Om Behandling af en Husmandsplads
Allerede i flere Aar har Husmand Gudbrand Aasbakkes Jordbrug og hele Bedrift vakt megen Opmærksomhed i Omegnen, og det var derfor naturligt, at jeg tog Anledning til, under mit Ophold i hans Bygdelag, at besøge og nøiagtig sætte mig ind i den Maade, hvorpaa han har drevet Pladsen Aasbakke. Jeg fandt i Gudbrand en tænksom og kraftig Mand, der ret syntes skabt til at udføre noget mere end sædvanligt; og at han ogsaa i Virkeligheden havde gjort dette, blev man overbeviist om, endog bare ved et løseligt Øiekast rundt om paa den veldyrkede Plads, paa de pyntelige og vel vedligeholdte Huse, omgivne af en liden Urtehave med endel Træer i, kort sagt, paa det hele Sted, der Alt røbede Orden og Tænksomhed.
Da jeg gjerne ønskede at faa en nøie Underretning om Gudbrands hele Fremgangsmaade, baade i det Ene og det Anden besøgte jeg ham flere Gange og har her i Korthed optegnet, hvad han har meddelt mig, og dertil af og til føiet en Bemærkning, for at det Meddelte ikke skal blive misforstaaet.
Det var i 1840, at Gudbrand fæstede Pladsen Aasbakke under Gaarden Østlid. Størrelsen af Pladsens Jord fandt jeg ved Opmaaling at være omtrent 21 Maal (a 2500 Kvadrat-Alen), hvoraf de tre Maal er sort; forraadnet Myr. Jordsmonnet, som er grus- og sandblandet, ligger i en Dybde af et Par Fod paa en fast Lerbund, der holder sig temmelig raa ved Vandsig fra Aasen.
Stykket ender mod Øst og har en noget skraa Beliggenhed uden dog at være brat. Nederst ligger det omtalte Myrstykke. Dette sidste var ikke rørt, da G. modtog Pladsen, men den øvrige Jordvei havde været dyrket i lang Tid og baaret Korn Aar efter Aar uden at være lagt ud til Eng, hvorfor Afgrøden, som fordetmeste bestod i Havre, sjelden var over 3 a 4 Fold efter Udsæden. Lidt Byg og Blandkorn fik af og til nogen Gjødsel, men da Bearbeidelsen var daarlig og Jordsmonnet for fugtigt, tog alslags Ugræs saaledes Overhaand, at Avlingen var yderst ringe Af Poteter, som bestandig sattes paa det samme Stykke, og som fik næsten al den opsamlede Gjødsel, avledes dog i Almindelighed kun 5–6 Fold, da; ogsaa her Fugtigheden og Ugræsset hindrede en frodig Væxt. Da der Intet laa til Slaatteland, saa bestod Høavlingen kun i det ganske ubetydelige Hø, som kunde slaaes langs Gjærder og hist og her mellem Agrene samt paa Myrstykket, der formodentlig af den Grund ikke var rørt; Følgen var altsaa, at de 2 Kjør, som holdtes paa Pladsen, blev sultfodrede over Vinteren paa Halm, og kunde altsaa ikke skaffe Mælk til Husholdet; og den ubetydelige og daarlige Gjødsel, som faldt, var ikke tilstrækkelig til at holde Ageren i frugtbar Stand. Der avledes derfor ogsaa hvert Aar mindre og mindre, og nogle Stykker var allerede saa udmagrede, at de ikke længer vilde give stort mere end Saakornet, hvorfor de blev overladt til sig selv og tjente kun til at holde Livet i et Par usle Saaer Sommeren igjennem.
Omtrent saadan var Pladsens Tilstand, da Gudbrand overtog den, og han indsaa strax, at det paa denne Maade var en daarlig Ting at anvende Saakorn og Arbeide, hvorfor han lod al den udmagrede Ager ligge og tog fat paa de bedste Stykker, hvor han kunde haabe at have Noget igjen for sit Stræv. Jeg maa her ikke undlade at gjøre den Bemærkning, at Gudbrand var saa heldig at være kommen til en Gaard, hvis Eier selv var kyndig i Jorddyrkning og gjorde sig en Glæde af at veilede og raade Husmanden, og som, da han mærkede, at G. var ligesaa forsynlig og sparsommelig, som han var tænksom og arbeidsom, Tid efter anden understøttede ham paa en rimelig Maade til at forbedre sin Plads.
Da jeg frygter for, at det vil føre til for stor Vidtløftighed at følge vor Ven Gudbrand paa hans hele Fremskridtsbane, tænker jeg at naa mit Maal ved at gjennemgaa og i Korthed forklare ethvert Arbeide, saaledes som G. baade forhen og nufortiden udfører det, og dertil knytte en og anden forklarende Bemærkning.
Han meddelte saaledes først, hvad han havde gjort ved
Jordstykket, som tilhørte Pladsen, var, som forhen anført, udsat for Vandsig fra Høiden og altsaa raat og koldt i Undergrunden (Auren); og det første, G. ansaa for nødvendigt, var at bortlede det ovenfra Bakken eller Aasen kommende Vand. Han tog derfor en temmelig dyb Grøft langs det øvre Gjærde og førte derved Overvandet til den ene Side, hvor han blev af med det i en Skraabakke. Dette gjorde allerede god Hjælp, men et Stykke nedenfor denne Grøft, kom Vandet atter frem, og han maatte ogsaa her grave en Grøft for at faa Ageren nogenlunde tør. Han grov de første Aar paa denne Maade en hel Del aabne Render, men dels vare de for grunde til at skaffe Undervandet bort, dels faldt de snart igjen og maatte atter oprenskes, dels tabte han derved en stor Del af sin lille Jordvei, og endelig voxte alslags Ugræs paa begge Sider af Renderne og gjorde ham megen Fortræd, ikke at tale om, hvor vanskeligt det var baade at pløie og harve, da han maatte vende hver Gang han kom til en aaben Grøft. Han begyndte derfor, efter sin Husbonds Raad, at grave Renderne dybere og ganske smale i Bunden og at fylde dem med smaa Sten og grovt Grus, som han havde nok af i Bakken strax ovenfor Pladsen. Denne Fylding gjorde han fra 6 til 12 Tommer høi, eftersom Vandmængden gjorde dette fornødent. Ovenpaa Stenen lagde han Granbar eller Ener (Brisk, Brakje) og tilsidst omvendt Græstørv, for at hindre den løse Jord fra at komme ned i Renden og stoppe den. Undertiden lagde han 3–4 tynde Træstammer eller Grene i Bunden. Da han kunde tage disse i Skoven, saa blev Renderne ham ikke saa kostbare, som han i Førstningen troede, og da han senere fik Erfaring om, at disse (mindst 3 Fod dybe) Render virkede langt bedre til at bortføre det skadelige Undervand og ikke trængte til nogen Reparation, naar de bare var forsigtigt gjort fra først af, saa holdt han aldeles op med aabne Render, uden paa saadanne Steder, hvor Vandmængden var for stor, eller hvor de ellers ikke kunde undgaaes. Efterat G. i den senere Tid paa Husbondens Ager havde seet de gavnlige Virkninger af at lægge saadanne lukkede Render hele Ageren over med et Mellemrum af 10 a 12 Alen, saa har han ogsaa begyndt hermed, og disse Agre give nu en langt bedre Afgrøde med mindre Gjødsel og lettere Arbeide end før. Renderne anlægger han ikke paaskraa, men lige efter Faldet saaledes, at han kan beregne, at de ville trække Vand, ligemeget fra begge Sider. Eftersom han gik frem med denne fuldstændigere Afgrøftning, blev han ogsaa af med en stor Del af Ugræsset, som nu ikke længere vilde trives i den sunde, for al Surhed befriede Jord, hvorimod saavel Rodvæxter som alle Kornsorter stode langt bedre end forhen.
forsaavidt hertil skulde bruges Hest, maatte saameget muligt indskrænkes, da han alene kunde faa denne til Brug, naar det faldt beleiligt for Husbonden. Nu ved Enhver, hvordan det ialmindelighed gaar hermed: Gaardmanden har Brug nok for Hestene, og Husmanden faar altsaa disse paa de Tider, eller rettere sagt Utider, naar de ikke med Nytte kan bruges paa Gaarden. Husmandens Jord bliver derfor gjerne slet og uhensigtsmæssigt bearbeidet, hvoraf den ligefremme Følge er, at han høster langt mindre end ved en god og hensigtsmæssig Bearbeidelse. Endskjønt nu Gudbrands Husbonde var af det sjeldne Slags, ogsaa i denne Henseende, og det derfor gik G. bedre end mange af Nabogaardenes Husmænd, saa blev dog hans smaa Jordstykker ikke bearbeidede godt nok, hvorfor han efter nogle Aars Forløb satte paa en Stud, som han, da den blev saa gammel, indkjørte og brugte for Redskaberne. Han forsikrer, at Intet har mere hjulpet ham frem end dette Foretagende; thi nu kunde han faa ethvert Arbeide udført i rette Tid; han kunde faa høstpløiet sine smaa Agre, og han kunde faa bearbeidet dem flere Gange om Vaaren i den beleilige Tid og med passende Mellemrum, saa at Jorden blev tilstrækkelig lufter og skjør; Gjødselen blev godt blandet med Jorden og virkede altsaa saameget bedre; og endelig brugte han enhver Tid, han kunde afse, dels til at opkjøre det Nødvendige af sin gode Myrjord til at blande Gjødselen med, og dels kjørte han af Myrjorden lige paa de gamle daarlige Agre og derved, efterat de vare afgrøftede, forbedrede dem saameget, at de atter med Fordel kunde besaaes og give lønnende Afgrøder. Det vigtigste var dog, at han nu kunde passe den rigtige Saatid for saavel Korn som Rodvæxter. Han erfarede snart, at naar en Ager er tilstrækkelig bearbeidet, saa kan man med Fordel saa sildigere, og at næsten bestandig den for tidlig tilsaaede Ager bliver fuld af Ugræs, som naturligvis sætter Kornet tilbage i Væxten og forringer Udbyttet betydeligt. Da han imidlertid for nogle Aar siden hørte, at der gives hele Lande, hvor ethvertsomhelst Markarbeide udføres ved Hjælp af Mælkekreaturene, og da han indsaa den store Fordel af at kunne anvende det Foder, hans Stud fik, til at holde en Ko mere, saa begyndte han at indkjøre sine Kjør, hvilket gik langt lettere end han havde tænkt sig. Koen har et raskere Fodlag end Studen, og naar den ikke bruges længere hver Gang end 2 a 3 Timer, saa holder den ud at trække nok saa godt; noget Afslag i Mælken har han heller ikke kunnet mærke, da Dyrene altid faar Foder nok og er i kraftig Stand. De æde muligens noget mere, men dette betaler sig særdeles godt, da han for dette Tillægsfoder kan sige, at han har alt sit Arbeide udført. At Kjørene maa skaanes nogentid før og efter de kalve, er en Selvfølge.
Han høstpløier bestandig sin Jord og sætter da altid Plogen lidt dybere end før. Paa denne Maade fordybes Jordsmonnet lidt efter lidt, og ny, frisk Jord skaffes op blandt den gamle. Han passer nøiagtig paa, at intet Vand bliver staaende mellem Farerne eller i Teigrenderne, da han har lagt Mærke til, at her bliver vaade Flækker, som om Vaaren hindre En i at paabegynde Arbeidet, og paa saadanne Steder staar Ageren heller aldrig saa godt, som naar Jorden er tør. For at Jorden kan have godt af Vinterfrosten og derved blive skjørnet, maa den nemlig ligge tør. Om Vaaren bruger han meget sjelden Plogen, men derimod en liden let Labbeharv med tre (14–16 Tommer lange og stærkt fremadbeiede) Jærntinder, som er forsynet med Labber. Fordelen ved disse, der staa omtrent som Risteln paa en Plog, bestaar deri, at Ugræs, især Kvækerødder, ikke sætte sig fast men maa glide opad, hvorved Redskabet gaar lettere, og paa denne Maade bliver man alleslags Ugræsrødder kvit. Ved at betragte den her staaende Tegning af Labbeharven, seet saavel fra Siden som ovenfra, vil man lettelig forstaa dens Indretning og indse, at en saadan Labbeharv virker langt bedre end vore almindelige Harve med deres altfor korte og bene Tinder (Lægger). Den, der vil anvende et Par Heste for et saadant Redskab, bør gjøre det bredere og forsyne det med 5 eller 7 Labbejern, anbragt saaledes, at ethvert trækker sin egen Fure.
Ved nu at bruge denne Labbeharv i forskjellige Retninger paa Ageren og til saa stor Dybde, som Dyrene kan trække dem, og bestandig, som før bemærket med nogle Dages Mellemfrist (i hvilken Tid Ageren overfares med en almindelig Harv), – bliver Jorden særdeles vel bearbeidet, og G. lagde snart Mærke til, at denne Fremgangsmaade havde en gavnlig Indflydelse paa Ageren.
I de sidste Aar havde han ogsaa lagt sig til en liden simpel Pigtromle (Agerrul med Pigger paa), der gjør ham næsten samme Nytte som Rulleharven. Hans Pigtromle bestaar af en rund Stok, Alen lang og 9 Tommer tyk. Den gaar, med Tapper i begge Ender, rundt i 2 Arme, hvori Hesten forspændes og trækker. Bagtil er disse Arme sammenføier ved er Tværtræ, hvori der er indsat 12 Jærntinder, som gribe ind mellem de ligesaalange Tinder, 60 i Tallet, som er indsat i selve Tromlestokken i skraa (eller skrueformede) Rader. Over Stokken er et Sæde, hvorpaa Manden sidder, medens han kjører Redskabet. Alle Tinder er 5 a 6 Tommer lange; og naar nu denne Tromle kjøres lidt fort, saa vil Jordklumperne, som Rullestokkenes Pigge fører med sig, blive knuste, naar de komme til de i Bagtræet staaende Tinder. Naar der kjøres et Par Gange, er Virkningen temmelig lig Rulleharvens. Gudbrand havde gjort sin Pigtromle selv, og havde taget de dertil anvendt Tinder især fra en gammel udslidt Harv; men han antager, at naar den skulde gjøres fra nyt af, saa vilde den koste 4 a 5 Spd. Hosstaaende Tegning vil forhaabentlig tydeliggjøre Pigtromlens Indretning.
Den største Nytte, han ser af dette simple Redskab, er at faa Gjødselen rigtig smaakjørt, forinden han med Labbeharven bringer den ned Jorden. Han bemærker herved en paafaldende bedre Virkning af Gjødselen end før, da han blot spredte den med et Greb, hvorved den tit blev liggende i større eller mindre Klumper.
Da han af sin lille Jordvei ikke har Raad til at lade noget Stykke ligge ubrugt hele Sommeren for at arbeides ved saakaldet Brakning, saa maa han anvende saameget mere Omhu paa Vaararbeidet til samtlige Afgrøder, eftersom de følge paa hverandre, og især det Aar, Jorden bruges til Rodvæxter. Eftersom Jorden er uren til, eller af andre Grunde trænger til mere Luftning og Rensning, gjør han Mellemrummene mellem Planternes Rader videre, og derved har han altsaa saameget lettere for at bruge Hyppeplog (Ard) og Fureharv, indtil Hensigten er opnaaet. Ugræsset bliver ogsaa, med dertil skikkede lette Haandhakker, bortryddet. Det reneste af den Jord, han skal besaa med Rodvæxter, bruger han til Poteter, da han maa sætte disse i Slutningen af Mai; men den Jord, som trænger til mere Bearbeidelse for tilstrækkelig at renses, bruger han til Turnips, som ikke behøver at udsaaes førend Tid efter anden i Løbet af Juni, ja ofte ikke førend et Par Uger ind i Juli; han faar saaledes Tid nok til at bearbeide Jorden vel, og de forskjellige Arbeider kan paa denne Maade blive saaledes fordelt, at det ene ikke kommer i Veien for det andet.
Da en Fureharv, ogsaa kaldet Potetesharv, maa ansees som et næsten uundværligt Redskab for med Fordel at dyrke Rodvæxter og under disse Væxters Stand paa Ageren at faa Jorden tilbørlig luftet og rensket, til Fordel for den efterfølgende Kornsæd, saa vil jeg ogsaa meddele hosstaaende Tegning af en saadan Fureharv. Den bestaar af et Midtstykke 5 Tommer bredt, og 2 Sidestykker, hver 3 Tommer brede. Alle tre er 1–3 Tommer tykke, eftersom Styrken udkræver det. De 2 Sidebrander ere befæstede til Midtstykket foran ved Hængsler, og bagtil er anbragt 2 Jærn, som er faste i Sidebranderne og gaa om hverandre, under en Jærnkrampe paa Midtstykket, hvori er en Skrue, saaledes, at de altsaa kunne stilles og fastskrues med større eller mindre Mellemrum. Stillet paa det smaleste gaar Redskabet paa 9 Tommers Brede, men det kan ogsaa udvides til over 20 Tommer. I hver af Sidestokkerne sidde 3 noget fremadbøiede Jærntinder, og i den forreste Ende af Midtstykket sidder en noget stærkere Jærnlæg med en Lab paa, ligesom en Stigbøile er anbragt, for at kunne bringe Redskabet til efter Behovet at gaa mer eller mindre dybt i Jorden. – Tinderne bør være mindst 8–10 Tommer lange.
Førend jeg slutter Meddelelsen om, hvad G. fortalte mig om sit Jordarbeide, maa jeg endnu anføre, hvorledes han dyrker sine. Rodvæxter. Ageren bliver høstpløiet saa dybt som muligt, og næste Foraar labbeharvet en eller to Gange med nogle Dages Mellemfrist; derpaa bliver Gjødselen udbredt jævnt over hele Ageren, hakket tilstrækkelig fiin, og i de senere Aar overkjørt et Par Gange med Pigtromlen og derpaa nedbragt i Jorden med Labveharven. Naar nu Gjødselen har ligget i Jorden indtil Poteterne skal sættes, som ikke sker, førend Jorden er bleven varm af Vaarsolen og Alting har begyndt at gro med nogen Kraft, saa overfares Ageren endnu en Gang med Labbeharven, finkjøres med en anden Harv eller ogsaa med Pigtromlen, og derpaa fures den op i Kammer med en Hyppeplog i 3 a 4 Tommers Dybde. I Bunden af disse Furer, som er omtrent 1 Alen fra hverandre, lægges nu Poteterne med 10 a 12 Tommers Mellemrum; paa hver Potet strøes en liden Haandfuld Aske, og Kammene rages derpaa over Poteterne med en Rive. Er Jorden bleven meget løs og tør, og det ikke ser ud til Regn, saa kjører han over Ageren med en let Rullestok (Tromle); er der derimod Fugtighed nok i Jorden, saaat den tilstrækkelig kan dækk Poteterne, behøves ikke Tromlingen, ja denne vilde endog – da være skadelig. – Naar Poteterne begynde at komme op, brugte han før, for Ugræssets Skyld, at harve hele Ageren over; men efterat han for nogle Aar siden fik gjort den forhen omtalte Fureharv, saa harver han med denne mellem Potetraderne saasnart disse kan sees, hvorved han undgaar at skade Græsset. Dette gjentages gjerne endnu en Gang, førend der hyppes, som sker en eller to Gange, eftersom det behøves, første Gang naar Græsset er 5 a 6 Tommer høit, og sidste Gang førend Blomstringen begynder; thi siden maa de ikke forstyrres. Ugræsset i selve Raderne oprykkes med Hænderne; derved faar han en særdeles ren Potetager, og det næste Aar, efterat Ageren er pløiet om Høsten, behøver han kun at labbeharve den et Par Gange, førend den tilsaaes med Vaarhvede eller Byg. Næpe- eller Turnips-Ageren behandler han paa samme Maade, hvad Bearbeidelse og Gjødsling angaar; men naar han skal saa Frøet, kammes Jorden op med Hyppeplogen, derpaa afrages Toppen af Kammene med en Rive, saa at der bliver en Flade ovenpaa af en Haands Brede, og herpaa saaes Frøet temmelig tykt i en Fure langs hele Kammen; tilsidst rages lidt Jord over og tilklappes med et Bræt eller med Bagen af en Spade. Paa den tørreste Jord afrager han ikke Kammene som ovenfor anført, men blot trykker dem stærkt sammen, for at bevare Fugtigheden. Naar Planterne ere blevne 1 a 2 Tommer høie, udtyndes de med et dertil skikket Jærn eller med Haanden. Denne Udtynding kan foretages først til en Afstand af 3 a 4 Tommer, og senere, naar Rummet bliver for trangt, borttages atter hver anden Plante, og dersom deres Væxt er særdeles frodig, saa maa endnu engang hver anden Plante borttages, for at skaffe en Afstand af 10 a 12 Tommer, som er den mest passende og giver de største Afgrøder af Rødder. De saaledes oprykkede Planter komme til god Nytte for Kreaturene.
Han foretrækker i de senere Aar, istedenfor at saa hele Kammen langs med Frø, at tage Frøet i en Kop og lægge en Klype Frø, mindst 10 a 12 Korn i en Afstand af 10 a 12 Tommer fra hverandre, stikke disse Frø høist en halv Tomme ned i Jorden og siden tilklappe det Hele. Denne sidste Maade har den Fordel, at han da har det i sin Magt at lægge en Haandfuld kraftig Gjødsel ved hvert Sæt af Frø, hvorved dettes hurtige Spiring paaskyndes og sikres, hvilket er af megen Vigtighed for at redde Væksterne fra Jordloppernes Ødelæggelser; thi kommer Væksterne hurtigt og kraftigt frem i de første Dage, da kan vel ogsaa senere Jordlopperne gjøre dem Skade, ja mangengang ødelægge Bladene, saa at disse er saa fulde af Huller, at de se ud som et Sold; men Væksterne kommer sig alligevel og kan give en god Afgrøde. – Opædes derimod selve Hjertebladene i de første Dage, da er Væksterne ødelagte, og der maa da saaes paanyt. Til dette Slags kraftig Gjødsel har G. hidtil brugt den med Myrjord blandede Menneskegjødsel, hvortil ogsaa har været blandet lidt Aske. Denne Gjødsel har han fugtet noget og deraf lagt en liden Haandfuld i 10 a 12 Tommers Afstand, nedtrykket i Kammens Overkant, hvorpaa den Person, der udsaar Frøet, som før meldt, stikker dette ned midt i Gjødselen og dækker over. Frøet, som paa denne Maade kommer til at ligge i passende Fugtighed, spirer raskt, og da dets fine Rødder strax træffe paa rig og tjenlig Næring, saa udvikles, som Følge heraf, de unge Vækster i faa Dage i den Grad, at de i de fleste Tilfælde kunne beskyttes mod Jordlopperne. At Ageren siden, idet man bruger Fureharven imellem Raderne og haandhakker og luger, bliver befriet for alt Ugræs, er en Selvfølge, aldeles nødvendig for at avle tilfredsstillende af Rodfrugter og tillige gavnligt for den efterfølgende Kornsæd, som mindeligt gjengjælder det ved Rensningen og Lugningen anvendte Arbeide. Gudbrand er for sit Vedkommenede forlængesiden kommen til den Overbevisning, at det ikke lønner sig at gjødsle til Ugræsplanter, men at disse maa skaffes bort; og han passer derfor nøie paa hele Sommeren igjennem at afslaa alt Slags Ugræs omkring Husene og hvor det ellers findes, førend det sætter Frø.
Foruden Poteter og Turnips, som her noget udførlig er omtalt, har G. ogsaa begyndt at dyrke lidt af andre Rodvæxter, saasom Kaalrabi eller den saakaldte Rotabaga og Gulerødder, – Væxter, der baade er simple at behandle og vel skikket til Foder for Buskapen; desuden afgive de ogsaa en sund Føde for Mennesker. Har man Rodfrugter og Mælk, saa kan deri ikke være Tale om Mangel paa Mad. Kaalrabi optrækker han først Plænter af, hvilke, naar Ageren er færdig, udplantes paa det for dem bestemte Stykke ligesom almindelig er i Haverne.
Hvad Poteterne angaar, saa maa jeg endnu anføre, at G. de Par sidste Aar, med særdeles Held, havde forsøgt at sætte disse af Planter. Paa denne Maade har han baade sparet en Mængde Poteter, som ellers maatte have været anvendt til Udsæd, og desuden har han faaet Poteter, baade til eget Brug og til Salg, langt tidligere end efter den almindelige Fremgangsmaade. Efter den Anvisning han dertil har faaet, gaar han frem paa følgende Maade: I den sidste Halvdel af April danner han en varm Bænk ved at lægge et eller to Læs Hestegjødsel inden en liden Ramme af Træ og træde den vel til; førend han lægger Gjødselen ned i Rammen, borttager han Madjorden og bedækker Underlaget med et 6–8 Tommer tykt Lag af Flisaffald, (Sagflis, Høvelspon), Halm eller Lignende, som kan forebygge, at Kulden trænger op i Gjødselen, da denne i modsat Fald hindres fra at gjære; Han har bundet sig sammen af Rughalm en simpel og tyk Matte til at lægge over, for at holde paa Varmen. Naar nu Gjødselen efter nogle Dages Forløb begynder at brænde eller gjære og altsaa bliver varm, saa kastes Madjorden paa igjen, lidt ad Gangen; og naar denne ogsaa er bleven passende varm, lægges Poteterne tæt ved Siden af hverandre, saamange som kan rummes i Rammen eller Bænken, – og bedækkes med en ganske tynd Flo af Madjord. Matten lægges over hver Nat, tages af i varme Dage, men lægges altid over, naar Veiret er koldt. Poteterne begynde nu at spire, og ud i Mai komme Spirerne op, men maa fremdeles beskyttes mod Kulden. Imidlertid tilberedes Potetesageren for disse Plænter ganske paa samme Maade, som forhen er beskrevet for Poteterne; men man har nu den Fordel, at man kan sætte 6 a 8 Tommer høie Plænter paa samme Tid, som man ellers skulde have lagt Poteterne. Fordelen herved er, at man har Poteterne modne omtrent en Maaned tidligere end sædvanligt, og Nytten heraf, baade til eget Brug og til Salg, er klar for Enhver. Udplantningen sker nu paa den Maade, at man begynder i Bænken at optage Poteterne fra een Kant og skiller hver udviklet Stengel forsigtigt fra Moderpoteten og de andre Stengler. Det kan undertiden være godt, om noget af Sættepoteten ved at kløves hænger ved Planten; men dette er ikke aldeles fornødent. Ved at føre Planterne fra Bænken til Ageren, maa man se til, at Rødderne ikke blive udtørkede af Vind og Sol, og dette gjøres bedst ved at lægge lidt vaad: Mose i Bunden af den Kurv, hvori Planterne føres, og tillige bedække disse med et vaadt Klæde. Naar Ageren er opkjørt i Kamme, tager man en og en Plante og gjør med Haanden et langagtigt Hul; i dette lægges derpaa Planten i en skraa Stilling, hvorpaa den dækkes med Jord, saa at kuns nogle Tommer af Toppen er ubedækket. Dette har den Fordel, imod at sætte Plænterne lige op og ned, at Stilken da lettere skyder Sidestilke, som igjen bære Poteter. Er Jorden tør, vander man den een eller to Gange; hertil bruger man bedst forraadnet og med Vand fortyndet Urin (Pis) eller Gjødselvand. Plænterne hænge med Toppen et Par Dage, men derpaa begynde de at voxe med megen Kraft, og behandles nu under deres videre Fremvæxt, ligesom andre Poteter med Rensning, Hypning og Lugning. Naar Knollerne begynde at dannes, kan man med Haanden eller med en liden stump Træspade let borttage de store Poterer, øse Gjødselvand i Hullet og klappe Jorden vel til, og man faar da alligevel en fuld Afgrøde til Høsten. Dette er langt bedre, end at rykke op hele Græsset fortidligt, hvorved mange Poteter gaa tabt. Men vendes maa der ved denne Optagningsmaade. De til at frembringe Plænterne benyttede Settepoteter blive for en stor Del i Behold, og kan bruges til Føde baade for Mennesker og Dyr, og man kan antage at en Skjæppe Poteter, behandlet paa denne Maade, afgiver Plænter til et Jordstykke, som ellers vil udfordre 6 Skjæpper.
Angaaende Opsamling, Behandling og Anvendelse af alleslags
da begyndte Gudbrand strax han overtog Pladsen at efterligne hvad han saa, at der blev gjort paa Gaarden; og han mærkede snart, at han næppe kunde anvende sin Tid og sit Arbeide paa Noget, der snarere og sikrere gav ham Fordel, end paa at formere Gjødselen. Hans Husbond havde saa tit sagt ham, at hvad Gjødselen angaar, saa er Hovedsagen at sørge for, at Intet gaar tabt. Som Følge deraf bragte han god Madjord, og især Myrjord, sammen i Hauge omkring paa Pladsen, hvor dertil var Anledning;, og efterat disse havde ligget over et Aarstid, førte han deraf op til Husene og fik under Tag saameget, som var fornødent for daglig eller ugentlig at blande i Gjødselen, saa at Urinen blev indsuget af Jorden. Til dette Brug maa Jorden være saa tør som muligt, dels for at den ikke skal fryse om Vinteren, dels fordi den kun i tør Tilstand kan tiltrække Urinen og Gjødselvandet. Da der ved denne Fremgangsmaade Intet tabes af Urinen, blev ogsaa Gjødselens Gjæring eller Brand forhindret, og den tabte saaledes Intet, eller saalidet som muligt, af dens nærende Dele. Han brugte imidlertid ikke at iblande mere Jord end nødvendigt for det anførte Øiemed. Ligesom Menneskegjødselen ogsaa blev blandet eller bedækket med tør Myrjord, mindst en Gang om Ugen, saaledes at ogsaa der al Urinen blev i Behold, saaledes blev denne Gjødsel, naar det led ud paa Vaaren, endvidere opblandet med 2–3 Gange saameget Jord og flere Gange omgravet og fiinhakket, og i de senere Aar helst brugt paa den formeldte Maade til Turnips og andre lignende Rodvæxter, hvor den især viste sig virksom. Noget blev ogsaa anvendt til Kaal og andre Væxter i Haven. Børnene blev forresten tilholdt at opsamle al den Gjødsel, som de kunde finde paa Landeveien og andre Steder, og herved indsamledes ikke saa lidet Aaret igjennem. Alt Søpl og andet Affald fra Huset henlagdes paa sit Sted, blandet med Jord. Al Aske og Sod fra Skorstenen lagdes for sig selv, brugtes paa Poteterne og viste sig der at gjøre god Nytte. Kort sagt, G. viser en ualmindelig Omhu for at opsamle al Slags Gjødsel, og deri bestaar den største Hemmelighed ved den gode Fremgang med hans Jordbrug, i Modsætning til dem, der med Tankeløshed og ubegribelig Ligegyldighed bortkaste det vigtigste Stof til at fremme Jordens Frugtbarhed. Den Landmand, der bortkaster nogetslags Gjødsel, kan vistnok ikke ansees stort klogere, end den Møller, der lader Vandet løbe bort uden at bruge det til at drive sin Kværn med.
Ved Anvendelsen af den opsamlede Gjødsel viste G. ligesaa megen Omtanke; thi hvad han samlede i Vinterens Løb, blev strax om Vaaren brugt til Poteter og andre Rodvæxter, som trivedes godt derefter; og herved undgik han det betydelige Tab, som Gjødselen lider ved at henligge og brænde, – et Tab, som er langt større end de Fleste forestille sig, og som vel lader sig noget formindske ved at opblande Gjødselen med store Mængder af Jord, den saakaldte Kompost; men som alligevel ikke lader sig ganske forekomme; og Arbeidet med Kompostlægningen er ogsaa tidsspildende og kostbart. Har man løs Sandjord, kan maaske en saadan stærk Opblanding af Gjødselen være tilraadelig, naar man har lerartet Jord til Blanding; thi derved opnaar man andre Fordele, som kan være af Vigtighed for Sandjorden. Alt hvad der forresten kan paaskynde en hurtig Omsætning af Gjødselen, er fordelagtigt; og Gs. Fremgangsmaade fortjener derfor vistnok, med tilbørligt Hensyn til Forholdene, at blive efterlignet.
Forresten har G. forlængst erfaret Nytten af at føre passende Mængder af den gode, sorte Myrjord paa den gamle Agerjord, for derved at forbedre denne, og han fortsætter derfor bestandig med denne Kjørsel, naar han kan afse Tid dertil.
Hvad Dyrkningen af selve Myrstykket angaar, da har han nu faaet denne nogenlunde i Orden paa den Maade, at ham efterat have taget en dyb Rende paa den øvre Kant, for at hindre Vandet fra Bakken i at løbe ud paa Myren, tillige har gjennemgravet denne med to Render efter Længden, hvorved tre ligestore Stykker, hver paa 1 Maals Størrelse, er opstaaet. Nu høstpløier han et Stykke hver Hest., og den næste Sommer, naar de oppløiede Furer begynde at blive tørre, harver han et Par Gange med nogle Dages Mellemrum; og naar Jorden da er tør nok, antænder han Myrjorden, som brænder temmelig godt til nogle Tommers Dybde. Naar Ilden er slukket, bliver Asken ved Harvning flere Gange blandet vel med Jorden. Sidst i Juli eller først i August udsaar han da Vinterrug. Han ser vel til om Høsten, at intet Vand bliver staaende nogetsteds paa Ageren. Næste Vaar saar han Timotheifrø i Rugen, og han har hidtil, efter en Skjæppes Udsæd af Rug, ikke avlet mindre end 9 Skppr. og opad til det Dobbelte; og af Hø har han havt 2 til 3 Skippund paa Maalet (Mælingen). Det lille Myrstykke hjælper ham saaledes, ved forholdsvis lidet Arbeide og endnu uden Gjødsel, til Korn, Halm og Hø, til Ophjælpning af Pladsens øvrige Agre. Paa Forespørgsel, om han ikke troede, at det skulde svare Regning at føre Gjødsel paa Myren, svarede G., at han nok troede det kunde lønne sig, men ikke i samme Mon, som den samme Gjødsel vilde give ham Fordel paa hans andre gode Agre, og at han for det første ikke havde rørt Myren, naar han ikke havde anset den for saa god, at den uden Gjødsel, i det Mindste for endel Aar, kunde give ham lønnende Afgrøder alene ved Brænding. Han tilføiede, at han et Aar, da Veiret var meget regnfuldt, og han ikke kunde faa Myren til at brænde henover hele Ageren, havde, efter sin Husbonds Raad, i et Hjørne af Myren sammenkastet store Hauge af Myrjord og faaet dem i Brand ved nogle Træstubber og andre brændbare Ting, og siden havde han paakastet mere Myrjord, hvorved denne, omtrent paa samme Maade som i en Kulmile, var bleven i mer og mindre Grad brændt og forkullet. Ved at føre denne ud over Ageren havde han næsten seet samme Nytte deraf som ved hans sædvanlige Brændemaade. I fugtige Sommere agter han derfor ogsaa for Fremtiden at bruge denne sidste Fremgangsmaade.
I de første Aar kunde Gudbrand ikke foretage nogen bestemt Inddeling af sin Jord, eller indrette hvad man kalder et ordentligt Sædskifte, da Pladsens Agre dertil var i en altfor forskjellig Tilstand, og han maatte derfor i flere Aar behandle ethvert Stykke for sig, saa godt som muligt, for at bringe dem til at blive nogenlunde i lige Stand, altsaa underkaste dem en forberedende Behandling. Da Virkningen heraf og af hans omhyggelige Gjødselbehandling begyndte at vise sig, raadførte han sig med sin Husbond, og efter af.ham at have faaet nøiagtige Forklaringer over flere forskjellige Brugsmaader og Sædskifter, som kunde bruges paa Pladsen, valgte han følgende Fremgangsmaade, som han nu for Tiden holder sig til, nemlig:
1ste Aar – Havre.
2det Do. Rodvæxter med fuld Gjødsel.
3die Do. Byg og Vaarhvede med isaaet Kløver og Græsfrø.
4de Do. Slaatteland til Hø.
5te Do. Do. til Do.
6te Do. Do. til Do.
Da nu Pladsens Størrelse foruden Myren er 18 Maal Jord, saa holder altsaa enhver af de 6 Afdelinger omtrent 3 Maal, og vi vil derfor gjennemgaa Brugen af en Afdeling eller Ager, for at det Hele tydeligt kan forstaaes. Af Græslandet oppløies saaledes hver Høst et Stykke, 3 Maal stort, og dette bearbeides og tilsaaes næste Vaar med Havre. Naar Havren er indhøstet, høstpløies Ageren noget dybere, og behandles og gjødes den næste Vaar, som forhen anført, til Poteter og andre Slags Rodvæxter; almindeligvis sættes Poteter paa 1 Maal, og Turnips, Kaalrabi og flere Slags Rodvæxter paa de andre 2 Maal. Gjødselmængden, som paaføres (paa de 3 Maal), er almindelig fra 40 til 60 Kjærrelæs af omkring 2 Tønders Størrelse. De første Aar, da han havde Mangel paa Gjødsel, maatte han paakjøre mere af Myrjorden end i de senere Aar, da Gjødselmængden er tilstrækkelig. Naar alle Rodvæxterne er optagne, høstpløies Jorden; og næste Vaar, altsaa det 3die Aar, tilsaaes Ageren med Byg, undertiden ogsaa med lidt Vaarhvede, og i begge Dele saaes en Blanding af rød og hvid Kløver samt Timothei-Frø, almindeligvis 3 a 4 Skaalpund Timothei og 1 a 2 Pund Kløverfrø. Dette Frø udsaaes, naar Bygget er saaet og nedharvet, hvorpaa det Hele tromles eller rulles; dog, hvis Veiret ikke paa den Tid er gunstigt, venter han, indtil Bygget er kommet op, en Tværhaand høit, og da isaaes Græsfrøet, som tager Jord selv og spirer godt i Skygge af Bygget. Kan Saaningen af Græsfrøet foregaa strax før der kommer Regn, saa er det allerbedst. Naar Bygget er indhøstet, passes nøie paa, at ikke nogen af Kreaturene kommer ind paa Kløveren, da de ved at traakke paa den, gjør den betydelig Skade. Nu ligger altsaa Ageren i 3 Aar til Eng eller Slaatteland, indtil den det 6te Aar om Høsten igjen oppløies, for atter at begynde Sædskiftet med Havre næste Vaar. Gudbrands Udsæd er saaledes nu hvert Aar, paa 3 Maal med Havre omtrent 6 Skjæpper, – 3 Maal med Byg omtrent a 5 Skjæpper, og Poteter paa 1 Maal omtrent 2 Tønder; og Avlingen har, som Følge af hans tænksomme og omhyggelige Fremgangsmaader, i de senere Aar været Aar om andet, af Havre 6 a 7 Tønder, af Byg 7 a 8 Tønder, af Poteter 18 a 20 Tønder og af andre Rodvæxter fra 70 til 100 Tønder. Af Hø avler han fra 2 til 3 Skippund paa Maalet, og har altsaa paa sine 9 Maal Slaatteland fuldkommen nok til (i Forbindelse med alle Rodvæxterne, Høet fra Myren og al Halmen) at kunne føde sine 3 Mælkekjør og 2 a 3 Sauer meget godt. Et Par Aar har Avlingen af Rodvæxter været meget større end ovenfor anført, og da har han enten ladet Kalvene leve og fodret dem stærkt, saalænge Rodvæxterne har varet, og derpaa solgt dem med god Fordel, eller han har kjøbt sig et magert Slagt, fedet og solgt dette, hvorved han har staaet sig godt og formeret sin Gjødselmængde betydeligt.
Eftersom G. har lært at forstaa sig paa og har faaet den nødvendige egne Erfaring i Jordbrug og alt hvad der henhører til hans hele Drift, har han ogsaa forbedret denne i flere Henseender. Han har saaledes lagt en Hestebønne (Boune, Bogn) mellem hver eller hveranden Potet paa Potetageren, hvorved han har havt en god Avling af Bønner faa at sige for Intet. Disse Bønner er særdeles nærende og gjøre derfor, naar de blive malet til Mel, god Nytte i Husholdningen. Blive de et Aar imellem ikke fuldmodne, saa gjøre de ligesaa god Nytte til at blande i Foderet for Kreaturene. Paa den Ager, som gjødsles, saar han altid en eller to Teige med Ærter og Bønner, som kommer til god Hjælp i Huset. Tildels har han ogsaa i Gjødsellandet saaet lidt Vikker blandet med Havre, afslaaet denne til Foder for Kreaturene, derefter labheharvet Ageren tilstrækkeligt et Par Gange og saaet Vinter-Rug, som har lykkets godt.
Med den Fremgang, som G.s Jordbrug nu har faaet, samler han ikke alene Gjødsel nok for tilstrækkelig at gjødsle sine 3 Maal aarlig, men faar saameget tilovers, at han ogsaa kan hjælpe lidt paa 2det Aars Kløver eller England, som baade forøger Høavlen betydeligt og bidrager til en større Avling af Havre, naar Græsmarken atter oppløies. At hans gode Myrjord har været ham til særdeles Nytte, er let at indse, og uden den, vilde han have været nødt til at inddele sin lille Jordvei i 7 a 8 Stykker istedenfor i 6, da han ikke vilde have kunnet gjødsle saa store Stykker hvert Aar. Han havde i dette Tilfælde maattet lade Agrene ligge flere Aar hen til Slaatteland, inden han atter tog dem i Drift til Korn og andre Væxter.
Om Indhøstningen af saavel Hø som Korn og Rodvæxter forklarede Gudbrand Følgende. Græsset begynder han altid at slaa, naar det staar i Blomster; thi lader han Frøet modnes, saa har han erfaret, at Høet ikke paa langt nær er saa godt for Kreaturene. Kløveren[1] slaaes, naar saagodtsom alle Hoveder staa i fuld Blomst; men hvad der skal staa til at give Fro, maa først slaaes, naar dette er modent, hvilket er Tilfældet, naar det er blevet noget violet af Farve. De smaa Stykker, som han bestemmer sig til at tage Frø af, lader han voxe op om Vaaren, indtil Kløveren bliver 6 a 8 Tommer høi, eller indtil han ser de første grønne Hoveder Da slaar han den af. Den voxer nu aldeles jævnt til, sætter modne Frøhuse paa een Gang, og han faar paa denne Maade næsten dobbelt saameget Frø, som naar han lader den voxe ligefra Vaaren af; thi da modnes den saa ujævnt, at Frømængden bliver meget mindre. Denne første, tidlige Slaat kommer da ogsaa til god Nytte for Kreaturene. Han har flere Gange kunnet sælge noget Kløverfrø, og dette betaler sig godt; thi han kan avle mange Pund paa en ganske liden Flæk, og Prisen paa godt, sikkert Kløverfrø er altid god.
Ligesom han de første Aar ofte havde havt føleligt Tab ved at slaa Græsset for sent, saaledes havde han især feilet ved ogsaa at skjære eller indhøste Kornet for sildig; thi meget faldt af under Skuren, Kornet var mere tykskallet, gav altsaa mere Kli og mindre Mel, og Melet var heller ikke saa godt. Det overmodne Korn er derhos ikke saa tjenligt til Saakorn, ja mister endogsaa undertiden Spirekraften. Hertil kommer, at Halmen var meget daarligere til Foder for Kreaturerne. Han havde derfor seet god Fordel af at skjære Havren, saasnart Topkornet var nogenlunde fast eller modent, eller naar Ageren havde endel grønt Korn eller Halm blandt den gule; thi ventede han til den blev samgul, saa var det for sent. Bygget tog han, førend de røde Striber paa Kornet var borte; thi skar han det senere, saa blev Kornet mørkt, Halmen mere skjør strax under Axet, og han tabte saaledes meget paa Ageren. Rug og Hvede bliver ogsaa skaaret, naar Kjærnerne have faaet nogenlunde Fasthed; han venter ikke, til de blive fuldkommen haarde. Til at binde Kornet med bruger han for det Meste tynde Vidjer, hvorved megen Spildning undgaaes, især naar Halmen er kort. Han bruger at sætte Kornet paa Stør, snart entrædet snart bundet, eftersom Veiret er til, og de samme Staure bruger han iforveien til at danne Hæsjer af for at tørke Kløveren paa. Han er forsigtig med at tage Kornet tørt ind og behandle det med Omhu, saa at det ikke rystes mere end høist fornødent; og ligesom han altid strør lidt Salt blandt Høet, saaledes har han flere Aar seet stor Nytte af, under misligt Høstveir, at strø lidt Salt mellem hver eller hver anden Flo ogsaa af Kornet; thi derved befries det fra at mugne, hvilket baade skader selve Kornet og gjør Halmen modbydelig og farlig for Kreaturerne at æde. Poteterne lægges i en liden Potetkjælder, hvori ogsaa findes en Binge til andre Rodvæxter; men Turnipsen lægges paa Fjøsloftet og i en Underlaave, hvor den fryser og holder sig paa denne Maade til langt udpaa Vinteren. At komme i en varm Kjælder taaler den slet ikke. Han lader den skyde Is, førend den ophakkes til Fodring.
I de første Aar var G. som tiest nødt til at laane Saakorn paa et Bygdemagasin eller at kjøbe det omkring i Bygden, og han lagde da tit Mærke til, hvor misligt saadant Korn som oftest var til Udsæd. Efter Tilraadning begyndte han derfor hver Vaar, naar Saatiden nærmede sig, at prøve sit Saakorn forat være vis paa, om det kunde spire. Han iværksatte dette ved at lægge et vist Antal Korn mellem et Par Vadmelslapper paa en Skaal og holde disse lidt fugtige inde i Varmen nogle Dage; det viste sig da snart, om Kornet endnu havde Evnen til at gro, og hvormange Korn der spirede af det Hele. Flere Gange har det hændt, at Korn endog af hans egen Avling, som forresten saa godt ud, dog, formedelst Mug i Laden, har været berøvet Spire-Kraften, og at han altsaa ved at have saaet dette, vilde have havt en aldeles mislykket Ager. Denne simple Regel, at prøve alt Slags Sædefrø uden Undtagelse, har skaanet ham for mangt et Tab.
Med Hensyn til Fodringen af Kreaturerne, da havde baade Gudbrand og hans Kone havt god Anledning til hos Gaardmanden at se den ligefremme Fordel i enhver Henseende af at holde Dyrene godt hele Aaret, og de havde paa den anden Side, paa mange Gaarde i Nabolaget og hos mange Husmænd, seet, hvor daarlig deres hele Drift stiller sig, naar Kreaturerne ikke faar tilstrækkelig Næring. Huset mangler som tiest Mælk, uagtet man holder en hel Del Kjør; Gjødselen bliver der lidet af, og denne er ogsaa mindre kraftig end efter velfødde Dyr. At der ikke kan tænkes paa at benytte daarlig fodrede Kreaturer til Trækdyr, følger af sig selv. De første Aar, G. havde Pladsen, maatte som forhen omtalt Kreaturerne for det i Meste staa paa hare Halm hele Vinteren igjennem, hvoraf Følgen var, at de lidet eller næsten Intet kunde mælke; men eftersom han fik mere og mere Rodvæxter at komme Halmen tilhjælp med, og fik mere godt Hø, – saa tiltog ogsaa Mælkemængden for hvert Aar, saa at han, istedenfor 6 a 700 Potter Mælk af hver Ko, nu allerede havde over 1500 Potter, og G. indser nu tilfulde, hvor vigtigt det er at skaffe sig bedre Kreaturer, hvorved Mælkemængden, med hans nærværende gode Fodring, endmere kunde forøges.
Regner man, at en middelmaadig Ko, daarlig foret, giver aarlig 600 Potter Mælk, og regnes Potten til 2 Skilling, saa gjør dette tilsammen 10 Spd. Regner man en taalelig god Ko, godt foret, saa giver den mindst 1500 Potter, som efter 2 Skill. for Potten, vil udgjøre 25 Spd. Paa denne Maade har man altsaa god Ret for sit Foder; men er nu Koen af et rigtig godt Slag, saa kan man med den samme gode Fodring vente en 500 Potter Mælk mere, som altsaa vil forøge Indtægten med en 8 a 9 Spd. Vinterforingen iværksætter G. ved Hjælp af, fra en halv til en hel Skjæppe smaahakkede Rodvæxter daglig, blandet med Hakkelse af forskjellig Slags*Halm og derhos tilstrækkeligt af Hø. Potetgræsset, Bladene af Turnips og andre Rodvæxter, samt Bønne- og Ærteriset, skjæres ogsaa smaat og bruges til Sørpefoder i Fællesskab med Agner og andet Affald fra Laaven. Sørperne tilberedes først i et Kar, hvor der slaaes hedt Vand over Blandingen, som derpaa tildækkes vel og henstaar fra den ene Dag til den anden. Herved bliver alt Foderet meget behageligere for Kreaturerne, som ogsaa er istand til at tilegne sig mere Næring af det Foder, som saaledes er behandlet. G. har ogsaa gjort Forsøg med at blande Halm- og Hø-Hakkelse sammen med de andre Fodringsmidler; og idet de flovis nedpakkes i et Kar eller en dertil indrettet firkantet Kasse, hældes der saameget, helst varmt Vand derover, at den hele Masse bliver nogenlunde fugtig, hvorpaa det trædes fast sammen og lægges et Laag over. Den fugtige Masse begynder nu at gjære, bliver derved noget varm, og samtlige Fodringsmidler blive efter 1 a 2 Dages Tid ved Gjæringen mere opløselige og altsaa mere nærende for Kreaturerne. Om han undertiden kun har havt lidet af Rødder og andet kraftigt Foder at blande i Hakkelsen, saa har dog den hele Masse faaet en meget bedre Smag og ædes langt begjærligere af Dyrene. Hans Kjør fodres, omframt Nattefoderet, kun 2 Gange om Dagen; men hver Gang de fodres, gives dem i smaa Portioner snart det ene snart det andet Slags Foder strax paa hinanden, indtil de ere fuldkommen mætte og maa lægge sig ned for at drøvtygge. Medens Drøvtygningen foregaar, maa Koen ikke forstyrres; thi ellers afsætter den ikke saamegen Mælk, ligesom hellerikke den Mælk, som da afsættes, er saa fed, som naar Koen har Rolighed Enhver erfaren Husmoder vil have lagt Mærke til, at Morgenmælken altid er federe end Aftenmælken. Istedenfor altsaa, som paa de fleste Steder brugeligt, at fodre Kjørene 5 a 6 Gange daglig og derved idelig forstyrre dem i Drøvtygningen og Mælkeafsondringen, fodres de hos G. kun 2 eller 3 Gange; men til fuldkommen Mættelse. Denne Maade at fodre paa har ogsaa den Fordel for Husmandskonen, at hun kan være inde fra Klokken 10 eller saa omkring, til Klokken henved 2, og gjøre sit hele Middagsstel fra sig, førend hun atter maa gaa i Fjøset. Nogle Gange i de første Aar gav G. sine Kreature noget mindre Foder i den Tid de stode borte, som det heder, eller ikke mælkede; men han mærkede snart, at dette var urigtigt; thi de mælkede da siden ikke saa meget, som naar de hele Tiden havde faaet den samme fuldstændige Fodring.
Hvad Sommerfodringen angaar, saa havde G. Rettighed til, som jo er det sædvanlige for Husmændene, at slippe sine Kreaturer i Gaardens Udmark og Skog, og uagtet Havningen her ikke var af det daarligste Slags, saa fik dog ikke Koen paa langt nær, hvad den kunde fortære, og Afdraatten var derfor ikke hvad den burde være. Han begyndte derfor allerede efter nogle Aars Forløb, da han var kommen i Tur med at saa Kløver og Græsfrø, at give Kreaturerne et Maal eller to med grønt Foder, naar de kom ind om Kvælden; og eftersom han forstod, at dette svarede god Regning, forøgede han denne Fodringsmaade saaledes, at han nu allerede i flere Aar har fodret Koen ligesaa meget inde som ude om Sommeren; og det Bryderi, som denne Fodring skaffer hans Kone, paatager hun sig mer end gjerne, da hun har Syn for Sagen, at denne Fremgangsmaade er gavnlig. Hans Turnips- og Kaal-Ager kommer ham ogsaa meget tilhjælp med Grønfoder om Sommeren, da Konen daglig borttager og opfodrer de underste Blade, eftersom disse bliver fuldmodne, altsaa førend de visne. Han har ikke mærket noget synderligt Afslag paa Røddernes Størrelse ved denne Afbladning, naar den sker med Forsigtighed; men Fordelen derved er betydelig. Gudbrand er saaledes kommen til fuld Vished om, at kun ved at holde Kreaturerne ved god og kraftig Næring hele Aaret rundt, har man den rette Fordel af dem, og at intet kan være mere feilagtigt end at spare for Koen; thi da er der snarere Tab end Fordel ved at holde den. Har man Mælk i Huset og dertil alleslags Rodvæxter, saa mangler man aldrig, hvad der kan laves baade god og kraftig Mad af.
Hvad der saa særdeles meget har hjulpet G. til at faa rigtig Fremgang med hans lille Jordbrug, er hans dygtige og forstandige Kone. Som før bemærket, har hun tjent hos Gaardmanden, og har der lært at stelle baade inde og ude paa en forstandig Maade. Hun røgter sine Dyr med Omhu og Paapasselighed, bruger ethvert Slags Foder paa den bedste Maade, efter Overlæg med sin Mand, som ogsaa trolig hjælper hende; hun har lært at indse Vigtigheden af at Koen omgaaes med Godhed, at den mælkes til bestemte Tider Morgen og Kvæld, at den hvergang mælkes ren, saa at der ingen Mælk, ja ikke en Draabe, bliver tilbage i Yveret, da ikke alene den sidste Mælk er mange Gange saa fed som den, der først kommer frem; men bliver denne fede Mælk tilbage i Yveret, saa giver Koen maaske næste Gang mindre Mælk. Alle hendes Mælkekjørreler holder hun fuldkommen rene og især fri for enhver Syrlighed, da ellers Mælken altfor snart løber sammen og bliver sur, hvorved hun faar mindre Ramme af den. Hun iagttager ogsaa bestandig, ikke at sile mere end henimod 2 Tommer Mælk i hver Ringe (Bunke), da hun har Erfaring for, at hun paa denne Maade faar mest Rømme af Mælken, og hun skummer den strax Mælken begynder at blive det mindste sur; thi efter den Tid kommer der ikke mere Fløde. Naar hun kjærner, iagttager hun altid, at Fløden hverken er for varm eller for kold; thi i begge disse Tilfælde bliver Smørret ikke saa godt, som naar Rømmen er passende varm; det bliver ofte beskt, og Kjærningen medtager da ogsaa meget længere Tid. Naar hun paa denne Maade passer Alting rigtig, er hun aldrig mere end fra et Kvarter til en knap halv Time med at faa Smør. Da hun holder enhver Ting yderst renligt og arbeider sit Smør godt, saa det bliver frit for al Valle (Kjærnemælk, Saup) og salter det passende, saa faar hun ogsaa gjærne en Skilling mere for Marken end Andre, som behandler Alting med Uvornhed. Renligheden svarer saaledes god Regning. Da hun paa Gaarden havde lært Ystning af forskjellig Slags Ost, saa passer hun altid paa i den bedste Tid om Høsten, naar Mælken er rigest paa Ost, af den skummede Mælk, at yste endel simpel Ost, der bruges hjemme i Huset.
I Haven ved Huset har Gudbrand Tid efter anden skaffet sig flere gode Frugttræer, som trives godt, da han ogsaa her har bortskaffet det skadelige Grundvand ved at anlægge et Par lukkede Render i tilstrækkelig Dybde gjennem Haven; men især har han plantet gode Ribs- og Stikkelsbærbusker, hvoraf der sælges ikke saa ubetydeligt, og hvoraf hans Kone i de senere Aar har kunnet lave lidt simpel Vin. Ogsaa af Blaabær og Stikkelsbær (Skindtryter) har hun med Held tilberedt god og brugelig Vin, hvorved det bliver saameget lettere at slippe for at have nogetslags Brændevin ved Haanden. Da Vin af Blaabær og Skindtryter ikke kommer paa mere end omkring 5 Skilling Flasken, og Vin af Ribs og Mikkelsbær paa 10 a 12 Skilling, saa kan saadanne Vine let finde Indgang i den simpleste Mands Hus. Nogle Bistader, der blive røgtede med Forstand og i Orden, afgive ikke ubetydelig Fordel ved Salg af Vox og Honning, ligesom disse rastløse Smaadyr i deres Virken ansporer deres tænksomme Røgtere til Efterligning.
Forresten dyrkes der i Haven flere Sorter Bønner, Ærter og Kaal med mere, som altsammen kommer til Nytte i Husholdningen, da Konen forstaar at tillave alle saadanne Sager. At Folk paa Landet hos os endnu desværre lægger saa liden Vind paa Havevæxter, kommer sikkerlig for en stor Del deraf, at Kvindfolkene ialmindelighed har liden eller ingen Indsigt i at tillade alle saadanne Ting paa den Maade, at de baade kan blive billige og tillige udgjøre en behagelig Næring. Naar en saadan Kyndighed bliver mere udbredt, vil nok Dyrkningen af dertil tjenlige Væxter følge Haand i Haand med, og den evindelige Grød og Velling (Suppe) vil indskrænkes i en passende Grad. Man bør derfor altid anbefale at dyrke saameget muligt af Bønner og Ærter, og altid blande dem med andre Grønsager, hvorved disse blive baade mere velsmagende og nærende.
At en saa arbeidsom Familie som Gudbrand Aasbakkes bestandig var sysselsat, og det paa en nyttig og forstandig Maade er vel ufornødent at tilføie; men jeg vil dog ogsaa herom meddele, hvad jeg hørte og saa; – maaske kunde ogsaa heraf hentes nyttige Vink for Andre.
I de første Aar var Konens sædvanlige Arbeide at spinde og væve. Det varede imidlertid ikke længe, førend hun ganske maatte sætte Rokken tilside; thi hvor flittig hun end brugte denne, saa blev Fortjenesten alt for liden. Bedre gik det en Tidlang med Vævning. Hun vævede for en vis Betaling for sine Gaardmandsfolk og Andre, og da hun vævede godt og behandlede Alting med Orden og Omhu, saa fik hun som tiest lidt mere for Alnen end Andre; men om hun arbeidede nok saa flittigt i Væven, saa blev Fortjenesten neppe til Føde for hende selv. Gudbrand, som naturligvis heller ikke forstod sig paa at være ledig, kunde noget med at gjøre Bøtter og andre Trækar (Kjørreler); men dels var Emningstræet, som han skulde arbeide af, vanskeligt at faa, dels blev Fragten til Byen for at faa det solgt som oftest temmelig kostbar. Han saa sig derfor nøie om, naar han var i Byen, for at hitte paa noget Andet, som han kunde gjøre i sine ledige Timer og om Vinterkvældene; og blandt flere Ting, som han syntes om, blev han staaende ved at gjøre alleslags simple Børster (Koste). Arbeidet var simpelt, og herved kunde ogsaa de ældste af Børnene gjøre god Nytte, saa der kom noget mere derudaf, end naar G. skulde gjøre Alting alene. I de senere Aar har Konen, da Væven desuden falder hende for tung, ogsaa hjulpet til med Børstearbeidet, og da dette nu er bedre fordelt mellem de Voxne og Børnene, saa gaar det rask fra Haanden og giver altid en god Hjælp. Kostene sælges gjærne, naar Gudbrand alligevel reiser til Byen. Børnene har forresten ogsaa begyndt at gjøre Straafletter af forskjellig Slags, – sy simple Hatte sammen og kappes heri med hverandre, og da de faa Lov til at beholde lidt af Fortjenesten selv, saa opmuntrer dette dem saameget mere. Lad end dette Arbeide ikke give saa stort Udbytte, saa bliver dog Tiden nyttigt anvendt, og Gudbrands hæderlige Familie erkjender i fuldt Maal, at „Tid er Penge!“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Kløver er det Græs-Slag, som sommesteds kaldes Raukoll; og Kvitkoll (rød og hvid Kløver).