Tirrelil Tove og Tyvenborg
Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerike ligger et høit Fjeld, som har Navnet Tyvenborg, fordi Tyve og Røvere, for nogle 100 Aar siden, havde deres Tilhold der, da kun en eneste brat Sti gaaer op til det og det derfor ikke er let tilgjængeligt. Denne Borg gjorde de endnu sikkrere ved en Muur, og Vand fandtes ogsaa deroppe, saa de nok kunde holde sig, om de bleve angrebne. Til Underhold stjal de Fæ, der græssede paa de omliggende Aaser. Engang førte de tilligemed en heel Deel Kreaturer ogsaa Gjæterpigen selv bort, og bragte Alt op paa Tyvenborg. Pigen var fra Gaarden Oppen, men fik ikke Lov til at forlade Røverkulen igjen. Hun tænkte og tænkte nu med Angest paa hvorledes hun skulde slippe bort og saa digtede hun denne Vise:
„Tirrelil Tove
Told Mand i Skove,
Vesle Baana dænge de,
Buhund hænge de,
Bjælle Kun binde dem,
Store Stuten stinje dem,
Mei vil dem voldtae
Langt op under Fjeldet i Skove “
Denne prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen kanskee kunde høre hende, men det var for langt fra Folk og desuden var det ikke saa let at forstaae Meningen af Visen. Da hun ingen Hjelp kunde faae paa
denne Maade, og en af Tyvene imidlertid vilde gifte sig
med hende, fandt hun paa et nyt Raad. Hun holdt gode Miner og lod som hun fandt Behag i denne Levemaade. Men Dagen før Brylluppet sagde hun, at hun vilde gaae ned til Oppen og stjele Brudesølvet, som var der og anden Stads. Det tillode Tyvene, naar hun bare ikke talede til noget Menneske, og det maatte Pigen sværge paa. Da hun om Natten kom til Oppen, tog hun intet andet med sig end et Stykke Lærred, noget rødt Tøi og en Sal; heller ikke talte hun til noget Menneske, men da Husbonden vaagnede, fortalte hun Skorsteensstøtten hvorledes Alt var gaaet til og sagde, at hun, eftersom hun gik op efter Veien igjen, vilde klippe op smaa Stykker af Lærredet og det røde Tøi, saa hvem som vilde kunde finde frem gjennem den tykke Skov op til Bjerget og naar de saa havde drukket sig fulde i Brylluppet og vare faldne i Søvn, vilde hun til Tegn hænge ud et hvidt Forklæde. Alt dette laa Manden og hørte paa, men hun sagde ikke et Ord til ham men Alt til Skorsteensstøtten. Derpaa gik hun igjen og Husbonden og nogle af Naboerne snege sig uformærket efter hende bort under Fjeldet. Da saa Pigen flaggede med Forklædet, stormede Bønderne op efter Stien. Tyvene vaagnede ved Støien og da de saae, at de ikke kunde slippe bort, styrtede de sig ned over Fjeldstupet; den ene af dem, som forstod, at Pigen var Skyld i Overfaldet, greb hende i det hvide Forklæde og vilde drage hende med, men i det samme skar Husbonden Forklædsbaandene over med sin Tollekniv og nappede hende tilbage, saa Røverne blot fik Klædet med sig. Mundtl. og meddeelt, conf. Top. Journ. 30, 184.
Anm. Den paa flere Steder i Landet bekjendte og af Jeterpigerne saa yndede Sang om Tirrelil Tove gjenfinde vi deels saaledes, deels med nogle Forandringer og under andre Omstændigheder paa flere Steder. I Drangedal henføres Sagnet til Asjerfjeldet i Hemsø Skov. Den bortførte Pige hedte Asjer, hendes Husbonde paa Hemsø Tove. Hun søgte at give sig tilkjende ved at spille Visen gjennem et Trillehorn ɔ: et Horn med Huller paa Siden; men Røverne bleve saa forbittrede, at de myrdede hende for ei at røbes ved hendes Spil. I Tryssild lyder Sagnet saaledes: Paa et Sted, som kaldes Stavburs-Eggen, hvor Spor af Bygninger findes, boede efter Sagnet en formuende Mand, der hedte Tille Tove. I hans Fraværelse blev Gaarden overfalden af en Røverbande. Hans Hustru, som var hjemme, skal have meddeelt sin Husbonde, der var ude ved Kirken. Efterretning om Overfaldet i følgende Stropher:
Tille, Tille Tove:
Tolv Mand i Skoge.
Bjeldkua binde de,
Stor-Oxen stinge de,
Gjelt-Pilten sprenge de,
Naut-Hunden hænge de,
Mit Bu vil dem bortta,
Mei vil dem med sei ha;
Je har inte Skoa paa Fotum
Tove min!
(Top. Journ. 13, 80.)
Da denne yndede Sang er reen Nationalsang, kan et Par Variationer fortjene en Plads.
Tir lir Taavi
Tolf Mand i Skaagi
Store Stutin stinge dei
Bjølle Kyra binne dei
Hundane hengiar dei
Juringen dængiar dei
hængier Bjølla up i Træ
stjel bort Bondens bufæ.
Tiljeri Tove
Tolv Mand i Skove
Tolv Mand ere dei
Tolv Sværd bære dei
Bohunden bønde dei
Store Stuten stingje dei
Gjetle-tulen dængje dei
Me, me, me, me
Vil de føre laangt ut af Lande.
I Vidar No. 58 gjøres opmærksom paa Sagnets høie Ælde af de tydelige Spor af Rimbogstaver, som findes i Visen f. Ex. Tirrelil Tove, Tolv; Bohunden, Bonde; Store Stuten Stinge.
Sagnet om Tille Tove findes ogsaa i Sverige, see Afzelius 2, 75.