To Memorialer fra F. Gabel om Branden i Bergen og Forholdene der 1702
- Stormægtigste Konge!
- Allernaadigste Arvekonge og Herre.
Den store Importants af denne Byes Sikkerhed saa og Underslæb af Tolden desbedre at forekomme, foraarsagede at jeg den 18de hujus roede fra Bergen dens Avenuer udaf Søen, som man holder for besværligt ved Fortification at stoppe, endnu engang før min Bortreise nøie at unders̃øge. Om anden Dagen den 19de ungefær Kl. 2, da jeg var 3 Mile fra Bergen, saa jeg en temmelig stærk Røg, som jeg og Baadsfolkene i Førstningen holdt før, at Bønderne stak nogensteds Ild i Lyng, men som Røgen blev ganske sort og siden af andre for svær (?), begyndte jeg at mistykke, og allerhelst blev persvaderet, at der var Ulykke paa Færde, den Tid jeg saa nogle Gange den hastige Krudrøg komme op, hvorover jeg sluttede at man sprængte Huse, og hastede til Bergen, hvor jeg ankom Klokken imod 6, og fandt Ilden af en meget stor Begreb og mit Logement alt afbrændt. Jeg løb strax omkring, men fandt ingen Sted, hvor man Ilden kunde coupere, tilmed Politimesteren og Brandmesteren ganske alene og af alle Folk forladt, og Folket, som var af maadelige og slette Middel samt den gemene Mand i mangfoldige Maader outreret, generalement Alle imod Magistraten og de Rige, og en stor Deel imod Politi- og Brandmesteren og Sprøiterne, med heel perverse Raisonnements. Jeg remonstrerede dem med en sagtmodig fermeté, at jeg kunde ikke tale om hvad Anstalt der var skeet for jeg kom, men at jeg saa at det nu kom af Brandfolkenes og Andres Ulydighed, at de havde forladt Politimesteren og Brandmesteren. Men jeg var ikke god for at holde 10 Personer samlet; forinden jeg fik den 7de samlet, løb den 5te og 6te alt bort igien, og enhver vil frelse Noget eller stjæle, og naar Ilden kom til nogle af Magistratens eller de rige Borgeres deres Huus, som er af Magistratens Favoriter, saa raabte den fattige Borgerskab af Glæde, at Gud straffed deres Uretfærdighed, og at de undertrykte dem, og at de haabtes herefter at være lige gode, og at de fik herefter at tænke paa deres egen Frelse og ikke videre de Fattige at ruinere. Og naar deres egne Huse brændte, saa raabte de: det maa vi taale for deres Uretfærdigheds Skyld; nu straffer Gud os med for deres Skyld, vg naar jeg talte til dem at hjælpe at slukke, saa svarte de mig med Graad og rage: hvem kan hjælpe? og gik deres Vei, saa jeg maatte alting angive og sagde til Brandmesteren, at han skulde see han fik Sprøiterne færdig igjen og Folk til, for den ene Slange var gaaen itu. Og som alle Folk raabte: Ak kunde Kantoret[1] blive reddet, saa kunde vi vente Hjælp, det har altid hjulpet os paa Fod igjen; vi haabe det gjør saa endnu om det maa vedblive for de forbandede Folk, som vil have det bort. Saa posterede jeg Kommandanten at stutze Ilden hvor Kantoret begyndes, og Politimesteren ved en anden stor Plads ad Byens Side, som kaldes Muuralmindingen, Ilden der at stutze, hvor Tormøllens Huus stod, som Stiftamtmanden logerte udi og som Politimesterens Huus stod, og gjorde selv mit bedste Folk at sanke, og Madame Tormøllen bød dem, som vilde frelse hendes Huus, tusinde Rigsdaler, men alt forgjæves; vi kunde ikke faae en Mand. Jeg sagde til Politimesteren, han fik at gaae Huus fra Huus der som Ilden ikke endnu havde vaaren, at bede hver Borger at give ham en Person til at slukke, og see at han kunde holde dem sanket at employere dem, og derpaa drog jeg omkring paa alle Steder, men forgjeves. Og som Kantoret alt stod i Brand, og jeg ingen Frelse der mere saa, forføiede jeg mig op paa et høit Bjerg, hvorfra jeg kunde see over hele Byen, for at udfinde om muligt var en Situation, hvor Ilden kunde stutzes, som jeg ogsaa fandt. Paa samme Bjerg laa største Delen Kvindfolk hos deres reddet Gods. Der gik min Plage først ret an, og hvad jeg ikke havde hørt af Magistratens Uretfærdighed, det maatte jeg der høre, baade hvad raisonnabel og irraisonnabel var, og alle skulde jeg frelse og alle skulde jeg hjælpe, og med Graad og rage og Bedrøvelse var jeg paa alle Sider omgiven, saa her var ret en Ødelæggelses Vederstyggelighed hvor man kom hen, og blev altfor vidtløftigt alting at rapportere. Kort sagt, jeg troer ikke at der er en Hjørn af Byen, hvor Ilden har naaen, hvor man ikke har seet mig. Som jeg forføiede mig ned af Bjerget igjen, var kun en heel liden Rest af Byen tilbage, saa at Folket blev dreven i Engden (sic), at man kunde finde Nogen, hvor jeg da tog dem ved Haanden og satte dem i Arbeid hver paa sit Sted, og efterat jeg saaledes havde gjort nogle smaa Anstalter andensteds som er Gudskelov nogle Steder i min Fraværelse reusserede, og jeg havde befunden, at Kommandanten var Mester af Ilden for at salvere Slottet og den liden Rest, der stod bag Kantoret, og at han bar sig vel ad, saa forføiede jeg mig til fornævnte Sted, som jeg havde udseet, og kom der saa tidlig som Ilden, og havde ladet komme adskillige Fade Krud fra Obersten og sprængte der nogle Huse, og satte Mandfolk og Kvindfolk i Arbeid og Ordning med saa god Effekt, at jeg Gudskelov blev Mester og frelste den da tilovers værende bedste Deel af Byen med den deri sig befindende Nye-Kirke, som er den eneste danske Kirke, der er tilovers, og den tydske Kirke, som Kommandanten paa sin Side har frelst, og kan jeg hans Flid og Arbeid ikke andet end for Eders Kgl. Maj. allerunderdanigst berømme, og formoder allerunderdanigst at det til Husenes Sprængning employerede Krud ham allernaadigst vorder godtgjort, eftersom det dog næst Gud har frelst den liden Rest, som af Byen er tilovers.
For at ikke betage de under aaben Himmel liggende mangfoldige Folk noget Rum at komme under, har jeg mig strax den Tid, jeg var Mester af Branden efterat jeg foruden nogen Hvile i de 22 Timer var løben til Fods overalt, en Miil fra Bergen herhid begivet. Af hosføiede til Stiftamtmand Stockfleth seer E. K. Maj. min videre Forsæt, og som Bergen og Kjøbenhavn ere de tvende considerabelste Byer, som E. K. Maj. ejer, saa skal jeg med Guds Hjælp, inden jeg drager herfra, lade mig være angelegen uden Magistratens eller nogen Persons Anseelse at remedere de skadelige Intriger og Borgernes Betryk, at de kan faae Mod igjen at bygge, og blive E. Maj. igjen til fuld Nytte. Og som jeg er persvaderet, at E. K. Maj. forlader sig derudi paa min redelige Intention for E. K. Maj.s Tieneste, saa forlader jeg mig paa, at E. K. Maj. mig allernaadigst i samme mit Foretagende kongelig maintenerer og appuyerer, eftersom det kan ei andet være, end om det skal komme til nogen god og E. K. Maj. nyttige Effekt med denne By, saa faaer jeg at bryde overtvert med en Deel af Magistraten og deres Patroner. Byens Importants, som importerer E. K. Maj. mere end Kjøbenhavn, naar Hofstaten der fradrages, er vel værd, at den jo før jo bedre kommer i god esse igjen. Jeg forbliver i dybest Devotion
| Hop en Miil fra Bergen | Stormægtigste allernaad. Arve- | |
| den 23de May 1702. | Konge og Herre E. K. Maj. | |
| allerunderdanigste o. s. v. |
Friedrich von Gabell.
P. S. Allernaadigste Konge og Herre.
Min Haandskriver har i en Hast ei taget Kopie af mit Brev til Stiftamtm. Stockfleth, hvorfor den ei herhos følger. Dets Indhold var, at han Dagen efter Himmelfart skulde ordonnere, at al Magistraten og Borgerskabet skal være sanket paa et vist Sted, hvor jeg mig hos dem vil indfinde. Ellers maa jeg allerunderdanigst berette, at E. K. Maj.s Kammerjunker min ældste Søn er død inden han har faaet at vide, at E. K. Maj. ham Vicestiftamtmandskabet her allernaadigst havde confereret, hvorfor jeg allerunderdanigst takker, og mig samt mine efterlevende Børn til E. K. Maj.s høie Naade fremdeles allerunderdanigst recommanderer.
Stormægtigste Konge, allernaad. Arve-Konge og Herre.
Eders K. Maj. allernaad. Befaling af Dato d. 7de September 1700 angaaende Bergens By og Kontoret sammesteds indeholdt, at efterat jeg de contorske Privilegier og hvis[2] Bergens Magistrat efter E. K. Maj. derom især til dem udgangne Befaling til mig skulde indsende, vel havde overseet og det ene mod det andet grundeligen overvejet, jeg da E. K. Maj. allerunderd. min Erklæring og Betænkende skulde indsende af hvad Importants Skaden paa en og anden Side kunde være, om E. K. Maj. i Faveur af den enes eller den andens allerunderd. Ansøgning skulde resolvere. Samme E. K. Maj.s allernaad. Ordre til Bergens Magistrat er ogsaa af Dato Jægersborg 7de September 1700, og indeholder expresses disse Ord: at I strax communicerer benævnte vores Vice-Statholder hvis Bergens NB trafiquerende Borgere kan have til Oplysning og Underretning om den Indpas, dem i deres Handel og Næring ved de Contorskes Privilægier hidindtil er bleven tilføiet. Hvorledes Bergens Magistrat samme E. K. Maj. allernaad. Befaling haver efterlevet, ville E. K. Maj. allernaad. behage at fornemme udaf hosføiede Original Litr. A[3] udi min til Magistraten ved min Nærværelse i Bergen gjorte Begjæring dat. 2den Marts 1702, hvorhos jeg havde begjært, at mig maatte communiceres de ny erholdne eller confirmerede Privilegier for Bergens By, hvorom jeg hørte saa meget tale, at Borgerskabet derfor skulde betale Reisebekostning til Borgemester Smit, og som mig var aldeles uvitterlig. Efter lang Ophold og gjorte Anfordring om Svar derpaa, vilde E. K. Maj. allernaad. considerere udi samme Litr. A, hvorledes Magistraten først den 13de Mai svarer mig, og isteden at jeg paa E. K. Maj.s Vegne dennem mig selv at svare og NB hos de trafiquerende Borgere selv at at fornemme haver anbefalet, saa underlader de det og sender mig dets i Steden en efter egen Behag af dem selv ordinerede og af dem selv saa kaldede Erklæring af de 16 Borgere paa hele Byens Vegne, dat. 9de Marts, og hosskreven, at den først er leveret paa Bergens Raadstue den 13de Marts. Derhos føier de et Spccial-Privilegium in copia af Raadstueskriveren fidimeret, men uden Paragraphering af hvem det er expederet, og uden den ordinaire clausula: indtil vi anderledes tilsigendes vorder; saa ogsaa en anden general Confirmation af alle deres Privilegier, som synes at være en Cancellihaand, og dog af Borgemester Smit alene er fidimeret, og som synes af ham udenpaa skreven: Copie af den Confirmation paa Privilegierne 1700.
Som nu hans høigrevelige Excellents Hr. Grosskantzler mig havde skreven, at han approberede mine Tanker, at jeg med min Erklæring om Byernes i Norge deres Privilegier vilde differere at indkomme, indtil jeg dem alle havde seet og lært at kjende, og derhos forsikret, at imidlertid ingen Byes Privilegier skulde confirmeres, saa kom det mig noget betænkelig for, hvad jeg om disse Privilegiers Expedition skulde slutte, helst der dette Generalprivilegium i en usædvanlig Form var expederet, idet de gamle Privilegier der ei vare indførte. Af det Special-Privilegium har jeg seet Originalet, men troer det er nu opbrændt, men af denne General-Confirmation fik jeg ei Originalet at see, men blot foregiven, at de Deputerede, som ere i Kjøbenhavn, havde Originalet der neder hos sig. Og i hvad jeg gjorde kunde jeg paa ingen Side faae nogen Oplysning, og subçonnerte derom, at man havde concerteret at lade mig lige klog fare herfra igjen.
Noget derefter kom Stadshauptmanden Wollert Danckerts til mig, hvis Erklæring jeg havde begjært efter Anledning af en Suppliqve af en Balbarer navnlig Christopher Mejer, for at vide, hvorfor Stadshauptmanden lod Borgerskabet saa uexereeret henleve, som sub Litr. B herhos føies. Han havde med sig 2 andre af de 16 Mænd, hvoraf jeg erindrer mig, at den ene hed Ludolph Hameckiin, og begjærte, at den Balberer maatte tilbørlig straffes, fordi han havde havt det Hjerte at komme ind med sin Suppliqve hos mig, og til den Ende producerede han for mig Litr. C. Samme Tid kom bemeldte Barberer ogsaa indløbende, og begjerte Beskjærmelse, eftersom han ikke mere kunde gaae sikker paa Gaden for den Suppliqve, han havde indgiven, men blev forfulgt af Kjøbsvende og andre, som han ei vidste at navngive, hvorudi jeg strax stelte Ordre og kjendte ham fri for Stadshauptmandens forehavende Forfølgning og havde man ikke ringe Føie at soubçonnere, at Stadshauptmanden ikke var aldeles uvidendes om denne Barberens Forfølgning men jeg tænkte: transeant cum ceteris erroribus. Denne Litr. C aabnede mig først Øinene og giver jeg bedre Oplyste end jeg er det at eftertænke.
Jeg lod derefter under Prætext af Munstring komme Borgerskabet sammen, og som jeg saa dem ganske uøvede, og at det gik saameget slet til kun at faae dem stillet, lod jeg Exercitierne fare, og lod dem kun fremkomme En efter En, for at see deres Gevær, og med det Samme tilspurgte adskillige enhver især, om Contoret var ham skadelig eller nyttig, om de 16 Mænd eller nogen paa deres Vegne havde hos dem fornummet, hvad Skade Contoret havde gjort dem, og om nogen af dem havde vaaren med at udvælge nogen af de 16 Mænd. Om Contoret var adskillige Svar, en de fleste Bemidlede klagede, at Contoret gjorde dem Skade, mens En blandt dem brød innocement ud med Sandheden, idet da jeg spurgte ham, hvorudi den Skade bestod, svarede han: hvad vi tit kunde faae af Bonden for een Rigsdaler, det giver de Contorske to for, og sælger Bonden bedre Kjøb end vi, og fordærver os Marked. Men mange af dem, som handler i Bergenhuus Len sagde, at de Contorske ikke hindrede dem i deres Handel, og at der var nok at handle for dem Alle, naar de ville gjøre Skjel og Ret. Men alle, som jeg spurgte om de 16 Mænd, vare eenstemmende, at ingen af de 16 Mænd eller nogen paa deres Vegne havde fornummen hos dem, hvad Skade de hos Contoret taalede, ei heller havde nogen af Borgerskabet vaaren med at udvælge nogen af de 16 Mænd.
Nogen Tid derefter skrev hans høigrev. Excell. Grosskantzler mig, at Borgemester Smith havde intet indsendt i Cancelliet, og at det ellers ufeilbarligen skulde have vaaren mig tilsendt; men om han havde sendt noget ind hos Kammeret[4], det var hans høigrev. Excellence uvitterlig. Desforuden kom nogen Dage derefter Borgemester Tuxen til mig, og sagde at han kom for at undskylde sig og sine Kolleger og bede at jeg ei maatte tage det ilde op, at de saa trohjertigen havde det Dokument med underskreven, hvorved Privilegierne mig var communiceret, som de dengang havde troet, hvis Borgemester Smit dennem havde underrettet, men nu begyndte at tvivle om det sig saa forholdt eller ei, og at jeg ei maatte fortænke ham, at han, som nylig var hidkommen, ei om alt passerte kunde være kyndig og af dets Aarsag sig meget maatte forlade paa det, som Borgemester Smit derom berettede, og recommanderede sig og sine Kolleger i bedste Maader. Jeg svarede, at jeg selv ikke vidste, hvad jeg derom skulde troe, at Grosskantsleren ellers nok pleier at have en god Hukommelse, men at ham ikke var vitterligt, at Smit med noget i Cancelliet var indkommen; man fik dog med Tiden vel endelig den rette Beskaffenhed at vide.
Der nu den ulyksalige Ildebrand uformodentlig var paakommen, og jeg derudi af alle Sider havde maattet fornemme Folkets Misnøielse, og reflecterte efter alt forbemeldte, 1) hvorledes Magistraten her ei havde efterkommet E. K. Maj.s allernaad. Befaling til dem d. d. Jægersborg den 7de September 1700, og ei givet mig den dem allernaad. anbefalede forbemeldte Information; 2) hvorledes Magistraten den Tid, jeg selv her var ankommen og formeente at urgere paa forbenævnte E. K. Maj.s allernaad. Befalings Fuldbyrdelse, samme min Ordres til de 16 Mænd egenmyndig haver henskydt og de saaledes conjunctim med en mere udstuderet Stiil, end jeg nogen af de 16 Mænd troer capabel til, samme min Ordres troe underdan. Intention (for ei videre at tale om E. K. Maj.s allernaad. Befaling) haver eluderet, som af Litr. A udførlig kan sees; 3) hvorledes Magistraten benævnte 16 Mænd, som efter kongl. expresse Befaling Litr. C Borgerskabet skulde udvælge, uden Borgerskabets Videnskab af de Rigeste og Mægtigste havde constitueret og saaledes den øvrige Borgerskab betagen deres Nød og Anliggende at kunne give tilkjende, mens derimod dem necessiteret at dependere tilligemed hele Landet af den med Magistraten og de 16 Mænd forenede rigeste Borgerskab og deres indbyrdes godt Befindende og Discretion; 4) hvorledes dette corpus ved subtile og apparente Argumenter havde idelig arbeidet paa Contorets Ruin og Ødelæggelse hvoraf Byen og de selv største Delen har havt deres Opkomst, og endnu den fattige Borger og Landet sin største Forlettelse hidindtil havde nydt, og det af den Aarsag, at Contoret er dem hinderlig at de ei kan sætte efter deres Godtbefindende Taxten i Kjøb og Salg til at udsue den fattige Borger og Bonden, saalænge Contoret staaer, for naar de nu falder til altfor stor Gjerrighed og Ubillighed saa finder fattige Folk, Borgere og Bønder Billighed hos Contoret, som ei kan i disse Tider extravagere, eftersom de hverken har Slægtskab eller Venskab med Ovrigheden, som de kan stole paa, og Hansestædernes Magt er forsvunden, saa at alle Uinteresserte siger, de nyder lettere og bedre Skjel ved Contoret og Oldermanden end ved de rige Borgere og Magistraten iblandt hvilke dog er mange Retsindige og anderledes Intentionerte, men maa lade sig med entrenaire for Fred og Rolighed Skyld og af Frygt for de Andres Magt og Myndighed og deres Folkene her indbildte altfor store Medhold i Danmark, som mig endnu ei synes trolig; 5) hvorledes jeg efter flittig Udforskning ei andet kunde end soubçonnere og tro, at uanseet at Borgemester Smits Underskrift ingensteds udi disse Dokumenter findes uden under Copien af den prætenderede General-Privilegium, som han ei skal have kunnet komme de Andre til at fidimere, der dog, om der skede en endelig Undersøgning hos Magistraten og de 16 Mænd, vilde findes, at Borgemester Smit, stolende paa den store Credit, som han har sat sig udi hos Stiftamtmand Stockfleth, og muligt sine ham selv bevidste eller prætexterte Patroner i Kjøbenhavn, var Hovedmand eller Prokurator af forbemeldte perverse Maximer med Contoret, i Henseende at obligere forbenævnte rige Borgere og Negotianter, hvilket vilde effectuere den fattige Borgerskabets og hele omliggende Landets Betryk; item at han var Hovedmand for den Conduite som Magistraten havde holdt i regard af allerhøistbemeldte E. K. Maj. allernaad. Befaling og min derpaa funderede Ordre, saasom ydermere den af de 16 Mænd og af Stadshauptmanden udi sin Erklæring førende Stiil, ogsaa vel kunde forlede En at soubçonnere eller efter Rapport at troe, at bemeldte Smit den har conciperet; 6) hvorledes jeg i ingen Vished var eller klar kunde see udi de af Smit erholdte Privilegier eller saaledes prætenderte; 7) hvorledes jeg, om ingen Diversion skede, ei kunde forlade mig paa de 16 Mænd, i regard af den fattige Borgerskab, og hvorvidt jeg dem kunde ansee eller bruge, eftersom de ei conform til E. K. Maj.s expresse Befaling af Borgerskabet var udvalgt, og jeg ingen sikker Underretning kunde faa, hvorledes de blev constitueret med videre Reflectioner over adskillige Sager, som ikke ere saa evidente og dog af megen ond Conseqvents for de Fattige og for Vidløftigheds Skyld forbigaaes: – Saa lod jeg, for at komme i vis Erfaring om de 16 Mænd og paaberaabte Privilegiers visse Beskaffenhed og for at ophæve den plaisir at see mig saa klogeligen eluderet overalt hvilket Bergens høie Trang nu ei længere i denne ulykkelige Skjebne kunde tilstede at continueres), ved Stiftamtmanden foranstalte, at Borgermester og Raad med de 16 Mænd dem samtligen hos ham selv, og de 8 Compagnier Borgerskab sig samtligen paa Engen skulde forsamle.
Magistraten med de 16 Mænd remonstrerede jeg mundelig med vigueur forbenævnte deres utilbørlige Forhold, samt videre, at der H. Maj. ved deres allernaad. Anordning udi Litr. C vilde, at Bergens By skulde være som en status ex aristocratia et politia in specie sic dicta mixtus, det syntes at Magistraten eller nogle iblandt dem ville trænge derimod igjemmel med at invertere den ad oligarchiam, og som Assistentsraad Stockfleth blev impatient derover, interromperte han mig og spurgte, ja hvad jeg vilde sige med alt dette, jeg maatte sige hvad jeg da prætenderte for Satisfaction derfor. Jeg svarede, at jeg ei sagde det for at prætendere noget, men for til Overflod justisicere, at jeg derved var foraarsaget og tvungen til den Conduite, som jeg agtede at tage, og at jeg ikke vidste om den kongl. Befaling om de 16 Mænd, og hvorpaa jeg funderede min Discours, var ham vitterlig, hvortil han svarede Nei. Saa tog jeg den ud af Lommen og læste samme Litr. C lydelig op for ham og alle, og continuerte mine Remonstrationer mod de Andre, og som jeg hidtildags ei ved Skrifter havde kunnet erholde rene Ord og Svar, som qvadrerede til mine Spørgsmaal eller Ordres, saa havde jeg nu ladet dem komme her tilsammen, for at forekomme at sligt mig ei ogsaa i denne pressante Nød maatte vederfare; og at see om jeg rene Ord i denne min Nærværelse mundligen af dem kunde erholde, og saaledes at bekomme nogenledes en Fundament til min videre Conduite og Foretagende, og sluttede at som jeg fornam at bemeldte Magistratens Forhold og Henseende var Stiftsamtmanden hidtildags ubevidst, saa havde han det nu klarligen fornommen, hvorfor jeg paa E. K. Maj.s Vegne ham i høieste Maader recommenderte dem nøie at observere og holde Hand i Hanken med dem, og at vigilere at de ei videre fordristede fra kgl. allernaad. Befalingers rette Mening at fravige, men regulret dem at følge, hvortil Stiftamtmanden da ei videre svarede.
Derpaa vendte jeg mig til Borgemester Smit og sagde, at saasom jeg troede, at i Præsidentens Fraværelse han længst og meest om denne Byes Dont var kyndig, og jeg befandt at Anno 1646 saadan en god Brandordning af Henrik Tott og Magistraten her var gjort, hvis Lige jeg ei havde seet og troede ei i Europa efter den Tid og hver Steds Leilighed at kunne findes en bedre, saa vilde jeg fornemme, 1) om den var bleven ophævet; han svarede, at der var siden skeet mange Forandringer og allersidst ved den nye Branddirikteurs Stabilering. 2) Spurgte jeg ham, hvorledes Magistraten var kommen til ei at overholde E. K. Maj.s allernaadigste Befaling Litr. C, og den ei efter samme allernaad. Befalings Indhold ladet af Borgerskabet udvælge de 16 Mænd; han svarede, at Magistraten alle Tider havde ladet dem udvælge af de 16 Mænd, som de ei rettere forstod, end at de vare Borgere. Jeg svarede derpaa at om de 16 Mænd eller nogle af Borgerskabet skulde udvælge dem, saa var det nok bleven saaledes i den kgl. Befaling indført, men som der stod generalement af Borgerskabet, saa vidste jeg ikke, hvor Magistraten havde tagen sig den Myndighed fra at limitere eller restringere en kgl. Befaling til nogle af Borgerskabet eller til disse 16 Mænd. Dernæst tog en af de ældste af de 16 Mænd, navnlig Evert Rubbertsen Ordet, og sagde at han fik at sige Sandheden som det var; Magistraten var aldeles uskyldig derudi, men de 16 Mænd havde selv for godt befunden at udvælge andre i de Afgangnes Sted, hvilket Magistraten saaledes havde ladet sig befalde. Jeg svarede ham: Min Ven, jeg maa dømme af Eders Ord, at I maa være af et meget ærligt, oprigtigt og bestandigt Hjertelag for Eders Venner og Magistraten, eftersom I er saa resolveret til at tage saa høi en Skyld fra dem paa Eder selv og Eders Medcolleger. I excuserer dermed aldeles ikke Magistraten, som ei burde approberet og bifaldet Eders Vildfarelse, og I ere lykkelig at I udi min Person ei fofinder En, som har Lyst til at gjøre ondt, hvilket aldeles min Henseende ikke er, men kun at rette alt efter kgl. allernaad. Befaling og Intention. Herpaa svarte han strax, han vidste at Kongen var en naadig Herre, som gjerne tilgav sine Undersaatter. Jeg svarede: Vist er han, og i den Henseende formoder jeg ogsaa, at han allernaad. tilgiver mig, at jeg efter min Pligt og den mig givne Myndighed og Instruction ikke med Eder samtlige forfarer, som tilholder mig saadanne Contravenienter ei videre at ansee, men dem at suspendere, ikke desmindre, som jeg havde Consideration for de gode fornemme Borgere som de 16 Mænd bestod udaf, og nu paa 2 nær alle af de forrige 16 Mænd vare udvalgte, og de til samme deres Udvælgelse intet kunde gjøre, og siden havde fulgt den samme Slenter-Jan, som de havde for sig funden, saa vil jeg dem for det første indtil E. K. Maj. allernaad. nærmere Resolution udi deres Stand og Værdighed conservere, og mig ogsaa videre, saavidt med god Skjel skee kunde, hos C. K. Maj. i deres Faveur interessere hvorfor de mig samtlige lydeligen takkede.
Dernæst vendte jeg mig til Borgemester Smit igjen, og spurgte ham, 3) om han selv havde fidimeret den Copi af Bergens Privilegiers Confirmation, hvortil han lydeligen svarede Ja, og dernæst spurgte jeg ham fremdeles, hvad Beskaffenhed det da havde med samme General-Confirmation, og om han den virkelig saaledes havde erholdt, hvortil han svarede Ja; om den da saaledes under Kongens Haand og Segl af Cancelliet var expederet og ham extraderet, og hvor den da nu var, eftersom Ingen her endnu havde seet Originalet, og jeg udaf hans høigrev. Excell. Hr. Grosskantslers Skrivelse til mig ei andet kunde slutte end at det ham var uafvidendes; tilmed var mig af hans høigrev. Excell. tilskreven, at ingen Byes Privilegier skulde confirmeres før min Erklæring derom var indkommen. Derpaa svarede Borgem. Smit mig, at samme Privilegium var under kgl. Haand og Segl af Cancelliet expederet og ham af Cancelliet extraderet, men siden udaf Commissionen begjært, at han det i Commissionen skulde tilbagelevere, hvoraf han det ikke havde igjen bekommet. Jeg svarede, hvorledes han kunde sige det at være expederet, som han havde maattet tilbagelevere og ei havde igjen bekommet, og som han videre vilde continuere at give mig frivole Argumenter brød jeg af og sagde, jeg vidste saameget som jeg behøvede for at ordinere videre til Byens Hjælp. Og derpaa ordinerede jeg, at de 16 Mænd tilligemed Magistraten strax skulde tilsammen forblive og delibere hvad først og nødvendigst kunde være til Byens Opkomst, og at under Straf af Suspension for Ulydighed Ingen skulde understaae sig derfra at gaae, førend jeg var igjen kommen. Og derpaa gik jeg ud til Compagnierne, som jeg ganske fandt ud af hinanden og iblandt hinanden, jeg veed ei (om) af Stadshauptmandens store Ignorants og Udygtighed, ou par artifice d’autruy. Jeg fik fat paa Vagtmesteren og lod enhver sanke og separere fra hinanden, fik og nogle Capitainer og Lieutenanter ved Haanden, og dermed befalede jeg dem, at eftersom Magistraten efter kgl. Ordre og Befaling ei havde ladet Borgerskabet udvælge de 16 Mænd, men dertil tagen af deres egne Adhærenter, og Borgerskabet saaledes afskaaren Veien deres Nød og Trang at frembringe, hvilket aldeles ei var E. K. Maj.s for dem havende allernaad. Intention gemeß, saa anbefalede jeg dem herved strax at udvælge 4 Mænd af hver Compagni, dog ingen Capitainer eller Lieutenanter, for at foredrage mig hvad de efter denne ulykkelige Ildebrand til deres Opkomst og Frelse kunde tjenligst eragte, og saasnart de vare udvalgte mig deres Navne at notificere, hvor de da videre af mig skulde autoriseres og instrueres. Derefter gik jeg igjen til de forsamlede Borgemestere og Raad samt de 16 Mænd, og sagde, at som jeg paa den ene Side havt Omhu at conservere de 16 Mænd i deres Agtbar og Værdighed, saa havde jeg vaaren henne og havt (mere) Omhu for de fattige og mindre bemidlede Borgere, end de og deres Consorter, og havde befalet at udvælge af hver Compagni 4 Mænd, som endogsaa deres Trang og Opkomst mig, og om fornødent gjordes allerunderd. E. K. Maj. kunde foredrage. Imidlertid vilde jeg hermed de 16 Mænd aldeles ikke have dispenseret at have Omhu for de Fattiges Opkomst saavelsom for de Riges, og om de træffede det bedre end de nu af mig ordinerede 32 Mænd, saa skulde de være mig kjærest. E. K. Maj.s Intention var, at de Rige aldeles skulde blive conserveret, men at E. K. Maj. ikke havde Rige nok, men vilde have mange flere, hvorfor man fik endelig lave det saa, at de Middelmaadige og Fattige kunde blive rige med.
Jeg drog dermed af Byen herhid, og gjorde Anstalt, at hvis En og Anden vilde have noget Skrift eller Breve til mig, de det maatte levere til Kommandanten, som mig det vel tilsendte, saasom jeg ogsaa ham derom havde beden. Derom havde Stockfleth ladet løbe sin Kritik eller Skoptik, som jeg ei considererte værdig at ihukomme, og som Kommandanten den nys havde faaet at vide, kom jeg just til Bergen igjen, og disponerte ham det tilligemed mig at holde den gamle Censurateur tilgode, ellers muligt der var bleven Vidløftighed af. Jeg for min Part formeente Obristen havde Ordinantsen og kunde derfor lettere sende mig Breve og Skrifter end Stockfleth som det vilde kostet Penge og foraarsaget Umage, og tænkte jeg ikke, at jeg derved kunde have sat Obristen i Stockfleths Sted og deslige, som hans Ord videre kan være faldne. Jeg haaber E. K. Maj. mishager ikke, at en depit de touttes les difficultés que je rancontre, jeg stifter Ordning og Lydighed at efterkomme kgl. Befalinger og Interesser og udrydder hvad der imod kan være, som jeg nærmest og bedst kan tilkomme, og at E. K. Maj. mig derved kgl. maintenerer efter den mig derom i min Instruction allernaad. gjorte Løfte.
Al forbem. min Ordre uagtet skal dog være to Capitainer, som skal have hindret deres 2 Kompagnier ei at udvælge hver deres 4 Mænd, foregivende at de det aldrig vilde tilstede, førend de havde min skriftlig Ordre derom. Som nu saadan Ulydighed og at ville foreskrive mig at give skriftlig fra mig, hvad jeg i mange hundrede Folks Nærværelse har offentlig befalet og ei kan eller begjærer at fragaae, er af altfor stor Conseqvents, saa formoder jeg allerund., at E. K. Maj. allernaad. forgodt befinder at jeg mig derom nærmere erkynder og efter Forefindende da nærmere Raison og Commando gemæß forfarer, for skal det staa i deres Discretion, som jeg har at commandere, paa hvad Maade de vil adlyde mig, saa bliver det vist en seen Død, inden jeg faaer nogen Ordning fremplantet. Intriguen nu er denne, som af Lit. C kan sees, at Præstdenten Jørgen Otto først har anspundet den med de rigeste Borgere, at han og Magistraten deraf kunde selv udlede og formere en Parti af 16 Borgere til deres Medhold, hvorpaa han har faaet kgl. Confirmation 1680; men som man seer, saa er det strax bleven forandret 1682 og ordonneret, at ei længere Magistraten men Borgerskabet skulde udvælge disse 16 Mænd; derpaa har Magist. vrangeligen saaledes fortolket samme kgl. allernaad. Befaling og har samme Valg restringeret til bemeldte deres 16 Kreaturer som var Borgere og dog reserveret sig den udvalgte at forskyde naar de ikke udvalgte efter deres Sind, saa det blev unum et idem, og Ingen var tilladt sin Nød at klage, eller Nogen disse gode Folk ubehagelige Forslag at gjøre, som jeg derpaa har et levende Exempel paa forbem. stakkels Barberer.
Men, allernaadigste Konge, jeg kan ikke fournere at skrive hele Traktater om Norges Uordning og for at gjøre det kort, saa vil den skadelige Bande brydes og de Retsindige mainteneres. – Først er her en Præsident navnlig Dysseldorp, som nu er i Kjøbenhavn; jeg kjender ham ikke, han accuseres for Opiniatretet og Hastighed i Vrede, men derimod har jeg ikke andet kunnet fornemme, end at han beflitter sig paa at vare retfærdig i sine Domme, som er en meget god Qvalitet, som vel er at æstimere udi en Præsident, og er han værd derfor alene at conserveres. – Saa er her en Borgemester Tuxen, tres honest homme, og som jeg ei heller troer, at han med Villie nogen Menneske skulde fornærme, men han er nylig kommen til Bergen, og er ei endnu saa kyndig i Bergens Dont som Borgemester Smit, der længe tilforn har været Raadmand. – Borgemester Smit er bleven Borgemester efter Tuxen. Der menes, at han har gjort de rige Borgere Fortrøstning, at han ved sine mægtige Patroner i Kjøbenhavn havde bragt dem alle disse privilegia quæstionis til Veje, at de derved nu kan sætte Prisen for Bonden i Bergenhuus Stift som de selv vil, og svække Kantoret, saa at det endeligen maa forgaa, om hvis Nødvendighed og Nytte jeg paa sit Sted skal mentionere. Denne Smit har accorderet med Munthe, at han har afstaaet ham Borgemester Bestilling og skal have derpaa bekommet kgl. Confirmation, dog skal Munthe have forbeholdt sig sin Borgemester Gage. Iligemaade skal han have drevet det igjemmel, at den af E. K. Maj. forordnede Byfoged Behm har solgt sin Byfogeds Bestilling til denne Borgemester Smit hans Svoger Hans Ruus, og for ham erholdt derpaa E. K. Maj.s Confirmation, og som der tales heel vanskelig om Byfogdens Domme, hvorledes de blive fabrikeret og siden af Borgemester Smit paa Raadstuen mainteneret, og om Smits høie Gunst hos Justitiario Stockfleth, og man ei veed, hvorledes Borgemester Smit den Fiskalsag har lagt fra sig hvor han blev søgt at have gjort 2 falske Eder imod hinanden, som var beviist, saa er et af de største Priviligier, som E. Maj. kan give Bergens By til dens Opkomst, at De jo før jo bedre sætter saadan en Mand ud af Magistraturen, som for en Meened, som han virkelig har begaaet, af den sal. Konge muligen er pardonneret, og som jeg ingen Forhaabning har om, at han qvitterer til particulair Interesse zielende Intriguer.
Jeg kunde sige mere og gaae meget længere i Kapitlet af Intriguer, om man dem saa vel kunde bevise, som man kan vide dem, men om forbemeldte har E. K. Maj. alt Originalbeviserne i Hænderne, som jeg har sendt E. K. Maj. med forrige Post es mains propres til selvbehagelig Disposition. Af Raadmændene er kun den eneste Raadmand Hans Nilssen Weinwich, som holder med ham; de andre kan jeg ikke andet sige, end at de abominerer Smits Maximer og allermest sin egen Svoger Raadmand Lars Hansen Weiner, som er honest homme et de bons sens; men de klage Alle, at Smit er i altfor stor Kredit hos Stockfleth, hvorvel jeg ei kan sige, at Stockfleth nogen Tid har talt mig om ham, men Madame Stockfleth har talt mig om ham med største Eloge.
Jeg vilde hjertelig gjerne ønske, at E. K. Maj. havde en tres honeste og habil homme til Borgemester her i Smits Sted. Byen havde den nok behov i denne sin slette Tilstand men jeg veed Ingen at forslaae saa dygtig, som jeg ønskede den. Det var en stor Forlettelse og Gavn for dette gemene Bedste, om dette i Byens Trang saaledes kunde skee. Den dygtigste, som jeg veed dertil, er her en af Raadmændene, som og er Politimester, navnlig Fasting, som har sandelig i denne sidste Ildebrand ikke sparet Umagen og er meest kyndig i denne Byes Sager, og var gavnlig for Politiens Indrettelse, at han var Borgemester med, for hellers har Politien sin største Opposition og Hinder af Borgemesterne. Til Raadmand i hans Sted vilde jeg ikke gjerne have en Negotiant, eftersom der allerede er tvende, som ere Negotianter, men helst en anden ærlig Borger, og maatte jeg raade derfor, da tog jeg en dertil som er Stadscapitain og ellers en Guldsmed af Profession, som heder Johannes Reimers, som jeg har befunden at være en vel considereret Mand her af ærlig Gemyt og ligefrem og vel inclineret for middelmaadige og fattige Borgere.
Om E. K. Maj. vil lade blive den insufficiente Person Byfoged, som har kjøbt sig Chargen til af Statholder Gyldenløves Kammertjener, veed jeg ikke; det er hellers en Negoce, som jeg ikke kan bifalde. Vel er det sandt, at det skeer i Frankrige men der maa den Kjøbende først kjendes af Kongen dygtig dertil og have Kongens Consens, men at kjøbe og negociere her først og siden at faae Confirmation paa, er Noget som jeg ei kan bifalde. En sin Justitien er hos ham i slette Hænder og jeg troer, naar jeg efterseer hans Domme, findes der nok, som meriterer en Suspension, og kunde til Byfoged Ingen tjene bedre igjen, end den gamle Underfoged Marcus Hansen, som denne Tieneste i Gyldenløves Kammertjeners Sted upaaklageligen har forestaaet. Raadstuskriveren her er en meget rig Mand, som har en meget slem Proces, hvori snart vil falde Dom, som uden Tvivl vil udvise cujus generis og gjøre Ende paa hans hidtil førte Conduite, hvorfor jeg her gaaer ham forbi. Han er indbunden med Borgemester Smit, og som siges af lige Qvaliteter som Dommen nu vil udvise.
Rester nu hvad E. K. Maj. med forbem. 16 Mand vil begynde, som er en meget skadelig Bande til at dække Underskin af Borgerskabets Bedste, al ubillig Magt og Myndighed af Magistraten og de Rigeste over de Middelmaadige og Fattige, og som synes alene til de Riges og Mægtiges store Midlers usømmelige Forøgelse at de maatte have Handelen alene og Andres Opkomst derved blive hindret, og de middelmaadige og fattige Borgeres og Contorets Ruin forfremmet, hvorved deres particulier Interesse tiltager, og naar de nu er bleven rig og døe, saa blive Børnene Junkere og Comercien ligger, for Andre er hindret at tilvoxe. Tilmed skjære disse 16 Mænd alle Middelmaadige og Fattige Veien af at forebringe deres Trang og Forurettelse, hvorfor mine uforgribelige allerunderd. Tanker skulde være, at disse 16 Mænd aldeles bleve ophævet, og der isteden disse af de 8 Compagnier udvalgte 4 Mænd, som gjøre 32 tilsammen, af E. K. M. allernaad. confirmeres, og befales, at herefter hver St. Thomas Dag af hver Compagni 4 Mænd blev udvalgt eller de Udvalgte ved nye Valg continueret, som Borgerskabets Anliggende kunde frembære og hvad raisonnabel var befordre saavel for de Fattige som for de Rige, som sig desforuden nok selv forsvarer. Og vil en af de fornemste Ting, som de have at agte paa være, at de Rige ingen Byrde fratages og de Fattige oversættes.
Naar Bergens Magistrat saaledes er purgeret og igjen besat, og den Forandring saaledes med de 16 Mænd gjort og de 32 isteden ordineret, saa haaber jeg, at Menighedens Suk og Klage, som jeg udi Ildebranden maatte udstaa Moses Plage for, er med Guds Hjælp remederet, og at mangen En for det Første derved encourageres at blive ved Byen og der igjen at sætte Bo.
Men at Consumptionen jo før jo bedre bliver efterladt er en høinødvendig Ting for Fattigdommen for det Første for 2 Aars Tid. Toldfrihed har de ogsaa vel talt om; dette rører Negotianterne meest, og troer jeg visseligen at om Tolden dem igjen blev forundt, som den var 1669, at de blev meget soulageret og E. K. Maj. ingen synderlig Afgang, og vel muligt, naar Byen om lidt kom sig igjen, Profit derved kunde have. Men saa fik Tolden at være paa Regnskab, og Magistraten fik at have Accisens Oppebørsel igjen, for en bedre Kontrolleur paa Tolderne kan E. K. Maj. ikke bekomme, helst naar E. Maj. den igjen ordinerer til Byens publique Bygningers Hjælp, som Broer langs Stranden, Raadhuus, Kirker, og siden en vis aarligen deraf til Avenuernes Fortification, hvilken naar den indrettes saaledes, som jeg den nu paa 3 Steder har udfunden, saa kan Byen ei alene være defenderet med 7 à 800 Mand og fri for al Bombardering, isteden at Bergen om det nu skal defenderes, udkræver 1500 à 2000 Mand og dog ei er sikker for Bombardering, hvorfor Undersaatterne gjerne skulde see, at af Accisen en Deel dertil bliver anvendt og kan naar bem. 3 Avenuer fortificeres og tilbørligen med Kanoner ere forsynet, en allieret Flaade af 100 Skibe der indenfor have sin sikker Retirade, og med Alt forsynes, foruden at man havde behov at komme til Byen, og kunde man altid være Mester af den. Den ene af bem. Fortificationer vil blive af en duelig hvid Marmor og Skifersteen, som samme hele Klippe er af, og jeg her sender en liden Prøve af, som jeg kun har poleret paa en Slibesteen i Mangel af andet Redskab, men bedre kan poleres og bliver den meget skjønnere dybere ned i Dybet.
Jeg har ordonneret, at der skal gjøres en Grundrids af Byen for at oversendes E. K. Maj. og som det er høiligen fornøden, at Almindingerne blive 100 Alen brede, om de skal vare sikre, at Ilden ikke tænder paa den anden Side, saa har jeg indtil E. K. Maj. s nærmere allernaad. Resolution indkommer, tilligemed Obriste Heinen udseet dem, hvorefter jeg har ladet gjøre Forbud, at der Intet bygges paa de Steder, som bør blive ubebygget. Jeg vil nu ordonnere Magistraten at eftersee om de mine Tanker kan forbedre, hvilket da E. K. Maj. allerunderd. ydermere skal refereres om, naar Grundridsen oversendes. For denne Gang maa det hermed beroe, og forbliver jeg i dybeste Devotion
| Hop en Miil fra Bergen | Stormægtigste Konge o. s. v. | ||
| d. 6te Juni 1702. | Friedrich von Gabell. |
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |