Tid er Penge
Halstein. Goddag, Helge. Nu blir Du med i Byveien om Mandagen?
Helge. Var det likt sig! Jeg har ikke Tid at reise før om Fredagen.
Halstein. Om Fredagen! Og Brylluppet skal staa om Søndagen! Du gjør bare Nar af mig, ved jeg. Eller har Du skaffet Dig Vinger kanske?
Helge. Næsten – ti Dampen er næsten ligesaa god som Vinger, og jeg reiser med Damp, ser Du.
Halstein. Reiser Du med Dampen? Det blir en kostbar Reise; Du skal jo have Las baade op og ned?
Helge. Ja, baade et og to. Men endda tænker jeg at reise en god Del billigere end Du, Halstein.
Halstein. Det var rart. Jeg kjører med mine egne Hester, og har For med til dem og Niste til mig selv; jeg har saaledes ikke andet Udlæg end Færgepengene ved Minde, og Bropengene, og saa nogle Skilling for Lossementet i Byen.
Helge. Nu, Du regner altsaa Intet for Tiden, som Du hefter bort for Dig selv og med Hestene.
Halstein. Nei, hvad skulde jeg vel regne for Tiden? Vi maatte jo leve hjemme ogsaa, og bestille noget med; saaledes kommer det jo ud paa Et, hvad vi gjør. Tingen er, at Reisen maa gjøres, og det kommer an paa at slippe med saa lidet kontant Udlæg som muligt.
Helge. Ja, men ved Du, hvad jeg kalder den Regningen, Halstein? Jeg kalder det at holde paa Skillingen og lade Daleren gaa. Jeg vil sætte op med Dig, at Byreisen ikke skal koste mig halv saa meget som Dig.
Halstein. Janok, lad os vædde. En Daler kan være nok; saa ved jeg, at jeg har frit Ophold under Byreisen. Jeg ved, hvad det koster at reise med Dampen; Du behøver ikke at fortælle mig det; og vel ved jeg ikke saa akkurat, hvad det koster med Jærnbanen, men jeg kan tænke mig, at det blir en Dalers Penge for Lasset. Nei, dengang har Du forsnakket Dig, Helge; betal mig Daleren først som sidst; Du maa saa ud med den lel. Ha, Ha, Ha, dengang tog jeg Dig, Helge.
Helge. Far ikke saa fort, Mand! Du gjør Regning uden Vært, skal jeg sige Dig. Jeg skal være med at opgjøre Regningen, jeg ogsaa, og da tænker jeg, den ler bedst, som ler sidst. Hør nu, hvorledes jeg regner. Nu vil jeg først beregne, hvad Din Byreise koster. Lad os anslaa Dit kontante Udlæg til 1 Daler. Baade Du og jeg har gjort saamangen Byreise i vore Dage, at vi ved, der altid søles bort nogle Skilling paa en Reise, som medtager hele Ugen. Saa regner jeg for 2 Hester med hver sin Kar Taler for hver om Dagen; det udgjør 6 Daler.
Halstein. Nei, stop nu; slig Regning tager jeg ikke for god; jeg regner Intet, siger jeg Dig for Hestene og Karlene; de skal jo fødes alligevel, ved jeg.
Helge. Jasaa. Skulde de fødes uden at bestille Noget hjemme?
Halstein. Hestene ved Du jo, vi Intet videre Brug har for senhøstes, og Drengene kunde jo rigtignok træske, men det vinder vi nok endda?.
Helge. Nej, min kjære Halstein; jeg erkjender ikke Rigtigheden af Din Vurdering af Hesterne og Drengen. Jeg for min Part har fuldt op at bestille for dem Aaret rundt, og min eneste Klage er, at Tiden aldrig strækker til – at hvor nøie jeg passer hver Stund, saa blir meget ugjort som burde være gjort.
Halstein. Ja, Du, Helge, Du har nu saamange Paafund, men jeg er af den gamle Stok, jeg, og jeg mener, jeg lever, jeg ogsaa. Jeg driver min Gaard som Far min gjorde og som Far hans gjorde før ham, og blir jeg ikke rigere, saa blir jeg da heller ikke fattigere, ved jeg.
Helge. Du blir ikke fattigere, siger Du. Du var rigtignok i en heldig Stilling, da Du fik Gaarden; Du var eneste Barn, og der hvilede ingen Heftelser paa den. Du har 4 Børn, og forudsat, Du avler saameget som Din Far avlede, hvilket jeg dog ikke tror, ti selv den bedste Jord blir træt af at yde Aar efter Aar uden at hvile; men sæt, at Du avler ligesaameget som Din Far, saa har Du 3 Munde mere at føde end han havde, og er end ikke Du fattigere end han var, saa blir dog Dine Børn fattigere end Du er, naar de bare faar en Fjerdepart af det, Du fik alene. Du har holdt Din Gaard vedlige, det er sandt; men for at Du kunde siges at være ligesaa rig som Din Far, burde Du have forbedret Gaarden i et rimeligt Forhold til Tallet af Dine Børn.
Halstein. Jeg synes Alt, hvad der med Billighed kan kræves af mig, er, at jeg vedligeholder hvad jeg har faaet. Lad mine Børn gjøre ligesaa.
Helge. Det vil de faa vanskeligt for at gjøre; af en Fjerdepart af Din Gaard kan de ikke leve, ialfald ikke saaledes som Du har levet, det vil sige, som en velstaaende Bonde. Dine Børn maa arbeide anderledes, end Du har gjort, for at slaa sig igjennem. De blir nok nødt til at tage Tiden med i Beregningen, hvilket Du ikke bryr Dig om. Men lad os nu komme tilbage til vor Regning. Jeg havde beregnet Din Udgift ved Byreisen til 7 Spd. – ikke at tale om Dit Tab af Hesternes Gjødsel.
Halstein. Ha, Ha, Ha – Hesternes Gjødsel! Nej, det er virkelig ikke værd at snakke om den – jeg har Guds Velsignelse af den Ting – en Dynge saa stor, saa jeg behøver flere Dage til at kjøre den ud. Nej, min gode Ven, lad os ikke tale om Hestegjødselen, naar vi skal tale om en Byreise.
Helge. Det er slet ikke noget at le ad. Naar jeg sagde, at jeg ikke vilde snakke om Hestegjødselen, da var det fordi jeg vidste, Du ikke bryr Dig om at tale om den, da Du anser det for noget Ubetydeligt. Men jeg er af en ganske anden Mening angaaende Hestegjødselens Værd; jeg vilde anslaa Tabet af Gjødselen ved en saadan Byreise til 1 Dalers Penge, og det vilde være lavt anslaaet for Dit Vedkommende, ti Du vilde jo lade Hesterne staa inde den hele Tid, hvis Du ikke brugte dem i Byveien, men jeg kjører hele Dagen, og kunde saaledes ikke regne paa anden Gjødsel end den, som falder om Natten og i Hviletiderne; men passsende blandet, vilde selv dette være tilstrækkeligt til at avle en Tønde Korn paa et Jordsmon, som ellers Intet vilde bære.
Halstein. En Tønde Korn siger Du. Du snakker over Dig, Helge! En Tønde Korn efter den Gjødsel, som falder af 2 Heste i Løbet af en Uge.
Helge. Det har jeg ikke sagt. Jeg har kuns taget i Betragtning den, som falder om Natten og i Hviletiden i den nævnte Tid. Med Affaldet hele Døgnet rundt maatte kunne avles mindst det dobbelte.
Halstein. Ha, Ha, Ha! Det bliver bedre og bedre. 2 Tønder Korn, siger Du – altsaa koster Byreisen min mig foruden 7 Spd. ogsaa Værdien af 2 Tønder Korn – skal vi regne Rug eller Byg eller Blandkorn? Ha, Ha, Ha!
Helge. Som, Du vil, Far min. Jeg vil paatage mig at skaffe Dig, hvilken af Delene Du forlanger.
Halstein. Jeg kunde have Lyst til at tage Dig paa Ordet, dersom det ikke var forbundet med saamegen Tidsspilde.
Helge. Men jeg synes den Tid vilde være vel anvendt og vilde lønne sig godt, Og saaledes som Du tager Tingen vilde der ikke udkræves megen Tid. Du kaster ja Hestegjødselen i en Dynge og overlader den til sig selv. Men jeg gjør mig mere Bry med den, og jeg kunde ikke indgaa paa at skaffe Dig de 2 Tønder, medmindre Du i Et og Alt fulgte min Forskrift.
Halstein. Nu da, lad mig engang høre, hvilke Kunster jeg skulde gjøre med min Hestegjødsel.
Helge. Først og fremst maatte Du sørge for at have veltørket Myr i Beredskab, eller i Mangel deraf nogen anden mager Jord, eller har Du Sagflis ved Haanden, kan vi ogsaa bruge den, men tør Myr er bedst. Saa maatte Da sætte Stalddrengen til at kaste nogle Skufler Myr bag Hesterne et Par Gange om Dagen for at opfange de flydende Gjødseldele, og endelig skulde der lægges en Flo Myr imellem hver Flo Gjødsel, Dersom Du vilde lade dette gjøre daglig med Din Hestegjødsel, skulde Du se Dyngen voxe 5 Gange saa fort som den nu voxer, eller rettere sagt, den voxer slet ikke efter Jul; naar det først er kommen rigtig Varme i den, fortærer den sig selv, til ubodelig Skade for Din Jord.
Halstein. Og Du indbilder Dig, at nogen Dreng vilde være at faa til at gjøre alt dette.
Helge. Ja, jeg ikke alene indbilder mig, men jeg er ganske vis paa, at saadanne Drenge findes. Min Dreng f. Ex. gjør netop saaledes, som af mig beskrevet.
Halstein. Og med det Gode?
Helge. Naturligvis. Hvorledes skulde det vel gaa med det Onde? En skikkelig Gut vil gjøre det, som enhver anden Ting, naar man forklarer ham Tingens Nytte; hvorvel det naturligvis var hans Pligt blindt hen at gjøre, hvad han sættes til, saa gaar det meget lettere, naar Hensigten forklares, og det koster dog saa liden Umag.
Halstein. Det undrer mig, at Du ikke fører mig Tabet af mit eget Affald, eller Exkrementer som det jo heder i Bøgerne, til Regning.
Helge. Ja, det vilde jeg visseligen have gjort, dersom jeg havde haft det mindste Haab om, at Du vilde laane Øre til en saa vigtig Sandhed, men hidindtil ansees jo den kraftigste af al Slags Gjødsel af Dig og de Fleste for Noget, man ikke let nok kan skille sig ved. At opsamle den og ved Tilsætningen at formere den, det er forbeholdt kommende mere oplyste Tider.
Halstein. Ja, Du Helge, Du Helge, Du faar det nu til, Du! Har Du ikke glemt Noget? Er nu Alt, baade Smaat og Stort, taget ind i Regningen?
Helge. Jo, nu tænker jeg vi er færdig med Din Regning og kan tage fat paa min.
Halstein. End Kjødbenene af Nisten, Vennen min, har Du regnet dem? Ha, Ha, Ha!
Helge. Nej, det er sandt, dem har jeg virkelig glemt. Og jeg tænker der blir mindst et Pund Ben af en slig Niste, som udfordres til to Karle i en Uge. Der kan koges en god Suppe paa de Ben først og fremst, og siden giver de Gjødsel – lad mig se: til af et Maal. Regner jeg, at der avles 30 Tønder Potetes paa Maalet, saa taber Du altsaa omtrent 1 Tønde paa de Kjødben, Du fører med til Byen, hvis Du ikke vil gjemme dem til Du kommer hjem, og sælge dem der til en Benhandler; ti det vilde jo altid blive noget brysamt at føre dem med sig hjem igjen.
Halstein. Ja, det vilde rigtig blive for brysamt. Aanej, Du; jeg mener vi slaar en Streg over Benene. Ha, Ha, Ha. Du er den underligste Krop, jeg kjender, Helge. Naar man hører Dig snakke saaledes, skulde man tro Du var rigtig en Gnierpind af første Skuffe; men Du er da ikke det heller; jeg kan ikke sige det.
Helge. Nej, Du har Ret, Halstein: jeg er ingen Gnier, men jeg er heller ingen Ødeland. Jeg kan ikke bekvemme mig til at søle bort Ting, som kan være mig selv eller Andre til Nytte. Og der er ingen nyttigere Ting end Tiden, og ingen Ting, som søles mere tankeløst bort end denne. Dernæst søles der bort paa en Gaard en Mængde Smaating, som hver for sig ikke er af stor Betydning, men som samlet og rigtig anvendt, kan ansættes til en større Sum for Aaret end Nogen skulde tro, der ikke har prøvet det. Hertil regner jeg mange Slags Affald, som man ikke er vant til at betragte eller anvende som Gjødningsstof, men som ikkedestomindre er det, og som af den Grund fortjener al mulig Opmærksomhed. Naar jeg siger Dig, Halstein, at jeg Aar om andet gjødsler et Maal Jord med de paa Gaarden faldende Ben, saa vil Du ikke tro det, og dog alligevel er det sandt. Du ved, at jeg nu føder og avler dobbelt saa meget paa Bruget, som da jeg fik Gaarden. Hvorledes havde det været muligt; dersom jeg ikke havde benyttet Tiden vel og derhos ikke sløset Noget bort, som kunde komme til Nytte, om end nok saa ringe. „Mange Bække smaa gjør en stor Aa,“ er et sandt Ordsprog, det ved jeg af egen Erfaring.
Halstein. Ja, ja, min kjære Helge, det kan vel være Noget i det, Du siger; men jeg er saa gammel nu til at faa det ind i Hovedet. Kan Du imidlertid lære han Baard, Sønnen min, hvorledes han skal bære sig ad for at gjøre Nygaarden saa god som Bruset, da skal Du have Tak.
Helge. Jeg vil med Fornøielse sige ham, hvorledes jeg har drevet Bruset i disse 20 Aar; men det er kun lidet, jeg ved; jeg var en gammel Kar, da jeg tog Bruget, og jeg havde Ingenting lært udenfor min Kristendomskundskab. Men Nøden lærte mig at bruge min Eftertanke, og jeg lærte meget af Samtaler med Præsten, som var en dygtig Jordbruger, foruden at han var en dygtig Præst, og hvad der er bedst af Alt – en retskaffen Mand. Desuden brugte jeg mine Øine, naar jeg var i Byveien; der kan læres meget paa et saadant Stykke Vei, naar man bruger Øine og Øren. Men dette er en langvarig og tidsspildende Skolegang. Nutildags har man Midler til at naa Maalet paa en kortere og bedre Maade. Sæt Din Søn paa Landbrugsskolen, Halstein. Der faar han det rette Greb paa Tingen. Jeg vil ikke sige, at han er en fuldkommen Jordbruger naar han har gjennemgaaet Landbrugsskolen; men han har lagt en Grundvold, hvorpaa med Sikkerhed kan bygges. Han lærer der, hvor og hvorledes han skal søge Kundskaber. Han lærer at læse en Bog med Eftertanke og at gjøre Brug deraf. Naar han er færdig med Landbrugsskolen, bør han en liden Stund tage Skræppen paa Ryggen og se sig om i Landet. Han vil lære meget ved at se de Lærdomme, han bar faaet, praktiseret paa forskjellige Steder og ved at sammenligne hvad han ser med hvad han han har lært. Men jeg mærker, jeg blir snakkesalig paa mine gamle Dage. Vi kom rent bort fra, hvad vi egentlig skulde tale om, nemlig Byreisen. Vi var færdig med Din Reise Halstein; lad os nu tage fat paa min.
Halstein. Som Du vil, Helge; men jeg giver mig allerede tabt.
Helge. Nu vel, jeg tror rigtignok ikke, Du vilde have vundet Væddemaalet; men lad os alligevel regne over, hvad jeg antager Byreisen vil koste mig. Det vil medtage en halv Dag baade paa Ned- og Optur for 2 Hester og 2 Karle at bringe Føringen til og fra Stoppestedet for Dampen; det gjør efter min Regning 1 Spd. Fragten med Dampbaad og Jernbane vil komme paa omkring 2 Daler Lasset ned og op. Det er 5 Spd. Jeg vil lade min Tidsspilde og Udgifter paa Reisen gaa op i op med Dit Tab af Hestegjødsel o. s. v. Er Du fornøiet dermed, Halstein?
Halstein. Ja, ja, lad gaa. Men endnu bliver der Spørgsmaal om Spd. for at Din Reise kun skal blive halv saa dyr som min.
Helge. Jeg ved det nok, og derom tænker jeg vi snart skal blive enige. Jeg skal ellers sige Dig, at jeg kunde med god Grund regne min Nærværelse hjemme i 4 Dage, nemlig fra Mandag til Fredag, værd Spd. ti det er ikke Snak, det, at Husbondens Øine gjør 2 Mands Arbeide. Men jeg skal nok faa ud mine Spd. paa en anden Maade. Vi fører begge Smaagriser til Byen; men jeg ved godt, hvad Grisene taber paa en 2–3 Dages Omskumpling paa en Kjærre; man har Møie med at faa dem til at nyde Noget. Mine Griser er i Kristiania om Eftermiddagen og har ligget og sovet den hele Tid i Halmen i sin Kasse. Jeg er rimelig, naar jeg regner 1 Mark mere for hver af mine Griser mod Dine, Halstein. Hvad mener Du?
Halstein. Jeg kan ikke have noget at indvende mod den Regningen, Helge. Jeg mindes nok den sidste Byreise, jeg gjorde. Jeg fik et overhændigt Regn hele Turen, og jeg tænkte Grisene havde sat til; jeg kjendte dem næsten ikke igjen, da jeg kom paa Torvet med dem, saa tufset og stygge saa de ud. Og det er sandt, om det er aldrig saa godt Veir, saa lider de meget lel.
Helge. Nu jeg har 10 Griser med til Byen – saaledes kunde vi være kvit. Men det et ikke saa nøie med en Pølse mere eller mindre i Slagtetiden siger Ordsproget. Du skal vel have Smør med, kan jeg tro. Men jeg skal have en fed Gjødkalvskrot med, og den vil koste Flesk i Kristiania. Jeg tegner mindst 4 ß. Potten af den Melk, den har faaet, medens Du neppe kan regne mere end 3 ß. for Potten af Melken til Smøret. Den ene Skilling Potten, som jeg vinder ved at benytte Dampen og Jernbanen, altsaa ved at spare paa Tiden, den drar, den, Halstein, saa jeg tænker vi kan balancere vor Mellemregning. Det har været umulig at føre Gjødkalver ind fra Hedemarken før. Mange Ting, som ikke kan staa sig mere end een Dag, saasom Fløde, nykjernet Smør, Grønsager, ferskt Kjød, Vildt om Sommeren, fersk Fisk, m. m. m,. og som Alt betales til høie Priser paa Kristiania Torv, kan vi nu sende derind; og naar vi engang kommer os i Orden og faar vore faste Kommissjonærer derinde, da vil vi kunne opnaa disse Fordele uden at tabe vor kostbare Tid, og af alle de Fordele, Dampfarten paa Mjøsen og Jernbanen har forskaffet os, anser jeg den for størst, at vi har lært eller vil lære at skjønne paa Tidens Værd. Naar en Jernbane engang kommer til at forbinde Hedemarken med Østerdalen, og vi kan faa Tømmer og Ved ligetil Husdøren, istedenfor som nu at hente det 1–4 Mile borte, da skal Hedemarken blive et sandt Gosenland; ialfald kan det blive det; ti Jordbunden og Samfærdselsmidlerne lader Intet tilbage at ønske, og Folket behøver da bare at bruge Tiden og Fliden ret for at opnaa al ønskelig Velstand og Trivsel.
Halstein. Ja, Du lover godt, Helge; jeg oplever ikke at se den Tid; Gud give, han Baard maa gjøre det!
Helge. Det tror jeg vist han gjør; ti jeg er vel ogsaa for gammel til at opleve den Tid, men langt unna kan den ikke være, dersom Alt vil gaa fremad i samme Mon som det har gaat fremad i de sidste 10 Aar.
Halstein. Bare vi slipper Krig; ti ellers er jeg ræd, at alle Dine skjønne Udsigter blir til Vand.
Helge. Sig ikke det. Halstein; Krig er vistnok en slem Ting, men ved Guds vise Raad kan den ogsaa blive et Gode. Lidt Møie kan ikke skade; det er under saadanne Omstændigheder, et Folk lærer at bruge sine Kræfter. Jeg er ræd for, at vi for let er kommen til vor herlige Frihed og de med den følgende Goder. Lad os faa Anledning til at forsvare den med Fare for Liv og Velfærd, saa skal vi lære at paaskjønne den anderledes end vi gjør. Førend vi har prøvet, hvad vi duger til, kan vi ikke have nogen rigtig Agtelse for os selv, og endnu mindre kan andre Folk have det. Hvad vi end tror og mener, saa gaar det dog som Gud vil alligevel, og vi ved, at hans Vilje er altid god.
Halstein. Ja sandt er det, og det Bedste vi derfor kan gjøre, er, at finde os med Hengivenhed i hans Vilje. Men lev nu vel, Helge, til vi sees!
Helge. Ja, farvel, Halstein, og en lykkelig Reise!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |