Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/2

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Throndhjems Stift i M. Hans Gaas’s Dage 1549–1578.

1. Da Mester Thorbjørns Død blev bekjendt i Danmark, sees Kristian den tredie samme Aar at have anmodet Kapitlet i Throndhjem om „at udvælge en lærd Mand, som kan tjene til Superintendent“[1]. Men i Stiftet fandtes der nu ingen, som værdig kunde overtage et saadant Embede; der maatte sendes en Mand fra Danmark, og nu begynder den lange Række af danskfødte Biskopper, som lige til 1732 – altsaa gjennem næsten 200 Aar – kun en eneste Gang afbrydes ved en Nordmand, og det endda en Nordmand af en dansk Slægt.

Den 26de Mai 1549 udstedtes Kaldsbrev for Mag. Hans Gaas som Throndhjems Superintendent. Kannikerne, som intet Valg vidste at gjøre, havde henvendt til Danmarks Kantsler – Johan Friis til Hesselager – med Bøn om at vælge for dem,[2] og rimeligviis havde denne henledet Kongens Opmærksomhed paa M. Hans.

Vi give her Bidrag til Norges, ikke til Danmarks Historie. Det er os derfor af liden Interesse at fortælle de Bedrifter, som Mag Hans Gaas skal have udført i Grevens Feide som Prior i Svendborg, saameget mere som en anseet dansk Forfatter i den seneste Tid har gjort opmærksom paa, at de Beretninger derom, som i en ukritisk Tid skaffede Mag. Hans en Mindesteen paa Jægerspriis, hidrøre fra urene Kilder og neppe indeholde megen Sandhed.[3] Vi anføre kun, at han stammede fra en dansk Adelsslægt, der dog var af de mindre fremtrædende, at han ved Udnævnelsen var Provst og Sogneprest til Frue Kirke i Svendborg, og endelig at han – hvad vi holde for det vigtigste – allerede i 1521 sees at have studeret i Wittenberg. Af den sidste Oplysning slutte vi tillige, at han, da han kom til Throndhjem, neppe har været under 50 Aar gammel.

2. Vi gaa dernæst over til at fremstille efter Tidsfølgen de om end spredte, dog interessante Træk, som ere os levnede af den geistlige Historie i M. Hans’s lange Embedstid.

Først støde vi saaledes paa en Notits af 1551, der viser os, at Folket fremdeles har holdt fast ved adskillige af de gamle Helgendage, som skulde have været afskaffede ved Reformationen. Englændere, som havde faaet Lov til at fiske under Norge og hertil skulde have Hjelp af de indfødte, klagede nemlig over, at Fiskeriet hindredes ved de mange Festdage, som iagttoges i Norge. I den Anledning fik Kristoffer Galle – vi see heraf, at dette netop har gjældet Thrøndelagen – Paalæg om at forbyde Engelskmændenes Hjelpere at holde flere Festdage, end Danmarks Ordinants tilsagde[4].

Høist interessant vilde det være, om vi kunde meddele nogen tilfredsstillende Oplysning om, i hvilken Udstrækning den Bibeloversættelse, som bærer Kristian den tredies Navn, og som væsentlig skyldes Sjellands Biskop Peder Plade, blev omdeelt i Stiftet. Men herom tie vore Kildeskrifter ganske. Vi vide, at Uddelingen begyndte i 1551, da enhver Kirke, som ifølge et Kongebrev havde betalt 2 Rdlr. i Bibelpenge, fik sit Exemplar; dette har dog visselig langt fra været alle Kirken da vi vide, at i 1553 af Oslos og Hamars Stifters mange Kirker kun de 65 havde betalt disse Bibelpenge. Endnu i 1556 vare kun 96 – sex og niti – Bibler sendte op til hele Norge ifølge de Oplysninger, som C. J. Brandt meddeler i „Kirkehistoriske Samlinger“ (II. 394 fgg.).

Ved sin Opreise for at tiltræde Embedet medbragte Mag. Hans Gaas den danske Ordinants af 1539 for at indføre den i sit Stift, men dens Indførelse viiste sig forbunden med store Vanskeligheder. Man henskjød sig nemlig til det i samme Ordinants – som vi ogsaa ovenfor have paapeget – udtalte kongelige Løfte, om at Norge skulde faa sin egen Kirke-Lov, og meente, at indtil dette Løfte indfriedes, maatte den gamle Kristenret fremdeles blive ved Magt. Dette foranledigede M. Hans til at gjøre sig bekjendt med denne Kristenret, men „da den var udskrevet paa gammel norske Maal, kunde han paa den Tid ikke læse med ret Forstand to Linjer af hende.“ Efter forgjeves at have søgt at faa en indfødt Nordmand til at oversætte Kristenretten, besluttede M. Hans nu selv at forsøge at tyde den og fik dertil Bistand af en „Lektor Anders paa Throndenes[5].

I Fortalen til sin Oversættelse,[6] hvoraf disse Oplysninger ere hentede, siger han da, at hans Mening ikke var den i alle Dele at overholde Kristenrettens Bestemmelser, f. Ex. Forbud mod at æde Dyr, som Ulve eller Hunde have bidt, før de vare overstænkede med Vievand „og andet mere, som jeg med Kjedsommelighed udskrev,“ men paa den anden Side fandt han „mange nyttige Ting iblandt.“ Det synes nu, som om den danske Ordinants og den gamle Kristenret have gjældet jevnsides, den sidste dog kun som en subsidiær Ret og det især i Spørgsmaal om Tiendevæsenet og andre geistlig-verdslige Forhold. I den ovennævnte Fortale omtaler nemlig ogsaa M. Hans Tienden – en Ydelse, som i denne Tid, da den gamle Ærbødighed for Geistligheden var svunden, i saa mange Deele af vort Land (maaskee især paa Agdesiden) afstedkom Uroligheder hos den gjenstridige Almue –, videre skildrer han Prestegjeldenes Vidtløftighed og Presternes vanskelige Stilling, og begrunder herved Nødvendigheden af en egen norsk Ordinants, som kunde gjøre Kristenretten overflødig.

I hvilket Aar denne Kristenret oversattes, er uvist, og ligesaalidt kjende vi nøiagtig Tiden for den næste Notits, som vi have at meddele, om vi end med Rimelighed kan sætte den til 1552.[7] Denne Notits angaar Ansættelsen af en Lector theologiae, thi M. Hans fik rimeligviis i det nævnte Aar dette for hiin Tid vigtige Embede besat med en Kannik Cornelius, som tilforn synes at have været Forstander for Kannikernes Kommunitet. Han skulde have St. Thomæ Præbende og dertil 16 Daler om Aaret som Embedsløn. Denne Cornelius skal være død 1566 som Sogneprest til vor Frue Kirke.

3. Som sin Formand maatte ogsaa M. Hans i sit Embedes Interesse gjøre Reiser til Danmark, og den første af de Reiser, vi kjende til, foregik 1552. Thorbjørn Olafssøns Forestillinger om Nødvendigheden af Domkirkens Forbedring havde intet frugtet; denne herlige Kirke, som siden Reformationen ikke benyttedes til den egentlige Gudstjeneste, men kun til Kannikernes Korsang, var nu i saa ynkelig Stand, at naar der regnede eller sneede, kunde Folk ikke staa tørre i den, og, hvor Klokkerne hang, kunde ingen uden Livsfare gaa hen for at ringe. Saa reiste da Superintendenten til Kjøbenhavn, forsynet af Kapitlet med de da brugelige Gaver til en formaaende Mand, ogsaa dennegang til Danmarks Kantsler Johan Friis. Noget blev ogsaa udrettet, forsaavidtsom Kollektsamlinger fra Stiftets øvrige Kirker o. s. v. paabødes og virkelig kom istand, men til nogen kjendelig Forbedring af Bygningen var alt, hvad der gjordes, kun halve Foranstaltninger, og det blev derfor uden synderlig Frugt. Det af Biskoppen fremkaldte kongelige Paabud er dateret St. Margrete Dag 1552, ved denne Tid har Mag. Hans saaledes formodentlig været nede i Danmark.

Forøvrigt var det ikke alene Domkirken, om hvilken Bestemmelser udgik. Der fattedes paa samme Dag en heel Række kongelige Forføininger angaaende geistlige Forhold i Stiftet, som vi naturligviis maa omtale, da de i flere Henseender ere oplysende. Superintendenten havde saaledes klaget deels over, at han ikke blev ordentlig skydset af Almuen, naar han skulde drage om paa Visitats i Stiftet, deels over at Folket ikke ordentlig indfandt sig i Kirkerne for der at belæres, naar han besøgte disse. – Dernæst havde Bispen forebragt Kongen, at der i Stiftet holdtes „mange Gilder,“ i hvilke skede „stor Uskikkelighed, Gud til Vanære og Undersaatterne til ondt Exempel;“ herom forordnedes nu, at disse Gilder skulde forandres efter den Skik, som derpaa er gjort i Bergens Stift.“[8] – Videre see vi,at „Sognedegne“ manglede ved mange Kirker i Stiftet, saa at Presten ingen Hjelp havde „til at synge ringe Klokker og holde Kirken reen.“ For at hvert Prestegjeld skulde faa en saadan Kirkebetjent, fastsatte Kongen, at der overalt skulde af Kirkernes Gods udtages mindst et Spands Jord, som skulde bruges til Degneløn. Almuen kunde derhos, om den vilde forøge Degnens Indkomst, men tvinges dertil skulde den ikke. Prestegaardene vare i høi Grad forfaldne navnlig fordi Almuen havde undladt at vedligeholde den Deel af Bygningerne som det var dens Pligt at tage Vare paa; derfor skulde Kongens Lensmænd hvert tredie Aar lade undersøge om Sognemændene opfyldte denne sin Skyldighed. Ligeledes skulde de Befalinger opfyldes, som Tid efter anden vare udgaaede om at Kirkernes Gaarde bleve forsvarlig behandlede – Endelig fik Kannikerne et fornyet Tilsagn om, at de skulde faa beholde alt, hvad dem medrette tilkom. Samtidig sees forøvrigt en Bestemmelse Kapitlerne vedkommende at være gjort af Kongen, som imidlertid angaar det hele Norge og ikke som det foregaaende særlig Throndhjems Stift. Det var nemlig et Forbud mod den Uskik, som havde indsneget sig, at, naar en Kannik var død, hans Præbender og Beneficier ofte toges i. Besiddelse af de gjenlevende, uden at nogen ny Kannik optoges i Kapitlet. Saavidt man af Kongebrevet seer, er det Kongens Vilje, at han selv vil besætte de Pladse, som bleve ledige i Kapitlerne, og at Successionen ikke, som i den papistiske Tid, skal være overladt Prælaterne selv. – Endelig blev den Asylret, som Helgeseter Kloster (der forøvrigt nu, som ovenmeldt, for en Tid var Superintendentens Residents) i tidligere Dage havde besiddet, ved samme Leilighed fornyet. Denne Asylret bestod deri, at Manddrabere og tildeels andre Forbrydere kunde tage sin Tilflugt til Klosteret, indtil deres Sag var paadømt.[9]

4. Adspredte og sparsomme ere fremdeles de Træk til Stiftets kirkelige Historie, som vore Kilder give os for de følgende Aar. I 1553 udkom en kongelig Forordning mod Gjendøbere; den kan maaskee have været af praktisk Betydning i Bergen, som stod i en mere levende Forbindelse med Udlandet, men til Throndhjems Stift er det usandsynligt, at nogen af denne Sekt har forvildet sig. I 1554 see vi Biskoppen ivrende for at bringe Kapitelsgudstjenesten i Domkirken i bedre Orden. Han var i det hele misfornøiet med Kannikernes Forhold, især fordi de forsømte sin Korsang. Bispen samlede da alle de Lemmer af Kapitlet, han kunde faa fat paa, – det var dog kun ni – i Domkirkens Sakristi og foreholdt dem, at han var betænkt paa at klage over dem til Kongen, hvis deres Forhold ikke bedredes. Helst vilde han, at det hele Kollegium skulde flytte til Domkirken og have sit faste Ophold i Stiftsstaden, men dette stred baade mod gammel Skik og Kannikernes eget Ønske; det blev ved det gamle, at kun en Trediedeel ad Gangen forrettede sin Tjeneste; de øvrige holdt sig udentvivl ved sine Prestegjeld paa Landet.[10]

I 1558, Kristian den tredies sidste Leveaar, finde vi flere Kongebreve, som synes at vidne om en vis Omsorg for Kirkens og Geistlighedens Tarv i Norge, og det maaskee endog, saavidt vi kunne slutte, saaledes, at Kongen af sig selv har henvendt sin Opmerksomhed i denne Retning. Lensmændene i samtlige Norges Hovedlene tilholdes saaledes at sørge for, at Presterne ikke mangle sin Underholdning, at Hospitaler og Skoler ikke lide Nød, at Kirkerne faa sit Gods tilbage, hvor noget er frakommet dem. Om Tienden i Oslo, Hamars og Throndhjems Stifter udgaa skjærpede Bestemmelser, og til Hans Gaas rettes særlig en Formaningsskrivelse (af 19de Marts 1558), hvori Kongen lader ham vide, at han har faaet høre, „at der i Throndhjems Stift skal findes stor Forsømmelse paa Religionen,“ og indskjærper ham nøie at tage vare paa Embedets Pligter.[11]

Ihvorvel vi neppe i denne Skrivelse til Biskoppen tro at burde see nogen Udtalelse af Misnøie med hans Embedsforhold, men snarere kunne see et Udtryk af Kristian den tredies Interesse for det kirkelige Væsen, er det nok tænkeligt, at Brevet har bidraget sit til, at Mag. Hans i samme Aar 1558 atter gjorde en Reise til Danmark i sit Embedes Erender; Schøning antager ellers, at denne Ferd ogsaa skede i Domkirkens Anliggender og for at faa Ret paa forskjellige Tvistemaal, hvori Bispen var kommen med Lensherren Evert Bild, som i 1553 havde afløst den ovenfor omtalte Kristoffer Galle. Bi besidde endnu en Opskrift paa de Klagemaal, Biskoppen ved denne Leilighed forebragte Regjeringen,[12] men der er ikke meget deraf, som det kan lønne Umagen at indtage i vor Fremstilling. Fremdeles er det nemlig den gamle evige Vise om Prester, som mangle Prestegaard, ikke faa Udferd o. s. v., Degne, som ikke have faaet Jord udlagt, Kranglerier om Tienden, (især den Fjerdepart deraf, som kaldtes Bondelodden), Klager over at et Laxevarp er frakommet Superintendentens Degne-Præbende osv. Hvad vi meest lægge Vegt paa af alle disse „Artikler“ er, at der tales „de Danicis Bibliis“, om at i Kannikernes Kommune-Huus skeer adskillig „Ufyrm“, og at der finder „Misbrug“ Sted i Lade Kirke. Disse Ting ere imidlertid kun løselig antydede, saa at Sammenhængen er uklar. Saameget synes dog at være rimeligt, at Kannik-Kommunitetet fremdeles bestod: uagtet der mellem nogle Optegnelser af Biskop Hagerup fra forrige Aarhundrede findes angivet, at „1552 blev mensa communis og dessen procuratus afskaffet.“[13] Klagen over Kannikernes Forsømmelighed ved Kortjenesten gjentages; det heder endog, at de stundom vovede at sende en Skoledegn i sit Sted.

Med alle disse Forsøg har Biskoppen imidlertid lidet udrettet, thi Kongen blev i dette Aar syg i Kolding, hvor han døde 1ste Januar 1559. Heller ikke synes de Udsendinge, som ved de samme Tider vare sendte ned paa Kapitlets og Presteskabets Vegne, nemlig Mag. Kristoffer Henrikssøn[14] som Kannikernes og Hr. Kristoffer i Opdal som den øvrige Geistligheds Repræsentant, at have udrettet meget mere. De traf i Danmark sammen med Lensherren Evert Bild, og Kongen befalede denne at gjøre Alvor af Arbeidet i Domkirken, men nogen Frugt heraf kjendes ikke.[15] Kannikerne havde ellers paa denne Tid faaet Paamindelse om den Kapitlerne paahvilende Pligt at holde Studenter ved Universiteterne; en kongelig Bestemmelse af 1558 paabød, at Throndhjems Kapitel skulde holde mindst to saadanne ude ad Gangen. I Anledning heraf forestiller Kapitlet Kongen, at det altid havde havt og fremdeles havde „nogle til Studium ved Kjøbenhavns Universitet og andensteds, som det underholdt,“ men beklager sig i sterke Udtryk over, at saadanne Studenter, naar de kom hjem, ikke fik Befordring, da „Sognekirkerne blive beskikkede i andre deres Hænder, som komme tilløbende.“ Dette er merkeligt, da der baade før og siden ofte forekommer Klager over, at der er altfor faa Kandidater til Prestekald. Man maa vel ellers i dette Tilfælde tænke paa, at Stiftet havde en dansk Bisp og en dansk Lensherre; ikke usandsynligt, at disse, der, uagtet Ordinantsen havde givet Menighederne Valgret, havde størst Indflydelse ved Presteembedernes Besættelse, have foretrukket „tilløbende“ Landsmænd til de gode Kald, og at de omtalte indfødte Studenter liden Lyst have havt til Kapellanierne og de mindre indbringende og afsidesliggende Sognekald, som danske Lykkesøgere havde vraget. I Kannikernes Skrivelse antydes ogsaa, at de til Præbenderne henlagte Sognekald allerede nu tildeels vare blevne disse fraskilte[16].

Som vi vide, vare Helgeseter Klosterbygninger og den dertilhørende Bugaard overdragne Thorbjørn Olafssøn, da han blev Superintendent; hans Eftermand Mag. Hans havde hidtil ogsaa resideret paa Helgeseter. Men Evert Bild blev Bispens Uven, da han i 1558 reiste til Danmark for at tilkjendegive Kong Kristian, hvilke Brøst der fandtes i Stiftet, og hvorledes Lensherren i flere Henseender tilsidesatte Ordinantsen, idet han søgte egen Fordeel[17]. Evert Bild hevnede sig derved, at han hos den nye Konge klagede over, at han manglede en ordentlig Avlsgaard til sin Residents i Throndhjem, og gav tilkjende, at Helgeseter passende kunde blive ham udlagt som saadan. Kongen gik ind paa dette, og skjønt Mag. Hans i sin Tid havde faaet Klosteret overdraget for sin Embedstid, blev det ham nu frataget, ja Lensherren befalede ham endog at flytte ud med kun tre Dages Varsel, endskjønt den kongelige Resolution havde undt ham et Aars Henstand[18]. Saa lidet agtede i de Dage en Konge sin Faders Bestemmelser, og paa en saadan Maade turde Lensherren behandle en Biskop, der endog selv synes at have været adelig. Biskopen klagede til Kongen, men først 1568 blev der givet ham en Art Erstatning og senere blev ogsaa denne gjort ham stridig[19].

I 1563 møder os et ret betegnende Exempel paa, hvor lidet nøieseende man i den Tid maa have været med Hensyn til Presternes Liv. En Prest i Finmarken, Hr. Lauritz Vinter, havde nemlig begaaet Manddrab og var derfor bleven afsat fra sit Presteembede. Men da han havde forligt sig med den dræbte Mands Arvinger, drog han om til Bisperne i Throndhjem, Bergen og Stavanger og fik deres Anbefaling til at faa Prestekald igjen. Dette blev ogsaa bifaldt af Kongen, og Manden blev ikke alene atter Prest, men det endog i sit forrige Kald[20].

5. Forholdet mellem Danmark og Sverige havde i mange Aar været spændt, og det kom i 1563 til en Ufred mellem Rigerne, hvori ogsaa Norge inddroges, den merkelige endnu altfor lidt bekjendte syvaarige Krig. Strax i Krigens første Aar fik det norske Presteskab Tidens Tryk at føle, thi under 7de Juni 1563 paalagdes det alle Prester og Kanniker i Riget at udgive i Krigsskat Halvparten af de faste Embedsindtægter; ogsaa af Kirkernes Gods skulde den halve Indkomst afholdes[21].

Men det andet Aar – 1564 – blev for Throndhjems Stift Krigens mærkeligste. Thi efterat det halvsvenske Jæmteland i Februar samme Aar var erobret, drog Svenskens Anfører Claudius Collart (eller efter sit Fødeland ogsaa kaldet Gallus) samme Maaned over til Verdalen, og da den danske Lensherre Evert Bild fik Nys herom, indsluttede han sig paa Steenviksholm, som derpaa strax blev beleiret og i de første Dage af Marts ogsaa overgivet. Men endnu inden dette var skeet, havde allerede Udsendinge fra Throndhjems Borgerskab og Domkapitel indfundet sig med Bøn om Fred og med den Erklæring „at de vilde gjerne undergaa Sveriges Krone“. Kapitlets Fuldmægtige opregnes i den interessante samtidige Dagbog som her er vor Hovedkilde, men saa uforstaaelig, at det bliver umuligt med Sikkerhed at faa Navnene ud; men efter min Mening bliver det dog rimeligt, at Mag. Henrik Nilssøn (Gyldenløve) har været en af dem[22]. Den 9de Marts gjorde nu Throndhjems Øvrighed sin Ed til Kong Erik af Sverige; kun Mag. Hans Gaas undskyldte sig standhaftig. Han havde, sagde han, i 1542 svoret Kong Frederik, da denne endnu kun var 8 Aar gammel, sin Troskabseed, derfor kunde han ikke sværge til nogen anden. Bispen blev derfor nogle Dage efter ført fangen til Slottet (Steenviksholm) tilligemed sin Søn Kjeld, „som blev tagen af Skolen,“ hvor han dengang var Rektor. Claudius Gallus forlangte 2000 Dalers Brandskat af Biskopen.

Et ikke umerkeligt Træk af Claudius’s Forhold i den korte Tid, som Throndhjem dennesinde (for første Gang) var under svensk Herredømme, er, at han lod en Kannik Sigvard Simonssøn anmode om at holde græske og hebraiske Forelæsninger for Skoleungdommen; man har endnu dennes latinske Kundgjørelse om hiin Underviisnings Begyndelse. I det hele synes det, som om man i Throndhjem har meent, at Forbindelsen med Sverige skulde blive vedvarende; Claudius lod Folk udskrive til svensk Krigstjeneste, lovede Byens Borgere Forsyning af Korn og andre Levnetsmidler fra Sverige, og den Fortælling var i Omløb, at Kong Frederik endog var fordreven fra Danmark[23]. Da denne sidstnævnte fik disse for ham sørgelige norske Tidender at høre, lod han derfor sende Tropper op under Anførsel af Herlof Skave, (som siden i flere Aar blev Lensherre) og den gamle fra Erkebiskop Olafs Tider bekjendte Kristoffer Throndssøn Rostung. Dog inden disse vare komne op til det Nordenfjeldske, var allerede Steenviksholms Slot, der var let at erobre, men ogsaa let at tabe, gjenvundet af Evert Bild, og Svenskens Herredømme fik saaledes en hastig Ende; den 26de Mai aflagde Geistligheden og Borgerskabet paany Troskabseed til Kong Frederik, som den „rette Arveherre.“ Under 11te Juni kunde saaledes Kongens Befaling udgaa til Lagmændene om til førstkommende Olafsdag at indstevne for sig i Bergen de „Klerke“ og „Kjøbstadsmænd“ i Throndhjem, som havde viist sig Kongen af Danmark utroe, og som nu ogsaa beskyldes for at have „omdraget i Lenene til Bønderne og tinget med dem, at de skulde falde fra.“ I et følgende Kongebrev af 9de Juli nævnes særlig Mag. Kristoffer (Henrik Nilssøn Gyldenløves Søn) som skyldig i Frafaldet. Imidlertid blev Sagen mod de frafaldne Kanniker og Borgere ikke saa snart foretagen, som oprindelig bestemt, thi som vi erfare, bestemte Kongen den 20de August 1565 efter Ansøgning fra Vedkommende, at denne Sag indtil videre skulde henstaa Maaske er den hermed ganske bortfaldt. I det hele har man neppe vovet at gaa strengt frem mod Nordmændene i disse farlige Tider; vi see bl. A. ogsaa, at Bønderne i Søndmøre og Romsdal, der havde viist Opsætsighed bleve meget forsigtig behandlede[24].

Ogsaa i Nordlandene var Geistligheden falden fra. Af et nu vistnok tabt Brev til Herlof Skade fra Hans Gaas, som dengang opholdt sig i Nordland, synes at fremgaa, at den nævnte Mag. Kristoffer Henrikssøn paa den Tid just har været i Nordland. Hans Gaas siger, at Mag. Kristoffer og Mag. Elling „vare de første, som gik de Svenske tilhaande paa Helgeland og fraraadede Almuen i Nordland at staa de Svenske imod[25].“ Ogsaa flere Prester, Fogder og andre i Nordland havde gaaet over til de Svenske, da de fra Throndhjem havde gjort et Tog derop, men her som hist varede det ikke længe, førend det danske Herredømme igjen oprettedes[26].

I den Redebonhed, hvormed et, som det lader til, ikke ringe Parti sluttede sig til den idet Nordenfjeldske indrykkende svenske Krigshær, kan man udentvivl med Grund see et Tegn til en dybt følt Misfornøielse med Norges daværende Stilling ligeoverfor Danmark og med de danske Magthavere i vort Land. For os stiller det sig ogsaa som noget merkeligt, at Prester og Kanniker, i hvilke man vel tør see nogle af Landets meest oplyste Mænd, vare mellem dem, som først vare rede til at falde fra, og som ogsaa stræbte at bevæge Almuen til det samme. Thi hos disse maa man dog antage, at baade Mindet om Norges gamle Uafhængighed endnu levede, og at derhos ikke Omtanke fattedes for de Fordele, Riget kunde have at haabe af en Forbindelse med Sverige. At det sidste Rige var et protestantisk, saa at mulige Venner af den papistiske Religion intet kunde vinde ved en Tilslutning dertil, synes ogsaa at maatte vidne fordeelagtigt om Reenheden af Frafaldspartiets Hensigter. Og at ogsaa i andre Egne af vort Fædreland en lignende Aand rørte sig, fremgaaer af det, som vi vide f. Ex. om Kristoffer Throndssøn Rostungs Søn, Enno Brandrøk, som nogle Aar efter gav sig i Kong Eriks Tjeneste, og om de øvrige temmelig høitstaaende Misfornøiede paa Vestlandet[27].

For nærværende Fremstillings Øiemed har selve Krigen herefter kun lidet merkeligt. Geistlighedens haarde Krigsskat vedbliver; Jæmteland er fremdeles besat af Svensken, ja dets Indbyggere stilles ligefrem i Klasse med Fienden. Ogsaa Herjedalen besættes, og der omtales, at en Prest derfra blev fordreven af de Svenske. Throndhjems By rammes under Krigs- aarene (1565) af en frygtelig Pest, i hvilken det endog heder, „at Størsteparten af Borgerne bortdøde“[28].

Af andre samtidige Begivenheder skulle vi udhæve et Par. I 1566 blev den nye Lensherre, Herlof Skave, forlenet med Kommunitets-Godset i Throndhjem, et Beviis paa, at nu Kannikernes fælles Huusholdning ganske var bortfalden. Ogsaa andre Indskrækninger i Kapitelsherlighederne omtales ved den Tid; saaledes tog man i samme Aar et Præbende bort for dermed at lønne Lensherrens Skriver paa Throndhjems Gaard; allerede 1560 var noget lignende skeet, idet Lensherren paa Bergenhuus, Erik Rosenkrands, fik Lov til at inddrage noget til Kapitlet henhørende Gods, som var skjænket af hans Familie. Fra 1568 møder os et ret interessant Træk med Hensyn til Besættelsesmaaden af Prestekald. Vi faa nemlig vide, at det længe havde været Skik, at de, som beskikkedes til Prester i Throndhjems Stift, pleiede at hente Kollats (Stadfestelse af Menighedens Valg) ikke hos Lensherren i Throndhjem men hos Lensherren paa Bergenhuus, hvilken altsaa har været anseet som en Slags nordenfjeldsk Statholder[29]. Men dette Forhold havde viist sig høist uheldigt, „da en Part var et halvt Aar og en Part længere paa Reisen,“ saa at Sognefolk ofte i lange Tider maatte undvære Gudstjeneste. Derfor blev ved det angivne Aar dette Forhold forandret, og Lensherren paa Throndhjems Gaard.bemyndiget til at udstede Kollatsen. 1568 var ogsaa et heldigt Aar for Throndhjems Latinskole, thi det blev da bestemt, at 12 fattige og lovende Discipler af Skolen skulde underholdes paa Throndhjems Gaard. For Lærerne var der allerede i 1559 gjort noget; Rektor havde faaet Thingvolds, Hørerne Veøs Prestetiende. Endelig maa vi ikke forglemme, at der for den dansk-norske Kirke i 1569 udgik en vigrig Lovbestemmelse, nemlig de 25 saakaldte Fremmed-Artikler, et kort Begreb af Statskirkens vigtigste Læresætninger, udarbeidet, som man mener, af Kjøbenhavneruniversitetets største Prydelse paa den Tid, Dr. Nils Hemmingssøn[30].

I 1568 var, efterat Johan den tredie paa en saa voldsom Maade havde opsvunget sig paa Sveriges Throne, Underhandlinger indledede om Fred mellem Rigerne, og Kong Frederik var i dette Aar saa vis paa, at Fiendtlighederne skulde standse, at han endog tilmeldte sine Befalingsmænd, at dette kunde ansees for en given Sag. Dog blev Freden atter brudt, og først i 1570 fik man Ende paa Fiendtlighederne ved den bekjendte Fredsslutning i Stettin. Blandt dennes mange Artikler er der en, som særlig vedkommer os her, nemlig Sveriges Indrømmelse, at ogsaa den geistlige Jurisdiktion over Jæmteland skulde overgaa til Norge.

Vi have allerede i foregaaende Kapitel omtalt, at dette Landskab hidtil havde hørt under Erkebiskopen af Upsal, at det havde modtaget sin Reformation fra Sverige af, og at det i det hele havde befundet sig i en merkelig Stilling som halv norsk, halv svensk. Nu forenedes det vel ganske med Norge, men det nøie Samkvem med Sverige havde varet forlænge, til at det i den Tid, som forløb, inden det ved Brømsebro-Freden for bestandig skiltes fra os, kunde fuldstændigt sammensmeltes med Norge. Imidlertid viiste den danske Regjering, som vi siden skulle see, ingenlunde Uvirksomhed i dette Punkt. Som et Beviis paa, at man i de Tider ansaa Jæmteland som et fra det egentlige Norge adskilt Landskab, kan ogsaa anføres, at i en Beskrivelse over Namdalen af 1592 heder det, at Sulleaaen „skiller Norge fra Jæmteland“[31].

6. Af de Vink, vore Kilder give os til Oplysning om Sædelighedstilstanden i Norge i Mag. Hans’s senere Leveaar, fremhæve vi især, at Manddrab i et Kongebrev af 1571 angives hyppig at have fundet Sted, samt at Agtelsen for Egteskabets Hellighed efter flere Spor at dømme maa have været paafaldende ringe. Om det sidste Beviis paa den store Fordærvelse, der udmerker Reformationsaarhundredet, har man et vigtigt Kongebrev af 1574, hvori der klages over, „at naar en Ægtemand eller Hustru bliver blind eller belastet med nogen Sygdom, da nøde Slægt og Venner dem til at skilles fra hverandre, og det en Part af den Aarsag at deres Gods kan blive dem skiftet imellem, og Slægten siden kan forvende dem (sig) Godset til[32].“ Vel antyder Kongebrevet ikke, i hvilke af Rigets Landsdele dette Uvæsen har været meest udbredt, men at det maaske endog i Særdeleshed har ytret sig i Throndhjems Stift, kan sluttes deraf, at Mag Hans Gaas nogle Aar iforveien havde „ladet udgaa en Bog om Egteskab.“ Denne „Bog“ har baade af Worm og Nyerup været antaget for et trykt Skrift, uden at dog nogen have kunnet paavise „hvor og naar“ den er udkommet. Efter min Mening har den aldrig været til uden i Haandskrift. Ingen Literator har seet den, og dertil kommer, at den nævnes imellem de „Skrifter“, som M. Hans og Lagmanden paa Stegen i Nordlandene, Jens Pederssøn, havde „ladet udgaa imod hinanden.“ Jens Pederssøns Skrifter kjender Literærhistorien intet til, og derfor er det vel rimeligt, at ogsaa M. Hans’s Traktat om Egteskab kun har været omspredt i Afskrifter. Denne Lagmand i Nordlandene, Jens Pederssøn Skriver, – ansat ved Kongebrev af 4de Mai 1564 – har, som det synes, været en ryggesløs og forargelig Mand, og navnlig har hans Forhold som Egtemand rimeligviis været misligt, siden Biskopen rettede et Skrift mod ham „om Egteskab.“ Lagmanden har, som vi høre, taget til Gjenmæle, og som det heder, „optegnede Bispen og han hverandres Laster og Vild- farelser.“ Sagen tog tilsidst den Vending at begge Parter bleve indstevnede for Kongen og nogle af Rigets (Danmarks) Raad. Begge mødte nede i Danmark, og Enden blev, at Mag. Hans’s Skrift erklæredes at stemme overeens med Kirkeordinantsen af 1539[33]. – At Agtelsen for Egteskabet i det Stift, som vi her omhandle, ogsaa de følgende Tider har været merkelig ringe, er der vistnok megen Grund til at tro. Vi ville derfor her – med Brud paa vor Fremstillings annalistiske Methode – nævne et ikke umerkeligt Exempel herpaa fra det 17de Aarhundrede. I 1643 var der i Rødøens Prestegjeld paa Helgeland en gammel Mand, Peder Thorssøn, hvis Hustru levede, men i femten Aar havde været sengeliggende. Imidlertid besov den gamle sin Fosterdatter og avlede et Barn med hende, hvorfor han da ogsaa udstod Kirkens Disciplin. Men, „for at Manden paa sin krykkegaaende Alderdom kunde have nogen Hjelp,“ ansøgte han ikke destomindre om, uagtet Konen var ilive, at maatte egte Fosterdatteren, og det var Sognepresten, som indsendte Ansøgningen til Kapitlet, som da naturligviis afviiste den. Og denne Sogneprest – Hr. Maurits Rask – synes iøvrigt at have været en flink Mand, at slutte af hans ikke uvigtige Optegnelser om sin Samtid, hvilke læses i Norske Samlingers (Oktavrækken) 2det Bind[34].

7. Med Hensyn til Skolevæsenets og Studeringernes Forhold i Stiftet i Mag. Hans’s sidste Leveaar, kan bemerkes at der i 1573 udgik Befaling til Lensherren at antage sig Opførelsen af en ny Bygning for Throndhjems Latinskole. Og i 1578 bestemmer Kongen, at „da ingen Skoler findes funderede i Jæmteland,“ skal Biskopen i Throndhjem lade en saadan indrette paa Vesterhuus sammesteds, til hvilken adskilligt Jordegods skulde henlægges[35]. Endelig kunne vi som et næsten enestaaende Modstykke til de almindelige Klager over Presteskabets Uvidenhed og Raahed fremhæve et Exempel paa en lærd Prest paa Helgeland, nemlig Hr. Nils Jørgenssøn paa Alstahaug. Som man af en Dedikation i et af hans Skrifter kan see, var han født i Svendborg, altsaa Mag. Hans Gaas’s Byesbarn. 1570 forekommer han som Sogneprest til Alstahaug, og 1574 søgte han tre Aars Tjenestefrihed for at reise udenlands og studere[36]. Vi bemerke med det samme, at enkelte lignende Bevilgninger af længere Tjenestefrihed for Prester til Studiereiser ogsaa forekomme paa denne Tid; Hr. Nils er dog det eneste Exempel fra Throndhjems Stift. Men, som venteligt kunde være, han kom ei mere til Norge, thi 1576 finde vi ham som Sogneprest i Malmø. I Forfatterlexikonnet opregnes hans for de Dage talrige gudelige Skrifter, i hvis Fortaler flere værdifulde kulturhistoriske Notitser ere nedlagte.

Naar vi dernæst minde om, at Throndhjems Domkirke i 1578 blev bestemt til herefter at skulle tjene til Sognekirke, og (maaskee til Overflod) oplyse, at Sognepresten til Melhuus i 1577 fik en Kongetiende som Erstatning for det Tab, som Gjesters idelige Indryk i hans lige i Alfarveien liggende Prestegaard forvoldte, tro vi ovenfor at have samlet de vigtigste Oplysninger, som Tiden har levnet om Mag. Hans’s Tid i Throndhjem.

8. Han var nu sterkt tilaars. Ved sin Ansættelse maa han have været omkring de femti, altsaa nu henimod otti Aar. Der blev derfor nu efter hans egen Begjering[37] besluttet at give ham en Medhjelper, som efter hans Død skulde følge ham i Embedet. Kongen lod, som oftere ved lignende Befordringsspørgsmaal, Professorerne ved Kjøbenhavns Universitet bringe en Mand i Forslag til en saadan Suffragan-Post. I Konsistoriet faldt de fleste Stemmer paa en Mag. Hans Mogenssøn; forøvrigt var der ogsaa Tale om en Prest i Kjøbenhavn Olaus Theophili, „der havde et sterkere Maal, end Mag. Hans Mogenssøn,“ og om den senere Biskop i Bergen, M. Anders Foss, til hvis Fordeel det anførtes, at han var yngre og kraftigere, medens Mag. Hans Mogenssøn allerede var temmelig gammel, saa at man frygtede for, at hans Virksomhed oppe i Norge ei skulde blive af lang Varighed, og saaledes Embedet efter faa Aars Forløb atter blive ledigt[38]. Kongen udvalgte alligevel blandt de foreslaaede den oftnævnte Hans Mogenssøn, som ved den Tid synes at have været Professor, og maaskee tillige Prest, og under 28de August 1578 fik Meddelelse, om at han var kaldet til Mag Hans Gaas’s Medhjælper og Sukcessor. Den 9de Oktober havde Hans Mogenssøn aflagt Kongen sin Ed. og var formodentlig allerede viet til Biskop, hvorhos der ved Kongebrev af denne Datum tilstodes ham som Lønning, saalænge den gamle Biskop endnu levede, en Daler af hver Kirke i Throndhjems Stift.

Dog ved den Tid behøvedes ikke længer at tages Hensyn til Mag. Hans Gaas, thi han var, hvad man endnu ei vidste i Danmark, allerede død den 17de September 1578. Hvad vi ovenfor have samlet om ham, vil, som vi mene, i det hele vidne til hans Fordeel og gjøre det Indtryk, at han har været en nidkjær Embedsmand. Navnlig tro vi at burde fremhæve det udentvivl hæderlige Oppositionsforhold, som han, skjøndt en dansk Mand og af adelig Byrd, ved flere Leiligheder har indtaget til de af Oldenborgerne opsendte Lensmænd i Thrøndelagen. Vi have allerede omtalt de Ubehageligheder, som Evert Bild til Ravnholt forvoldte Hans Gaas, visselig kun fordi denne vilde samvittighedsfuldt holde over sin Embedspligt. I et maaskee lignende Forhold synes Biskopen ogsaa at have staaet til den berygtede Ludvig Munk til Nørlund, senere Norges anden Statholder, da denne (første Gang) var Lensmand i Thrøndelagen (1571–77). Det var nemlig denne Magthaver, som i 1574 fik 5 Bønder af Gauldalen dømte og virkelig henrettede som „Landraademænd“, fordi de havde reist til Kjøbenhavn for at klage til Kongen paa Almuens Vegne. Om den Sorg, som hiint oprørende Justitsmord voldte den gamle Biskop, har et samtidigt Skrift[39] opbevaret et skjønt Vidnesbyrd. Dommens Uretfærdighed blev nemlig oplyst, og de henrettedes Efterladte fik Opreisning ved en ny Dom, afsagt i Throndhjem 15de Septbr. 1578. De uskyldige Bønder, hvis Legemer i fire Aar havde ligget paa Steile ved Throndhjem, fik da en ordentlig Begravelse, og da den gamle Biskop, som nu laa paa sit Dødsleie, hørte Klokkerne ringe ved Bøndernes Jordfæstelse, spurgte han, hvad Ringningen skulde betyde. Da han fik Aarsagen at vide, takkede han Gud og sagde: „Herre, nu lade Du din Tjener fare i Fred, nu er mit Hjertes Begjering opfyldt,“ hvorpaa han „døde under sine Tjeneres Hænder, medens man endnu ringede.“ Vi have hørt, at hans Død indfaldt den 17de September 1578, altsaa to Dage efter at Opreisningsdommen var falden; Beretningen bliver altsaa ganske sandsynlig[40].

Om Biskopens Familieforhold fatte vi os i Korthed. Hans første Hustru skal have været Maria, Datter af Hans Bagge (som 1529 var forlenet med Gauldalen) og Birgitta Hartgenger. Siden skal han have været gift med en Benedikta Mortensdatter, rimeligviis en dansk Kvinde, hvorimod Maria Bagge har været norsk. Blandt hans Børn nævne vi Mag. Kjeld Gaas, (som før omtalt, i sin Tid Rektor i Throndhjem og Datteren Birgitte, gift med Ingebrigt Olafssøn til Dalshammer i Jæmteland (Søn af Norges sidste Erkebiskop.) En Søn, Olaf Gaas, adledes (eller fik snarere sit Adelsskab fornyet) 1560, hans Linje uddøde i Danmark 1677. Forøvrigt finde vi Spor til, at Biskopens Slægt ogsaa i Norge holdt sig til imod Enden af det 17de Aarhundrede; en Klaus Hanssøn Gaas var nemlig da Sogneprest til Ulfsteen paa Søndmøre[41].

  1. ↑ Registr. 1,103.
  2. ↑ Dansk Mag. 6,302.
  3. ↑ Paludan-Müller, Grevens Feide 1,435.
  4. ↑ N. Registr.
  5. ↑ Noget mere om denne „Lektor“ vides ikke; naar han af Erlandsen opføres som Sognepræst paa Throndenes, er det vist urigtigt, thi, som ovenmeldt, laa Throndenes til Dekanatet, som nu var henlagt til Superintendentens Løn. Maaskee har han været M. Hans’s Vicepastor eller Capellan paa Throndenes.
  6. ↑ Denne Fortale læses i danske Mag 6. 313. Selve M. Hans’s Oversættelse af Kristenretten er ogsaa trykt i Paus’s Samling af gamle norske Love.
  7. ↑ Fordi den i Kap. Bg. „No. 1“ staar i Nærheden af Sager fra den Tid. Dokumentet er ellers aftrykt i Danske Mag. 6, 301–302.
  8. ↑ Sammenhængen hermed kjendes ikke. Derimod see vi, at i 1553 et „St. Annæ Gilde“ i Oslo var sekulariseret, idet de Eiendomme som dertil havde ligget, vare Gjenstand for Forlening. (Registr.) De faa og sparsomme Notitser, vi kjende om Gildevæsenet i Throndhjems Stift, findes samlede i Langes Klosterhistorie, 2 udg. 197 fgg.
  9. ↑ Samtlige de her meddeelte kongelige Bestemmelser erfares af Registranterne. Angaaende et Par af dem forekomme siden Stadfæstelse af Frederik den anden, saaledes gjentages i 1568 Resolutionen om Domkirkens Bygning og om Degnes Underholdning. Hvad forøvrigt Domkirken angaar, da læses i Danske Mag. 6te Bind et og andet derom, i sin Tid meddeelt af Biskop Harboe efter Kapitelsbogen „No. 1.“
  10. ↑ Danske Mag. 6. 309 fgg.
  11. ↑ Registranten 2. 236 fgg.
  12. ↑ Danske Magasin 6. 322 fgg.
  13. ↑ Disse Optegnelser, tildeels benyttede af Lange til Klosterhistorien, findes mellem Schønings Samlinger paa det st. kgl. Bibl. i Kbbvn. og ere nu trykte i N. Magasin 1. 142 fgg. De angives at være uddragne af „en Decani Knud Pederssøns Bog“, hvilket dog ikke synes meget rimeligt, da denne Dekanus, som fortalt, døde 1538. Siden var, som vi have gjort opmerksom paa, Degnedømmet forenet med Superintendent-Embedet.
  14. ↑ Denne Mag. Kristoffer var en Søn af Mag. Henrik Nilssøn (Gyldenløve). Han studerede 1549 i Rostock og skal siden blive nævnt igjen.
  15. ↑ Schøning Domk. Beskr. 330–31.
  16. ↑ Dette indholdsrige Brev af 1558 er nu trykt i Dipl. Norv. 4de Saml. 2det B.
  17. ↑ Saaledes fremstiller Mag. Hans hele Sagen. (Danske Mag. 6, 327).
  18. ↑ Registranten 1, 272. Danske Mag 6, 326.
  19. ↑ Rimeligviis er det i den Anledning, at M. Hans 1559 lod sig af Kannikerne meddele et Vidnesbyrd om sit Embedsforhold. Af hans ovenciterede Brev i D. Mag. synes ogsaa at fremgaa, at han omgikkes med den Plan at nedlægge sit Embede.
  20. ↑ Registranten 1. 368.
  21. ↑ Sammesteds 1. 380.
  22. ↑ Norske Magasin 1. 172 fgg. findes denne skjønne Dagbog aftrykt. Pag. 174 opregnes Fuldmægtigerne, mellem hvem en „Nils søn“; i ham seer jeg Mag. Henrik og det saamegetmere, naar jeg sammenholder hermed Slutningsnotitsen Pag 177, hvor Mag. Henrik og hans Søn Mag. Kristoffer nævnes som den danske Konges Fiender.
  23. ↑ Den sidste Notits se N. Registrant 1. 400.
  24. ↑ Alle Efterretninger om Kongens Forhold mod de frafaldne ere hentede fra Registranten.
  25. ↑ Disse Uddrag af Hans Gaas’s Brev har jeg fundet blandt Schönings Samlinger i Kjøbenhavn. Den nævnte Mag. Elling (Pederssøn) var Sogneprest til Rødøen, havde i mangfoldige Aar været Kannik i Throndhjem og i sin Tid studeret i Rostock. Han mistede ifølge Gaas’s Brev sit Prestembede paa Grund af sit Frafald, men klagede siden for Kongen derover. Døde 1580. See videre ogsaa N. Regist. 1. 531.
  26. ↑ See Norske Magasin 1. 58 fgg.
  27. ↑ Cfr. J. C. Berg om Landværnet Pag. 312. fgg. samt Thaarups Magasin 2, 216.
  28. ↑ N. Registr. 1. 522.
  29. ↑ Bergen ansaaes overhoved paa den Tid for Norges vigtigste Stad. Jeg har i det danske Geheimearkiv seet et Brev fra Syvaarskrigens Tid (fra Kong Frederik til Kong Sigismund den 2den af Polen), hvori Bergen kaldes „regni Norvegiæ metropolis.“ Ved Frederik den andens Kroning, som forrettedes af Lunds Biskop, var ogsaa Bergens Biskop efter Indkaldelse tilstede.
  30. ↑ Om disse Artikler, see L. Helveg: Danske Kirkehistorie eft. Ref. 1. 185 (2den Udg.).
  31. ↑ Norske Videnskabss. Skrifter i 19de Aarh. 1. 141. See om Jæmtelands Forhold paa den Tid Danske Mag. 6. 225 fgg.
  32. ↑ N. Registr. 2. 133.
  33. ↑ Danske Magasin, ældste Række 6. 331. Suhms gl. Saml. 2. 2. 103.
  34. ↑ Den forunderlige Ansøgning findes i Kapitelsbogen „No. 2“.
  35. ↑ Registr. 2. 289.
  36. ↑ Registr. 2. 37.
  37. ↑ Sammesteds 2. 295.
  38. ↑ Professorernes Indstilling omtales i Danske Magasin 6. 334.
  39. ↑ Den „norske So“.
  40. ↑ Om Gauldølernes Sag, see Norske Samlinger (8vo) 2. 31 fgg.
  41. ↑ Disse personalhistoriske Notitser ere tagne af Danske Mag. 6. 316. Norske Saml. (4to) I. 76, 429. Strøm om Søndmøre 2. 235 samt endelig af S. L. Rohmanns „Bemerkninger om Hans Gaas“ i det fynske Tidsskrift „For Literatur og Kritik“, 3die B., Odense 1845. Naar denne Afhandling aldrig ovenfor citeres, da kommer det deraf, at jeg overalt har gaaet til Kilderne og derfor kunnet undvære Hr. Rohmanns „Bemerkninger“, der ingensinde levere noget nyt, men derimod ofte misforstaa gammelt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/2&oldid=213420»