To Klosterstiftelser fra Kong Sverres Tid

Legg til lenke
Fra Wikikilden

1. Værne-Kloster.

At Johanniterhospitalet paa Varna („Værne-kloster“) ialfald i Tiden mellem Magnus Lagabøters Hirdskraa (c. 1275) og 1308 har fungeret som Invalidehospital for den norske Hird, er forlængst paavist i Langes Klosterhistorie; men hvorledes og naar denne Institution er grundlagt, var endnu usikkert. Lange antog Hospitalet grundlagt, eller ialfald indrettet til Invalidehospital for Hirden, af Kong Magnus Lagabøter, idet han henviste til, at Hirdskraaen „bestemte, at en Trediedel af den Tiende, som Hirden efter gammel sædvane blandt Birkebenerne ydede, skulde afgives til Værne, ligesom at hver haandgangen Mand skulde ved optagelsen i Hirden betale 2 Ører, hvoraf den ene skulde lægges til Hirdmændenes Provent til Sjælemesser for afdøde Hirdmænd, den anden anvendes som Hjælp for dem af Hirden, som trængte til at gaa i Kloster (ɔ: i Værne).“ Lange var vistnok opmærksom paa, at der findes et ældre Vidnesbyrd om Værne Hospital: „Kunde man stole paa Registret [over Akershus’ Arkiv] fra 1622, maatte ogsaa Hospitalet paa Værne henføres i det mindste til 1ste Halvdel af 13de Aarhundrede, da deri omtales en Afskrift af en Pavebulle for Værne af Pave Honorius III, som døde 1227; men herpaa tør dog intet bygges, da Honorius III lettelig kan være forvexlet med Honorius IV († 1286).“ P. A. Munch havde dog nogen Tvivl om Holdbarheden af Langes Ytringer, idet han under omtalen af Hirdskraaen[1] gjør opmærksom paa, at Hirdens Tiende og dens Fordeling mellem Bisper, Hirdprester og Hospitalet sættes i Forbindelse med Birkebeinernes „gamle Skik og Løfte“, og at man deraf synes at maatte slutte, at Hospitalet er ældre end Kong Magnus’s Tid og maaske allerede stiftet af Birkebeinerne under Kong Sverre efter dennes Ønske eller Befaling.

Længere end til samme Tvivl og samme Formodninger vilde jeg ikke være kommen, hvis jeg ikke ivaar af andre Grunde havde beskjæftiget mig med det gamle „Register fra Akershus“, det eneste Minde om en stor Diplomsamling, som endnu i 1622 udgjorde flere hundrede Originalbreve fra 12te til 16de Aarhundrede, overførte fra de 3 Klostre: Nonnesæter i Oslo, Hovedøen og Værne.[2] Dette Register kjendtes tidligere kun fra et (ufuldstændigt) Exemplar i den Arnamagnæanske Samling samt en Afskrift deraf (ved Presten Mørch i Hurum) i vort Rigsarkiv, – det Exemplar, som Lange benyttede. I denne Afskrift læses midt inde i Registret en Afdelingsoverskrift saalydende: „Udi samme Kiste findes et Paket, signeret #, derudi efterskrevne Romerske Pavers Privilegier og Indulgentser givne Munkene i Værne Kloster“, hvorefter følger „1. Honorii tertii Romæ datum“ – med en efterfølgende Lakune paa ét Blad, saa at Oplysningerne om de andre Pavebreve mangler. Imidlertid blev jeg i Rigsarkivet gjort opmærksom paa, at man for endel Aar siden, som det synes mellem 1856 og 1866, havde i det forrige „Oslo Bispearkiv“ fundet et andet fuldstændigere Exemplar af Registret fra 1622. I dette Exemplar findes nu det manglende Blad, og dette Blad opregner følgende Pavebreve:

1. Honorii tertii Romæ datum anno pontificatus sui quinto.

2. Innocentii primi[3] anno pont. primo.

3. Innocentii tertii – – –

4. Innocentii quarti – – quinto.

5. Gregorii noni – – quinto.

6. Nicolai tertii litteræ promotoriales episcopo Asloensi datæ de bonis fratrum in Varne ablatis restituendis, non obstantibus poenis, juramentis, renunciationibus vel confirmationibus quibuscunque anno pont. secundo.

7. Bonifacii octavi bulla de eorundem fratrum immunitatibus, ut ab omni exactione et grauamine liberi sint anno pont. tertio.

8. Ejusdem Bonifacii instrumentum de eadem re datum Romæ anno pont. secundo.

Allerede det første Nummer, „Honorius d. 3dies 5te Aar“, viser, at Langes Formodning om en mulig Forvexling med Honorius d. 4de maa bortfalde; „5te Aar“ passer nemlig kun paa Honorius d. 3die, der regjerede 11 Aar (1216–27), medens Honorius IV døde efter 2 Aars Regjering (1287). Honorius d. 3dies 5te Aar gaar fra 18de Septbr. 1220 til 18de Septbr. 1221; i dette Aar har Honorius udstedt et Beskyttelsesbrev for Værne kloster, som saaledes existerede og var i Virksomhed i 1220. Klostret har tillige ifølge Registret besiddet Beskyttelsesbreve fra Innocens III’s 1ste Aar (Jan. 1198–Jan. 1199), fra Gregorius IX’s 5te Aar (20⁄3 1231–20⁄3 1232), fra Innocens IV’s 5te Aar (28⁄6 1247-28⁄6 1248), Nicolaus III’s 2det Aar (26⁄12 1278–26⁄12 79) samt Bonifacius VIII’s 2det og 3die Aar (2⁄1 1296–98). At alle disse Dateringer er rigtige, kan man overbevise sig om ved at sammenstille fra Diplomatariet, paa hvilke Tider der i disse Pavers Regjeringsaar er afgaaet Skrivelser til Norge fra Rom; de viser sig ganske at stemme med de opgivne Aar.[4] Der kan efter dette ikke være Tvivl om, at der fra Pavestolen er afgaaet Bekræftelsesbreve til Værne Hospital i 1198, 1220–21, 1231, 1247, 1279 og 1296–97. Værne Hospitals Tilværelse er altsaa garanteret gjennem hele 13de Aarhundrede lige tilbage til 1198, til Kong Sverres Tid.

Dette Resultat maa man have for Øie, naar man gaar tilbage til Beretningen i Hirdskraaen, og man vil da forstaa, at hele Institutionen stammer fra Kong Sverre. Kong Magnus’s Hirdskraa viser paa flere Steder tilbage til den „gamle Hirdskraa“ og til Birkebeinernes „gamle Løfter og Sædvaner“[5] paa en saadan Maade, at der ingen Tvivl kan være om, at den tidligere Hirdskraa var fastslaaet og optegnet under Kong Sverre. I Hirdskraaens Cap. 21 gives Bestemmelserne om „Hirdprester“, – en Institution, som synes indstiftet eller ialfald reguleret af Kong Sverre, og som blev Grundlaget for det senere kgl. Cancelli og Capelgeistlighed. Om Hirdpresternes Løn siges her, at de af Kongen skal have 5 Marks Veitsle og en ny Klædning hver Jul, men af de haandgangne Mænd den Tredjedel af Tienden, som før har været sædvanlig (áðr var vani á), og som de skal dele mellem sig; „men det er Birkebeinernes gamle Sæd og Løfte at gjøre Tiende af sin Sold – baade Hirdmænd og Gjester – og dele den i 3 Dele: én Tredjedel faar alle Biskoper, mod at Kongens Mænd faar Begravelse ved de Kirker, hvor det tidligere var Skik (ɔ: ved Kathedralkirkerne), den anden faar Hirdpresterne, den tredie faar Hospitalet paa Varna“. Sammenhængen viser, at her skildres de bestaaende Forhold, saaledes som de stammede fra Birkebeinernes „Sæd og Løfter“; det er ikke en Forordning af Kong Magnus, som Lange mente. De nærmere Bestemmelser herom, som er fra Kong Magnus’s Tid, staar først i Cap. 53. Der siges, at „saa er aftalt mellem os haandgangne Mænd, at hvis en af os kommer i saa stor Nød, at han bliver hjælpeløs for Alderdom eller Sygdom, da skal Kongen og hans Kammerater hjælpe den Mand til Kloster; Kongen skal give den halve Provent (Kapital), den anden Halvdel Hirdmændene“; og sammesteds: „Saa har de haandgangne Mænd vedtaget efter Kongens Raad, at hver, som bliver Hirdmænd, skal (ved Udnævnelsen) betale en Øre til Provent til Sjælemesser og en Øre til sine trængende Kammerater, at man kan betale saa meget mindre, naar man skal hjælpe de trængende Kammerater til Kloster; Gjester og Kjærtesvende halvt saa meget“. I samme Retning gaar ogsaa en Bestemmelse fra Haakon Haakonssøns Tid[6], hvorved Hirdmændenes Sold forøgedes aarlig med 6 Øre, „for at de ikke skulde lide noget Tab ved at betale Tienden ordentligt.“

Det er ovenfor vist, at Pave Innocens III har skrevet 2 Breve til Værne Kloster i 1198; Hensigten har vel været at unddrage Klostret fra den bansatte Konges Indflydelse. Har Klostret existeret i 1198, maa det ogsaa være ialfald nogle Aar ældre; det kan ikke være grundlagt efter Sverres Bansættelse, det maa altsaa være ældre end 1194. Man venter ikke netop, at Kong Sverre grunder kirkelige Institutioner. Derimod er det ganske i hans Karakter, naar en kirkelig Institution tages i Statens Tjeneste. Johanniterne var jo en geistlig Ridderorden, stiftet for at pleie syge Pilegrime i det hellige Land. Alle de Filialer, som Johanniterne grundede rundt om i Europa, havde til Hovedformaal at samle Penge til Hospitalet i Jerusalem; kun ved Siden deraf skulde de tillige være Hospitaler for Syge. De udbredte sig med rivende Fart i Europa i 12te Aarhundrede; ved 1170 kom de ogsaa til Danmark, da Kong Valdemar stiftede Andvorskov Kloster (Hospital). Der som overalt traadte ordenen i Forbindelse med de høiere Stænder, idet alle Ordensmedlemmer skulde være adelige, hvilket i Danmark som i Norge jo kom til at svare til Kongens Mænd. Det er rimeligt, at dette danske Hospital er Forbillede for det norske Johanniterhospital, og for den Sags Skyld kunde det være muligt, at allerede Magnus Erlingssøn eller Erling Jarl havde laant Ideen fra Danmark; men rimeligere er det, at Kong Sverre har selv laant Ideen fra Danmark og omdannet den efter sine Planer.

Hirden var i den norske Statsret ikke blot Kongens væbnede Følge, men tillige Grundlaget for den hele Administration. Kongens Mænd uddannedes i Hirden ikke blot i militære Idrætter, men ogsaa til al Tjeneste i Riget. Sysselmænd og Lendermænd havde faaet sin Opdragelse her, Skibsstyrere og Landeværnets Førere toges ud af den, ogsaa Lagmændene havde i Regelen gjort sin Skole i Hirden eller var optagne i den, – kort, hele Landets civile og militære Embedsstand dannede som Medlemmer af Hirden en sluttet Korporation. Hirden havde fra gammel Tid en aristokratisk Retning, den havde etslags Veto mod optagelse af lavættede og fremmede. Det er vistnok en Misforstaaelse at tro, at Hirden under Kong Sverre forandrede denne sin Karakter; det nævnes jo udtrykkelig, at Kong Sverre optog de tidligere Rangklasser, og samtidig bør det fremhæves, at Lovgivningen for Hirden som Korporation netop stammer fra Sverres Tid. Muligens fik Hirden ogsaa paa Grund af Tidsforholdene under Sverre en mere militær Karakter, og sikkert synes det i denne Forbindelse at være, at dens Antal blev forøget. Men naar man nødsagedes til ved Optagelsen mere at se paa Krigerdygtighed, kunde man ikke længer som før lægge Hovedvægt paa social Rang eller Jordbesiddelse; Hirden maatte derfor, naar Krigene ophørte, komme til at indeholde endel fattigere Mænd. Heri ligger, antager jeg, Nødvendigheden for Kong Sverre til at forsørge fattige og gamle Hirdmænd, til at grunde et Invalidehospital. Dette har Kongen opfattet som en Statsinteresse, hvilket er synligt deraf, at han bidrager med den halve Kapital; men samtidigt opfattes det af Hirden som en Standsinteresse, hvorfor Hirden i Almindelighed tilskyder den anden Halvdel.

2. Kastelle-kloster.

Lange hævder i sin Klosterhistorie (S. 4802), at Kastelle Kloster ved Konghelle maa være stiftet mellem 1176 og 1182 ved Kanniker fra Ebelholt af Erkebiskopen i Nidaros, altsaa Eystein. Det er nemlig paa den ene Side sikkert, at Erkebiskopen i Nidaros havde Styrelsen over dette Kloster, uagtet det laa i Oslo Stift og ikke i Nidaros Stift, og at Erkebiskopen med sit Kapitel beskikkede Klostrets Prior; paa den anden Side har en Prior i Kastelle-klostret oplyst, at dette Kloster efter hans Forgjængers Erklæring altid har været Abbeden i Ebelholt undergivet. Denne Modsigelse kan kun hæves ved at antage, at Erkebiskopen i Nidaros og Abbeden i Ebelholt begge har været virksom ved Kastelle-klostrets Anlæg. Tiden for dette Anlæg, mente Lange, begrænsedes ved, at Eskilsø Kloster først 1176 flyttedes til Ebelholt og at Klostret i Konghelle nævnes ved 1182. Begge disse Aarstal er imidlertid usikre. Den eneste Krønike, som angiver Aarstal for Flytningen til Ebelholt, nævner 1178, men denne Kilde (Annales Bartholiniani) er af tvivlsom Alder; sikkert synes kun at være, at Flytningen er foregaaet et af Aarene 1175–78. At Kastelle-klostret omtales „ved 1182“, er endnu usikrere. Der findes et Brev, som Abbed Vilhelm af Ebelholt har tilskrevet Prioren Laurentius i Konghelle Kloster; heri lover han at sende en Ladning Malt, men han vil først høre Priorens Mening, „om man bør frygte et Sammenstød mellem Eders Konger eller andre af Eder“ (si nos Regum vestrorum vel aliorum vestrorum timere congressum oporteat). Ved disse „Konger“ har Bartholin og efter ham Langebek tænkt paa Magnus Erlingssøn og Sverre og derfor henført Brevet til 1183 eller 1182. Men det er aldeles vilkaarligt. I den Tid, da Abbed Vilhelm styrede Ebelholt, altsaa o. 1178 til 1203, forefaldt som bekjendt mange Stridigheder i det sydlige Norge udenfor Aarene 1182–83; af de nævnte Konger maa vistnok nødvendigvis den ene være Sverre, men den anden behøver ikke netop at være Magnus. Naar undtages Aarene 1188–92 og 1194–96, vilde man i Danmark alle Aarene fra 1178 til 1202 kunne nære Frygt for Uroligheder i det sydlige i Norge og saaledes ogsaa nær Konghelle. De Konger, hvis Sammenstød Abbed Vilhelm frygter, kan altsaa være enten Magnus og Sverre (1178–84) eller Jon og Sverre (1185–88) eller Sigurd og Sverre (1193–94) eller Inge og Sverre (1196–1202); Brevet kan henføres til hvilkensomhelst af disse Perioder; med sikkerhed fremgaar deraf kun, at Klostret er ældre end 1202.

En Betragtning af de politiske Stilling og Forhold i Tiden c. 1178–1202 turde dog føre til større Sikkerhed. Da det er klart, at en af Nidaros’s Erkebiskoper maa være Stifteren, har vi kun Valget mellem Eystein (1161–88) og Erik (1189–1205). Lange var ved Konghelle-brevets uheldige Datering 1182–83 henvist til Erkebiskop Eystein og bemærker i en Note, at „under Krigen mellem Magnus Erlingssøn og Sverre opholdt den første, hans Fader [Erling Skakke] og Erkebiskopen sig oftere i Danmark, hvor Bekjendtskab med Abbed Vilhelm kan være gjort“. Men dette er for begge de sidstes Vedkommende urigtigt; specielt Erkebiskop Eystein vides ikke at have opholdt sig nogensinde i Danmark. Da Kong Magnus flygtede for Sverre til Danmark (1180), drog Erkebiskopen til England og opholdt sig der, indtil han vendte hjem og forsonede sig med den nye Tingenes Orden (1183). Men hverken før eller efter sin Landflygtighed vides Erkebiskop Eystein at have havt Forbindelser med Danmark; dertil kommer, at han i Tiden 1178–80 var for optaget af Kampen mod Birkebeinerne til, at der da kunde være Tale om et Klosteranlæg saa langt borte fra hans Magts.Centrum, og i Tiden 1183–88 havde Erkebiskop Eystein ikke den Indflydelse hos Kong Sverre, at han kunde hævde for sin Diocese et Kloster paa kongelig Grund, i det gamle Kastel ved Konghelle. Erkebiskop Eystein kan altsaa ikke have grundlagt Kastelle Kloster. Men deraf kan man videre drage den Slutning, at Kastelle Kloster ikke er anlagt i hans Tid, og at den ene Konge, som omtales i Abbed Vilhelms Brev; ikke kan være Magnus Erlingssøn († 1184) og heller ikke Jon Kuvlung († 1188).

Vi henvises saaledes ligefrem til Erkebiskop Erik som Grundlægger af Kastelle-klostret. Og ligesaa mange Grunde, der taler imod Eystein, ligesaa mange Grunde kan anføres for Erik. Erkebiskop Erik pleiede jo netop Forbindelser med Danmark, eller rettere han opholdt sig i Danmark det meste af sin Styrelsestid, nemlig næsten uafbrudt fra 1190 til 1202; han stillede sig strax ved sin Ankomst under Erkebiskop Absalons Beskyttelse, har i Regelen opholdt sig i hans Nærhed og endog fulgt ham paa Reiser, saaledes til Gumløse Kloster i 1191 og endog til Lygum Kloster i Jylland.[7] Erik havde ligesom Absalon studeret i Paris, og de har vistnok været der samtidigt, hvis den Notits er rigtig, hvorefter Erik blev Kannik af St. Victor i Aaret 1150.[8] Fra Paris har han vistnok ogsaa kjendt Vilhelm (da Kannik af St. Victor), og rimeligvis har Erik fra tidligere Tid staaet ham nær; deraf lader det sig lettest forklare, at allerede kort efter Eriks Ankomst i 1190 Vilhelm forfattede en Klage for ham over Kong Sverre, ligesom han ogsaa senere (1195) i hans Interesse klagede til Paven over hans underordnede Biskoper.[9] Et eiendommeligt Minde om Eriks Samliv med Abbed Vilhelm er ogsaa den Notits, at Erik gjennem Vilhelm under sit Ophold i Danmark sendte som Gave til Genovefa-klostret i Paris en Relikvie af sin Patron, nemlig et Stykke af St. Olafs Skjorte.[10] Her ser vi saaledes en nidarosisk Erkebiskop i mangeaarigt Samliv med Abbeden i Ebelholt, og naar to saadanne Mænds Samvirken kræves til Stiftelsen af Kastelleklostret, tilfreds-stilles dette Krav ganske af Erik og Vilhelm i Tiden mellem 1190 og 1202.

Gaar vi saa tilbage til Abbed Vilhelms Brev til Prioren i Konghelle, tør vi nu nærmere bestemme de der nævnte norske Konger. De kan kun have været Birkebeinernes Konge Sverre og Baglernes Konge Inge. Skjønt Abbed Vilhelm ogsaa havde anerkjendt Sigurd Magnussøn som Konge (1193–94), hvilket sees af hans „Genealogia regum Danorum,“[11] var dog dennes og hans Partis Herredømme i Viken for kort og for usikkert til, at der i hans Tid kunde grundes et Kloster. Men efterat Baglerpartiet var stiftet 1195–96, indehavde dette med korte Mellemrum Herredømmet i Viken næsten uafbrudt fra 1196 til 1202, og i denne Tid er der saaledes Leilighed nok til, at Klostret stiftes og til at dettes Beboere faar føle Trykket af de urolige Tider. Vi kan endog pege paa et bestemt Tidspunkt for

Grundlæggelsen som det sandsynligste. Efterat Baglernes Parti var stiftet i Danmark, siger Sverres Saga, at „til den Flok sluttede sig ogsaa Erkebiskop Erik; de for med den Flok nord i Norge“ o. s. v. Meningen med disse Ord kan kun være, at Erkebiskopen fulgte med til Norge, selv om han strax efter drog tilbage til Danmark; men som Munch rigtig bemærker, „er han fulgt med, da har han dog vist ikke begivet sig længer op end til Konghelle“, og jeg antager da ogsaa netop, at Erkebiskopen, saasnart Baglerne havde sat sig nogenlunde fast i Viken, har ladet sin nye Konge afstaa til Erkestolen det forrige Kastels Plads, for at han derpaa kunde grunde et Kloster.

Erkebiskop Erik maatte vel vide at Kong Sverre havde Thrøndernes faste Støtte, saa at, naar Krigen først var begyndt, vilde han selv og hans Tilhængere ikke paa lang Tid kunne vende hjem til Nidaros. Men i Viken kunde paa den anden Side Baglerne og Erkebiskopen vente at holde sig oppe. De af Throndhjems Kapitel, som fulgte Erkebiskopen, kunde her anbringes som regulære Kanniker af Augustinerordenen. Derfor blev Kastelle-klostret knyttet sammen med Nidaros Kapitel og dette delagtigt i Valget af Prior.

Abbed Vilhelms Delagtighed i denne Klosterstiftelse kan neppe have bestaaet i andet og mere, end at han fra Ebelholt har afgivet Grundstokken for Klostrets Beboere og derfor har betragtet sig som Klostrets aandelige Fader. Men denne Forbindelse maa antages at være ophørt ved Abbed Vilhelms Død i 1203, thi i 13de og 14de Aarhundrede sees Erkebiskopen i Nidaros ubestridt at have styret Kastelleklostret baade i verdslig og geistlig Henseende. Først efter Foreningen mellem Norge og Danmark under Dronning Margrete kan Abbeden i Ebelholt have gjort Fordringer gjældende paa en Overhøihed, og det er lykkedes ham i 1403 under Ledigheden i Nidaros Erkestift efter Erkebiskop Vinaldes Død at faa denne overhøihed anerkjendt af Prioren og hans Konvent.[12] Men selvfølgelig har den nye Erkebiskop (Eskil) paatalt dette, og da Nidaros Erkesæde i 2den Halvdel af 15de Aarhundrede sidder i ubestridt Besiddelse af Kastelleklostret, kan Ebelholtabbedens Herredømme kun have været kortvarigt.

Men heller ikke Erkebiskop Eriks Hensigt med Klosterstiftelsen er bleven opnaaet, eller rettere de senere Begivenheder gjorde den til intet. Planen kan siges at være, i Modsætning til Birkebeinernes Klosterstiftelse paa Varna, at stifte et aandeligt Broderskab i Kastellet til Kamp for de kirkelige Synsmaader. Men ved Forliget mellem Kongedømmet og Kirken, da Erkebiskopen atter fik vende tilbage til Nidaros, blev Stiftelsen i Kastellet overflødig, eller den sank ned til at blive en almindelig Kannikestiftelse, en Filial af det nidarosiske Kapitel, og har altid siden ført en hensygnende Tilværelse.

Septbr. 1890.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Norske Folks Historie IV, I, S. 609.
  2. ↑ Af disse Breve er, saavidt jeg ved, nu kun to bevarede: 1) Kong Philippus’s Brev til Morsdølerne (DN. I No. 3), som c. 1745 af Presten Chr. Grave blev foræret til det „danske Selskab“ (se Det kgl. Danske Selskabs Begyndelse og Tilvæxt 1745–47, Dokument No. 2) og senere – uvist hvorledes – er havnet i det norske Rigsarkiv. 2) Kong Haakon Haakonsøns Brev om Djupvik-Fisket paa Modum (DN. II No. 5), som endnu er bevaret i det „danske Selskab“.
  3. ↑ aabenbar Skrivfeil for tertii (Innocentius I regjerede 402–17, Innocentius II 1130–43).
  4. ↑ No. 1 svarer til DN. I, No. 6 og VI, No. 13–16 (3die Dec. 1220–3die Febr. 1221), No. 2–3 svare til DN. VI, No. 6–8 og VII No. 1 (26de Mai og 6–10 Oktbr. 1198), No. 4 til DN. I No. 40–43 og VII No. 19 (19de Novbr.–19de Decbr. 1247), No. 5 til DN. I No. 12 (9de Septbr. 1231), No. 6 til DN. I No. 66–68 og VI No. 42–45 (alle fra 31te Jan. 1279), No. 7 til DN. III No. 38 og VI No. 64 (1ste Febr. og 28de Oktbr. 1297), No. 8 til DN. IV No. 10–14 (1ste Febr., 28de Oktbr. og 16de Decbr. 1296).
  5. ↑ Hirdskraa C. 21, 38, 48, 49, 50.
  6. ↑ Hirdskraa C. 48.
  7. ↑ Script. rer. D. V 377, VIII 199.
  8. ↑ Scr. rer. Dan. I 340.
  9. ↑ Brevene er trykte i Scr. r. Dan. VI, 19–21 og 24 og i DN. VI No. 3 og 4.
  10. ↑ Gallia Christiana VII, 712. Jfr. Munch II 864 Note 3, hvor Henricus (ɔ: Erik) urigtigt antages for den samme som Erkebiskop Reidar († 1151).
  11. ↑ Scr. r. D. II 161. Den der nævnte „Siwardus rex Norwagiæ“, der omtales som levende c. 1194 ved Siden af den svenske Kong Knut († 1195), kan kun være den Søn af Magnus Erlingssøn, som faldt i Florevaag 1194.
  12. ↑ Scr. rer. Dan. VI 176.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=To_Klosterstiftelser_fra_Kong_Sverres_Tid&oldid=211454»