Teodor de Wyzewa

Essays. Fremmede Forfattere
Teodor de Wyzewa
av Nils Kjær

1895

Teodor de Wyzewa

Valbert ou les récits d’un jeune homme

Paris 1893

Denne Bog har en dobbelt Karakter: Den er en psykologisk Analyse og en religiøs Traktat. Den fremstiller i flere spredte Episoder en Menneskesjæls Udviklingsproces i et enkelt Livsforhold: det erotiske. Den begrænser og udhæver med et bevidst Formaal. Den bærer ikke alene Vidnesbyrd om en fin, sympatisk Iagttagelse, men den bærer Vidnesbyrd. Den vidner om en ny Vej til en gammel Salighed.

Vi befinder os her udenfor den neutrale Litteraturs Enemærker. Her er atter en positiv Livsanskuelse, men rigtignok en Livsanskuelse, som man er tilbøjelig til at vise tilbage til det 17de Aarhundrede. Forfatteren siger: «Man vil her faa se de forfærdelige Følger af at opfatte Livet gennem Hjærnen istedenfor gennem Hjærtet. Der findes blindfødte og døvfødte Mennesker. Begge er langt lykkeligere end de fødte «Hjærnemennesker», ɔ: de, der af Naturen blot er anlagt til at nyde Tankens Glæder, disse sørgelige Glæder, som løser sig op i Lidelse for en selv og andre.» Helten i hans Bog er et saadant Menneske. «Han er døvere end den døveste, blindere end den blindfødte; thi udenfor hans Tanke existerede ikke Verden for ham – –. Kunde blot Beretningen om hans Lidelser afholde om det saa blot var en eneste Sjæl fra Tankens og Reflexionens fordømte Veje. Unge Sjæle, som endda har Kraft nok til at bestemme eders Rute, vogt eder for at tro paa eders Existense; sig eder selv Farvel for blot at leve for andre! Aabner eders øjne, eders øren, eders Hjærter og luk eders Hjærne, hvor en dødbringende Gift gærer! Forsløv eder ikke i Videnskab og Tænkning! Engene har saa blødt et Grønsvær, Fuglene har saa søde Sange, Kvinderne saa skønne Læber! Og saa mange, mange er det, som lider rundt omkring eder. Hører I ikke, de kalder og bønfalder!» –

Man maa efter dette ikke tro, at Forfatterens Helt er en eller anden systematiseret Magistersjæl i Pergamentbind. Hjærnemenneske betyder ikke her nogen inkarneret Boghylde. Det er tvertimod en ulogisk, usystematisk Sjæl, af og til enfoldig, af og til gennemtrængende klarsynet, en Visionær, en Extatiker, for hvem Drømmene materialiseres til Virkelighed og Virkeligheden blot er et Stof til Drøm – kort, et exceptionelt Individ, ravende over Vanviddet som saa mange af de Mennesker, de seneste Digtere ynder at fremstille. Først og fremst maa det erindres, at han er Polak, det vil ifølge Forfatteren sige én, der er fuld i normal Tilstand, formodentlig fordi en af hans fjærne Forfædre har fordrukket sig paa Champagne.

Forfatteren følger dette Individ ind paa det Livsomraade, hvor han holder den umiddelbare, ureflekterede Hengivelse for en naturnødvendig Betingelse: Kærligheden. Men til denne Kærlighed er Valbert ikke anlagt. «Hans Hjærte og Sanser er paralyserede, men hans Hjærne har overtaget deres Funktion.» Hans Hjærne har en medfødt Trang til Kærlighed; den elsker hvemsomhelst og hvadsomhelst: Profeterne i Bibelhistorien, Androkles’ Løve, Barnepigens Søster – Kimærer, der pludselig dukker op, et øjeblik sætter ham i Feber og pludselig forsvinder. Det er ligegyldigt, hvor man slaar op i hans Passionshistorie. Det er altid sit hede Hodes Fostre, han elsker, giver sig hen til, ydmyger sig for, afskediger. Hans Sanser synes at hvile, men i hans Hjærne holdes en Hexesabbat af Skygger og Syner. Han kender sig efter Omstændighederne henrykt lige til Salighed med sin imaginære Elskede eller fortvilet lige indtil Selvmord; – et øjeblik ydmyg, bedende, prostrat, i det næste stolt, ophøjet i sin Melankolis tragiske Storhed.

Allerede som Barn har Valbert en Slags Forelskelse, og allerede da er han en forholdsvis udviklet petit Analyste. Det er en ung Dame, som ofte giver ham Legetøj og tager ham paa Fanget. Dette første Kontakt med Kvinden jager alt et varmt Pust gennem hans Aarer. Han fornemmer hendes Parfyme som en svag Beruselse og tilstaar hende strax sin Kærlighed. Han fortæller Alverden, at han er forelsket; det er hans Lykke at gaa lange Ture med hende og kende sin Haand i hendes. I hans Barnehjærne raser allerede de forunderligste Indfald. Han tviler paa, at han genelskes, tviler paa sin Kærlighed. Under en eller anden Indskydelse kaster han sig grædende i hendes Arme, sværger at være hende en lydig Slave, fortæller, at han maa dø uden hende – alt Ting, som ingen havde lært ham, og alligevel Ting, som han ikke følte … blot en exalteret Lyst til at bevæge og forbause hende …

Og saa afslappes han pludselig. Hans Kærlighed er strøgen væk. Han føler intet uden en bitter Skam og en Slags vag Melankoli som ved et fjærnt Minde. Men alligevel vedbliver dette unaturlige Pattebarn at lalle om sin Lidenskab og rives med af sine egne Fantasmer. Han havde, som Forfatteren udtrykker det, gennem hele sit Liv en sælsom Trang til uden Ophold at forlænge en paabegyndt Scene lige netop til det øjeblik, da Skamfølelsen afskar ham Fortsættelsen. Han elsker aldrig, men han bliver aldrig kvit sin voldsomme Trang efter Kærlighed. Alle de Kvinder, han kommer i Berørelse med i Virkeligheden, er ham ligegyldige, ialfald saa længe, han er sammen med dem. De gør samme Indtryk paa ham som pedantiske Prosaanmærkninger til lyriske Digte. Og Digtene er hans Hjærnefostre. Dette hindrer ham ikke fra at fatte formelle Beslutninger om at elske, snart for at forbause sig selv, snart for at blive kvit den pinlige Følelse af at være en evig Undtagelse. Man ser altsaa dette Hjærnemenneskes Lidelse og Grunddrift: Han maa altid experimentere med sine Oplevelser og Indtryk; han maa altid opsøge nye Indtryk og Oplevelser for at tilfredsstille sin umættelige Trang til at experimentere. Han er et Offer for sin analytiske Lidenskab. –

Heri ligger Bogens tvetydige Ironi: Det er en Slags Selvbekendelse af en Psykolog, der udtaler et Anatema over sit dominerende Instinkt.

Det er en bemærkelsesværdig Ejendommelighed, at mange Kristne er udmærkede Psykologer. Man behøver blot at sammenligne det forrige Aarhundredes Litteratur med den moderne. De fornemme franske Klassikere er kemisk rensede for Psykologi. Deres Personer er inkarnerede Dyder og Laster. Deres Tale er lydende Malm og klingende Bjælde. Derfor vakte ogsaa en Bog som Diderots «Rameaus Brodersøn» en saa sjelden Opsigt. Denne Bog var dengang noget nyt. Der forekom et Menneske i den. Men hvor mange Brodersønner har ikke Rameau faat i dette Aarhundrede! Og skyldes ikke dette for en liden Del ialfald, de finere Instinkter, som Kristendommen i dens nye Skikkelse, Pessimismen, har opdraget i Europa? De finere Instinkter i den Kristnes og Pessimistens aarvagne Mistænksomhed og Vagthold ligeoverfor alt menneskeligt?

Men samtidig plages den Kristne af denne Trang til Selvbeskuelse, Selvfordybelse, der betinger al virkelig Psykologi. Den minder ham uafbrudt om hans lidende «Jeg», den truer med at gjøre ham til Egoist. Derfor fører Kristendommen konsekvent til den intellektuelle Pessimisme, som har fundet sit drastiske Udtryk i Pascals Il faut s’embêter, eller med Wyzewa: Man maa lukke sin Hjærne, hvor Giften gærer; man maa vogte sig for at forsløves i Videnskab og Tænkning. Altruisme og Selvfordummelse, det er i kort Begreb den polske Forfatters Program. Hans Helt finder Forløsning for sin Intellektualisme ved Wagners Parcival: Der reine Thor, durch Mitleid wissend.

Med Wyzewas Bog i Haanden kan man først sige, at Dekadencens Kredsløb er fuldendt.

Den moderne Dekadent, det 19de Aarhundredes «færdig»-fødte Barn, er træt efter det Dagværk, som de ældre har udført; han vil nu blive salig – i de endda ældres Tro. Den foregaaende Generation, som levede midt oppe i og bares afsted af de nye Sandheder, kendte Fartens hele Glæde og Trængsel. Den var hidsig, polemisk; thi den havde Dæmninger at sprænge. Den buldrede som Elven i det første snevre Strømleje: den havde Fjeld at fortære.

Men den yngste Slægt er kommen til efter Gennembruddet. Den har faaet Tid til at summe sig, til at forhøre sig om Retning og Maal, spørge, om ikke alle Floder forsvinder i Havet og al Udvikling i Intet. Og i den mere langsomt, mere eftertænksomt flydende Strøm begynder paany den gamle Himmel at afspejle sig.

Tvil avler Tvil, ligesom Ringen, der dryppede Ringe. Men naar alt er gennemtvilet, kommer den Horror vacui, den universelle Kvalme, som er Dekadentens ulideligste Pinsel. Da foregaar det Under, at den, der tviler paa alt, kaster sig ind i Troen paa det absurde (quia absurdus est?) – det Under, at Pyrrhon bliver Pascal.

Tænk dem et endda bestemtere Udgangspunkt for at finde Forklaringen til Masseomvendelserne i den yngste Litteratur. Det er i Individualfornemmelsen, i Jeg-Fornemmelsen, som, naar den naar sit Højdepunkt i det mest differentierede Individ, ikke er andet end en Følelse af absolut Ensomhed. Det fuldt bevidste «Jeg» er som en Klode i Verdensrummet. Det har sin egen geometriske Bygning, sin egen Vandrebane, sin egen Tid for Opløsning og Undergang. Trindt omkring er der Taushed og tomt Rum. Det ene Individ er som saadant absolut skilt fra ethvert andet; det forstaar ikke fuldt ud det andet, og forstaaes ikke af det andet.

Naar Bevidsthed om denne Ensomhed udbredes, bliver den i den allerstærkeste til en pragtfuld Fornemmelse af kongelig Uforlignelighed, i den svagere en knugende Mørkrædhed, en ulæskelig Attraa efter Kærlighed, Medynk, Forstaaelse, Samfund …

Under dette Synspunkt viger Vanskelighederne ved at forklare saa strittende Modsætninger i det moderne Aandsliv som Nietzsche og Dostojefskij – for at nævne Navne istedetfor Instinkter og Ideer. Og under dette Synspunkt forstaar man, at en Slægt, som har været intensere optagen af sit «Jeg» end mange tidligere, kan søge Forløsning i en Religion, hvis grundlæggende Dogme kan udtrykkes med Pascals: Le moi est haissable.

Herved er antydet spredte Linjer i en psykologisk Udvikling, Linjer, der alle knyttes sammen i et yderste Endepunkt, hvorfra Individet maa foretage Dødsspranget ud i Selvopgivelsen. Floden har naaet Havet; det enkelte Individ drukner sig i de mange, forsager sig selv, søger Lindring for sig selv i den fælles Lidelse og den store Medlidenhed. Floden har naaet Havet: Mennesket har genfundet den gamle Salighed ad den nyeste Aandsudviklings Vej. Eller er ogsaa det en Kimære?