Borgerkrigene i Norge og Haakon Haakonssons kongstanke
For en norsk historiker kan ingen ære være større end at skulle indta Ernst Sars’s stilling ved Universitetet, og ingen kunde føle denne ære sterkere end jeg gjør her ikveld, uagtet jeg vet med mig selv, at jeg hverken kan eller vil prøve at løfte arven efter ham. Det vilde bare være at forløfte sig, og desuten stiller en ny tid nye opgaver for forskningen; vor tids historiske videnskap faar gaa de veier, tiden kræver, likesom Sars’s historieskrivning var præget av hans tids opgaver. Men saa rikt og mangfoldig er hans verk, saa centralt staar endnu hans Udsigt over den norske historie, at ethvert forsøk paa at se et større eller mindre avsnit av landets og folkets liv i sammenhæng er nødt til at begynde med at gjøre sin stilling til Sars’s opfatning klar. –
I anledning av stridighetene mellem Harald Gilles tre sønner sier Sars[1]:
Naar stormændene fra først av fordelte sig nogenlunde likelig mellem de tre samstyrende konger, var det vel rent personlige eller lokale hensyn der bestemte deres tilslutning: Inge var opfostret i det søndenfjeldske og blev tat til konge av høvdingene i denne del av landet; Sigurd var opfostret i Trøndelagen, hvis høvdinger hadde git ham kongenavn og styret under hans mindreaarighet, og mellem disse landets gamle hoveddele bestod fremdeles en dyp, indre adskillelse, der endog fik ny næring ved tronfeiderne, og som baade nu og siden grep ind i disse og interfererte med de øvrige motsætningsforhold, hvorav den indre gjæring fremgik. De trønderske høvdinger holdt paa sin konge, og høvdingene i Viken og Gulatingslagen paa sin – likesom efter Harald Haarfagres død, da stammeaanden atter fik luft efter den voldsomme tvang, hvorunder den gamle konge hadde holdt den. Snart ser vi imidlertid andre hensyn gjøre sig gjældende og forandre den oprindelige partigruppering[2]. –
For Sars er saaledes – som det ogsaa fremgaar av mange andre steder i hans Udsigt – de lokale motsætninger i Norge i det 12. aarh. et sekundært moment, som bare klinger svakt med; den egentlige drivende kraft er interessemotsætningen mellem kongedømme og lendermandsaristokrati. P. A. Munch ser det paa samme maate som Sars. Og Koht har nylig, i sit foredrag om sagaens opfatning av vor gamle historie[3], vist at denne opfatning gaar tilbake til sagaen selv og har sin oprindelse i de sociale og politiske forhold paa den tid, da sagaen blev forfattet.
I Ibsens »Kongs-emnerne« er det de lokale motsætningene som er hovedsaken i Norges historie før Haakon Haakonsson. »Trønder stod mot Vikværing, Agdeværing mot Hørdelænding, Haalogalænding mot Sogndøl«, men nu skal Norge bli et folk, »alle skal være ét herefter, og alle skal vite med sig selv og skønne, at de er ét«. Det er Haakons kongstanke.
Ogsaa denne opfatning har direkte holdepunkter i sagaene. I Sverres saga kap. 39 (Alex. Bugges oversættelse) heter det f. eks.:
Efter dette (ɔ: Erling Skakkes fald i slaget paa Kalvskindet) drev det mange rike og ætgode mænd i Trøndelagen til kong Sverre, og mange, som sat hjemme, blev hans venner. Han satte da al sin trøst og tillit til trønderne, fordi de hadde altid været uvillige imot Erling jarl og hans herredømme, saaledes som forut var skrevet om de sammenstøt som jarlen hadde med trønderne. Kong Sverre regnet altid siden Trondhjem for sit egentlige hjem og sa, at trønderne var ham de kjæreste av alle folk i landet, og nævnte stadig i sine taler, hvor trofaste trønderne hadde været imot kong Sigurd, hans far, eller imot kong Haakon, hans bror, eller imot Eystein birkebein, og de hadde stadig tjent under det samme skjold. –
Jeg tror, at en nærmere undersøkelse vil vise i hvor høi grad denne lokale motsætningen er grundet i sagaenes fremstillinger og sikkerlig ogsaa i selve det reale, historiske forløp, og hvorledes »enhetsstatens endelige seir« ikke med Sars maa sættes til Olav den helliges tid, men til Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters.
De landsdeler som staar mot hverandre er paa den ene siden Trøndelagen og Oplandene[4], paa den andre siden Vestlandet og Viken; og jeg haaber, det skal lykkes at vise, at det er sammenhæng i partistriden i det 11. og 12. aarh., og navnlig at det eksisterer et sammenhængende parti med sit tyngdepunkt i Trøndelagen helt fra Ladejarlene til Sverre. For nogen kongers vedkommende kan vi likefrem si, at de er rent trøndske konger: Magnus Haraldsson (1066–68), Haakon Magnusson (1093–95) Eystein Magnusson (1103–23), Sigurd Munn (1137–55), Haakon Herdebreid (1157–62), Sverre (1177–1202). Før Sverre er de regelmæssig de underlegne, og de bindes sammen ved en række av likefremme oprørskonger, Svein, Harald Flettes søn (1095), Sigurd Markusfostre (1162–64), Olav Ugæva (1166–69), Eystein Meyla (1174–77). Og mot dem har vi konger av en saa utpræget viksk-vestlandsk karakter som Olav Kyrre, Magnus Barfot, Sigurd Jorsalfarer, Harald Gille, Inge Krokryg, Magnus Erlingsson. Med Sverre blir Trøndelagen seirende og fra nu av er det de vikske kongene som er oprørskonger, Jon Kuvlung (1185–88), Sigurd Brænder, Vikar, Torleiv Breidskegg, Sigurd Magnusson, Inge Baglerkonge, Erling Steinvegg, Philippus Simonsson, Bene Skindkniv, Sigurd Ribbung, indtil hele dette motsætningsforholdet ophører i løpet av det 13. aarh.
Først en kronologisk fremstilling vil imidlertid gjøre dette klart, og vi begynder vor gjennemgaaelse efter slaget ved Stiklestad. Vistnok gjorde motsætningen sig ogsaa sterkt gjældende under Olav Haraldsson, men forholdet er da saa sterkt komplisert, navnlig ved hans missionsarbeide, at det vilde kræve en egen undersøkelse. Magnus den gode hentes til Norge av Ladejarleættens arvtagere, Einar Tambarskjelve (gift med Haakon jarls datter Bergljot) og Kalv Arnesson[5]. Før Hardeknuts død ser det ut, som om han til stadighet residerte i Nidaros; siden tok utenrikspolitiken al hans tid og han laa jevnt ute i leding, men hans egentlige hjemstavn var dog Trøndelagen. Ved hans død er det da ogsaa Einar Tambarskjelve og trønderne som mot kong Haralds vilje fører hans lik nord til Nidaros.
Alt ved sin tronbestigelse er saaledes kong Harald Haardraade kommet paa kant med trønderne, og efter nogen aars forløp utvikler dette sig, gjennem drapet paa Einar Tambarskjelve, til en stor og langvarig feide med Haakon Ivarsson og oplændingene, likesom kongen ogsaa blir uvenner med de trøndske høvdinger Kalv Arnesson og hans bror Finn paa Østraat. Selv bodde kong Harald i den senere del av sin regjering regelmæssig i Viken.
Hans sønner Magnus og Olav delte landet imellem sig, slik at Magnus hadde «den nordre del«, Trøndelagen og Olav den østre, Viken. Som paavist av advokat Rygh[6] har Magnus sandsynligvis været gift med en ætling av Ladeætten, og hans politiske stilling som trøndsk-oplandsk konge blev tydelig markert derved, at han gav sin søn det gamle Lade-navnet Haakon og at Haakon blev sat til opfostring hos den oplandske høvdingen Steigar-Tore i Gudbrandsdalen.
Ved Olav Kyrres død i 1093 bryter saa denne latente motsætningen ut i lys lue. Kong Olav var død i Raanrike, og hans søn Magnus blev straks tat til konge i Viken. »Men da oplændingene spurte kong Olavs død, tok de til konge Haakon Toresfostre, Magnus’s søskenbarn. Siden for de, Haakon og Tore, nord til Trondhjem; men da de kom til Nidaros, stevnet han Øreting, og paa det ting krævet Haakon sig kongenavn, og det blev tilstaat ham, at bønderne tok ham til konge over det halve land, saaledes som hans far kong Magnus hadde hat. Haakon ophævet for trønderne landørene og gav dem mange andre retterbøter; han ophævet julegaver for dem. Vendte da ogsaa alle trønder sig til venskap med kong Haakon. Da tok kong Haakon sig hird og for siden tilbake til Oplandene. Han gav oplændingene alle slike retterbøter som trønderne; de var ogsaa hans fulde venner«[7]. – Hans kongedømme var altsaa av en helt lokal art.
Før det kom til aapen feide mellem Magnus og Haakon, døde Haakon ved et ulykkestilfælde, og da hans lik blev ført til Nidaros »gik hele bymængden kongens lik imøte, de fleste graatende, ti alle elsket ham heftig«. »Han var en av de høvdinger som hadde været mest elsket av almuen«.
Haakons sak var dog ikke slut, fordi han selv var død. Steigar-Tore reiste nemlig paa Oplandene og i Trøndelagen en oprørsflok mot kong Magnus, og til konge tok de en dansk mand, Svein, søn av Harald Flette, »en ætstor mand i sit land«; »han hadde været hos kong Haakon«. Dette ser jo yderst gaatefuldt ut; men nogen grund maa det ha været for valget av Svein, og grunden kan bare ha været, at han var en frænde av kong Haakon, og man kan kanske gjøre en gjætning om arten av dette slegtskap. For det første kan slegtskapet bare ha været paa Haakons mors side – kongsætten kjender vi saapas godt, at der kan Svein ikke puttes ind – og for det andet maa hans fornemhet ha været meget stor, naar saa fornemme mænd som Steigar-Tore selv, som lendermanden Egil Aslaksson paa Forland, gift med Ingebjorg Ogmundsdatter av Giske, og som Skjalg av Jæderen bøiet sig for den. Skjalg av Jæderen maa ha hørt til Sole-ætten, enten han nu, som Munch mener, var søn av Erling Skjalgsson den yngre eller av Aslak Erlingsson og Svein jarls datter Gunhild (og altsaa med direkte tilknytning til Ladeætten).
Haakons mor har nu, som nævnt, efter al sandsynlighet været i nær slegt med Haakon Ivarsson (søster?), og om Haakon Ivarsson vet vi videre, at han hadde en datter, Sunniva, som blev gift i Danmark; hendes søn, Haakon den norske, blev gift med Erik Eiegods datter Ragnhild og far til den danske konge Erik Lam. Hvad Haakon den norskes far het, vet vi ikke; men det ligger snublende nær at gjætte paa, at han het Harald Flette, og at han og oprørskongen Svein var brødre (naturligvis kan man ogsaa tænke sig muligheten av, at Haakon Ivarsson har hat to døtre som blev gift i Danmark, hvorved altsaa Svein og Haakon den norske blir fætre). Den hypotetiske stamtavlen kommer da til at se slik ut:
.svg)
Under enhver omstændighet har fortællingen om denne oprørskongen Svein en ikke liten interesse derved, at den viser, at det slet ikke var givet, at bare kongssønner kunde bli tat til konger; vi skal siden, i fortællingen om Olav Gudbrandsson Ugæva, se et eksempel til paa det samme; og man fristes til at anta at denne lære først er opstillet av Sverre og hans tilhængere til bruk for kampen mot Magnus Erlingsson. Baade i Danmarks og Sveriges historie i det 11–12. aarh. har vi ogsaa flere eksempler paa, at høiættede mænd utenfor kongsætten har været tat til konger (Svein Ulvsson[8], Erik Lam, Sverker, Erik den hellige). –
Steigar-Tores og Sveins oprør blev imidlertid snart slaat ned av Magnus, og denne tok haard hevn over trønderne. Tore blev hængt, men kongsemnet undkom og rømte til Danmark, indtil han kom i forlik med den næste trønderkongen, Magnus Barfots søn Eystein, som »tok ham til naade og gjorde ham til sin skutelsvein og holdt ham i venskap og hæder – ogsaa et sterkt vidnesbyrd om, at han maa ha hørt til en meget fornem æt i Trøndelagen, og hvad kan det være andet end Ladeætten?
Efter Magnus’s død skiftet hans sønner landet imellem sig, slik at Eystein hadde den nordre del og Sigurd den søndre. Trønderkongen Eystein, som vandt Jemtland for Norge, som lettet forbindelsen over Dovre mellem Trøndelagen og Oplandene, og som bygget havn ved Agdenes, ved indløpet til Trondhjemsfjorden, overtok traditionene efter den forrige trønderkongen Haakon Toresfostre, ved at gifte sig med Steigar-Tores sønnedatter Ingebjorg.
I striden mellem Harald Gille og Magnus Blinde er det tydelig, at Harald støtter sig til Viken, Magnus til Trøndelagen (»La os fare nord til Trondheim, der hvor landets styrke er mest for oss«, sier Sigurd Sigurdson til Magnus). Sigurd Slembe hører gjennem sin mor Tora, Sakse i Viks datter, til en av de gjæveste ætter i Trøndelagen og finder sine tilhængere der. Men det nytter litet; for efter Harald Gilles død blir hans søn, Sigurd Munn, som hadde været fostret nord i Trøndelagen, tat til konge der. Baade han og siden hans søn Haakon Herdebreid hadde altid sin støtte der. Hvormegen tradition der er i partiene, viser sig ganske karakteristisk derved, at til Haakon Herdebreids mere fremtrædende mænd hører Aaskell paa Forland (paa Nordmøre); øiensynlig en ætling av lendermanden Egil paa Forland, som nogen og seksti aar før var blit hængt under Steigar-Tores oprør[9].
Efter Haakon Herdebreids fald blev Magnus Erlingsson tat til konge paa Øreting; men Erling Skakke vaaget ikke bli i Nidaros; »ti det tyktes han:, at trønderne ikke var aa tro paa for ham og hans søn«. – Den næste oprørskongen, Sigurd Munns søn Sigurd Markusfostre, reiser sig mot Erling og Magnus kort efter Haakons fald og er en ren oplændingekonge. Vikverjerne derimot »var kong Magnus’s og Erlings fuldkomne venner; det voldte kong Inge Haraldssons vennesælhet mest; ti vikverjerne hadde med sin styrke stadig tjent under det skjold«, mens trønderne støttet Sigurd Markusfostre og sine gamle forbundsfæller oplændingene, likesaa elvegrimerne paa Hisingen. Siden, efter Sigurd Markusfostres fald, gik en række trøndske høvdinger i danekongens sold og maatte taale haard hevn av Erling jarl.
Den næste flokken reises under Olav Ugæva, søn av Gudbrand Skavhoggsson[10] og kong Eystein Magnussons datter Maria, og er en ren oplændingeflokk, mens derimot birkebeinerne under Eystein Meyla væsentlig bestod av markemænd og elvegrimer (samt telemarkinger); men ogsaa de faar tilslutning av trønderne. –
Den fremstillingen som her er git, bygger helt paa Snorres Heimskringla; men de andre sagaene gir akkurat de samme resultater, saaledes Morkinskinna, som ikke gir anledning til nogen tilføielser, og Ágrip, som er forfattet i Trøndelagen og staar paa trønderpartiets side, men er for kortfattet til aa gi stort utbytte for denne undersøkelse[11].
Sterkere end nogen av de andre sagaene fremhæver Fagrskinna Trøndelagen som »Norges hode«. I Magnus den godes saga kommer det sterkt frem der, hvor det fortælles, at kong Magnus jaget Kalv Arnesson av landet og for hardt frem mot sin fars motstandere blandt trønderne[12]. Bønderne blev da harme over, at trønderne skulde ha værre ret end resten av landsfolket; altid før hadde Trondheimen været Norges hode, men nu var det gjort til hærland. Kongen bøier sig da for trønderne og faar tilnavnet »den gode«. – Karakteristisk er det ogsaa hvor rosende eftermæle, navnlig for »vennesælhet«, slike utpræget trøndske konger som Magnus den gode, Haakon Toresfostre og Eystein Magnusson faar[13].
Harald Hardraades svake stilling i Trøndelagen antyder Fagrskinna ved at motivere uvenskapet mellem ham og Einar Tambarskjelve med, at »Einarr vildi jafnask at ríki við Harald konung alt at Þrœndalǫgum«. Fagrskinna kjender ikke noget til kampen mellem kong Harald og Haakon Ivarsson og motiverer oplændingenes oprør med, at Olav Haraldsson hadde git dem bedre retterbøter, baade med utredsler og andre paalæg, end landsfolket iøvrig, og at Harald ikke vilde la dem beholde en slik fortrinsstilling – altsaa en kamp om rent lokale interesser.
Karakteristisk for Fagrskinnas trøndske holdning er ogsaa beretningen om Valdemar Danekonges brev til trønderne for at lokke dem fra Erling Skakke; kong Valdemar lover der trønderne sit venskap og at de skal være slike mænd i Norge som de før hadde været i gammel tid og som de hadde æt til, og han gir dem haab om, at han vil ta en av dem til konge eller lands-høvding. Fagrskinna fortæller ogsaa med større eftertryk end Heimskringla om den tilslutning birkebeinerne under Eystein Meyla fik i Trøndelagen av »alle de beste bondesønner«, likesom dets holdning overfor Erling Skakke er utpræget uvenlig; sammenligner man Snorres og Fagrskinnas skildring av slaget paa Ré (1177), er det ogsaa paafaldende hvor meget sterkere sympati Fagrskinna har for birkebeinerne, likesom Snorres slutning om Magnus’s ry mangler i Fagrskinna.
Gaar vi – med Finnur Jónsson – ut fra, at Fagrskinna er forfattet av en islænding »paa opfordring» av Haakon Haakonsson, blir det ganske klart, hvorfor Fagrskinna er saa »trøndsk«; Haakon repræsenterer Sverres parti, birkebeinerne, trøndelagspartiet, og sympatiene projiceres naturlig bakover til det samme partiet i det 12. og kanske alt i det 11. aarh., likesom motpartens historiker, den antitrøndske Theodricus Monachus[14], tydelig lægger for dagen sin uvilje mot f. eks. Steigar-Tores oprørsforsøk, mens Fagrskinna og Heimskringla skildrer baade Tore og Egil paa Forland med stor personlig sympati. –
De stridende kongsemner, helt fra Olav Haraldssons til Sverres tid, kan altsaa bygge paa varige motsætningsforhold mellem Trøndelagen paa den ene siden, Viken og Vestlandet paa den andre siden. Aarsakene til det kan naturligvis være mangfoldige; man kan søke tilbake til oprindelige stammeforskjelligheter, som har sat præg baade paa folkelynde og samfundsforhold. Det kan vi ikke her gaa ind paa; men en enkelt forskjellighet, navnlig mellem Trøndelagen og Vestlandet, vil jeg gjerne peke paa, da den faar betydning for den følgende tids utvikling. Det er den paafaldende fattigdom paa store og mægtige ætter i Trøndelagen overfor det frodige vestlandske aristokrati. Efter midten av det 11. aarh., da de siste utløpere av Ladejarlenes æt er væk, nævnes det vistnok fremdeles ikke saa faa lendermænd i Trøndelagen; men bare de færreste av dem kan henføres til store ætter som bevarer sin fremragende stilling gjennem generationer. Vesten- og søndenfjelds har vi slike store ætter som de paa Giske[15], Aurland, Blindheim, Stødle, Bratsberg og flere; i Trøndelagen derimot er de gamle ættene fra Lade og Mære, fra Egge og Austraat og Gimsan borte – eller spiller ialfald ingen politisk rolle; Reinsætten er ganske betydningsløs helt til over midten av det 12. aarh. Islænderen Ulv Uspaksson, Harald Hardraades stallare, blev stamfar for en mægtig æt i Trøndelagen – til den hørte erkebiskop Eystein – men rotfæstet der, slik som de gamle stedegne ættene, blev den ikke og medlemmene av den har en merkelig, næsten enestaaende, tilbøielighet til stadig at skifte parti under borgerkrigene. Paa Viggen i Børsen, paa Vik i Strinden og endda nogen flere steder til bodde det ogsaa lendermænd i denne tiden, men ingen av dem var blandt de store, landskjendte høvdingesæter i slegtled paa slegtled.
Naturligvis maa man ikke overvurdere rækkevidden av en slik iagttagelse; men at der er en virkelig forskjel paa de sociale forhold nordenfjelds og vestenfjelds – Viken ser ut til i denne henseende at indta et mellemstandpunkt – kan neppe være tvilsomt, og naar kongene av det seirende trønderparti – Sverre og hans nærmeste efterfølgere – fører sin kamp mot de vestlandske lendermandsættene, er bakgrunden for kampen likesaa meget at de er vestlændinger som at de er lendermænd.
Paa denne bakgrund – det er ikke min mening, at jeg her har git et fnldstændig billede av borgerkrigenes aarsaker; jeg har bare villet fremhæve en av dem sterkere end det vanlig blir gjort – paa denne bakgrund av lokale forskjelligheter og lokale motsætninger i vort vidtstrakte og uensartede land – paa denne bakgrund blir den nye norske statsbygning i det 13. aarh. klarere og fastere i linje og form. Middelalderens stat er først og fremst et militært foretagende, til angrep like fuldt som til forsvar, og den militære organisation fører nødvendigvis ogsaa med sig en finansiel. I anden række er desuten den middelalderlige stat en institution med det formaal at opretholde en viss grad av retssikkerhet indenfor sit omraade. Organerne for begge formaal er i Norge konge og ting; deres myndighet kan være avgrænset paa forskjellig vis mot hverandre; men indenfor sit omraade er hver av dem fuldt selvstændig; man kunde med en sterk anakronisme næsten fristes til at tale om en slags Montesquieu’sk »magtfordeling« i Norge i det 11.–12. aarh.
Saalænge nu baade den militære og finansielle administration og reglene for retssikkerheten var forskjellige i de forskjellige lagdømmene, er »enhetsstaten« ikke gjennemført i Norge. Landet er at betragte som en slags »forbundsstat«, styret av en (eller flere) konger tillikemed tre, fire eller flere indbyrdes navhængige lagting, og først efterhvert som administration og retsregler, beskatning og mynt- og vegtsystem blir mer og mer ensartet, utviskes de gamle motsætninger og enhetsstaten staar frem.
Denne utviklingen begynder i anden halvdel av det 12. aarh. I 1152 organiseres en norsk landskirke som en enhet under ledelse av erkebispen i Nidaros, og i den følgende menneskealder begynder erkebiskoppene Eystein og Erik en kirkelig landslovgivning, som vi imidlertid har bevaret saa smaa rester av, at vi ikke rigtig kan vurdere dens betydning. Paa riksmøtet i Bergen 1163 blir det vedtat tronfølgelov og den første landefredslov for hele riket; saa kommer rigtignok det siste og voldsomste utbruddet av borgerkrigene – under Sverre – og bringer en foreløbig stans; men Sverre tar op igen arbeidet henimot »enhetsstaten« ved sine ansættelser av kongelige embedsmænd, sysselmænd og lagmænd, over hele landet. Men fastere sat han likevel ikke end at det bare var faa aar, han hadde fred til at styre hele landet, og fra baglerflokken reises midt i 1190–aarene, ja, igrunden helt fra kuvlungetiden, 10 aar før, og helt til ribbungflokken opløses sist i 1220–aarene, er Viken – vi maa huske paa, at efter Sverres og trønderpartiets seier er det fra Viken og Vestlandet vi maa vente oprør – med faa og korte avbrytelser et rike for sig selv, med sit eget styre og sin egen administration.
De otte ribbung-aarene, fra 1219 til 1227, er siste gang lokalmotsætningene fører til aapen borgerkrig i Norge – Skules reisning en halv menneskealder senere har ikke noget lokalt præg – og ved at kue den har Haakon Haakonsson definitivt samlet Norge til ett rike og gjort ende paa den gamle striden mellem trønder og vikverjer. Men kampene mot ribbungene er likevel bare det mindst vigtige i den dannelse av en norsk enhetsstat som foregik i Haakons og hans søns regjering. Langt væsentligere er det at et ensartet militær- og finansvæsen, med tilhørende administration grundlægges i disse aarene.
Desværre er jo omtrent ingenting bevaret av den gamle lovgivningen for Viken og Oplandene, saa vi kan bare bygge paa det, vi vet fra Gulatings- og Frostatingslovene; men det er i og for sig nok[16]. I Gulatingslagen var fra gammel tid av militærvæsenet bygget paa en inddeling av fylkerne i skibreder som skulde stille hver sit skib; de skibene, som skulde stilles, var større end andetsteds i landet (25-sesser mot 20-sesser) og vernepligten tungere. Det siste skyldes muligens en utvidelse av vernepligten efter Sverres og trønderpartiets seier, og vernepligtsloven viser tydelig, at der er en motsætning mellem kongen og bønderne. I de aarene, det ikke blev budt ut militær leding, maatte vestlændingene desuten – fra en gang i det 12. aarh. av – utrede en større eller mindre del av ledingskosten som en ordinær skat.
I Frostatingslagen derimot er det fra gammel tid av fylket som er utredselskreds for ledingen, skibsyssel. Der er lettere vernepligtsbyrde, skibene er bare 20-sesser og ledingen utredes endnu i de første aarene av det 13. aarh. bare til krig; den er ikke blit til en ordinær skat ogsaa i fredsaar.
Det blir den derimot i løpet av den første tredjedel av det 13. aarh. – nærmere kan tiden ikke bestemmes – og omtrent samtidig blir ogsaa Trøndelagen inddelt i skibreder; men da hovedsaken ved ledingen nu er blit skatten og ikke skibsutrustningen, er disse trøndelagsskibrederne efter sit væsen noget helt andet end de gamle vestlandske; de er skattedistrikter, ikke militærdistrikter.
I realiteten kommer dette ut paa en sterk tilnærmelse i Frostatingslagen til Gulatingslagens system, og det er meget rimelig og naturlig. I det 12. og 13. aarh. gaar den langvarige og indviklede proces med et samfunds overgang fra naturalhusholdning over byttehusholdning til pengehusholdning ganske fort i Norge. Byene, kirken og kongedømmet gaar i spissen, og Vestlandet trækkes paa grund av naturforhold, næringsveier og kommunikationer raskere ind i bevægelsen end resten av landet. Desuten er Vestlandet i den siste del av borgerkrigene, ialfald efter slaget paa Fimreite i 1184 og igrunden ogsaa adskillig tid før, forholdsvis neutralt; der stilles ikke store krav til utrustning av skib og mandskap, og kongemagtens økende behov for indtægter kunde derfor lettest tilfredsstilles der, idet ledingen gik over til en aarviss byrde paa befolkningen – det første grundlag for offentlig skat i Norge. I løpet av en eller et par generationer naar saa resten av landet den samme økonomiske utviklingsgrad samtidig med at borgerkrigene stilner av, og det lykkes da kongemagten ogsaa i Frostatingslagen – og sikkert ogsaa i Viken, hvor vi dog av mangel paa materiale maa uttrykke os litt mere forsigtig – at faa gjort ledingen om til en virkelig skat.
Alt tidlig i Haakon Haakonssons regjering – før 1230 – er paa denne maaten den kombinerte militær- og skatte-byrde, ledingen, blit ordnet væsentlig likt i Frostatings– og Gulatingslagen, – og sikkert ogsaa i resten av landet – og utviklingen fortsætter sig i den siste fredelige del av hans styre. Det blir indrettet særlige skibredeting til ordning av alle ledingssaker, baade av militær og økonomisk natur, og disse skibredetingene, som var meget mer praktiske til daglig bruk end fylkestingene[17], fik efterhaanden ogsaa andre opgaver. Ved Haakon Haakonssons store statslige straffelovgivning fra 1260 blev saaledes ranssaker henlagt til skibredetinget, og i store deler av landet, navnlig paa Vestlandet, holdt skibreden sig som det ordinære tinglag helt til over midten av det 19. aarh.
Paa ledingsvæsenets som paa straffelovens omraade – og ogsaa paa andre omraader som vi her ikke kan komme ind paa – trækker altsaa Magnus Lagabøters norske landslov bare konsekvensene av utviklingen under det foregaaende styre. Under Haakon Haakonsson slutter de gamle kampene mellem landsdelene, under ham skapes en ensartet militær og finansiel administration, under ham overtar staten helt ut ansvaret for retssikkerheten i landet, under ham seirer altsaa »enhetsstaten«; Norge er ikke længer bare et »rike«, men en stat og et folk.
Henrik Ibsen har symbolisert dette enhetsarbeidet i Haakons »kongstanker. Om den psykologiske rigtighet av »kongstanken« kan en historiker ikke uttale sig; vi vet ikke nok om Haakons person til at kunne bedømme hvor bevisst og hvor langsynt hans politik var; det spørsmaal er en digter den rette til at svare paa, ikke en historiker. Men at Ibsen historisk har ret, at det virkelig er Haakons regjering som har fuldendt enhetsverket i Norge, det mener jeg, historien virkelig kan konstatere.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Samlede Værker I 321
- ↑ Uthævet her.
- ↑ HT. 5 R. II 379–96. – Som det vil ses lar den opfatningen som fremstilles i det følgende, sig uten vanskelighet forene med Kohts synspunkter i dette foredraget.
- ↑ Hyppig med tilslutning fra grænselandskapene mot Sverige øst ved Gautelven.
- ↑ Kalv var gift med Aalve paa Egges enke Sigrid, og ætten paa Egge maa ha været en sidegren av Ladeætten; det fremgaar med sikkerhet av, at Aalves søn bar det utpriegede slegtsnavnet Grjotgard. Fortællingen om Grjotgard har ogsaa interesse av en anden grund, idet den foregaar paa Hedemarken, og altsaa viser, at Ladeætten alt paa Olav Haraldssons tid hører hjemme baade i Trøndelagen og paa Oplandene. Ogsaa Haakon Ladejarls to dattersønner Ivar Hvite og Orm jarl hørte til paa Oplandene. – Mindre væsentlig i den følgende tid blir derimot den gren av Ladeætten som stammet fra Svein jarls datter Sigrid, gift med Aslak Erlingsson paa Sole.
- ↑ HT. 5 R. III 314–21.
- ↑ Snorres fortælling her bygger paa Ágrip og Morkinskinna; men han har ogsaa selv hørt trøndsk lokaltradition om Haakons kongedømme; han citerer saaledes en vise som »blev kvædet i Trondheim:
Hit kom Haakon den unge Siden han Olavs søn (Han er av mænd den beste) Selv bød halve Norge, Den navnkundige fyrste Gavmild; men Magnus vilde, For med Steigar-Tore. Maalsnild, ha det hele.« - ↑ Alt Snorre har været opmerksom paa parallellen mellem Magnus Erlingssons og Svein Ulvssons ret til tronen og lar Erling Skakke argumentere med den i sin diskussion med erkebiskop Eystein om Magnus kroning.
- ↑ Jfr. ogsaa, at de to eneste kjendte Haakoner fra midten av det 12. aarh., Haakon Pungelta og Haakon Mage, begge dattersønner av Aslak Erlingsson paa Sole og derigjennem nedstammende fra Lade-ætten, hører til Trønder-partiet, den første til Sigurd Slembes, den andre til Sigurd Munns tilhængere; Haakon Mage var historikeren Eirik Oddssons hjemmelsmand og har kanske oprindelig git traditionen dens sterkt trøndske farve.
- ↑ Om Gudbrand vet vi, at han stod paa Inge Krokrygs side mot Haakon Herdebreid og faldt sammen med kongen i slaget ved Oslo (1161).
- ↑ Paafaldende er det dog hvor utførlig Haakon Toresfostres og Steigar-Tores historie er fortalt i det ellers saa snaue arbeidet.
- ↑ I Heimskringla, som støtter sig til et vers av Sigvat, er det sogningene som egentlig sætter sig op mot Magnus’s haardhet.
- ↑ Ogsaa i Heimskringla og andre sagaer lægger man merke til dette.
- ↑ Jfr. hans bemerkning (Storms Monumenta, s. 2719) om at Olav den hellige ikke stolte paa trønderne, fordi han »kjendte deres letbevægelighet og upaalidelighet (noverat enim eorum facilitatem et inconstantiam)«.
- ↑ Den andre grenen av Arnmødlingeætten, den paa Bjarkøy, sogner, som Haalogaland i det hele, ogsaa til Vestlandet og ikke til Trøndelagen.
- ↑ Den detaljerte begrundelsen for den følgende fremstilling maa jeg gi paa et andet sted.
- ↑ Heredstingene, som spiller saa stor rolle hos de moderne retshistorikerne, kjendes ifølge kilderne bare fra Viken.