To utrykte Digte af Petter Dass
Naar man betænker, hvilken stor mængde viser – især leilighedsviser – Petter Dass har forfattet, tør man nok fremdeles vente at støde paa en og anden hidtil ukjendt i haandskrevne samlinger fra forrige aarhundrede. Et par saadanne digte, der ikke findes i nogen af de mange visebøger, som jeg under forberedelsen af denne digters samlede skrifter i sin tid gjennemgik, har jeg nu fundet i en haandskreven samling, tilhørende hr. boghandler Ræmmisch i Bergen, hvilken eieren velvillig har udlaant til mig. Denne visesamling er en smukt og tydelig skreven, vel vedligeholdt tyk kvartbog, indeholdende 394 beskrevne blade foruden nogle blade, der optager et høist ufuldkomment register. Paa permen er trykt bogstaverne H. K., der vel betegner samlerens eller den første eiers navn. Af viserne synes ingen at være yngre end 1740. At samlingen er foranstaltet i Norge, synes med sikkerhed at kunne sluttes deraf, at en forholdsvis betydelig del af indholdet er hentet fra norske forfattere eller handler om norske forhold. Foruden de nedennævnte sager af Petter Dass findes her en hel del rimbreve og leilighedsdigte af Dorothea Engebretsdatter, hvis poetiske arbeider vel ogsaa engang vil blive samlede og udgivne; fremdeles et æredigt til Fredrik den fjerde af Sebastian With, et lignende over biskop Krog af konrektor Peder Høyer, et længere digt af Ole Kamstrup, hvilket imidlertid er trykt i dennes „Trifolium Metricum“. Blandt de norske sager maa særlig fremhæves de talrige digte paa norsk bondemaal, hvoraf det ældste er forfattet i anledning af kronprins Fredriks bryllup i 1695; saadanne digte har jeg ogsaa nu og da stødt paa i de kjøbenhavnske visesamlinger.
Af de i „Petter Dass’s Samlede Skrifter“ meddelte viser indeholder haandskriftet følgende fem uden dog ved nogen af dem at give synderlig hjælp til textens forbedring.
1. Rimbrev til Ole Hansen Nysted II, min udg. s. 289 (hvori s. 293 l. 15 „er Ve“ efter haandskriftet bør rettes til „gjør Ve“), tilligemed Ole Hansens forudgaaende brev, udg. s. 288.
2. Censur over Ole Hansens Ligatam Physicam, udg. s. 295.
3. Rimbrev til Dorothea Eugebretsdatter I, udg. s. 307.
4. Rimbrev til Dorothea Engebretsdatter III, udg. s. 311, tilligemed hendes forudgaaende brev, udg. s. 310 (hvor linje 10 f. n. „Ro“ efter dette haandskrift bør rettes til „Ros“).
5. Rimbrev til Lindenow II, udg. s. 321.
De tvende nedenfor meddelte viser er i haandskriftet betegnede med Petter Dass’s navn og anføres derhos begge i den foran i min udgave aftrykte gamle fortegnelse over denne forfatters vers. De er blandt hans mange bevarede poesier de eneste, hvori han yder sin skjerv til den hyldest, hvormed tidens poeter i en saa overvættes grad opvartede kongehuset. Ogsaa her kjender vi igjen den jevne, trohjertige Petter Dass, der ikke siger mer, end han mener, og vi kan vel forstaa, at disse rim i samtiden har taget sig fattige nok ud ved siden f. ex. af Hans Nordrups digt til Fredrik den fjerde, der ogsaa findes i denne samling, og hvoraf de to første linjer kan hidsættes for at give den rette maalestok:
„I Himlen er der tre, den fjerde er paa Jorden,
Den store Frederik, den synlig Gud i Norden.“
Med hensyn til den form, hvori digtene her meddeles, har jeg gaaet frem paa samme maade som i min udgave af Petter Dass’s øvrige arbeider.
Hør, Roskilds Domkirke! der findes nedsat
Forinden din’ Mure den dyreste Skat,
Al Norrig og Dannemark haver.
Der gjemmer de danske Monarcher sin’ Ben
Fra vandring og Reiser blandt Marmor og Sten,
Der skuer man Kongernes Graver.
Da Skrifterne sattes det Datum udi:
Et Tusend sex Hundrede niti til ni,
Før Solen i Vegten indvandred,
Den femte til tyvend, Augusti det vaar,
Da skede til Hove Formørkelsens Aar,
At Døden vor Konge forandred,
En Konge høilovlig af Dyder og Savn[1],
Som havde det femte til Christians Navn
Med kongelig Titul og Ære.
Af Oldenborg er hans Oprindelses slegt
Paa Fædrenes Side med høiste Respekt,
Al Verden det Vidne kan bære.
Da dette vort Seculum kom i den Skik,
At Tallet til sex og til fyrreti gik,
Den femtend’ Aprilis fremskinned,
Da blev det hans christelig Fødelses-Dag,
Paa hvilken den Herre til alles Behag
Spæ-lemmet i Verden udtrinned.
Hans Fader Kong Fredrik den tredie vaar,
Hvis Rygte, Regjering, hvis Dyder end staar
Indplantet i Børnenes Minde.
Hans Moder høibaarne Sophia blev kaldt,
Til hvilken det Tilnavn Amalia faldt,
En Dronning og mægtig Førstinde.
Imidlertid voxte den deilige Prins,
Som Ceder oprinder paa Libanons Krins,
I blomstrende Dyder og Ære,
Indtil at hans Alder fik Stunder og Rom,
At Aarene fire til tyve fremkom,
Da gaves ham Kronen at bære.
Hans Fader faldt af, bød Verden god Nat;
Paa Faderens Trone blev Sønnen opsat,
En mægtig regjerende Første,
Som førte sit Scepter med Hæder og Flor;
Blandt alle Monarcher, der hersker i Nord,
Han billig maa kaldes den største.
Naar man Potentaterne regner fra Dan,
Var ingen for hannem, som Kronen tog an
Paa saadan en ønskelig Maade:
Hans salige Fader det efter sig lod,
At Sønnen en Arve-Regenter opstod,
Som absolut haver at raade.
Den kronede Herre som skinnende Sol
Forvalted sin’ Riger og kongelig Stol
I tredive Aar paa det næste.
Han nød indtil Graven den glædelig Sjun,
Tre deilige Prinser i Faders Paulun
At skue til Rigernes Bedste.
Udi hans Regjerings Indtrædelses Tid
opvakte vor’ næste Naboer en Strid;
Da[2] bragte vor Herre tilveie,
At Seieren faldt i Kong Christians Haand,
Hvorover at Krigen blev tvungen i Baand,
Enhver fik sin’ Grænser at eie.
Derefter indkom den velsignede Fred,
Som haver nu holdet langsommelig ved,
GUd ske Benedidels og Ære!
Og tusende Tak ske vor christen Regent,
Som laved, at Krigen fra Landet blev vendt,
Den Kræft, der al Verden kan tære!
Men spør du, hvad Alder vor Konge fik se,
Hans Aar var lidt over halvhundred og tre,
Saa maatte han Jorden qvittere.
Han efter sig levned en kronede[3] Søn,
Saa yndig, saa kyndig, saa fyndig, saa skjøn,
GUd selver hans Krone formere!
Pris være vor Herre der gav os det Ljus,
At skinne fremdeles i kongeligt Hus,
Den menig Almue til Bedste!
GUd lægge dertil baade Hæder og Glans,
Naar Tiden ei længer bevilger os Kans,
I Himmerig siden at gjeste.
Vemodighed over en Monarch, som Kronen har qvitteret,
Høilovlig Ihukommelse Kong Christian den femte,
Frimodighed over en Monarch, til hvilken Kronen er transporteret,
Høibaarne Første og Herre, Konning Frederik den fjerde.
Hvad volder det, at Dannemark
og Norge fører Klage?
Vedst du ei det? En stor Monarch
Er falden disse Dage:
Kong Christian, GUds dyre Mand,
GUds uskatterlig Gave;
Sligt nobelt Træ ei voxe kan
I hver Mands Eng[4] og Have.
En klarer’ Sol i tusend Aar
Ei skinnet har i Norden;
En dyrer’ Skat, mens Verden staar,
Ei findes kan paa Jorden.
Regjere-. Lære-, Være-Stand,
Florered i hans Rige;
Han dem forsjuned som en Mand,
Det ved enhver at sige.
Lad Bisper, prester komme frem,
Enhver som endnu lever!
Hvor mange Hundred fik af dem
Hans Kald og Konge-Brever!
Hans Majestæts sigil og Haand
Man fandt der under tegnet[5],
Hvorved at Arons sønners Aand
Blev styrket vel og kvægnet.
Leviten udi hans Tid stod
Iført sit Messe-Klæde
Og neied for den Altar-Fod
Med Hjertens Lyst og Glæde.
Propheters Enker ogsaa nød
Vor Konges Gunst og Gave;
Han skaffed efter Mandens Død
Den Del, de skulde have.
Nu staar den geistlig Ordens Mand
Med Øiet lagt i Klude;
Kong Christian af Minde kan
Ret aldrig lukkes ude.
Han siger saa: GUd Kongens Sjæl
I Himmerige glæde,
Som os næst GUd forsørged vel
Med Livs Ophold og Klæde!
Ak! fromme Landsens Fader, ak!
At vi dig skulde miste!
Hvor tungt det i vor, Hjerter stak,
Da du blev lagt i Kiste!
O var her nogen Verdens Raad
Fra Døden dig at tage,
O kunde Presters Suk og Graad
Dig hente nu tilbage, –
Alt skuld, vor, Øien tvættes ud,
Da var det ei formeget.
Men se! hvo trætte kan mod GUd
Om det, som er hans eget? –
Den verdslig Stand og Magistrat
Ei heller blev forglemmet.
Hans kongelige Majestat
Hjalp, at de blev forfremmet
Til Brød, Bestilling og Offis;
Enhver fik sit at raade,
Alting blev sat i god Justits
Med GUds og Kongens Naade.
Det vidne kan den danske Lov,
I hans Tid trøkt er bleven;
Hvad Politien har Behov,
Det findes der beskreven.
Hans norske Lov med største Fynd
Staar og paa Rettens Stie;
Thi var det baade skam og Synd
vor Konges Pris at tie. –
Og naar jeg mig nu vender om
Til Borger og til Bunde,
O hvad var Kongen meget from
Mod dennem mangelunde!
Hvorvel hans Magt var absolut
Og kunde, hvad han vilde,
Dog lod han Tyngsler og Tribut
Hel naadelig formilde.
Sin’ Undersaatters Nød og Trang
Laa ham saa hart om Hjerte,
At Landsens Smerte mangen Gang
Var Kongens egen Smerte.
Da Norge mangled Brød paa Dug
Og slæbte tomme Punger,
Da skiktes Skibe, fuld af Rug,
At stoppe Landsens Hunger.
Sligt staar indplantet saare vel
I den gemenes Minde, –
O gid den salig Herres Sjæl
Sin Løn hos GUd maa finde! –
Skal Mars nu komme for en Dag
Og tegnes i min’ Skrifter,
Da ved enhver om Kongens Sag[6]
Og maadelig’ Bedrifter.
Var det i Mark, var det i Felt
Mod Fienden at prøve,
Da stod den uforfærdet Helt
Saa modig som en Løve.
Var det en Vold at storme til,
En Fæstning at berende,
Vor Danner-Konning sad ei stil,
Men lod sin Prøve kjende.
Lad Lante-Rygen sige det!
Lad Vismar det forklare!
Lad Skaane-Land kun vidne ret
Og Sandhed aabenbare!
De vel fornam, hvad i sit Skjold
De danske Konger førte,
Den Tid man Donner, Blix og Skrald
Af hans Kartover hørte.
Spør Kalmar ad, hvad Piben sang
Og hvad den Lunte gjorde,
Den Tid den svenske Nøgel sprang,
Saa Folket fløi fra Borde.
Spør Bugten ad for Kjøge-By,
Da Svenskens Orlogs-Skibe
For Fyr og Flamme maatte fly
Og ragte[7] digt[8] i Knibe.
Da faldt i Danner-Konges Vold
En Hob af de Fregatter,
Der endnu ligger i Behold
Ved Holmens Palizater[9].
Jeg til min Konges Pris og Sir
Vel mere kunde tegne;
Men hvordan kan et Ark Papir
Saa vidt Begreb indhegne?
Om nogen foretage vil
Den Handel ud at føre,
Da vil der hele Bøger til,
For man det kunde gjøre.
Jeg finder mig og altfor let,
Naar jeg mig selver maaler,
Slig’ Potentaters Dyder ret
At veie paa min’ Skaaler. –
Men lad os nu fra Gilgal gaa
Til Bochim[10] at spadsere,
Hvorledes til nu monne staa
Med os og andre flere?
O GUd! o du retfærdig GUd!
Hvad har vi mod dig syndet,
At du saa hastig skikked Bud
Og hented den, os ynded?
Vor Fader er os taget fra
Og flyttet af sit Sæde, –
Hvorledes kan vi sige Ja
Til nogen Verdens Glæde?
Vor Moder sidder indelukt,
Vor Dronning blev en Enke;
Ak! det var altfor sur en Frugt
Saa from en Sjæl at skjænke!
Hvor hart er det at bide paa
Den Steg, der smager ilde!
O at vor GUd i Naade maa
Den beske Smag formilde!
Saa kommer, Kvinder, kommer, Mænd,
Saamange, som I kunne,
Kom, hver en Husbond, hver en Dreng,
Kom, Adel, Prest og Bunde!
Bekjender, I har ilde gjort!
Hvorfore GUd tillader,
At fra vort Øie rykkes bort
Den fromme Landsens Fader.
Naar GUd et Folk vil piske saa,
At Landets Piller skjælver,
Hvem skal man kaste Skylden paa
Foruden paa sig selver?
Naar GUd en Hjord adsprede vil,
Og Faaret skal forjages,
Da laves den Ulykke til,
At Hyrden først borttages.
O ve! vi fattig’ Folk ei vaar
Saa from en Hyrde værdig,
Der stræved saa for sine Faar
Og stod for dennem færdig
Enhver blev skikket Ret og Skjel,
At ingen kunde klage;
Det gik os Undersaatter vel
I hans Regjerings Dage.
Paa Landet var det godt at bo,
I Staden smukt at være;
Enhver besad sit Hus i Ro
Og næred sig med Ære.
Hvor tryg gik Bonden til sin Plog
Og Hyrden til sin Hytte,
Hvor tryg gik Fæ i Mark og Skog
Og Kvinden med sin Bytte!
Sabbathen nød sin Kirkefred,
Og Presten sang sin Messe;
I Fred gik hver Mand til sit Sted
Og Smeden til sin Esse.
Her gjordes ingen Vold og Ran;
Hver raadde det, han ei’de;
GUd lønne dig, Kong Christian!
Du skaffed Fred og Leide.
Thi vil vi sætte til dit Navn
Udødelig’ Bogstaver;
Det vare skal, mens Kjøbenhavn
Har Skanser, Vold og Graver.
Det skinne skal i Dannemark,
Saalænge Solen skinner,
Saalænge Fisk er til i Park,
Og Dag i Sky fremtriner.
Naar Sjælland fattes Eng og Plan,
Og Norge fattes Dale,
Da skal man om Kong Christian
Aflade først at tale.
Høilovlig Helt, vor sidste Pligt
Vi dig nu vil frembære
Og dig med denne Klagedigt
En dyb Valet forære.
Dit salig Lig har vel forskyldt
De gamle Kongers Graver,
Din salig sjæl er vel opfyldt
Med alt det, JEsus haver.
Thi tage vi nu slig Afsked
Som andre sorgefulde,
Som Jonathan, der gik og græd,
Da David reise skulde.
Vor danske David blev os ei
Af Herren længer undet;
Thi gik han bort al Verdens Vei,
Der Tiden nu tilstunded.
Han gik til GUd; vi blev igjen
I disse Jammerdale.
Al Trøstens GUd i Himmelen!
Dit arme Folk husvale! –
Dog midt i største Traurighed
Er det vor største Glæde,
At Konge kom i Konges Sted
Og Søn i Faders Sæde,
En Søn, som er sin Fader lig:
Kong Frederik den fjerde.
GUd i det høie Himmerig!
Din, Engle om ham gjerde!
Du ham med Salomons Forstand
Og Samsons Styrke pryde!
Han som GUds egen Hjerte-Mand
I Herren sig maa fryde!
vor Konges Aar du frem og frem
I Naade selv forlænge!
Al Verdens skam paafalde dem,
Som Kongen vil fortrænge!
Og de, som sig mod hannem op
Fortrædelig vil sætte,
Ulykken dem fra Taa til Top
Som Achabs Hus udslette!
Giv Kongen et bestandig Hus!
Lad hans Regjering lykkes!
Sæt til hans Krone Glans og Ljus,
Som aldrig kan udslykkes!
At Dannemark og Cimber-Land
Og Norges Bjerge-Toppe[11]
For Kongens Arve-Trone kan
Som Hjort og Hind fremhoppe,
Og kaster sig til Jorden ned,
Saamange som de ere,
Sin allerunderdanigst Ed
I GUds Aasjun at svære.
De sige skal endrægtelig:
Her staa vi, dine Svenne;
Kong Frederik, vi love dig
Med Liv og Blod at tjene.
Vi siger dig vor Huldskab til,
Saalænge som vi leve;
Hvo den svigagtig gjøre vil,
GUd skal det af ham kræve.
I GUds Paahør vi soret har,
Og det bør ingen rygge;
Thi under GUds og dit Forsvar
Vi søge skjul og Skygge,
At Sandhed og Retfærdighed
Hinanden maa omfavne, –
Og hertil ønskes JEsu Fred,
GUd, lad os den ei savne!
Anno MDCC 10de Januarii.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ D. e. Sagn, Omtale, Berømmelse.
- ↑ Haandskriftet har: De.
- ↑ Denne form af adjektivet efter den ubestemte artikel forekommer oftere hos Petter Dass (se „Saml. Skrifter“ 1 del s. 358).
- ↑ Haandskriftet har: Egn.
- ↑ Haandskriftet har: skrevet; rettet af hensyn til rimet.
- ↑ Maaske skrivfeil for: Slag.
- ↑ Samme verbum „rage“ som i udtrykkene „rage uklar“, rage i klammeri“.
- ↑ D. e. dygtig, tilgavns.
- ↑ D. e. palisader. P. Dass’s form svarer nøie til det efterlatinske palizata.
- ↑ Se Dom. B. 2. 1. 5.
- ↑ Haandskriftet har: Norge Bjerges Toppe.