Thor og Urebø-Urden
„Mjølner hans tunge Hammer,
Er dog den bedste Skat:
Hvor helst med den han rammer,
Der følger Døden brat.“
Nordens Guder.
Ved den øvre Ende af det tre Mile lange Totakvand, der gaaer lige op under det høie Houkli-Fjeld i Vinje Prestegjeld i Øvre-Thelemarken, er en høist mærkelig men frygtelig Urd, som seet fra Vandet ligner en By med Husgavler og Taarne. Den kaldes nu efter den ovenfor liggende eenlige Gaard Urebø, Urebø-Urden. Om denne Urds Oprindelse fortælle Bønderne følgende Sagn: „Paa Sletten, som Urden nu dækker, laae ved Siden af Songaelv fordum tvende Gaarde, ja efter Nogles Udsagn endog en Kirke, hvorefter den største Steen, der som et bratrøstet Kirketag rager op midt i Urden, kaldes den Dag i Dag Kirkestenen. Paa disse to Gaarde stode engang tvende Bryllupper, hvor man paa gammel nordisk Viis rakte Horn med skummende Øl flittigen om i Laget. Da faldt det Gud Thor ind at age ned og besøge sine gamle Venner Thelebønderne. Han gik da først hen til den ene Gjestebudsgaard, blev buden ind og skjenket Mundgødt; og tog Brudgommen selve Øltønden, drak Thor til og rakte ham den. Denne hugede godt baade Drikken og den gavmilde Skjenkemaade, og gik særdeles fornøiet hen til den anden Gjestebudsgaard for ogsaa der at smage paa Bryllupsølet. Her blev han ogsaa trakteret med samme; men man viste den Mangel paa Opmærksomhed at credense ham Drikken i en almindelig Bolle. Gud Thor, maaskee forvænt i den første Bryllupsgaard, kan hende ogsaa hed i Hovedet af de dybe Drag, han der havde taget af Tønden, blev høilig vred, slog Bollen mod Gulvet og gik sin Vei svingende sin Hammer. Han tog da det Brudepar, der havde givet ham at drikke af Tønden, og deres Gjester med sig op paa en Høi, hvor der endnu ligger nogle store Stene, der kaldes Brudestenene, for at lade dem være Vidne til, og unddrage dem den Ødelæggelse, hans Hevn havde bestemt hine, der havde fornærmet Asgards stærke Gud ved deres Karrighed. Han gik derpaa op paa Nuten, og slog med „Tungum-Hamri“ saa haardt i Fjeldet, at det ramlede ned og begrov under sig det andet Brudepar med Gaard og Alt. Men i sin Hede beregnede Gud Thor ikke rigtig Kraften og Balancen, saa at Tungum-Hamri ved Slaget gled ham ud af Hænderne, og fløi med Klippestykkerne nedover, hvor den blev borte i Urden. Thor maatte da ned at lede, og vred som han var og ærgerlig tillige, begyndte han at kaste et Klippestykke hid og et andet did, og væltede og rykkede saa længe, indtil han sandt sin Hammer. Ved denne Leilighed blev der banet en ordentlig Vei op igjennem Urden, som end den Dag i Dag kaldes Thors Vei. At den som et saadant Hastverksarbeide ikke blev synderlig god, kan man nok begribe, og det er et Beviis paa, hvad Vanen kan gjøre, at de smaa Fjeldheste gaae paa denne af store Klippetrin bestaaende Vei med tunge Kløver, og at Kreaturerne vandre den Vaar og Høst til og fra de fede Græsgange oppe i Vidden eller Høifjeldet.
Anm. Hr. Sogneprest S. O. Wolff, hvem jeg skylder dette mærkelige Sagn, tilføier, at det er skrevet aldeles nøgent, som han hørte det af en Husmand, der boer tæt ved den frygtelige Urd. Han fortalte det, siger han, med et comisk Anstrøg, som selv Thors Færd der har, og besvarede det Spørgsmaal, hvorfor han brugte Udtrykket „Tungum-Hamri“ istedetfor det almindelige „Tungje-Hammaran:“ „Jau! dei seia so dei Gamle„ nær dei fortælle denne Saagu.“ En Anmelder af denne Sagnsamling i Skiens Ugeblad 1835 siger: „dette Sagn har jeg hørt baade i Sillejord og Hvidesø fortælle aldeles som Faye har nedskrevet, endogsaa med Udtrykket „Tungum-Hamri.“ Valhals øvrige Guder ere næsten forsvundne af Folkets Minde; men Thor, som Nordmændene i Hedenold især tilbade, mindes endnu, ei blot i dette Sagn, men, naar Tordenen („Thordaan eller Thorsreia) ruller, og Lynet, som paa nogle Steder af Bønderne kaldes „Thors Varme,“ knittrer. Nordenfjelds lever han ogsaa i det Ordsprog, som bruges, naar Noget er paafærde: „Jeg troer gamle Thor er laus.“ Thorsdagsqveld var tilforn og er maaskee endnu paa flere Steder halv Helg, og utallige Steder og Personer, ja endog Dyr, som den for sin Styrke blandt Almuen beundrede Skarnbasse, der kaldes Thordivel, — bære Thors Navn. Efter den nordiske Gudelære tabte Thor ogsaa engang sin Mjølner, og maatte forklædt reise til Jetternes Land for at faae den tilbage. See Qvadet om Thrym, F. Magnussens Edda 2, 105, hvormed kan sammenlignes Kjæmpevisen om Thord af Hafsgaard og Tosse-Grefven. “100 Udvalde Danske Viser“ Pag. 115.