Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/11
1. Throndhjems trettende lutherske Biskop, var en Slesviger, født 1709 i Broager, hvor Faderen var Prest. Ludvig Harboes hele Dannelse og Studier vare tydske; han kom først til Kjøbenhavn 26 Aar gammel, efterat han havde studeret ved Universiteterne i Rostok, Wittenberg, Jena, Helmstädt og Kiel. Efterat være kommen til Danmark, satte Harboe sig imidlertid med Iver og Lethed ind i dette Lands Forhold og blev navnlig en grundig Kjender af dets Historie, især den kirkelige. 1738 blev han Prest ved Garnisonskirken og Aaret efter Sogneprest til Frederikshavns Citadel. I 1741 betroedes der den unge Mand et vigtigt Hverv, idet han sendtes over til Island for at undersøge og ordne de kirkelige Forhold paa denne O, hvor han tilbragte over fire Aar. Ved sin Iver og gode Vilje gjorde Harboe sig meget yndet paa Island, hvor hans Minde endnu er i stor Anseelse, ligesom han ogsaa selv stedse var Islendingernes Velynder i Kjøbenhavn. I det islandske Sprog erhvervede han sig gode Indsigter, og jeg har Grund til at tro, at det er hans Opmuntring, man har at takke for, at Finn Johnson udarbeidede sit lærde Verk over Islands Kirkehistorie[1].
Under sit Ophold paa Island var Harboe imidlertid allerede den 21de Juni 1743 i en Alder af 34 Aar bleven kaldet til Throndhjems Bispestol[2], som Hagerups Dødsfald havde gjort ledig, dog saaledes, at han først skulde tiltræde Embedet, naar han havde tilendebragt sin islandske Visitats. Fra denne kom han først tilbage 1746, hvorpaa han, efterat have modtaget Bispevielsen af P. Hersleb, begav sig til sit Stift. Af et Brev fra ham seer jeg, at han kom til Throndhjem den 14de Juli 1746, og at han allerede paa Veien derhen visiterede i Opdal og andre Bygder. Fra Island medbragte han et ungt Menneske, som han indsatte i Throndhjems Latinskole, det var den siden berømte Jon Erikssøn.
2. I de tre Aar, som vare forløbne mellem Harboes Udnævnelse og hans Tiltrædelse, havde Stistsprovsten, Mag. Jakob Thode, en Bergenser, bestyret det biskoppelige Embede; fra hans Tid haves ingen merkelige Efterretninger.
Heller ikke Harboe fik Tid til ret at lægge sin Dygtighed og Iver for Dagen i Throndhjem. Thi hans Ophold der varede kun to Aar, saasom det lykkedes Biskop Hersleb, da Harboe i 1748 drog til Kjøbenhavn for at egte dennes Datter, at faa sin Svigersøn udnævnt til sin Medhjelper i Sjellands Stist[3]. Da Hersleb døde 1757, blev Harboe altsaa virkelig Biskop i Sjelland, hvilket Embede han med Berømmelse forestod indtil sin Død 1783. Af hans Børn blev den ene Søn Amtmand i nordre Bergenhuus.
I hvor kort end Harboe virkede i Stiftet fik han dog bereist idetmindste den største Deel af samme, og kom saaledes lige til Vardøhuus. Af hans Visitatsberetninger til Kirkeinspektionskollegiet seer man, at han havde meget at kjæmpe med den Uvilje, Almuen her som andensteds lagde for Dagen, da det gjaldt at opfylde Kristian den sjettes Forordninger om Almueskolen; Skolevæsenet, siger han, „foraarsager utallige Fortrædeligheder.“ Om Sedernes Tilstand giver han nogle smaa Oplysninger. Saaledes klager han ikke alene over Nattefrieriet eller, som han kalder det, „Kjeldgangen,“ men oplyser ogsaa, at i Meelhuus „samler Ungdommen af begge Kjøn sig til Vaagestuer og dandser omkring de Dødes Ligkiste i tre til fire Nætter, før Begravelse skeer.“ I Støren samlede de unge sig Aftenerne før hellige Dage. I det hele førtes der paa hiin Tid en Udryddelseskrig mod Folkeskikke, og det hvad enten disse vare uskadelige eller ikke; man erindre saaledes Forbudet i Danmark mod at „ride Sommer i By“ og det morsomste af det hele, nemlig at der udgik Besaling til Islendingerne om at ophøre at læse Sagaer.
Ligesom sin Svigerfader Dr. Hersleb var ogsaa Harboe, som ovennævnt, en ivrig Samler i kirkehistorisk Retning. Ogsaa af den throndhjemske geistlige Historie har han Fortjenesten idet han nemlig i danske Magasin indrykkede en stor Deel vigtige Dokumenter angaaende de fire første Superintendenter, af hvilke Dokumenter Originalerne nu for en stor Deel ere borte. Men ligesom Hersleb fandt han ogsaa for godt, da han forlod Norge, at medtage en Deel af sin Stiftskistes bedste Indhold. Benjamin Dass skriver herom til Suhm (1755): „Biskop Harboe tog her ned med sig den gamle Kopibog[4] og alle betydelige Originaler; jeg skulde tvivle paa, at der i Kapitlet skulde findes noget mere, som var af Betydning.“
3. Ludvig Harboes Eftermand var den lærde Theolog Frederik Nannestad. Denne Mand var en Prestesøn fra Eidsberg i Smaalenene, født 1693; han deponerede 1712, blev 1718 Magister, derpaa 1722 Regentsprovst, hvilken Stilling han indehavede i ti Aar. I lang Tid var han ogsaa Universitetslærer i Theologi, som Vikar i det Professorembede, som fra gammel Tid af var forenet med Sjellands Bispestol, og var almindelig anseet for en rutineret Disputator og en Akademikus af den gamle stivorthodoxe Skole[5]. Schwartzkopf[6], der i det hele ikke er ham god, fortæller om ham: „Han har fra sin første Tid af altid holdt sig til Klosteret og beneficio artis disputatoriae gaaet fra det ene Bord til det andet som Dekanus, indtil han tilsidst blev Præpositus communitatis. Han var i det Embede i mange Aar og lærte ret at klippe Studenterne fremfor sine Formænd. Det blev ogsaa formedelst ham afgjort, at ingen Student maatte ligge paa Regentsen længere end fem Aar, tilforn laa mangen sin Livstid ud der. Han var en blind Orthodox, havde læst nok i sine Dage, men lutter pedantiske skolastiske Ting.“
I 1742 blev Nannestad, Stiftsprovst i Aarhuus, hvor han forblev i 16 Aar. Han havde her idelige Stridigheder med sin Biskop P. J. Hygum, der hyldede de pietistiske Anskuelser, men uagtet Biskopen ikke undlod at klage over ham til Kirkeinspektionskollegiet, bleve dog disse Besværinger neddyssede, da Nannestad nød en vis Anseelse som en af det gammelorthodoxe Partis Koryfæer[7].
4. Som Biskop i Throndhjem, til hvilket Embede Nannestad ophøiedes den 11te Mai 1748, virkede han i ti Aar og viiste sig her, ligesom i Aarhuus at være en haardnakket Modstander af den nyere Tid og dens Mænd. Isærdeleshed var han en afgjort Fiende af Pontoppidans (allerede 1738 autoriserede) Forklaring; om denne Bog ytrede han ifølge Suhms Vidnesbyrd endog i Kirkerne paa Landet, høit og lydelig at den fortjente at brændes. Og da han skulde meddele en af Latinskolens Lærere et fordeelagtigt Vidnesbyrd fremhævede han som dennes rosværdigste Træk, at han havde lagt for Dagen „fugam pietismi.“
Forøvrigt er heller ikke fra Nannestads Tid meget levnet, som kan fortjene at bevares. Han var baade efter Suhms Vidnesbyrd og efter hvad vi fra forskjellige Kilder kunne vide visselig „en utrættelig og nidkjær Mand i alle sine Embeder,“ navnlig indtil det yderste nøiagtig med at varetage, som han selv udtrykker sig[8] „den uendelige Brevvexling og de uophørlige Forretninger ved Erklæringer, Regnskabers Eftersyn, Klagemaals Besvarelse og saadant mere,“ og denne hans samvittighedsfulde Troskab har visselig ogsaa i det stille baaret sine Frugter uden at det nu mere er muligt nøiere at paavise disse[9].
Fra Slutningen af 1749 har man en Klage til Kirkeinspektionskollegiet fra M. F. Bang, dengang endnu res. Kapellan til Domkirken, hvori han beretter, at Nannestad „paa det allerhaardeste har angrebet ham i hans Embede,“ fordi han i en Prædiken havde ytret, „at det var bedre at komme til at sidde paa Regjerings- og Domstolen i Himmelen, end med Stolthed og Hovmod at tvinge Gud til at slaa os med Lucifers Dom“ o. s. v.; Nannestad havde nemlig heri seet et Angreb „mod al verdslig Regjering, Øvrighed, Subordination og sund Troens Maade“ o. s. v.
Af hans Visitatsberetninger erfares ikke meget. I Finmarken maatte, fortæller han, Almuen formedelst de lange Afstande samles Dagen for Gudstjenesten skulde afholdes; fulgte nu flere Helligdage efter hinanden, fandt de da paa Drik og Spil. Presterne søgte vel at benytte Tiden til Morgen- og Aftenbøn i Kirkerne, men dette var ei tilstrækkeligt til at hemme Uordener. I Skjervø maatte Almuen saaledes engang være samlet uafbrudt fra 23de Decbr. 1752 til 15de Januar 1753; under dette lange Samvær „syntes nogle at see Spøgelser, andre fik Aabenbarelser af Ting, som foregik paa andre Steder. Djevelen skulde have viist sig og ladet sig forlyde med, at han skulde komme igjen paa Loppen, hvor ogsaa samme Aar en Finnepige blev besat.“ I Kristiansund klager Biskoppen over de mange derværende Engelskmænd og Skotter, „som give sig ud for at høre til den reformerte Kirke, men ved sit slette Levnet bevise ikke at have nogen Religion“[10]. I Hemnes Kirke fandtes en Altertavle, forfærdiget af en norsk Bonde, „som kunde sammenlignes med Altertavlen i Roskilde.“ I Indhered, saavelsom paa nogle andre Steder i Stiftet, viiste det sig, at Kirkerne bleve for smaa, fordi Folkemængden i en saa merkelig Grad tog til. Herved opstode Kranglerier med Kirkeeierne, der ansaa sig fritagne fra at foretage fornøden Udvidelse af Bygningerne.
5. Nogle Aar efter at Nannestad var bleven Biskop, fratraadte Benjamin Dass Rektorater ved Throndhjems Kathedralskole, som han i 16 Aar med ganske usedvanlig Dygtighed havde forestaaet. Han var endnu kun nogle og firti Aar gammel, og Aarsagen til, at han resignerede var ingenlunde Svaghed, men væsentlig Lyst til ganske at kunne hengive sig til de ham saa kjære videnskabelige Beskjeftigelser. Han fik udvirket, at den kjereste af hans Elever, Mag. Gerhard Schöning, blev hans Eftermand i Embedet imod at svare ham en liden Pension, som dog Dass tilsidst ganske eftergav. Mag. Dass forblev endnu efter sin Afsked et Par Aar i Throndhjem, drog derpaa til Kjøbenhavn, hvor han i en Række af Aar levede, væsentlig beskjæftiget med at gjennemgaa Kilderne til Norges Historie i de senere Aarhundreder. Ligesom sin yngre Landsmand, den fortjente Kancellirevisor H. Andersen fra Thoten, lod han det imidlertid blive med at samle, og at bistaa andre Videnskabsmænd med Raad og Daad; selv udgav han intet. Han døde i Sorø 1775 i ugift Stand hos sin hjertenskjere Ven Schöning, der arvede hans danske Bøger og Manuskripter. Hans udvalgte Bibliothek kom tilligemed Schønings egne Bøger og enkelte af Manuskripterne til Throndhjem, hvor de udgjøre Videnskabsselskabets Bibliotheks egentlige Stamme; andre af Dass’s Manuskripter, navnlig hans nøiagtige Uddrag af norske Kancellindlæg og Registranterne bleve i Forbindelse med Schönings Samlinger indlemmede i det store kgl. Bibliothek.
Under Schöning, der nu i 14 Aar levede som Rektor i Throndhjem, vedblev Skolens Tilstand at være saare blomstrende, og Frekventsen, som i Dass’s Tid, at være stor. Ikke desto mindre blev Forholdet mellem Rektor og Biskop yderst misligt, omtrent som det havde været mellem Dass og Hagerup, hvad Læseren vil kunne see af det saare morsomme Brev fra Dass til Biskop Hersleb, som findes optaget imellem Bilagene til denne Bog.
6. I 1752 blev der i Throndhjem til at fremme den finmarkske Mission, som i lang Tid synes at have ført et veterende Liv, oprettet det saakaldte Seminarium Lapponicum, ved hvilket den fortjente Videnskabsmand, Knud Leem, blev ansat som Lærer med Titel af Professor. Leem havde tilforn været Missionær og derpaa Sognepræst først til Alten-Talvig, senere til Avaldsnes paa Karmøen. Foruden at han besad Kundskaber i det lappiske Tungemaal, havde han tillige med stor Iver studeret de norske Bygdedialekter[11]. Ved Seminariet i Throndhjem vare ogsaa tvende andre Lærere efter hinanden ansatte, som Adjunkter, nemlig Anders Porsanger (1764–70) og efter ham Kristian Weldingh. Ved Lems Død 1774 blev imidlertid dette Seminarium nedlagt.
Missionens Pengevæsen varetoges i mange Aar af Sognepresten til Bodø, Nikolaus Kristian Friis, en myndig og egennyttig Prælat, ret en Dr. Peder Krog i det mindre. Han byggede paa Bodø en uhyre, næsten fyrstelig Residents, skaffede sig prægtige Titler, tilsidst endog Navn af Biskop, og opførte sig med stor Selvraadighed. Biskop Nannestad skriver om ham til Kirkeinspektionskollegiet, „at han har liden Lyst til at varetage sit Embede, men driver derimod mange Processer og, da han besidder store Midler, fører han en overmaade stor Pragt og en for geistlig Mand uanstændig Yppighed, kaster al Embedsbyrde over paa Kapellanen; fra Hemnæs Kirke har han ladet en Klokke bortføre og Vegø Kirke har han berøvet dens Kalk og Disk.“ Mere vilde Biskopen ei fortælle om Friis, da han meente, at Kollegiets Medlem Harboe, Mandens fordums Biskop, tilstrækkelig kjendte ham. Friis, der siden ogsaa, som nedenfor skal fortælles, var Biskop Gunnerus Uven, ja endog udgav et Skandskrift mod denne, blev siden Sogneprest til Korskirken i Bergen og døde 1777. For at undgaa retlig Forfølgelse formedelst sine Underslæb med Missionens Midler, maatte han „skjænke til Missionsfondet“ hele sexten tusinde Rigsdaler.
7. I Juli 1758 blev Biskop Nannestad beskikket til Biskop i det Stift, hvor han selv var født og opdragen, nemlig Akershuus. Han forlod Throndhjem den 7de September samme Aar. I 1759 lod han i Kristiania trykte en „Afskedsskrivelse til Throndhjem,“ hvilket yderst pedantiske, men sikkert saare velmeente Brev vi allerede ovenfor have citeret. Man erfarer yderligere deraf, at Forfatteren i sin Embedstids 10 Aar havde visiteret samtlige sit vidtløftige Stifts Prestegjeld tre Gange og paa den Maade reist over 1500 Mile. Tre Kirker og fem og firti Prester havde han indviet, og ofte havde han prædiket baade saavel i Byen, som i Strinden og især i Forstaden (Baklandet). Hans fortroligste Ven der i Byen havde været Etatsraad Lorentz Angell, Karen A.s Fader, hvem han allerede havde lært at kjende som Student. Hans „bedste og kjæreste Eiendom“ var hans Bibliothek, som han allerede fra Ungdommen af havde begyndt at samle, og som heldigviis var reddet fra at gaa under ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728[12]. Han takker alle dem, som have indbudt ham til sine „Forsamlinger,“ men oplyser, at han aldrig modtog Invitationer til Gjestebud om Søndagene, thi da læste han sin Bibel.
8. I Oslo Bispegaard tilbragte da Nannestad sine øvrige Dage. Han blev imidlertid i sine sidste Aar sløv og sygelig. Dr. Holmboe, der 1762 fulgte den uværdige og uforligelige M. A. Haberdorph i Stiftsprovstiet, blev derfor tilsidst given ham som Medhjelper, indtil Nannestad i December 1773 tog sin Afsked, og kort efter døde, henved 81 Aar gammel, som Jubellærer (11 August 1774). I sin høie Alderdom havde han adskillig Modgang, tildeels paa Grund af, at Stiftamtmanden, den bekjendte Geheimeraad C. H. Storm, der var hans Medbestyrer af adskillige offentlige Midler, havde forgrebet sig paa disse og derpaa spillet Bankerot. Man skal derpaa have gjort Ansvar gjeldende mod den redelige gamle Biskop, ja det fortælles i et samtidigt Brev, at Nannestad „blev om Natten overfaldt med Exekution for Penge, som den ulyksalige Storm[13] havde forsumlet“ og at Biskopen tænkte at søge om, at Eker Kalds Indtægter maatte blive ham tillagte til Hjælp i hans Alderdom[14].
Fredrik Nannestad havde i 1733 giftet sig med en jydsk Dame, men da hun allerede Aaret efter døde, levede han siden den Tid som børnløs Enkemand. Han udmerkede sig ved Gavmildhed og skjænkede saaledes, da han forlod Aarhuus, sit store og skjønne Huus til Residents for sine Eftermænd, ligesom han i Norge sørgede kjærlig for sine Slægtninge og gav ikke lidet til milde Stiftelser.
Om hans Liv har Suhm bl. A. gjort følgende Optegnelser: „F. Nannestad var en god Akademikus, Disputator og orthodox Theolog, utrættelig og nidkjær i alle sine Embeder. Han besad et stort Bibliothek, hvori dog var meget, jeg ikke skjøttede om at eie. I Throndhjem var han meget omgjængelig og jovial, og jeg har ofte med Fornøielse spiist ved hans Bord. I Kristiania blev han mere indgetogen, men han blev og eldre.“
Nannestads efterladte Skrifter vare maaskee allerede i Samtidens Øine mindre værdifulde, i vor Tid finde de vel neppe andre Læsere, end saadanne, der gjennemblade den for muligviis at støde paa en eller anden i special-historiskt Øiemed brugelig Notits. Den, der saaledes har stiftet Bekjendtskab med Man den, vil ganske vist med Nedskriveren i Nannestad erkjende den ualmindelig lærde Mand, hvad ogsaa Samtiden eenstemmig ansaa ham for at være. Det af hans Værker, som man hyppigst seer omtalt, er hans Bog „Hilaria Arhusiensia“, en historisk Fremstilling af de oldenborgske Kongers mod denne Stad viiste Velgjerninger. Det maa ogsaa erindres at han efter J. N. Wilses Vidnesbyrd i sine senere Aar syslede med et omfattende og allerede betydelig fremskredet Verk over den norske Kirkehistorie, af hvilket imidlertid, saavidt vides, ethvert Spor er forsvundet, saa at vi ei kunne dømme om hans herhenhørende Samlingers Indhold eller Omfang.
Det som imidlertid giver Frederik Nannestad en vis, ikke umerkelig Plads i den norsk-danske Kirkes Historie, er, at han som ovenfor paapeget, ved Siden af sin Discipel og Landsmand, Dr. og Prof. Holm, var det 17de Aarhundredes stive theologiske Skolelærdoms sidste Repræsentant hos os. Ikke alene overlevede begge disse Mænd paa en merkelig Maade alle sine egne Meningsfeller, men ved deres Død var allerede den Retning, som de i sine bedste Dage især havde bekjæmpet, Pietismen, forsvunden fra Dagsordenen, og Fornuft-Kristendom, den krasse Rationalismes Forløber, var herskende ved Universitetet og for en stor Deel ogsaa hos Geistligheden.
- ↑ I Kirkeinspektionens Kopibøger findes nemlig et Brev fra Harboe, hvor han meddeler, at Brødrene Finn og Vigfus Johnson have gode Samlinger til en islandsk Kirkehistorie og at han har opmuntret dem til disses Udgivelse, men dog tror, at ogsaa Kollegiet burde opfordre dem til at drive paa dette Verk.
- ↑ Ved denne Leilighed blev Lektoratets Indkomster henlagte under Missionen, og Verdalen, som havde været Lektors Embede underlagt, blev et frit Kald. (Reskript af 21de Juni 1743).
- ↑ Suhm bemerker (Saml. Skr. X. 27), at „mange stødtes“ ved den Naade som her viistes Harboe, eller maaske snarere hans indflydelsesrige Svigerfader.
- ↑ Denne Kopibog er udentvivl nu forsvunden, idetmindste har jeg ei kunnet finde den hverken paa Geheimearkivet eller paa noget af Bibliothekerne i Kjøbenhavn. Imidlertid er noget af dens Indhold reddet, da deels Schøning deels Langebek havde udskrevet et og andet deraf. Schøning kalder den af Harboe bortførte Bog „den tynde Kapitelsbog.“ Man sammenligner Katalogen over Harboes ved hans Død bortsolgte Bøger og Manuskripter, hvor flere Ting anføres, som det nu vilde have været af største Vigtighed og Interesse at besidde.
- ↑ En af hans Disciple var den bekjendte Nordmand Dr. Peder Holm fra Fredriksstad, som ganske traadte i sin Lærers Spor og ligesom denne til sin Død blev aldeles upaavirket af Tidsaanden.
- ↑ Forf. af de ovenfor benyttede utrykte Optegnelser om samtidige Personer.
- ↑ Helveg Danske K. Hist. eft. Ref. 2, 135.
- ↑ Afskedsskrivelse til Throndhjem, p. 50.
- ↑ Denne Vanskelighed forøges ogsaa derved, at Generalkirkeinspektionens Kopibøger fra 1754 af for en lang Aarrække ere forsvundne, og en Hovedkilde for vor Kirkehistorie paa denne Maade tilstoppet.
- ↑ Biskop Nannestad var, som vi af Suhms Optegnelser vide, en Hader af de Reformerte, hvem han især bebreidede, at de ikke havde Altre. At der iøvrigt ved den Tid eller noget senere, vare ikke saa faa Kalvinister i Norge især i Kristiania, sees af Intelligentssedlerne, hvori stundom averteres, at en reformeert Prest skal komme til Byen for at betjene sine Troesbrødre.
- ↑ I den kallske Samling paa det store kgl. Bibl. (4,597) findes af Leem ei alene en betydelig Samling af norske Gloser og Ordsprog, men ogsaa en Deel af Holbergs Kirkehistorie, oversat i den avaldnesiske Dialekt. – Ogsaa Jakob Lund († 1754 som Prest til Akerøen) gav sig af med at skrive i „det meest upolerede Bondesptog,“ især „endeel meget artige Brudevers.“
- ↑ Hans Bibliothek, der nogle Aar efter hans Død solgtes i Kristiania, var maaskee ogsaa næst efter Biskop Deichmanns og Suhms, det største, som hidtil havde været samlet i Norge.
- ↑ Om denne Storm, H. Wedel-Jarlsbergs Morfader og som han gunstig stemt for en Tilslutning til Sverige, baade kunde og burde der skrives noget læseværdigt.
- ↑ Illustr. Nyhedsbl. 1863. No. 30 samt J. C. Bergs Noter i sit Expl. af Worms Lexikon.