Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/13

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Markus Frederik Bang. 1774–1787.

1. Naar undtages Videnskabersselskabets Oprettelse, have vi i forrige Kapitel kun havt lidet den egentlige Stiftshistorie vedkommende at fortælle. Før vi imidlertid gaa over til Fremstillingen af de senere Begivenheder, bor vi dog minde om, i at Throndhjems By i Gunnerus’s Dage ved den 1767 bortdøde Thomas Angells Goddædighed i den Grad var bleven beriget ved milde Stiftelser, at Staden endnu i saa Henseende indtager den første Plads i vort Fedreland. Ogsaa kunne vi merke os, at ved Forordning af 8de Juni 1767 det offentlige Skriftemaal for Leiermaal blev afskaffet[1], ligesom ogsaa at i Struensees Tid (23de Oktbr. 1770) adskillige Festdage[2] bleve afskaffede. Med Hensyn til det sidste Punkt kunne vi (efter Kirkeinspektionskollegiets Kopi- bøger) oplyse, at man her i det hele gik frem efter Geheimeraad Thotts og Biskop Harboes Raad, medens derimod Jessen havde foreslaaet ogsaa at afskaffe anden Dag af de store Høitider, samt at Fasteprækenerne skulde falde bort. Det kan ogsaa merkes, at en Prest i Nordlandene, (Hr. Hans Krogh i Sand) ikke vilde holde sig disse Forordninger efterrettelig, men fremdeles ikke alene vedblev at holde Gudstjeneste paa de bortfaldne Helligdage lige indtil St. Hans-Dag 1772, men endog uagtet gjentagne Paamindelser endnu i 1774 vedligeholdt det offentlige Skriftemaal for Leiermaal, hvilket ledede til hans Suspension og tilsidst til hans Afsættelse. Overhoved er der Grund til at tro, at disse Forandringer, saavelsom ogsaa den noget senere stedfundne Ophævelse af Exorcismen eller Djevlebesværgelsen ved Daaben, maa have vakt adskillig Misfornøielse og Røre i Norge, især hos Almuen.

Gunnerus’s Eftermand blev Stiftsprovst Markus Bang, der allerede i 1773 havde erholdt Tilbud om Ribe Bispestol, men frabedet sig den, og som ogsaa af Gunnerus, der i sine sidste Dage tænkte paa at blive Nannestads Eftermand i Kristiania, i et Brev til Suhm nævnes som den, han ønskede skulde efterfølge ham i Throndhjem. Bang var en Degnesøn fra Sjelland, født i Nestved 1711, kom 1739 til Throndhjem som Hospitalsprest, blev 1740 resid. Kapellan til Domkirken og 1771 Stiftprovst.

2. Hvad vi vide at fortælle om Biskop Bang og hans Tid skylde vi især nogle indholdsrige, hidtil utrykte Breve fra en dansk Mand, Prof. Laurids Smith, den bekjendte Taler og Forfatter, der i Aarene 1781–1785 var Rektor i Throndhjem, og som stod i meget nøie og fortrolig Forbindelse med den i Aarene efter 1784 saa indflydelsesrige Geheimeraad Johan Bülow til Sanderumgaard, Kronprinds-Regenten Fredrik (den sjettes) Yndling Bülow var en Mand, der af sine Venner baade i de danske Provindser og her i Norge søgte at erholde stadige Meddelelser om Personer, Stillinger og Forhold, og i Smith fandt han her en saare villig Korrespondent, ved hvis Breve man i en sjelden Grad kan gjøre Bekjendtskab med alle Throndhjems merkeligere Mænd paa denne Tid, baade Stadens Embedsmænd, geistlige og verdslige, og dens betydeligere Beboere af andre Stænder. Disse Breve, der tilligemed en Mængde andre Papirer af lignende Beskaffenhed opbevares paa Sorø Akademis Bibliothek, hvorhen Bülow skjænkede sine mangfoldige og rige Samlinger, bør vistnok søges udgivne som Bidrag til vor nyere Historie. Her ville blot nogle Notitser om Geistligheden udtogsviis blive meddeelte.

L. Smith blev Rektor 1781[3]. Om sin Skole bemerker han bl. a.: „Skolen havde i det sidste Aar hverken havt Rektor eller Konrektor, og Uordenen var derfor steget til det høieste, mine Hørere og Konrektor vare herlige Folk. Den sidste, Mag. Holst, kom samtidig med mig til Skolen. Skam saa det store Raad, dersom ikke Holst bliver hjulpen til et Rektorat, passende med hans Fortjenester. Han er en ærlig Sjæl, flittig Embedsmand, ypperlig Skolemand og min Staldbroder; hvad have vi da mere Vidnesbyrd behov?“

Sine Karakteristiker af Geistligheden aabner han med at omtale Biskop Bang. „Han er en meget gammel Mand, Lærdom maa man ikke søge hos ham, men han har for sin Tid været en god Prædikant og har endnu gode udvortes Gaver. Han er munter, naar han er frisk, men man maa ei tage ham ilde op, at, hvad han siger, stundom bærer Præg af Alderdommens Svaghed. Hans Godgjørenhed mod fattige er et saare glimrende Træk i hans Karakteer, og han har paa egen Bekostning holdt mange flittige Børn i Skolen og understøttet dem endogsaa ved Universitetet. Han har havt tre Koner, som ere døde, og med dem har han faaet Midler, saa han er en formuende Mand. De fattige vilde have Aarsag til af Hjertet at begræde hans Død, naar han engang reiser til den anden Verden, forsaavidt og i ingen anden Hensigt vil han savnes i Staden.“

Om Stifsprovsten, Dr. Hagerup, ytrer Smith sig saare fordeelagtig. „Han er en Søn af Biskop H., som i sin Tid var saare yndet af Prindsesse Charlotte Amalie, hvis egenhændige Breve til Faderen Sønnen endnu bevarer. Er en Mand, just ikke af dyb og udstrakt Lærdom, men har dog en Deel smukke Kundskaber i adskillige Ting, blandt andet i Naturhistorie, har en god Forstand, levende Indbildningskraft og et eiegodt Hjerte. At hans Ønsker ere rettede paa at sukcedere den gamle Biskop, det veed jeg, og jeg for min Deel kan ikke andet end ønske ham dette Ønskes Opfyldelse.“ Men nogle Aar efter (1791), da Smith i Anledning af et falskt Rygte, om at Biskop Irgens i Bergen skulde være død, giver Bülow nogle Raad om, hvo der burde blive dennes Eftermand, beskylder han Hagerup for „Dovenskab, Svaghed, Vrøvlevorrenhed og Forfængelighed.“

Om Domkirkens resid. Kapellan, siden Stiftsprovst, Jonas Angell († 1828) heder det, „at han er en ærlig Mand, har just ikke udmerket Lærdom, men præke.r dogmatisk, ordentlig og til Opbyggelse.“ Smith fraraader, at han befordres, da han er en rig Mand. Hans Prækener vare ikke meget yndede, da han ei kunde styre sin sterke Stemme, men S. finder, at man dog maaskee bedømmer ham for strengt.

Stiftsprovstens Personelkapellan, Bergenseren Johan Formann († 1817 paa Falster), havde „stort Tilløb til sine Prækener af den almindelige Mand“ og anbefales af Smith til Befordring.

Sognepresten til Frue Kirke, Mag. Lorents Wittrup († 1811 i Størdalen), roses for „jævne Naturkundskaber“ og for ved Flid i Studenteraarene at have „forhvervet sig allehaande dogmatiske Kundskaber.“ Smith er ham imidlertid meget ugunstig, idet han tillægger ham flere uhæderlige Egenskaber, navnlig Forfængelighed og Misundelse.

Endnu ugunstigere bedømmes den dog utvivlsomt flinke og begavede J. v. d. L. Parelius, dengang resid. Kapell. til Frue Kirke († 1827 i Meldalen). Denne Mand havde i sin Tid været Famulus hos J. E. Gunnerus, indlagt sig adskillige Fortjenester af Videnskabersselskabets tidligste Virksomhed, senere (1778) været Hovedmanden ved Oprettelsen af Throndhjems Realskole, og i det hele virket meget godt især for Fattig- og Skolevæsenets Vedkommende[4]. Smith erkjender ogsaa i Begyndelsen hans Fortjenester og Indsigter, men gjør siden sterke Angreb paa hans Karakteer.

Hans Steenbuch, Prest i Meelhuus, „er gammel, meget tunghør, men af Norges lærdeste Mænd, har en smuk theologisk Bogsamling og er almindelig agtet overalt; Mandens sjeldne Erudition fortjener, at hædres, og dersom en Bestalling som Prof. theol. extraord., uden at de smaa Krabater i Kancelliet vidste det, blev Manden uformodentlig ved H. K. Høiheds Gjennemreise[5] skjænket, vilde slig Naade blive ligesaa hædrende for Mandens sjeldne literariske Fortjenester, som opmuntrende for andre. Manden har et ypperligt Hoved, og, saa gammel han er, er han meget munter.“

Provst Støren i Størdalen „er en dygtig Embedsmand; hans Kone er en Broderdatter af den store Tordenskjold. Han er en ærværdig Olding med god Forstand og en ypperlig Provst.“

„I Skogn, en smuk Kornbygd, ligesom Størdalen og Verdalen, er Prof. Dahl Prest. Ogsaa en aldrende, men rørig Mand, som har Ros for at være en dygtig Embedsmand, han skulde udentvivl være en saare værdig Kandidat til Throndhjems Stiftsprovsti, naar det blev ledigt.“ (Han døde i Skogn 1803).

„I Nordlandene er en merkelig geistlig Mand, som ogsaa bør kjendes, og det er Prof. Schytte i Bodø, en Mand af megen Forstand, Smag og usedvanlige Indsigter. Jeg har, foruden at jeg kjender ham af Rygtet, læst nogle af hans Breve, som vidne om Mandens Værd. Især er han i Lægekunsten en stor Mand og har skaffet mangfoldige Mennesker, som fra det hele Land søge hen til ham, deres Helbred. Jeg vilde, hvis jeg var Dommer, tilkjende ham Ringen pro meritis.“ († 1808).

„Mathematikus ved de angellske Stiftelser, Fester, har ved utrættelig Flid og ualmindelige mathematiske Gaver arbeidet sig frem til en sjelden Lærdom. Er en ærlig Mand af gammeldags Tro, ustraffelig i Levnet og Vandel. Throndhjem er en By, hvor Penge og Rang udgjøre al Værdighed; Lærdom, naar den ei idetmindste er siret med en af Delene, er tilsidesat og foragtet.“ S. foreslaar derfor, at Fester skulde, naar Prindsen kommer til Throndhjem, indkaldes til Audiens og komplimenteres.

„Hørere ved Latinskolen ere Robert Holck, Thomas Junghans og Ole Holck, alle ypperlige Skolelærere, gode Mænd og tjene tillige for saa slet Løn, som mulig. Junghans har arvet lidt, men anvendt det, hvad han kunde spare fra sig selv, til fattige Disciples Understøttelse. I Skolen har han ved at give dem Bøger og Klæder kommet dem til Hjelp og siden endog efter sin Evne understøttet dem ved Universitetet og det i saadan Stilhed i de tyve Aar, han har været ved Skolen, at jeg først i den sidste Tid, jeg var der, ved en Hændelse fik det at vide.“

„Blandt Lærerne ved Realskolen nødes jeg til at nævne en for min Ven, som jeg ikke kan nævne til hans Fordeel, og denne heder Bech[6]; jeg yndede ham meget engang for hans gode Naturgaver og Lyst til Videnskaberne, da han var Informator hos Generalveimester Krogh. Derefter indlod han sig med Parelius i en underlig Negotiation, hvorved en gammel Mand blev udsat af sin Plads som Lærer, at denne Bech kunde komme ind, og den gamle Rebech, saa heder han, har maattet tage en Klokkerpost paa Landet, en Tjeneste Bondekarle gemeenlig have. Dette var en Hundestreg af Bech[7]. Imidlertid da hans Indbildninger ei ere ringe, og jeg veed, at der vil blive gjort Ansøgning for ham om at faa Løfte paa Hospitalskaldet, saa kan nu min Ven vide hans Bedrifter. Et Projekt med Hensyn til Realskolen er, at Lærerne skulde hede Lektorer, dette er latterligt i en Skole for smaa Drenge, hvis Hensigt for det meste kun gaar ud paa at forberede Ungdommen til Kathedralskolen. Men Sagen er, at Mester Bech vilde gjerne hede Hr. Lektor.“

Smith gaar nu over til at skildre Stedets civile Embedsmænd og dets rige Folk. Disse interessante Optegnelser maa tilligemed hans mangfoldige Notitser om Forhold og Levemaade i Throndhjem, og (hvad der har allerstørst Værd) om Stemningen i Norge med Hensyn til Danmark og den danske Regjering o. s. v. her udelades for at gjemmes til en anden Leilighed. Kun skulle vi endnu høre Smiths Ytringer om et Par literære Mænd.

„Justitsraad Nordal har i mangfoldige Aar været Præsident i Throndhjem, der er ingen, som veed bedre Besked om alle Byens Anliggender end han,.og ham især maatte H. K. Høihed høre for at erfare Stedets Tarv. Han er en utrættelig, arbeidsom Mand, dygtig og rask Jurist og en ypperlig Dommer. I den gamle danske Literærhistorie har han skjønne Kundskaber, og han har en smuk Bogsamling, hvoriblandt adskillige kuriøse Pjecer. Manden er stille og tilbageholdende i Omgang thi han har haardt prøvet Verden, men mod sine meget faa Venner er han trofast.“ († 1788).

Om den velstuderede og fortjente Lovhistoriker L. Evensen († 1790), da Toldprokurør, ytrer Smith sig mindre fordeelagtigt. „Han har et jævnt Hoved og ikke den sterke Dømmekraft, men har ved Flid og Læsning i danske og tydske Skrifter erhvervet sig adskillig smuk Kundskab, har udgivet adskillige velskrevne Pjecer i det juridiske, og er den eneste Mand i Throndhjem, der som Prokurator kan føre en Sag, hvorfor han, da hans Modparters Sager fast aldrig blive oplyste, som de burde, er vant til at vinde alle Sager, har altsaa været et Orakel og en Skræk i Throndhjem, men vi maa nu vende Bladet om og see Mennesket fra en anden Side. Og da er han en Mand, hvis Overmodighed kjender ingen Grænser, og som tror, han kan gjøre og forsvare alt. Hans Fordeel er ham dyrebarere end al Samvittighed og Pligt.“[8]

Om Lagmand, siden Justitiarius, Dr. Jens Bing Dons, tidligere Professor ved Universitetet, († 1802) ytrer Smith, at „han er en lærd og fornuftig Mand, men stundom saa doven, at han ei gider tænke“[9].

3. Som man allerede af Smiths Relationer har seet, var Markus Bang, der i en fremrykket Alder var bleven forfremmet til sit Bispeembede, en svag Mand. Han formaaede i sine senere Aar ikke at visitere sit Stift, hvorfor Laurids Smith, der overhoved var en Mand af utallige Projekter, havde fattet den Tanke gjennem Bülow at blive konstitueret til at udføre Visitatserne i Nordlandene og Finmarken, hvoraf intet blev af. Et Par Aar efter resignerede den gamle Biskop i November 1787, idet der tilstodes ham 800 Rdlr. som aarlig Pension. Han døde den 15de Juni 1789. Vi maa af Mangel paa Materialier afholde os fra at forsøge nogen anden Bedømmelse af ham, end den, som vi have meddeelt af Smiths Relationer. Ikke usandsynligt forekommer det os, at Biskop Bang, (Forfatter af adskillige religiøse Taler og Smaaskrifter, blandt hvilke „om Religionsspotteres Daarlighed,“) har været en vistnok neppe meget fremragende, men dog uden Tvivl hæderlig Repræsentant for sin Tids brave og rettroende geistlige.

Af hans Børn var en Datter Kristiane gift med Dr. Ole Irgens, der en Tidlang var Prest i Faaberg, derpaa Stiftsprovst i Throndhjem og endelig Biskop i Bergen († 1803), en Mand af Lærdom og Eier af et betydeligt Bibliothek. Men dette Egteskab blev ikke lykkeligt. J. C. Berg har noteret, at Biskop Bangs Datter mod sin Vilje[10] maatte egte den betydeligt eldre Dr. Irgens, og at hun, medens Manden var Prest i Faaberg, levede i utilladeligt Forhold til Huuslæreren, Johan Vibe[11] (den bekjendte Digter) og „andre Informatorer.“

Om en af hans Sønner skriver L. Smith; „Han er Justitsraad og sin Faders Søn, har giftet sig med en Datter af Fru Lysholm. Altsaa er han en stor Mand Dette Menneske har fra sine første Studenterdage troet, at det var nok at have en Biskop til Fader og følgelig agtet Lærdom og Videnskaber for Ting der ei burde fordres af ham.“ En anden Søn, Karsten Gerhard Bang, døde 1826 som Generalmajor paa Vartpenge m. m.

  1. ↑ I 1755 foregik deri Strinden noget, som kom for Kirkeinspektionskollegiet; Vicepastoren Wolf havde nemlig ladet et Fruentimmer af Stand, Anna Katharina Brunbass, som havde begaaet Leiermaal, staa Skrifte „ved extraordinær Gudstjeneste samt under et falskt Navn og maskeret.“
  2. ↑ Helligtrekongersdag, tredie Festdag af de store Høitider, Marie Besøgelses- og Renselses-Dag, St. Hans-Dag, Mikkelsdag og paa en vis Maade Mariæ Bebudelsesdag og Allehelgensdag.
  3. ↑ G. Schøning havde, som fortalt, forladt Skolen 1765. Hans Eftermand var den brave Mag. Søren Kleist fra Jylland, der testamenterede sin ikke ubetydelige Formue til offentligt Brug i Throndhjem. Denne efterfulgtes igjen af L. Smith. I Kleists Tid var det 1769 ved et Reskript fastsat, at Disciplene skulde holde offentlige Orationer, hvilket dog ogsaa ført visse Skoler havde været Skik. I samtidige Aviser indførtes i Regelen baade Talernes Navne og Themaerne; saaledes talte den senere Skuespiller M. Rosing 1774 om Olaf Trygvesson og i 1775 „de secta Pharisæorum,“ andre talte om abstrakte Gjenstande, flere om historiske Personer, dels fra Oldtiden, deels om oldenborgske og enkelte Gange om gamle norske Konger.
  4. ↑ Smlgn. L. Daae, Breve til Nyerup, 95–98.
  5. ↑ Disse Meddelelser ere nemlig skrevne (i Veile) 1786 i den Hensigt at tjene til Veiledning under den Reise i Norge, som Kronprindsen og Bülow allerede i 1786 tænkte paa at foretage, men som først fandt Sted 1788.
  6. ↑ senere Biskop i Kristiania Stift.
  7. ↑ Se en lignende Streg af Bech i Breve til Nyerup, udg. af L. Daae, 97–98.
  8. ↑ J. C. Berg, der dog neppe har kjendt Evensen personlig, har i sit Expl. af Worms Lexikon noteret om ham: „Var en god og sagtmodig Mand, men ilde gift, da han var plaget med en arrig og drikfeldig Hustru, som var Enke, da han fik hende.“
  9. ↑ J. C. Berg noterer: „Blev gift med en Enke, efter en Wahl fra Throndhjem, som kurerede ham for hans Drikfeldighed, den Ærgrelse over Modgang under det Guldbergske Ministerium havde foraarsaget ham.“
  10. ↑ Ifølge en mig meddeelt Tradition skal hun, for hun blev tvungen til at ægte Irgens, have været forlovet med Dr. Kristian Fredr. Hagerup, og vist er det, at disse tvende Mænd, siden ogsaa Konkurrenter til Bergens Bispestol, stedse synes at have skyet hinanden.
  11. ↑ Ogsaa flere Bidrag til denne Digters lidet bekjendte Personalier forefindes mellem Bergs Optegnelser.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/13&oldid=213752»