Hopp til innhold

Tingsteder, gilder og andre gamle mittpunkter i de norske bygder

Fra Wikikilden

TINGSTEDER, GILDER OG ANDRE GAMLE MITTPUNKTER I DE NORSKE BYGDER
AV
ALEXANDER BUGGE

A. Tingsteder.

Gjennemgaar vi alle bygdebrevene i »Norsk Diplomatarium«, saa vil vi ved første gjennemlæsning synes, at de er en ensformig række av gaardhandler iblandet med nogen faa draps- og ægteskapssaker. Noget billede av livet i bygderne synes vi ikke de gir. Men læser vi dem omhyggelig gjennem flere ganger, blir det anderledes. Litt efter litt stiger de frem for vort indre øie: bebyggelsens skiftende saga, forholdet mellem krongods, kirkegods, adelsgods og bondegods og de ætter, som har sittet paa gaardene. Navnene paa lagrettesmænd viser os de mænd og de ætter, som ned gjennem tiderne har været de gjæveste i bygderne. Og endelig lærer vi av de steder der brevene er utstedt, hvor mittpunktet i bygden har været. Vi lærer at kjende de steder, dér folk har brukt at møtes til alvor og til gammen, til gudsdyrkelse, til ting og stevne, til gilde og til lek og hesteskeid. Om kultstederne har jeg i det følgende ikke tænkt at tale. Over dem har Magnus Olsen kastet saa meget lys i sit store arbeide »Hedenske kultminder i norske stedsnavne«[1]. Men gudsdyrkelsen var, endda saa dypt den grep ind, bare én side av vore forfædres liv. Folk møttes ogsaa paa tinge, i gildeskaalen, til lek (boldspill, brytning o. l.) og til hestekamp[2]. Helligdommen, dér de blotet guderne, og senere kirken, tingvolden, gildeskaalen, leikarvollen og »skeidet« laa gjerne tæt op til hverandre; ofte paa én og samme plass.

La os først undersøke de steder, som det i gammel tid blev holdt ting paa. R. Hübner siger i sin artikel »Ding« i » Reallexikon der germanischen Altertumskunde« (B. I, S. 469): »Für die Wahl des Ortes fiel bestimmend ins Gewicht, dasz man Gericht und Gerichtstätte den Göttern zu weihen pflegte, um sie unter deren Schutz zu stellen. Deshalb wurden die Gerichtsversammlungen gern an Kultstätten abgehalten«.

I Norge finder vi at tingstederne like ens som i Tyskland gjerne ligger like ved eller paa gamle kultsteder og helligdommer eller ogsaa ved kirkesteder (hvor det ofte alt i hedensk tid hadde været en helligdom til guderne). Dette gjælder ikke de store lagting. De var blit til i forholdsvis sen tid, tør hænde først i vikingetiden, og som en følge av overenskomst eller kongebud. Vi finder derfor ikke navn, som minder om kultsteder, ved nogen av de steder hvor de gamle lagting blev holdt. Om ældgammel kultus i Eidsvold minder Venjer (opr. Vinjar)[3]. Om ældgammel samlingsplass dér til lek minder navnet Løken (Leikvin)[4]. Men den gamle tingvoll kan ikke ha ligget nær nogen av disse gaarder[5]. Heller ikke kan slike gamle kultsteder paavises ved Logtun paa Frosta, hvor Frostatinget blev holdt, eller paa Guløy, dér Gulatinget blev holdt, og endda mindre paa Ørene (Eyrar) ved Nidaros, dér Øyretinget blev holdt, eller ved tingplassen for Borgartinget (ved Borg) eller ved Haugating (ved Tunsberg). Fylkes- og halvfylkestingene blev derimot, synes det, for det meste holdt paa gamle kultsteder eller ved gamle storgaarder. I Haalogaland kan jeg minde om Steigarþing, lagtinget for Haalogaland, som blev holdt paa Steigen paa Engeløy, like ved Steigen gamle kirke. Mellem Steigen og Laskestad præstegaard er en utmark, som kaldes Vinjen. Her har det rimeligvis i en fjærn fortid været en helligdom[6]. Endda tidligere holdtes fylkestinget mulig paa Trondenes, hvor det, som bekjendt, ved aar 1000 bodde mægtige høvdinger og siden reiste sig en navngjeten kirke[7]. I Jemteland holdtes landstinget (Jamtamót) paa Frøsøen, som har navn efter guden Frøy, som maa ha hat en helligdom dér. I Hedemarken blev fylkestinget holdt paa Aaker i Vang, i gammel tid kaldt Akr eller Skjaldarakr[8]. Aaker ligger mellem ældgamle helligdommer og var selv, efter Magnus Olsen[9], »en hellig ager, hvor Ullin eller Frøi har været dyrket«.

Ind i livet i bygderne føres vi dog især, om vi undersøker de steder, dér bygdetingene blev holdt. Et tingsted kaldes paa gammelnorsk gjerne stefnubœr (-býr), stefnustaðr, stefnustǫð eller heraðsstefnubœr (-býr). Desuten brukes ogsaa fjórðungsstaðr, sted hvor mændene i en fjerding har ting[10]. Det hændte at det blev holdt ting paa flere steder i samme bygd, saaledes i Romedal paa Hedemarken paa Dal, paa Fjæstad og nabogaarden Vold og paa Arneberg[11]. I Efteløt sogn i Sandsvær nævnes som tingsteder baade præstegaarden Efteløt og Evje[12]. Men regelen er, at bygdetinget altid holdes paa én og samme plass, som like fra hedenhaugs tid og til efter reformationen var stevnested. Jeg tror ikke det kan bevises, at nogen bygd i historisk tid har faat nyt tingsted. Naar det nævnes flere tingsteder i en bygd, kommer det av andre grunder. Noget andet er det med skipreidetingene og tingene i de paa 1200-tallet nyoprettede tinghaaer (se nedenfor). Bedst kjender vi forholdene paa Østlandet. Derfra er de fleste av de bygdebreve, som er trykt i Norsk Diplomatarium. Paa Vestfold, i Borgarsyssel, paa Romerike, paa Oplandene og i Gudbrandsdalen, Valdres, Hallingdal og Numeldal er det ogsaa bare at uttrykkene stefnubœr, stefnustaðr o. s. v. brukes, derimot ikke i Ranrike, i Telemarken og Grenland, paa Agder og paa Vestlandet eller Nordenfjelds.

Jeg gir i det følgende en liste over de steder, hvor jeg har fundet at det er blit holdt bygdeting. Den gjør langtfra krav paa at være fuldstændig. Det, som er tat med utenfor Østlandet, er noksaa tilfældig. Ranrike eller. Bohuslen og Jemtland har jeg ikke tat med. Men listen tør likevel gi et slags billede. Jeg har ordnet den efter amter og herreder slik som det er gjort i »Norske Gaardnavne«. De herreder, hvor jeg intet har fundet, nævner jeg ikke.


Smaalenene. 1. Trøgstad. Kirkestedet[13], som i gamle dager maa ha været nabo til Frøshov (Frøyshof), hvor Frøy blev dyrket, og leikarvollen (Løken, opr. Leikvin)[14]. Præstegaarden kaldtes i middelalderen Sjalfvirki og var sammen med sine nabogaarder endel av den gamle gaard Þrygsstaðir (opr. Þrýreksstaðir), som sognet har navn efter. Dette navn er fra vikingetiden eller tiden nærmest forut[15].

1 b. Som stevnested i Baastad sogn nævnes kirkestedet, Kirkeby[16].

2. Askim. Kirkestedet[17], som er nabogaard til Gui (sammensat av guð »gud« med vin »græsgang«, det ældste led i vore gaardsnavn); her har det kanske alt før vor tidsregning været en helligdom viet til guderne[18]. Navnet Askim er ogsaa gammelt, ialfald fra folkevandringstiden, men næppe saa gammelt som Gui. I et brev av 12. febr. 1336 nævnes ogsaa Eidareng i Askim som domssted. Første led i dette navn er Eið, det gamle navn paa Askim[19], Mulig har engen her fra gammel tid været et mittpunkt i bygden og gaarden derved faat sit navn. I nærheten synes det dog ikke at ha ligget nogen gamle kultsteder.

3. I Spydeberg finder vi ogsaa som i saa mange andre bygder brev utstedt fra kirkestedet[20]. Men ved siden derav finder vi som stevnested Ramstad (Rafnsstaðir), nabogaard til Hov, hvor ’det i hedensk tid maa ha staat et gudehov[21]. Ogsaa kirkestedet (Spjótaberg) har dog visst fra ældgammel tid været et mittpunkt i bygden. Nabogaarder er Lund, hvor det tør ha været en hellig lund, leikarvollen, Løken (Leikvin) og Torget, hvor det maa ha været en markedsplass.

3 b. I Hovin sogn i Spydeberg eller rettere i det gamle Vimar, som omfattet de nuv. herreder Spydeberg og Skiptvet, kaldes kirkestedet Hovin »ret stevnebø« (a rettom stæfnoby)[22]. Men navnet Hovin (sammensat av hof og vin) viser at det paa gaardens grund fra ældgammel tid har staat en helligdom.

4. I Skiptvet synes Haugrinn (nu Jakobshaug) ved Vifilstaða kirkja (nu Vister) at ha været stevnested[23]. Ogsaa fra stuen ved kirkestedet (j Viflastadha stouo) utstedes brev[24].

5. I Rakkestad nævnes kirkestedet (Rakkastaðir) ofte som »rette stevnested«[25]. Navnet Rakkestad er fra vikingetiden; nær ved er ingen navn, som minder om gamle kultsteder. Desuten holdtes i Rakkestad 5. juni 1347 ting for 2 fjerdinger j Fossa skoghe a Lægho backa viðar Ramfnabærgh. Stedet kjendes ikke længer; det maa ha ligget nær Fosser; i nærheten er ingen minder om kultsteder[26]. I Osfjerdingen (nu Os sogn i Rakkestad) nævnes Østby som »ret stevnested«. Østby (Austbýr) er en del av den gamle gaard Óss, som har git navn til kirken og sognet[27].

6. I Eidsberg holdtes bygdetinget paa vangen og siden i sognehuset, hvor bygdens folk fra ældgammel tid hadde møttes til lek, nemlig paa Leikvangr (nu Lekum)[28]. Lekum er nabogaard til præstegaarden og kirkestedet[29]. Ogsaa fra Trømborg kirke i Eidsberg lyses som fra saa mange andre kirkesteder gaardsalg[30]. Trømborg skrives i ældre tid Tre(i)gin(s)borg og Þroinborg. Det er mulig samme navn som Trøiborg i Vanse (NG. IX, 195). Trojeborg, Trojenborg kaldes bl. a. i Sverige runde, labyrintagtige stensætninger. I Norge kjendes de ogsaa fra Buskeruds amt[31]. Ogsaa paa Hærland, kirkestedet i Hærland sogn, utstedes brev, likesaa fra Folkenborg, Haakon Haakonssons fødested; her stod det i middelalderen en sognekirke og en av fjerdingene i Eidsberg var nævnt efter den[32].

7. I Rødenes blev det i 1413 holdt almindelig stevne (a almannalighre stemno) paa Klemetsby[33]. Mandsnavnet Klemet, som er første led i dette navn, kom først i middelalderen i bruk i Norge, saa gaarden kan næppe før paa 1200-tallet være blit stevnested. Rødenes synes dog i det hele efter gaardsnavnene at dømme at være en ung bygd.

8. Det samme er tilfældet med Aremark. – Skogbygderne mot grænsen av Sverige var i det hele i middelalderen litet opdyrket. – I Aremark nævnes 1488 Rive som »rette fierdingstæd«[34]. I Ømark sogn, anneks til Aremark, var tingstedet (tingstadh) ved Ømark kirke[35].

9. I Id blev ogsaa gaardhandler lyst fra kirkebakken og fra Herrebø (opr. Bœr), nabogaard til kirkestedet og præstegaarden[36]. Mulig har Herrebø ogsaa været tingsted. Men den faste stevnegaard var mitt paa Idesletten paa Berger, nabogaard til Hov, hvor det i hedensk tid var et gudehov[37]. Sydligst i Id var den gamle storgaard Berby i Enningdalen likeledes stevnested[38].

11. I Skjeberg holdtes i middelalderen ting paa Guslund indenfor Skjebergkilen mot grænsen av Ingedal sogn[39]. Guslund het oprindelig Guðislundr. Dette navn maa tiltrods for tvivl fra Oluf Rygh indeholde ordet guð[40]. Samme navn findes, som vi siden skal se, ogsaa i Hobøl og i slike omgivelser at det maa være navn paa en hellig lund og desuten i Enebak (Guslund). Der er det nabogaard til Veng (opr. Vangr)[41]. Men vang-navnene er efter Magnus Olsens undersøkelser gamle kultsteder[42]. I Ingedals sogn var muligens Skjulstad stevnested[43]. Gaarden ligger nær kirkestedet og er nabogaard til Vold, hvor det tør ha været en leikarvold eller lignende[44].

12. I Hvaler var tingstedet paa Kirkeøen, den største av Hvaløerne, men temmelig langt fra kirkestedet, paa Botne[45].

13. I Borge nævnes Hunn som stevnested[46]. Gaarden er nabogaard til præstegaarden og kirkestedet[47]. I Torsnes sogn ser det ut til at præstegaarden Heier ogsaa har været stevnested[48]. Heier er nabogaard til Tose (Þórshof), hvor det i oldtiden stod et Torshov.

14. For Varteigs vedkommende tør jeg ikke uttale noget sikkert. Men stevnestedet synes at ha været Sekkeland[49]. Nabogaarden heter Spytevoll (Spjótaveller). En kunde gjætte paa at det paa volden der har været holdt vaapenting og at gaarden har faat navn derav.

15. I Tune er de fleste brev utstedt fra kirkestedet og præstegaarden.

16. I Glemminge blev det holdt stevne paa Enhus paa Kraakerøy, rimeligvis nede ved stranden ved sjøbodene der[50].

17. I Onsø nævnes i 1423 Hauge (Haugar) som »rætta bygdha stempno«[51]. Hauge er nabogaard til Forsetlund, som synes at ha navn efter Forsete, vore forfædres tinggud paa Asatroens tid. I Grimnesmál (str. 15) heter det om Forsete, at han »forliker alle saker«, og om Glitne, salen hans, siger Snorre i Gylfaginning, at »den er det bedste domssted iblant guder og mennesker« (sá er dómstaðr beztr með goðum ok mǫnnum)[52]. Nær ved Forsetlund ligger ogsaa en anden ældgammel helligdom Ælin (nu Ellingaard)[53] med underbruket Hov, hvor det mot slutningen av hedendommen maa ha staat et gudehov.

18. I Raade kaldes i 1509 Huseby »retthæ steffnæ stoffwe«[54]. Paa Huseby stod i katholsk tid en sognekirke Tésala kirkja[55]. Men alt i hedensk tid var det efter al sandsynlighet her en helligdom, som var viet til guden Ty[56]. Om Ty er at merke at han var Sydgermanernes tinggud. I »Reallexikon der germanischen Altertumskunde« (I, 469) heter det under artikelen »Ding«: »Als eigner Gott der Dingversammlung scheint der Kriegsgott Ziu (Tiu) verehrt worden zu sein. Als Gott des Dinges führte er den Beinamen Thingsus, wenn anders die 1883 im nördlichen England am Hadrianswall aufgefundene Inschrift tuitantischer, d. h. wohl friesischer Krieger aus der holländischen Landschaft Twente in diesem naheliegenden Sinne verstanden werden darf«. Aaker, som engang maa ha været nabogaard til Tom, nævnes ogsaa i 1553 som tingsted. Tom er en av de ældste storgaarder i Smaalenene. Det er derfor ikke underlig om det nær ved har ligget en ældgammel helligdom, som navnet Aaker (Akr) tyder paa[57].

19. I Rygge er flere tinglysninger gjort fra præstegaarden og kirkegaarden[58]. Ellers er i Rygge brev utstedt fra Evje[59], som dog ikke synes at ha været stevnested, og fra Nordre Vang, som engang maa ha været nabogaard dertil[60] – Søndre Vang er gaat ind under Evje[61]. Desuten er et brev utstedt fra Lyby (Lydeby, Lyðabýr)[62]. Jeg kommer siden til at tale mere om dette navn; første led synes at være lýðr, ljóðr, »folk, samlet folkemasse«. Nabogaarden heter Løken (Leikvin); her har i ældgammel tid leikarvollen i Rygge været. Navnet Lyby har rimeligvis ogsaa sammenhæng dermed. Gaarden har, tror jeg, været stevnestue og gildestue i bygden.

21. I Vaaler nævnes som stevnested Løken, nabogaard til Torsnes, hvor det efter navnet at dømme maa ha staat et hov viet til Tor[63]. Løken ligger desuten – efter kartet – like ved kirken.

22. I Hobøl er mange brev utstedt fra kirkestedet, som mulig ogsaa var stevnested[64]. Desuten synes Hovin at ha været stevnested. Navnet Hovin »tempeljorden« (av hof og vin) viser at det alt i meget gammel tid har staat et gudehov dér. Gaarden ligger i karakteristiske omgivelser. Paa den ene side har vi like ved Gusland (Guðislundar), hvor guderne blev dyrket i en hellig lund, og Riggesum (Ríkiseimr), hvor hersen i bygden alt paa folkevandringstiden maa ha bodd. – Navnet minder om Rike i Valle i Sætesdal, hvor det endda paa 1100–tallet bodde en herseæt. – Til nabogaard paa den anden side har Hovin Mære »den herlige vang« (sammensat av mærr og vin?), samme navn som det navngjetne tempelsted i Sparbuen ved Trondhjemsfjorden[65]. – Foruten paa Hovin nævnes det ogsaa (1465) at det blev holdt bygdestevne (byghdæ stæfno) paa Tingulstad, mulig dog fordi saken angik nabogaarden Narvebøl og ikke fordi Tingulstad var tingsted[66]. Men like ved ligger Gustvet (Guðsþveit), hvor det rimeligvis har staat en helligdom til guderne[67].

Like ens som i Smaalenene er det i de andre amter i Norge. At gjennemgaa alle tingstederne i dem alle vilde være for vidløftig, og utbyttet vilde næppe svare til møien. Jeg tar derfor i det følgende bare med hvad jeg har fundet ved at gjennemgaa Diplomatariet og ved at slaa efter i Fritzners »Ordbog over det gamle norske Sprog«.

I Akershus er det især fra Romerike jeg har fundet stevnesteder nævnt. – I 1498 holdtes Akers ting ved Akershus; der møtte bønder fra Nes og Odalen og fra flere bygder; det var visst et fylkesting[68].

I Vestby nævnes i 1424 kirkestedet (Vestbýr) som stevnested og i 1546 nabogaarden Revaug[69]. Paa Nesodden blev det i 1405 holdt stevne paa Kirkiubýr, rimeligvis det gamle navn paa præstegaarden[70]. I Aas paa Follo blev det i 1357 holdt stevne »i jordstuen« (j iardstofuonne) paa præstegaarden av samme navn[71]. Paa Løken kirkegaard i sognet av samme navn i Høland holdtes paa 1300-tallet »to bygders ting« (a tueggiæ byghdæ þinghi)[72]. Navnet Løken (Leikvin) viser, at aarhundreder før Raumarike blev kristnet, laa leikarvollen i bygden der hvor kirken siden reiste sig. I Enebak (Ignarbakka sókn) var likeledes kirkegaarden (og klokkerhusene ved kirken) tingsted[73]. Navnene paa nabogaardene Veng (Vangr) og Guslund (Guðislundr) viser at det nær kirken alt i hedensk tid har været helligdommer. Ogsaa i Fet var kirkestedet, Hof (Hof), stevnested[74]. Navnet viser at det her engang har staat et gudehov. Nabogaard til præstegaarden er Løken (Leikvin), den gamle leikarvoll[75].

I Sørum paa Romerike nævnes Løren (Løyrin, av leirr og vin) flere ganger som stevnested[76]. Leren er nabogaard til Skea, hvor det i middelalderen stod en sognekirke. Skea het oprindelig Skeiðihof eller snarere Skeiðiolf, rimeligvis fordi det dér var en kvelv (hvælving) som blev brukt til hesteskei[77]. Et underbruk under Skea heter Leikvold; her laa den gamle leikarvollen i bygden[78]. – Sørum, hvor hovedkirken er og hvor det laa en navngjeten storgaard, synes derimot ikke at ha været tingsted.

Stevnested i Skedsmo var Løken (Leikvin)[79], nabogaard til kirkestedet. Navnet Skedsmo (Skeiðismór) viser at det der hvor kirken siden reiste sig, i hedensk tid blev holdt hesteskei[80].

I Ullensaker kaldes Lund (Lund j Kisæ) flere ganger »ret stevnegaard« (i rettum stemnubynom)[81]. Paa gaarden stod i middelalderen en sognekirke; i hedensk tid var det vel en hellig lund dér.

I Nes paa Romerike synes Fyri nabogaard til præstegaarden (Dísin) og til Ullershov (Ullinshof) at ha været stevnested[82], og i Udenes sogn Hvam, nabogaard til Udenes (Udylgjunes, »dét fredhellige nes«), som sognet har navn efter, og til Frøihov, hvor det i middelalderen var en kirke[83]. Paa begge steder har det alt i hedensk tid været kultsteder. Nes præstegaard var viet til diserne, og Ullershov til Ullin eller Ull. Udenes (Udylgjunes) forklares som »det fredhellige nes«[84]. Som endda et stevnested i Nes paa Romerike nævnes Løken (Leikvin), nabogaard til Henni, hvor det i middelalderen stod en sognekirke[85]. I Nannestad synes likeledes kirkestedet (og siden præstegaarden) at ha været stevnested[86]. Paa samme vis er det i Holter sogn (Nannestad); der kaldes kirkestedet av samme navn »ret stevnested« (a Holltom a rettom stæfneby j Nordlæm)[87]. Nabogaarden, som er præstegaard, heter ogsaa her Løken (Leikvin).

I Eidsvold holdtes ogsaa bygdeting paa lagtingsvollen (Eiðsvǫllr)[88].

Interessantest er forholdene paa Oplandene, særlig paa Hedemarken, den del av Norge, som vel først blev organisert til et virkelig rike. Paa Hedemarken var det, efter gaardnavnene at dømme, flere gudehov end kanske noget andet sted i Norge[89]. Her finder vi ogsaa flere stevnesteder. Vi kjender jo ogsaa fra Hedemarken forholdsvis mange gamle bygde-, grænde- og fjerdingsnavn, og herredernes inddeling i fjerdinger var rimeligvis almindelig gjennemført.

I. I Veldre sogn i Ringsaker synes det at ha været to stevnesteder. I 1448 kundgjør lagmanden paa Oplandene at han var paa By i Veldre »rettom stempnaby«[90]. By er nabogaard til Flesaker, kirkestedet i Veldre, hvor kirken fremdeles staar. Flesaker het oprindelig Fylkishaugr. Samme navn findes bl. a. i Vestre Toten, nu Flikkeshaug, nabogaard til Hjalpstein (Hjalparsteinn) og Eltun (Elgjartún), som begge maa ha været gamle helligdommer, viet til vætter og guder[91]. Nabogaard til Flesaker er Vinju (Vin), hvor det ogsaa maa ha ligget en ældgammel hedensk helligdom[92]. Første led i Fylkishaugr forutsætter et intetkjønsord fylki eller et hankjønsord fylkir, sandsynligvis det første. Paa Fylkishaugr har vel folket (d. e. folket i vaapen) fra ældgammel tid holdt stevne[93]. Længer mot vest i Veldre, bortover mot Ringsaker, ligger Løken (Leikvin), den gamle leikarvolden i sognet. Her synes det ogsaa at ha været stevnested[94]. Paa et brev av 194 1425 er paategnet: »Weret i rette paa en hauge och skogstöche sudvæst fra Nyhuus och Löchen slotödegaard i Ringszaggersogn ... 1695«. Grunden til at det var to stevnesteder i Veldre tør ha været at Løken hørte til Forberg, en underavdeling av Veldrar[95].

En anden fjerding i Ringsaker (og i Ringsaker sogn) kaldes Skapáls fjórðungr[96]. Saa sent som i 1619 nævnes »Skappels tingstuffue«[97]. Vi tør derav slutte, at Skapal fra gammel tid har været tingsted. Skapal ligger ikke langt fra Ringsaker kirke og er efter matrikelen næsten nabogaard til Samsal. I dette navn har Magnus Olsen med vanlig skarpsind gjættet paa et kultsted[98]. Dette bestyrkes derved at Samsalr i Aslak Bolts Jordebok[99] er navn paa et større omraade (like ens som Skíringssalr, det navngjetne gudehov i Vestfold, blev navn paa det omliggende distrikt, omtrent svarende til Tjølling). Navnet Skapal indeholder mulig et ældgammelt ord áll »helligdom«. – Hovedtingstedet i Ringsaker var dog kirkestedet og præstegaarden, Ringsaker (Ringisakr). Det heter flere ganger i gamle brev: »meer varom a Ringisakre .. a rettom þingstad«[100]. I en tinglysning av 17. febr. 1403 heter det: »mit warum j Ringisakers stofwnne«[101]. Ringsaker er efter Magnus Olsens undersøkelser et ældgammelt kultsted, under et andet navn viet til Ull, »tingfredens og retssikkerhedens haandhævere“[102].

I Brøttum, anneks til Ringsaker, var Mælum tingsted. To lagrettesmænd lyser i 1446, at de var »a Mædalleime rettom stempnoby a Briotheime«[103]. Ved Mælum ligger efter kartet sognekirken i Brøttum. Derimot vidner ingen gaardnavn om gamle kultsteder.

II. I Nes herred hadde likeledes hvert sogn sit tingsted. I Nes var det Haug, nabogaard til den gamle storgaard Grefsum[104]. I Balleshol var det Lund (a Lundi stemfnubyunm a Nese)[105]. Gaarden er nu forsvundet, men den maa ha været nabogaard til det tidligere kirkested Balleshol (Baldrshóll)[106], hvor det i hedensk tid efter navnet at dømme var en helligdom viet til Balder. Mulig har det ogsaa paa Lund staat en hellig lund.

II. I Furnes synes stevnestedet at ha været Doglo, nabogaard til Hov, hvor det engang maa ha staat et gudehov. Doglo, som i første halvdel av 1300-tallet var præstegaard, ligger heller ikke langt fra Deglum, som før var kirkested[107] og hvorefter sognet kaldes »Dæigulæims sokn a Furnæse«. Tinglysninger er ogsaa foretat paa Frøberg (Frøyjuberg), hvor det maa ha været en helligdom viet til Freyja[108].

IV. I Vang eller Ríðabu, som hovedbygden dér kaldtes, var Kluke heraðsstefnubýr[109]. Kluke er sammen med Disen (som var viet til diserne), underbruk under Berstad. Nabogaarden er Aaker (eller Skjaldarakr) hvor Magnus den gode og Harald Haardraade møttes og gjorde forlik og hvor fylkestinget (eller senere tinget for Akershus len) endda paa 1400- og 1500-tallet blev holdt[110]. Aaker igjen er nabogaard til Vang præstegaard (a Vange), til Vidarshof og til Torshof. Kluke ligger saaledes mitt mellem gamle helligdommer, hovedkultstederne paa Hedemarken. – Foruten Kluke synes ogsaa O at ha været stevnested. Gaarden kaldes i middelalderen »O j Skattæims sokn« efter nabogaarden Skattum, hvor det i middelalderen stod en sognekirke[111].

V. I Løiten var det mulig ogsaa to tingsteder. I et brev av 72 1517 heter det: war jeg a Waldes y Lowten rette steffneby[112]. Men navnet maa her være forskrevet eller feillæst; mulig menes Valleseter, som før var navn paa kirkestedet i Tomter, anneks til Romedal. Ellers nævnes ogsaa Løken som stevnested[113]. Løken ligger syd for kirkestedet og var, som navnet (Leikvin) viser, fra ældgammel tid leikarvold i bygden.

VI. I Romedal var det, som før nævnt, flere steder, hvor herredstinget blev holdt: Først har vi Dal, like ved Romedal præstegaard. Det heter i et brev av 1432: ek ... var i vestra gardhin a Dale i Rumodale a rettom stempnoby[114]. Romedal præstegaard kaldtes í middelalderen Vangr[115] eller Vangrinn; som saa mange andre steder i Norge, blev mittpunktet i bygden, hvor folk møttes til gudstjeneste og til ting, fra folkevandringstiden av kaldt for Vangen. Her paa Vangen i Romedal blev det ogsaa paa 1300-tallet holdt stevne eller ting[116]. Nabogaarden til Dal mot vest heter Ske (opr. Skeið); her blev det fra gammel tid holdt hesteskei. Nabogaarden til Dal i syd er efter kartet Fjæstad (Fjaðrarstaðar)[117], som ogsaa nævnes som stevnested. Det heter i et brev av 1436: ek war a Fiædharstadom j Wanxsokn j Rumadale a rettom stefnoby[118]. Paa Vold, som ligger nærmere opimot kirkestedet (Vangen), blev det ogsaa (i 1491) holdt stevne[119]. – Endelig kan merkes at nord for kirken, skilt fra denne ved gaarden Gaustad (som er yngre og vel fra vikingetiden), ligger Løken (Leikvin), den ældgamle leikarvoll i Romedal. Ved begyndelsen til vor tidsregning maa hele bygden rundt kirken fra Løken i nord og til Dal og Fjæstad i syd for at bruke et moderne – og nærmest misvisende uttryk – ha tilhørt det offentlige. Her møttes folk til gudstjeneste, lek, hestekamp og ting. Det var grunden til at det kunde holdes bygdeting paa flere forskjellige gaarder rundt Vangen, hvor kirken siden reiste sig. – Litt længer borte, mot grænsen til Ottestad sogn ligger Arneberg, som ogsaa i 1431 kaldes ret stevnested (a Arnaberghom j Rumadall a rettom stefnoby)[120]. Om Arneberg ogsaa har hørt med til det ældgamle »offentlige« strøk i Romedal, vaager jeg ikke at ha nogen mening om.

I Tomter, anneks til Romedal, ser vi at det blev holdt stevne paa Valleseter, det gamle navn paa kirkestedet[121]. Om det her har været nogen hedensk helligdom, kan vi ikke sikkert se[122].

VII. I Stange nævnes Guaaker som stevnested. Det heter saaledes i 1498: jak var a Gudager retwm stempneby[123] og senere (i 1534): paa Gudagher aa retthe stempnestuge[124]. Efter dette sted kaldtes Søndre Hedemarkens tingkreds Guðakrs þinghá. Guðakr var, som navnet viser, oprindelig en til guderne viet hellig aker. Efter Magnus Olsens undersøkelser skulde de hellige akere være meget gamle og gaa tilbake til før Kristi tider. Siden reiste det sig paa nabogaarden Linstad en kristen kirke[125]. Gudaker ligger i nordøst for Stange kirke og temmelig langt fra denne. Det er derfor ikke underlig at vi ogsaa finder at tinglysninger foregik dels i storstuen paa præstegaarden (j sætstaufwnni aa Stongum, som det heter i 1345)[126] og dels paa Gillund[127]. Gillund har sit navn (opr. Gildalundr) fordi et gilde engang hadde sine stevner dér. Nabogaarden til Gillund i nord er kongsgaarden Huseby (Húsabýr) hvor Haakon Haakonsson lot reise en gjæstebudshal. Nabogaarden i syd er Ven (Vin); paa engen her var rimeligvis den ældste helligdom i bygden. Like i øst ligger endelig Stange kirke. Leikarvollen laa derimot længer syd op til Saastad (Sástaðir). Paa Saastad bodde paa Magnus Erlingssons og Sverres tid lendermanden Hallvard av Saastad og det stod en sognekirke dér[127]. Leikarvollen, Løken (opr. Leikvin) har et ældre navn end Saastad. Den nævnes bare én gang i middelalderen[128], 2211 1390, da tre mænd kundgjør, at de var »a Leykynæ< og var vidner til salget av gaarden Frang i Stange. Det ser ut som om Løken ogsaa har været stevnested; men sikkert kan det ikke siges.

Utenfor det egentlige Hedemarken kjender vi litet til tingstederne. Herrederne i utkanten av amtet er jo for en stor dels først sent blit bygget og organisert. I Søndre Odalen kjender vi to stevnesteder, Os og Opstad. Os ligger i Strøm sogn og er nabogaard til præstegaarden (Straumr), som sognet har navn efter. Det maa oprindelig ha været en Oss-gaard, nu er de to: Østre Os og Vider og Ting Os (et minde om det gamle tingsted)[129]. Opstad (Uppstadir) er kirkested i sognet av samme navn, som er anneks til Strøm sogn. Opstad nævnes i 1386 som »rett stevnebø«[130]. Hverken i nærheten av Os eller av Opstad er det gaardnavn, som minder om hedenske kultsteder.

I Grue blev det holdt ting ved kirken. Et brev fra almuen i Solør er skrevet »a Grava ting« (opr. á Grafar þingi, efter kirkestedet, Grǫf)[131]. I Eidskogen lyser fogden i Solør, at han 18. april 1414 »var a klukkerræ hwssum a Eidhis skoghunnum a røttum støfnnoby«[132]. I Østerdalen nævnes to tingsteder, Herresetter ting og Birckesetter ting[133]. Det sidste siges at ligge i Rendalen og maa være Berset, nabogaard til præstegaarden i Øvre Rendalen[134]. Hvor tingstedet for Elverum har været vet vi ikke sikkert. Derimot vitner navnet om gammel tingplass paa Tingby[135]. O. Rygh siger herom: »Navnet staar formodentlig i Forbindelse med det gamle Thing (og Marked) paa Torge GN. 93, se der«. Om Torge heter det[136]: »Gammel Form vistnok Torgar f., Fl. af torg n., vort Torv, der i gammel Tid efter Stedsnavnenes Vidnesbyrd har været brugt om Markedspladse paa Landet, ligesom kaupangr opr. brugtes derom (se Indl. S. 81). Anledningen til Navnet her er den, at der tidligere paa Gaarden hvert Aar i Begyndelsen af Decbr. holdtes Marked for det afsidesliggende Sogn Tryssil, efter Tiden kaldt Nilsmessemarked[137]; her afsatte dette Sogns Beboere sine Varer og kjøbte igjen, hvad de behøvede, især Korn og Mel fra Hedemarken; samtidigt indfandt ogsaa Sorenskriver og Foged sig og holdt Sage- og Skattething for Tryssil (Smiths Beskr. af Tryssild i Topografisk Journal XXIII S. 129)«.

Anderledes end i Østerdalen er det i Gudbrandsdalen. Dér kjender vi de gamle tingsteder ned gjennem hele dalen fra Lesje og til Faaberg. Om det har været noget fast tingsted i Dovre, vet jeg ikke. (Gaardhandler i Dovre tinglyses i naboherrederne og lagrettesmænd fra Lom tinglyser i Vaage[138]. Har det været et fast stevnested dér, har det snarest været den gamle kongsgaard Tofte, nabogaard til kirkestedet. I 1343 lyser saaledes præsten i Vaage og en anden mand, at de var paa Tofte og hørte at Hallkel Smed bød Borgar Gunnarsson sit eget og tre andre mænds gods til fred og frelse efter gode mænds dom[139]. I Lesje kaldes Bø »stevnegaard<«(j Bø stemnægardenum a Lesium)[140] og siden »stevnestue« (paa Bøj rette steffne stuffue)[141]. Bø er en gammel gaard, som nævnes alt i fortællingen om Olav den helliges første færd gjennem Gudbrandsdalen. Den ligger et stykke fra præstegaarden, længere nede ved elven[142].

I Skiaaker er en mængde brev utstedt fra kirkestedet, som har git sognet navn[143]. Det synes ogsaa at ha været stevnested. Paa Skiaaker (Skeiðakr) har folk i bygden fra ældgammel tid møttes til lek og hesteskei og til gudsdyrkelse. Litt længer nede paa den andre (nordsiden) av Ottavandet, ligger Hove, som var det egentlige tingsted i bygden. I et brev av 1428 heter det: ek var a Hofuæ a rethom stemfnæ byy j Nordherade a Loom[144].

I Lom og Vaage kaldes bygdetingene med det alderdomlige, om tiden før Norges samling mindende navn alþingi[145]. Hvor altinget i Lom blev holdt, kan ikke sikkert ses; rimeligvis var det ved sognekirken. Her blev ogsaa det almindelige bygdeting holdt. Som stevnested opgis Mór (a Monum), det gamle navn paa præstegaarden i Lom[146]. Her var i 1418 stevnestuen i Lom[147]. I Vaage blev altinget i 1280 holdt »a Liufærvange á Wagha er allþingi war nordæn at Rost«[148]. O. Rygh siger herom: »Efter de Oplysninger, Schøning fik i Vaage i 1775, skulde den gamle Thingplads have været paa Nørstevangen under Præstegaarden, ved Vaagevandet, under Jutulberget, hvis nærmeste Del endnu kaldes Thingsvaberget«. Magnus Olsen har sammenstillet Liúfarvangr (opr. Liúgarvangr) med Lyen (opr. Lýgin), navn paa nabogaarden til Vaage præstegaard; han formoder, at *liúg (liuga), første led i begge navn, har været et ord for »fredhellig tingsted«[149]. Hermed kan sammenstilles at Lyen ogsaa synes at ha været tingsted. Tre lagrettemænd paa Vaage kundgjør 26. juni 1399 »a Lygyne er lyggir a Vaga« et arveforlik[150]. Ogsaa paa nabogaarden Ullinsyn blev det stundom holdt stevne. Her laa kirken, præstegaarden og klokkergaarden. Kirkevolden kaldes i 1446 ret tingsted (aa Ullensœœ kyrkiouallen rettom pingstadh, DN. X. n. 186). Tinglysninger foregaar i 1455 »j klokkargardin a Ollensøi i Vaga j Gvdhbrantzdalom« og i 1520-aarene blir det holdt »stemnæ paa klukkaræ vollæn a Vaghæ«[151]; i 1349 optar en kongelig ombudsmand tingsvitner »a kirkiuuæilli vælli a Vaga«[152]. I 1553 kundgjør præsten i Vaage og to andre mænd at de var »paa ein fry tingvold aa Vaga«[153]. Hvor denne har ligget, kan vi ikke se. Et stykke nedenfor kirken og paa andre siden av vasdraget ligger derimot en gaard, som oftere nævnes som stevnested i Vaage, nemlig Holdbø. I 1349 vitner tre mænd at de var »i Hauldubø a Vaga a hærazstæmnuboenum«, da kongens visøre blev oppebaaret[154]. I 1419 tinglyses et gaardsalg »j stæmnostwnne j Holdabø«[155] og i 1443 optar kongens ombudsmand vitnesbyrd »j Hollobø ær ligger j Hiordale a Vagha rettom stemnobøø«[156]. O. Rygh siger om dette navn[157]: »Synes at være samme Stamme som Hollebøl i Hobøl (Haldubøle, Holdubøle RB., se Bd. I S. 383). Stammen maa efter de ældste Skriftformer have opr. ld, ikke ll. Man kunde fristes til i første Led at se oldn. hǫldr, Odelsbonde; men derimod taler sterkt, at 2den Stavelse efter de fleste Vidnesbyrd fra MA. har haft Vokalen u, ikke a«. – Dog skrives Holdbø i Vaage i 1419 Holdabø. – Til trods for dette mener dog Magnus Olsen at navnet maa forklares av hǫldr og sammenstiller det med tilsvarende navn som Bondhus, Þegnabýr o. fl. Holdbø (Hǫldabœr) betyr altsaa »hauldernes, de frie odelsbønders gaard«. Her hadde bønderne i det ættestolte Vaage, har vi set, sin stevnestue. Da næsten alle gamle gudbrandsdalske brev handler om gaardkjøp og gaardsalg, saa hører vi ikke om hvad andet stevnestuen paa Holdbø bruktes til. Men vi tar sikkert ikke meget feil, naar vi slutter at den ogsaa har været gildehus. For ned gjennem Gudbrandsdalen og paa Oplandene har vi flere gildehus, som delvis ogsaa var stevnesteder. Vi har nævnt Gillund (Gildalundr) i Stange. I brev fra Ringebu nævnes flere ganger et nu forsvundet sted, som kaldtes Gildisvǫllr (»gildevolden«) og var tingsted for bygden. 152 1375 heter det: ek var a Æildisvelline a hærastæimfnu bønom[158]. Æildisvelline er feilskrift for Gildisvelline. – 161 1454 heter det: wii worom a Gillis wollenom ræthen stemno byi j Ringhæboo[159]. 12 1458 heter det: iæk var a Gildis vollenum retthum stæfnestadh j Ringebu<ref>[Wikikildens note: Fotnoteteksten mangler i originalen.]/ref>. Schøning fortæller at det nedenfor Ringebu kirke findes spor av kjeldere paa en vold, som kaldes Gildesvolden, som han ogsaa har fundet nævnt i et brev fra 14. aarh., utstedt »a Gildisvellinum herads stefnu bœnum i Ringabu«[160]. I nabosognet Øier ligger Gillebu (Gildabú), sms. med gildi »gildebror«. Navnet viser, at gaarden har været møtested for et gilde[161] Gaarden maa ha været vel kjendt, for det heter om en anden gaard, Revholen, som slet ikke er nabogaard[162], at den »liggr viðr Gildabu j Œya«. Ogsaa nordenfjelds og paa Vestlandet vil vi siden møte mange eksempler paa at gildestuen og gildesvolden var mittpunktet i bygden.

Av andre tingsteder i Gudbrandsdalen kan nævnes Toksen (Þǫksin) i Sødorp i Nordre Fron, en gammel gaard; – navnet er sammensat med -vin[163]. Gaarden ligger et stykke fra præstegaarden og ikke nær gamle kultsteder. I Søndre Fron var tingstedet Garlaus, nabogaard til præstegaarden og fra først av vistnok og til Hundorp, den navngjetne høvdinggaard, og til Hove, hvor hovet til Dale-Gudbrand stod[164]. Foruten Gildesvolden nævnes ogsaa som tingsted i Ringebu Vǫlusetr. Tolv (lagrettesmænd i den søndre syssel i Gudbraudsdalen melder 1442 drotseten hr. Sigurd Jonsson, at de var »a Wolusætre a almennis tingstadh« og valgte fuldmægtig til kongevalget i Lødøse[165]. Navnet kjendes ikke længer, men det hænger vistnok sammen med Vaalen i Ringebu, nær det sted hvor Vaala løper ut i Laagen[166]. Som tingsted i Faaberg nævnes Jørstad[167] (Jóreksstaðir?), nabogaard til Faaberg præstegaard, som efter Schøning het Skei (Skeið). I Aalen (Áll) i Faaberg, som strækningen paa østsiden av Mjøsen og Laagen endda kaldes, var det et særskilt tingsted paa Nord-Hove (Hofvin), hvor navnet viser at det har staat en ældgammel helligdom[168]. Det samme var tilfældet i Vingareimr, det gamle navn paa den sydligste del av Faaberg, paa vestsiden av Mjøsen og Laagen; den heter endda Vingrum. Her var Hov tingsted (a Hofue stemfnobynom j Vingarreime j Fagabergs sokn)[169]. Ogsaa sidedalene hadde sine stevnesteder, saaledes var Ekre det for Hedalen. Det heter i 1333: ek var a Eckru a stemfnu bœ j Hedali[170]. Gaarden ligger et godt stykke nedenfor kirken og, efter det en kan se, ikke nær gamle kultsteder. – Horgen, hvor det har været en ældgammel helligdom (hǫrgr), ligger endda længer nede i dalen. – I Gausdal kaldes i 1547 Volen (av varða »varde« eller vǫrðr »vagt« og vin) »rette steffnne stwe«[171].

I Valdres møter vi ogsaa mange og gamle og merkelige tingsteder, særlig rundt Slidrefjorden. I Lomen sogn i Vestre Slidre var tingstedet Stee ved Slidrefjorden, nabogaard til det gamle kultsted Hove (Hof), til kirkestedet, som sognet har faat navn efter, og nærved leikarvollen (Leikvin, nu Løken), vel det ældste navnet der i bygden[172]. Alt i 1343 nævnes stevnestuen paa Stee (i stæfnu stofwinni a Stæði)[173]. I Slidre sogn var det to tingsteder: Fylken[174], nabogaard til kirken og præstegaarden, og Reien længer nede ved fjorden, men som det synes, ikke nær gamle kultsteder[175]. Navnet Fylken er merkelig. Sidste led synes at være vin, f. »græsgang«, som er det ældste sammensætningsled i vore gaardnavn. Første gang gaarden nævnes (i 1343) heter det dog: a Fylkinom, som om det var et hankjønsord. Første led er vel folk, n. »folk, skare« (opr. »krigerskare, folk i vaapen«)[176] og vin «græsgang«, som utgjør sidste led i vore ældste gaardnavn. Det minder om Fylkishaugr (nu Flesaker i Veldre, Ringsaker, og Flikkeshaug, V. Toten), som vi før har talt om, og om Folkinsborg (nu Folkenborg) i Eidsberg og Rødenes i Smaalenene. Paa Folkenborg i Eidsberg stod i middelalderen en sognekirke og en av fjerdingene i Eidsberg var nævnt efter gaarden, som var en navngjeten storgaard, Haakon Haakonssons fødested. Folkenborg i Rødenes er nabogaard til Rødenes præstegaard og likeledes en kjendt storgaard, som bl. a. nævnes paa Haakon Haakonssons tid[177]. Navnet Folkinsborg er ellers ikke sikkert forklaret. Men vi tør tro at alle disse navn fra først av har været git steder hvor krigerskarerne til visse tider eller forut for hærfærder i gammel tid møttes. Alle disse navn er sikkert ældgamle og gaar kanske tilbake før vor tidsregning. Paa den andre siden av Slidrefjorden og længer nede var det i Røn sogn (anneks til V. Slidre) ogsaa et tingsted, paa Feren (av far n. »overfartssted« og vin). Som navnet viser, har folk her fra ældgammel tid sat over Slidrefjorden[178]. I Østre Slidre var Rogne kirkestedet, tingsted i sognet av samme navn[179]. I Volbu sogn var Jøstad tingsted[180]. Længer oppe i dalen synes Kvien i Hurum sogn i Vang at ha været stevnested[181]. Kvien (Kviðin) er et gammelt høvdingesæte. Derfra var bl. a. mor til Skule jarl. I Etnedalen blev det alt i 1317 holdt stevne eller ting paa Bruflat, kirkestedet i sognet av samme navn og hovedkirken i Etnedalen[182]. – Gaardnavnene i Etnedalen er unge, næppe noget av dem er ældre end fra middelalderen. – De andre tingsteder, jeg har fundet i Kristians amt, kan jeg regne op ganske kort: I Biri er det Baaberg (Búāberg) nabogaard til Hov, som ligger omtr. 3 kil. ovenfor kirkestedet, Sigstad[183], og maa ha været det gamle gudsdyrkelsessted i bygden. I Vardal er det Mjølstad (a Miolæstadum) og Hørstad, som begge er nabogaarder til kirkestedet, Haug[184]. Vangen ved kirken var ogsaa ting. En tinglysning gjøres saaledes 149 1379 »a Haugzs uangænom j Uardali«[185]. Paa Toten var tingstedet Hofsvangen (nu kaldt Klukkergalen) i hedensk tid det religiøse mittpunkt i bygden. Mange tinglysninger og avhøringer av vitner er gjort »a Hofsvangenum a Þotne«[186]. Alstad (Alvisstaðir), hvor det i middelalderen stod en sognekirke og i den ældste kristne tid maa ha bodd mægtige høvdinger, synes ogsaa at ha været stevnested[187]. I Jevnaker var tingstedet kirkested av samme navn. Her maa det alt i hedensk tid ha været et kultsted og mittpunkt i bygden, for nabogaarden heter Vang (Vangr)[188]. I Torpen i {{sperret|Nordre Land}} var stevnestedet Garder, ikke langt fra Ullensaker, som i middelalderen var kirkested og hvor det i hedensk tid var en helligdom til Ullin eller Ull[189]. I Søndre Land var stevnestedet Hov, kirkested i Hov sogn, – a Hofue a rettom stemneby i Lande, som det oftere heter[190]. Navnet viser at det her alt i hedensk tid var en helligdom. I Gran paa Hadeland var det to – eller maaske tre – tingsteder. Det ene var Granavollen (a Granar wælle) ved søsterkirkerne paa Gran[191], det andet Løken (Leikvin) paa østsiden av dalen a Lœykini i Handali a Hadalandi, som det heter[192]. Paa østsiden av Jaren sjø i Gran ligger Horgen (Hǫrgin), et ældgammelt kultsted og i middelalderen kirkested, hvorefter et sogn kaldtes (Horghina sokn, 1369)[193]. Nabogaard til Horgen er Framstad, som ogsaa var tingsted (a medal Frammeæstodum a stæmnobynom er liggær j Horginæ sonk)[194].

I Buskerud amt er det ogsaa mange merkelige tingsteder, baade i dalene og i flatbygderne. Stevnested i Nore sogn i Numedal var Megaarden (Miðgarðr)[195]. Gaarden er langt fra kirken; men nabogaarden heter Jeljorden (1570 skrevet Geldeiorden, 1600 Gilleiordt). Da disse to gaardene maa ha været mittpunkter i bygden, kunde en gjætte paa at navnet Jeljorden betyr »gilde-jorden« og at det her i ældre tid har været møtested for et gilde. I Opdal herred var tingstedet Møkstu (a Mykklæstouo) like ved kirkestedet, Opdal[196]. Ogsaa i Veggli sogn i Rollag finder vi det samme navn (a Myklæstuu, d. e. Myklastofa, »den store stue«). I Veggli er Møkstu nabogaard til kirkestedet, Veggli, og flere brev er utstedt dér[197]. Jeg tror derfor at begge gaardene har faat sit navn, fordi det paa deres grund har staat en særskilt stor stue, som var hele bygdens eie, en slags gildestue[198].

Fra Hallingdal kjender vi tingstederne i Aal og Gol. I Aal heter det 1508: »wi warom widh stapvlen i Aal a rettha thingstaad«[199]. Tingstedet var altsaa ved støpulen (klokketaarnet) ved Aal kirke[200]. I Gol synes Lagmandsgaard at ha været tingsted[201]. I Eggedal, anneks til Sigdal, var tingstedet Frøvold[202]. Præstegaarden, Hovland, ligger et stykke bort; Frøvold er g.n. 140, Hovland g.n. 148[203]. Navnet viser at Frøvold (a Froyuollum, 1334) fra først av var en helligdom viet til Freyja eller snarere til Frey (Frøy(s)vellir). Navnet Hovland brukes om gaarder, som har tilhørt et gudehov. De ligger gjerne i en utkant av bygden; selve hovet synes ikke at ha staat paa deres grund. Av en eller anden grund blev den første kirke reist her og ikke dér hvor selve hovet stod. Men som et minde om svundne tider vedblev Frøvold at være tingsted. – I Sigdal var tingstedet Vad, som ligger et stykke nedenfor kirkestedet, Holmen[204]. Vad er derimot nabogaard til Hovland, som i hedensk tid maa ha tilhørt et gudehov. Like ens som i Eggedal maa tingstedet i Sigdal være ældre end kristendommen.

I Sandsvær kjender vi temmelig mange tingsteder. I hovedsognet, Efteløt, er der to, Sandsvær præstegaard (a Ælftalœyti) som sognet har navn efter, og Evju[205]. Evju ligger et stykke længer oppe ved elven end kirkestedet. Ingen av dem ligger like ved gamle kultsteder[206]. I Komnes, nabosognet i syd, var kirkestedet, som har git sognet navn, ogsaa tingsted[207]. Navnet skrives i middelalderen Kaupmannsnes og er sammensat med kaupmaðr »kjøpmand«[208] Her brukte altsaa kjøpmænd fra gammel tid at holde stevne og marked, saa blev det tingsted og da kristendommen kom, reiste det sig en kirke der. I 1445 nævnes stevnestuen paa Komnes (a Kopmansnes j stuuone)[209]. Vi finder ogsaa slike markedsplasser længer oppe i dalen, saaledes i Svene, anneks til Flesberg, Kopangen høit oppe over elven, nabogaard til kirkestedet, Svene[210]. Kopangen het oprindelig Kaupangr eller Kaupangrinn »markedspladsen«. Ogsaa dette navn er vel ældre end kristen tid. Tingstedet i Svene var et litet stykke derfra, paa Skartum[211].

I Hedenstad i Sandsvær, nabosognet til Efteløt i nord, finder vi ogsaa to tingsteder, Hotvet og Hassel[212], et stykke fra hverandre og ingen av dem like ved kirkestedet[213]. Heller ikke er det nær ved navn som minder om hedenske kultsteder. Præstegaarden er derimot nabogaard til Loftstuen (j Lofftstwffwonne, 1489), som ogsaa synes at ha været en slags stevnestue[214]. Vi finder samme navn i Opdal i Numedal (Lofztouen, 1510), hvor gaarden ogsaa synes at ha været stevnestue ved siden av Møkstu. Loftstuen ligger paa den andre siden av elven og længer oppe i dalen. Jeg skulde tro at den fra først av var et gildeloft, like ens som loftet paa Villand i Hovet i Hol i Hallingdal[215]. – I Krødsherred var stevnestedet Olberg, som ogsaa er kirkested[216].

Fra flatbygderne kjender vi ogsaa mange tingsteder. Ringerike blev like ens som Hedemarken tidlig samlet til et rike. Ingen under at tingstederne dér ogsaa har interesse. I Hole møter vi, synes det, to stevnesteder, Frøishov og muligens nabogaarden Gomnes, et gammelt høvdingesæte, som nævnes ved 1200[217]. Frøyshov er en ældgammel helligdom viet til Frøy. Gamle navneformer viser at gaarden egentlig het Frøysin (av gudenavnet Frøyr og vin). Mellem Frøishov og Gomnes ligger Onsaaker (Óðinsakr), hvor Odin mot slutten av hedendommen blev dyrket. Like ved er Hole præstegaard og nabogaardeun Helgeland (»det hellige land< av heilagr), som jord, som hørte til gudehov, ofte blev kaldt. Frøihov (i Røise) var mulig ogsaa tingsted[218]. – Norderhov præstegjæld har navn efter et tempel til guden Njord (Njarðarhof), som stod der hvor kirken siden reiste sig[219]. Paa tingvolden ved Norderhov (a þinghuellinum viðer Nerderhofs kirkiu a Ringariki, som det heter i 1356)[220] møttes bønderne paa Ringerike fra gammel tid til ting og stevne. I Haug, nabosogn og anneks til Norderhov, var tingstedet Løken (Leikvin), nabogaard til kirkestedet og fra ældgammel tid leikarvoll i bygden[221].

Paa Eker var Sanden et av tingstederne i Haug sogn, Øvre Eker[222]. Gaarden ligger langt fra Haug, Eker præstegaard, men er nabogaard til Horgen (Hǫrgin), som efter navnet har været en ældgammel hedensk helligdom[223]. Efter Sanden hadde en fjerding paa Eker navn (Sandæfjæringen i Hoxsokn a Ækiom)[224]. Fra Haug, kirkestedet, er dog ogsaa flere tinglysninger utstedt[225]. Ved siden herav synes det at ha været flere tingsteder i det store sogn, i den sydlige del Hedenstad[226] og længer oppe Berg eller Kirkiuberg hvor det i middelalderen stod en kirke[227]. Nabogaard til Berg er Skjøl (*Skeiðiholf), hvor bønderne paa Eker i gammel tid møttes til hesteskei.

I Røken finder vi likeledes to eller mulig tre tingsteder: Kjekstad, nabogaard til præstegaarden[228], og Huseby nær Frøtvet, hvor det i hedensk tid var en helligdom til Frøy eller snarere til Frøyja[229]. Frøtvet synes ogsaa selv at ha været et slags stevnested. Et brev av 131 1368 er utstedt »j Fræyþuit stofuo i Myruhuarfue«[230]. Utstederen av brevet har, tænker jeg mig, været i »Frøtvet-stuen« for at feire utgangen av julen, og stuen har været en gildestue. Slik en gildestue fandtes ogsaa i naboherredet Lier, i Frogner sogn. Vi har et minde derom i navnet Gilhus (*Gildihús), nabogaard til Huseby, den gamle storgaard, dér mødrene frænder av Olav den hellige, bl. a. den hellige Hallvard bodde. Nabogaard til Gilhus paa den anden side er Nøste, som synes at ha været tingsted[231].

Jarlsberg og Larviks amt svarer, vet vi, nogenlunde til det gamle Vestfold, som desuten omfattet Lier, Eker og Sandsvær av Buskeruds amt. Heller ikke i dette amt kjender vi alle tingstederne og tingordningen gjør i det hele indtryk av at være yngre end paa østsiden av fjorden og paa Oplandene. I Hof, eller Røyrdalr[232], som det het i gammel tid, var tingstedet Hof, kirkestedet, hvor det i hedensk tid maa ha staat et gudehov. I Botne var det Grønmørk (Grýtumǫrk)[233], i Vaale Hotvet, begge nabogaarder til præstegaarden[234]. I Borre synes det at ha været Sem[235]. Sem er nabogaard til Røre (av røyrr »stenrøis, gravrøis«) og denne igjen til Voll, hvor de svære gravhaugene ligger, som A. W. Brøgger mener gjemmer Vestfoldkongernes ben. Voll igjen er nabogaard til kirken og præstegaarden i Borre[236]. Paa Skrikestad i Fon, anneks til Ramnes, blev det i 1480 holdt almindelig bygdeting (a almenneligh bygdaproffsz stempno)[237]. Gaarden ligger ikke like ved kirkestedet. I Ramnes var stevnestedet, synes det, Solberg, nabogaard til præstegaarden[238]. I Høijord, anneks til Andebu, var det kirkestedet Høijord (Haugagerði), som sognet har navn efter[239]. Like ved er Skjeau (*Skedjuhof ell. Skeiðiholf), hvor navnet viser at det har været hesteskei i gammel tid. Til Skjeau hørte bl. a. et underbruk som i gammel tid maa ha hett Loptsbœr, d. e. en gaard med loft eller to høider. Mulig har det engang staat et gildeloft paa gaarden.

I Sandeherred var lagmanden i Tunsberg i 1396 »a almennilegha byghdhe stemfno vidder Miulgnu rudhs fieldh nesta vidder Sioghaualla a aane sem liggaur j Sand[a] sonkt«[240]. A. Kjær antar i >Norske Gaardnavne« (B. VI, 268 og 272) at Sioghaualla er Sjuevolden, underbruk til Herre-Unneberg, og at Miulgnurudh er Mønnerød. Men nabogaarden til Mønnerød er Sjue (*Sjófar), nær Lahellebugten. Skulde ikke da Sioghaualla være volden ved Sjue? Nabogaarder til Sjue er Vestad (*Véstaðir, av vé »helligdom«) og Freberg, som synes at indeholde gudinden Freyjas navn[241]. I Tjølling var paa 1300- og 1400-tallet tingstedet Løve eller Lauve (Laufvin); alt i 1391 blev det holdt stevne i storstuen paa Øvre Løve (a œfre Laufvine j sedzstofuone)[242], og i 1397 var 4 navngivne lagrettesmænd »a almannalegha byghda stæmfno j sedzstofuone j nedra garddenom j Laufuine«. Lauve-gaardene ligger like østenfor Tjølling præstegaard og er nabogaarder til denne[243]. Mulig har ogsaa Lunde været stevnested; den er præstegaardens nabogaard i vest og har visst engang været,en del av den gamle kongsgaard Gjerstad[244]. Tjølling er fra først av ikke navn paa sognet, men paa stedet, hvor kirken i bygden staar. Den gammelnorske form av navnet er Þjóðalyng eller Þjóðlyng[245]; første led er þjóð »folk«, andet led lyng »lyng, lyngslette«. Meningen med navnet er da »folke-lyngen, folke-lyngsletten«. Volden, hvor i kristen tid kirken reiste sig, har faat sit navn, fordi folk fra ældgammel tid brukte at møtes her. – Nær ved laa Jo det navngjetne gudehov Skiringssal. Derav kom det, at det blev holdt ting paa Tjølling »folkelyngen«, ikke herredsting, men snarere fylkesting. Endda i 1557 møttes almuen i Brunla len ved Tjølling kirkegaard[246].

I Brunlanes møter vi som tingsted den gamle, navngjetne storgaard Manvik, som alt paa Sverres tid er sæte for navngjetne lendermænd. Navnet er ikke sikkert tydet, men maa være gammelt. Like ved har det fra ældgammel tid ligget kultsteder. Ret overfor Manvik er Berg kirke, som igjen er nabogaard til Gusland (i Gudthlandum, 1335). Dette navn er vel ikke sikkert tydet[247]; men omgivelserne viser, at første led maa være guð »gud«, og at det i nærheten har været en til guderne viet helligdom, som jorden har tilhørt. I Borre og i Andebu finder vi samme navn[248]. Gusland i Borre er nabogaard til Løs (i Liodhusum, som det skrives i Biskop Eysteins Jordebog, s. 184). Samme navn har vi ogsaa i Lyhus, en nabogaard til Manvik (navnet skrives i Lødhusum i Eysteins Jordebog, s. 45)[249]. Oprindelig har navnet lydt Ljóðhús(ar). Vi har samme navn i Vestergötland i byen Lødøse, som i sagaerne skrives Ljóðhús[250] og i det gammelnorske navn paa byen Lewis i Hebriderne. Ljóðhús paa Hebriderne er dog en omformning av øens oprindelige keltiske navn Leodus[251]. Ogsaa i Norge har vi navnet flere steder. Saaledes var det i Bø i Telemarken like ved præstegaarden et sted som paa 1300- og 1400-tallet skrives a Liodhuse, i Liødhusum. Første led i dette navn er ljóðr »folk, samlet folkemasse«. Navnet forklares av A. Kjær som »Sted, hvor Folk jevnlig samles«. »Stedets Brug som Thingsted, som Markedsplads eller paa anden lignende Maade kunde da have givet Anledning til Navnet«[252]. Lorens Berg nævner Lyhus i sin bok »Brunlanes, en bygdebok« (s. 403). Han tænker sig at navnet her paa Neset kan »sigte til at det i gammel tid har været en markedsplass«. Men da blir sidste led i navnet húsar eller oprindelig hús vanskelig at forklare[253]. I Bratsberg amt er det en hel del gaardsnavn som ender paa hús, húsar eller húsir (f. flert.). Men det er enten nu mest forsvundne partsnavn av gaarder som Andréss-hús, Dǫllu-hús, Rolleifshús o. s. v., eller navn som viser hen til bebyggelsen, som Lopthús, Viðhús(ir), Vetrhús o. fl. Et navn, som ender paa hús(ir), maa komme av at folk av en eller anden grund har tat ind eller bodd dér. En markedsplass kræver for stort rum, til at det kan være tale derom. Jeg tror at gaarden er blit kaldt Ljóðhús, fordi folk holdt til dér, naar de møttes til de hedenske blotfester. Siden blev de, som jeg nedenfor skal søke at vise, til en slags gildeskaaler.

I Hedrum kjender vi to stevnesteder. Det ene var Bakke eller Bakken (a Bakkanom a rettom stemfnabø sæm ligger j Heidrems sokn a Vestfold, som det heter i 1440)[254]. Det findes endda i Hedrum en gaard ved navn Bakke. Den ligger i en utkant av sognet, i Ismarken, øst for Herbjørnrød og syd for Holt. Som Lorens Berg rigtig bemerker, kan ikke de gamle skindbrevene, hvor Bakken nævnes, angaa denne avsidesliggende gaard; »det maa ha ligget en gaard Bakke like ved Hedrum kirke«[255]. Foruten Bakken ved Hedrum kirke var det et andet tingsted sydligst i sognet. Her ligger som nabogaarder paa østsiden av Laagen Gjelstad, Tinghaugen og Bommestad. Gjelstad ting (Gylstad tyng) nævnes i 1538[256]. Tinghaugen maa ogsaa ha faat sit navn, fordi gaarden i gammel tid var tingsted. »Sikkert er det, at det blev holdt almannating for hele lenet her omkr. 1655«[257]. Bommestad kaldes i Eysteins Jordebok fra henved 1400 i Bundingsstadum. Bundingsstaðir er, efter Sophus Bugges forklaring, opstaat av *Bóndþingsstaðir »sted, hvor det holdtes ting av bønderne«[258]. Gaarden laa bekvemt til som tingsted[259]. Ret overfor Tinghaugen, paa den andre siden av elven, er Faret, hvor navnet viser at det fra gammel tid har været overfartssted over Laagen. Nabogaarder til Faret er Frøstvet, Hovland og Torstvet. Frøstvet (Freysþveit) er sammensat med guden Frøys og Torstvet med guden Tors navn. Navnet Hovland viser, at gaarden har tilhørt et gudehov. Nabogaarden til Torstvet er den gamle storgaard Fresjar (nu Fritsøhus), hvor det sikkert alt i oldtiden har bodd høvdinger. Det er jo i nærheten av gudehov at vi rundt i landet finder høvdingeætter[260].

Tingstedet Gjelstad ligger saaledes i merkelige omgivelser; paa den andre siden av Laagen gamle helligdommer og østover ikke langt til kongsgaarden Gjerstad og de andre gamle gaardene ved gudehovet i Skiringssal. Navnet Gjelstad er ikke sikkert tydet. Vi har samme navn i Stokke; der er det nabogaard til Løken (Leikvin), den gamle leikarvoll og – som det synes – tingsted i Skjee sogn[261]. Sognet het i middelalderen Skeiðhaugar og har navn efter en haug hvor det blev holdt hesteskei. Vi tar vel ikke feil i at dette ogsaa har været nær Løken. Gjelstad i Hedrum skrives 1372 i - Giælstadom, i biskop Eysteins Jordebok i Gælstadhum og 1487 i Gelstadhom. Hvis det sproglig kan gjøres, vilde det ligge nær at forklare navnet som et opr. Gildistaðir, d. e. et sted hvor det holdes gilde. Vi møter dette navn i Jemtland (j Gyldestadum)[262]. Er denne tydning rigtig, da viser den at det i Skjee i Stokke og sydligst i Hedrum i vikingetiden var et gilde like ved volden, dér folk møttes til lek og ting.

Bedst kjender vi dog i Vestfold tingstederne op over Laagen, i Lardal, hvorfra de – som vi før har set – har bredt sig videre til Sandsvær, Flesberg og Numedal. I Svarstad sogn var det flere tingsteder: Hole og Gjerpeland, nabogaarden til præstegaarden (Svarfaðarstaðir)[263], og Tanum, nederst i sognet[264]; i Styrvold sogn var Haneval, nabogaard til kirkestedet[265], og i Hem sogn Roso tingsted. Roso er likeledes nabogaard til kirkestedet[266].

Utenfor de amter, som jeg i det foregaaende har nævnt, kjender vi litet til tingstederne. Det jeg i det følgende kan nævne, er bare spredte eksempler, som ikke gir noget paalitelig billede. Som oftest blir bygdetingene holdt like ved kirken og præstegaarden. Slik var det f. eks. i Bamle paa Grenland. Der blev holdt ting paa kirkestedet, Skeiði, eller like ved paa nabogaarden Rogn eller paa Linderyg, underbruk til præstegaarden[267]. Det gamle navn paa kirkestedet er en avledning av skeid, n. »bane til kapløp eller kapridning«. En nabogaard heter Vinje (Vinjar) og har vel i gammel tid været et kultsted[268]. Vi tør tro at alt i førstningen av vor tidsregning har folk i Bamle møttes til lek og gudsdyrkelse dér hvor kirken siden reiste sig. I Telemarken kjender vi faa tingsteder. Hovedtinget for Vesttelemarken blev holdt paa Aasland i Mo, ikke langt fra Dalen ved enden av Bandak. Navnet Aasland indeholder mulig som første led æsernes navn (* Ásaland); i saa tilfælde har det i hedensk tid været et kultsted[269] I 1360 nævnes ogsaa et ting paa Igufstveit, som rimeligvis er Igletveit i Seljord, nabogaard til Maneim[270]. I Vinje blev det holdt ting paa Særen, ved østenden av Vinjevatn, mens kirken ligger ved den andre enden[271]. Tingstuen paa Særen nævnes i 1472[272]. I Fyresdal blev det holdt ting paa Væting ovenfor præstegaarden[273] og paa Bondal i Kleivgrend. I Nissedal blev det holdt ting paa Tveitene, nabogaard til præstegaarden. I Hjartdal nævnes som tingsted Lofthus[274]; gaarden ligger et stykke fra kirkestedet; det er nabogaard til Dysjaa (opr. *Dysjar, av dys, f. »stendysse, gravrøis«). Om det paa Dysjar i hedensk tid laa en samling gravhauger og i forbindelse dermed var en helligdom, vet jeg dog ikke. Av tingsteder i Østtelemarken kan nævnes Ullaren i Tinn (endda et vitnesbyrd om at dette har været en gammel helligdom viet til Ullin eller Ull) og videre i Ytre Flaabygd Flaam, som har git bygden navn[275].

Fra Agder (Aust- og Vest-Agder; de nuværende Nedenes og Lister og Mandals amter) kjender vi fra 1300- og 1400–tallet navnene paa de fleste av skipreiderne; disse var ogsaa tinglag (skipreiða og þinghá falder sammen). De har navn efter en gaard, som ogsaa var tingsted, f. eks. Fetho Thinghaa (1460), Ffette skipredhe (1534) og Fetthe tyngh (1529) efter Fede, kirkested i sognet av samme navn[276], og Foss i Søndre Undal, hvor det likeledes var et kjendt tingsted, som skipreiden og tingkredsen var nævnt efter[277]. Flere av de gaarder, som skiprederne har navn efter, nævnes dog aldrig i gamle brev og om de virkelig fra gammel tid har været tingsteder, er ikke sikkert. Paa Aust-Agder nævnes Sands skipreida[278], Bringsvers (Bringsfjarðar) skipreiða, og Strengjareiðs skipreiða[279]. Sands sk. omfattet Birkenes, Høvaag, (Vestre) Moland og Eide sogner; hvilken gaard dette skiprede har navn efter, vet jeg ikke. Bringsvers skiprede (Bringxfiard Skipr.) omfattet Hommedal, Fjære, Øiestad og Froland. Det har navn efter Bringsvær, nabogaard til kirkestedet i Fjære[280]. Strengjareiðs sk. menes at ha omfattet Tromø, Østre Moland, Flosta, Dybvaag, Holt, Gjerstad og Søndeled sogner; det har navn efter Strengereid i Holt[281]. Desuten nævnes i 1506 Frystadhe skyffredhe[282]. Den har navn efter Frikstad i Mykland, som i middelalderen hørte til Vegusdal. En gaard i Herefoss siges at ligge i Frikstad skipreide. Frikstad ligger langt fra det gamle kirkested og ikke nær noget hedensk kultsted. Hverken Frikstad, Strengereid, Bringsvær eller Sand nævnes som tingsteder i gamle brev, og jeg tviler paa at de har været det i meget gammel tid. Herredstingene blev – det kan vi se – holdt paa andre steder og paa Aust-Agder og i Robygdelaget næsten overalt nær kirken. Slik var det i Froland, Aamli, Øiestad og i Sætesdal, hvor hovedtinget blev holdt paa Bakke (egt. »Bakken«) ved Aardals kirke i Bygland[283]. Hovedtinget for hele Aust-Agder blev holdt paa den gamle kongsgaard i Øiestad, Nedenes (Niðarnes), som amtet har faat navn efter. Hit blev det stevnet fra herredstingene, bl. a. fra Bygland. I 1459 kaldes Nidarnes »ret stevnestue paa Aust-Agder«[284].

Tingstederne paa Vest-Agder er det heller ikke let at faa et indtryk av. De synes for en del at være forholdsvis nye. Mellem dem kan nævnes: Oddernes kirkegaard[285], Klepland i Søgne[286], som en skipreide og tingkreds kaldtes efter, et stykke ovenfor kirkestedet, Frøisland i Halsaa, et gammelt kultsted og nabogaard til kirkestedet[287], og Holmegaard, kirkestedet i Holme[288]. Ved siden av Holmegaard maa ogsaa Kaddeland (*Kallaðarland) ikke langt derfra ha været tingsted. Derefter hadde Kallaðarlands þinghá navn[289] og skipreiden kaldes ofte derefter[290]. Videre kan som tingsteder nævnes Øislebø og Bjelland, kirkesteder i sognene av samme navn[291], og Foss i Valle sogn i Søndre Undal; gaarden ligger langt fra det nuværende kirkestedet, men ved siden derav stod det i middelalderen en kirke paa Foss. Efter gaarden nævntes før Foss þinghá og Foss skipreiða. Tinghaugen paa Foss med en bautastein paa nævnes i 1492[292]. Ved siden derav ser vi at det 1544 blev holdt lagting paa Steinsland i Søndre Undal[293]. I Vanse blev det i 1521 holdt ting paa den gamle storgaard Huseby paa Lister[294]. Men det sædvanlige tingsted var kirkestedet, hvor det alt i hedensk tid var en helligdom til Vanerne; j stofwnne a Wansyne blev tinglæsninger gjort[295]. Ikke langt borte, paa den andre siden av et vand og like ved fjorden – tre kilometer fra præstegaarden – ligger Helvig (Helgavík, d. e. den hellige vik); navnet vidner om at det her i hedensk tid har været en helligdom. Efter Helgavík kaldtes tingkredsen og skipreiden (Helgavík(ar) þinghá[296] eller en enkelt gang Hælgha wyka thynghstadh[297] og H. skipreiða)[298]. Vi kan av dette slutte at Helvig ogsaa har været tingsted. En enkelt gang nævnes det ogsaa som saadant[299]. I Fede var kirkestedet gammel tingplass; Fetthetyngh nævnes i 1529[300] Derefter kaldtes tingkredsen og skipreiden[301]. Til Fede skipreide hørte ogsaa Liknes. Tingstedet her var Eigeland, nabogaard til Elgistrøm, hvor navnet viser at det i hedensk tid var en helligdom[302]. Bergs skipreide og tinglag, som omfattet Lyngdal, Aa sogn og Austad sogn, har navn efter Berge, i Aa sogn i Lyngdal. Paa Berge stod før en kirke og her var tingsted[303]. Som skipreider og tinglag i Lister og Mandals amt nævnes videre: Akradals skipreiða (eller Vats sk.), som omfattet Helgebostad, Bjelland, Grindum og en del av Konsmo sogn, og Ves skipreiða, som omfattet Oddernes, Tveid og Vennesla. Akradals sk. har navn efter Aagedal i Grindum eller i Bjelland[304]; det blev siden (1495) kaldt Vats skipreiða efter Tingvatn i Hægebostad. Navnet viser, at det her har været holdt ting; men dette nævnes ikke i gamle brev. Det samme er tilfældet med Ve i Tveid, som skipreiden var opkaldt efter. Navnet viser, at det her alt i hedensk tid har været en helligdom (). Fylkestinget for Vestagder var paa Halsaa[305].

At prøve at gjennemgaa tingstederne vestenfjelds og nordenfjelds vilde være lønløst. Dertil kjender vi for faa av dem. I Rogaland blev det i førstningen av 1300-tallet holdt lagting paa Avalsnes paa Karmøen. I Sunnhordland var det vigtigste ting paa Onarheim paa Tysnesøen, hvor det ogsaa var et navngjetent gilde, i Nordhordland holdtes det ved Hamre kirke ved indseilingen til Osterfjorden. Begge ting nævnes alt paa 1100-tallet[306]. Paa Voss blev hovedtinget holdt paa vangen ved kirken (Vossevangen), hvor det fra ældgammel tid var helligdom og tingsted. Mellem tingsteder i Sunnhordland kan ogsaa nævnes Kinservik i Hardanger, det vil sige i Kinserviks almenning, hvor kirken staar og hvor man viser tomten efter stedets gamle gildestue[307]. I Romsdals amt maa nævnes Tingvold sogn, som har navn efter kirkestedet, navnet (Þingvǫllr) viser at det her fra gammel tid har været tingsted. Tinget holdtes selvsagt fra først av paa den flate vold, som præstegaarden og siden sognet har faat navn efter. Men alt i 1357 blev det holdt stevne »j sedstofonne a Þinguelli«[308]. I Sundalen var det tingsted paa Aakre (Akr), nabogaard til Hov, præstegaarden[309]. Baade Aakre og Hov har i hedensk tid visst været helligdommer. Ved kirkestederne blev det holdt ting paa Frei og paa Grip[309] og likeledes paa Nesset (indenfor Molde)[310]. I naboherredet, Bolsøy, blev det holdt ottungs ting ved kirkestedet, som i gammel tid het Bylingsøy[311]. Fylkestinget i Romsdal blev holdt paa Veøy, hvor det i middelalderen var en liten ø, og alt i hedensk tid maa ha været en helligdom[311]. Paa Sunnmøre blev fylkestinget holdt paa Borgund[312], hvor det ogsaa var en liten by[312]. Ogsaa Giske i Borgund sokn, det navngjetne gamle høvdingesæte, nævnes ofte som tingsted[313].

I Ytre Frænen blev det holdt stevne ved kirkestedet Vaagøen, »i stofonne (j) Vagœy«, som det heter i et brev av 1336[314]. Paa Herøy likeledes ved kirken stod i middelalderen en gildestue, som ogsaa blev nyttet til stevne. Saaledes møttes erkebiskop Aslak Bolt 26. juni 1433 med almuen »j gilda stofwone j Herøyum«[315].

I Trøndelagen hører vi om stevnesteder bl. a. i Aalen paa gildesvangen, som vel har ligget nær kirken paa gaarden Hov (j Aall sokn a gildisvangenom sæm ligr j Gaulæ dall, som det heter i et brev av 1. juli 1381)[316]. I Rennebu blev det i 1482 holdt stevne »j veitla stofuone« (d. e. gjæstebudstuen) a Horundzstodhum, hvor en korsbroder fra Nidaros paa erkebiskopens vegne »thingadhe med almoghan her j Rennabo« om at utrede Mikjals korn[317]. Gaarden heter nu Horstad og er nabogaard til Voll (Vǫllr). Her tør vi av navnet slutte at almuen i bygden i vikingetiden eller tidlig i middelalderen har møttes[318]. Ogsaa i Nordre Trondhjems amt blev det i Overhallen holdt ting paa gaarden Vold; Valla tingh nævnes i 1509[319]. Gaarden ligger langt fra kirkestedet, Ranem. I Kvam sokn i Stod er det en gaard som heter Aunet fordi den engang har ligget øde. Den er nabogaard til Gudin (Guðinjar), hvor det fra tidlig i hedensk tid har været en helligdom til guderne. Aunet hadde før et andet navn; den kaldes i 1559 Tiuoldt og i 1590 Tiguoldt. Navnet forklares i »Norske Gaardnavne« (XV, 261) som et opr. *Þjóðvǫllr. Men kunde en ikke heller efter formen av 1590 tænke paa et Þingvǫllr? I skrivemaaten 1559 kan en strek over u være uteglemt. – Av andre tingsteder i Nordre Trondhjems amt kan nævnes Alstadhaug i Skogn som i 1513 kaldes retten tingstadh[320].

I Haalogaland har vi alt nævnt Steigen og Trondenes. Fra gammel tid blev det ogsaa i fisketiden holdt ting og stevne i Vágar (d. e. det nuværende Vaagan, særlig værene Storvaagen, Kabelvaag og mulig Kirkevaag). I et brev av 1291 nævnes det, at Bjarne Erlingsson under formynderskapet for Eirik Magnusson »hafde mot (d. e. byting) a Brudarbærge«[321]. Bruberget kaldes nu en plass mittveis mellem Kabelvaag og Storvaagen (under Storvaagen). Naturforhold kan ikke som paa Eker ha git stedet navn[322]. Endelig kan nævnes Herøy paa Helgeland, som et halvfylke hadde navn efter (Herøyia halffylke)[323]. Like ens som paa Sundmøre har et sokn faat navn efter øen, eller rettere øerne av dette navn (»to, kun ved et smalt Sund adskilte Hovedøer, Sør- og Nordherø«)[324]. Magnus Olsen har i »Kultminder« (57 f.) nævnt de steder langs kysten av Norge, som heter Herøy. De ligger alle centralt, mitt i leden eller hvor flere fjorder og herreder møtes. Første led er herr, m. hær, sandsynligvis i betydningen skipaherr[325]. Navnet maa hænge sammen med at flaaten brukte at møtes ved de øer, som siden blev kaldt Herøy. Det kan næppe være yngre end vikingtiden og viser at det alt da fandtes et slags primitivt ledingsvæsen.


B. Retsordningens utvikling og alder.

Sagaerne og lovene viser at retsordningen i Norge var i stadig utvikling. Jeg tænker ikke bare paa ordningen av de større lovomraader. Lagdømmene blev jo ordnet i historisk tid. Eidsivatingslagen henføres til Halvdan Svarte, Frostatings- og Gulatingslagen til Haakon den gode og Borgartingslagen til Olav den hellige; men Borgartingslagen er mulig endda yngre. I den ældre Olav den helliges saga (k. 31) heter det saaledes: þrenn ero log i Norege (nemlig Frostatingsloven, Gulatingsloven og Eidsivatingsloven)[326]. Traditionen mindedes endda paa 1200-tallet den tid, da hvert fylke hadde hat sit særskilte lagting eller lovgivende forsamling. I den yngre Olav den helliges saga (k. 10) heter det om tiden før Haakon den gode: en aðr hofðv ser hverir fylkismenn laug[327]. I Sigurd Ranessons proces blir ogsaa slikt et fylkesting, det paa Trondenes paa Senja kaldt lǫgþing (a logþingi þvi sem her er i þessu fylki. En þat er Þrandarnes þing)[328]. Efter at det var oprettet lagmandsembeder, blev det, som bekjendt, en ny inddeling i lagmandsdistrikter, som ogsaa blev kaldt lǫgþing. Men ogsaa i ordningen av de mindre retsomraader blev det i tidens løp ændringer og utvikling. Skipreide-tinget blev fra først av bare holdt for at avgjøre saker, som vedkom ledingsvæsenet, men i slutten av Haakon Haakonssons tid fik det ogsaa domsmagt i vanlige retssaker. Det heter i Indledningen til Frostatingsloven (k. 23): Suá vilium ver at se sem búöndum er hœgligra at sœkja helldr á skipreiðu þingum en á fylkis þingum bæði várn rett ok siálfra sinna. I Landslovens Landeværnsbolk heter det om vaapentinget (III k. 12): Þat skal eiga firir endilangan Noreg. Þat skal eigi stœrum saman eiga en skipreiðu þing[329]. Skipreidetinget blev dog aldrig, som Gustav Storm synes at mene, laveste ting-instans. Storm siger i efterskriften til »Sigurd Ranessøns Proces (s. 50): » Alligevel kan man ikke benegte Muligheden af at Redaktøren af þingaþáttr kunde have skaffet sig Oplysning om Navnet paa Thingstedet for Steig Skibrede og har indtaget det i sin Fremstilling af Begivenhederne ca. 1114, uagtet Skibredething neppe allerede dengang brugtes som laveste Thing-Instans«. Vi har under gjennemgaaelsen av tingstederne paa Agder set, at herredstingene blev holdt paa andre steder end skipreidetingene og at de var flere i tal end disse, og slik var det rundt i landet.

Ogsaa inde i landet maa det ha fundet en til skipreideinddelingen svarende omlægning av tingkredsene sted i løpet av 1200-tallet. Hertzberg oversætter i glossaret til Norges gamle Love (V, s. 740) þinghá med »thinglag, distrikt, hvis indbyggere er fælles om et lokalthing (herredsthing)«. I denne betydning brukes det f. eks. i Frostatingsloven (IV k. 7: í þingá þeirre sem þarf)[330] og i hertug Haakon Magnussons retterbot for Ringerike og Hadeland av 1297 (um sakareyri utan þinghár)[331]. I sagaerne brukes ogsaa ordet i denne mere almindelige betydning »tinglag«, saaledes i Olav den helliges saga og Fagrskinna[332]. Paa Agder svarer derimot þinghá og þingstǫð til skipreiða. Saaledes nævnes paa 1400-tallet Akradaals þingha[333] og Akredalsz skipreide[334], Hælghauika thinga, Hælghawyka thynghstadh og Helgauik skibrede[335], Foss þinga og Fooss skiipreidhæ[336]. Paa Agder kan saaledes ikke þinghá være navn paa de mindste tingkredser; for hver þinghá eller skipreiða omsluttet flere sokn, som fra gammel tid hadde hvert sit tingsted. Likeens maa det ha været paa Oplandene. Ogsaa dér har hver þinghá omsluttet flere sokn og i hver þinghá har det været flere tingsteder. Den 10de mars 1432 kundgjør saaledes »Ketil Amundzson konungx vmbodz man i Gudakers þinga« at han »var i vestra gardhin a Dale 2 Rumodale a rettom stempnoby«[337]; i et brev av 13. mars kundgjør to »logrettomen j Gudhakirs þinga j ydra lutin á Hedhmarkine«, at de har hørt det sige som sant, at en mand har pantsat 15 øresbol i en gaard i Løiten[338]. Guðakr (nu Guaaker) ligger selv i Stange og nævnes ofte som ret stevnested i Skaun, det gamle navn paa Stange[339]. Vi ser av dette at Guðakrs þinghá har omfattet i det mindste Løiten, Romedal og Stange og vel ogsaa Vang, med andre ord den sydlige del av Hedemarken. Det er det samme distrikt som nævnes i et brev av 24. sept. 1358, hvor Orm Torgrimsson kalder sig »lensmadher (a) sydra lutanom a Heidmarkenne«[340]. Den ovenfor nævnte Ketil Amundson og Orm Torgrimsson har hat samme stilling. Det siger jo ogsaa sig selv, at et omraade som hadde sin særskilte ombudsmand, maa ha været større end et herred eller et sokn. I Gudbrandsdalen kjender vi ogsaa navnene paa tinghaaene. Længst nord var *Holleiðis þinghá. Herom skriver O. Rygh i »Norske Gaardnavne«: »I endel Breve fra MA. forekommer et Bygdenavn, der lader til at have været en Fællesbetegnelse for hele det nuv. Nordre Fron Herred, Hedalen og Bredebygden av Vaage Herred. Denne Samling af Bygder omtales i flere af Brevene som en egen Herredsthingkreds (Thinghaa)«. Navnets rette form lar sig, mener Rygh, paa grund av de avvikende former, vanskelig bestemme. Jeg tror at Gudbrandsdalen like ens som Hedemarken har været delt i 2 tinghaaer, like ens som det var delt i 2 lensmands-sysler eller -ombud[341]. I et brev av 25. mai 1440 heter det: j øfra Hedale oc nedhra Hedale som ligger i Holledis þinghaa j nordhralutenom j Gulbra(n)dzdalum[342]. I 1432 heter det derimot i et brev: meer warom a Haraldstadom som ligger a Kuiknom j Holdlidene j nørdre sylzlene Gudbrandzdala[343]. – Længer syd i Gudbrandsdalen var Stafs þinghá, som Rygh merkelig nok ikke nævner noget om. Den maa ha navn efter gaarden Stav i Øier, som ellers ikke nævnes i gamle brev[344]. I et brev av 20. mars 1397 heter det at Skyberg i Øier ligger i denne tinghaa (j Skygheberghe sæm ligghær j Musædale j Stafþingha)[345], og i 1451 heter det: j Rindadall som ligher (j) Øya sokn j Stafs tingaa[346]. I et brev av 30. okt. 1413 heter det først: a Glømeno a Þrotheno j sydrelutane Gudbransdaalena (d. e. paa Glømmen i Tretten sokn i søndre delen av Gudbrandsdalen), og videre: j Einghum (d. e. Enge, nabogaard til Glømmen) a Þrotteno j Stafs þingaa[347]. Stalsbjør i Tretten, anneks til Øier, siges ogsaa at ligge »j Stafs tingaa«[348]. Den søndre syssel i Gudbrandsdalen, eller som jeg tror, Stavs tinghaa, hadde sit eget tingsted paa Vǫlusetr, som vi før har nævnt[349] og som synes at ha ligget i Ringebu. Endelig nævnes ogsaa Gausdals þinghá. I et brev av 14. feb. 1385 utstedt paa Jørstad, stevnestedet i Faaberg, heter det at det blev utlagt 10 øresbol »j Hælgharudt er ligger j Gaustdals þinghaa«[350]. Gaarden Helgarud kjendes ikke længer, saa vi vet ikke om den har ligget i Østre eller Vestre Gausdal. Begge herreder har vel hørt til Gausdals tinghaa. – Jeg tror altsaa at det foruten Gausdal har været 2 tinghaaer i Gudbrandsdalen. Dertil passer det, som vi siden skal se, godt at Gudbrandsdalen var delt i deler, like ens som Hedemarken, og at hver del hadde sin lensmand. – I 1497 nævnes saaledes en lænsman i nørdhra luthen Gudbrandsdalæn[351].

Andre steder paa Oplandene har jeg ikke fundet ordet þinghá brukt. Men vi har ogsaa dér spor av at det paa 1300- og 1400-tallet har været tinglag, som har omsluttet mere end ett herred. Saaledes melder 10. mars 1364 Andres Joarsson, sysselmand i nordre luten av Hedemarken, almuen i Vardalr, Hunnardalr, Snartumsdalr, Stufnadalr, Manheims herad og Birid at han har git Gille paa Braastad (i Vardal) sit ombud i alle kongens saker hos dem[352]. Vardalr er Vardal, Hunnardalr er Hunn sokn, Stufnadalr er navn paa Øvre Snertingdalen i Biri, Snarteimsdalr er Snertingdalen, Manheims herað er Redalen, navn paa Stokkeelvens dalføre[353]. De her nævnte bygder har saaledes omfattet de nuværende herreder Biri og Vardal. – 16. aug. 1424 overdrager paa samme vis Abraham Gjedde[354] til Sigurd Halvordsson sit ombud i Land, Torpen og Sinnen (j Lande, Þorp ok Sinnæne, d. e. Nordre og Søndre Land, Vesttorpen og Østtorpen og Nordsinnen og Østsinnen) i alle 8 ørtugs og 13 marks saker. Abraham Gjedde har vel, like ens som Halvor Baardsson i 1406 været »kongens ombudsmand over Nordre Toten, Hadeland, Biri og Vardal«[355]. Sigurd Halvorsson i 1424 og Gille paa Braastad i 1364 maa ha hat en liknende stilling som Ketil Amundson, »kongens ombudsmand i Gudakers thinghaa«, som vi før har nævnt. Alle tre har de vistnok været lensmænd. Lénsmaðr var fra først av navn paa en underordnet oppebørsels-, rets- og politibetjent som var ansat av sysselmanden og stod under ham[356]. Lensmanden opnævnte lagtingsmænd og satte folk i »stok og hægtelse«[357]. Det heter i Eirik Magnussons store retterbot av 1280[358]: Sua skolu ok eigi uera lensmenn fleiri syslumanna en ij. i hueriu fylki nema syslumenn se fleiri. þa ma huer þeira hafa einn lenzmann. Til lensmænd skulde, heter det i Haakon Magnussons retterbot for Hedemarken og Toten[359], tages »skilrikir bœndr, þeir sem eru ættaðir og reyndir i bygðarlagi«. Lensmandens stilling kaldes ogsaa umboð[360] og selv kaldes de alt i 1388 vmbodzmenn syslumanna[361]. Hele ordningen med lensmænd som sysselmændenes underordnede er snarest begyndt at træde ut i livet under Magnus Lagabøter, og under Magnus’s sønner er grænserne for deres virke blit nærmere optrukket. Samtidig med at det blev fastsat hvor mange lensmænd det skulde være i hvert fylke, er ogsaa fylkerne blit delt i lensmandsdistrikter og disse har faat navnet þinghá (tinglag). I en række gamle brev ser vi lensmændene optræde paa tinge og optage vitneprov og foretage tinglysninger[362], saa det er naturlig at lensmandsdistrikterne blev kaldt þinghá (jfr. heyja þing »holde ting«).

At det virkelig sammen med indførelsen av lensmandsombudet har fundet en omordning av tingkrinsene sted, synes at fremgaa av Haakon Magnussons før nævnte retterbot for Hedemarken og Ringerike av 1297. Dér heter det i § 14: Eigi vilium ver ok at syslumenn eðr lensmenn stefni bondum til logmanz um sakarœyris vthemtingar fyr en þat er kært ok profat ok ransakat með skilrikt heima i bygdini[363] þar sem málet gerðiz. Alle de haandskrifter, hvori denne retterbot findes, er sene – fra 16. aarh. – og fulde av feil og uoverensstemmelser. En variant har istedenfor um sakarœyris uthemtingar læsemaaten um sakar eyri útan binghái. Dette er efter utgivernes mening »vistnok den rigtigste Læsemaade«[364]. Men er dette saa, da er þinghá netop navn paa lensmandens distrikt. Vi har før nævnt, at paa Agder brukes uttrykkene skipreiða og þinghá i samme betydning. Dermed stemmer det vel overens, at lensmandens distrikt netop har været skipreiden. Saaledes nævnes i 1339 Baard Bjarnesson, »lænsmaðr j œystræ skipræidunni a Follo«, og 1345 Torgils Skeggi, »lænsmaðr ifuir væstra skipræidenne a Follo«[365]. I 1455 nævnes Guttorm Einarsson, »lensman i Frølandz skipreido (paa Agder)[366]. I 1463 nævnes Ulv Gudbrandsson, lensmand paa Tune. – Tune var en særskilt skipreide, som efter P. A. Munch omfattet Tune, Varteig, Rolvsøy og Kraakerøy. – I 1416 nævnes en lensmand »j Tunæims sokn« (d. e. Tanum i Ranrike)[367]. Men Lúðrlags skipreiða omfattet netop Túnheims herað (ell. sókn)[368]. Jeg tror at hele Norge fra slutten av 1200-tallet har været delt i krinser, som vi efter deres nærmeste overordnede kunde kalde lensmandsdistrikter, men som i gammel tid blev kaldt dels skipreider (ved kysten) og dels tinghaaer, dels ogsaa – mere almindelig – sysler. At disse omraader har hat mange saker fælles, ser vi bl. a. derav at almuen i sydræ syslonæ i Gwdbranzdalum i fællig a Wolusætre a almennis tingstadh valgte en nævndermand til kongevalgmøtet i Lødøse[369].

De tingkredser vi her har talt om er, har vi set, først grundet i den senere del av middelalderen og troligvis ordnet ved kongsbud. Anderledes er det derimot med bygdetingene, som fandtes i hvert herred i Norge og blev holdt paa visse tider av aaret[370]. De kaldes i gamle brev mest bygðarstefna, heraðsstefna eller bygðartal, sjeldnere heraðsþing og hadde, har vi set, sine faste tingplasser[371]. Disse bygdeting er, saa at sige, blit til av sig selv og deres grundlæggelse ligger gjemt i fortidens mørke. Som det heter i Sigurd Ranessons proces om tinget paa Kepsisey (s. 11 20–28): Þing þetta settu bændr með ser til þess at hverr þeira hafi sonn lǫg af ǫðrum. Vi maa dog ikke tro at alle tingkredser er blit til i den graa oldtid; nogen er først indrettet i den kristne middelalder og mange er fra vikingetiden. I Eidskogen var saaledes tingstedet »a klukkerræ hwssum a Eidhis skoghunnum«[372]. Kirken i Eidskogen kaldes ogsaa Midskog kirke efter kirkestedet og nævnes alt i 1225[373]. En kunde vel tænke sig at det der hvor klokkerhusene i Eidskogen siden reiste sig, alt i hedensk tid stod en helligdom. Men navnene, baade Midskog (Miðskógr) og paa nabogaardene med de mange rud-navn, viser at bygden her ikke er ældre end fra den kristne middelalder. I Etnedalen blev det, som før nævnt, i 1317 holdt stevne eller ting paa Bruflat (Brúarflǫt), kirkestedet. Navnene i Bruflat sokn er ogsaa paa et par undtagelser unge og maa være fra kristen tid. Hadde det alt i hedensk tid været et tingsted i Etnedalen, maatte det ha været paa Breien (Breiðvin), men denne gaard nævnes først i 1592 og har aldrig været stevnegaard[374]. Like ens er det med stevnestederne i Numedal, Megaarden i Nore, Møkstu i Opdal og Møkstu i Veggli. Der hvor disse gaarder ligger, kan det heller ikke ha været ordentlig bygd før i kristen tid[375]. Selv i Smaalenene er det tingsteder, som maa være fra kristen tid, saaledes Klemetsby (Klemetsbýr) i Rødenes (s. 102). Navnet Klemet var neppe i bruk i Norge før paa 1100-tallet. Fra denne tid er ogsaa de fleste av nabogaardene, som Kamperud, Fonnerud, Kallak, Huser, Taraldrud, Klerud, Kongsbakke osv. Kirkjubýr, som var stevnested paa Nesodden (s. 106), er jo ogsaa et kristent navn.

Fra slutten av hedendommen er endda flere tingsteder i Norge.

Jeg slutter ikke noget av at gildesvoldene og gildestuerne saa mange steder i landet nævnes som stevnesteder. Gilderne selv er ikke ældre end fra tidlig kristen eller sen hedensk tid; men hvor de reiste sig, kan det ha været ældre helligdommer. Vi kan slutte mere av andre stedsnavn. I Romsdals amt har vi Tingvold herred; det har navn efter kirkestedet og præstegaarden, som opr. het Þingvǫllr, d. e. en flat mark eller vold, som det blir holdt ting paa. Navnet forekommer første gang paa Sverres tid (til Þingvallar)[376]. Paa 1300-tallet nævnes Þingualla sokn og Þinguallar skipreida[377]. Vi har her et eksempel paa at et helt herred og præstegjeld har navn efter tingvolden. Þingvalla kirkja nævnes i 1357[378]. Den er sandsynligvis reist i første halvdel av 1200-tallet og var fylkeskirke for Nordmøre[379]. Den er av sten, den eneste paa Nordmøre. Naar Tingvold i middelalderen kunde være et slikt samlingssted, saa viser det, at tingvolden, som har git stedet navn, alt før den tid var et samlingssted. Vǫllr »vold, græsgrodd slette« brukes som sidste led – eller alene – i mange navn paa steder, hvor det blev holdt offentlige sammenkomster av forskjellig slag. Vi har Leikvǫllr (leikarvollen, dér ungdommen møttes til lek); saa kaldes bl. a. en nabogaard til Gol kirke i Hallingdal, og et underbruk til Skea (Skeiðihof), hvor det i middelalderen stod en kirke og fra ældgammel tid var hesteskei[380]. Vi har før nævnt Gildisvǫllr, gildesvolden, som var ret stevnested i Ringebu. Kirkjuvǫllr, kirkevolden, brukes flere steder om gaarder som ligger like ved en kirke[381]. Eiðsvǫllr er navn paa soknet, dér Eidsivatinget blev holdt. Valle sokn brukes endda i Sætesdal og i Søndre Undal, og en Vallar kirkja, som var soknekirke, nævnes i Stjørdalen; gaarden der den stod heter Vold, men kaldes i Aslak Bolts Jordebok af Kirkiuwelle[382]. Magnus Olsen har undersøkt alle disse navne paa vǫllr. Han siger: »De anførte sognenavne kan være ældre end kristendommens indførelse«[383]. Men senere taler han om »det vistnok hovedsagelig til historisk tid hørende Vǫllr«[384]. Av samme mening er Oluf Rygh. Han mener saaledes at ved en opdeling av den gamle gaard Eið »kan det senere Navn Eiðsvǫllr være opkommet«[385]. At disse navne paa vǫllr er unge, ser vi ogsaa derav at det ældre Leikvangr flere steder, men først efter reformationen, er blit til Leikvold, saaledes i Skedsmo paa Romerike[386] og i Hetland i Stavanger amt[387]. I ett tilfælde ser vi sikkert, at navnet Leikvǫllr gaar tilbake til kristen tid, men til tidlig middelalder. I Tomter i Romedal er Præsterud nabogaard til Tomte, som sognet har navn efter. O. Rygh siger herom: »Navnet og Beliggenheden nær Tomter Kirke vækker Formodning om, at Gaarden har været Bolig for en særskilt ved denne Kirke ansat Præst; ogsaa den gamle Kirke har sandsynligvis ligget her«[388]. Navnene paa ruð er, vet vi, fra tidlig i middelalderen. Fra denne tid maa ogsaa nabogaarden til Præsterud være; den heter nu Lekvolden Engeslet, men kaldtes oprindelig bare Leikvollr. Leikarvolden ved Tomter kirke er sandsynligvis fra 1100-tallet. Desuten maa det merkes at vi har navnet Þingavǫllr i de norrøne nybygder paa de Britiske Øer: Tingwall, hvor hovedtinget for Shetlandsøerne før blev holdt paa en holme i »de Loch of Tingwall« (a Þinga velle i et brev av 1307), og Tynwall Hill (Þingavǫllr), det gamle hovedtingsted paa øen Man.

Efter dette kan heller ikke navnet Þingvǫllr være meget ældre end aar 1000, muligens er det yngre. Men er dette rigtig, har ikke Tingvold herred hat noget fast tingsted før langt ut i vikingetiden, ja kanske endda senere. I Søndre Land er det en anden gaard, som ogsaa heter Tingvold. Den nævnes første gang i 1592 og er nabogaard til Odnes, som i middelalderen synes at ha været tingsted[389]. Tinget her skulde efter dette ogsaa først ha været organiseret i vikingetiden. I Hedrum nævnes Gjelstad samlingsted i 1538 (Gylstad tyng)[390]. Nabogaard til Gjelstad er Tinghaugen, som første gang nævnes i 1664 (Thinghouffuen). Tinghaugen igjen har til nabogaard Bommestad; dette navn forklares, som før nævnt, som et oprindelig Bóndþingsstaðir[391]. Gaardnavnene paa -staðir er efter forskernes mening fra vikingtiden. I denne tid skulde altsaa tingstedet her ved Faret over Numedalslaagen være blit organiseret. Gjennemgaar vi den liste over tingsteder, som jeg i det foregaaende har prøvet at gi, saa vil vi se, at det er en hel række av dem, som vanskelig kan være ældre end vikingtiden. I Smaalenene kan jeg nævne: Rakkestad (Rakkastaðir), kirkested i soknet av samme navn, i Søndre Odalen Opstad (Uppstaðir), likeledes kirkested i soknet av samme navn; Tingby i Elverum, hvilket navn staar i forbindelse med det gamle ting og marked paa Torge, kan heller ikke være ældre end vikingtiden, men er snarere yngre. Jørstad (Jóréksstaðir), som var tingsted i Faaberg, er ogsaa et vikingtidsnavn. Et navn som Kaupmannsnes (nu Komnes), tingsted i Komnes sogn i Sandsvær, kan heller ikke være ældre end vikingtiden, men er snarere yngre[392]. Det forutsætter like ens som Kaupangr (nu Koppangen) længer oppe ved Laagen i Svene, anneks til Flesberg, ordnede forhold med faste markedsplasser.

Vi har ogsaa lagt merke til de mange tingsteder, som bærer navnet Hov eller Hove (af hof »gudehov, tempel«), f. eks. Hove i Lomen (Vestre Slidre), Hof paa Toten, eller sammensætninger med hof som Frøishov i Hole og Norderhov (Njarðarhof) paa Ringerike. Sikkert at avgjøre fra hvilken tid alle disse navne er, er selvsagt uraad. De tilhører, som Magnus Olsen har vist, en mindre primitiv kulttype, og maa ialfald være yngre end Kristi fødsel (rimeligvis flere aarhundreder yngre)[393]. Men det er et andet spørsmaal, som er vanskeligere og vigtigere. Og det er: Fra hvilken tid er hele den retsordning, som fik sit synlige uttryk paa tingene? Efter de fleste, kanske alle forskeres mening er den ældgammel, alle germanske folks. eie og en arv fra deres urhjem, med andre ord urgermansk[394]. I en av de nyeste haandbøker heter det[395]: »Die sidgermanischen Völker haben, wie man aus den Worten des Tacitus in Vergleich mit den Nachrichten der späteren Quellen mit einiger Sicherheit entnehmen kann, wohl seit ältester Zeit die eigentliche richtende Tätigkeit nicht dem vorsitzenden Richter allein überlassen, sondern sie auf die Mitwirkung der versammelten Dingleute gegründet«. At tingordningen er likesaa gammel hos de nordiske folk, har visst ingen tvilet paa. Tacitus fortæller jo om germanernes ting og folkefrihet (de minoribus rebus principes consultant, de maioribus omnes, ita tamen ut ea quoque quorum penes plebem arbitrium est apud principes pertractantur)[396]. Men er det ikke alt grund til at nære tvil, naar vi tænker paa at tingforsamlingerne ikke kaldes med samme ord hos alle germanske folk? Ordet ting (gl.norsk þing) findes utenfor de nordiske sprog bare i oldhøitysk (ding), oldsaksisk (thing), langobardisk (þing), oldfrisisk (thing) og angelsaksisk (þing). Den oprindelige betydning er »tid, beregnet tid«. Ting kaldtes da fra først av de forsamlinger, som blev holdt til faste tider. I gotisk, det germanske sprog, som staar nordisk nærmest, findes ordet ikke. Der brukes isteden ordet maþl (oldht. madal, ags. mæþl, oldsaks. mahal, frankisk-lat. mallus), som betyr »samtale«. Angelsakserne brukte mest ordet gemôt »møte«. Ordet »ting« (þing) er saaledes ikke fællesgermansk. Men naar ordet ikke er det, er næppe heller institutionen det. Efter utbredelsen av ordet þing skulde en snarere tro, at ordningen fra Sydgermanerne hadde fundet vei til de nordiske folk. Jeg skal minde om Tacitus’s ord: trans Lygios Gotones regnantur, paulo iam adductius quam ceterae Germanorum gentes, nondum tamen supra libertatem protinus deinde ab Oceano Rugu et Lemovu, omniumque harum gentium insigne rotunda scuta, breves gladii et erga reges obsequium. Om Svearne (Suionum civitates) heter det: est apud illos et opibus honos; eoque unus imperitat, nullis tam exceptionibus, non praecario iure parendi, nec arma, ut apud ceteros Germanos, in promiscuo, sed clausa sub custode, et quidem servo, qua subitos hostium incursus prohibet oceanus, otiosae porro armatorum manus facile lasciviunt: enimvero neque nobilem neque ingenuum, ne libertinum quidem armis praeponere regia utilitas est[397]. (»Hos dem er det ogsaa hæder i rikdom, og derfor hersker én med uomtvistelig ret til lydnad. Vaapen er ikke, som hos de andre Germaner, tilgjængelige for alle, men holdes lukket under bevogtning av en træl; for havet forbyr pludselige indfald av fiender, og en væpnet flok kan i fredstid let forfalde til selvtægt og vold. Men det er nyttig for kongemagten, ikke at sætte en adelig eller en fri, men en træl til at vogte vaapnerne«). Efter Tacitus’s ord skulde en tro, at det ikke var stor folkefrihet hos Østgermanerne og endda mindre hos de nordiske folk. Hvorfor skulde ogsaa folkets eller rettere stammens deltagelse i domsavsigelse og lovgivning være ældgammel hos Germanerne? Slikt tilhører et mere fremskredent kulturtrin. Det oprindelige er, som Homer i Odysseen skildrer det hos Kykloperne:

τοῖσιν δ’ οὔτ’ ἀγοραὶ βουληφόροι οὔτε θέμιστες.
..... θεμιστεύει δὲ ἕκαστος
παίδων ἠδ’ ἀλόχων, οὐδ’ ἀλλήλων ἀλέγουσιν,

»De har hverken raadsforsamlinger eller love, men hver mand dømmer over sine barn og hustruer, og de tar intet hensyn til hverandre«. Kykloperne er, som Sir Henry Maine siger, Homers type paa en fremmed og mindre fremskreden kultur. Slik som Kykloperne skildres, lever og levet det primitive menneske[398]. Det er et fremskridt, naar det begynder at dømmes efter faste vedtægter, og et endda større, naar disse blir til virkelige love. Rundt om hos de primitive folk i Afrika, paa Stillehavsøerne, i Amerika og Asien er det høvdingen, som dømmer, efter uskrevne vedtægter. Folket har ingen del hverken i retspleie eller i lovgivning. Slik var det fra først av ogsaa i Hellas og Italien. At haandhæve retten og være en retfærdig dommer er efter Homer en av kongens vigtigste pligter; sammen med ham dømmer de ældste, som »værner om retten paa Zeus’s vegne«. Først litt efter litt vinder folket del i retspleie og lovgivning. Hvorfor skulde det være anderledes hos Germanerne? Hvem kan bevise at det er rigtig, som det heter i en av de nyeste haandbøker[399]: »Daher ist das Urteil in der Tat ein Urteil des Volkes. Diese grundsächliche Regelung haben nur die Goten, Burgunder und Langobarden aufgegeben, die völlig entgegensetzt nach römischem Vorbild die Rechtssprechung zur ausschlieszlichen Sache des beamteten Richters machten«? Hvorfor skulde folkefrihet, folkets deltagelse i retspleien og dets godkjendelse (ved vaapentak) av nye love, bare være et urgammelt eie for Germanerne mer end for de andre ariske folkeætter? Kan det ikke være at det hos Germanerne ogsaa har fundet en utvikling sted under paavirkning av høierestaaende sydligere folkeslag? Er det ikke tænkelig at det hos Nordgermanerne har været tider, først uutviklede som hos Kykloperne, da det hverken fandtes »raadsforsamlinger eller love«, og saa mere utviklede, da høvdingen og stammens ældste sagde ret og folket bare møttes til vaapensyn?

Av de skriftlige kilder kan vi selvsagt ikke lære noget. Vi maa spørge stedsnavnene. Lye i Time herred paa Jæderen har fra gammel tid været præstegaard. Selve kirkestedet var dog det nærliggende Time, hvorefter kirken og soknet kaldes Þyminæs kirkia og Þimins sokn[400]. Naar Magnus Olsen siger[401], at Lye var »præstegaard og kirkested«, da er dette ikke rigtig. Lye var bare præstegaard. Lye het i gammel tid Lýgi. Magnus Olsen sammenstiller dette navn med oldhøitysk urliugi »krig«, som er sammensat av ur »ut av« og *liuga »ved ed bekræftet overenskomst«, og mener at dets oprindelige betydning er »fredhellig sted, tingsted«[402]. Navnet Lýgi skulde være fra samme tid som vin-navnene, med andre ord ældre end vor tidsregning, snarest fra slutten av bronsealderen. Om Lye nogensinde har været tingsted, kan ikke sikkert ses av de gamle brev, som er bevaret; men det er mulig. Vi finder, som før nævnt (s. 114), samme navn i Lyen (Lýgin), nabogaard til Vaage præstegaard, og i Ljúfarvangr hvor altinget paa Vaage i 1280 blev holdt. Men det vanlige tingsted i Vaage var ikke Lyen, men kirkestedet, Ullensyn, og navnet Ljúfarvangr tilhører ikke vin-tiden, men er, som Magnus Olsen selv har paavist, meget yngre, fra folkevandringstiden. Endelig var det i Eidsvold paa østsiden av Vormen en nu forsvundet gaard, som het Lýgin. At den har været tingsted, vet vi ikke noget om. Endelig har vi i Skiptvet, Sørum og Ullensaker tre gaarder, som heter Lystad (i gammel tid Lýgistaðir)[403]. I alle tre herreder kjender vi dog de gamle tingsteder og vi har ingen grund til at tro at nogen av de tre Lystadgaarder nogensinde har været tingsteder. I alle tilfælder er disse navne ikke ældre end fra vikingtiden, og vi kan av dem ikke slutte noget om hvor gammel tingordningen er i Norge. Det kan vi heller ikke, saavitt jeg kan skjønne, slutte av navnene Lýgi og Lýgin, selv om de betegner »fredhellige steder«.

Andre stedsnavn, som kunde hjælpe os, findes ikke. Jeg har undersøkt alle de gaardnavn, som er sammensat med þing. Ingen av dem er ældre end vikingtiden. De ældste er Þingvǫllr i Romsdal, og Bommestad (*Bóndþingsstaðir?) i Hedrum. – Det sidste navn minder om Thingstadha sokn i Østergøtland[404]. Paa Island og Shetlandsøerne er det en mængde stedsnavn, som er sammensat med ordet þing. Jakob Jakobsen siger i sin avhandling om »Shetlandsøernes stednavne«[405]: »Av navnene på de sogne hvori hovedøen »Mainland« ... er inddelt, ende omtrent halvdelen på -ting [on. þing, n., ting, tingkres, paa Island ogsaa = »sókn«, sogn].« Paa Island er de navn, som er sammensat med þing endda vanligere. Enhver vil let kunne se dette ved at se paa registret til Kristian Kålunds »Bidrag til en historisk-topografisk Beskrivelse af Island«; det er i dette 78 navn som begynder med þing, foruten navn som ender paa þing, bygdenavn som Múla-þing, Þorskafjarðar-þing o. fl. Þingvollr og Þingvellir heter ikke mindre end 5 steder. Vi kan selvsagt ikke av dette slutte noget om hvor gammel tingordningen er i Norge. Vi ser bare at paa 700-, 800- og 900-tallet da Shetlandsøerne og Island blev bygget var þing et særlig brukt ord ved dannelsen av nye stedsnavn, mens det tidligere ikke var det. Ingen norske stedsnavn paa -vin eller -heimr er sammensat med þing. Hadde det været ting i Norge alt paa den tid, da den første faste bosætning fandt sted, da maatte dette paa en eller anden maate ha sat sig spor i stedsnavnene like ens som paa Island og Shetlandsøerne. Men saa er ikke tilfældet. Selvsagt er tingordningen gammel her i landet. Mange tingsteder er, har vi set, nabogaarder ikke til kirkestederne, men til gaarder som i hedensk tid var de religiøse mittpunkter i bygder, f. eks. Ramstad, nabogaard til Hov i Spydeberg, Berger, nabogaard til Hov mitt paa Idesletten, og Guslund (Guðislundr), nabogaard til Veng (*Vangr) i Skjeberg. – Navnet Vangr som kultsted tilhører efter Magnus Olsen »tiden efter Kristi fødsel, hof-tid, idet dette navn i det store og hele taget staar paa linje med hof-navnene, særlig Hof og Þorshof«[406]. Vi tar vel ikke meget feil, naar vi sætter det til første del av folkevandringstiden, omkr. 300–500 e. Kr. Ved denne tid kan det alt ha været ting i Skjeberg. – Videre kan nævnes Hauge i Onsø, nabogaard til Forsetlund, hvor Forsete blev dyrket, og Hovin i Hobøl, nabogaard til Gusland (Guðislundar) og til Riggesum (Ríkisheimr). Liknende eksempler kan hentes baade fra Oplandene og andetsteds i landet, f. eks. Guaaker (Guðakr) i Stange, som en tingkreds hadde navn efter. Kultnavnene paa -akr er efter Magnus Olsen meget gamle og gaar tilbake til vin-tid[407]. Men derav kan vi selvsagt ikke slutte noget om hvor gammelt tingstedet paa Guaaker er. Det er overalt kultstedet eller leikarvollen, som er det oprindelige, tingstedet, som er det sekundære, og er blit organiseret, dér hvor det alt i forveien var en helligdom eller en leikarvoll, hvor folk i bygden møttes; først naar vi kommer til navne, som er fra henimot historisk tid, møter vi Þingvǫllr som sokne- og herredsnavn. Foruten Lye og Lyen, som vi før har nævnt, er det bare et par navn paa tingsteder og kirkesteder, som kan vække tvil. Det er Fylken i Vestre Slidre, nabogaard til kirkestedet og gammelt stevnested. Navnet er, som før nævnt, sammensat av folk og vin. Vi har flere navn, som minder om det: Flikkeshaug (Fylkishaugr) i Vestre Toten, Flesaker (Fylkishaugr) i Veldre Sogn paa Ringsaker, Flesaaker (Fylkisakr eller -haugr) paa Øvre Eker[408], Flekshaug (Fylkishaugr) i Norderhov paa Ringerike[409], Folkenborg (Folkinsborg) i Eidsberg og Folkenborg (Folkinborg) i Rødenes i Smaalenene og endelig Folkesberg (Fylkisberg) i Svarteborg i Bohuslen[410]. Flesaker i Veldre er, som vi har hørt, et gammelt kirkested. Tingstedet var derimot i middelalderen By, nabogaarden. Paa den anden side av Flesaker ligger Vinju (Vin), som maa være en ældgammel helligdom. Flesaker maa saaledes være et gammelt møtested i Veldre; om navnet er fuldt saa gammelt som Vinju, er dog kanske tvilsomt. Hjalmar Falk mener at Fylkishaugr betyr »en Høi, hvor Fylkestinget blev holdt«[411]. I Hedemarken blev dog fylkestinget holdt paa Akr eller Skjalðarakr. Flikkeshaug paa Toten ligger ogsaa, som vi har hørt, mellem gamle helligdommer, Hjelpstein og Eltun, men nævnes aldrig som tingsted. Flikshaug i Norderhov ligger ikke engang nær noget gammelt kultsted, men omgit av nyere navn og nævnes aldrig som tingsted. Det gamle hovedting for Ringerike blev holdt ved Norderhov kirke. At Flesaaker paa Øvre Eker nogensinde har været tingsted, har vi heller ingen vitnesbyrd om. Paa Folkenborg i Eidsberg var i middelalderen en soknekirke og Folkenborg i Rødenes er nabogaard til præstegaarden, men ingen av disse gaarder nævnes nogensinde som tingsted. Det samme er tilfældet med Folkesborg i Bohuslen. Jeg tror derfor ikke at vi av Fylken og de andre navn, som jeg her har nævnt, kan slutte mer end at de har været steder hvor folket (d. e. folket i vaapen) fra ældgammel tid har møttes.

C. Andre mittpunkter i bygderne (leikarvoller osv.).

Av det, som jeg har nævnt i det foregaaende, kommer vi til den slutning, at det har været en tid da Nordmændene like ens som Kykloperne levet uten ting og hver husfar selv dømte over koner, barn og husfolk. I førstningen av denne tid dyrket folk guderne og de overnaturlige magter hjemme paa gaarden. Det fandtes ikke noget sted, dér folk fra hele bygden møttes, det være sig til alvor eller til lek. Men litt efter litt tok bygderne til at faa sine faste mittpunkter. Det kan lønne sig at undersøke hvad det var folk gjorde dér. Rundt i landet findes det en mængde navn paa helligdommer og kultsteder, som er fra den ældste faste bosætningstid. De er sammensat med -vin og -akr[412] eller usammensat Vin og muligens Akr, skjønt det usammensatte Akr mange steder ikke synes at være navn paa et kultsted. Magnus Olsen har i sit store verk »Hedenske kultminder«: undersøkt, hvorledes disse to navnelag er utbredt. Jeg magter selvsagt ikke at føre noget nyt dertil. Jeg skal bare minde om selve navnene. I Smaalenenes amt har vi saaledes: i Tune Ælin og nabogaarden Horgen, i Askim Gui (Guðvin) nabogaard til kirkestedet og Ven, nabogaard til Vaaler præstegaard og til leikarvollen (Løken), det gamle tingsted. I en utkant av Vaaler har vi ogsaa Onsaaker (Óðinsakr), som dog – tror jeg – er et yngre navn, da Odinsdyrkelsen kom sent til landet. Av vin-navn i Akershus amt har vi Disen i Aker og Dísin, det gamle navn paa Nes præstegaard paa Romerike, begge sammensat med disernes navn; Disen paa Romerike er ogsaa nabogaard til Ullershov (Ullinshof), hvor Ullin eller Ull blev dyrket. Videre har vi Gui (Guðvin) i Asker, Horgen (Hǫrgvin)[413] i Frogn, Nes paa Romerike (Finstad sogn og Udenes). Horgen i Udenes er nabogaard til Frøihov, hvor det i middelalderen stod en sognekirke og hvor Frey i hedendommen blev dyrket. Endelig har vi Nerdrum (Njarðarin) i Fet, hvor Njord er blit dyrket, nabogaard til Hovin (av hof og vin), Ulleren i Aker og Ullensakr, hvor Ullin eller Ull blev dyrket, Tori (Þór-vin) i Gjerdrum og Hovin i Østre Aker, Bærum, Høland, Fet, Ullensaker og Fenstad (Nes, Romerike). Hovin i Ullensaker er kirkested. Derunder anføres i Viniu (*Vin)[414]. Overalt, hvor Hovin findes, har det staat et gudehov. Men disse navn maa være yngre end flere andre vin-navn; for endda paa Tacitus’s tid brukte Germanerne ikke gudehov eller templer. Desuten har vi Aker (nu gamle Akers kirke), det gamle kirkested i Aker. I Hedemarkens amt har vi Vinju i Ringsaker ved kirkestedet av samme navn, Vinju i Veldre, nabogaard til Flesaker (Fylkishaugr), som sognet i middelalderen hadde navn efter, Ven i Løiten, nabogaard til præstegaarden og til Njarðarhof, og Ven i Stange, like i sydvest for kirken og nabogaard til Gildalundr, som har navn efter møtestedet for et gilde her mitt i bygden. Alle disse navn het oprindelig Vin »græsgang«. Magnus Olsen har vist, at de hører til de ældste gaardsnavn i Norge; han mener, at de fra først av har været navn paa kultsteder. Kultsteder, hvis navn er sammensat med vin har vi i Hedemarkens amt i Disin, ikke langt fra Aaker (Skjaldarakr), det gamle sted for fylkestinget paa Hede- marken, og ved Vangs præstegaard, Disin i Ulleren sogn i Søndre Odalen, og mulig (skjønt det er tvilsomt) Ulleren, kirkestedet sammesteds, samt Hovin i Ringsaker, Brøttum, Ballestad, Nes, Furnes (i middelalderen sognekirke), Løiten og Elverum. Desuten har vi Guaaker (Guðakr) i Nes og Stange paa Hedemarken; Guaaker i Stange var, som før nævnt, stevnested. Údáinsakr, et nu forsvundet navn i Svaðabú i Ringsaker, er sandsynligvis et noget yngre navn. Endelig har vi det før nævnte Aaker (Akr eller Skjaldarakr) i Vang, Hedemarken.

Navn, som er dannet paa samme vis og som er fra samme tid, har vi ogsaa fra de andre deler av Norge. Jeg tror ikke at det for vor undersøkelse er nødvendig at gjennemgaa dem alle. Vi vil lægge merke til at av de steder, jeg har nævnt, er bare en liten del mittpunkt i bygder. Aaker i Vang er nabogaard til præstegaarden. Denne het oprindelig Vangr og er et gammelt kultsted, som sognet har faat navn efter. Men Vangr som navn paa kultsteder er efter Magnus Olsens undersøkelser yngre end vin-tiden og fra en tid, da det fandtes gudehov, fra «hof-tid»[415], sandsynlig fra folkevandringstiden. Ved Haugs kirke i Norderhov laa likeledes en nu forsvundet gaard ved navn Akr. Den kaldes dels i Akkre i Vllærale dels Aker vid Hous kircke í Vangsbigden[416]. Ulleraal (Ullaráll) kaldes endda den del av Haugs sogn, som ligger paa vestsiden av Randselven. Navnet forklares mulig av gudenavnet Ull og et ældgammelt ord, som betyr »helligdom«; dog stiller Magnus Olsen sig tvilende[417]. Vangsbygden er det gamle navn paa Haugsbygden. Dette viser, at ogsaa her har Akr ved sin side hat et kultsted Vangr, som sognet har faat navn efter. Videre har vi Aker (nu gamle Akers kirke i Kristiania), som var en av de to halvfylkeskirker i Vingulmark, Aker i Sem, som ligger knapt 4 km. fra Jarlsberg gaard (Sæheimr) og Sem kirke, som sognet har faat navn efter[418]. Ved tre av disse fire steder ser vi at sognet ikke har faat navn efter akeren, som var det ældste mittpunkt i bygden, men i to tilfælde efter det yngre kultsted Vangr og i ett efter kongsgaarden Sæheimr, hvor en kirke i kristen tid reiste sig. Dette gir os en mistanke om at det kanske fra først av ikke var til gudsdyrkelse at folk møttes paa »akeren«, men heller til lek, vaapenskue, kapridning o. l. Jeg kan til sammenlikning nævne at i Fyresdal ligger Molands kirke paa flaten ned ved vandet. Ovenfor kirken er – ogsaa paa flaten – en lund ved navn Øyskogen, som er fuld av gravhauger fra vikingtiden. Ovenfor præstegaarden ligger to gaarder Væting, to gaarder Moghus (Mǫgguhús) og 1 gaard Lofthus, som alle engang maa ha utgjort én gaard. Nedenfor Væting og Moghus er en aker, som kaldes »Bygdar-aakeren« og et stykke jord, som tilhører disse gaarder og præstegaarden, som kaldes Skeii (av skeið, n.). Her maa bygden i gammel tid ha hat sit »selskapelige mittpunkt«; men at den dér ogsaa har hat sit religiøse mittpunkt er mindre sandsynlig, da kirken og gravhaugene ligger længer nede.

Ogsaa det gamle Vin er bare paa faa steder navn paa selve kirkestedet[419] og det er mest i yngre bygder: Vinje i Vesttelemarken, Vinje i Hevne og Ven i Børseskognen i Søndre Trondhjems amt og Vin, det gamle navn paa præstegaarden og sognet i Suldal i Stavanger amt (Vinjar sókn)[420]. Ellers er gaardene av dette navn nabogaarder til kirkestedet og til gamle kultsteder. Av de navne paa kultsteder, som ender paa -vin og -akr er det ogsaa bare nogen faa, som senere er blit kirkesteder eller grændenavn og som altsaa fra gammel tid har været mittpunkt i bygden. Jeg kan foruten det tvilsomme Ulleren i Søndre Odalen nævne Ringsaker paa Hedemarken[421], Ullinsin, præstegaarden paa Vaage og Guðinarhvarfr i Asker (opkaldt efter gaarden Gui)[422]. I Vaage ligger følgende 3 gaarder sammen: Ullinsin, præstegaarden, Lyen (Lýgin) »den fredhellige vold«, og Fillinsø (Fillinsin), som efter Magnus Olsen er dannet av et ellers ukjendt gudenavn Fillin[423]. En faar en mistanke om at alle 3 gaarder fra først av har været deler av en gammel offentlig mark ved navn Vin og at de har faat sine navn fordi Ullin siden fik sin helligdom paa den ene kant av den, Fillin paa den anden. Lyen, det fredhellige sted, maa som mittgaarden fra først av ha været hovedstedet og ældst. De andre gaardnavn, som er sammensat av et gudenavn og vin, maa ha været private kultsteder, som bare én eller ganske faa gaarder soknet til. Hovin, som er et yngre navn og stammer fra en tid, da det fandtes gudehov, er derimot mangesteder blit sognenavn eller bygdenavn. Det samme er tilfældet med navn, som er dannet av et gudenavn i forbindelse med hof, salr, land eller liknende. Disse navn er yngre end vor tidsregning, fra folkevandringstiden eller kanske endda yngre. I Smaalenene kaldes saaledes Trøgstad og Askim i gammel tid Frøylandir efter Frøshov (Frøyshof), nabogaard til Trøgstad præstegaard; Tosebygden vestligst i Trøgstad kaldes i biskop Øysteins Jordebok i Þosofuebærghum, av Þórshof, en nu forsvundet gaard. En del av Skjeberg kaldtes Védalr (av »helligdom«). Onsø (Óðinsøy) svarer omtrent til det gamle Óðinssalr (»Odinssal«); Tesalir var navn paa den vestlige del av Raade; kirken der kaldtes Tesala kirkja; navnet indeholder sandsynligvis guden Tys navn. Merkes kan ogsaa, at i Id var tingstedet paa Berger, nabogaard til Hov, som altsaa i hedensk tid maa ha været mittpunkt i bygden. I Skjeberg har vi hørt, at tingstedet var paa Guslund (Guðislundr), nabogaard til Veng (Vangr); men Vangr som navn paa kultsteder er jo fra »hof-tid«. I Onsø var tingstedet paa Hauge, nabogaard til Forsetlund; men tingguden Forsete var ikke dyrket i Norge før mot slutten av hedendómmen.

Like ens er det i Akershus amt. Av de nuværende sognenavn minder foruten Hovin bare to om hedensk gudsdyrkelse. Den enc er Ullensaker, som oprindelig het Ullinshof sókn, det andet er Udenes (Údylgjanes, »det fredhellige nes«), anneks til Nes paa Romerike. Av bygdenavn kan nævnes Hofeimadalr i Vestby (opkaldt efter Hovum [Hofeimar, av hof og heimr]), Guddalr i Østre Aker, og Frøyhofs sókn efter Frøihov i Udenes, hvor det i middelalderen stod en sognekirke. I Gjerdrum er præstegaarden nabogaard til Torshov (Þórshof).

I Hedemarkens amt er Ringsaker, som nævnt, et ældgammelt navn, hvis første led efter Magnus Olsens mening er et ellers ukjendt gudenavn Ringir. Vinju (Vin), nabogaarden, tør dog være et endda ældre navn. Balleshol sogn i Nes har navn efter gaarden Balleshol (Baldrshóll), hvor det maa ha staat en helligdom til Balder; det var dog først mot slutten av hedensk tid, at Balder blev dyrket. Paa Hovin i Furnes stod ogsaa en sognekirke. Vang præstegaard har vi før nævnt og at helligdommer her er fra »hof-tid«. I Løiten stod det en kirke paa Hov, og likeledes én paa Hov i Tomter[424]. Vangr er ogsaa usammensat og sammensat i motsætning til Vin navn paa en hel del kirkesteder og paa nabogaarder dertil rundt om i landet. Alene paa Oplandene (Romerike, Hedemarken, Toten, Hadeland og Ringerike) har vi »6 steder af navnet Vangr, som alle enten er kirkesteder og derigjennem har givet sogne navn eller er nabogaarde til kirkkesteder«[425]. Jeg slutter derav at i den ældste tid, i vin-tiden – længer kan vi jo ikke gjennem stedsnavnene komme tilbake – i denne tid hadde herrederne endda ikke noget religiøst mittpunkt. Folk dyrket guderne hjemme paa gaarden og til de helligdommer, som fandtes, soknet bare en liten krins.

Alt i vin-tiden (efter Magnus Olsen ved slutten av bronsealderen, henved 500 f. Kr.) begyndte dog bygderne at faa sine mittpunkter, steder, hvor folk til visse tider brukte at møtes. Men de kom ikke først og fremst sammen for at dyrke guderne. Religionshistorien har, som rimelig kan være, optat forskerne mer end andre sider av vort folks liv i forhistorisk tid. Men av vor egen interesse for vort folks religion for ett og to tusen aar siden følger det ikke, at religionen dengang optok en større plass i folkets liv end nu. Folk i Norge var ikke ved Kristi tider mere religiøse end nu, snarere mindre. Derimot var det flere religiøse ceremonier og ytre former som maatte overholdes dengang end nu. Men folk fik ogsaa, naar de for to tusen aar siden møttes, tid til andet end til at ofre til guderne. De møttes til lek og gammen.

Rundt om i det sydlige Norge finder vi et gaardnavn Leikvin, sammensat av leikr »lek« og vin »græsgang«. Det er brukt om steder hvor folk i bygden i gammel tid møttes til lek (baldlek, brytning osv.), og vel ogsaa til anden moro (hestekamp, kapridning o. l.). Alt i middelalderen er navnet paa de fleste steder gaat over til Løykin, nu skrives det oftest Løken, men uttales paa forskjellig maate (Løken, Løikje, Løkje, Lekven, Lekve). Endelsen -vin viser at det hører til det ældste lag av norske gaardsnavn. I det sydlige Norge er dette gaardsnavn meget almindelig[426]; det forekommer mer end 40 ganger (nordligst i Sundalen)[427].

Av den fortegnelse jeg har git over utbredelsen av navnet Leikvin, ser vi at det især forekommer i det sydøstlige Norge, hyppigst paa østsiden av Kristianiafjorden, paa Romerike og paa begge sider av Mjøsen. I det gamle Vestfold blir det alt sjeldnere, i Østtelemarken findes det bare 1 gang og langs kysten slet ikke før i Søndhordland og Hardanger (2 ganger) I Nordre Bergenhus<ref follow="p202">

10. 8. 187 Løykin, det gamle navn paa Høland præstegaard, tingsted (2 bygders ting).

11. S. 228 Vestre Løken (Fet), nabogaard til Børgen, hvor kirke i middelalderen, og nær Hovin.

12. S. 232 Nordre og Søndre Løken, nabogaard til Fet præstegaard, som ogsaa skal ha het Løken, og til Hov; præstegaarden var tingsted.

13. S. 288 Løken (Nittedalen), nabogaard til kirkestedet paa Dal.

14. S. 267 Løken (Skedsmo), tingsted, nabogaard til Volden og kirkestedet Skedsmovolden (Skeidismór).

15. S. 311 Løken (Ullensaker), like nord for kirkestedet, Ullinshof.

16. S. 354 Løken (Nes, Romerike), stevnested, nabogaard til Henni, hvor i middelalderen en sognekirke.

17. S. 376 Løken (Eidsvold), temmelig langt syd for kirken, mulig i grænden Bingrinn (NG. II, 376–377 n. 75, 80).

18. S. 399 Løken (Holter, Nannestad), i middelalderen præstegaard, nabogaard til kirkestedet, som ogsaa var tingsted.

III. Hedemarkens amt. NG. III.

19. S. 12 Løken (Veldre, Ringsaker), i den vestlige del av sognet, tingsted (et andet tingsted er By, nabogaard til Flesaaker).

20. S. 120 Løken (Løiten), syd for kirkestedet, tingsted.

21. S. 130 Løken (Romedal), like nord for kirkestedet, skilt derfra ved vikingetids-gaarden Fjæstad, som var tingsted (se s. 110).

22. S. 163 Løken (Stange), tingsted (?), nabogaard til Saastad, hvor i middelalderen en sognekirke.

23. S. 216 Løykin (Vinger), forsvunden gaard, nabogaard til præstegaarden, som het Hof (jfr. Biskop Eysteins Jordebog, 460: Anno eodem atte Vingærs kirkia sua mykit ...... Fyrst Hof alt prestbolet. J Løykini m. boll).

24. S. 313 Løken (Elverum), nabogaard til Storhov i amt findes navnet, som nævnt, ikke, derimot 1 gang i Romsdals amt, men ikke længer nord. Merkelig nok findes det ogsaa paa Shetlandsøerne. Vi vil av listen se at Løken (Leikvin) ofte selv er kirkested eller navn paa præstegaarden; er det ikke det, er det gjerne nabogaard enten til kirkestedet eller til et gammelt kultsted; hyppig er det ogsaa tingsted. Men de kirkesteder eller kultsteder, som Løken (ell. Lekve) er nabogaard til, bære alle navn, som er yngre end Leikvin og som er fra »hof-tid« Vi maa derav ha lov til at slutte, at først møttes folk paa en eng eller græsvold mitt i bygden til lek (baldspil o. l.), og volden fik derav navnet Leikvin; derved blev Leikvin, leikarvollen, litt efter litt mittpunkt for alt liv i bygden, og da det efter begyndelsen av vor tidsregning begyndte at reise sig gudehov, som folk i en større krins soknet til og som var hele bygdens eie, saa kom disse naturlig til at ligge ved leikarvollen. Bare i Time paa Jæderen, hvor utenlandsk indflytelse tidlig gjorde sig gjældende, er mulig leikarvollen (Løge) og det nærliggende religiøse mittpunkt (Lye) like gamle. Men denne ene undtagelse stadfæster regelen. Nye leikarvoller opstod ogsaa i aarhundrederne efter vor tidsregning. De blev nu ikke længer kaldt Leikvin, men Leikvangr, fordi engen eller volden mitt i bygden, som var alles eie (almenning), i denne tid blev kaldt vangr. I Skedsmo har vi saaledes foruten Løken, som er tingsted og nabogaard til kirkestedet, i en utkant av bygden, Leikvold (opr.. Leikvangr)[428], paa Fletstein ikke langt borte har det mulig været en helligdom[429]. Mange steder er dog ogsaa Leikvangr blit mittpunktet i bygden. I Eidsberg i Smaalenene har vi, som nævnt, Løken i en utkant av herredet, i Hærland sogn[430]. Men i selve hovedsognet ligger Lekum (Leikvangr), som baronen Tore Haakonsson kaldte sig efter (de Campis Ludi). Lekum er nabogaard til Eidsberg præstegaard og var i middelalderen tingsted[431]. I Sogndal (Stavanger amt) er Leigvåddl (1668 Legvold, opr. Leikvangr) navn paa en vold ret imot præstegaarden[432]. Paa Sunnmøre er Leikanger blit sognenavn (efter Leikanger i Herøy herred)[433]. Men i de fleste tilfælde er Leikvangr ikke mittpunkt i bygden, hverken kirkested eller nabogaard til kirkesteder og heller ikke til gamle kultsteder; heller ikke er det tingsted[434]. Ogsaa det i betydning tilsvarede Leiknes er i Lister og Mandals amt blit sognenavn. Leiknes (nu Liknes) er bruksnummer under Eljestrøm, navn paa præstegaarden og rimeligvis fra meget gammel tid et kultsted[435]. Navnet Eljestrøm (Elgjarstraumr) er rimeligvis ældre end Leiknes. I saa tilfælde er forholdet her det omvendte fra der hvor Leikvin er blit kirkestedet. Folk maa først være begyndt at samle sig om Eljestraum som helligdom, og saa er det paa; grund av tilstrømningen av folk blit en leikarvoll ved kultstedet.

Som før nævnt tilhørte navnet Vǫllr og sammensætninger dermed den ældste historiske tid. Fra denne tid er da ogsaa Leikvǫllr som navn. Flere steder har Leikvǫllr avløst et ældre Leikvangr, saaledes Leikvold i Skedsmo, Leigvold i Randeberg sogn, Hetland, og Leigvåddl (opr. Leikvangr) i Sogndal (Stavanger amt)[436]. Et par steder, i yngre bygdelag, er Leikvǫllr ogsaa blit mittpunkt i bygden, saaledes i Gol i Hallingdal, hvor Leikvolden er nabogaard til præstegaarden[437], og i Tomter sogn i Romedal, hvor Legvolden engeslet er nabogaard til Præsterud[438]. Vi kan av dette slutte det samme som vi før har sluttet av tingstederne, at bygdelag med faste grænser og faste religiøse, retslige og selskapelige mittpunkter har været under dannelse helt ned i den kristne middelalder (og, tør hænde, like fra før vor tidsregning).

Hesten var alt kjendt paa den skandinaviske halvø i bronsealderen. Vi ser paa helleristninger billeder av kjæmpende ryttere. Men hesten var sikkert i denne tid et sjeldent og kostbart dyr, som bare var i høvdingers eie. Derfor var hestekamp og kapridning ikke i bruk i den ældste tid, tror jeg. Derav kommer det, at vi ikke har nogen vin-navn, som til første led har skeið («bane til kapridning«, nynorsk Skeid »Væddeløb, Kapridning« [Aasen]). Men efter begyndelsen av vor tidsregning kom det skeid-voller rundt om i bygdene. Av den liste, jeg har git i anmerkningen ndfr.[439], vil vi se, at Skeið og det enstydige Skeiði og sammensætninger dermed findes som gaardsnavn rundt i Norge, eller rettere i det gamle Noregsvælde, fra Bohuslen (Skee prestegjeld i Vetterred) og helt nord til Lofoten (Skei i Hols sogn i Buksnæs), og i nybygderne baade paa Shetlandsøerne (Aarb. f. nord. Oldk. 1901, s. 147) og paa Island (jfr. Kålund, Hist.-topogr. Beskr. af Island, Registeret) Ludvig Daae har i »Norske Bygdesagn« (I, 51) et avsnit om »Hestekampe«; dér gjengir han en skildring fra 1780 av hestekampene í Valle i Sætesdal. Hestene sloges »paa en Plads ved Prestegaarden, der kaldtes Skeidvollen«. Siden »begav Sæbyggerne sig hen til en Plads paa den anden Side af Prestegaarden, som kaldes Leikvollen. Her red de omkaps, tre eller fire ad Gangen«. Slik som Daae her skildrer det, har det fra ældgammel tid været rundt i Norge. Storparten av de gaardsnavn, som er dannet av skeið, er kirkesteder eller nabogaarder til kirkesteder og gamle kultsteder. Nogen steder, som i Skedsmo paa Romerike, er skeidvollen (Skeiðismór) nabogaard til den endda ældre Leikarvoll (Leikvin). Dér har saaledes forholdene alt i hedensk tid været slik som Daae skildrer dem fra Valle. Skeidvollen var like ens som leikarvollen hele bygdens eie. Derav kom det, at de helligdommer som ogsaa var eiet av bygden, reiste sig paa deres grund, eller omvendt at det nær kultstederne kom skeidvoller[440]. Dér hvor Skeið eller avledninger derav i kristen tid er blit navn paa kirkesteder, er kanske skeidvollen ældre end helligdommen. Omvendt, naar det f. eks. heter i Skeidesbønom i Frølandom (DN. X, s. 74), om en nu forsvunden part av Froland i Hjartland, da tør vi vel derav slutte, at en del av jorden til Frøishelligdommen paa Froland har været brukt til hesteskei. Mellem de merkeligste av de gaarder, hvis navn er avledet av Skeið, er de som i middelalderen skrives Skeiðiof[441]. De er alle kirkesteder eller nabogaarder til kirkesteder[442]. Mange er ogsaa tingsteder. Jeg synes det ligger nær at forklare sidste led som hof og hele navnet som hov, som har reist sig paa en skeid-voll.

Litt efter litt fik ogsaa byerne andre mittpunkter. Det blev grundet faste markedsplasser, der folk til faste tider kunde komme og handle. Slike markedsplasser fik forskjellige navn: Kaupangr (eller oftest i bestemt form Kaupangrinn), Torgar (eller Torgit), Bjarkøy o. fl. Kaupangr er et hjemlig ord, det svarer til gammelsvensk köpunger, köping, dansk köbing. Paa 1200-tallet og senere betyr kaupangr »kjøpstad«, men oprindelig betød det »markedsplass«. Navnet Kaupangr har utbredt sig fra det gamle Vestfold. Vi finuer det i Tjølling. Kaupang ved Viksfjorden (opr. kaupangr á Skiringssali) er navn paa det gamle handelssted, som alt Haalogalændingen Ottar nævner i sin reiseskildring. Derfra har navn og indretning bredt sig over langs Numedalslaagen til Sandsvær, hvor vi rigtignok ikke finder Kaupangr, men det tilsvarende Kaupmannsnes (nu Komnes) som kirkested og tingsted, og videre til Svene i Numedal, hvor Kopangen (Kaupangrinn) er nabogaard til præstegaarden. I det gamle Vestfold finder vi ogsaa navnet i Botne (Kaupang) ved den gamle landevei inde i landet. Derfra har det bredt sig til Nes paa Romerike (Birkikaupangr nu Bjørkomp) og videre til Hedemarken, hvor kjøpstaden Hamar med litt forskjellig beliggenhet i middelalderen blev kaldt Hamarkaupangr. Længere nord har vi navnet i Koppang i Østerdalen. Foruten Hamarkaupangr har to andre kjøpstæder i Norge dette navn: det lille handelssted Lúsakaupangr eller Kaupangr i Sogn og Nidaros, som til daglig blev kaldt Kaupangr í Þróndheimi, uten tvil fordi det var markedsplass før det blev by. Endelig finder vi Kaupangr paa Island som navn paa en gaard, eller oprindelig en handelsplass, ved bunden av Eyjafjǫrðr og like ved Vadla-ting[443]. Kaupangr paa Island nævnes oftere i sagaerne og maa alt ha eksisteret i slutten av landnamstiden. Gustav Storm siger om navnet Kaupangr[444]: »Det hører aabenbart til Navnedannelser fra 9de Aarhundrede, og dets Udbredelse synes at følge Hoveddalene paa Østlandet og altsaa at danne faste Punkter for Handelsveiene«. Navnet findes, som Storm viser, netop indenfor Ynglingeættens herskeromraade. Det har rimeligvis været Gudrød Veidekonge og hans eftermænd – indtil Harald Haarfagre –, som rundt i sit rike har grundet kaupanger eller markedsplasser. Navnet Birkikaupangr fører os over til en anden gruppe av handelsplasser, som i Norge repræsenteres av Bjarkøy i Vesteraalen i Tromsø amt, Bjørkøia i Hevne (Søndre Trondhjems amt)[445], litt utenfor Næløia (Njarðøy, som var viet til Njord), Bjørkøia i Sandesognbugten og Bjerkøy i Nøtterøy, ved indseilingen til Tunsberg; ogsaa Bjørkø utenfor det gamle Konghelle maa nævnes. Samme navn er, som bekjendt, bl. a. Björkö i Mälaren, hvor Sveriges ældste kjøpstad Birca, som den kaldes paa latin, laa. Av samme ord er dannet gl.norsk bjarkeyjarréttr, gl.svensk biærköa-rætter, gl.dansk biærke ret, bircke ret; saa kaldes den lov, som gjaldt i byer og paa handelsplasser. Gl.dansk biærk (birk) betyr: 1by, navnlig byens retsomraade = byfred, 2distrikt paa landet, undtat den alm. jurisdiktion, 3kjøpstadsret[446]. Bierkerøre var i Lund og Landskrona navn paa »böter för en viss forbrytelse af köpmän«[447].

Om navnet Bjarkey har det, som bekjendt, været skrevet meget. Elis Wadstein har git den rigtige forklaring[448]; navnet kommer av vestgermansk berek, som er bevaret i middelnederlandsk (og frisisk) og betyr ret, domstol, jurisdiktion, omraade med særskilt jurisdiktion. Derav forklares baade det danske birkeret og navnene Birca, Bjarkøy og Björkö og bjarkøyret (bjarkeyjarréttr) om »kjøpstadsret«[449]. Wadstein har sikkert ret i, at ordet *bī̆rek, berek er kommet til de nordiske lande med Friserne. De har som kjøpmænd nytt sin særskilte ret; dette retsomraade begyndte, naar de kom til: den ø, som blev kaldt Bjarkøy. Derav kommer det, at vi mest finder Bjarkøy som navn paa øer ved indseilingen til handelsplasser, ikke som navn paa disse selv. Birkikaupangr skulde efter dette være navn paa en markedsplass (kaupangr), hvor kjøbmændene er tilsikret en særlig fred og ret.

Til disse navn hører mulig ogsaa Gjestvang (Gjestvangr) i Nes paa Hedemarken. Første led maa være gestr, vel som Magnus Olsen mener, i betydningen »gjest, fremmed«, eller snarere »Udlending som er kommen til et Sted og der har taget Ophold, Kjöbmand« (Fritzner I, 590). Magnus Olsen sammenstiller navnet dels med Gildisvangr i Nærø og dels med de frisiske kjøbmænds gilde i Sigtuna, og mener at fremmede handelsmænd »havde sit gilde i denne centrale bygd ved Mjøsen«. Det maa merkes, at Gjestvang er nabogaard til Sterud (Steinarof), hvor det i middelalderen stod en kirke; dens sogn kaldtes Steinarofs sókn[450]. I et brev av 10. febr. 1415 heter det: mit varom a nedre Gestwange sæm ligger a fyrnemde Nese j Steinerof sokn[451]. Den aapne plass ved kirken (eller oprindelig kultstedet) er fra først av blit kaldt Vangr. Men saa blev det markedsplass og søkt av fremmede handelsmænd (»gjester«) og fik derved mulig som gildested sit navn. Hvis navnet Gjestvang er fra samme tid som de andre vang-navn i Norge, skulde det være ældre end vikingtiden og er i saa tilfælde et av de ældste vidnesbyrd om markedsplasser i Norge[452].

Den tredje gruppe av gamle markedsplasser heter Torge eller Torget (opr. Torgar og Torg). I ental brukes det næsten bare om smaabruk og plasser. Av disse er dog Torget i Spydeberg nabogaard til det gamle tingsted Løken[453]. Torge i Trysil var indtil henimot vor tid markedsplass og samtidig tingsted (jfr. det nærliggende Tingby)[454]. Videre har vi et Torgar i Fitjar paa Søndhordland. I Hegre i Nordre Trondhjems amt har vi Torget ikke langt fra kirkestedet. I Brønnøy i Søndre Helgeland ligger det gamle høvdingesæte Torgar (nu Torget). Endelig har vi i Trondenes Sandtorg, som er en god havn. Ordet torg betyr paa gammelnorsk »torv, markedsplass«. Det stammer, mener man, fra Balkanhalvøen; byen Triest, som i oldtiden het Tergeste, er dannet av samme ord. Navnene Torge og Torget vitner saaledes om kulturpaavirkning fra Østeuropa; derav kommer det ogsaa at vi særlig finder dem paa Østlandet og nordenfjelds ved gamle handelsveier over til Sverige. Til det sydlige Norge (deri indbefattet Bjørkø utenfor Konghelle) er navnet Bjarkøy sikkert kommet med de handelsdrivende Friser. Til det nordligste av det gamle Haalogaland maa det være kommet fra Sverige, fordi Bjarkøy i Vesteraalen engang like ens som Birkø utenfor Torneå elv var et mittpunkt for handelen med Finnerne. Det ser efter dette ut som om markedsplasser rundt om i Norge tok til at grundes paa 800- og 900-tallet, gjerne nær tingsteder, gudehov eller andre mittpunkter i bygden.

Endelig maa nævnes, at Norge i vikingetiden begyndte at faa militære mittpunkter. Herøy er i Søndre Helgeland og paa Sunnmør blit sognenavn; ogsaa ellers findes det nedover langs kysten som navn paa øer, som ligger mitt i leden eller hvor flere fjorder møtes eller paa anden vis centralt. Første led i disse navn er herr, m. »hær, sandsynligvis i betydningen skipaherr«[455]. Herøy er navn paa steder hvor flaaten brukte at møtes. Men disse flaater, som har git saa mange centralt beliggende øer navn, kan ikke ha været tilfældige vikingflaater. Det maa ha været ledingsflanterne, hvis faste samlingssted kaldtes Herøy. Det fandtes med andre ord alt i vikingtiden, og rimeligvis tidlig i denne, et primitivt ledingsvæsen.


D. Gilderne paa landet.

Sit vigtigste samlingssted fik bygderne i gildet. Under gjennemgaaelsen av tingstederne rundt i landet blev jeg opmerksom paa i hvor mange bygder gildeskaalen var det offentlige møtested. Og litt efter litt er jeg kommet til den overbevisning, at nær sagt hver eneste bygd i Norge i middelalderen hadde sit gildehus, hvor alle, mænd og kvinder, ung og gammel, møttes til alvor og til glæde. Stundom kaldes de ikke gildeskaale eller gildehus, men med et andet navn: ǫlhús eller ǫldrhús, lagahús, veizlustofa, skytning, høgeloft o. l. Men alt dette er bare forskjellige navn paa samme sak. Det er sikkert rigtig, naar Lange siger: »I øvrigt har vistnok hvert større Distrikt i Landet havt sit Gilde, eftersom Landsloven indeholder flere Bestemmelser om dem, ja endog sætter dem i Sammenligning med Kirke eller Ting. At man nu kjender saa faa af Navn, kan ikke undre os, da Gildebrødrene sjelden eller aldrig havde Anledning til som Corporation at udstede Dokumenter, hvorved deres Gilde kunde blive os bekjendt«[456]. I virkeligheten har vi heller ikke, naar de alle samles, saa faa oplysninger om gilderne paa landet. Vi faar gjennem dem et andet billede av gildevæsenet og dets plass i samfundet end vi faar gjennem bygilderne, som forskerne hittil alene har undersøkt. Jeg har derfor trodd, det kunde lønne sig at undersøke de norske bondegilder alene, uten at ta hensyn til gilderne i byerne.

Jeg skal først prove at samle det lille vi vet om gilder paa landet i Norge.


A. Almindelige oplysninger.

Gilder nævnes sjelden i vore gamle love. 1. Magnus Lagabøters Landslov og Byloven har i Mandhelgebolken (IV k. 19) et kapitel »Om de mænd, som slaas paa fredlyste steder« (Um þá menn er beriast í griðarstǫðum). Dér heter det: »Om mænd slaas i ledingsfærd med kongen, paa ting eller stevner for lagmanden eller paa femtedagsstevner, i gilder eller brylluper, i julefreden eller i sildefiske, fra skjærtorsdag til over paaskeuken, da er det selvsat grid paa alle disse steder«. Det kan her være tvilsomt om i gilldum betyr »i gildemøter« eller »i gjæstebud«. Jeg tror, at det betyr det første. Uttrykket i gilldum svarer til de ældre loves at ǫldrhúsi. Ordet ǫldrhús betyr egentlig hus hvori det holdes drikkelag (ǫldr, samkunda), gjæstebudshus, men var i virkeligheten navn paa de gamle gildehus, like ens som ǫldr og samkunda betyr gilde. En samkunda eller ǫl har i Frostatingsloven og ellers i landet den samme fredhellighet som kirke og ting (IV k. 57 f.)[457], like ens i Gulatingslagen med et ǫldrhús (k. 71). Folk er i ǫldr eller samkunda ordnet i sveitir like som i gilderne[458]. Om slagsmaal i et ǫldrhús heter det i Gulatingsloven (k. 187): »Da kan folk dømme om deres sak dér som paa tinge, om de kan loven« (þa megu menn dœma um sæc þeirra þar sem a þingi. ef þeir kunnu log). Et ǫldrhús som hadde sin særlige domsret, var i alt væsentlig et organiseret gildehus.

2. Det heter i Hirdskraa (k. 53): »Det er vel neppe noget vilde i landet saa fattigt at det ikke har noget sammenskud til at hjælpe levende og henfarne« (er ok varla svá fátœkt gildt i landinu, at æi hava nokora samgræizlu livandum oc framfornum til hiallpa).

I sagaerne nævnes norske gilder saa godt som aldrig.

I retterbøterne er det bare tale om særskilte gilder, særlig i byerne. Av almindelige oplysninger om gilder har jeg foruten det her nævnte bare fundet følgende i Christen Jenssons »Den norske Dictionarium eller Glosebog«. Christen Jensson var prest i Askvoll. Hans Dictionarium var første gang trykt i Kjøbenhavn 1646. Det heter der[459]: »Gilde-Boer kaldis det Bord, som i gamle dage brugtis til Gilde, naar Slecten komme sammen, at regne deris Odals Linie oc erfare Neste-Mand til Odalsgods, oc er samme Bord prydet med blancke Jern-Nagler langst effter med trende Lycker udi, huorudi det siden hengdis paa veggen«. Et gildebord som det her nævnte er rimeligvis bevaret paa Medjaa, nabogaard til kirkestedet i Grong i indre Namdalen[460]. Konservator Th. Petersen, som har opdaget dette merkelige bord, har ogsaa pekt paa likheten mellem dette og Christen Jenssøns skildring[461]. Gamle bordplater beslaat med nagler kjendes ogsaa, som Th. Petersen godhetsfuldt oplyser mig, fra andre steder i Norge. Saaledes er en bordplate paa Lødve, Vangen s., Voss pgd., i hver ende forsynet med jernnagler med store hoder, likesom en liknende i stuen paa Opheim. Bordplaten paa Lødve »har været benyttet ved brylluper og andre gjestebud«[462]. Paa Devegge i Nes i Hallingdal, like ved præstegaarden, fandtes det ifølge Wiels Beskrivelse over Ringerike (Topografisk Journal XXI, s. 172) et bord gjort av én planke, som var 6 alen langt og 1½ alen bredt. »Paa den ene side er i Bordet slaget Søm ved Søm med store, runde, flade Hoveder. Et Stykke fra begge Ender paa Bordet paa den anden Side (ɔ: undersiden) er det beslaget med tvende Tværjern, hvorudi er Ringe. Endnu benytter man sig af samme Ringe til at hænge Bordet paa Veggen, og det konserveres af Eieren som en Antikvitet«. Stuen paa Devegge maa, som jeg siden skal nævne, ha været et gildehus.

Jeg skal nu gaa over til at nævne de oplysninger jeg har fundet om gilder i de forskjellige amter.


B. Nordlands amt.

1. I det gamle Haalogaland litt i syd for Bodø og Saltenfjorden ligger Gildeskaal herred og sogn, Gildaskala sokn som det kaldes i Aslak Bolts jordebok (s. 91)[463]. Det har navn efter præstegaarden, som oprindelig har hett Gildaskáli, d. e. »gildestue, hus, hvor medlemmer av et gilde har sine sammenkomster«[464]. Gildeskaal maa fra gammel tid ha været et mittpunkt i Nordland. Kirken dér er av sten, en av de faa i det gamle Haalogaland. Om gildet, som har git sognet navn, vet vi ellers intet; men vi kan av dette slutte at det er ældre end sognet og ialfald fra den ældste kristne tid.


C. Nordre Trondhjems amt.

2. Gildvangen (utt. Ji´llvangan med palatalt l), en plass under Ramstad (det gamle Hrafnista) i Nærøy, utenfor Namdalen. Th. Petersen har fortjenesten av at ha identificeret dette sted med Gillesuangh (Giluang), som K. Rygh opfører mellem forsvundne navn i Nærøy eller Kolvereid[465]. Navnet forklares av *Gildisvangr, d. e. vang eller voll, hvor et gilde hadde sine sammenkomster. Vi finder det samme ord paa overgangen fra fællesnavn til stedsnavn i Aalen i Søndre Trondhjems amt (j Aall sokn a gildisvangenom); jfr. ogsaa Gildisvǫllr i Ringebu. Th. Petersen har om Gildvangen følgende interessante oplysninger: »Ved veien straks s. for Pladsen er der en rund Haug. Paa Indjorden v. for Husene ligger en Mængde mindre, runde Hauger, flere dog temmelig uregelmæssige og utydelige. Ved et Veianlæg for nogle Aar siden blev nogle af disse gjennemskaaret, hvorved der fandtes Menneskeben. I en Ager ø. for Pladsen er fra Tid til anden ved Pløining fundet Jernsager tilligemed Ben, deriblandt af Kjør og Heste; herfra skriver sig ogsaa det kuglefurmede Vægtlod af Bronze, der tilligemed to Heiner indkom til Museet i 1898 (T. 5430). I det nordøstre Hjørne af Indjorden har man stødt paa Syllmuren af en firkantet Bygning, hvoraf 4 Stene endnu kunde sees ved mit Besøg paa Stedet 1898. Indenfor er fundet Rester af brændte og ubrændte Ben af Kjør og Heste tilligemed Jernsager samt brændte Stene og forkullede Træstykker.»

Disse oplysninger er overmaate lærerike. Den bygning, som det blev fundet grundmurene av, maa være den gamle gildeskaale. De rester av brændte og ubrændte ben, som blev fundet, maa være ben av dyr, som blev spist ved gildelagene. Men naar det mellem disse var hesteben, saa viser det, at bygningen er fra hedensk tid. I kristen tid blev hesten ikke spist. Det hele svarer fuldstændig til Finnur Jónssons og Daniel Bruuns skildring av hovutgravninger paa Island[466]. Vi kan av dette slutte to ting, for det første, at det alt i hedensk tid fandtes gilder i Norge, for det andet, at disse var nær knyttet til gudsdyrkelsen. De mange gravhauger paa Gildvangens grund viser at det ogsaa har staat en helligdom dér, uten tvil forestaat av de mægtige høvdinger paa Hrafnista. En mindes et vers i Kormaks Sigurðardrápa:

Hafit maðr ask né eskis
afspring með sér þingat
fésæranda at fœra
fats; véltu god Þjatsa;
hver myni vés við valdi
vægi kind of bægjask ...

(»Man skal ikke ta med sig mat eller drikke til den gavmilde mands hjem, – guderne overlistet Tjatse –. Hvem skulde vel stille sig op mot ham, som værner om helligdommen?«)[467]

3. Foruten paa Gildvangen har det, som nævnt, rimeligvis været et gilde paa Medjaa i Grong.

Mulig har det været endda to gilder i Nordre Trondhjems amt. I Sparbuen og i Ytterøen ligger to gaarder, som begge heter Gilberg, den sidste skrives i Aslak Bolts Jordebog af Gildbergum og 1557 Gildeberg. Karl Rygh forklarer navnet som oprindelig *Gildruberg, av gildra f. »fælde«[468]. Men dette forutsætter en sterk avslitning av første led. Kan ikke navnet komme av gilde? Det maa nævnes at Gilberg i Sparbuen er nabogaard til Mære, dér den navngjetne helligdom stod og Ølve paa Egge og hans venner hadde sine hvirfingsdrykkjur.


D. Søndre Trondhjems amt.

4. Gerhard Schøning fortæller, at det nedenfor kirken i Meldalen har staat »et Gilde-Huus«. Dette er dog ikke sikkert; for Schøning tilføier: »hvorfor Stedet kaldes Gildes-Øi«. Dette navn – det skrives nu Gildøien (ældre Jilløn 1590, Giløehn 1626) – er dog rimeligvis ikke sammensat med gildi, men med gildr »fortræffelig, behagelig«[469].

5. Paalitligere synes Schønings oplysninger om et gilde i Opdal. Han siger: »Vesten for kirken paa Vang er en Ager, som man endnu kalder Gilleskaals-Ageren. Navnet selv giver tilkiænde, at det her har, mueligt i de hedenske, men vel retter i de Catholske Tiider, staaet et Gilde-Huus, eller en Gilde-Stue«. I en note hertil heter det videre: »Hr. Steen Melchiorsøn Meldal beretter i en Beskrivelse over Opdal, indgiven til Bisp Krog 1707, at dette Gilde har havt visse Leges (Gilde-Skraa) paa Pergament, men som da var bortkomne«[470]. Præstegaarden i Opdal het i ældre tid Vangr, hvorefter bygden i middelalderen kaldtes Vangs sókn. Navnet Vangr viser, at det her alt i hedensk tid har været et religiøst mittpunkt. Stedet hvor gildet holdtes, har mulig like ens som i Aalen oprindelig været kaldt gildisvangr »gildevangen«; men siden har det faat sin egen skaale eller samlingshus.

6. Aalen er likesom Opdal en fjeldbygd og ligger øverst oppe ved Gulelven. Gildet her nævnes i et brev av 1. juli 1881. Det heter dér:[471] »Ollum monnum þæim sæm þetta bref sea ædr høyra sende Æirikœr A[m]unsson, Þollæifuær Gunvlfsson oc Hælghe Siughurdæson quediu guds oc sina. mer gerom ydr kunnikt at aa manadaghen nest æftir Petærs voku a settæ are oc xxta rikis vars vyrdulegs herra Hakonar med guds naad Noregs oc Suyia rikis konongs varom mer j Aall sokn a gildis vangenom sæm ligr j Gaulæ dall: saom oc hœyrdum a at þau væittum vidrgongu firir okkær oc flæirom odrum godom monnum (nemlig om et gaardsalg). De tre mænd, som utsteder dette brev, har uten tvil været lagrettesmænd i Aalen. Hvor gildesvangen har ligget, siges ikke, men det ligger nærmest at tænke paa at det har været nær kirken paa gaarden Hov[472].

7. I hovedbygderne i Søndre Trondhjems amt har det bl. a. været et gilde paa Skauan (á Skaufom) i Børseskognen. Her »var ifølge Klüwer i 1817 paa et Sted, kaldet Gildeskaalen, tomten af et 40 alen langt og 14 alen bredt hus, omgivet af endel gravhauger«[473]. Skauan er nabogaard til Hove, mens præstegaarden ligger længer borte. Dette taler for Oluf Ryghs forklaring av Hove, som opr. *Hofi, dativ av hof, eller *Hofvin[474].


E. Romsdals amt.

Til gilderne nordenfjelds maa ogsaa regnes de i det nuværende Romsdals amt og i Jemtland.

8. Paa Nordmøre kjender vi et gilde paa Kvernes paa Averøy like overfor Frei og litt syd for Kristian- sund. Om dette fortæller Schøning[475]: »Vi komme fra Frey tilbage til Qværnæs. Ligeoverfor Kirken der, paa den nordre Kant, har i forrige Tiider staaet en Gilles-Stue, hvorover Stedet endnu kaldes Gilles-Voll. Sammesteds sees ogsaa Levning efter en anlagt ophøiet Vei, som man mener at have været en Processions Vei; men da saadan en Vei ogsaa findes paa Frey, og saadanne Levninger av ophøiede Veie næsten overalt paa Averøen, saa er det rimeligst, at disse Veie have været anlagte kun til privat Brug, for hver Gaard, i Anledning af Jordens Beskaffenhed, som paa de fleste Steder er fugtig og moradsig«.

9. Paa Herøyerne paa Sunnmøre var det likeledes et gilde, som nævnes i et brev av 26. juni 1433. Det heter der: »Ollum monnum them, som thetta bref se eller høra, heilsom wi Thorer Atzorsson, soknaprester j Herøyium, Sigurder Greipsson, Thorer Jonsson, Simon Jwarsson, Pædher Arnesson og Sigurder Olafsson kerlighe med warom Herra, kunnokt gerande, at anno dominj mcdxxxiijo die beatorum martirum Johannis et Pauli warom wi j gilda stofwone j Herøyium, tha war wyrdelighen herra ok andelighen fadher, herra Aslak med Gudz myskun erkibiscoper j Nidroos, hafde samtall med allan almoghan ifuer allt Herøyiar prestdøme«[476]. Nicolaysen siger i »Norske fornlevninger« (s. 506): »Paa vestsiden av Herø var endnu i 1837 grundvollen og nogle marmorblokke av en bygning, 16 al. lang og 8 bred, formodentlig den gildestue, som var paa øen og maaske var helliget til Albanus«. Gildestuen maa ha ligget like ved kirken.

10. Mere tvilsomt er det som fortælles om en gildestue paa Hjelstein i Vestnes i Romsdalen. Herom siger Thesen i sin »Romsdals Beskrivelse« (s. 422): »Ved Gjelsten i Fiskdal sogn paavises en stue som et gammelt gildested, men nærmere oplysninger savnes«[477]. Sagnet fortæller at stuen blev brændt av en trollkjærring fra Harnes paa Harøen av hevn, fordi hun av lensmanden Jens Hjælsten negtedes skyss over fjorden; hun blev dog siden grepet, dømt til baalet og brændt[478]. Bendixen mener, at fortællingen om en gildestue paa Hjelstein >ser nærmest ud som en uheldig fortolkning av gaardens navne. Dog oplyser han, at »det har for længere tid siden staaet en stuebygning af ualmindelig svært tømmer paa gaarden, men folkene vidste ikke noget om en gildestue«. Selve navnet Hjelstein kunde tale for, at det like vel ligger noget til grund for sagnet. Det forklares som Hjalparsteinn. Oluf Rygh mener, at det »til Grund for Navnet har ligget en Forestilling om, at der i Stenen (Berget) har boet velsindede Underjordiske, af hvem deres menneskelige Naboer har ventet Hjelp«[479]. Vi har samme navn i Hjelpstein i Vestre Toten[480], nabognard til Flikkeshaug (Fylkishaugr) og Elton (Elgjartún) og tydeligvis selv en gammel helligdom. Hjelstein i Romsdalen har til nabogaard Kirkeland, hvor en efter navnet kunde tro at det har ligget en gammel kirke.


F. Jemtland.

Fra det gamle norske landskap Jemtland kjender vi flere gilder.

11. Det ene var et bygdegilde for bønderne i Aspaas sogn. Aspaas kirke ligger et litet stykke nord for Storsjøn. I et brev av aug. 1315–aug. 1316 optar sysselmanden og lagmanden i Jemtland vitneprov om grænserne for en almenning, som Aspaasmændene sagde var deres eiendom (en Aspasu men kallado sin æigin lond vera)[481]. Om grænserne heter det bl. a., at de strækker sig tilbake til »Kiala myra bækken og j afradz gildihus As manna«. Efter Fritzner synes afráð at ha været navn paa en avgift, som blev utredet til kronen til gjengjæld for rettigheter (eller bruksret), som var indrømmet almuen eller enkelte i kongens almenning. Ásmanna er vel forkortning for Aspássmanna (»bønderne paa Aspaas«). De har hat et gilde og et gildehus, som kaldes afráðsgildihús, mulig fordi dér afráð blev betalt til kronen.

12. Et andet gilde var i Refsund i den sydlige del av Jemtland. Lagmanden i Jemtland og Sigurd Eindridson, ombudsmand for Bjarne Erlingsson i Jemtland, indberetter 7. juni 1344 til kong Magnus om et drap og siger bl. a.: »tokom mit prof a Rœfsundum j gilda skalanum a manadagin nesta efter Bonofacti mœsso a fimta are ok tuttugta rikis ydars min herra vm aftak *Hunælfs Alfuers sson«[482].

13. Det tredje jemtske gilde var i Ragunda (Rafund). Prioren i St. Johannes kloster i Eskilstuna og hans konvent hilser 1527 »Alle Dandemän och dandeq[u]innor som nu äre och en varda skolu brödhra och systra innan S. Pedhers gille, kallendes Siälagille i Rafwnd«[483] og gjør dem delagtige i alle ordenens gode gjerninger og privilegier imot en aarlig avgift av 4 penninger for hver person.

14. Desuten nævnes Gildestad eller Gildistaðir (j Gyldestadum) i Hakaas sogn, som maa ha navn av, at det var møtested for et gilde[484]. Gilderne Nordenfjelds overlevet reformationen; men det fulgte mange papistiske sædvaner med dem, og derfor blev de forbudt av Kristian III, som i 1552 utstedte en forordning »Om gilder at holde«: »Da kongen forfarer, at der i Throndhjems stift holdes mange gilder, som bruges i stor uskikkelighed, Gud almægtigste til vanære og mange af undersaatterne til et ondt exempel, har han, forat slig uskikkelighed kan nedlægges, befalet lensmanden og superintendenten Mr. Hans Gaas, at hvor de forfare, at slige uskikkelige gilder holdes, skulle de dem forandre efter den skik, som derpaa gjort er i Bergens stift, og efter saadan skik skulle undersaatterne rette sig. Kjøbenhavn St. Margrete aften (19. juli) 1552«[485]. Rimeligvis har dog mange bondegilder Nordenfjelds levet længe efter denne tid. Derom vitner bl. a. det før nævnte bord paa Medjaa i Grong.


G. Nordre Bergenhus amt.

I Bergens stift var det ogsaa før i tiden mange gilder i gammel tid. Men de fleste var i Søndre Bergenhus amt; især var det mange i Hardanger. Fra Nordre Bergenhus amt (Fjordene og Sogn) har vi derimot ikke sikker underretning om noget gilde. Men at det ogsaa dér har været slike, tviler jeg ikke paa; saaledes i Jølster.

15. Aalhus kirke i Jølster het i middelalderen Ǫlhúss kirkja. Den nævnes første gang i 1323 og ligger paa Hegranes, Audun Hugleiksson Hestakorns navngjetne eiendom[486]. Ǫlhús er samme navn som ǫldrhús, som Fritzner oversætter med »gildestue« (III, 1084). I Gulatingsloven (k. 157, 187) betyr ǫlhúsmaðr »en av gjesterne i en gildestue«. Om en mand blev dræpt i et ǫldrhús, hadde ǫlhúsmenn pligt til at skaffe frem drapsmanden eller gi fulde drapsbøter til den dræptes frænder og til kongen (k. 157: Þat er nu ef maðr er viginn i oldrhusi at brennanda elldi. æða i dax lose. þa scolo olhusmenn fa bana at þeim manne. æða giallda hann aptr giolldum fullum bæðe frendum oc sva kononge). Denne sætning minder om kap. 32 i en gildeskraa fra Gulatingslagen, som siden skal nævnes, at gildebrødrene skal hjælpe den, som forfølger drapsmanden for retten[487]. Jeg tror, at Ǫlhúss kirkja har faat sit navn derav, at det i forveien paa den gamle storgaard Hegranes stod et ǫlhús eller ǫldrhús, hvor folk i bygden samledes til gilde eller ǫl[488].


H. Søndre Bergenhus amt.

Det findes to gildeskraaer fra Gulatingslagen. 14. Den ældste er trykt i »Norges gamle Love«, 5te bind, hefte 1, s. 7–11. Originalhaandskriftet stammer fra anden halvdel av 1200-tallet, men er skrevet av efter en ældre original. Gustav Storm har paavist[489], at dette gilde ikke har hørt hjemme i en kjøpstad (d. e. i Bergen), men paa landet, sandsynligvis i Søndhordland. Gildet var, som næsten alle de norske gilder, et halvt selskapelig, halvt religiøst lag. Medlemmerne var brødre og søstre og gik, naar de traadte ind i gildet, »til haandslag og gildebrødrelag« (til handsals ok til gildbrœðralags); de var pligtige til at hjælpe hverandre og til at bistaa eftermaalsmanden, om en av dem blev dræpt; oprindelig hadde de svoret at hevne hverandre. Om gildets karakter henviser jeg ellers til min gjennemgaaelse i »Studier over de norske byers selvstyre og handel« (s. 55 ff).

15. Vi eier ogsaa en anden gildeskraa fra Gulatings- lagen, nemlig for Olavsgildet paa Onarheim paa Tysnesøen i Hardanger. Skraaen er skrevet i 1394. Den ligner den ovenfor nævnte gildeskraa, men skiller sig fra den bl. a. ved, at Onarheimsgildet har sin formand eller oldermand (alderman), som ikke nævnes i nogen ældre gildeskraa; han er vel kommen ind fra Danmark eller Tyskland[490]. Onarheimsgildet er dog ældre end 1394. Det nævnes første gang i 1327, da det i et vitneprov om eiendomsretten til Indreteigen heter, »at gildebrødrene paa Onarheim kjøpte ofte ved til ølbrygning av kirkens ombudsmænd paa Onarheim« (at gilldar a Onarhæimi kœyptu optlegha við til hæitna af umboðs monnum kirkiunnar a Onarheimi)[491]. Næste gang gildet nævnes er 17. juni 1344, da »bœndr af Sundharðu lande« hænger dets segl under hyldningsbrevet til kong Haakon VI Magnusson (*S’ : CONVIVARVM : BETI : OLAVI : DE : HONAREI). De andre bevarede segl er for Nidaros, Bergen, Oslo, Stjordølerne (siGILLVM : COmmvniTATIS : DE : StiORADAL), Øvre Namdalen (+ S’ RVSTICORV DE VALLE : NAVMV : SVPERIORI) og Nedre Namdalen (S’ UNIVERSITATIS : ECLESE : SCE: MAVRE : DE NavmvDAl)[492].

16. Et andet navngjetent gilde paa Vestlandet var Mikjalsgildet paa Voss. Provsten ved Apostelkirken i Bergen, Torstein Torkelsson, gav det i 1418 en tomt paa Vossevangen og stadfæstet ældre retterbøter for gildet. Brevet, som vi kjender fra et daarlig avtryk[493], lyder saaledes: Ollum Mannum theim sem teth Bref see heldher høre helser jek Torsten Torchilson Profast at Apostolo Kirchi i Berghven kerligh med Gudh: kungør jek med thet mit oppen Bref teth jek haver unth oc tillath en Tufth som ligher poo Wos a Wanghen for utan klop Gudh oc Ste. Michel til Lof oc Hedher thi Dannemen som Gillebrødhre ere oc Brødherskap vil have her efter thennem til Nøtte oc Salægangh at byggyæ seger eina Gillastova uppo fornev(n)dha Tupth oc andre Huß som ther til høræ i sodane Modhæ, at the skullæ uppholle alle godhe Sedher som i ander Ste. Michels Gille ere, med Meßer oc andere godhe Gerningher sigh til Salehielp. Oc fremdelis stadhfester jek uppo then hellige Kirchis Veghnæ oc uppo mins Hr. Konninghs Veghnæ alle godhæ Rethæbødher som godhe Forfædere haver haft i theris Gillæskræ, oc mins Hr. Konninghs Naade Reth uforsømt i alle Modhæ. Item skal oc thette Bref ubreghdelig hollist for mek oc myne Eftherkommende etc. Til mere Vissæ oc sanit hengher jek mit Insigel for thette Bref som giorth var i Berggun Leuerdaghen nesth efther ascensionis Domini (7. mai), Anno Domini MCDCXVIII.

Milzow, som har trykt dette brev, har ogsaa nogen interessante oplysninger om gildet paa Voss: Prædictum St. Michaëlis convivale Hypocaustum cum aliis ejusdem vaporis domunculis, ut divæ Agathæ &c. suos habuere dispensatores, seu seniores domestica ibidem dirigentes. A. fratribus & sororibus convivalibus hic de rebus matrimonialibus, generationum & propinqvitatum gradibus tractabatur maximè, altero alteri genus & prosapiam suam enumerante, aliisque alios talia rogantibus, hoc modo se erudiri siverunt & corrigi, haud duntaxat, ut consangvineos non intrarent thalamos, verum etiam ut juvenes sua hæreditaria et patria bona (Odals Gods) agnoscerent. Cantatæ qvoqve ibidem Missæ SS. Michaëlis, Agathæ, &c. fuerunt, ibique offertoria dona porrecta sunt. Exigebatur insuper pecuniæ summula, vulgò Selle-skod[494], qvam Juvenes communi, nescio cui, bono contribuere tenebantur. Quid autem expensi ad easdem tabernas in cibo potuque factum est, (nam Sodalitii Oeconomus, sive fuit S. Michaëlis sive S. Agathæ sive cœterorum qvispiam, tantum Cerealis liqvoris coqvere & conficere debebat, qvantum decimis ejus frumentariis eodem anno responderet, &c.) hoc loco, qvia aliorsum pertinet, mitto, & ad templa nostra & ad illa pertinentia, a quibus paululum digressus sum, redeo.

17. Av samme slag som Mikjalsgildet paa Voss var et gilde i Kinservik i Hardanger, som holdt sig længe efter reformationen. Om dette gilde fortæller Ludvig Daae i »Norske bygdesagn« (I, s. 52 f.) efter »Urda« (I, s. 99–100), hvor det er meddelt av biskop Neumann efter optegnelser av provst N. Hertzberg: »Omtrent 180 Skridt vestenfor Kinserviks Kirke i Hardanger, mellem Kirken og Fjorden, sees en stor Grøft efter en Kjelder og Merker af, at en Stue har staaet over den. Grøften er 20 Alen paa hver Kant. Stuen, som har staaet over den, havde navnet Gildestuen. I denne Stue, fortælles der, samledes næsten hele Kinserviks Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, en Gang om Aaret, og, saavidt man ved, ved Juletider. Tiden var forud bestemt, og Mad var lavet, og Øl brygget. De Ældste satte sig ved Bordene, og samtalede ’om Slægtsberegninger og Fortællinger efter Forfædrene. De Unge stode nede i Stuen, nærmere Døren og taug selv stille, men fulgte med største Opmerksomhed de Gamles Samtaler for at lære Slægternes Beregnelser og lægge paa Minde, hvad der fortaltes om Fædrenes Bedrifter‘. ’Ungdommen viste dengang en saadan Ærbødighed mod de Gamle, at naar en Olding tiltalte en Ung eller blot gik ham forbi, maatte den Unge tage Huen af‘. En blandt Pigerne blev i disse Gilder udvalgt til Lysepige. Hun maatte staa øverst indenfor Bordet og holde et Lys imellem hver Finger i begge Hænder. Naar hun blev træt, maatte to andre af de mest agtede Piger stille sig ved hendes Side og støtte hendes Hænder. At blive valgt til Lysepige ansaaes for saa stor en Ære, at det længe erindredes i Slægten som et ærefuldt Minde, om Stammoderen havde udført denne Forretning. Man ved endnu at nævne en Kvinde i Kinservik, der har været Lysepige. Det var en Søster af Bonden Engel (Ingulf) Simonssøn Ringøen, og hun var født 1658 og døde 1738. Men naar Gildene ophørte, og naar Gildestuen blev revet ned, kjender man ikke.» Daae sammenstiller selv disse oplysninger med hvad Miltzow fortæller om gildet paa Voss og med Christen Jenssøns forklaring av »gilde-bord« (se s. 25 f). Gildet stod paa Kinserviks Almenning. Inde i bugten viser man endda tomter efter stedets gamle gildestue[495].

18. Av samme slag som de to her nævnte gilder var vel ogsaa St. Nikulasgildet paa Øistesø (Øystusyn) i Hardanger. Olav, biskop paa Hole paa Island, tilstaar 30. dec. 1482 alle brødre og søstre av St. Nikolaus’s gilde paa Øistesø (j sancti Nicolaz gilldi aa Austursyyn j Hardangur) 40 dages avlad, naar de vil skrifte og bøte for sine synder. Dette gjør biskopen paa bøn av Halldor Øysteinsson, oldermand (olldur mann) i samme gilde, og to andre dannemænd[496].

19. I Granvin i Hardanger maa det likeledes i middelalderen ha været et gilde. I den jordebok fra 1300-tallet, som kaldes »Bergens Kalvskinn« (Bjǫrgynjar Kalfskinn), nævnes (sp. 77 b.1–4) under rubriken »Præstrenn tæker a gronvin«: »Item j æiðstrond þrir thæigar hæitir æinn skiphellis tæighr ok annar gillða staða tæigr. ok þann hinn ysta er næst er hauka næsi. – Eiðstrǫnd har været navn paa strækningen fra Eide ut til skiftet med Haukenes[497]. Gildet har saaledes ligget temmelig langt fra kirken.

I. Stavanger bispedømme.

Fra Stavanger bispedømme kjender vi ingen landsgilder fra Ryfylke og Agder. Men derfor kan de like godt ha været dér. I Stavanger by fandtes det ialfald et gilde, som maa ha hat sit alter i domkirken. Biskop Alv i. Stavanger gav 27. okt. 1478 i sit testamente til »Gilles altaret j kopparkanne«[498]. Ordene synes at vise, at byen bare har hat ett gilde. I dalene, som hørte til Stavanger bispedømme, har vi derimot, like ens som fra Gudbrandsdalen, efterretning om gilder.

20. Gaarden Villand ligger i reppen Hovet i Hol i Hallingdal, slik at den binder sammen Nord- og Sør-Hovet. Om Villand fortæller Ludvig Daae[499]: »Der stod fordum en Bygning der paa Gaarden, som kaldtes Høiloftet, og som maa have været et gammelt Gildehus. Endnu viser man Loftstenene af det Hus. Det bestod af tre Etager eller Høider, først en Bod, hvor man gjemte alle drikkende Varer, saa et Rum ovenfor, hvor Ungdommen dansede, og endelig øverst en Sal, hvor de bedste Folk samlede sig og talte sammen. Thi Huset tilhørte ikke nogen enkelt Mand, men hele Almuen rundt om«[499].

21. Paa Devegge i Nes i Hallingdal stod indtil omkr. 1844 en gammel tømmerbygning med svalgang og ualmindelig svært tømmer, oprindelig en røkstue; i denne blev det før nævnte gildebord opbevaret[500]. Jeg kan ikke skjønne andet end at stuen paa Devegge like ens som loftet paa Villand har været et gildehus.


K. Hamars bispedømme.

I Numedal, Sigdal og Gudbrandsdalen og paa Oplandene har vi ogsaa spor av gilder. Jeg har før gjættet paa, at Jeljorden (1570 Geldeiorden) i Nore i Numedal oprindelig har het Gildiǫrð; det er nabogaard til tingstedet, Megaarden[501]. Bakpaa et skindbrev fra Sigdal av 30. august 1567[502] findes en optegnelse fra omkr. 1350–1380 om endel (omkr. 58) mænd – ofte far og søn –, for hvis sjæl det skal bedes[503]. Naar vi mindes at gilderne, som det heter i Hirdskraa, hadde til pligt at hjælpe levende og henfarne, da ligger det nærmest at tænke paa, at disse mænd har været medlemmer av et gilde.

22. I et brev fra Ringebu nævnes flere ganger et nu forsvundet sted, som kaldes Gildisvǫllr og var tingsted for bygden. 15. febr. 1375 heter det: ek var a Æildisvellinne å hærastæimfnu bønom[504]; – Æildisvelline er feil for Gildisvelline. – 16. jan. 1454 heter det: wii worom a Gillis wollenom ræthen stemno byi j Ringhæboo[505] og 1. febr. 1458 heter det: iæk var a Gildis vollenum retthum stæffnestad j Ringebu[506]. Schøning fortæller, at det nedenfor Ringebu kirke findes spor av kjældere paa en vold som kaldes Gildevolden, som han ogsaa har fundet nævnt i et brev fra 14. aarh., utstedt »a Gildisvellinum herads stefnu bœnum i Ringabu«[507].

23. I nabosognet Øier ligger Gillebu (opr. Gildabú). Første led er gen. flertal av gildi, m. »gildesbror«. »Navnet betegner vel, om Formodningen er rigtig, Gaarden som Forsamlingssted for et fordums Gilde«[508].

24. I Stange paa Hedemarken ligger Gillund, nabogaard til den gamle kongsgaard Huseby. Navnet (opr. Gildalundr) viser, at et gilde her har hat sine sammenkomster. Første led er genitiv flertal av gildi, m. »gildesbror, medlem av et gilde«[509]. Gillund var ogsaa i gammel tid mittpunkt i bygden og tingsted eller stevnested. Stedet nævnes første gang 6. juni 1383, da to lagrettesmænd paa Hedemarken fra Gillund lyser et gaardsalg (Þat se ollum monnum kunnikt at mith Þorder Valgardzson ok Endridher Jfuersson logretto men a Hæidmarkænne varum a Gilddælundi j Skaaun .... som ok høyrdom a handerban Sunnulfs Jfuerssonar ..... ok Ingeridhu a Haræxstodhum)[510].


L. Oslo bispedømme.

Om gilder paa landet i Oslo bispedømme har vi endda færre efterretninger.

25. I Lier ligger Gilhus (Gyllehus 1528, Gildhus 1578); navnet forklares som Gildihús, d. e. hus, som et gilde har sine møter i[511]. Gilhus er nabogaard til den gamle storgaard Huseby, hvor bl. a. den hellige Hallvard bodde, og som i middelalderen var kirkested. Nabogaard til Gilhus paa den anden side er Nøste, som synes at ha været tingsted[512].

26. Indirekte hører vi ogsaa om et gilde í Borgesyssel. 6. juli 1560 lyser »Gullick Yversszen Olldermand y Borgesyssel, Iørgen Skoth Raadmand y Sardsborig, Søffrenn Olsen, Hans Staffensen, Trond Hognsen, Tolleff Olsen, Sas Michelsen, lagretzmend y Odenzønn« og kundgjør, at paa den nævnte dag »po Halerdsrødt y Odenzøn kom y Rethe for oz och flere dannemend« en navngiven mand, og derefter værdsætter dommerne 2 ø[513] nævnte Halvorsrød til 11 Joachimsdaler[514].

Vi vil lægge merke til, at mellem de mænd, som sitter i retten, nævnes «Gullick Yverszen, oldermand y Borgesyssel«, først, saa en raadmand i Sarpsborg og tilslut 5 lagrettesmænd i Onsø. Gullik Iversen var altsaa den fornemste av disse 7 mænd. Ordet oldermand (ǫldurmaðr) findes ikke i sagaerne og heller ikke i vore gamle love eller i brevskaper fra 1100- eller 1200-tallet. Det forekommer første gang i skraaen for Onarheimsgildet av 1394 (alderman). Desuten nævnes 1461 en allirman (ollirmæn) for St. Anna gilde i Oslo (DN. III n. 854), 1482 en oldermand (olldurmann) for St. Nikulas-gildet i Øistesø i Hardanger og 1520 en »ellerman til helgelecoms gille i Oslo«[515]. Vi kan derfor gaa ut fra at »oldermand« betyr »formand i et gilde«. Det maa altsaa endda paa 1500-tallet i Borgesyssel ha været et stort gilde, ikke et almindelig bygdegilde, men et gilde for hele sysselen; Gullik Iversen kalder sig jo »oldermand i Borgesyssel«. Dette gilde maa ogsaa ha hat indflytelse, siden dets oldermand optrær som domsmand og, tør vi tro, leder retsforhandlingerne. Dets stilling tor ha liknet Olavsgildets paa Onarheim, hvis segl blir brukt som det offentlige segl for Søndhordland.

Ogsaa i det gamle norske landskap Ranrike eller Bohuslen har det sikkert før i tiden været gilder. Vi har spor derav i Gillaby paa Ordost[516]. Første led i dette navn er vel gen. flertal av gildi, m. »medlem av et gilde«, andet led er býr, m. i betydningen »gaard«.


M. Gildesteder med andre navn.

Jeg har i det foregaaende regnet op 26 gilder paa landet i Norge – et par av dem kanske tvilsomme. Men det har sikkert været mange flere. Vi ser fra Villand at gildehuset ikke behøvet at kaldes gildaskáli eller gildastofa; det kunde ogsaa, har vi set, kaldes ǫlhús eller ǫldrhús. I Danmark hadde gildehuset mange navn: gildehus, gildegaard, lagshus[517], domus convivii, domus eller taberna convivalis[518]. Videre har vi set at gilderne paa landet gjerne har ligget ved en kirke og at gildestuen eller gildevangen blev brukt som tingsted og møtested for almuen i bygden. I en avskrift fra 17. aarh. av et brev av 1303 faar to mænd bygslet rydningsplasser i Eggedal og grænserne for disse fastsættes. Det heter bl. a. i brevet: »halffua vm iol aklagelaust rydiæ halfft ser, en halfft Kongen giøra aa vorom laghahuusz«[519]. Dette lagahús[520] landskyld og skat til kongen skulde betales, har været samlingshus i bygden. Vi maa tænke paa afráðsgildihús Ásmanna i Jemtland, hvor afráð til kronen maa være blit utredet[521]. Selve ordet er det samme som det danske »lagshus, lavshus«; saa kaldtes ikke bare haandverkernes laugshus, men ogsaa vanlige gildehus. Lag (lav, laug) brukes ogsaa i Danmark ensbetydende med »gilde«[522].

I Rennebu i Søndre Trondhjems amt var, som før nævnt, tingstedet Horstad, nabogaard til Vold[523], Her tinget i 1432 en korsbror fra Nidaros med almuen om at yde en skat, Mikjals korn. Møtet blev holdt j veitla stofuone a Horundzstodhum« (d. e. i gjæstebudstuen paa Horstad)[524]. Uttrykket veizlustofa svarer til det danske domus eller taberna convivalis. Det maa kunne oversættes med »gildestue«. Om Haakon Haakonsson fortælles det, at han paa mange kongsgaarder lot bygge gjæstebudshaller (veizluhǫll)[525]. Men vi vet intet om, at Horstad nogensinde har været kongsgaard; det maa ha været et almindelig bygdegilde, som holdt sine møter i »veitzlestuen« der. Like ens i Ytre Frænen i Romsdals amt. Der var, som nævnt (s. 131 f.), Vaagøen, hvor kirken stod, tingsted. Mindre stevner blev holdt »i stofonne j Vagœy«[526]. »Stuen paa Vaagøy« har efter al sandsynlighet været en gildestue like ens som »gildestuen paa Herøy« paa Sunnmør, hvor erkebiskop Aslak i 1433 møttes med almuen (s. 226). Det samme gjælder »Frotvetstuen i Røken (j Frœyþuit stofuo i Myruhuarfue), hvor et brev er utstedt 20de dag jul (13. jan.) 1368 og hvor det synes at ha været tingsted[527]. Utstederen av brevet har, tænker jeg mig, været i »Frøtvet-stuen« for at feire utgangen av julen. Gaarden har navn av at den i hedensk tid var helliget Frøy eller Frøya. Ingen under at det ogsaa var et gilde dér. Betegnelsen i »Frøtvet-stuen« viser at stuen har været kjendt og hat en halvt offentlig karakter; ellers vilde det ha het »j stofuonne j Frœyþueit«. Like ens er det med Loftstuen i Sandsvær og i Opdal i Numedal, som jeg før har nævnt (s. 121). Enhver gaard hadde sit loft eller stabur. Naar derfor en gaard kaldes Loftstue eller Lofthus, maa det være fordi det har staat et særlig merkelig loft der. Naar vi saa dertil finder, at begge de her nævnte gaarder har været tingsteder, og at Loftstuen i Sandsvær er nabogaard til præstegaarden, saa maa vi ha lov til at slutte at det har faat sit navn av et høgeloft, som var gildestue like ens som paa Villand i Hovet i Hol. Det samme har vel ogsaa været tilfældet med »Loftstuen paa Haug« i Værdalen (j lofzstafuunni a Haughi), hvor det 13. mars 1334 blev holdt stevne[528]. Haug var tidlig i middelalderen kongsgaard og det stod en kirke dér, som dog ikke var sognekirke[529]. Jeg kan ikke skjønne andet end at »loftstuen« paa Haug har været en gildestue. Det er, tror jeg, tilfældet ellers hvor »stuen« eller »storstuen« (setstofa) nævnes som forsamlingssted[530].

Ogsaa andre stedsnavn vitner, tror jeg, om gamle gilder. Jeg har alt nævnt Gjestvang og Gjesthus. Magnus Olsen[531] har pekt paa Skaalvold i Støren (Søndre Trondhjems amt) og i Steigen (Ledingen sogn) og paa Skaale i Kvinnherred kirkebygd. Skaalvold i Støren er nabogaard til kirken og præstegaarden og Skaalvold i Ledingen likeledes til kirkestedet Leines, som cr en gammel storgaard[532]. Kvinnherred hovedkirke kaldes i middelalderen Skála kirkja efter kirkestedet Skaale (Skáli). Nabogaarden heter Vang (Vangr). Det ligger nær at tænke paa at Skaale har faat sit navn av en gammel gildeskaale (gildisskáli) dér, like ens som Gildeskaal i Nordlands amt. Det saaes ogsaa tidligere store hustomter ved kirken[533].

Som vi har set, er det særlig i Gudbrandsdalen og paa Hedemarken flere gildesteder, hvis hus ogsaa var tingsteder. Gildisvǫllr i Ringebu, Gildabú (Gillebu) i Øier og Gildalundr (Gillund) i Stange. I Vaage var tingstedet paa Holdbø. Jeg har alt nævnt, at dette navn lettest forklares som et oprindelig Hǫldabœr (av hǫldr, m. »odelsbonde«) og at denne »odelsbøndernes gaard« visst har været gildestue like ens som Holdhus (Hǫldahús) i Haalandsdalen (Søndre Bergenhus), nabogaard til Haugevold, som før var kirkested. Til den samme gruppe maa ogsaa flere andre navn henføres: Tegneby (Þegnabýr) i Skjeberg, nabogaard til Guslund, hvor det som navnet viser i hedensk tid var en helligdom, og hvor det i middelalderen var tingsted (s. 103 ovenfor), og Tegneby paa Ordost i Bohuslen, kirkested og ting; begge navn er dannet av þegn »fri mand» (i mots. til træl. Videre maa nævnes Bondhus (Bóndahúsar), en del av Vikør præstegaard, og flere navn som er dannet av ljóðr, lýðr »folk, samlet folkemasse«. I Rvgge i Smaalenene har vi Lyby (Lydeby 1478), i middelalderen tingsted, nabogaard til den gamle Leikarvold Løken (Leikvin)[534]. Paa Nesodden, som nabogaard til præstegaarden, ligger Los (*Ljóðhúsar). I Urskog laa tidligere en gaard av samme navn[535]. Videre har vi, som for nævnt (s. 124), Lyhus i Brunlanes, nabogaard til Manvik, Los i Borre, nabogaard til den gamle helligdom Gusland, og Ljóðhús(ar), tæt ved præstegaarden i Bø i Telemarken.

Alle disse navn har som første led et ord som betyr »bonde, fri mand, folk« ell. lign.; sidste led er et ord for »hus« eller »gaard«. Det hele maa være navn paa hus, hvor folk brukte at møtes. Alle gaarder med disse navn ligger nær kirker, gamle kultsteder eller leikarvoller. Flere av dem er ogsaa selv tingsteder. Intet tyder paa at de har faat sit navn, fordi folk dér har møttes til marked. Bare til ting kan det heller ikke ha været. For flere av disse gaarder har aldrig været tingsteder. Det maa ha været til gilde at folk kom sammen dér. Derfor ligger ogsaa gaardene like ved kirke- og kultsteder. Lyðabýr, Ljóðhúsar, Þegnabýr osv. betyr omtrent det samme som Ǫlhús, Gildaskáli osv.

Jeg har før nævnt at ǫl, ǫldr og samkunda i lovene og i gamle brev brukes i omtrent samme betydning som gildi. Det samme er tilfældet med samdrykkja (»drikkelag«). Saaledes heter det i Eirik Magnussons retterbot for Bergen av 1295: Swa hafuum ver ok fulkomlega firerbodet samdrykkiur æðr gilldi leiðsagumanna etc.[536] Mindet om en slik samdrykkja paa landet har vi, tror jeg, i et gammelt grendenavn i Nes paa Romerike, Skógabergdrykkja. Navnet findes bare én gang, i »Biskop Eysteins Jordebog« (udg. ved H. J. Huitfeldt, s. 474): »J Hundstodhum j Skoghabærgdrykkiu iij aura boll gaf Ærlender bræla firir artidh«. Da gaarden Hundstad ligger i denne grend, maa den efter Rygh »omfatte en Del af Sognets østligste Strækning paa Nordsiden af Glommen«[537]. Rygh siger videre om navnet: »Det her forekommende drykkja er, saavidt jeg ved, enestaaende og vil ikke være let at forklare«. Jeg tror det maa forklares som en forkortning av samdrykkja. Den grend, som Hundstad ligger i, har fra først av bare hett Skógr eller Skógarberg; navnet er bevaret i nabogaarden Skogerengen (Skógareng) Men saa har bønderne her faat sin samdrykkja; mindet om dette er bevaret i grendenavnet Skógabergdrykkja. Som bekjendt er det rundt om paa landet i Norge endda saakaldt »bidlag« eller »beelag«. Ordet oversættes av Ivar Aasen med »Naboskab eller Kreds, hvis Indbyggere deeltage i hverandres Gjæstebud; altsaa: det Distrikt, i hvilket man indbyder Gjæster«. Især paa Vestlandet er disse »bidlag« faste krinser[538]. I Telemarken kaldes de »grannelag«. Disse grannelag har sikkert i ældre tider været fastere sammenknyttet og hat flere pligter end at bede folk til gjestebud og gravøl. De svarer nøie til de tyske »Nachbarschaften«. Om disse siger en tysk forsker[539]: »Die Dorfgemeinschaft, in ihrer ältesten Art zugleich Sippengemeinschaft, seit der Völkerwanderung aber aufgelöst und hin und wieder mit dem Wirtschaftsverband, der Markgenossenschaft, identisch, als geselliger Verband noch heute unter dem Namen Nachbarschaft in einigen Gegenden erhalten. Als wichtigste gesellige Pflichten gelten bei ihr: Teilnahme am gemeinsamen Jahresgelage und Grabgeleite für jedes verstorbene Mitglied«. Gilde og »Nachbarschaft« er efter de fleste forskeres mening bare to navne paa samme sak. »Gilde und Bauerschaft waren ursprünglich identisch, haben sich aber sehr häufig gespalten in 1. politische und wirtschaftliche Landgemeinde und 2. soziale und religiöse Nachbarschaft oder Gilde«[540].

Omtrent samme betydning som samdrykkja har skytningr. Som naar det i den før nævnte retterbot av 1295 hvori Eirik Magnusson forbyr gilder i Bergen, heter: vtan skytningar vilium ver at halldezst æftir fornnum sidvanda. Eller naar lagmanden i Jemtland og 3 andre mænd 23. jan. 1348 lyser et gaardsalg i Ragunda paa følgende vis: Ver viliom þæt ollum monnum kunnight gera. att ver varom þær hia hørdom ok saum aa ok morge adre gode men. a Ræwndum j sezstuwnne Pala a Berghe ... att þeir hældo hondom saman ... Varo þesser men skøtninga vitne (2 mand nævnes)[541]. I Ragunda synes skytningr og gildi at ha været identiske[542]. Det ligger efter dette nær at tænke paa at det har været et slags gilde, som har git navn til Skjøtningberg i Lebesby i Finmarken. Her stod det før en kirke, som var hovedkirke i 1589. I 1694 heter det: »Her staar hovedkirken, hvor præsten og en del borgere og mange bønder har boet. Har været et aparte stort thingsted; nu bor her kun 7 mænd«[543].


Gildernes alder i Norge.

Vi har av det foregaaende set, at gilder i en eller anden form, enten under navnet gildi eller under andre navn, fandtes i nær sagt hver bygd i Norge. Om hvorledes de norske gilder var indrettet, har det været skrevet saa meget, at jeg her ikke skal komme nærmere ind paa dette. Av de faa efterretninger vi fra senere tid har om bygdegilder, synes det som om gjæstebudet her som ved bondegilderne i Tyskland har traadt i forgrunden[544]. Interessantere er det at gildesvolden eller gildeskaalen næsten overalt synes at ha været tingsted eller stævnested for bygden. Nordenfjelds er dette tilfælde med gildesvangen i Aalen ifølge brev av 1. juli 1881. 26. juni 1433 holdt erkebiskop Aslak Bolt »samtale med hele almuen over hele Herøy præstedømme« i gildestuen paa Herøy. 7. juni 1344 tar lagmanden i Jemtland og ombudsmanden dér vitneprov om et drap »i gildeskaalen« paa Refsund. I Gudbrandsdalen var, har vi hørt, Gildisvollen i Ringebu heraðsstefnubœr (gaard, hvor herredstinget holdes), og i Stange paa Hedemarken bruktes gildestuen paa samme vis.

Paa Vestlandet maa det ha været like ens. Onarheim var ett av mittpunkterne i Sunnhordeland. Onarheimstinget blev søkt fra vide kredse. Saaledes lyste Erling Skakke vaaren 1165 i Bergen at han vilde fare syd til Onarheim til gangdageting, men drog isteden nord til Nidaros og kom uventet over Trønderne[545]. »Gangdagene« kaldtes, vet vi, de tre dagene før Kristi himmelfartsdag. Ved denne tid og ved pinsetid er flere brev utstedt paa Onarheim[546], og Onarheim var i det hele offentlig stevnested[547]. Et sted, som nu ikke længer kjendes, i Onarheims sogn, kaldes i 1610 Thingstedt[548]. Med dette hænger det sammen at Onarheimsgildets segl i 1344 blev brukt som offentlig segl av bønderne i Sunnhordeland. Da Haakon Haakonsson i 1217 blev hyldet i Bergen, optraadte Sigurd av Onarheim paa Gulatingsmændenes vegne og hilste kongen og Skule jarl (Þá stóð upp Sigurðr af Ónarheimi af hendi allra Gulaþingsmanna, ok fagnaði konungi ok jarli)[549]. Det maa ha været, fordi Sigurd var forstander for gildet paa Onarheim. Hvordan gildet i Borgesyssel har utviklet sig, kan vi ikke sige. Vi kjender det jo bare indirekte fra et eneste aktstykke[550]. Men Gullik Iversøn, »oldermand i Borgesyssel«; maa ha hat en liknende stilling som Sigurd av Onarheim i Sunnhordeland.

Ogsaa i byerne tjente gildeskaalen som offentlig forsamlingslokale eller en slags raadhus. I Bergen kaldtes Maria gildeskaale for »rette tingsted«. I Nidaros skulde lagtinget holdes i Krossgildets skaale og i Tunsberg i Olavsgildets. Retterboten av 1318 om utlændingers handel i Tunsberg taler om »gildeskaalen eller et andet almindelig (ɔ: offentlig) hus« (i gildiskalanom eda i adru almennilego husi)[551]. Dette er ikke, som jeg før har trodd, opstaat under indflytelse fra England[552], men har utviklet sig i byerne under paavirkning fra landet; for dér var gildeskaalen eller gildevangen fra ældgammel tid mittpunkt i bygden.

Vi har set at i hver bygd i landet fandtes det fra ældgammel tid en vold, dér folk møttes til lek og alvor. Den kaldtes fra først av vin »græsgang«, siden vangr og tilslut vǫllr og var hele bygdens eie. Derav kommer det at volden ved kirken mange steder den dag i dag kaldes og er almenning. Vi har nævnt Kinserviks Almenning; en liknende almenning er det bl. a. ved Slyngstad kirke paa Sunnmøre og aalmerke (gl.n. almerki »almenning«) ved Odda kirke i Hardanger[553]. Her vokset det i tidens løp op et hus som blev brukt til stevnested og som mange steder (kanske de fleste) ogsaa var gildeskaale. Alle frie mænd i bygden var jo ogsaa medlemmer av gildet. Slik var det rundt om i de germanske lande i middelalderen. Om Tyskland heter det i en avhandling, jeg før har nævnt: »Je wohlhabender die Gilde war, desto eher konnte sie sich ein besonderes Gildehaus erwerben. Wo die ganze Gemeinde mit der Gilde identisch war, wie in kleinen Dörfern, ist Gildehaus und Gemeindehaus oft dasselbe«[554]. Men spørsmaalet er: Hvor gammelt er dette? Hvor gamle er gilderne i Norge? Otto von Friesen har fremdraget en svensk indskrift fra Bjälbo i Östergötland, hvori ordet gildi »gildebror« nævnes. Indskriften er ældre end 1050, reist av drengjar »kjække, unge mænd« og sandsynligvis hedensk[555]. Sagaerne fremstiller det vel som om Olav Kyrre indførte gilderne i Norge. Saaledes heter det i Heimskringla: »Óláfr konungr lét setja Mikla-gildi í Niðarósi ok mǫrg ǫnnur í kaupstǫðum, en áðr váru þar hvirfings-drykkjur«[556]. Men disse ord gjælder bare byerne; de siger intet om landet. Desuten er hvirfingsdrykkja og gildi i virkeligheten bare forskjellige navn paa samme sak, saaledes som alt Fritzner har vist[557]. Sagaerne kalder selv medlemmerne av Miklagildet for hvirfingsbrœðr. I Danmark bruktes ogsaa hvirring (ell. høring) som navn paa flere gilder[558]. Hvirfingsdrykkja oversættes med »Drikkelag hvortil Deltagerne selv ydede sine Bidrag« (Fritzner). Slike drikkelag eller gilder nævnes uttrykkelig i sagaerne før Olav Kyrres tid. Saaledes siger Ølve paa Egge i Olav den helliges saga[559], »at þeir hǫfðu øngar veizlur haft þat haust, nema gildi sín eða hvirfingsdrykkjur, en sumir vinaboð«. Her er, ser vi, ogsaa gildi og hvirfingsdrykkja navn paa samme sak, og det kan neppe tviles paa at med gildi menes de senere gilder, som blev holdt i forbindelse med blotfesterne[560]. Gildet paa Gildvangen under Ramstad i Nordre Trondhjems amt maa ha været slik en hvirfingsdrykkja, og det er, som før nævnt, utvilsomt hedensk. Navne som Gildisvangr og Gildalundr viser ogsaa i sig selv tilbake til hedensk tid[561]. Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror, at gildet paa disse steder (paa Gildvangen, i Nærøy, paa gildesvangen i Aalen, paa Gillund osv.) fra først av har hat sine møter under aapen himmel, paa vangen eller i lunden. Ellers vilde møtestedet dér som andetsteds være blit kaldt Gildaskáli, Gildihús ell. lign.

Vi har nævnt gildet paa Onarheim i Søndhordland og sammenhængen mellem gildet og tinget dér (s. 131). Denne sammenhæng gaar uten tvil tilbake til hedensk tid. Onarheim, som endda er kirkested, var sikkert alt i hedendommen et kultsted. Her blev Njord dyrket like ens som himmel- og krigsguden Ty blev dyrket paa nordsiden av øen, hvor bl. a. navnet Tysnes minder om ham[562]. Tysnesøen har tre ganger skiftet navn. Magnus Olsen har vist, at den i forhistorisk tid het Ón (derav navnet Onarheim). Men fordi Njord særlig blev dyrket paa øen, blev den kaldt Njarðarlǫg. Sidste led i dette navn forklares som lǫg, n. flt. »Sted, Distrikt, hvor en bestemt Lov eller bestemte Anordninger gjælder, Lagdømme«. P. A. Munch og Magnus Olsen oversætter det med »Njords Lagdømme«[563]. Hadde det været paa Sydhavsøerne med deres tabu og paa overtro og gudetro hvilende retssætninger, da kunde jeg ha skjønt en slik tydning, men ikke i Norge. Det siges intet steds, at Njord eller andre guder gav særskilte retssætninger, som gjaldt for deres dyrkere. At forklare Njarðarlǫg like ens som Gulaþingslǫg eller Þrœndalǫg gir ingen mening. Men i Danmark var laug eller lav, som før nævnt, det almindelige navn paa gilderne[564], vistnok fordi faste love eller sætninger bandt medlemmerne sammen. Det er noget liknende som naar det i kong Eiriks gildeforbud for Bergen (1295) heter: Þat firir bioðum ver ok fulkomlega ... at þeir ... dickti ser nokor lagh ædr settningar. Hvorfor kan ikke Njarðarlǫg betyde »Njords gilde« og hænge sammen med at det paa Onarheim var en hvirfingsdrykkja eller et gildt i forbindelse med blodfesterne dér, en forløper for det senere saa mægtige Onarheimsgilde? Alt tidligere er det vi vet om de ældste frankiske gilder, stillet sammen med dyrkelsen av Frøy og Njord. Siegfried Sieber siger i sin før nævnte avhandling »Nachbarschaften, Gilden« etc.[565]: »Die älteste Stelle (ɔ: hvor gilder nævnes) scheint die bei Müllenhoff und Scherer (Denkmäler 198) dem 8. Jahrhundert zugewiesene sächsische Abschwörformel zu sein: ’Ec forsachu allum diobolgelde‘. Das wichtigste Zeugnis ist der Erlasz Hinkmars von Reims, der im Jahre 852 sich gegen das heidnische Wesen bei den Gildegelagen wendete. Wir erfahren daraus, dasz man dabei zwar den Becher zum Gedächtnis der Heiligen leerte, aber dann unmäszig trank, sang, Bären und Tänzerinnen auftreten liess und ’larvas daemonum, quas vulgo talmascas dicunt‘ benutzte. Talamasca bedeutet nach Schade altd. Wb. larva, monstrum, Maske. Wir haben hier offenbar ein Jul- oder Fastnachtsgelage vor uns, das teilweise römische Einflüsse aufweist (Tänzerinnen), teilweise altheidnische Gewohnheiten bewahrt (Masken), dazu aber als dritten Bestandteil schon das Christliche fügt, indem man statt Njörd und Frey dem heiligen Stephanus Minne trinkt, dessen Jahrestag (26. Dezember) ja mit dem Julfeste zusammenfällt.«

Ved de store høstblot til ære for Frøy var ungdom av begge kjøn tilstede og drak hverandre til to og to, eftersom parrene ved lodtrækning blev ført sammen. Til et slikt høstblot tænker Magnus Olsen sig at Eddakvadet Skírnismál er digtet[566]. Adam av Bremen fortæller at det ved de store blotfester i Upsaler, som var Frøysfester, blev fremsagt vekselsanger og drukket minner (like ens som ved gilderne); Adam kalder dem uhøviske og vil derfor ikke gjengi dem[567]. Alt dette tyder paa sammenhæng mellem gilderne og dyrkelsen av Vaneguderne. Paa Ramstad og Gildvangen er ogsaa Njord og Frøy blit dyrket. Njardøy betyr »Njords ø«. Derfor tror jeg at Njardarlǫg fra først av har været navn paa den krins, hvirfingsdrykkja eller samdrykkja, som hadde sit møtested ved Njordhelligdommen paa Onarheim. Paa samme maate er det gaat til at Frøyslǫg blev navn paa en grænd i en liten sidedal i Sogndal i Stavanger amt, hvor den gamle samdrykkja ved Freyshelligdommen endda mindes i gaardnavnet Frøitlog[568].

Gilderne i Norge binder nutid og fortid sammen. Deres oprindelse gaar tilbake til forhistorisk tid, kanske til før vikingtiden. Mindet om dem lever endda. De hadde sin vigtige plass i samfundet, som ingen nyere institution siden helt har utfyldt. Derfor kunde en ønske, at det paany rundt i bygderne blev reist gildeskaaler, dér ung og gammel, mænd og kvinder, kunde møtes og de unge lære av de gamle, lære at elske den jord, de bor paa og overleveringen om forfædrene.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Videnskapsselskapets Skrifter, II. Hist.-filos. Klasse, 1914 Nr. 4, Kristiania. Citeres i det følgende som: Kultminder.
  2. Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter, Andet Binds anden Afdeling (Nordmændenes private Liv i Oldtiden), s. 108 ff.
  3. Jfr. Kultminder, s. 210, 211, 213–219. – Norske Gaardnavne (citeres som NG.) II, 381 n. 140–142.
  4. NG. II, 376, n. 75.
  5. Det er heller ikke lykkedes Magnus Olsen at finde nogen hedensk helligdom like ved det gamle Eiðsvǫllr; jfr. Kultminder, 122 f.
  6. NG. XV, 261. Jeg har selv været paa stedet og efter oplysninger, jeg fik, har det visst aldrig været akerland. Jfr. Magnus Olsens undersøkelse om Vin-navnene i Kultminder.
  7. Jfr. Sigurd Ranessøns proces, udg. af Gustav Storm, s. 63.
  8. NG. III, 83.
  9. Kultminder, 223.
  10. DN. VII n. 420.
  11. DN. II n. 709, 724, III n. 710, IV n. 1010. Dal er matrikelnumer 76, 77, Fjæstad n. 93, 94, Vold n. 100 og Arneberg n. 4–6 i Romedal (NG. III, 128 ff.)
  12. DN. II n. 619, III n. 544. NG. V, 378 n. 45 og 380, n. 54.
  13. DN. III n. 828.
  14. NG. I, s. 10 f. Trøgstad præstegaard er n. 61; n. 62–64 er de nyere (middelalderlige) gaarder Sjønhaug med underbruk Sjønberg, Skrammerud og Gopperud; n. 65 er Frøshov, n. 66 Løken.
  15. Norske Gaardnavne, Forord og Indledning, s. 77.
  16. DN. XI n. 229, n. 62. NG. I, 27.
  17. DN. IV n. 1013.
  18. NG. I, 34f.
  19. DN. I n. 236, NG. I, 40 n. 41.
  20. DN. IV n. 267, 847 o. fl. Jeg tar ellers i det følgende ikke med alle de ganger, hvor brev er utstedt fra kirkesteder og præstegaarder.
  21. DN. IV n. 852, XV n. 85. NG. I, 55 n. 19–20.
  22. DN. IX n. 207, V n. 608, VIII n. 288. NG. I, 67.
  23. DN. II n. 607, V n. 471, NG. I, 84.
  24. DN. X n. 102.
  25. DN. I n. 944, II n. 553, XV n. 140, NG. I 94.
  26. DN. II n. 282.
  27. NG. I, 126, 100.
  28. DN. I n. 793, NG. I 121 f (n. 216, 221, 224).
  29. Det heter i et brev av 1550: till bygdesteffne thenn første ther holids paa Leikong i Edzberge szogenn huesz (DN. IV n. 1126, jfr. XIV n. 22, V n. 544.
  30. NG. I, 142. 7 DN. I n. 928 o. fl.
  31. Jfr. A. Kjær, Maal og minne, 1914, s. 215 ff.
  32. DN. IX n. 216, 160.
  33. DN. VIII n. 421, NG. I 139. Hverken Hærland eller Folkenborg synes dog at ha været faste stevnesteder.
  34. DN. VIII n. 420, jfr. n. 415 og 419, NG. I, 185. Selve fjerdingene er ikke altid kaldt efter gaarder, saa dem har jeg ikke kunnet bruke for at finde tingstederne, jfr. Dalafjórðungr, Ytrabygðarfjórðungr'' og Kirkjufjórðungr i Enebak (NG. II, 126).
  35. DN. VII n. 479.
  36. DN. III n. 311, 993, XI n. 116, NG. I, 203.
  37. DN. IV n. 507, NG. I, 200 f.
  38. DN. II n. 501 (s. 38710.
  39. DN. XII n. 202, NG. I, 247.
  40. Magnus Olsen helder (Kultminder, 168) til samme mening m. h. t. Guðisáss i Furnes.
  41. NG. II, 224.
  42. Kultminder, 131–141, 155–162, 216–219.
  43. NG. I, 248, DN. IX n. 335. XV, s. 55.
  44. Jfr. Kultminder, 149 f.
  45. DN. V n. 1010 (1511): wy vore paa ret ledyngs tag y Bonde, jfr. NG. I, 261.
  46. DN. III n. 687.
  47. NG. I, n. 273.
  48. DN. VII n. 380.
  49. DN. V n. 721, NG. I, 285.
  50. DN. III n. 682 (s. 491 6 f.), I n. 669.
  51. DN. II n. 673, NG. I, 318 n. 90, 91.
  52. Snorri Sturluson, Edda, udg. af Finnur Jónsson (Kbhvn. 1900) s. 31 (§ 31).
  53. Kultminder, s. 72–73. NG. I, 319 n. 102–102,1.
  54. DN. XI n. 287,7; XIV n. 22.
  55. NG. I s. 329, n. 39–43 og s. 337 f.
  56. Magnus Olsen siger i Kultminder, 213 anm. 1 om Tésal(ir): »Da dette sidste navn vel er at forklare i lighed med nabolandskabets navn Óðinssalr, turde man i - have at søge en gudebetegnelse, som er nær beslegtet med tîwa, gud (Týr)«.
  57. DN. XVI n. 687; NG. I, 327 f. Nabogaard til Tom paa den anden side er Hestevold, hvor det vel har været hesteskei, ikke havnegang som O. Rygh mener. I et brev fra Fyresdal i Telemarken (av 193 1634) kaldes volden, hvor det holdtes hesteskei, for »hestewollen«.
  58. DN. I n. 933, 1075.
  59. DN. IV n. 593.
  60. DN. II n. 715.
  61. NG. I 343 f. (n. 38), 348 (n. 81).
  62. DN. XIII n. 141.
  63. DN. III n. 174, NG. I, 360 f. (n. 1 og 3).
  64. DN. III n. 1104.
  65. DN. IX n. 152, V n. 608.
  66. DN. IX n. 350.
  67. NG. I, 392. Første led synes at være guð »gud«.
  68. DN. I n. 993.
  69. DN. VII n. 877, VIII n. 788.
  70. DN. IV n. 747, NG. II, 89.
  71. DN. I, 350.
  72. DN. II n. 330; NG. II, 187.
  73. DN. VIII n. 194, II n. 419 o. fl. steder.
  74. DN. IX n. 298 o. fl.
  75. NG. II, 238.
  76. DN. II n. 760, I n. 486, NG. II, 248.
  77. Jfr. forklaringen i NG. V, 261 f. Skjøl i Øvre Eker, som var nabogaard til Bergs nedlagte kirke.
  78. NG. II, 248.
  79. DN. V n. 400, IV n. 452; NG. II, 267.
  80. Kirkestedet synes dog i middelalderen at ha hett Kirkjuvǫllr.
  81. DN. II n. 78, 403, V n. 897; NG. I n. 316.
  82. DN. I n. 182, NG. II 345.
  83. DN. V n. 135, IV n. 398. NG. II, 362.
  84. Kultminder 213 anm. 1.
  85. DN. XIII n. 133, NG. II, 353 f. (n. 147–150).
  86. XV s. 57,60.
  87. DN. V n. 286, NG. II, 399.
  88. DN. V n. 109.
  89. Jfr. Kultminder, 168 f.
  90. DN. III n. 797.
  91. NG. IV2, 90 f.; jfr. Kultminder, 274.
  92. Nabogaard til Vinju er Asla (paa 1500-tallet skrevet Aslag, Aslaag). Jeg tror ikke, at dette navn er sammensat av æsernes navn og lag eller lǫg (like ens som f. eks. Njarðarlǫg).
  93. Paa Fylkeshaug foregik ogsaa tinglysninger og overenskomster (jfr. DN. III, n. 258).
  94. DN. II n. 178, 228.
  95. NG. III, 46.
  96. DN. III n. 509, I n. 612.
  97. DN. XII n. 195, 207.
  98. Kultminder, 231 anm. 1.
  99. Aslak Bolts Jordebog, udg. af P. A. Munch, s. 130 til s. 158: »Item aff Samsals yorder vdy Ringis agger prestha gyldh«. Hertil regnes 44 gaarder, mest i Ringsaker præstegjeld.
  100. DN. III n. 714, 718; DN. I n. 914 er stilet: »i preste gardin a Ringesakre«.
  101. DN. IV n. 730.
  102. Kultminder, 221.
  103. DN. I n. 796, XII n. 195, VII n. 354, III n. 700.
  104. DN. III n. 171: a Haughi stefnubynom a Nese.
  105. DN. V n. 148, 485.
  106. NG. III, 56 (n. 77 f.), 66; DN. III 294, Den Røde Bog (Biskop Eysteins Jordebog, udg. af H. J. Huitfeldt), 298 (citeres som RB.).
  107. DN. II, n. 281, 341, IX n. 213; NG. III, 76 f.
  108. NG. III, 80, DN. I n. 567.
  109. DN. V n. 210, IV n. 124.
  110. DN VII n. 444, V n. 954, I n. 1064, XII n. 305.
  111. DN. III n. 320, VIII. n. 155 (to tinglysninger), NG. III, 99.
  112. DN. I n. 1051.
  113. DN. II n. 134 (s. 131, 11–12), 135; NG. III, 120.
  114. DN. II n. 709.
  115. NG. III, 139.
  116. DN. XIII n. 13.
  117. NG. III, s. 135 ff. Romedal præstegaard er nr. 74, nr. 75 er en yngre gaard Skytteren, nr. 76–77 er Dal, nr. 79 Ske, nr. 94–95 er Fjæstad, nr. 99 Busvold og nr. 100 Vold. De to sidste har været én gaard (Vǫllr).
  118. DN. II n. 724.
  119. DN. IV n. 1010: mith varom a Vælle som ligher j Rvmædal .... kom thar a stemnæ firir oss ...
  120. DN. III n. 710.
  121. DN. III n. 1021.
  122. Jfr. dog Tøfsti, som O. Rygh gjætter paa er opr. *Taufrarsteinn, av taufr (tysk Zauber) »trolddom, trolddomsmidler« (NG. III, 141).
  123. DN IV n. 1029, IV n. 1110, XII n. 218 (1451): a Gudhakre j Skogn a rættom stemfnoby.
  124. DN. XI n. 598.
  125. NG. III, 160.
  126. DN. III n. 231, 324, 370. DN. VII n. 316.
  127. 127,0 127,1 Fornmannasögur VIII, 42, 46, 310.
  128. DN. V n. 345.
  129. DN. V n. 446. Her heter det feilagtig: mit warom a Ose som rætter stemfnoby ær ok ligger j Vpstadha sokn j Odale (Vpstadha er rettet fra Straums).
  130. DN. I n. 505, NG. III, 182 og 191.
  131. DN. XI n. 535.
  132. DN. V n. 505.
  133. DN. IX n. 466.
  134. NG. III, 370.
  135. NG. III, 320 n. 115; nævnes første gang i 1578.
  136. NG. III, 317; nævnes første gang i 1520.
  137. 6. december.
  138. DN. IX n. 235.
  139. DN. V n. 166.
  140. DN. XV n. 48, jfr. IV n. 871.
  141. DN. III n. 1176.
  142. NG. IV, s. 26 (n. 117 f.); præstegaarden er nr. 102.
  143. DN. I n. 326, jfr. n. 699, 728, 821; NG. IV, s. 33.
  144. DN. III n. 783, NG. IV1 s. 38, 46.
  145. DN. II n. 412 III n. 185.
  146. DN. III n. 782, 1110, I n. 133 o. fl.
  147. DN. III n. 635: j stæmnostunne a Monom.
  148. DN. III n. 185. Rost er av utgiverne forstaat som stedsnavn: det samme gjør Rygh (NG. IV1, s. 93), hvor han gjenfinder Rost ved skillet mellem Kvam og Sødorp i Nordre Fron.
  149. Kultminder, 126.
  150. DN. III n. 548; jfr. III n. 326(?) Om denne forklaring er rigtig, er jeg dog ikke helt viss paa. Ordene i DN. I n. 185 maa ogsaa kunne forstaas som om altinget i 1280 blev holdt paa Ljufarvang ved Rost(en).
  151. DN. VIII n. 356, III n. 1106.
  152. DN. V n. 207.
  153. DN. X n. 743.
  154. DN. I n. 666.
  155. DN. IX n. 290; jfr. X n. 143.
  156. NG. IV1, s. 80.
  157. DN. V n. 279.
  158. DN. II n. 803.
  159. Efter Lange, Klosterhistorie (2. utg.), 377.
  160. Efter Lange, Klosterhistorie (2. utg.), 377.
  161. DN. II n. 204, 212.
  162. NG. IV1, 165–168 (Revolen er nr. 41, Gillebu er nr. 55).
  163. DN. III n. 866, NG. IV1, s. 109.
  164. DN. III n. 240, IV n. 101, 161.
  165. DN. V n. 711.
  166. NG. IV, s. 142; navnet skrives i 1520 Vale, 1591 Volle.
  167. DN. III n. 120, V n. 84, 196.
  168. DN. V n. 445, III n. 322, 555.
  169. DN. V n. 375.
  170. DN. VI n. 143.
  171. DN. III n. 1163, NG. IV 1, s. 183.
  172. NG. IV 5, s. 282 f.
  173. DN. II n. 257 o. fl. steder.
  174. DN. II n. 257, XIII n. 29, NG. IV2, s. 284.
  175. DN. IX n. 263, IV n. 1105; NG. IV2, s. 286.
  176. I Eddakvadene og den ældste skaldedigtning betyr folk: I. krigerskare, kjæmpende mænd, II. kamp, strid, men aldrig »folk, mennesker«. I Grimnismál, str. 48 (siz meþ folkom fórk), betyr folk ogsaa snarest krigerskarerne som Odin fór med. Oldslav. pluku, som er laant fra germansk, bet. »krigerskare«.
  177. NG. I, 139 f. NG. I, 172.
  178. DN. IV, n. 159, 209, NG. IV2, s. 290.
  179. DN. IV n. 545, II n. 753.
  180. DN. IX n. 179, 214.
  181. DN. II n. 254.
  182. DN. III n. 111.
  183. DN. X n. 279, II n. 328, NG. IV2, s. 5 f. (n. 27, 33), jfr. Kultminder, 165.
  184. DN. I n. 227, XVI n. 53, NG. IV2, s. 32 f. (n. 19, 25).
  185. DN. III n. 424.
  186. DN. III n. 407, 408, II n. 408; NG. IV2, s. 64.
  187. DN. XI n. 27, NG. IV2, s. 77.
  188. NG. IV2, s. 21 f., DN. IV n. 462 o. fl.
  189. DN. II n. 219, NG. IV2, s. 203–205.
  190. DN. II n. 768.
  191. DN. II n. 732.
  192. DN. III n. 169, 388.
  193. NG. IV2, s. 155; Kultminder, 290.
  194. DN. II n. 456.
  195. DN. V n. 435, NG. V, s. 467.
  196. DN. IX n. 367, 398, NG. V s. 451.
  197. DN. IX n. 398, 447; NG. V, s. 433.
  198. Flere Numedalsbrev er ogsaa dateret Glaim i Veggli (NG. V, s. 43), se DN. IX n. 344, 364, 374. Men Glaim synes ikke at ha været tingsted.
  199. DN. II n. 1029.
  200. NG. V, s. 153.
  201. DN. I n. 649, NG. V, 116.
  202. DN. IX n. 130, XI n. 370, XIII n. 149, 730.
  203. NG. V, 196 f.
  204. DN. XII n. 601, NG. V, 181–183. Vad er g.n. 29, præstegaarden g.n. 36.
  205. DN. II n. 619, III n. 544, X n. 221 o. fl.
  206. NG. V, 578, 380. Det er galt, naar Magnus Olsen (Kultminder, 212) siger, at »Aaker i Sandsvær er nabogaard til g.n. 80 Hof«. Hof og Aaker ligger paa hver sin side av elven.
  207. DN. I n. 349, 381, V n. 393, X n. 184.
  208. DN. V, 371.
  209. DN. X n. 184.
  210. NG. V, 420.
  211. DN. XI n. 212.
  212. DN. III n. 601, XIII n. 189, III n. 932.
  213. NG. V, 394 ff. (kirkestedet, Hedenstad, er g.n. 113, Hotvet g.n. 120 og Hassel g.n. 131).
  214. DN. II n. 954, IX n. 219.
  215. Se nedenfor.
  216. DN. X n. 259, NG. V, 204, 206 f.
  217. DN. I n. 344, X n. 139, V n. 736; NG. V, 10. Alt i 1335 nævnes stevnestuen paa Frøishov (j stæfnu stofuonni a Frœysofue a Rœysi, DN. I n. 344).
  218. NG. III, 6, DN. X n. 139.
  219. NG. V, s. 22, 30.
  220. DN. IV n. 379, jfr. n. 327, III n. 355, X n. 553.
  221. DN. II n. 296, IX n. 191, NG. V, 48.
  222. DN. V n. 372, NG. V, s. 270.
  223. NG. V, s. 264.
  224. DN. VII n. 465.
  225. DN. II n. 428.
  226. DN. IX n. 219, 242, NG. V, s. 256.
  227. DN. III n. 299, 631, 638, 662, NG. V, s. 261 f. Jfr. om Skjøl, Kultminder, 304, hvor Skjøl forklares som Skeðjuhof og hvor vi i første led skulde ha gudinden Skades navn. Magnus Olsen, som bare refererer denne forklaring, synes selv ikke at tro paa den. Det ligger ogsaa meget nærmere at forklare Skjøl som en vold, hvor det i gammel tid var hesteskei. Rundt i landet er jo, som vi siden skal se, leikarvollen og skei-vollen blit mittpunktet i bygden.
  228. DN. III n. 448, NG. V, 340.
  229. DN. V n. 458, NG. V, 347. Magnus Olsen mener at navnet Frøtvets gamle form er *Frøyjuþveit (Kultminder, 45).
  230. DN. IV n. 469.
  231. DN. X n. 236, NG. V, 310 f.
  232. DN. XI n. 127, I 996, NG. VI, 53. [Wikikildens anmerkning: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  233. DN. XI n. 270.
  234. DN. X n. 52, XI n. 67. NG. VI, 94.
  235. DN. IV n. 599.
  236. A. W. Brøgger, Borrefundet (Videnskapsselskapets Skrifter. II. Hist.-filos. Kl. 1916. No. 1).
  237. DN. V n. 908; NG. VI, 151.
  238. DN. IV n. 464, NG. VI, 139.
  239. DN. XI n. 60, VIII n. 215, 339, NG. VI, 138.
  240. DN. III n. 496.
  241. NG. VI, 272.
  242. DN. X n. 81, 89, I n. 406, III n. 649.
  243. Jfr. Lorens Berg, Tjølling, 282.
  244. Sammesteds, 264, DN. VIII n. 346.
  245. A. Kjær i »Festskrift til Alf Torp«, s. 185.
  246. DN. I n. 1118.
  247. NG. VI, 323.
  248. NG. VI, 118, 164.
  249. NG. VI, 326.
  250. I tidens løp blev navnets opr. betydning glemt og folk trodde at Lióðhús(ar) var en opkaldelse efter byen i Vestergötland. Derav kom det at et underbruk under nabogaarden Stenbjørnrud fik navnet Kongell (første gang nævnt i 1668). Konghelle og Lødøse er jo nabobyer.
  251. Saaledes skrives navnet f. eks. i »Cogadh Gaedhel re Gallaibh« (Wars of the Gaedhil with the Gaill), ed. Todd, 15216. Senere er d blit aspireret og navnet skrives Leodhus, Leoghus (Cathreim Cheallacain Caisil, c. 16, 19). Derav kommer sammenblandingen med Ljóðhús.
  252. NG. VII, 211 f.
  253. Jeg tror at den oprindelige form av navnet er Ljóðhús i ental. Men fordi det var flere hus paa en gaard og fordi saa mange andre gaardnavn (f. eks. de paa -staðir) har flertalsform, saa blev ogsaa Ljóðhús til *Ljódhusir (í Ljóðhúsum), like ens som f. eks. Viðhúsir, likeledes i Bø (NG. VII, 212.)
  254. DN. II n. 739, jfr. I n. 397 (1367): j sætstofuonne a Bakkanom j Hæidæræims sokn.
  255. Lorens Berg, Hedrum, en bygdebok, s. 304. De paa Bakke utstedte brev angaar ogsaa Hedrum præstegaard.
  256. DN. III n. 1152.
  257. Lorens Berg, Hedrum, 226.
  258. NG. VI, 342.
  259. L. Berg, Hedrum, 224.
  260. Jfr. Lorens Berg, Hedrum, 143 f.
  261. DN. XI n. 129, NG. VI, 190, 197 f.; jfr. ogsaa Gjellestad i Askim og Berg, Smaal. (NG. I, 46, 219).
  262. DN. III n. 910.
  263. DN. IX n. 512, 766, 772, X n. 118, NG. VI, 373.
  264. DN. II n. 617, NG. VI, 239.
  265. DN. XI n. 565, NG. VI, 378.
  266. DN. VIII n. 255, NG. VII, 382.
  267. DN. IX n. 457, XIII n. 85, IX n. 1004, I n. 919.
  268. NG. VII, 58 f.
  269. A. Bugge, Hvorledes Vesttelemarken blev bygget (»Norsk folkekultur« II, 16).
  270. DN. XIII n. 23. Jeg har før forklaret Igufstveit som en nu forsvunden gaard i Høidalsmo, men det er mindre sandsynlig.
  271. DN. XIII n. 23.
  272. DN. V n. 876.
  273. Til Væting og nabogaarden Moghus, som opr. var en part av Væting, hører en flat vold som kaldes Skeie og ligger nedover mot kirken og Øyskogn, dér en stor samling gravhauger viser at det har været begravelsesplads alt i hedensk tid.
  274. DN. IX n. 373.
  275. DN. VIII n. 507, 729. Flaabygd hørte likesom Vesttelemarken til Skatlandet. NG. VII, 193, 268.
  276. NG. IX, s. 270 og citaterne dér og DN. II n. 1091.
  277. DN. V 957 og NG. IX, 164.
  278. DN. II n. 758.
  279. Norges land og folk, Nedenes amt, udg. ved A. Helland I, 18.
  280. NG. VIII, s. 120 og henvisningerne dér.
  281. NG. VIII, 42.
  282. DN. X n. 296.
  283. DN. IV n. 827, I n. 642, 774, VIII n. 383, I n. 714.
  284. DN. IV n. 946, XII n. 228. I Norske Gaardnavne VIII, 42 heter det om Strengereid i Holt: »Ofte nævnt i den senere Middelalder, fordi det var Thingsted, og Skibreden derfor nævntes derefter«. Jeg har i DN. ikke fundet noget eks. paa at Strengereid nævnes som tingsted; jeg er ikke viss paa at skipreiderne er nævnt efter tingstederne.
  285. DN. II n. 962.
  286. DN. X n. 149. Hvorfor Klepland er blit tingsted, kan jeg ikke sige. Det maa ha været en gammel storgaard; paa dens grund er bl. a. en langhaug med en bautastein (Nicolaysen, Norske Fornlevninger, 268).
  287. DN. XV n. 22, NG. IX, 75. Frøisland (Frøysland) indeholder som første led guden Frøys navn.
  288. DN. VI n. 665, IX n. 777.
  289. DN. VI n. 399, 422; NG. IX, 89.
  290. DN. IX n. 267 o. fl.
  291. DN. IX n. 267, VI n. 434, NG. IX 107, 111, 127.
  292. DN. V n. 957; se ellers henvisningerne i NG. IX, 164.
  293. DN. VI n. 573, NG. IX, 169.
  294. DN. VI n. 682.
  295. DN. IV n. 882, 996.
  296. DN. IV n. 882, 967 o. fl.
  297. DN. II n. 910.
  298. DN. XVIII n. 94.
  299. DN. IV n. 891.
  300. DN. II n. 1091.
  301. NG. IX, s. 279 og de der anførte citater.
  302. DN. VI n. 622; NG. IX s. 291 f.
  303. NG. IX, 242 og de anførte eks.
  304. NG. IX s. 125, 128.
  305. DN. IV n. 997.
  306. Heimskringla, udg. ved Finnur Jónsson III, 359, 468. Det staar i sagaen at Laksa-Paal i 1139 var »farinn i Hamarsfiǫrð inn til gagndaga-þings«. Hamarsfjǫrðr er fjorden ved Hammer paa Osterøy. Ogsaa Onarheimstinget blev holdt i »gangdagene« (de tre dager før Himmelfartsdag).
  307. NG. XI, 464, Olafsen, Ullensvang, 611. DN. V n.119.
  308. DN. IV n. 386.
  309. 309,0 309,1 DN. IX n 174; NG. XIII, 395.
  310. DN. XI n. 246, 295.
  311. 311,0 311,1 DN. X n. 167.
  312. 312,0 312,1 DN. II n. 1125.
  313. NG. XIII, 188 og henvisningerne dér.
  314. DN. IX n. 105, Bagœy er feil for Vagœy XVIII n. 55; jfr. NG. XIII, 290.
  315. DN. V n. 681.
  316. DN. IX n. 176.
  317. DN. V n. 610.
  318. Jfr. Magnus Olsens utredning om Vǫllr som stedsnavn, Kultminder, 150.
  319. DN. I n. 1026; NG. XV, 312, 315.
  320. DN. VIII n. 480, NG. XV, 89 (opr. Ǫlvishaugr).
  321. DN. III n. 30.
  322. NG. V, 303.
  323. Aslak Bolts Jordebog, 87.
  324. NG. XVI, 100.
  325. Hærøen i Hole (i Steinsfjorden) kan efter Magnus Olsen være sammensat med heri »hare« eller mandsnavnet Heri.
  326. Olafs saga hins helga, en kort Saga om Kong Olaf den hellige fra anden Halvdel af det tolfte Aarhundrede, udg. af R. Keyser og C. R. Unger (Christiania 1849), s. 23.
  327. Saga Olafs konungs hins helga (Christiania 1853), s. 9.
  328. Sigurd Ranessøns Proces, udg. af Gustav Storm, s. 11, 25–27; jfr. A. Taranger, Udsigt over den norske rets historie I, s. 37 anm. 1.
  329. I Norges land og folk, Lister og Mandals amt (udg. af A. Helland) I, 22, heter det: »I 14de og 15de aarhundrede, da skibrederne ogsaa var thinglag (þinghá, þingstoð)«. De var det alt i 13de aarh.
  330. Jfr. Frost. XIV k. 7 og indledn. k. 15 n.
  331. NGL. III s. 30 n. 4.
  332. Se citaterne i J. Fritzners »Ordbog over det gamle norske Sprog« III2, s. 1021 f.
  333. DN. VI n. 424.
  334. DN. XIII n. 152. Skipreiden har navn efter Aagedal i Grindum eller snarere i Bjelland (NG. IX, 125, 128).
  335. NG. IX, 201.
  336. NG. IX, 164.
  337. DN. II n. 709.
  338. DN. I n. 637.
  339. DN. IV n. 1029 og ovenfor, s. 111.
  340. DN. II n. 343.
  341. NG. IV1, s. 118.
  342. DN. III n. 759; jfr. n. 762.
  343. DN.I n. 736.
  344. NG. IV, s. 173.
  345. DN. I n. 556.
  346. DN. II n. 794.
  347. DN. II n. 630.
  348. DN. III n. 772.
  349. DN. V n. 711, jfr. s. 116.
  350. DN. V n. 833.
  351. DN. III n. 1006.
  352. DN. II n. 381.
  353. NG. IV2, s. 26, 47 f.
  354. DN. III n. 673; jfr. NG. IV2, s. 218 f.
  355. DN. XVI n. 53.
  356. Norges gamle Love V, s. 398 (Glossar av E. Hertzberg).
  357. NGL. IV, 431 anm.: Lensmandz eidh.
  358. NGL. III, s. 5 (§ 4).
  359. NGL. III, 21 (§ 7).
  360. NGL. IV, 431 anm.
  361. NGL. (2. række) I, s. 5{{sup|12}.
  362. Jfr. DN. II n. 163, 218, 342.
  363. Varianter: ij bygdelaga og paa bygdhe steffne.
  364. NGL. III, s. 30 anm. 4.
  365. DN. I n. 255, 296.
  366. DN. III n. 8288.
  367. DN. V n. 518.
  368. Jfr. P. A. Munch, Historisk-geografisk Beskrivelse over Kongeriget Norge, 197.
  369. DN. V n. 711.
  370. Jfr. E. Hertzberg, Grundtrækkene i den ældste norske Proces, 113 f.
  371. Jfr. K. Maurer, Altnordisches Staatsrecht u. Gerichtswesen II, 36.
  372. DN. V n. 505.
  373. NG. III, 221, 228.
  374. NG. IV2, s. 247 f.
  375. Se NG. V, 467, 451, 433.
  376. Fornmannasögur VIII, 395; IX, 15, 465.
  377. Se henvisningerne i NG. XIII, 370.
  378. DN. IV n. 386.
  379. Norges land og folk, Romsdals amt (utg. av A. Helland) II, 1030 f.
  380. NG. V, 117, 136, 145; II, 248.
  381. Se NG. II, 267, Kultminder, 150.
  382. NG. XV, 37, 39.
  383. Kultminder, 150.
  384. Kultminder, 216.
  385. NG. II, 370.
  386. NG. II, 371.
  387. NG. X, 209.
  388. NG. III, 141 f.
  389. NG. IV2, 183, DN. IX n. 380.
  390. DN. III n. 1152.
  391. NG. VI, 342 f.; se ovenfor s. 126.
  392. NG. V, 371, 373.
  393. Kultminder, 282, 163 ff.
  394. Reallexikon der germanischen Altertumskunde I, 468 ff. (under Ding), II 164 ff. (Gerichtsverfassung)
  395. Sammested II, 166 f.
  396. Germania, k. 11.
  397. Germania, k. 43 f.
  398. Sir Henry Maine, Ancient Law (The New Universal Library, London, G. Rutledge & Sons), 103.
  399. Reallexikon II, 166.
  400. NG. X, 142 f.
  401. Kultminder, 120.
  402. Kultminder, 120–122, NG. X, 140 f.
  403. Kultminder, 116 ff.
  404. Liste over navn, sammensat med þing: NG. I, 129 i Þingbærghom i Osfjerdingen (Rakkestad), forsvundet; NG. III, 271 Þinghaugr, plass under Hofs præstegaard, nabosogn til Grue, forsv.; NG. IX, 263 Tingvatn, Hægebostad; NG. X, 283 Tingholmen, Hetland; NG. I, 14 Tinghaug, plass under Nøkleby, Trøgstad; NG. I, 229 Tingsbu, plass under Rokke (1723); NG. III, 320 Tingby (Elverum) i forbindelse med det gamle tingmarked paa Torge; NG. III, 182 i Þingosom (Ting Os, Søndre Odalen), nabogaard til Østre Os; NG. IV2, 183 (Søndre Land) Tingvold (nævnes 1ste gang 1592), nabogaard til Odnes; NG. VI, 140 Tinghaug, nyt navn; NG. VI, 342 (Hedrum) Tinghaugen (1ste gang 1664) nabogaard til Bommestad (*Bóndþingsstaðir); NG. XIII, 370 Tingvold herred, Romsdal (Þingvǫllr); NG. XV, 339 Tingstaden (1ste gang 1590) = þingstaðr, men nyere navn om en plass med reiste stener, som blev holdt for tingplasser, men er hedenske gravsteder.
  405. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1901, s. 173 f.
  406. Kultminder, 218.
  407. Kultminder, 218.
  408. NG. V, 258.
  409. NG V, 45.
  410. Se NG. IV1, 91.
  411. NG. V, 45.
  412. Endel navne paa -akr, saaledes Óðinsakr, maa dog være yngre, jfr. Kultminder, 234. Merk ogsaa at Ullinshof paa Romerike er blit til Ullensaker.
  413. Av hǫrgr, en ældgammel slags helligdomme.
  414. NG. II, 332.
  415. Kultminder 217.
  416. NG. V, 56–59.
  417. Kultminder, 275.
  418. Se Kultminder, 212.
  419. Jfr. Kultminder, 214.
  420. NG. X, 364, 369.
  421. Kultminder, 219, 223.
  422. NG. II 161, 165.
  423. Kultminder, 103–115 o. fl.
  424. NG. III, 126, 147.
  425. Kultminder. 136. Jeg er dog ikke viss paa om ikke Vangr ogsaa fra først av hadde en mere almindelig betydning og fra først av bare var navn paa vangen mitt i bygden, hvor folk møttes til lek, gilde, ting, gudsdyrkelse osv.
  426. NG., Indledning, 64 f.
  427. Liste over utbredelsen av navnet Leikvin:
    I. Smaalenenes amt. NG. I.

    1. S. 11 Løken (Trøgstad), nabogaard til Frøshov (Frøyshof), hvor i hedensk tid et tempel til Frøy og nær kirken.

    2. S. 42 Løken (Askim), litt syd for kirkestedet.

    3. S. 56 Løken (Spydeberg), nabogaard i øst er Torget (hvor engang markedsplass), i vest Lund (hvor hellig lund?) i syd kirkestedet (adskilt ved det middelalderlige Rud).

    4. S. 156 Løken (Eidsberg, Hærland sogn), øst for kirkestedet Hærland, bare skilt ved gaarden Bjørnstad som er fra vikingtiden.

    5. S. 325 Løken (Raade), temmelig langt fra kirkestedet, men like ved Vold, hvor navnet viser, at det ogsaa har været et sted for offentlige sammenkomster.

    6. S. 347 Løken (Rygge), nabogaard til Lyby, som synes at ha været tingsted og gammelt gildehus, ikke langt fra kirkestedet.

    7. S. 360, Løken (Vaaler), tingsted, nabogaard til kirkestedet og nær Torsnes (se s. 105).

    II. Akershus amt. NG. II.

    8. S. 28 Løken (Kraakstad), nabogaard til den gamle storgaard Frogner og til Vang, hvor navnet viser at der har været gammelt kultsted, ca. 2 km. nord for kirkestedet.

    9. S. 142 Løken (Bærum, Tanum sogn), mitt i den ældste bygd. Heradsbygden, som sammen med Lillehov kaldtes Hoff i Herradet (det religiøse mittpunkt i hedensk tid).

    IV. Kristians amt. NG. IV: og IV:.

    25. NG. IV1, s. 236 Løkene, forsv. gaardnavn i Faaberg, nær Hov og Bero (n. 26 og 27 f., s. 215), se Aslak Bolts Jordebog, s. 104: It. Løkene ein øydeg. ligger helmingen till Hofs ok helmingen till Bero.

    26. 27. IV2, s. 127 Løken lille og store (n. 9–10) og s. 131 (n. 41–43) Løken vestre og øvre og Løken (alle i Lunner), like nord for Frøisli (Frøislíð) og Hovland, som var kirkested.

    28. S. 151 Løken (Gran), kaldes a Lœykini i Áll (av alh »helligdom«?), tingsted i Áll eller i Handal, nabogaard til Lunden og Gullen (Gullin), hvor en række gamle gravhauger.

    29. S. 186 Løken (Hov, Søndre Land), tingsted (?), jfr. DN II, s. 461.

    30. S. 283 Løken (Lomen, Vestre Slire), like ved kirkestedet og nabogaarden Hov.

    31. S. 303 Løki (Voldbu, Østre Slire), præstegaard.

    V. Buskerud amt. NG. V.

    32. S. 6 Løken (Hole), like ved Frøihov (vistn. engang nabogaard); Frøihov var vistnok tingsted.

    33. S. 48 Løken (Haugs sogn, Norderhov), tingsted, nabogaard til kirkestedet Haug (opr. Vangr).

    34. S. 124 Løken (Hemsedal), nær Ulsaaker (Ullinsakr).

    VI. Jarlsberg og Larviks amt. NG. VI.

    35. S. 78 Løken (Botne), i en utkant av herredet.

    36. S. 197 Løken (Stokke), mulig ikke Leikvin.

    VII. Bratsberg amt. NG. VII.

    37. S. 240 Løken (Hitterdal), nær præstegaarden, Ryen, og mellem andre vin-navn.

    VIII. Nedenes amt.

    Ingen gaarder av navnet Leikvin.

    IX. Lister og Mandals amt.

    Ingen gaarder av navnet Leikvin.

    X. Stavanger amt. NG. X.

    38. S. 142, Løge (Time), nabogaard til kirkestedet, Time, og til præstegaarden Lyen.

    XI. Søndre Bergenhus amt. NG. XI.

    39. S. 214 Lekven (Os), nær kirkestedet.

    40. S. 478 Lekve (Ulvik), nabogaard til præsteraarden (n. 49–50 og n. 58).

    41. 8. 533 Lekve (Voss), nabogaard til Vangens præstegaard (n. 47 og 48).

    XII. Nordre Bergenhus amt.

    Ingen gaard av navnet Leikvin.

    XIII. Romsdals amt. NG. XIII.

    42. S. 394 Løken (Hov sogn, Sundalen, n. 41), nabogaard til Vinjevold, og tidligere kirkested (sognekirke. Ikke langt borte (n. 45) er Hovin (Hofvin) og litt længer borte (n. 50 Hov, som sognet har navn efter, og nabogaarden Aaker, som er stevnested.

    XIV. Shetlandsøerne.

    42. Jakob Jakobsen, Shetlandsøernes stedsnavne (Aarbøger for nordisk oldkyndighed 1901, s. 167): »Endvidere findes »vin« temmelig sikkert indeholdt i »Levna [lɛvna]-meadow« (Quarf SShetl.), navn paa en engslette, en flad eng af firkantet form, som ifølge gammel lokal tradition i tidligere tider almindelig benyttedes til lege, særlig fodboldspil; sandsynl.: *»leik-vin« (leik-vinjar).«

  428. NG. II, 271.
  429. Opr. *Fréttarsteinn av frétt det at spørge, især guderne for at faa orakelsvar.
  430. NG. I, 156.
  431. Se ovenfor s. 102.
  432. NG. X, 26.
  433. NG. XIII, 48 (n. 79).
  434. NG. III, 178. Leikvangr (Søndre Odalen), IV, s. 104 Leikvam (Østre Gausdal) VII, 232 Leikvam (Saude), X, 166 Leigvam (Høiland), 209 Leigvold, opr. Leikvangr (Randeberg, Hetland) XIV, 67 Leikvam (Hitteren).
  435. Kultminder, 266; NG. IX, 292. Navnet Leiknes forek. ogsaa i Søndre Trondhjems amt, s. 82 (Heims sogn, Hevne) og s. 95 (Hevne), men uten at være mittpunkt i bygden.
  436. NG. II, 271, Kultminder, 217 og anm. 1.
  437. NG. V, 117, Gol præstegaard er n. 31, Leikvolden n. 32, 3, Gjesthus n. 33, 4.
  438. NG. III, 141.
  439. Birkarlar, navn paa de kjøpmænd, som handlet med Lapperne, sammenliknes av Wadstein med middelnederlandsk berekker »bestuurder verzorger«.
  440. Skeið, det enstydige Skeiði og sammensætninger dermed som navn paa kirkesteder, kultsteder o. l.: I. Smaalenenes amt. NG. I. Skeið (Ski) findes som gaardsnavn i Skiptvet og Rakkestad (s. 89 og 102), men ikke ved kirke- eller kultsteder.
    II. Akerhus amt. NG. II.

    1. S. 38 Ski (Skeiði), kirkested i sognet av samme navn, anneks til Kraakstad.

    2. S. 207 Skedsmo (Skeidismór), plass under Høland præstegaard.

    3. S. 248 Skea (Skeiðihof), Sørum, kirkested (sognekirke) i middelalderen, nabogaard til tingstedet Løren. Som grundform opstilles Skeiðiholf; sidste led holf er en sideform til hvalf, hvolf »hvælving«, nynorsk »kvelv, kvolv, kolva« (NG. V, 362. Skea i Sørum og Skee i Bohuslen skrives dog i middelalderen altid Skæidiof og Skeidiof, uten l. Det samme er tilfælde med de ældste former av Skjøl, Øvre Eker (i Skædiofue) og Skjøl, Sande (a Skæidiofue). En av disse gaarder nævnes i Haakon Haakonssons saga som af Skeðiuhofi (var. Skæiðiohofi, Skeidahofi, Skeriuhofi). Jeg er med Magnus Olsen (Kultminder, 304) enig i at disse navn vanskelig kan indeholde gudinden Skades navn, som Lindroth mener. Men hvorfor kan ikke sidste led være hof, og det hele være navn paa et hov, som var reist paa skeidvollen?

    4. S. 264 Skeidismór det gamle navn paa Skedsmo herred, opr. gaardnavn, kirken staar paa Skedsmovollen, nabogaard til Løken, tingstedet.

    5. S. 317 Skedsmo (Skeiðismór), Ullensaker, nær Lund, tingstedet.

    II. Hedemarkens amt. NG. III.

    1. S. 125 Skeideseng, forsvunden gaard i Løiten.

    2. 8. 135 Ske (Skeið), nabogaard til Dal, præstegaarden i Romedal.

    IV. Kristians amt. NG. IV1–2.

    1. IV1, s. 33, Skiaaker (Skeiðakr), det gamle kirkested i sognet av samme navn. Desuten findes Skei og Skeie (Skeiði) som gaardnavn i Dovre, Skiaaker og Øier, men uten forbindelse med kultsteder (s. 5, 44, 164); det samme er tilf. med. Skeiðshagi, en forsv. gaard i Østre Toten, og Ske (Skeið), i Søndre Land (IV2, s. 87, 187).

    V. Buskeruds amt.

    NG. V, 261 Skjøl (*Skeidihof eller Skeidiholf), nabogaard til Berg, gammelt kirkested i Øvre Eker. Ski (Skeið) i Røken (s. 342) og Skeiet, Krødsherred (s. 208) har ikke sammenhæng med kultsteder.

    VI. Jarlsberg og Larviks amt. NG. VI.

    S. 39 Skjøl (Skeiðihof ell. Skeiðiholf), Sande.

    S. 169 Skjeau (Skeðjuhof?), Høijord, anneks til Andebu, nær kirkestedet Høijord, som og var tingsted.

    S. 190 Skjee (Skeidhaugar) kirkested i Skjee, anneks til Stokke.

    S. 204 Skeiðakr, forsv. gaard i Skjee.

    S. 301 Skisaaker [Skeiðsakr] (Tjølling), nabogaard til Hovland paa Torsøy.

    VI. Bratsberg amt. NG. VII.

    S. 48 f. Skeiði det gamle navn paa sognet og kirkestedet i Bamle. Præstegaarden er nabogaard til Vinje.

    S. 269 Skeie (Skeiði), Tinn, like nedenfor Ulleren, hvor gl. Ullshelligdom (?) og ved siden av Hovshus (av hof?).

    S. 305 Skeie, Hjartdal.

    S. 310 i Skeidesbønom i Frølandom (DN. X, s. 74, 1395), Frøland, Hjartdal. Frøland er opr. Frøylandir (en gl. helligdom til Frøy); Skeiðisbœr er navn paa en del av Frøland.

    S. 332 Skeie (Flatdal, Hjartdal).

    VIII. Nedenes amt.

    Intet gaardnavn dannet av skeið.

    IX. Lister og Mandals amt. NG. IX.

    S. 64 Skeie (Skeið) Hartmark sogn, Hartmark og Halsaa herred, nabogaard til Hartmark, kirkestedet; tingsted og mulig gildested (se nedenfor).

    S. 197 Skeibrok (Skeiðbrekka), Vanse, nær Frøiland (Frøylandir).

    S. 264 Skeie (Skeið), Eiken, Hægebostad, nabogaard til Eiken kirkestedet.

    S. 343 Skeie (Øvre Siredalen); n. 22 er Lunde, kirkestedet, n. 23 Totland (Þórsland), en gl. Torshelligdom, n. 24 Skeie.

    X. Stavanger amt. NG. X.

    S. 138 Skeie (Klep), paa flaten ved Orrevandet, nabogaard til den gamle storgaard Orre.

    S. 172 Skei (Høiland) nr. 43, nabogaard til Hove (Hof), nr. 44; kirkestedet er nr. 33, paa en flate ved Høilandselven.

    S. 196 Skeie (Hetland) paa Hundvaag, den flateste del av øen (ved Stavanger), kapel i middelalderen.

    S. 275 Skeie (Vikedal, Sandeid sogn; nr. 11; kirkestedet, Sandar, var før ved Østbø og Vestbø (n. 12, 13).

    S. 352 Skeie (Sand), nr. 33, nabogaard til kirkestedet, nr. 34.

    S. 359 Skei (Sande), et litet, flatt jordstykke fremved veien, nr. 36,10; kirkestedet er nr. 18.

    S. 397 Skeie (Avaldsnes nr. 24, nabogaard til Avaldsnes præstegaard, den gamle kongsgaard, nr. 27.

    S. 402 Skeiseid (Avaldsnes, Førde), tvilsomt, om av skeið.

    XI. Søndre Bergenhus amt. NG, XI.

    S. 31 Skeie (Kvinnherred) nr. 90, mellem præstegaarden (nr. 89) og Seim (Sæheimr) nr. 91.

    S. 212 Skeie (Os, nr. 84, nabogaard til Hovland, nr. 33; præstegaarden er nr. 95.

    S. 241 Skeie (Fane nr. 118); præstegaarden er nr. 96.

    S. 481 Skeie (Ulvik, nr. 69), nær den gl. storgaard Spaaneim (nr. 66); præstegaarden er nr. 52, 53 og Lekve (Leikvin) nr. 49, 50.

    S. 495 Skeie (Vikør, nr. 21), nabogaarden (nr. 22) er Rosseland (Rossaland), av ross, n. »hest«).

    XII. Nordre Bergenhus amt.

    (Da »Norske Gaardnavne« for dette amt ikke er utkommet, medtar jeg ikke navnene her).

    XIII. Romsdal amt. NG. XIII.

    S. 521 Skeide (Ulstein, nr. 6), kirkestedet er nr. 5. Skeide synes ogsaa at ha vieret tingsted (DN. VII n. 232).

    S. 212 Skeisvold (Sylte, nr. 16), nabogaard til kirkestedet, nr. 13.

    S. 225 Skeie (Vold nr. 30), kirkestedet, Vold, er nr. 21.

    S. 359 Skei (Øre, nr. 22), nabogaard til kirkestedet, nr. 25, og den gamle storgaard Sjømæling, nr. 24 (Fornmannasögur IX, 319).

    S. 366 Skeisvolden (Strømsneset nr. 14, 3), underbruk under Kanestrøm, som har git sognet navn og paa 1400-tallet eiedes av ætten Kane.

    S. 415 Skeie (Surendalen nr. 35), i middelalderen kirkested.

    S. 418 Skeiðøyjar, gammelt navn naa Øie, nr. 62 b; nabogaard til Surendals præstegaard.

    XIV. Søndre Trondhjems amt. NG. XIV.

    S. 96 Skeiet (Vinje sogn, Hevne, nr. 119), nabogaard til kirkestedet (Vin), nr. 118.

    S. 122 Skei (Stadsbygden, nr. 5).

    S. 305 Ske (Skeið), Børsen nr. 39, 2, nabogaard til Ælin, gammelt kultsted (Kultminder, 273), ligger nær Viggen, gl. storgaard og tidligere kirkested, nr. 45.

    XV. Nordre Trondhjems amt. NG. XV.

    S. 22 Skei, Skatval nr. 7 (kirkestedet er nr. 41).

    S. 97 Skei, Skogn nr. 86, 2. .

    S. 83 Skjesol (Skeiðishóll), Aasen nr. 72 f.

    S. 211 Skei, Sparbuen nr. 86.

    S. 221 Kirkeskei (Skeiði), Ogndalen, nr. 39–40, kirkested.

    S. 269 Skei, Føling, Stod, nr. 137–139.

    S. 311 Skei, Ranem, Overhallen, nr. 37.

    S. 871 Skei, Leka nr. 16, nabogaard til Leknes, hovedgaarden paa Leka.

    XVI. Nordlands amt. NG. XVI.

    S. 90 Skei, nabogaard til Alstadhaug præstegaard (nr. 3–4).

    S. 108 Skei, Dønnesøy (Dønnes nr. 1), nabogaard til Aaker nr. 4; kirkestedet, Dønnes, er nr. 11. Skei er »en Slette tvers vver Øen«.

    S. 340 Skei, forsv. gaard i Hols sogn, Buksnes; derav Skifjord mulig dannet.

  441. Se s. 14, anm. 1, under Akershus amt, s. 248, Skea i Sørum.
  442. Den eneste undtagelse er den gamle storgaard Skjøl i Sande (NG. VI, 39); dog synes nabogaarden Veberg at ha været tingsted (DN. V, n. 659).
  443. Kålund, Beskr. af Island II, 125.
  444. Historisk Tidsskrift IV R. 1, s. 234.
  445. Kultminder, 55.
  446. C. F. V. Lund, Ordbog til de gamle Landskabslove, 15.
  447. Schlyter, Glossarium ad Corpus iuris Sueo-Gotorum antiqui, 72.
  448. Namn och bygd, 2. årg. 1914, s. 92–97.
  449. Kultminder, 147.
  450. NG. III,, 62.
  451. DN. V n. 509.
  452. Av tilsvarende navn kan nævnes Gjesthus, like ved Gol præstegaard og Leikvolden (NG. V, 17, nr. 33,4, 82,3 og 31). Hj. Falk forklarer Gjesthus som »Hus for fremmede, Herberge«. Men naar vi tænker paa, at Leikvolden og præstegaarden er nabogaarder, ligger det nærmere at tænke paa betydningen »gildehus«.
  453. NG. I, 56, jfr. 145.
  454. NG. III, 317 f., 320.
  455. Kultminder, 57, hvor Magnus Olsen opregner disse navn.
  456. Chr. Lange, De norske Klostres Historie (citeres som Klosterhist.), (2. udg.). 263.
  457. DN. VIT n. 331 (234 1447, Aas): lǫgfesta ómaga á þingi eðr þjóðarmáli, í kirkjudurum eðr í ǫl.
  458. Frostatingsloven IV k. 14: Ef menn fara til ǫldrs eða til samkundu. en þat er samkunda full þriggia sállda. Nú er svá mælt at eigi skal þá draga sveitir saman þá er aðrer menn ero sofa farner. þá er svá mælt ef maðr er veginn á vetvangi innarla í húse eða útarla í húse. þá skulo þeir vita er í sveit þeirri voro hverr bani er. Jfr. Gildeskraa for Gulatingslagen k. 12 (NGL. V h. 1, s. 10): ganga í þá sveit er faðer hans var í. Kap. 37: Gildar skolu luta sæte i skala. ok þar sitia meþ sina sveit hver er lyter. Om ǫldrhús se videre Gulatingsloven k. 59, 157, 187.
  459. Ældre norske sprogminder III. Christen Jenssøns »Den norske Dictionarium eller Glosebog«. I ny utgaava ved Torleiv Hannaas, s. 26.
  460. NG. XV, 295.
  461. Th. Petersen, Antikvariske Notiser (Det kgl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter. 1904. No. 4), s. 5, anm. 1. Konservator Petersen har ogsaa skaffet mig det her avbildede fotografi og git mig flere vigtige oplysninger, for hvilke jeg skylder ham min bedste tak.
  462. Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring 1870, s. 155.
  463. Se NG. XVI, 182.
  464. DN. IV n. 738: »j gilleskala gardenom j skøtningha stofunne« (i Oslo 1404).
  465. Antikvariske Notiser (Det kgl. Vidensk. Selsk. Skr. 1904. No. 4), s. 4 f. NG. XV, 358.
  466. Aarb. f. nord. Oldk. 1909, 245–316.
  467. Den norsk-islandske skjaldedigtning, udg. ved Finnur Jónsson, I B, 69 f.
  468. NG. XV, 159, 203.
  469. Gerhard Schøning, Reise gjennem en Deel af Norge, udg. af det kgl. Vidensk. Selsk. i Trondhjem I, 208 og anm. v. NG. XIV, 154. Citeres i det følg. som: Schøning, Reise.
  470. Schøning, Reise II, 265. Gildeskaals-akeren nævnes ogsaa i præsten Feltmanns indberetning av 1743 (Kallske Saml. no. 198 paa det kgl. bibliothek i Kjøbenhavn), jfr. Chr. Lange, Klosterhist (2. utg.), 198.
  471. DN. IX n. 176. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  472. NG. XIV, 211.
  473. N. Nicolaysen, Norske fornlevninger, 576; jfr. K. Rygh, Faste fornlevninger og oldsagsfund i Søndre Throndhjems amt (Kgl. norske Vidsk. Selsk. Skrifter 1879), s. 117; Th. Petersen, Antikvariske Notiser, s. 5, anm. 1.
  474. NG. XIV. 294.
  475. Reise I, 180. Jfr. Topogr.-statist. Samlinger, udg. af Selsk. f. Norges Vel D. 2, Bd. 2, S. 279, hvor Hans Grøn Bull omtaler et engstykke ved Kvernes ved navn Gillesvollen.
  476. Norges gamle love, 2. række, b. I, s. 498 (nr. 279). DN. V nr. 631.
  477. Citeret av N. Nicolaysen i »Norske fornlevninger«, 537, og av B. E. Bendixen, i Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring, Aarsberetning for 1878, s. 152.
  478. Foreningen til norske Fortidsm. Bev., Aarsber. for 1869, s. 156.
  479. NG. XIII, 220.
  480. NG. IV2, 90.
  481. DN. IV n. 116.
  482. DN. II n. 22.
  483. DN. XVI n. 498.
  484. DN. II nr. 910 (1475).
  485. Norske Rigsregistranter I, 151.
  486. Norges land og folk, Nordre Bergenhus amt, udg. ved A. Helland II, 408.
  487. NGL. V h. 1, s. 10.
  488. Jfr. DN. VIII n. 831: á þingi eðr þjóðarmáli, i kirkjudurum eðr i ǫl.
  489. Bemærkninger til Lovtexter (Tidsskrift for Retsvidenskab 1890), s. 481.
  490. Norges gamle Love V1, s. 11. Jfr. »Studier over de norske byers selvstyre og handel«, 61 ff.
  491. DN. X n. 21.
  492. NGL. IV, 374.
  493. G. Milzovius, Presbyterologia Norwegico Wos-Hardangriana, Hafniæ 1679, 12–13.
  494. D. e. gl.norsk sálu-skot »sammenskudsydelse av gildebrødrene for at bestride kostnaden ved sjælemesser for avdøde medlemmer av gildet«. Ordet findes ogsaa i de ældre norske gildeskraaer, jfr. Hertzberg Glossar til Norges gl. Love, NGL. V, 535.
  495. Olafsen, Ullensvang, s. 611. NG. XI, s. 464.
  496. DN. VIII n. 410.
  497. NG. XI, s. 489 (n. 123–124), 490.
  498. DN. IV n. 987 (s. 72414).
  499. 499,0 499,1 Norske Bygdesagn samlede af L. Daae, Anden Samling, 9.
  500. Nicolaysen, Norske fornlevninger, 150 f.
  501. NG. V, 467, se s. 119 ovenfor.
  502. DN. VII n. 815.
  503. DN. VIII n. 205.
  504. DN. V n. 279.
  505. DN. II n. 813.
  506. DN. V n. 812.
  507. Efter Lange, Klosterhistorie, 377.
  508. O. Rygh i NG. IV1, s. 168. Gaarden nævnes i 1383 og 1335 (DN. II n. 204, 212).
  509. NG. III, 158.
  510. DN. VII n. 316. Under Stømne, nr. 50 i Hof, nabosogn til Grue, nævnes »Gilloug Ødeplads« 1723 (NG. III, 272). Skulde Gilloug været et oprindelig *Gildishaugr eller *Gildahaugr?
  511. NG. V, 310.
  512. Se s. 122 ovenfor.
  513. [Wikikildens note: Trykkfeil i originalen. Det skal vel stå «øresbol i».]
  514. Utrykt brev i Riksarkivet. Amanuensis Fr. Scheel og amanuensis Sigurd Kolsrud har godhetsfuldt avskrevet brevet for mig, hvorfor jeg bringer dem min bedste tak.
  515. DN. VIII n. 410, VII n. 550. Det av ǫldurmaðr dannede adjektiv ǫldurmannligr »som ser ut som en høvding« forekommer derimot alt i Morkinskinna. 15112.
  516. I 1442 nævnes »Gammell Gunnarsson i Gillaby wmbudzman« sammen med landsfogden paa Ordost og to lagrettesmænd, DN. XVI n. 139.
  517. Danmarks Gilde- og Lavsskraaer fra Middelalderen, udg. ved C. Nyrop I, s. 226 (8 14): an dem husze efte haue des laghes, 244: laffws hwss, 631: lawsshuss.
  518. Sammesteds I, 534 (§ 3); jfr. Sagoversigt II, 528 ff.
  519. DN. XIII n. 3.
  520. [Wikikildens note: Trykkfeil i originalen. Trolig er et «hvor» falt ut».]
  521. Se s. 227 f. ovenfor.
  522. Danmarks Gilde og Lavsskraaer I, 89 (§ 1), 121, 214 o. fl. Jfr. NGL. III, 24 (retterbot av 1295) hvori kong Eirik forbyr indbyggerne i Bergen, at de »dickti ser nokor lagh ædr settningar«.
  523. Se s. 132 ovenfor.
  524. DN. V n. 610.
  525. Fornmanna sögur X, 154.
  526. DN. IX n. 105; orig. har feilagtig: Bagœy.
  527. DN. IV n. 469; se s. 122 ovenfor.
  528. DN. V n. 99.
  529. NG. XV, 151.
  530. Jfr. DN. IV n. 882 (1442): j stofwnne a Wansyne (Vanse paa Lister). IV 966 (1468): j setstofwonne a Wansyne (»i storstuen paa Vanse«; DN. IV n. 268 (1342): j setstouonne a konongs iordenne a Steini (Byneset); her holder 12 mand stevne, mens almuen er forsamlet ved kirken.
  531. Kultminder, 150 anm. 1.
  532. NG. XIV, 242, XVI, 250 f.
  533. NG. XI, 29 f.
  534. Se s. 105.
  535. NG. II, 88, 180 (RB. 452).
  536. NGL. III, 25 (§ 3).
  537. NG. II, 368.
  538. Efter meddelelse av Magnus Olsen.
  539. Siegfried Sieber, Nachbarschaften, Gilden, Zünfte und ihre Feste I (Archiv für Kulturgeschichte XI, 455).
  540. Sammesteds, s. 470 og henvisningerne der, særlig til arbeider om gildevæsenet i Westfalen, hvor bondegilderne har holdt sig ned til vore dager. Minde om en anden slik »samdrykkja« som Skógabergdrykkja har vi, tror jeg, i Povel Huitfeldts Stiftsbog eller Fortegnelse over Kirkernes Jordegods i Oslo og Hamar Stifter (1574–1577. Her heter det (164 b) om gaarden Faukal i Hof sogn i Østre Toten: Fokool i Hoffsringh. Hofsringr er her navn paa Hof sogn eller en del derav; ringr betyr »ring, krins«.
  541. DN. III n. 250.
  542. Jfr. DN. IV n. 738: j gilleskala gardenom j skøtningha stofunne (i Oslo).
  543. Norges land og folk, Finmarkens amt III, 361.
  544. Jfr. Reallexikon der Germ. Altertumskunde II, 254 (Gilde, I. Deutschland § 4).
  545. Heimskringla, Magnus Erlingssons saga k. 25, Fagrskinna (utg. av Finnur Jonsson) s. 368.
  546. DN. IV n. 781 (165 1410), DN. II n. 576 (235 1408.
  547. DN. IV n. 203.
  548. NG. XI, 181.
  549. Fornmanna sögur IX, s. 264 (Saga Hákonar Hákonarsonar, k. 23).
  550. Jeg har gjennemgaat hele Diplomatariet, men ikke fundet noget tilsvarende.
  551. NGL. III, 132.
  552. De norske byers selvstyre og handel, s. 100.
  553. Jfr. Fritzner, Ordbog I, 46; Aslak Bolts Jordebog, s. 20 nævner almenningen ved Levanger kirke.
  554. Siegfried Sieber, Nachbarschaften, Gilden, Zünfte und ihre Feste (Archiv für Kulturgeschichte XI, 481).
  555. Fornvännen 1911, s. 113 ff.; jfr. min avh. om »Altschwedische Gilden« i Vierteljahrschrift für Sozial.- u. Wirtschaftsgesch. XI, 144 ff.
  556. Saga Óláfs kon. kyrra k. 2 (Heimskringla, utg. ved Finnur Jónsson) III, s. 226.
  557. Ordbog II, 141 (under hvirfingsdrykkja).
  558. Danmarks Gilde- og Lavsskraaer I, 83, 216.
  559. 1036 (Flateyjarbók II, 1851).
  560. Se min utredning i Vierteljahrschr. f. Sozial.- u. Wirtsch.gesch. XI, 154 f.
  561. Jfr. Kultminder, 143 ff., 150, 160.
  562. Jeg synes ikke det ligger nær med Magnus Olsen (NG. XI, 182) ogsaa at søke mittpunktet for Njordsdyrkelsen paa nordsiden av øen. Onarheim var i middelalderen mittpunktet paa øen og det maa ha været fordi den hedenske hovedhelligdom stod der, paa hovedgaarden, »heimen« paa øen.
  563. NG. XI, 182.
  564. Danmarks Gilde- og Lavsskraaer I, 89, 168, 214 o. fl.
  565. Archiv für Kulturgeschichte XI, 472.
  566. Maal og minne 1909, s. 32.
  567. Descriptio insularum Aquilonis, c.27: Ceterum neniae, quae in eiusmodi ritu libationis fieri solent, multiplices et inhonestae ideoque melius reticendae.
  568. NG. X, 9 f. Paa samme vis skulde ogsaa Tislauan (*Týslǫg) i Melhus, Søndre Trondhjems amt, fra først av være navn paa en samdrykkja ved en Tyshelligdom (NG. XIV, 279).