarbeidet med den samme Smag og stilistiske Dygtighed, som udmærke hans tidligere Arbejder. Med Hensyn til Indholdet synes han med Sagkundskab at have udvalgt det Bedste af hvad der forhen er skrevet over den græske Tragoedie, og bearbejdet dette med Omhyggelighed og selvstændig Kritik.
H. J. Thue.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |