Blaise Pascal

Mester Frans Villon

Essays. Fremmede Forfattere Blaise Pascal av Nils Kjær

Teodor de Wyzewa

1895

Blaise Pascal

(1893)

Dengang Blaise Pascal i sit en og trettiende Aar traadte i Forbindelse med Port Royal, var det ikke uden en vis Reservation, en vis hemmelig Frygt, de fromme Eneboere optog ham i sin Midte. Hans store Kundskaber, hans uforfærdede Omgang med den hedenske Filosofi, hans besnærende Aandfuldhed skræmte deres hellige Enfold. Han var en ligesaa oprigtig Kristen som de, han husede den samme Foragt for Verden og den samme Kærlighed til Gud, men han syntes at være kommen derhen ad en anden Vej, syntes at have aandet i den Verdslighedens «søde Pestluft», som den hellige Augustinus omtaler med Rædsel.

Jeg tror, at Pascal vil gøre det samme Indtryk paa mange andre gode Kristne som paa Port Royals Jansenister. De vil paa hver Side af hans Hovedværk finde Tanker, som enten er dem uforstaaelige eller skræmmende. Han har før La Rochefoucauld sagt Ting, der maaler sig med Nietzsches Aforismer i udfordrende Dristighed. Han har holdt øjnene koldt aabne, der hvor de aller fleste helst plejer at lukke dem.

Men ligesaa fremmed som Pascal i mange Henseender vil være, specielt for Nutidens akkorderende Kristne, ligesaa gaadefuld og selvmodsigende har han ofte staaet for de Ikke-troende.

Hvorledes kunde et Menneske med en saa overlegen Forstand, saa klare, logiske Instinkter pludselig bryde overtvært med sig selv, drukne sig i Religionens fornuftfiendtlige Enfold og henfalde til den dybeste Foragt for Menneskeaandens Rækkeevner?

Hvorledes kunde den højeste intellektuelle Kraft og den dybeste intellektuelle Pessimisme forbindes i samme Person?

Hans Livsførelse og Aandsudvikling er et Problem, staaende i Sammenhæng med et videre og almindeligere, der grener sig ud fra det hele Historieløb af skiftende Religioner, Ideer og Menneskeskæbner.

Medens Livsvilkaar og Livsformer stadig vexler og udvikles, medens Sammenhæng og Forhold i Verdensorganismen stadig bedre iagttages og bedre forklares, saa er der dog endel Spørgsmaal, som endnu i vor Tid ikke synes nærmere sit Svar end nogensinde tidligere?

«Hvorfra kommer jeg, hvorhen gaar jeg? Hvor er Begyndelsen, og hvor er Enden? Hvad er Livet, og hvad er Døden?» Eller: «Hvad er Materie? Hvad er Kraft, hvad er Rum, Tid, Uendelighed?»

Med disse metafysiske Grundproblemer har jo Menneskene bestandig tumlet, og tusende Svar er givne, men ingen fyldestgørende. Det første Menneske, som satte sig til at grunde over, hvad en Flintesten var, istedenfor at hvæsse den til Vaaben, den første som spurgte om, hvad Træet og Mennesket var, istedenfor at fælde Trær og Mennesker, han, Urmetafysikeren i Jordhulen, vidste omtrent ligesaa god Besked som Platon eller som Kant.

Det første og det sidste Menneske, begge hjælpeløst ludende over det evige Gaademørke – er ikke det som en lang, taus Haan over det, vi kalder Fremskridt og Udvikling?

Men ligesaa gammel som Menneskenes Beskæftigelse med disse golde Grundproblemer, ligesaa gammel er Overbevisningen om deres Uløsbarhed, om Tankens Utilstrækkelighed til at lodde de store Dybder. Derfor har de kontemplative Mennesker altid næret Mistro til denne Fornuft, hvis Stræben spænder saa vidt, og hvis Evne rækker saa kort. Og Mistro til Bevidstheden har ført saa mange til Dyrkning af det Ubevidste, af den hemmelighedsfulde Sansning, hvormed Mystikeren tror at forenes umiddelbart med Verdenssjælen, med Guddommen. Den intuitive Fordybelse bringer Glemsel og Bedøvelse, Reflexionen derimod holder Bevidstheden smærtefuldt vaagen. Den anspændte Reflexion tenderer derfor paa en eller anden Maade mod sin egen Undergang; Grubleren flygter for sig selv og sine egne Tanker.

Her staar vi ved det Punkt, hvor Traadene fra de forskellige Verdenshjørner løber i Knude.

Her har vi først de gamle Hinduers selvopgivende Grundanskuelse: «At ville blive til intet, siger Sakya-Muni, at ville slukne som et Lys og svinde hen som et Aandedrag i Nirvana, det er den højeste Visdom.» Og med det samme tungsindige Syn af Mennesketankens Afmagt raaber Digteren af Jobs Bog til Mennesket: «Er du kommen til Havets Dybder, og har du vandret der, hvor Afgrunden ransages? Har Dødens Porte aabnet sig for dig, eller kan du se bagom Dødens Skyggeporte?» Her har vi fremdeles de dybsindige Kor i de attiske Tragedier, her har vi Silens Visdom: «Det allerbedste er ikke at være født, ikke at være, Intet at være; det næstbedste snart at dø.» Og her staar vi endelig ved Udspringene til den nyere Tids Pessimisme, der i lige høj Grad er af intellektuel som moralsk Natur.

Den intellektuelle Pessimisme synes mig bedst udtrykt i to typiske Personligheder: den digtede Faust og den virkelige Pascal.

Faust, Mennesket, der har gennemvandret alle Videnskaber, uden at kunne finde Ro for sin søgende Sjæl og tilslut, overtræt af sin Tankes vanmægtige Kredsløb om sig selv, staar op og kaster sig ud i de hede Lidenskabers Liv for at blive de gnavende Spørgsmaal kvit og nyde de Glæder, som den golde Tænkning bedrog ham for.

Og Pascal, den unge geniale Forsker, hvis eneste Glæde er Undersøgelsens, Spekulationens, Tankens, og som pludselig, naar han faar stirre ned i det Slug, hvor Tanken er for kort, bøjer sin stærke Aand for de uforklarlige Kendsgærninger og trækker sig tilbage i selvovervindende, asketisk Liv for at lytte til den uransagelige Guds Visdom.

Faust og Pascal de ligner hinanden ikke, men de mødes ialfald et Øjeblik ved den samme Korsvej.

Der er fremdeles store Modsætninger mellem Pascal-Naturen og Hinduens drømmedybe, mystiske Aandsretning. Men det er den samme Følelse af Forladthed i det store øde og Magtesløshed overfor de store Gaader, der bringer Pascal til sin intellektuelle Underkastelse og sænker Hinduen ned i sin dunkle Nirvanadrøm.

I.

Blaise Pascals Liv falder mellem Aarene 1623 og 1662. Han blev altsaa blot 39 Aar gammel, og mere end den sidste Halvdel af denne Tid levede han under uafbrudte legemlige Lidelser.

Hans Fødested er Clermont i Auvergne, hvor Faderen var Præsident ved Underretten; men allerede otte Aar efter Sønnens Fødsel flyttede Familjen til Paris.

Faderen tog sig selv af Sønnens Undervisning og fulgte herunder sine egne Opdragelsesprinciper, som ingenlunde synes at have været afvejen. Gutten maatte ikke overlæsses med Arbejde og aldrig paabyrdes Fag, som han ikke var moden nok til at tilegne sig med Lethed. Han blev derfor holdt borte fra Latin lige til Tolvaarsalderen, i Modsætning til Datidens Skik og Brug, der krævede Smaabørn kyndige i Ciceros Sprog, allerede før de havde korrekt Udtale paa r.

Blaise var et af de Vidunderbarn, hos hvem Geniet gør Tilsprang i den tidligste Alder. Han var et tænksomt, stille Barn, som gik omkring med vidaabne øjne og grundede over alt det, han saa. «Han skulde bestandig have Greje paa alting», fortæller den ældre Søster Gilberte i sin lille Levnetsskildring – «han vilde bestandig vide Aarsagen til alt muligt. Og naar man ikke kunde give ham gode Grunde, saa gav han sig ikke, før han fandt slige selv. Han kunde aldrig slaa sig tiltaals med andet end det, som forekom ham aabenbart rigtigt.»

Hun fortæller, at da en Tilstedeværende en Dag ved Middagsbordet kom til at slaa paa et Fajencefad med en Kniv, saa bemærkede Blaise, at det gav en temmelig stærk Lyd, som øjeblikkelig ophørte, saa snart han lagde Fingeren hen paa. Dette bragte ham til at anstille en Del Klangforsøg og skrive en liden Afhandling derom, som man fandt meget sindrig og vel udtænkt. Han var dengang blot tolv Aar.

Jeg nævner dette Træk for at vise, hvilket helt igennem realistisk, nøgternt Temperament han besad. Forstandsmenneske, aarsagssøgende og virkelighedskær; en født Logiker blandt et Folk af Logikere. Han havde intet af det eventyr-fantastiske Stof, hvoraf man gør Digtere og Mystikere.

Det er i denne Tid, i Tolvaarsalderen, at hans geometriske Geni kommer til Udbrud. Mærkeligt nok holdes han strængt borte fra al matematisk Undervisning, end skønt Faderen selv var saa stærkt interesseret i denne Videnskab, at han endog holdt en Slags Salon for Tidens fremragende Lærde paa dette Omraade. Da er det, at Blaise, uden at kende en geometrisk Lærebog eller de geometriske Benævnelser – han kaldte Cirkelen «Runding» og Linjerne «Streger» – paa egen Haand udtænker og beviser de første to og tredive Sætninger i Euclid’s Elementærbog.

I de nærmeste Ungdomsaar finder vi ham optagen af matematiske og fysiske Problemer, arbejdende saa intenst, at hans Helse for altid blev ødelagt. Han fortæller selv, at han fra sit attende Aar ikke har kendt sig en eneste Dag fri for Lidelser.

Hans videnskabelige Opdagelser vedkommer os ikke synderlig i denne Sammenhæng. Sexten Aar gammel skriver han en Afhandling om Keglesnittet og gør i den næst paafølgende Tid store Opdagelser paa de exacte Videnskabers Omraade. Den berømteste er hans Fastslaaen af Loven om Atmosfærens Tryk. Tidligere havde man troet, at det var « Naturens Rædsel for det tomme Rum» (horror naturæ vacui), som voldte, at en Vandsøjle kunde bringes til at stige i et lufttomt Rum. (Principet for Barometer).

Paa denne Tid – det er omkring hans 24de Aar – sker det første store Omslag i Pascals Liv. Han afbryder sine videnskabelige Studier for aldrig senere at genoptage dem, og et nyt Afsnit af hans Liv begynder.

Hvad var Grunden?

Kanske var det Naturen, som hævnede sig over, at han havde berøvet den denne mystiske Uhygge; kanske vilde den vise ham, at der dog gives en horror vacui, Menneskets Rædsel overfor sin egen og Alnaturens Gaade.

Søster Gilberte fortæller om denne Begivenhed paa sin lykkelige, naive Vis:

«Strax efter at min Broder havde gjort denne (ovennævnte) Opdagelse, og da han endnu bare var fire og tyve Aar gammel, lod Forsynet ham komme i en Omstændighed, der nødte ham til at læse nogle fromme Skrifter; og Gud oplyste ham saaledes gennem denne Læsning, at han fuldt ud kom til at forstaa, at vi blot skal leve for Gud og ikke have noget andet Maal end ham. Og denne Sandhed forekom ham saa indlysende, saa nødvendig og nyttig, at den satte en Stopper for alle hans Undersøgelser, saa at han fra den Tid gjorde Afkald paa alle andre Kundskaber for alene at drage Omsorg for de Ting, som Jesus Kristus kalder de ene nødvendige.»

Det er Pascals første Omvendelse.

Det maa erindres, at denne Omvendelse ikke bryder overtvært med en tidligere ukristelig Anskuelse. Det er det syttende Aarhundrede, vi befinder os i, Frankriges Reformationstid, da alle Gemytter befinder sig i religiøs Gæring. Det var den almindelige religiøse Strømning, som naaede et ungt Sind og rev det med i heftig, umiddelbar Begejstring. Det var, hvad Pietisterne kalder en «Vækkelse», et «Pinsevejr»; men dette Pinsevejr var af saa kort Varighed, at det vistnok ikke tør lægges saa megen Vægt paa, som af Søster Gilberte. At han ikke senere befattede sig med videnskabelige Sysler tør have en anden Grund, den, han selv antyder, at han kom til at holde mere af at studere Mennesker end afkortede Kegler.

Det maa fremdeles erindres, at hans Helbred stadig var bleven forværret, og at dette kan have bidraget sit til at aabne hans Hjærte for Naaden. Der er os opbevaret en Bøn fra denne Tid «om det rette Sindelag til at bære Sygdomme». Den lyder som et Jammerskrig til Gud efter Husvalelse. Det er ikke Helbredelse, han beder om, det er blot om Taalmod og Ydmyghed; det er om «Svøbens Trøst», han bønfalder. Paa et moderne Sind gør denne prostrate Henvendelse et meget historisk Indtryk.

Dette første hede Gudsforhold kølner lidt efter hvert af. Da hans Sygdom i 26-aarsalderen truer med at vinde Bugt med ham for Alvor, lader han sig bevæge til at følge Lægernes Raad og søge at faa sin Helbred genoprettet ved et mindre anstrængt, mindre indavendt Liv.

Fra denne Tid, det er i 1649, daterer sig et nyt Skifte i Pascals Historie, det er hans kortvarige, uskyldige Flagreliv som Verdensmand, der nu begynder.

Jeg siger uskyldig, fordi han vistnok aldrig har begaaet de mindste Udskejelser. Fremmed som han var for Mystik, var han fremmed for den grove Sanselighed. Hele hans Vitalitet var henlagt til Hjærne og Hjærte. Hans Lidenskaber havde aarlange Lidelser og et anspændt Studieliv bragt til at tie. «Ved Guds specielle Omsorg, siger Søsteren, var han bleven bevaret for alle Ungdommens Vildfarelser.»

Sainte-Beuve har endog ment, at Pascal aldrig egentlig har følt Kærlighed til nogen Kvinde, men i det højeste en almindelig, vag Attraa efter Kærlighed. Der findes heller ikke noget, der berettiger til en modsat Opfatning, det skulde da være et lidet, højst eiendommeligt Ungdomsarbejde fra denne Tid, som han har kaldt Discours sur les passions de l’Amour.

Dette, at han skriver en Afhandling om Kærlighed, vidner jo allerede om temmelig tempererede erotiske Lidenskaber. Og efter Læsningen af det lille Skrift bekræfter man villig den Mening, at det ialfald ikke er den store, virkelige Kærlighed, som har inspireret dets Forfatter.

Det er ingen Dantes, ingen Abælards livslange Lidenskab, som har besjælet ham. Men at han saa lidt som nogen anden har vandret ganske uberørt ud af Verden, tør dog ikke troes. Selv de hellige Mænd, der ikke netop har havt nogen Heloïse at ofre sine unge, hede Drømme, og hvis Billede de har kunnet tage med sig ind i de fredede Celler som et sødt, syndigt Minde, selv de har dog kanske havt en Tid, da de som den højfromme Bernhard af Clairvaux var optagne med at skrive smaa «galante Vers» til unge Damer.

Dette Træk af henrivende, naturlig Menneskelighed savnes heller ikke hos Pascal. Kan der end ikke paavises nogen bestemt Kærlighedshistorie i hans Livsløb, saa fornægter dog hos ham, saalidt som hos den hellige Bernhard, den chevaleresque franske Natur sin Dragelse mod de lette Passioner, de smaa, fine Behageligheder, halvt Leg, halvt Alvor, som i Grunden er fremmed i vor egen Races Følelseliv.

Hans «Discours» er en liden, graciøs, aandfuld Fremstilling af Iagttagelser og Oplevelser paa dette Erotikens aller uskyldigste Omraade.

«At elske og ikke turde tilstaa – det har sine Kvaler, men ogsaa sin Lyst. Øjnene tændes og fordunkles i samme Nu; og mærker man end ikke, at ens Sindsbevægelser gives synderlig Agt paa af hende, som er Aarsag i dem, – saa er det dog en Tilfredsstillelse at føle al denne bølgende Uro for en Dame, der er det saa vel værd.» «Jo længere Vejen er i Kærligheden, des fler Tillokkelser har den for de fint følende.» – «Den første Virkning af Kærlighed er en varsom Omhu, en dyb Ærefrygt for den, man holder af.» «Naar man er borte fra den, man attraar, har man Hovedet fuldt af Planer om at gøre eller sige en Mængde Ting. Men naar man er nær ved, staar man ubeslutsom og taus … Men i Kærlighed har Taushed ogsaa større Værdi end Ord.» «Ofte vover man ingen Indsats af Frygt for at tabe alt – og maa alligevel stevne frem; – men hvem kan sige netop hvor langt? – Fortvilet at være Elsker og opdage noget i sin Gunst og ikke turde tro det, at maatte vakle uafbrudt mellem Frygt og Forhaabning.» – –

«Men skifter end Kvalerne, naar man er fjærnt fra den Elskede, saa ønsker man altid hendes Nærvær i Haabet om at lide mindre. Og dog, naar man ser hende, tror man at lide endda værre end før.» «Skal vi ikke have Medynk med en saadan Elsker.»

Blandt Pascals øvrige Arbejder ligger dette som et lidet leende Solstrejf over et traurigt, fjeldtungt Landskab. Det er hans korte, lyse Ungdomsdrøm om Livet, som her en eneste Gang finder Ord.

Det er en anden Pascal end ham, vi skal stifte Bekendtskab med i Pensées. Ingen Menneskeforagt, intet Livsfiendskab, som slaar Panderynker til Menneskets inderligste Livsinstinkt.

Det er tværtom en Glæde, men stilfærdig, tilkæmpet gennem Lidelser, dæmpet af Vemod, som lægger sin Farve og Stemning over dette Prosastykke om Kærlighed.

Det er en anden Pascal … mere Hedning end Kristen i sin naive Tro paa de rent jordiske Idealer, i sin Beundring for Menneskeaandens Storhed, i sin villige Ja-sigen til de menneskelige Lidenskaber, i sin lyse Tillid til Menneskets Adel.

«Kærligheden og Ærgærrigheden, det er de to Passioner, som høver Manden bedst. Kærligheden for den Unge og Ærgerrigheden, den ædle Attraa efter Storhed, for den Ældre!»

Han priser et Liv, hvor disse Passioner har afløst hverandre i den rigtige Rækkefølge.

Mennesket er skabt for at tænke, og den rene Tænkning vilde gøre ham fuldkommen i sin Lykke. Men uheldigvis er det saa, at Mennesket ikke stadig kan leve i den rene Tænknings Højder. Han trænger Bevægelse, Handling – Lidenskaber. – Derfor hedder det snart efter med umiddelbar Overbevisning:

«Hvem kan tro, at vi er kommen til Verden for andet end at elske?» – og et Øjeblik senere med samme kategoriske Bestemthed: «Mennesket er skabt for Glæden. Han fornemmer det i sig som Vished; han trænger ingen Beviser. Derfor er det blot Fornuft at give sig hen til Glæden.»

«I en stor Sjæl,» hedder det videre, «der er alt stort. Derfor, jo større Aand, desto stærkere Lidenskaber. Thi disse tilhører Aanden; de er Følelser og Tanker, om de end foranlediges ved Legemet.»

«Aandsklarhed skaber ogsaa Klarhed over Lidenskaben. Den store og klare Aand elsker heftig, og den ser distinkt, hvad den elsker.»

«Digterne har fremstillet Eros blind; men det er falsk at sætte skille mellem Fornuft og Kærlighed; thi begge er ét, begge en Tankernes Konvergens mod det samme Punkt. Det vilde heller ikke være ønskeligt, at det var anderledes. De blinde Lidenskaber vilde gøre Menneskene til sanseløse Maskiner. Lad os derfor tage Bindet fra Eros’ Øje.»

Som man ser: dette er den velbyggede Hjærne, der fornemmer Tankernes klare, kølige Gennemrislen som et stille, fint Velvære; det er Logikeren, der med Velbehag lader Øiet glide henover de rene Konturer i den Bygning, hans egen symmetriske Fantasi er i Færd med at rejse. Det er den stærke Aands nyfødte Selvbevidsthed, dens stille Overmod ved at svinge ud gennem Rummet paa egne Vinger. Denne nye frejdige Selvbevidsthed er den første Frugt af hans filosofiske Læsning. Det er to Filosofer, to indbyrdes vidt forskellige Aander, som hver for sig har havt en dybtrækkende Indflydelse paa Pascals Udvikling. – Det er Epiktet og Montaigne.

Hvad der først og fremst indtager den unge Tænker for den ene og for den anden af disse to Moralister, er deres naturlige, sunde Menneskelighed.

For ham, der i en tidlig Alder havde gennemgaaet oprivende aandelige Anfægtelser midt under de haardeste kropslige Lidelser, var det en Befrielse at faa stifte Bekendtskab med en mildere, naturligere Opfatning af Liv og Menneske end Datidens religiøse.

Den Afhandling om Kærligheden, som jeg nys har omtalt, er et veltalende Vidnesbyrd herom. Man genfinder i «Discours» baade Epiktet og Montaigne.

Naar vi nævner Epiktets Navn staar vi ved Modpolen af den Aandstilstand, den Grundbetragtning af Livet og Mennesket, der i Indledningen karakteriseredes som intellektuel og moralsk Pessimisme. Epiktet opbøjer Menneskenaturen, han er en utrættelig Lovpriser af dens Storhed. Hans Grundtanke er, at Mennesket af Naturen er dygtig til at erkende, hvad der er sandt og ville, hvad der er ret (moralsk sandt). Han er en Jeg-Dyrker og en Fornuftdyrker. Han er Anfører for den optimiske Aandsretning, der gennem alle Tider bekæmper den urgamle, metafysiske Pessimisme.

Det er Epiktets urokkelige Tro paa Menneskeaandens ufejlbare Evne til at skælne og erkende, hans høje Tanker om «den rene Fornuft», som mødes med Pascals logiske Instinkter.

Det er Logikeren i Pascal, som finder sig selv igen i den gamle Filosofs Fryd ved at trække Slutninger og sige ergo. Det er som Nietzsche har sagt: Logikeren er af Naturen Optimist. Han fejrer med hver Slutning en Jubelfest.

Med Epiktet affinder Pascal sig i Løbet af sin Udvikling temmelig let. Dybere og varigere Mærker har han af den tvetydige Montaigne, det næst foregaaende Aarhundredes store franske Skribent.

Montaigne er den store Anstødssten paa Pascals Bane. Sammenstødet gav hans Udvikling den endelige Retning, men forvoldte ham Saar, der aldrig lægedes.

Det fortælles, at en gammel Dalaï-Lama engang skulde aabenbare sin designerede Efterfølger den sidste Hemmelighed, Guds Ansigt. Og han løftede Sløret for den sidste Hemmelighed, og bagenom var – Intet. For Pascal er Montaigne en saadan Dalaï-Lama. men det Slør, han løfter, er Sløret for den unge Tænkers Bevidsthed om sine inderste Sjæledyb, sine almægtige, ubodelige Tvil.

Vi kender ham som en Natur, hvis eneste Lidenskab var Vished. Hans Forskergenius havde i forbausende kort Tid ført ham til Grænsen af det, Menneskeaanden kan erkende. Hans logiske Sans havde en Tidlang glædet sig indenfor disse Grænser og beundret de Vidder, som de indesluttede. Indtil han, ledet af Montaigne, siger til sig selv: Det er altsaa ikke mere, som kan vides; det er altsaa blot dette. Udenfor Omraadet af denne begrænsede Viden, der er alt Gaade, alt Hemmelighed. Og selv dette begrænsede, selv det er en Gaade og en Hemmelighed. Selv det er tvetydigt, uvist … Og Følgen var en inderlig Ækkelhed for denne anmassende Smule Fornuft, som vejer og vrager uden at erkende og uden at forstaa, et bittert Velbehag ved overalt, paa alle Punkter at blotte dens Vanmagt. Bittert, men dog et Velbehag, thi netop i denne Gærning fejrede dog hans Fornuft sin store Triumf. Og denne uendelige Ironi fornam han …

Men hermed er Pascals Mellemværende med Montaigne ikke afgjort.

«Montaigne», siger Sainte Beuve, «det er intet filosofisk System, det er ikke engang i første Række en Skeptiker eller Pyrroniker; Montaigne, det er slet og ret Natur.» Han vil ikke noget bestemt, han følger ingen Plan og adlyder intet Doktrin. Han læser sine Klassikere og nedskriver sine Tanker, naar det falder ham ind. Lidt efter hvert, ligesom af sig selv, samler de sig til den Bunke af Causerier, som han har efterladt under Titelen «Essais». «At være Menneske, det er hans eneste Kald og Profession. Han fordyber sig ikke i noget mere specielt, fordi han er bange for at svigte denne sin rent almenmenneskelige Bestemmelse.» Og naar den gamle Causeur kender, at det lakker mod Enden, saa siger han med Henblik paa sit Liv: «Jeg har set det grønnes, set det blomstre og bære Frugt; nu ser jeg det visne, lykkelig, fordi det er naturligt» – og dør stille og tilfreds, som han havde levet.

Intet oprørte Pascals etiske Instinkter mer end denne magelige Menneskelighed, der havde Tvilen til Hovedpude. For ham, den legemlig Lidende, var Tvilen dog den uudholdigste Lidelse. Montaignes lykkelige Indolens var ham ufattelig, og den smærtede ham, som Synet af alt naturligt og sundt smærter den Syge.

Af disse Sjælebrydninger fremgik det Had til Montaigne og dermed til det naturlige Menneske, som har fundet saa sublime Udtryk i hans Pensées.

II.

Vi staar foran det Tidspunkt i Pascals Liv, da han gennemgaar sin vaandefuldeste aandelige Krise, sin anden og afgørende Omvendelse. Dette er den sidste Brydning af hans i brudte Linjer løbende Udvikling. Vi har seet ham som ganske ung intenst fordybe sig i den ædrueligste af alle Videnskaber, men forlade den, opgive den helt og holdent, da den ikke længer kan tilfredsstille hans bydende Attraa efter Visshed. Vi har seet, hvorledes han trækkes med af Religionens Dragsug, men atter skylles tilbage og klamrer sig fast til Livet og til et lysere, mildere Liv end det, han tidligere kendte. Han modtager i denne Tid de stærkeste Indtryk fra en Aandsretning, der er Kristendommen fremmed, dog uden nogensinde at komme udenfor Religionens Indflydelse. Og den stadig tiltagende Selvfordybelse, som Studiet af Epiktet og Montaigne tvinger ham til, fremskynder den nye, store Omvendelse. For Pascal har denne Begivenhed en videre Betydning end den, man plejer at forbinde med dette Ord. Den betegner nemlig det endelige Gennembrud og den endelige Udformning af hans Personlighed. Eller maaske den psykologiske Proces, som de kristne kalder Omvendelse, netop er en Personlighedens Genesis. Det uomvendte Menneske er Mennesket af Flokken, det naturlige, udadvendte Menneske, hvem ingen indre Oplevelse har vækket til den Bevidsthed og den Fortvilelse, som Kristendommen fordrer. Men Omvendelsen, som er Summen af disse indre Oplevelser, er derfor i sin Begyndelse den samme Proces som den, der udvikler det oprindelige naive Menneske til Personlighed; og det Krav, som lange Slægtrækkers Livserfaring og Livsfilosofi har opretholdt under Navn af Guds Krav til Mennesket, Kravet paa Omvendelse, – det er intet mindre end det egentlige kategoriske Imperativ, der ligger bagenfor den eneste virkelige, den individuelle Etik: Søg din Ensomhed, og bliv en Personlighed.

Det hedder i et af Pascals Smaaskrifter, at den første Frugt af Omvendelsen er, «at Sjælen opfatter sig selv og enhver anden Ting paa en helt ny Maade». Det samme er Tilfældet med den emanciperede Personlighed. Den ser ikke længere med laante øjne; den har indtaget sin egen, absolut ensomme Stilling, hvorfra alt har et nyt Udseende og en ny Betydning. Løst fra Moderstammen maa den leve sit eget Liv. – Men Omvendelsen er ikke blot en Frigørelse. Paa sit næste Trin er den Underkastelse. Pascal fremstiller dette Afsnit af Omvendelsens Psykologi i sit nys citerede lille Skrift: En Synders Omvendelse, og det er sine egne Gennemlevelser, han fremstiller: Ensomhedsfølelsen ledsages af en knugende Fornemmelse af alle Tings Uholdbarhed og Intethed. Alle de Ting, Mennesket som uomvendt var knyttet til og havde sin Glæde af, mister sin Betydning. «Han betragter de forgængelige Ting som gaaende eller allerede gaaede tilgrunde; og med den sikre Udsigt til Tilintetgjørelsen af alt det, han elsker, gribes han af Skræk; han ser, at hvert Øieblik fravrister ham et Gode, at det, han mest holder af, uafbrudt svinder hen, og at endelig en Dag vil komme, da det vil være borte alt det, som han satte sit Haab og sin Lid til. Og han forstaar fuldt ud, at det var skrøbelige og forfængelige Ting, hans Hjærte var bundet af, og at hans Sjæl vil være ensom og forladt da, naar Livet brister … Det blir intet for ham alt det, som skal vende tilbage til Intet: Himlen over ham, Jorden under ham; hans Legeme, hans Aand, hans Slægt, hans Venner og Fjender; – Rigdom, Fattigdom – Lykke, Ugunst, Anseelse, Foragt, Sygdom, Sundhed … alt mister sin Betydning for ham, ja selve Livet.» Kommen saa langt, er det blot i det hinsidige, Mennesket kan søge sin Tilflugt. Han kender alt vakle under sig som foran en Verdens Sammenstyrtning; hans Sind er i Hvirvel, han svimler over Intethedens Afgrund.

Men da er han nær Gud. Og Guds Nærvær fylder Sjælen med dyb, ydmyg Andagt. «Den fornemmer sin egen Ringhed, men synes ikke, at den kan forringe sig nok og gør uafladelig nye Anstrængelser for at fornedre sig til det usleste Intet foran Guds uendelige Vælde. Lige til den udmattet og opgivet tilbeder i Taushed, tilbeder og lovpriser og blot ønsker gennem Evigheder at tilbede og lovprise og kende sig som Guds usleste og unyttigste Skabning.»

Dette er i brede Omrids Pascals egen Omvendelse. Den betegner samtidig hans Personligheds Uafhængighedserklæring og dens Overgivelse paa Naade og Unaade. Den frigør hans Syn paa Verden og Menneskene og frigør hans Tænkning om Menneskers Liv og Vilkaar. Dristig, uskaansomt undersøger og dømmer han, vejer og vrager han uden anden Autorisation end den frie Personligheds Ret. Men overfor Guddommen falder den frigjorte Personlighed sammen i fladtrykt Underdanighed; overfor det uendeliges Mysterium bøjer han sig ikke bare; han kaster sig i Støvet og bliver Støv.

Det er i 1654, at denne Omvendelse finder Sted, og man plejer gærne at datere den fra en Hændelse, som da indtraf og gjorde et saa voldsomt Indtryk paa Pascals Sind, at han vistnok aldrig forvandt dets Virkninger. Paa en Festdag om Høsten hint Aar er han ude paa en Køretur og har, som den fornemme Mands Søn, fire eller kanske endog sex Heste spændt foran Vognen. Paa Neuillybroen løber Hestene løbsk, netop paa et Sted, hvor Broen savnede Rækværk. De kaster sig til Siden; de stejler, fnyser over Randen, forskræmte og blindede. De forreste er alt udfore. Det er et øjeblik i isende Rædsel for ham, der staar i Vognen, oprejst, lammet; et øjeblik med Livet og Døden i Balance over en smal Bjælke! Da springer Sæletøjet; de bagerste Heste holder igen, og Ulykken var afværget.

Siden den Tid er han altid besat af Dødens Nærvær. Den ligger som en Mare over ham i vaagne Nætter; puster ham sin vaade Aande i Ansigtet; glaner paa ham med øjne, der suger Rædselen frem i stivnende Frostflager over hans syge Krop. Og den gøner hans Sanser ved højlys Dag. Gang paa Gang og uden at ville det maa han gennemleve det Forfærdelige, indtil Afgrundsvisionerne skærer som Glimt af Vanvid gennem hans ellers saa klare Bevidsthed. – Er Omvendelsen hans Flugt fra disse Fortvilelser, saa skaffede den ham dog intet varigt Refugium. Saavel Dødens som Tvilens Angester synes at have fulgt ham til det sidste, og det tiltrods for den haardnakkede Lidenskab i hans Hengivelse. Intet var ham derfor modbydeligere end det sløve Letsind, hvormed de fleste Mennesker omgaaes Tanken paa Døden. «Denne Ligegyldighed irriterer mig,» udbryder han heftig. «Jeg kan ikke ynkes over den; den forbauser og forfærder mig. C’est un monstre pour moi – en Gruværdighed.» Atter og atter kommer han tilbage til dette uden at blive færdig med at forundres og forarges.

Hændelsen paa Neuillybroen omtales ikke af Gilberte Pascal. Hun anser – «næst Guds Naade» – den yngre søster Jaquelines Indflydelse paa Broderen som den afgørende Aarsag til hans Omvendelse. Dette lader sig ogsaa forstaa af det varme Hengivenhedsforhold, som forbandt disse to Søskende. Jaqueline var tidligere bleven revet med af Broderens første religiøse Vækkelse, og saa stærkt, at hun forlod Verden og sin Ungdom og traadte ind i Port Royal. Hendes elskelige Væsen og inderlige Trosglød gjorde hende til et Mønster endog i dette verdensforsagende Søskendsamfund. «Det var hende derfor saa smærteligt,» siger Gilberte, «at han, hvem hun næst Gud skyldte disse Naadegaver, ikke selv var i Besiddelse af Naaden; og da min Broder ofte besøgte hende, saa talte hun ogsaa ofte med ham om dette, og med saa megen Magt og Mildhed, at det endelig lykkedes hende at overtale ham til at bryde helt og holdent med Verden, ligesom han havde overtalt hende først.» – «Og for at kunne gennemføre denne Plan,» fortsætter Gilberte, «og bryde over tvert med alle sine Vaner, forandrede han Opholdssted og tog for en Tid Bopæl ude paa Landet – (med «landet« menes selvfølgelig Port Royal des Champs) –; og da han vendte tilbage derfra synte han saa vel, at han vilde forlade Verden, at Verden endelig forlod ham … Al hans Tid var optagen af Bøn og Læsning i den hellige Skrift, og denne Læsning skaffede ham en utrolig Glæde. Han plejede at sige, at den hellige Skrift ikke var en Kundskab for Aanden, men for Hjærtet, og blot klar for dem, som var oprigtige af Hjærtet, men dunkel for alle andre …» Kanske der er lidt nødtvungen Resignation, næsten lidt Mismod i disse Ord; kanske det alligevel var en «Kundskab for Aanden», en Tankens Forvisning, Pascal haabede at opnaa ved sine ihærdige Bibelstudier. Han læste Bibelen med Lidenskab, op og op igjen, saa han i bogstavelig Mening kunde den udenad; og under Trykket af den Forudsætning, som han delte med sin Samtid, at Bibelen lige til mindste Ord og Komma var Værk af guddommelig Inspiration, opbød han alt sit Skarpsind for at ophæve Modsigelserne og forene Uforenlighederne i de hellige Forfatteres Vidnesbyrd. Han fordybede sig der for ogsaa med Iver og Taalmod i Studiet af Samtidens Teologi og stod fuldt og tungt rustet, da Begivenhederne tvang ham til at kaste sig ind i den religiøse Strid.

Som enhver Strid i den teologiske Verden, har Jansenistfejden i det syttende Aarhundrede hvirvlet op Skyer af Støv, der lidt efter lidt har aflagret sig i de ugennemrodelige Dynger, som kaldes historisk Materiale: Det er Fakultetserklæringer fra Sorbonnens Professorsværm, det er Forestillinger og Modforestillinger, der er Angrebs- og Forsvarsskrifter, det er Flyveblade, Pamfletter, Skandskrifter og Banbuller – og alle disse Akter og Dokumenter liggende igen som Askehauger efter et udbrændt Helvedsbaal af Lidenskaber.

Det var en Bog, som fik denne Brand til at blusse, rigtignok en Bog i tre Foliobind, udgiven anno domini 1640 og kaldet «Augustinus». Dens Forfatter, Hollænderen Cornelius Jansen eller Jansenius, døde to Aar før dens Udgivelse og undgik belejlig de hidsige Kampe, som hans Værk skulde give Anledning til. Værket, hvis Tendens var rettet mod Jesuiterne, blev voldsomt angrebet af disse, som paastod, at det i ikke mindre end fem Hovedpunkter afveg fra den ortodoxe Kirkelære. Og de opnaaede at faa Jansenii Lære fordømt ved pavelige Banbuller, til trods for at Tilhængerne ihærdig afviste de graverende Anker for Kætteri i fem Hovedpunkter. Striden stod paa i Aarrækker. Jansens Tilhængere hørte til Port Royals Brodersamfund; det var herfra, den forhenværende Advokat Arnauld udsendte sine Apologier for Mesteren (1645); og herfra var det, at der hele elleve Aar senere spredtes udover Frankrige de anonyme Flyveblade, som kaldes Lettres à un Provincial.

[Pascals] Provincialbreve regnes endnu blandt de fornemste Værker i Frankriges klassiske Litteratur. Det franske Sprog møder os her i den Prosa, hvis enkle og linjeædle Skønhed det syttende Aarhundredes store Skribenter saa kærlig og nænsomt dyrkede. Men fremforalt er Provincialbrevene som religiøst Stridsskrift et Mesterværk. I én klar og behersket Fremstilling, støttet paa Citater af Jesuiternes egne Skrifter, afdækkes deres fossile Ortodoxi og elastiske Moral, med en Haan, saa ubønhørlig dødende, at Jesu Selskab aldrig har kunnet genvinde sin gamle Stilling og Anseelse.

Brevene vakte ved sin Fremkomst en overordentlig Opmærksomhed, ogsaa udenfor de nærmest interesserede Kredse. Man saa for første Gang et aandeligt Emne behandlet i et letfatteligt og elegant Sprog; man kunde overse og faa Grunde i en teologisk Fejde uden at blindes af Røgen fra et tungt scholastisk Artilleri. – De er stilede til en «Provinsmand», det vil sige til den store, dannede Almenhed, og det er denne Almenheds sky Respekt for Jesuitismen, som Pascal vil tilintetgøre. Forsaavidt er han Molières Forløber. Han bereder Sindene for den Uvejrs skur af Haan og Latter, som ti Aar senere skulde fare henover Bigotteriet med Tartuffe. Men, modsat af Tartuffe, er Pascals Værk Udtryk for en positiv religiøs Grundanskuelse og Udbrud af en brændende sekterisk Nidkærhed.

III.

At Pascal saa ivrig tog del i den teologiske Strid og saa afgjort stillede sig paa Jansenisternes Side, skyldtes ikke nærmest en personlig Bitterhed mod Jesuiterne, hvor inderlig end disse hule Brødre maatte byde hans Retskaffenhed imod. – Den antijesuitiske Bevægelse i hans Samtid var overhoved ingen blot og bar Reflexvirkning af Jesuiternes Angreb; den havde sin mægtige Drivfjær i en Grundidé, der i Udviklingens Løb spontant bryder ud og underlægger sig Sindene. Vi har allerede strejfet denne Idé og set den spire af Menneskets urgamle Mistrøstighed og Mistro til sig selv; og vi finder den igen, udtrykt i teologiske Formler i Augustini og Jansenii Lære om Arvesynden og Naadevalget.

Grundridset af deres System er følgende: For at Menneskene skal kunne komme i Samfund med Gud, maa de besidde hans Naade, d.v.s. de maa være udvalgt af Gud; han maa ville dem. Før Syndefaldet ejede Menneskene Evne til efter Forgodtbefindende at bruge eller undlade at bruge denne Naade. De stod fuldkommen frie i sit Valg. Men da de valgte at synde, tabte de samtidig for bestandig sin oprindelige Frihed. Medens det primitive Menneske i en vis Henseende var Herre, saavel over Naaden som over Synden, saa blev efter Syndefaldet Menneskene til Slaver, enten af Synden eller ogsaa af Naaden. Alle deres Gærninger, selv de bedst udseende, er ligesaamange Synder, fordi Udspringet, «Opkommet» er forgiftet. Thi Grundsynden – det er efter denne Lære selve Existensen, selve Livet. «Den største Synd er den at være født.» – Fra denne Elendighed findes der blot en eneste Udvej; men den har Menneskene selv intet Middel til at finde. Det er atter Naaden; den bestemmer og retleder Viljen til det Gode og gør Mennesket skikket til Samfund med Gud. Men blot de enkelte, som han fra Evighed har udseet, bliver delagtige i denne Naade. Han skylder ingen den; thi alle er lige syndige og i lige høj Grad værdige til Fordømmelsen. Men, uvist af hvilken Grund, fritager han enkelte og lader Retfærdigheden gaa sin Gang med de andre. Og for dem, han har villet fritage, er Naaden uimodstaaelig. De trækkes magnetisk til Gud som de andre frastødes. De er Slaver af den suveræne Naade …

Trods sine Spidsfindigheder, sin ofte forvredne Logik – trods alt – er der noget sublimt, noget vanvittigt og samtidig noget for den spekulative Betragtning evindelig sandt og dybt i det Gudssyn og den Verdensanskuelse, som denne Teologi aabenbarer. Den ser det disharmoniske og ulykkelige i Tilværelsens Princip, og den lader en vilkaarlig Guddom, et uangribeligt Fatum raade for Menneskenes Handlinger og Tilskikkelser. Et eneste Skridt til, en eneste Oprørskrusning gennem disse bundne Sjæle, og de vilde give Gud Skylden for Menneskenes Brøde …

Deres Gud sidder langt ude i Rummet, vred og vældig, ensom. Verdner kredser tyst og hastig, i Ringe, som hans Vilje har fæstnet. Sole flammer, og Lyn knitrer om hans Trone. Han ved alt, formaar alt; hans Øjne er stikkende, altskuende, og han er langsom til at glemme. Som en Despot omgiver han sin ensomme Majestæt med udvalgte Lovsyngere. De andre knuser han, de andre – hans Skabninger. Dulgt er han for dødeliges Tanker, og kold for døendes Bønner.

Og Mennesket – en styrtet Seraf, en forulykket Storhed. Ufri i sin Vilje, uren i sin Attraa; hvileløs, fredløs. Evig drivende, utilfreds, gennem evige Forandringer. Baaren af Støvet, bunden af Støvet, halv og ufuldkommen og dobbelt i sin Natur; sønderslidt mellem Godt og Ondt; forgiftet i sine inderste Livskilder; hjemfalden til den Forfærdeliges Vrede. Et Billede af Brøden og af Lidelsen – et Guds Vrængebillede. – Slig taarner sig for disse kristne Pessimister de to Modsætninger, Almagten og Afmagten: Paa den ene Side den uudforskelige og ubønhørlige Guddom, en Antropomorfisation af det blinde Verdensprincip i den uafhængige Metafysik. Paa den anden Side det enkelte Individ, Mikrokosmen, et magtesløst Støvgran i Verdensmagternes Hvirvelstorme, men samtidig i sin Bevidsthed optagende, rummende en Genspejling af det store hele … Dette fører ind i Pascals Tanker.

Efter Provincialbrevenes Udgivelse arbejdede Pascal i Stilhed paa det store filosofiske Værk, som Døden kom og hindrede ham i at fuldføre. Og Manuskriptet overlodes til hans Venner i Port Royal; det faldt i Hænderne paa Udgivere, hvis første Omsorg ikke var at overlevere Forfatterens Text pur og ren til Efterverdenen, men saa vidt mulig, ved Udeladelser og Tilføjelser, at konformere den med deres egne eneberettigede Anskuelser; sandelig den værste Skæbne, som kan times en Forfatters Efterladenskaber. Vort Aarhundredes Textkritik har stræbet henimod at skaffe Pascal Oprejsning overfor hans Venner, – disse velmenende Tosser, som for at bevare Samklangen i sine fromme Syngekor tiltroede sig ret til at lade en genial Mands Tankebørn kastrere.

Planen for Pascals Værk var hans hele romanske Aandsretning værdig; den synes ogsaa at være noget af det mest grandiose, en Kristendomsforkynder nogensinde har udtænkt; den var: at fremstille den kristne Religion, ikke som en sidste Nødstilflugt for fortvilede Sjæle, men som den sidste og endelige Station, hvor Aandstoget gennem alle Tvil og al Skepsis og al Vantro med haard logisk Nødvendighed maa stanse; – den var: at lede et Menneske til Omvendelsen ad den Vej, han selv havde vandret, den han mente var den eneste mulige for Individet med den fuldtudviklede Bevidsthed: Vejen til Paradiset gennem Helvede og gennem Skærsilden. – Som nævnt hindrede Døden hans Værk fra at blive den fulde Virkeliggørelse af denne Plan. Eller – vilde han alligevel ikke have kunnet virkeliggjøre den? Den Selvudvikling, han rekapitulerer i Pensées, stanser den i nogen Gudsforvisning, i noget Paradis? – Hans Bog vil kunne svare. Thi netop fordi den foreligger i ufærdig Stand, netop fordi den blot er en Samling hastig nedskrevne Tanker uden stræng systematisk Forbindelse og uden villet kunstnerisk Udformning, har den sit høje Sandhedsværd som Selvbekendelse. Den er en Samling Brudstykker, ikke af et Værk, men af en Sjæl. Men som ethvert Aandsværk betegner Pensées en Udløsning af Iagttagelser og Idéer, der har sit fornemste Værd i sig selv, uafhængig af sin Ophavsmands Personlighed. Han har undfanget og nedskrevet de bedste af disse Tanker i Stunder, da Aanden fejrede sin stille Højtid i hans Sjæl; de vil derfor aldrig miste sin Gyldighed, saalænge der findes Sjæle, som har fornummet denne Højtidsstilhed. –

Den ustadige og abrupte Fremstillingsmaade, der udmærker Pascal som alle Aforistikere, vanskeliggør en samlende Oversigt over Tankegangen i hans Værk. Han var en Modstander af sin Samtids berømte Systematiker, René Descartes. Det er denne Filosof han tænker paa, naar han etsteds siger, at det at more sig over Filosofien først rigtig er at filosofere. Og det er fremdeles Descartes han hentyder til, naar han spotter over de brammende Titler – «Om Tingenes Natur», «Om Filosofiens Principer» o.s.v. – som Filosoferne brugte at give sine Værker. Den Filosofi, som troede at kunne erkende Tingenes Natur og Princip, eller rekonstruere Verden i logiske Systemer, var ham en Daarlighed. «At trænge ind til Tingenes Centrum er ligesaa umuligt som at omfatte deres Periferi.» Thi det er en Uendelighed i det smaa som i det store, indover som udover. «Og hvad er Mennesket i Naturen? Et Intet overfor det Uendelige og noget uendeligt overfor Intet: noget Midtvejs mellem Intet og Alt.» Og som vort Legeme saa er ogsaa vor Aand begrænset; den kan blot erkende, hvad der ligger mellem Yderlighederne: det endelige. «Vore Sanser opfatter intet yderligt: altfor voldsom Larm bedøver os; altfor stærkt Lys blænder os; altfor stor Afstand og altfor stor Nærhed hæmmer Synet … Derfor kan vi ligesaa lidt vide med Vished som være absolut uvidende.» – «Hvis der er en Gud, saa er han uendelig ufattelig; vi er ude af Stand til at erkende, enten hvad han er, eller overhoved om han er.» – «Det er en Sygdom, naturlig for Mennesket, at tro at besidde Sandheden umiddelbart; af Naturen kender man blot Løgnen. » – «Det er to Yderligheder, som rækker hinanden Haanden: den oprindelige Uvidenhed, hvori alle Mennesker befinder sig ved Fødselen, og den ligesaa store Uvidenhed, hvortil de store Sjæle naar, naar de har gennemfaret alt det, Menneskene kan vide.»

Skarpere kan hans Mistillid til Fornuften ikke pointeres. Dog bryder hans oprindelige Natur stundom med Vold igennem:

«Mennesket er blot et Siv, og det svageste i Naturen; men et Siv med Bevidsthed. Der trænges ingen Verdensmagter i Vaaben, for at han skal knuses. Lidt Giftgas, en Vanddraabe er nok til at dræbe ham. Men selv om Universet tilintetgjorde ham, saa vilde Mennesket dog være ædlere end dette; fordi han ved, at han dør. Medens Universet er ubevidst om sin Overmagt. Mennesket er et forsvindende Punkt i Verdensaltet; men Mennesketanken omslutter det hele. I Tanken bestaar derfor al vor Værdighed; i den maa vi søge vor Højhed, ikke i noget endeligt eller timeligt.»

«Men Tanken – hedder det igen – saa beundringsværdig og uforlignelig i sin Natur, har Fejl, der gør den foragtelig og latterlig.» «Menneskene er øjensynlig skabt for at tænke; deri bestaar al deres Værdighed, og al deres Pligt er at tænke ret.» Naar de ikke anstrænger sig for at gøre dette og maaske ikke kan gøre dette, saa maa det bero paa en Fordærvelse af deres oprindelige Natur, et Fald, hvorved selve Tænkeevnen har taget Skade. Saaledes forsoner Religionen ham med Epiktet og Montaigne.

Men selv om Tanken kunde retlede Mennesket og gøre det lykkeligt, saa hæmmes den først og fremst af Lidenskaberne. «Der er en indre Krig i Mennesket mellem Lidenskaberne og Fornuften. Nogen Fred vilde han kunne nyde, hvis han var et Væsen, udstyret med Fornuft og uden Lidenskaber eller blot med Lidenskaber og uden Fornuft. Men som han engang er, kan han ikke have Fred fra en Side uden at have Krig fra den anden. Altid opreven og splittet, altid modsigende og modsagt af sig selv – saa er Mennesket.» Alle Pascals Tanker udstraaler fra denne dualistiske Grundbetragtning: Mennesket er samtidig noget uendelig højt og noget uendelig lavt; stort ifølge sin oprindelige Bestemmelse, smaat ifølge sin korrumperede Natur. Elendig er Menneskets Lod, men det er stort i Bevidstheden om sin Elendighed. Alle dets Lidelser beviser netop dets Storhed. Ce sont misères de grand Seigneur; – en detroneret Fyrstes Lidelser.

Og han sammenfatter al sin Undren, Beundring og Foragt i dette Udraab, der larmer som et Stenras: «Hvilken Kimære er ikke Mennesket! Hvilket Paradox og hvilket Uhyre! Hvilket Kaos, hvilken Modsigelse, hvilket Vidunder! Alt værendes Dommer og Bedømmer, – dog blot en Orm af Støvet; en Forvarer af Sandheden, og dog en Kloak af Misregning og Uvished. Universets Pryd og dets Afskum!»

Man begynder allerede at skimte Tendensen i denne generelle Fremstilling af Menneskenaturens Dobbelthed og Fordærvelse. Af begge Dele skal Arvesynden fremlyse som en uomstødelig Kendsgærning, og Mennesket bringes til at fortvile om at kunne hjælpe sig uden Guds altbesejrende Naade, – bringes til at gaa vild i sine egne Forvisninger, gaa glip af alle naturlige Fæster for at kunne fæstes til Gud. Man vil ogsaa mærke denne Tendens i de Afsnit af Pensées, hvor Pascal aabenbarer sig mindre som en opbragt Anklager end som en skeptisk Railleur, en Montaignes og en La Rochefoucaulds Frænde. Man læse f. Ex., hvad han skriver om «Retfærdigheden»:

«Hvorfor overfalder du mig!» – «Ei, hvad! Bor du ikke paa den anden Side af Grænsen! Min Ven, hvis du boede paa denne Side, saa vilde jeg være en Røver, og det vilde være en Forbrydelse at dræbe dig; men som det nu er, er jeg en Helt, og er i min gode Ret.»

«Man forsikrer, at Retfærdigheden beror paa naturlige Love, der er kendt i ethvert Land. Men det løjerlige er, at der ikke findes en eneste saadan naturlig Lov, der er universel. Rov, Blodskam, Barnemord … alt har været regnet med blandt gode Gærninger. – Jeg har set alle Lande og alle Mennesker undergaa Forandringer; og efterhvert som jeg har været nødt til at ændre min Opfatning af, hvad der egentlig er Ret og Retfærdighed, er jeg kommen til den Erkendelse, at vor Natur er i idelig Forandring. Denne Mening har jeg ikke ændret; og om jeg ændrede den, vilde dette bare bestyrke min Mening.»

«Det er farligt at sige til Folket, at Lovene ikke er retfærdige; thi de adlydes blot, fordi de ansees for retfærdige. Man bør derfor samtidig sige, at de skal adlydes, fordi de er Love, ligesom Øvrigheden adlydes, ikke fordi den er retfærdig, men fordi den er Øvrighed. Kan man faa gjort dette begribeligt, saa vil man komme enhver Opstand i Forkøbet – og det er jo netop Retfærdighedens Definition.»

«Uden Tvil vilde den ligelige Fordeling af Ejendom være retfærdig. Men da man ikke har kunnet faa Magten til at bøje sig for Retten, har man sagt, at det var ret at bøje sig for Magten; da man ikke har kunnet magthævde Retten, har man retshævdet Magten, for at Ret og Magt kunde blive tilhobe og Freden tilvejebringes, hvilket dog er det største Gode.»

Summum jus summa injuria, det er den Pascalske Retslære i kort Begreb. Paa Daarskab og Svaghed hviler de sikreste og bedste Institutioner. «Paa Folkets Daarskab og Svaghed er Kongedømmet grundlagt, derfor hviler det paa fast Grund, thi intet er sikrere end at Folket altid vil være svagt og dumt. Men hvad der beror paa den sunde Fornuft, f. Ex. Ærbødigheden for Visdom, det staar paa slet Grund.» Al Garanti for Sandheden fattes Menneskene; «hvad der er sandt, set fra en Side, er falsk, set fra en anden.» Vi kender blot halve Sandheder, perspektiviske Sandheder. Det gælder, naar vi skal afgøre, hvad der er Ret eller Uret, Godt eller Ondt. «Siger man, at det er ret at leve i Kyskhed? Jeg svarer nej; thi da vilde Verden forgaa. I Ægteskab? Men Afholdenhed er dog rettere. – Skal man ikke dræbe? Jo, thi Udskejelserne vilde ellers blive forfærdelige og Forbryderne faa Overhaand. – Man skal altsaa dræbe? Nej, det er at ødelægge Naturens Værk.» –

Saa ægger han Tvilene frem i den han vil føre. Alt ved Mennesket er tilfældigt og ubestandigt. «Jeg føler, at jeg ikke er noget evigt eller nødvendigt Væsen; thi Selvet bestaar i Bevidstheden, og jeg vilde aldrig faaet Bevidsthed, hvis min Moder tilfældigvis var bleven dræbt før min Fødsel. » Men en Ting ved Menneskene er nødvendig: Galskaben. «Saa nødvendig er Menneskene gale, at det blot vilde være en anden Slags Galskab ikke at være gal.» Han er en Mistænker af enhver naturlig menneskelig Egenskab; han spotter over Medlidenheden, som han udskælder Magtbegæret og oprøres over Trangen til Adspredelser. Han skildrer det naturlige Menneske som en Forbryder og dets Lod som en Straffanges: «Man forestille sig et Antal Mennesker i Lænker og dømte til Døden. Hver Dag bliver nogen henrettede for de andres Øjne; de, som bliver tilbage, ser i sine Kameraters Skæbne sin egen, og de ser paa hverandre i haabløs Smærte, hver forventende sin Tur. Dette er Billedet af Menneskenes Lod.»

Med denne Livsopfatning kan ikke Ideen om nogen mildt forsonlig Guddom forenes. Guden med Jernnæven og Naadevalget staar her bagenom som den mystiske, uerkendelige Verdensmagt, hvortil Pascal mere af Banghed end Kærlighed klyngede sig uden at tro paa den. Et eiendommeligt Bevis herfor leverer de Sandsynlighedsberegninger, han opstillede for Guds Tilværelse. Voltaire, der spotter over disse i sine misforstaaende og overfladiske Kommentarer til Pensées, formaaede ikke at fatte, hvor utilstrækkelige alle deistiske Gudsbeviser var til at udfylde de Afgrunde af Tvil, hvorover Pascals Sjæl stadig svimlede. Alle hans Tanker om Kristus, om Miraklerne, om Jøderne, alle hans Beviser for Religionen har én Kærne: Gud er uerkendelig og ubeviselig, én uafbrudt gentagen Grundformel: Deus absconditus. – Vanskelig har nogen inderligere, smærteligere fornemmet Kristendommens Paradox end denne frie Tænker og nidkære Sekteriker, og vanskelig har nogen med heftigere Lidenskab dræbt sig selv Tomme for Tomme for dette Paradox. Hans Liv efter Omvendelsen var en eneste selvpaalagt Pønitense, og det er lettere at beundre end at fatte hans heroiske Udholdenhed i Selvpinslerne. Pensées er Fortællingen om Sjælelidelser, maaske ogsaa en Slags Revanche for et Livs Martyrium. Hans Plan var jo at lede et Menneske til Religionen ad de Veje, han selv var vandret: sænke dette Menneske i de Vaander, hvori han selv krympede sig. Han var en Syg, der hævnede sig paa de sunde, en Menneskeslægtens uvillige Aktor for den uforsonlige Guds Dommersæde … Han var, siger Voltaire anerkendende, en veltalende Injuriant af Menneskeslægten.