Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/Bilag
a. 1539. (Kapitelsbogen paa Pergament i den Arnam. Saml.).
Canutus Henrici Archidiaconus.
Sigvardus Eschilli.
Ellingus Petri.
Sigvardus Amundi.
Michael Olavi.
Christophorus Henrici.
Petrus Petri.
Nicolaus Sigvardi.
Sigvardus Petri.
Magnus Olai.
Cornelius Nicolai.
Petrus Olai.
Henricus Nicolai,
Olaus Andreae Solle.
Petrus Antleui.
Ampliurnus (?) Andreae.
Maurentius Nicolai.
Johannes Nicolai.
b. 1540. (Kapitelsbogen paa Papir paa det kgl. Bibl.).
1. Torbernus Olai, Decanus.
2. Olaus Sigvardi, Arcidiaconus.
3. Olaus Caroli, Hitteren.
4. Asmundus Ingemari, Andenes.
5. Olaus Vilhelmi, Vesteraalen.
6. Olaus Ravn, Alstahaug.
7. Petrus Petri, Oeginn (sic).
8. Henricus Nicolai, Inderøen.
9. Nicolaus Sigvardi, Borgund.
10. Petrus Johannis, Kvernes.
11. Sigvardus Petri, Skogn.
12. Thorfinuus Olai, Størdalen.
13. Andreas Aslacii, Lofoten.
14. Sigvardus Eschilli, Herø.
15. Ellingus Petri, Rødøen.
16. Johannes Olai, Aure.
17. Johannes Simonis, Salten.
18. Petrus Haquini, Thingvold.
19. Olaus Solle, Brønøen.
20. Sigvardus Amundi, Verdalen.
Af de her opnævnte forekomme blandt de i Aaret 1539 opgivne kun No. 7, 8, 9, 11, 14, 15. 19. 20. – Om No. 2 af de anførte see Schøning, Domk. Beskr. 299. – No. 5, Erlandsen, Tromsø Geistl. 198. – No. 8 er noksom bekjendt. – No. 10, Erl. Thj. G. 458. – No. 12, bekjendt fra Steenviksholms Beleiring. † 1546. – No. 13. Studerede i Rostock 1519. † 1546. – No. 14, see N. Registr. 1, 603. – No. 16 var udentvivl 1535 Erkebispens Udsending i Oslo, maaskee den samme, som siden blev Prest i Throndhjem og dræbtes af Jens Tillufssøn Bjelke. – No. 17, udentvivl den samme, der 1537 som Erkebispens Foged optog Kirkegods o. s. v. i Nordland, Pal. Müller, Grevens Feide 2, 402. – No. 19. Erl. Thr. G. 38. – No. 20. Erl. Thj. G. 350. † 1573.
1. Decani, som nu M. Hans Gaas haver.
2. Archidiacon[1], som Hr. Laurits Nilssøn haver.
3. Cantoris, som Hr. Knud Amundssøn haver.
4. Nils Jørgenssøns paa Alstahaug.
5. Haagen Lauritssøns, som haver Trumsøen.
6. Hr. Hans Sjurssøn til Inderøen.
7. Hr. Anfinds Gaard.
8. Hr. Mikkel Sjurssøn i Skogn.
9. Hr. Nils Jørgenssøn, Kapellan i Størdalen.
10. Mester Kristoffers Gaard.
11. Hr. Mikkel i Vesteraalen.
12. Mogens Olssøn i Salten.
13. Hr. Peder Iverssøn.
14. Hr. Jens Olssøn.
15. Mester Peder Iverssøn [Borch, Lektor].
16. Hr. Morten, Succentor.
17. Provistgaarden, næst Kannikebryggen, som Hr. Anders Benkestok, som var Oeconomus, [har?].
18. Hr. Hans Sjurssøns Gaard, Sogneprest til Korskirke.
Siden jeg er kommen her til Th.hjem, er blevne 3 Prestekald ledige her udi Byen. Det første ved Kapellanen til Domkirken Hr. Mikkel Villadssøns Død. Efter Ordinantsen, Recessen og kgl. Maj. K. C. 4ti, høilovlig Ihukommelses, Forordning blev flux nomineret til Kaldsmænd saamange af Borgemestre og Raad, som ere Sognemænd til samme Domkirke, og de andre af Borgerskabet indtil syv i Tallet, hvilke syv tilligemed Kapitlet unanimi consensu, undtagen een af canonicis, som gav sin Stemme paa en anden, erwehlte og kaldte Hr. Jørgen Skelderup, Sogneprest til Skogns Prestegjeld herude paa Landet, efter at Bispen (som er Provst her udi Byen), havde tilforn gjort Bønnen og forbemeldte Kaldsmænd vare nominerte og givet Fuldmagt af Borgerskabet at kalde Kapellan udi forbemeldte Domkirke. Til samme Kald lod sig høre tre Personer, nemlig forbemeldte Hr. Jørgen Skelderup, Hr. Peder Albrechtson, Bispens Vicepastor paa Strinden, og Raphael Madsen, Dr. Madses, fordum Bisp udi Skaane, hans Søn og min Søstersøn, saa at denne Vocation skeede eendrægtelig foruden nogen Modsigelse eller Viderværdighed.
Det andet Kald blev ledigt ved Hr. Augustinus Olafsøns Død, som var Sogneprest til Vor Frue Kirke herudi Byen, hvortil blev ogsaa nomineret, efter Bønnen og Formaningen af Bispen som Præposito var gjort, saamange af Borgemestre og Raad, der ere udi vor Frue Sogn og Resten af Borgerskabet til 7 i Tallet. Til hvilket Kald ingen lod sig høre uden Hr. Peder Bredal, Bispens Brodersøn, Kapellan til vor Frue Kirke. Bemeldte Kaldsmænd af Borgemestre og Raad begjærte at kalde den 14de Febr. Den Dag tilforn, (som var den 13de Febr.) var Bispen med en Raadmand af Kaldsmændene hos mig og begjærede af mig jeg vilde være tilstede anden Dagen paa Kapitlet, som sædvanligt, paa hvilken Tid de vilde erwehle dennem en Sogneprest, hvorudi jeg konsenterede. Men samme Dag mødte paa Kapitlet nogle af Borgerskabet, som begjærte, at flere vilde lade sig høre til bemeldte Kald, iblandt andre, at forbemeldte Hr. Jørgen Skelderup, som nys var bleven Kapellan til Domkirken, maatte lade sig høre til dette Kald udi vor Frue Kirke, sigende, at de saadant af Bispen begjært havde, hvortil Bispen svarede, at det stod ham ikke an at præsentere nogen Prædikestolen efter deres Begjæring men, at den, som vil ambiere og begjære at lade sig høre til bemeldte Kald, burde selv angive sig hos Bispen som hos sin Præpositum og begjære at prædike. Efter nogen Dispute mellem de nominerte Kaldsmænd og de andre af Borgerskabet blev dog Hr. Peder Bredal kaldet paa samme Tid af alle Kaldsmænd af Borgerstanden samt og af dennem i Kapitlet, som vare tilstede, efterat Kaldsmændene af Borgerstanden lode sig offentlig forlyde, at ville ingen anden kalde end bemeldte Hr. Peder Bredal, omskjønt ti andre lod sig høre. Og efterdi dette Kald skede ogsaa med alles deres consensu, som vare de rette Kaldsmænd, da blev bemeldte P. B. samtykket til Sogneprest udi vor Frue Kirke. Nogle af de andre af Borgerskabet, som paa Kapitlet havde opponeret sig mod dette saa hastig foretagne Kald, vare Dagen derefter hos mig om det samme, men jeg raadde dennem at tragte efter Enighed mellem deres Øvrighed og dennem og derfor intet videre at tale paa bemeldte Kald, hvorfor de takkede mig og lod det saa derved blive.
Ved denne Hr. P. B.s Vokation til Sogneprest, blev Kapellaniet udi bemeldte vor Frue Kirke ledigt, men eftersom jeg flux om Mandagen (efter at bemeldte Hr. P. B. var voteret om Løverdagen tilforn) drog ud omkring i Lenet paa VisitatsThing fik han ikke sit Kollats-Brev af mig førend den 5te Martii, hvorover Bispen lod ingen Bøn eller Erindring-gjøre om Kaldsmænd førend den 6 ejusdem, hvorpaa Borgerskabet gav den 12 ejusd. deres Vota paa de Kaldsmænd, som udi hosfølgende Kopi af deres skriftlig Memorial til Bispen ere nævnte med de usædvanlige Klausuler, som udi bemeldte Memorial ere indførte, hvilken Memorial med sin Approbation derhos Bispen mig samme Dag tilstillede, hvoraf herhos findes Kopi. Men eftersom jeg gjerne vilde forekomme al Vidtløftighed, bleve Bispen og jeg tilsinds at ville ervarte, hvad de af Borgemestre og Raad, som ikke vare nominerte til Kaldsmænd efter Ordinantsen, vilde sige til denne Borgerskabets udgivne Fuldmagt, hvorved det saa blev staaendes indtil den 7 Aprilis. Imidlertid lod sig fire Personer høre, nemlig Mag. Mogens Blix, Konrektor her udi Skolen, Hr. Jens, Kapellan ude paa Landet i Stadsbygdens Sogn, forbemeldte Hr. Peder Albrechtson, Bispens Vicepastor til Strinden og Oluf Augustinussøn, sal. Hr. Augustini. forrige Sogneprest til vor Frue Kirke, hans Søn og Hører udi den fjerde Lektie her udi Throndhjems Skole. Paa forbemeldte Dag bleve Kaldsmændene forsamlede paa Kapitlet undtagen Kapellanen til Domkirken og een af Borgerskabet, som vare da ikke herudi Byen. Hvad der da blev forhandlet, det udviser Kopien af KapitelsProtokollen, som herhos sendes. Der var desforuden nogen mundtlig Konfereren om de tvende absentium votis, nemlig Hr. Mentzes Votum efter Hr. Jørgen, Kapellanens til Domkirkens, mundtlig Fuldmagt paa Mag. Mogens Blix skulde gjelde og accepteres. Dernæst og om den abwesendes Borgers skriftlige Votum paa Hr. Jens Jenssen skulde i lige Maade approberes, efterdi det var conditionale, nemlig om Hr. Jens vilde tage den forrige Sogneprestes Enke tilegte. Mens efterdi derom blev intet decideret, da befandtes lige mange Stemmer paa enhver af de 2de Personer, hvorpaa var voteret, og omskjønt de andre tvende absentium vota skulde gjelde, saa haver dog enhver lige mange Vota. Men efterdi der blev meest talt om Hr. Jørgen Skelderups absentis voto, da haver jeg dette til denne Sags videre Forklaring herhos at erindre, at den Tid, der blev voteret paa Hr. Jørgen Skelderup til at være Kapellan til Domkirken, da udgav Borgemester Andreas Hellekande ikke aleneste sit eget Votum, men endogsaa Kasper Kristofferssøns og Jens Frises, som da ikke vare paa Kapitlet, deres Vota tilligemed sit eget, og blev da ingen skriftlig Fuldmagt af bemeldte Anders Hellekande fordret, men bemeldte Vota bleve da accepterede foruden nogen Modsigelse af noget Menneske. Jeg kan derfor ikke betænke, af hvad Aarsag at Hr. Mentzes Votum paa Mag. Mogens Blir. i Hr. Jørgen Skelderups Navn efter mundtlig Fuldmagt skulde nu mere disputeres. – – – Den 10de hujus blev atter begjært af mig ved en Kannik og en af Kaldsmændene, jeg vilde møde paa Kapitlet; de forhaabedes nu at stemme overens paa en Kapellan til vor Frue Kirke at kalde, hvortil jeg mig og efter deres Begjæring bekvemte. Da blev Hr. Jenses Renunciation paa den Rettighed, han kunde have til vor Frue Kirkes Kapellani ved de Stemmer, han derpaa havde, fremlagt og paaskrevet, hvorpaa alle de, som tilforn havde givet deres Stemme paa Hr. Jens, samtykte paa Mag. Mogens Blix. – – –
- Throndhjems Gaard 11 April 1657.
Peder Vibe.
Af Bilagene sees, at Bispen stemte paa Hr. Jens Jenssøn. „Klausulen“ var, at Menigheden forbeholdt sig selv at kunne siden kassere Kaldsmændenes Valg. Den fraværende Borger hed Hans Puls og havde skrevet sit votum paa Tydsk.
(Efter Kapitelsbogen paa det store kgl. Bibl. Foran, p. 112–113, er antaget, at dette Bønskrift, som Bisperne ikke vilde underskrive, ikke er fremkommet til Kongen, men denne Mening maa jeg nu frafalde, siden jeg har fundet Supplikens Original i Rigsarkivet mellem de fra Danmark 1851 afleverede Sager).
Stormægtigste, høibaarne Fyrste, allernaadigste Konning! efter at vi fattige geistlige Mænd udi E. K. M. Arverige Norge haver paa det ydmygeligste takket den trofaste og barmhjertige Gud, som efter sit guddommelige urandsagelige Raad haver stadfæst Eders Konge Stol og Regimente ved kongelig Arveret til E. M. Riger og Lande, vi og paa det allerunderdanigste med allersomstørste Taknemmelighed haver erkjendt Eders Kongl. Majestæts høiberømmelige Nidkjærhed for Guds Huus og Ære, som naadeligst haandhæver og forsvarer i sine Arve-Riger og Lande den uforanderlige Augsburgiske Confession og Evangelii Tjenere i deres Embede.
Eders K. M. ville og naadigst i denne E. K. M. Arve Hyldning (Gud lade den skee og florere med evig Velsignelse) ratificere og stadfæste alle Kongl. Breve over Jordegods, Tiende og al anden Rettighed, som de geistlige af ueftertænkelig Tid indtil denne Dag af K. M. Forfædre, Kongerne udi Danm. og Norge, høilovligste Ihukommelse, haver været stadfæstet og til vores Bestillinger haver været perpetueret. Og at Kongens medfødte Mildhed tage os fattige Evangelii Tjenere og geistlig Mænd udi Kirker, Capitler og Skoler, udi E. Kgl. Protection og Beskjermelse og vore Privilegier, gamle og nye, Ordinantsen, Recessen, Statuter og hver Stiftets sine Bøger og Documenter om Kirketjenesten og geistlige Rente og andre sær Kgl. Benaadninger fornye og bekræfte, ikke tilstede nogen mod bemeldte Ordinantses og Recessens og andre Privilegiers udtrykte Ord at dispensere, men os ved dennem haandhæve; med Skatterne og al Udgift, som fordres af det vores Embeder tillagte Gods, naadigst holde den Lighed, som Geistligheden i Danmark paabudet bliver, saa og særdeles i denne bekymmerlige Tid, at Undersaatterne af forleden Krigs Pressur og Kornets og Fiskens Mislingelse paa mange Steder ere meget forarmede, og vi derved af dennem vores fulde Indkomst ikke haver kunnet bekomme og vi nu continueerlig i mange Aar stor Skat over Formuen udgivet. Vores allerunderdanigste Begjæring findes derfor udi efterskrevne Poster forfattet som følger:
2[2]. Vores allerundan. Begjæring anlanger til E. K. M., at E. K. M. vilde naadigst lade sig behage Geistligheden i Norge, saavelsom i Danmark skeet er, næst egen kongelige høie Beskjermelse at have recommenderet den samme Patron eller Patronis, at vi fattige vidt fraværende Mænd ved dennem kunde have aaben Acces til E. K. M. vores Persons og Stands Anliggender (som det ikke i andre Maader meddeles kan) underdanigst at andrage.
3. Bede vi underdanigste, at, om her i Riget bliver stiftet nogle Collegia, som Status, Justitiae eller Consistoriale, da og nogle af vor Orden maatte derudi accepteres til fornøden Underretning til billig Medfart udi Paalæg efter Landsens og Aarsens Beskaffenhed udi Guds Velsignelse til Lands og Vands som ogsaa udi Lougens, Ordinantsens og Recessens Forandring, dersom derudi nogen Forandring skee skal, at de geistlige gamle og forstandige haver derudi og deres vota og consilia.
4. Vi begjere paa det allerunderdanigste, at der maatte holdes en vis Uniformitet udi Kirkernes Disciplin og Tjeneste, Børnelæsning og Visitation, saavel paa den ene Sted, som paa de andre i begge Rigerne.
5. Og at vi og naadigst maa nyde al geistlig mente Rettighed og Tillæg,være sig jus patronatus i annexerende Prestegjeld, Præbendegods, Mensalia, allehaande Tiender, Herlighed, Smaaredsel og alt andet, som til nogen geistlig Bestilling hører være sig enten i Capitlerne eller til Prestebol, med lige Frihed og Benaadning, saasom Canonici eller andre geistlige i Danmark nyder og beholder, og vi deraf igjen gjøre og udstaa al Udgift og Tynge, som i Danmark, og hvor Kaldene ere saa ringe, at Pastores ikke tilbørligen eller nødtørftigen kunde underholdes, da dennem noget af Kirkernes Indkomst eller andre geistlige Beneficiis maatte bevilges og at Tienden paa alle Steder angives ved Michaelis Tid og siden ydes paa en Tid og Sted, og strax deles lige mellem K. M., Kirken og Presten, udi trende lige Dele uden Forskjel eller forlods selvtiltagen Frihed og at E. K. M. naadigst vilde stadfæste os Tienden udi Negen, eller Avlsmanden give Vederlag derfore, hvorhelst den ikke ydes. Item at vi naadigst maatte nyde Tienden af Creaturene og al anden Væxt eller Avl, i hvad Navn det og have kan,i Bygd og By, saavelsom ogsaa af Guds Velsignelse, som han beskjærer tilvands med Krog, Nodgarn eller i andre Maader, det være sig ferskt eller salt Vand.
6. At Geistlighedens Tjenestedrenge maatte herefter, saasom tilforn i seneste Feide Tider i deres Tjeneste og Brug være fri for stor Udskrivning, og at Officerer og andre maatte forbydes sig noget med dennem at befatte.
7. Paa det underdanigste ere vi begjærendes, at vore Skove og Fiskevand, Lutter og Lunder, maatte ikke bruges af nogen uden vor Tilladelse, meget mindre til upligt forhugges eller og fravendes i nogen Maade. Og hvor formedelst Berrigverkers Brug de geistlige Skove nødvendig nedhugges, da de ligesaavel som Odelsskove tilforn at beskrives og vurderes og af Participanterne erstattes, for hvis Skade paa saadanne Skove skeet er eller skee kan, paa det at Efterkommernes Indkomst ikke derved skal formindskes og Skoven ikke saa nedhugges, at Leilændingerne jo haver sin nødvendige Ildebrand, Bygnings og Gaard Fang. (Thi endeel Gaardes største Herlighed bestaar udi Skove).
8. At Bisper, Provster, Prester maatte efter Ordinantsen, samt speciel kongelige Forordning nyde fri Fordringskab til deres Kirketjeneste og alle andre Presteembedes og Visitatses Forrettelse og besynderlig, naar de til Stændernes Forsamling forskrives af den høie Øvrighed.
9. Anholdes og paa det underdanigste, at al Unuglighed (?) og Utidelighed, Skatternes og Rostjenestens Forhøielse maatte naadigste afvendes og meddeles og til Billighed saasom efter Renteri Taxten eller Commissariernes, nemlig Statholder Jens Juel og Canceller Jens Bielkes etc. Anno 1625 eller Hr. Hannibal Sehesteds reduceres, og at naar Rostjeneste vil gjøres, at al anden Skat da, som sædvanlig haver været, ophører, med mindre Nøden er for stor, at det da over alle Stænderne og Odelsmændene iligemaade gaar, paa det at de geistlige ikke alene skulle ruineres til de andres Conservation.
10. Og eftersom Geistligheden udi Ordinantsen naadigst tilladt er at forhandle deres ret Pengeavl og Indkomme, og den sig saa nyttig at gjøre, som de bedst kunne, derfore saa begjæres paa det underdanigste, at naar Bonden for Misvext eller anden Aarsag ikke kan yde Gaardens rette Landskyld, at vi da efter lovlig Accord maatte annamme andre Vare derfor og at vi dennem til indlændiske eller udlændiske igjen maatte forhandle, og at Geistligheden, naar de deres Told og Accise deraf giver, som andre Stænder, ikke maatte forholdes og forhindres, at de jo deres Vare udi Havnerne eller Kjøbstederne, til hvem der kjøbe vil, sælge, at de og ikke maatte forhindres, at de jo maa kjøbe med de fremmede, hvis de til deres egen Nødtørft og Huusholdning behøver, dog ikke videre, paa det ikke det skulde skee nogen Underslæb og Forprang.
11. Dersom og Gud velsigner nogen geistlig Mand med nogen Formue ved Arv eller Giftermaal, – thi af deres Embedes Indkomme formenes neppelig nogen geistlig Mand, som haver Børn, at komme til nogen mærkelig Evne –, og han sine Penge i nogen Brug eller Compagni, det være sig Berrigverker, Saugbrug, Fiskeri, spanske eller andre af K. M. tilbødte Compagnier eller andre Eventyrer, eller dennem paa Rente sætter, eller han sig dermed Jordegods kan tilforhandle, da begjæres paa det underdanigste, at han saa det frelseligen med Brug og Herlighed uden nogen Ank i alle Maader maa nyde, som nogen anden Stands Person, naar det ikke af hannem, men ved andre eller sine Tjenere alene haandteres, thi Pengene alene føres hen til verdslig Nytte uden nogen Henseelse til Personens Geistlighed eller Verdslighed, og det var hverken Kongen, Landet eller Eiermanden gavnligt dennem ledig og ubrugt at gjemme ligesom nedgraven.
12. Og at de geistlige, som af underdanigste Devotion har gjort K. M. Undsætning udi denne tvivlraadige Krig, at de derfor til Forsikkring maa bekomme, om det ikke allerede skeet er, Kronens Gods, at de kunde naadigst forvisses at det ikke fra dennem til Andre skulde afhændes, som tilforne, saalænge denne farlige Tid varede, vel havde Middel, mens vilde ikke tjene Maj. og Kronen med Forstrækning: og dersom samme eller andet Gods ganske skulde afhændes til evindelig Odel og Eie, at de geistlige dertil ikke skulde have ringere Vilkaar, Access og Nydelse, end nogen anden Stand.
13. Efterdi Provsterne ikke uden vidtløftig Reise, Umage og Omkostning maa reise aarlig paa Visitatser og hver tredie Aar besigte Kirkerne, saa de maa være fra deres Huus og Hjem nogle Uger og paa somme Steder reise ved 40–50–60 og langt flere Mile med deres Tjenere, førend de deres Bestilling forrettet have, de maa ogsaa med lang Reisen, naar det behøves eller befales, drage ud at høre og kalde Prester, hvor ledige ere, og de ny ordinerede og bekræftede Pastores indsætte og ellers, hvor nogle Tvistigheder i andre Tilfald langt bort i Provstiet sig begive, men og, naar tilsiges, med Commissarier Provstiet gjennemreise, sig til alle almindelige Conventer, om det naar ved 100 eller 150 Mile frem og saalangt tilbage igjen, forføie og uanseet, dem intet derfor tillagt er, maa som andre Dommere dømme adskillige Parter imellem, saa og forsvare udi Rettergang Presternes og Kirkernes Jordegods, saa og maa de indfordres og til Bisperne paa deres Eventyr indskikke Presternes Skatter, alle kongelige og andre verdslig og geistlig Øvrigheds Breve udcopiere og paa alle Sider i Provstiet til Presterne udskikke, og Svar derpaa tilbagesende med mere: At E. K. M. derfor vilde allern. dette Riges Provster for den ordinarie aarlig Skat forskaane eller deres Pension af Kirkerne forbedre og en fri Reise Karl og Føringsskab naadigst tillade. Ellers kommer Provsterne slet tilagters og ingen dygtig Mand den Bestilling gjerne vil beholde.
14. Og efterdi nogle søge at forhverve K. M. Breve paa Prestekald og Capellanier og dermed Kgl. Haand og Privilegier ilde misbruges, og mangen en ærlig, dog fattig Presteenke med sine umyndige Børn derved imod Kgl. Reces uden billige Aarsage kan udstødes, at E. K. M. saadan Ulempe naadigst ville forekomme og de bedrøvede fattige Enker ville udi al Tilfald udi al Kgl. Protection tage, at de ikke aleneste uden enhvers Forfang, saavel udi Feide som Fredstider nyde den naadigst forundte Frigaard, efter Kgl. Benaadning udgivet paa Akershuus 1648 med al Frihed og uden al Afgift og Besværing, hvad heller Enken haver Formue selv at bruge Gaarden eller den for aarlig Afgift til andre oplader, og dersom udi et Gjeld kunde være flere Enker og ikke saa mange eller gode Gaarder Prestebolet tilhørende, som de alle kunde med forsørges, og ikke kan den Gaard, om det end den bedste er, som af Kgl. Mildhed og Naade i hvert Prestegjeld naadigst forunder er, saa meget importere, at de deraf et eneste af deres Børn kan holde til Skolen og nødtørftigen forsyne, end siden at Enken udi Kaldet med flere faderløse Børn sig deraf kunde underholde, E. K. M. ville derfor allern. tækkes, at hvor ikke saa gode og mange Gaarder under Prestebolet ere, som der er Enker til, dennem da andre udaf Kongens, geistlige eller Kirkens Jorder maatte udlægges og deres Drenge, (uden hvilke ingen Gaarder kunne bruges) uden Skat og Udskrivelse maatte fri være, dennem og noget af Kirkernes Tiende og Gods maatte forundes, og at der bliver mærkelig holdet over 21 Cap. pag. 22 ubi Recessen og overalt, at alle geistlige Enker, det være sig Professorum, Pastorum eller Rectorum efterladte, nyde al Indkomst uden al Afgift, i hvad Vanskelighed end Tiden giver udi Naadsens Aar, og siden beholde enhvers efterladte den bedste Gaard under sit underhavende geistlig Gods med den Frihed, som tilforne om Prestenker er meldet, hvilket er miskundelig og Gud tækkelig, ja en ret kongelig Velgjerning som den barmhjertige Gud ikke lader ubelønnet. E. K. M. ville selv holde Beskjærmelse over dennem og deres Underholdning med andre Kongl. Benaadninger, som vi ikke kunne give Anledning til.
15. At E. K. M. ville og naadigste bevilge enhver Prest en Avlsgaard fri fra al Skat og Tynge, med Tjenestedrengernes Forskaansel, da kjende Gud det at være en vedtørftig kongelig miskundelig Gjerning.
16. Og eftersom paa underskedlige Steder er ingen Degnegaard, at derfor paa samme Steder dennem en Gaard maatte tillægges, paa det Kirkerne og fornemmelig Ungdommen med des dygtigere Tjenere kunde blive forsørgede, thi udi de vidtløftige Kald, hvor Gaardene ved hele Fjerding Veie ere fra hverandre fraliggende, er det ikke muligt, at Presten alene kan undervise Ungdommen.
17. Anholde vi ogsaa underdanigst om naadigste Efterretning om de, som ved kongelige Breve og Kaldelse ere komne til noget frit kongelige Preste Kald, ikke og som andre, der kaldes af Menigheden, skulle Menigheden forestilles, og deres lovlige Kald offentlige forkyndes, item om med Presternes Kaldelse ganske skal forholdes efter Recessen 20 Artic. pag. 16 og om Fogeder, Lensmænd eller andre dem noget med Prestekald, helst udi Kaldsmændenes Udvælgelse maa befatte, eller Menigheden selv efter Ordinantsens Maade dennem skal udvælge.
18. E. K. M. ville og som en os af Gud velbeskikket Fader lade sig dette Riges Undersaatter og deres Børn naadigst være recommenderet og anbefalet til geistlige og verdslige Bestillingers Promotion og Befordring fremfor alle ligesaavelsom andre udlændiske, og derved vinder og tilforpligter E. K. M. des høiligere sine Undersaatters Gemytter, jo mere de fornemmer saadan Kgl. Gunst og Naade, og dermed beflitter de og deres Børn sig desmere paa Dyd, Kongen og Fædrelandet tjenlige Øvelser, uden hvilken Belønning den tilbørlige Underdanighed og Devotion mærkelig skulde svækkes.
19. Om nogen Prest for nogen Sag falskelig angives, som vel kan skee, at han inden Sagens Forhør suspenderes af Officio og hans Vederpart bliver udi sin Stand urørt, og da fordi saadan Remotion er offentlig Tegn til Øvrighedens Ugunst, frygter sig endog hans Prov for Ugunst Skyld at vedgaa deres Sandhed, at den uskyldige Prest uden stor Viderværdighed og Paavaagelse neppelig (med mindre ligesom Gud hannem miraculeus Viis redder) kan udi sin retfærdig Sag komme til Rette, at E. K. M. derfor naadigst ville behage at tage den uskyldige Prest udi kongelig Forsvar, indtil han bliver dømt, og naar hans Sag bliver god erkjendt, at hans Angivere da des haardeligere maa blive straffet, dersom og nogen Prov og Vidnesbyrd over en geistlig Mand skal tages, det da maa skee for hans ordinarie Dommere.
20. At det C. K. M. og naadigst maatte befalde Capitels-Taxten at lade sætte betimeligen og førend Kornet bliver afhændet og formedelst den store Forskjel, det er udi Stifterne, paa somme Steder sat høiere og somme Steder ringere Taxt efter Provsternes Underretning til Capitelsherrerne, saa at baade Kirkerne og deres Værger kunde det vedblive, thi formedelst for høi Taxt og at der er ringe eller ingen Frihed og Forskaansel med Skydsfærd og andet for Kirkeværgerne, er mangen med Kvinde og Børn blevet forarmede, saa at det er meget besværligt at faa vederheftige Kirkeværger, som det og er farligt for dennem, som Kirkeværgerne skulle til sætte, naar de fattes.
21. At Kirkerne altid efter deres Brøstfældighed maa repareres og dersom de ei selv haver Raad dertil, at de da af andre Kirker i samme Gjeld og Provsti, som for sit Rand have, maa blive hjulpne.
22. Underdanigste ere vi og begjærende, at E. K. M. vilde befale, at der over de gode Forordninger om de fattiges Huse og Forsorrig bliver holdet, og at hver Fogderi eller Sogn deres fattige underholder, Tryglere, Tyve og Skjelme dermed at afvende.
23. Paa Kirkernes og vore egne Vegne solliciteres og underdanigst, at E. K. M. allern. forundes Kirkerne, at deres Viin, naar den ikkun god og forsvarlig er, maa indkjøbes, hvor man den for bedst Priis have kan, Kirkerne til des mindre Omkostning. Og formedelst alle Prestegaarde mest ere midt udi Landestruget og almindelige Veie (thi Bønderne bor gemeenlig hver for sig og uden Veien efter Landets Leilighed og ikke udi Byer som udi Danmark; deres Føde er og for ringe de fornemme Folk paa alle Steder at holde) til Kongens Tjeneres og andre reisende Folkes Herberge, hvor Gjest og gaaende Mand alting haver frit uden nogen Skillings Vederlag, og denne eneste Hospitalitet, som ikke kan eller bør vægres, volder det aleneste, at efterdi ved Prestens Indkomst er de høie og lave Fremmedes Nødtørft ligesaavel adspurd, som sine egne, at mange Prester efter deres Død efterlader sig saa stor Gjeld, at den ikke med al deres Formue kan betales, og udi deres Livstid leve (de) dog i skammelig Armod, hvorved Ministerium bringes udi Foragt, Presternes Formaning og Raad agtes ikke anderledes end Betlerens Raab, Ordet vederfares føie eller ingen Lydighed, Gud ingen Frygt, Kongen ringe Tjeneste, Riget ikke er lykkeligt og velsignet etc. At E. K. M. vilde derfor naadigst altid holde Prædikeembedet ved nødtørftig Underholdning den formere og ikke forringe lade, som iblandt andet og skee kan ved Forskaanelse udi Accise og Told paa ædende og drikkende fremmede Bare, som og paa hvis hjemme hos dem selv avles, helst fordi det dog mere af fremmede og omsonst bliver fortæret end af Presten og hans egne.
24. Eftersom E. K. M.s høilovlige Forfædre af høiberømmelig kongelig Gunst og Naade haver perpetueret til endeel Canonicis udi Capitlerne Avlsgaarder næst ved Byen liggendes, paa det at de ved samme Gaarders Brug kunde styrke deres Huusholdning derfore ere vi og underdanigste begjærendes, af E. K. M., at de andre, som ikke endnu have Avlsgaarder, maatte fri nyde og bruge de nærmeste Gaarder ved Byen liggendes, som dennem ratione officii af Kgl. Mildhed og Naade følger, naar Bønderne, som der paa Gaarden bor, enten ved Døden afgaar, eller og de deres første Sted maa efter Dannemænds Sigelse igjen bekomme.
25. Paa det, at vore Landbønder ikke skulle vederfares Overlast eller Uret paa Arve-Skifter, da ere vi underdanigst begjerendes, at, naar noget Arveskifte skal skee, vi eller vores Fuldmægtige da at være tilstede paa det at alting rettelig for de umyndige og enhver kan tilgaa.
26. Underdanigst ere vi og begjerende, at de geistliges Huse og Vaaninger i Kjøbstederne maa være fri for Skat og Contribution og at de geistlige ikke videre med Skat for samme Huse besverges end den som Huusleie, Manden selv udgiver.
27. Vores underd. Begjering indfalder fremdeles til vores allern. Herre og Konge, at naar nogen Sag til Thinge, som Kirke-Disciplinen vedkommer, forhøres, saasom Horeri, Manddrab, Meenederi, Løsagtighed i de forbundne Led &c., at Skriverne da skal give Presten paa Stedet en Copi af Afsigten, paa det Presten kan vide sig derefter at rette, og var det des bedre, at i saadanne og andre geistlige eller Samvittigheds-Sager blev søgt Raadføring hos Presterne, førend nogen endelig Dom blev afsagt.
28. Og eftersom Provsterne[3] ligesaavel som Capitularer, Lagmænd etc. udi sal. afg. Statholder Hr. Gregers Krabbes Tid haver til Magasinerne udgivet endeel af deres Indkomme og derfor have kongelige Frihed, at de, deres Enker eller Arvinger udaf deres Efterkommere udi deres Bestillings første Aar, som kaldes Annus refusionis, igjen skal vederlægges, at saadan Frihed og til Presteenkerne og Arvingerne iligemaade maa ved kongelig Benaadning udføres.
Den allermægtigste og alene høieste Himmelens og Jordens Monarch styre og styrke og ophøie E. K. M. med ganske kongelige Huus og Posteritet, dem vi os ved Arvehyldings Ed. Haand, Segl haver os, vores Successores og Efterkommere underdanigst underlagt, og vi derudover os forsikre, at vi geistlige Betiente stedse bliver erholdne under kongelige Clemence og Protection. Vivat Rex!
- Christiania d. 8 Augusti 1661.
Disse yderst pudseerlige Breve findes i den „Bøllingske“ Samling paa det store kongelige Bibl., hvor ogsaa adskillige andre for Biskop Hagerup mindre fordeelagtige Papirer ere opbevarede. Man sammenligne ogsaa H. M. Müllers Bidrag til Throndhjems Skoles Historie, p. 25 fgg.
Saavel Brevskriverens Navn, som den Mands til hvem Brevene ere sendte, ere udstrøgne, udentvivl hidrøre disse fra en af Skolens Hørere.
- Monsieur!
Fordi Eder herved meddeles noget særdeles betydeligt, tror jeg at I agter Eders Postpenge at være vel anvendte. Efterat Biskop Hagerup havde i Mandags Eftermiddag givet en kort Danske til Stiil over den hele Skole og Tirsdag Formiddag examineret alle 4 nedrige Lectier meget kortelig for den Mangfoldigheds Skyld af Discipler, examinerede han samme Eftermiddag Mesterlectien, dog kortelig og ikkun i nogle Ting thi de nedrige Lectier blev og kunde ei blive i saa kort Tid examineret i alle Ting Onsdags Formiddag efter Prædiken tog han Stilene for af alle Lectierne, læste dem op, og sagde kortelig sin sentiment derover. Fredags Eftermiddag kom han atter i Skolen, da Rektor (Dass) i hans Nærværelse uddelede Skolepengene. Da dette var i Fredelighed og Stilhed bragt til Ende, tildrog sig efterfølgende Passiar, som jeg nu i Sandhed vil fortælle Ord fra Ord, som den er passeret og med Hørernes Ed vil blive bekræftet, naar Sagen muligens kommer til Extremitet. Biskopen stod da op og siger til de, som dette Aar tænker at deponere: „Ja nu skal I i Guds Navn faa Eders Afsked“ etc. Rektor siger da til Bispen med sagte Stemme, saa Hørerne det ei vel kunde skjønne: „Deres Høiærværdighed de fattes endnu meget i deres Studeringer, har ei gjennemgaaet Præcepta philosophica eller naaet det foreskrevne Maal etc. Jeg har derfore tænkt, at der med Dimission endnu lidt maa tarderes, indtil Skibene gaar.“ Bispen svarede med høi og ivrig Stemme: „De skal strax dimitteres I maa et opponere noget mod min Vilje i Skolen.“ Rector continuerede og med god Sindighed forestillede Disciplernes Ufuldkommenhed etc. Bispen svarede høit, at han ei maatte understaa sig at opponere etc. Derpaa gik han ned i 4de Lectie og med vred Hu bød ongefær den halve Part træde op i Mesterlectie, uagtet endeel af dem ere aldeles udygtige, ja da de vilde tage Afsked med deres Hører, skjød og stødte han dem strax afsted. Rector Dass sagde, at han ikke kan antage dem i Mesterlectie, førend han har nøiagtig examineret den hele Skole. Bispen beraabte sig paa den allerede af sig holdte Examen og raabte høit, at de af 3die Lectie skulde ascendere, hvoraf han i Særdeleshed tog 5, af hvilke de 2 vare maadelige, men den 3die ei saa god og 2de aldeles uskikket til 4de Lectie, de har ei heller naaet det foreskrevne Maal. Siden maatte og 5 stige af 2den Classe i den 3die, blandt hvilke ikkun 1 og neppe den ene kan skrive der ringeste Latin uden Vildelser imod de Donastiste Regler. Endelig blev en Dreng flyttet af 1ste Lectie i den 2den, efterdi der er kun faa i den første Lectie. Samme Dreng har siddet 5 Aar i 1ste Lectie og kan endnu ei sin Donat. Derpaa gik Bispen op i Cathedra og begyndte en kort latinsk Tale, hvoriblandt disse Ord vare og indførte: Ego, Episcopus & scholarcha scholae Nidrosiensis, dimieto vos etc. med høi Røst. Da dette var tilende, sagde Bispen. at Candidati skulde nu gaa sin Vei, de gik frem og gav Bispen Haand, gik og hen til Rector, som vinkede ad dem, og bad dem kun gaa i Guds Navn, naar Bispen selv vilde dimittere dem. Bispen sagde: „I skal dimittere dem og give dem Testimonia.“ Rector svarede: „Jeg vil ingenlunde hindre Bispen, at han jo gjerne maa dimittere dem, men jeg kan ingenlunde endnu dimittere dem, og det er og ufornøden naar Bispen ..... “ Bispen raabte da saare høit og sagde: „I skal dimittere dem, og jeg befaler Eder at dimittere og give Testimonia.“ Rector svarede med Sagtmodighed, at han ikke kunde befatte sig dermed saaledes men Bispen maatte gjerne selv dimittere, hvem han havde Behag til. Da raabte Bispen atter høit og slog sig paa Brystet med begge Hænder: „I skal dimittere dem eller skal koste Eders Embede.“ Rector svarede: „Skulde Bispen ville suspendere mig strax og give mig det skriftlig, da skal jeg gjerne efterkomme Bispens Ordre og gaa strax af Skolen, men dette kan jeg ei gjøre, thi jeg maa følge Kongens Lov og Forordning som i andet, saa og i dette.“ Bispen skreg overmaade høit, saa at endog mange Disciple græd og fældte Taarer. „I skal rette Eder mine Anordninger og tro mig (raabte han forskrækkelig og slaaende sig paa Brystet med begge Hænder), jeg skal lære Eder at gaa af Veien.“ Rector spurde, om han da ikke skulde rette sig efter Kongens Lov. Bispen raabte græsselig: „Vær forvisset paa, at I skal fortryde det. Tu es ingratissimus homo, saa megen Lydighed burde jeg dog have.“ Derpaa befalede Bispen med høi Røst, at Candidati skulde gaa af Skolen, hvilke, efterdi Rector ei vilde love dem Testimonium fra sig, gik dog ned igjennem Skolen og stod ved Døren, da Bispen atter talede kortelig paa Latin fra Cathedra med Formaninger til alle Discipler til Flittighed etc., og da dette var tilende, tog han atter fat paa Rector, med overmaade høi Skrigen og Skjænden, iblandt hvilket ogsaa var dette: „Jeg seer her ikke Ærbødighed men et suurt Ansigt af Eder, naar jeg kommer i Skolen. I giver mig ikke veneration nok, og I viser ikke Reverence og Ærbødighed nok for mig, naar jeg kommer her. Jeg vil intet snart Ansigt have naar jeg kommer, men jeg vil see et mildt Ansigt og Ydmyghed i alle Ting, thi jeg er Eders Øvrighed, det I rette Eder efter.“ Hertil svarede Rector kun faa Ord, at han saadant vel vidste, og Kongens Lov skulde i Alting være hans Regel. Efter al saadan Skjenden, som her nu at opregne er for vidtløftig, gik Bispen vred paa Døren Dog, á propos, han sagde og: „I gjør her et vred Ansigt, jeg frygter ikke for Eders Vrede, men I maa frygte for min Vrede, I har skrevet til Cancelliet at faa min Skolemyndighed svækket, men det skal ikke gaa Eder an.“ Da nu Bispen var borte, gik Rector op paa sit Kammer, Candidati gik og op, men fik det Svar, at han skulde gjøre, hvad han kunde til deres Gavn, men dimittere dem kunde han ei, siden Bispen selv vilde dimittere dem. De som havde ascenderet fra 4de Lectie til supremam, kom og op for at insinuere sig igjen, men Rector bød dem at gaa sin Vei til videre. Saavidt strækker sig denne Historie. De, som reise skal, ere i Præceptis philosophicis af Rector privat blevne informerede, dog ere nogle Præcepta anordnede i Conrectors Dage at øves, som ei er skeet, thi her er ingen Conrector, men Hagerup ventes fra Kbhavn, hvis Pligt Bispen selv forretter ved en eller to Timers Information hver halve Uge. Rector Dass har derfor ofte beklaget sig, at den hele Byrde ligger paa ham, og de ei tilbørlig kan avancere, efterdi ingen. Conrector er, som kan arbeide med. Man har her fornummet at den for nogen Tid siden mellem Brunbas, Rector og Bispen passerede Historie er falskelig relateret til Kjøbenhavn, hvilket dog skal være dreven tilbage ved andre sandfærdige Beretninger. Nu veed man her, at idag med denne Post skrives overflødig og mange Usandfærdigheder vil nu som før blive relateret for at indbilde Professorerne og andre Folk noget. Er I nu en Ven af den gode Rector Dass, ja fornemmelig af at forfremme Sandhed, saa lad de, I kjender, af Professorerne læse dette, paa det de kan faa en ret Idee om denne Sag. Lad alle throndhjemske Studentere læse dette, thi de kan deraf lære, hvad Veneration, de maa være betænkt paa at yde den hellige Fader etc.
- Thjem, 2 Mai 1736.
(Underskriften udstrøgen).
- Monsieur!
Med sidste Post sendte jeg til Monsieur en Relation om den her imellem Rector og Bispen forefaldne Uenighed. Nu følger til dem en Continuation angaaende den af Biskopen holdte Examen i sig selv.
1. I den 2den Lectie examinerede Biskopen 2de Præccpta i catech. min. lat. saa at alle Disciple læste paa engang i Munden paa hinanden. Dernæst maatte enhver explicere en eneste Sentents i Corn. Nep.
2. I den 3die Lectie blev først et Par Qvæstioner angaaende Diphthongi graeci gjort, og da Disc. ei kunde recensere dem, begyndte Bispen selv at opregne dem og nævnte da først, at αε var en Diphthong, hvilket var en rar Observation, som faa eller ingen grammatici har. Dernæst bleve Disc. befalede at declinere nogle Ord efter Declin. contracta, saa blandt andet det Ord βασιλεύς, og da de kom til Acc. sing. βασιλέα, raabte Bispen høit: „Børn, Børn, I glemme Contractionen βασιλῆ,“ hvilket og atter Disciplerne maatte sige efter, anseende Bispens Autoritet alletider saa stor, at han kunde corrigere Golii grammaticam, som negter saadant. Videre bleve dem forelagte et Par græske Dicta i catech. integr. at explicere, da man fik at høre adskillige curieuse Observationer, som ingen Grammatik eller Lexicon endnu har kunnet lære os. Ex. gr. Aorist. 2dus kan allerbedst formeres af præsenti, thi man behøver alene at forandre ω til ον og lægge Augmentum til; da dog Grammatica udfordrer noget mere, men Bispen syntes at have en anden Idee om Aoristo 2do end andre, hvilket ogsaa kunde mærkes af det Ord αῖρω, tollo, som han lærte Disc. at have i Aor. 2do Εἵλον, endskjønt Grammatici siger anderledes[4].
3. I 4de Classe blev alene i Latinen de første Vers af Ovidii Metam. explicerede af 19 Disciple. NB. Det sidste Vers var: jussit et ambitae etc. Man lærte da blandt andet af Bisk., at den Talemaade: Terra ponderibus librata suis, kunde saaledes bedst oversættes: Jorden var afveiet paa sin Tynge, hvilket er meget ziirlig verteret. Det Ord ambitae terrae etc. kunde hverken Disc. eller Bisp faa paa ret Dansk, saa man maatte slutte, at her enten er en lectio varians eller og en Trykfeil, siden det faldt Bispen vanskelig at give det paa Dansk, endskjønt man veed, at der længe er studeret over til denne store Examen. In graecis blev alene af 19 Disciple expliceret de 10 første Vers Acta apost. Bispen gav os ved denne Leilighed adskillige smukke Anmærkninger[5]. Videre blev denne Lectie ei examineret.
4. I næste Lectie blev først Hebraisk foretaget da af 16 Disciple de 16 første Vers i Genes. 4 Cap. bleve paa Latine explicerede, og blev samme Tid af Bisk. gjort mange smukke Erindringer, som man hos Grammatici forgjæves maa søge efter[6]. Derefter blev Physica foretaget, da hver Discipel derudi fik en Qvæstion, og alle fik høre den Lærdom at de 4 gamle Elementer, terra, aqva, aer, ignis, vare de bedste. Derpaa skred man til det latinske Sprog i sig selv, og skjønt Rector havde gaaet igjennem Horatii sermones, Ars poetica og det meste af hans epistolis, blev intet i de Ting efterspurgt, men de bleve befalede alle med een Mund udenad at citere 2de Horatii Oder, hvilke Bispen forud havde befalet dem at lære sig udenad. Endelig til Slutning gav og Bispen enhver Discipel et Spørgsmaal in historia universali, over hvilken han selv har læst som Conrector, da blandt andet mærkværdigt blev erindret, at Smug var fundator monarchiae Babylonicae og at han er den samme, som Nimrod, hvilket vel maatte være en Lapsus lingvæ eller memoriae, det man ogsaa vel maa sige om dette Bispens Svar, at Darius Nothus var den sidste Konge i Persien, endskjønt, da Disciplene svarede: Darius Codomannus, sagde Bispen: Ja Darius Nothus eller Codomannus, ligesom de to vare en og den samme.
Dette har jeg agtet som noget rart nyt, der af mange med Fornøielse vil blive modtaget. Nu har Bispen stevnet Rector til Provste-Ret at anhøre Vidner angaaende viiste Opsætsighed og Forhaanelse imod Biskopen som sin Øvrighed, da han agter at bevise, at Rector har under Examinationen undertiden gjort sure og misfornøielige Miner, ja og smilet iblandt ved sig selv, item ofte annoteret paa et Papir med en Blyant, hvorved Bispen siger sig at være graveret, men besynderlig derfor, at han ei efter Bispens Ordre og Trudsel har villet dimittere Disciplerne. Rector har iligemaade stevnet contra til Thingsvidners Erlangelse, fordi Bispen har indfaldet hannem i Embedet ved Flytning i Skolen som han formener efter Loven at tilkomme sig alene, men tilstaar Bispen iøvrigt Inspection i alle Ting. Item for Bispens haarde og uanstændige Trudsler at skille ham ved sit Embede etc. Videre falder ei denne Gang, jeg drager med første ud paa Landet og forbliver der i Sommer over. Hils alle gode Venner og lev vel, det ønsker
Tjener.
- Throndhjem, 19 Mai 1736.
(Navnet udslettet).
Findes iblandt Materialierne til Treschows Jubellærere, hvilke ere bevarede paa det st. kgl. Bibl. (Gl. Saml. 1094, Fol.). Den kyndige Læser vil gjenkjende den samme .Tone, som gaar igjennem Dass’s berømte og umistelige Breve til Suhm.
- Høiædle og Høiærværdige
- Hr. Biskop.
- Høigunstige Velynder!
- Høiædle og Høiærværdige
For Deres gunstigste Skrivelse af 20 Januar aflægger jeg herved underdanig Taksigelse. Jeg vilde gjerne have været ligesaa hastig, som Deres Høiværdighed, med mit Svar, men det gik mig ikke an, thi vedkommende jeg skulde have Efterretninger hos, ere af dem, som ikke forhaste sig. Det throndhjemske latinske Foster[7] er endnu i Fødsels Smerter og Gud veed, naar det kommer til at see Dagens Lys. 8 Ark ere endnu kun færdige, og endnu ikke videre kommet end til 9de §, faa jeg endnu ikke kan melde, om Pharaonis Datter, som Kong Salomon fik, var mandvoxen eller ikke. Det er jammerligt, at Autor vil holde os denne vigtige Post saa længe tilbage. Nu reiser Fosterfaderen i disse Dage paa Visitats, saa det tegner sig til en langvarig Fødsel, men patience par force. Jeg skal ellers ikke mangle at fremsende 2de Exemplaria, naar det er kommen saavidt og Leilighed gives. Det er mig usigelig kjært, at Hr. Treschows Verk ei er kommet under Pressen, men gjør mig ondt, at Vedkommende her oppe ikke har sendt de forlangte Underretninger. Om Hr. Anders Eriksen paa Kvernes tænkte jeg at faa en god Deel hos Presten Grøn, men til al Ulykke havde Ildebrand ødelagt alle Ting, saa alt, hvad man nu kan melde, er tegnet paa hosfølgende Blad, som kan være bedre end intet. Jeg havde tænkt, at Hr. Tønder for længe siden havde sendt Notice om M. Raphael Lund, hvorfor jeg gik strax til ham, men imod Formodning vidste han ei mere end Faaret, naar han er bleven Prest. Jeg tog mig da for at recognoseere det bedste, jeg kunde i Byen, har og faaet allerede nogle Efterretninger, men som jeg har truffet Provsten Leth, som paa 2 a 3 Uger har lovet mig meget mere, saa faar jeg endnu oppebie Tiden. Og som jeg haaber, at de throndhjemske semiseculares komme vel sidst i Trykken, og det endnu er langt til Lande-Modet, saa mener jeg enda at komme tids nok. M. Raphael Lund fortjener og visselig sit Sted iblandt de andre, thi baade var han en Bispesøn, en 60 Aars Sogneprest, saa og engang nær ved selv at blive Bisp, saa jeg meget nødig vil, han skulde forbigaaes. Gid jeg kun lidt forhen havde vidst at der ikke mere var gjort ved den Sag, saa vist jeg allerede skulde have bragt noget tilveie. Efter Hr. Biskop Harboes Brev skal Præsident Krog for længe siden have nedsendt sin Faders Vita. Jeg har og selv sendt det lidet, jeg havde om ham. Men har man bekommet noget om M. Nils Muus og Hr. Johan Crantz? Disse 2de venerabiles patres burde vel og indføres i Hr. Treschows Verk. Skulde der blive Tid nok, vilde jeg endda gjerne gjøre mit bedste at forskaffe noget, om muligt er. Det er mig kjært, at den værdigste Polygraphus[8] dog har erkjendt en Deel af sine Feil, men skammeligt, at han ei vil tilstaa sin Anviser og Hjelpes Mand. At han vil gaa saa langt hen i Tiden, som det første dessein var, er ret fornøieligt. Det skulde fornøie mig, om han dog ikke engang kunde faa en klappet Trøie for Umagen. Mig synes, det er bedst at lade de Sager have sit eget Løb, og undertiden je toller, je besser. Det er artigt nok, at det ny norske Glossarium skal tilbagekaldes. Man vil ønske og haabe, at curae posteriores torde blive meliores. For et Par Aar siden fandtes hos en af Bogbinderne her i Thjem over 50 Expl deraf. Ere de ei fodrede tilbage, ligge nok de fleste usolgte.
Hr. Biskop Harboe vil gjøre sig den lærde Verden meget forbunden ved at forsvare Paul Noviomagus mod Joh. a Lasco og flere. Jeg har, siden jeg meldte ham mine Tanker, fundet i Lintrups vindiciae pro Masii Dania Orthodoxa adskilligt, som kan passe sig med min Mening og kan tjene til deres Forsvar. Fortalen for Hr. Zwergii Skrift er et ganske bekvemt Sted dertil. Deres Høiærværdighed har seneste Gang meddeelt mig saa meget nyt og curieust, men jeg har desværre intet at vederlægge med. For kort siden saa jeg hos nogle fornemme Folk en Medaille med norske Løve paa den ene Side og paa Reversen Kongsberg i Norge. Fra bestandige Liebe 1735. Skjønt samme Pjece er saa meget ny, saa har jeg dog før aldrig seet den eller vidst noget deraf. I Skolen er Tilstanden ligesom den var i de første Aaringer mellem B(iskop) H(agerup) og mig, thi Misforstaaelsen var ikke den Tid større end den nu er. En Discipel som var Medvider i et Skandskrift over en af Hørerne, fik for nogen Tid siden nogle Haandrap af Rector[9], saa hans Haand hovnede Drengens Fader blev derover saa urolig, at han tager ham af Skolen og klager for B(iskopen), at han var slaget fordærvet. Intet kommer til Rectors Erklæring, men omsider kommer B(iskopen) med Drengens Fader i Skolen, indsætter Discipelen i Rectors Fraværelse, laster offentlig R.s Conduite og forbyder alle Lærerne at straffe høiere end med 8 Haandrap, men ingen Discipel at lade løse Buxe eller Trøie uden consentante & præsente Episcopo. Rector som fraværende skal have forlanget saadant Forbud skriftlig, men endnu intet Svar faaet. Den klagende bar siden atter taget sin Søn ud af Skolen, skjønt han i ingen Maade er videre bleven tiltalet eller revset. Samme Tid blev og af Biskopen indsat i den nederste Lectie en Finnedreng mod 18 Aar som skal lære Latin, og som en Deel vil sige, præpareres til at kunne succedere Prof. Lem, naar han maatte frafalde. Hvad den ny Inspection angaar, da erindrer jeg mig et af Holbergs Epigrammer over en Procurator, der siden blev Rector. Maaskee han har menet min Person dermed, da det omtrent heder: Olim codicis, nunc podicis est inspector[10].
Den Svaghed, som Deres Høiærværdigheds Øine er paakommet, vil jeg ønske af Hjertet, maatte snart og vel bortfalde. Gud hjelpe os, naar vi skulle leve og mangle i den Post. Visselig tror jeg, Deres Høiærværdigheds smaa Skrift er en stor Skyld deri, og var at ønske, De deri kunde gjøre nogen Forandring Jeg har i mange Aar intet mere beflittet mig paa, end at see mit Syn conserveret. Alt i nogle Aar har jeg ved fiin Stiil som oftest betjent mig af Briller, som ei meget vergrößer. Vel i en 10 Aars Tid har jeg hver Morgen, saa saare jeg vaagnede, med koldt Vand paa en Dug tvættet Hidsigheden af Øinene, hvorved jeg har befundet mig meget vel. Enfin, intet skal mere glæde mig end snart at høre, min Hr. Biskop fra bemeldte Svaghed fuldkommen restitueret.
Nu har vel S. Høiærv. længe siden hørt, at jeg har gjort Ansøgning om Kobbercontrolleur-Tjenesten i Throndhjem. Det er og rigtig nok, at et vist Huus, som ugjerne vil, at jeg skal forlade dette Sted, opmuntrer mig dertil, og jeg, som vidste, at den blinde Lykke er for længesiden bleven saa klartseende, at den ikke vel skulde træffe mig, og at det derfor vel ingen Fare havde, fandtes og villig dertil. Jeg tænker altsaa endnu ligefuldt paa at reise, men mine Bøger maa først indpakkes og bringes paa et sikkert Sted, hvilket vil koste mig baade Tid og Møie, saa jeg ikke seer at kunne rive mig løs i dette Aar. At opholde mig i Kjøbenhavn, havde jeg nok Lyst til, men jeg har maattet lade den fare, thi naar jeg skal beregne Huusleie ei alene for mig selv, men og for mine Bøger, vil jeg neppe komme ud med min Regning. Overalt har min Hr. Biskop ikke at frygte for, om jeg kom derned, at jeg skal opkapre meget for ham eller andre, thi Appetiten er nu længe siden saaledes forgaaet, at jeg endnu ikke har bestilt den nye Dronnings Medaille. Jeg beder min underdanige Respect maatte formeldes til Fru Bispinden, Hr. Biskop Harboe og Justitsraad Hersleb. Hvornæst jeg udbeder mig Deres Høiærværdigheds bestandige Bevaagenhed og stedse med soumission lever
- Throndhjem d. 17 Febr. 1753.
I samtlige Søbygderne, men især i Hevne havde Sværmeren Hans Hauges og hans Apostlers Prædikener skaffet Secten saa mange Proselyter, at næsten hele Hevnes Befolkning hørte dertil. Det blev ikke nok, at denne Ufornuft tilintetgjorde de arme Bedragnes Virksomhed og Interesse for alt det juridiske Væsen, som udgjør god Huusholdning hvilket de havde hørt at være Skam og Skade, at de opfyldte deres Tid med uophørlig Beden og Syngen, at denne nonsensikalske Religiøsitet gjorde de med samme opfyldte Mennesker i et og alt nonsensikalske eller paa Dansk afsindige, at de dermed berøvedes al Fryd af dette Livs Gode, al blid Nydelse af det, som velgjørende Flid skulde erhverve, da alt, hvad kunde kaldes Munterhed eller Glæde, af Secten erkjendes for Synd og Djævelens Væsen, men en Mængde af alle Kjøn og Aldre forlode deres Hjem og huuslige Forbindelser og, (som) den omvandrende Apostels Disciple fulgte med ham for at nyde hans bestandige Prædiken med Haab om selv at ophøies med Tiden til vandrende Apostle. Ikke faa skal have overleveret H. Hauge eller hans Apostle alle de rørlige Penge, de havde, gjort Gjeld paa deres faste Eiendomme, saa meget som de kunde og ligeledes kastet alt i den himmelsendte Lærers Skjød, uden derfor at faa ringeste Beviis eller noget, hvorefter de nogensinde igjen kunde godtgjøre deres Ret til det hos ham deponerede, da saadan Formalitet som og Renters Svarelse kun sømmer Verdens syndige Børn. Nogle have endog solgt Børn og alt, løst og fast, og hævet al Forbindelse med Verden for at følge Sværmeren, medens mange ere befaldne med Samvittighedsnag og Tvivsmaale, som hos somme endog have endt med fuldstændig Afsindighed og Selvmord.
Det er i Afkrogene, og hvor Almuen fattig, ukjendt med Livets Behageligheder saa naturligen maatte især være tilbøielig til at hente Trøst og Glæde i Udsigter udenfor en Verden, der havde for den saa lidet frydende, at Sværmeriet gjorde især Fremgang. Saameget des lettere maatte dette være Tilfældet, hvor den autoriserede Religions-Lære (som nok nogle Steder er Tilfældet) forkyndes af Prester, hvis Talenter enten ei strække til at gjøre dens Sandheder lyse og indtrængende, eller hvis Sæder ikke anbefale den. Endog, hvor Presten er, hvad han bør, men Prestekaldene i de tyndt befolkede Egne ere saa store, at det er umuligt, at Presten, mere end høist sjelden, kan tale til eller forsøge at virke paa sin Menighed, er det naturligt, at dennes Religions Begreber blive meget dunkle og crasse, og at Indbyggernes Trang til dens Trøst gjøre dem en Mand med blid, sagtmodig Adfærd og indsmigrende Væsen, der taler et Sprog, som de kjende, og forstaar at benytte disse Fordele, til en dem af Gud nedsendt Engel.
Men vist er det, at, er en saadan Mand skadelig i religiøs Hensyn, som den, der forfalsker den sande guddommelige Lære, han er det ei mindre i økonomisk Hensyn, ved at berøve Næringsvirksomheden arbeidende Hænder, at tilintetgjøre al dens Kraft, at berøve den dens virksomste Spore, den glade Nydelse; og er den Røver strafskyldig, som skiller mig ved Midlerne, hvorfor jeg skulde forskaffe mig Livets Goder, den burde ei været det mindre, som berøver eller lemlæster mig min Evne til at nyde dem, saa de tilhobe indtil Muligheden af at gjenvinde dem ere tabte.
Jeg saa Søndagen 28 Octbr. 1804 Meldalens Menighed samlet i Kirken. Den er stor, men den var saa fuldpakket, som jeg neppe nogensinde før har seet nogen Kirke. Det er charakteristisk hos den norske Almue, at den hverken ved Afstand, besværlige Veie eller Uveir, ei engang i Søbygderne, ved flere Miles farlige og skrækkelige Søveie lader sig hindre fra at bivære Gudsdyrkelsen. Man siger mig, at Kirken er her stedse saa fuldpakket. Forsamlingen indeholdt neppe under 1000 Mennesker.
Indbyggerne i Opdal, skjønt i Almindelighed roste for Fjeldbyggernes Virksomhed, Haardførhed, ogsaa Tarvelighed, hvad al anden Nydelse end Brændevinets angaar, beskyldes for at være denne Gift mere end almindelig hengivne, da for ikkun et Par Aar siden en af sine forhen i Bedstaden i nordre Trondhjems Amt beviste Dyder med Hæder navnkundig Provst Rønnau her blev Prest. Denne Mand har efter alles Sigende ved sine utrættelige Bestræbelser drevet det til saare mærkeligen at omdanne Sæderne i hiint sit forrige Prestekald, hvor de ogsaa haardeligen skal have trængt til en forbedrende Omdannelse.
Provst R. har foretaget sig med ædel Enthusiasme at bekrige denne Afskyelighed ogsaa i Opdal. Det er ikke nok, at han gjør det til Hovedsag i alle sine Prækener, i alle Samkvem med sine Sognefolk ved alle mulige Leiligheder at forestille Drukkenskaben i sin sande Skikkelse, men han har med nogle af Menighedens bedste Mænd gjort en Sammenrottelse til dens Undergang. De have sammensvoret sig ei at tillade Brændeviinsdrik i deres Huse. Et større Antal har skriftligen under Mulkt forbundet sig ei at holde saa store og saadanne Samkvem, som foranledige Brud imod Ædrueligheden, ei at holde Bryllupper, som pleie vare i 8 Dage for flere Snese Gjæster, mere end 24 Timer med 6 Par Gjester, ei til slige Samkvem at medbringe de unge. Han forsøger at anvende Musiken til Sædernes Forædling, og selv og i sit Huus, hvor han holder til den Ende en Musiklærer, underviser han alle de unge, som dertil har Talent, i at spille et Instrument, og har han allerede faaet en Deel til deri at gjøre Fremgang. Han spiller selv adskillige Instrumenter, Læreren ligesaa og hans to Døtre ret brav Violin. Derved faa disse Fjeldboer Musik at høre til den musikalske Sandses Opvækkelse. Ogsaa mechaniske Kunster f. Ex. Dreining arbeider han paa at indpode i Bygden. – Han vil udentvivl saa meget mere blive i Stand til ved alt dette at virke paa Menigheden, som han, skjønt en fattig Mand, viser sig ogsaa ved kostbar Opofrelse dens Velgjører.
Ved at oprette et Kornmagasin for Bygden, fornemmeligen i den Hensigt at forsyne dem med Sædekorn, som mangle, og ei let ellers, helst her i denne afsides Bygd, kunde skaffe sig det, har han selv bidraget 20 Tønder til Begyndelsesfonden. Han holder for Børn daglig Skole i sit Huus og for den voxne Ungdom Søndagsskole, hvor han foruden Religion og Moral lærer dem at skrive og regne, lidt Physik og Musik. Hans hele Liv er hans Menigheds moralske Dannelse opofret. – Denne Mand er og Forligelsescommissar, men hans Protocol indeholder meget faa forligte Sager. Han driver paa at forlige uden Solennitet. Protocol og Udgifter. Han er ei nøiet med at stifte Forlig, men han vil bevirke Forligelighed. Forstandighed i Huusholdningsvæsenet som i alt søger han at udbrede, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at jo denne synderlig fortræffelige Mand, om han nogen Række af Aar maa fortsætte sin Virksomhed, vil i sin Bygd stifte sand og stor økonomisk, som og moralsk Nytte. Han regner, uden Tvivl med Føie, meget paa den nøiagtige Forbindelse mellem de økonomiske og de moralske Dyder. Den før skumle og stygge Kirke har han derfor og besørget ganske ombygget, saa den er bleven lys, skjøn og høitidelig. – – – Jeg kom ei til de østre throndhjemske Bygder, men hvor jeg kom, naaede mig Rygtet tilligemed om Provst Rønnau ogsaa om Presten Darre i Klæbo. Ogsaa denne er efter alles encomiastiske Beretning, ligesom den før omtalte Prest en saa viis som nidkjær, saavel Økonomiens som Sædelighedens Apostel. Ogsaa denne holder Søndags-Skole for sin Menigheds opvoxne Ungdom, hvor han med beviist Fremgang danner dem til Fornuftighed og til at læse godt, skrive og regne, medens han griber alle passende Midler for at fremme ogsaa Børnenes Underviisning i den spæde Alder.
- ↑ Schøning noterer, at Archidiakonus’s Gaard skal omtrent have staaet „hvor nu Kancelliraad Kvales Gaard er.“ Den blev solgt til en Prest Peder Albrektssøn og siden til andre.
- ↑ Indledningen er altsaa regnet som 1ste Post.
- ↑ Maaskee en Feil i Copibogen for Presterne.
- ↑ Her opregnes endeel flere Exempler paa Biskop Hagerups Erudition.
- ↑ Atter Exempler paa Bispens Lærdom i Græsk.
- ↑ Hagerup prostituerede sig ogsaa som Hebræer.
- ↑ Her sigtes til en latinsk Afhandling om Salomons Egteskaber, som Biskop Nannestad udgav 1753.
- ↑ Her sigtes til Erik Pontoppidan.
- ↑ G. Schøning
- ↑ Den nye udg. af Jens Justesen, p. 212–213.