Synnøve Solbakken/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel (Første Binds. 289-296).
◄  2
4  ►

Snart blev mangehånde fortalt i bygden; men ingen visste noget med sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere set på Solbakken, efterat de begge var konfirmeret, og det var dette folk minst kunde forstå. Ingrid kom ofte over, Synnøve og hun gik da gjærne en tur i skogen; — „bliv ikke for længe borte,“ ropte moren efter dem. „Ånej!“ svarte Synnøve — og kom ikke hjæm før i kvællingen. De to friere mældte sig på ny. „Hun får selv være om det,“ sa moren, og faren mente det samme. Men da Synnøve blev tat avsides og spurt, fik de avslag. Der mældte sig også flere, men ingen hørte om, at de bar lykken med sig hjæm fra Solbakken. Engang moren og hun stod og skuret nogen mælkeringer, spurte moren hvem hun egentlig tænkte på. Det kom så hastig over Synnøve, at hun blev rød. „Har du git nogen noget løfte?“ spurte hin igjæn og så sikkert på henne. „Nej,“ svarte Synnøve raskt. Da blev der ikke tale mere om den ting.

Da hun var det beste gifte folk visste av at sige, så var det lange øjne som fulgte henne, der hun gik ved kirken, det eneste sted hun var til at se foruten i hjæmmet; hun fantes nemlig ikke ved nogen dans eller annen lystighed, såsom forældrene var haugianere. Thorbjørn sat like overfor henne i kirkestolen, men de taltes aldrig ved, så vidt folk kunde mærke. Så meget tyktes hvær og en allikevel at vite, at der måtte være noget imellem dem, og da de ikke omgikkes hinannen på samme vis som annet ungt kjærestefolk i dalen, begynte man at sige mangt og meget. Thorbjørn blev likesom ikke videre likt. Han følte det nok selv; ti han la vel hårdt frem, hvor flere var sammen, således ved danse og i bryllup; og hændte det da, at han en og annen gang gik sig bent frem i et slagsmål. Hermed sagtnet det dog, efterhvært som flere lærte hvor stærk han var; Thorbjørn vænte sig derfor tidlig til i£ke at tåle, at nogen stod vel meget i vejen for ham. — „Nu er du kommet på din egen hånd,“ sa Sæmund, far hans; „husk dog ænnu på, at min kanske er stærkere end din!“

Høst og vinter gik, våren kom, og ænnu visste folk intet bestemt. Der for så mange rygter rundt — om de avslag Synnøve hadde utdelt, at hun halvvejs blev gående som for sig selv. Men Ingrid fulgte henne; de to skulde drage til sæters sammen i år, da Solbakkefolket hadde kjøpt part i Granlidsæteren. Man hørte Thorbjørn synge oppe i lierne; ti han laget et og annet til for dem.

En vakker dag, da det alt lakket mot kvællen, og han var færdig, satte han sig hen og tænkte på et og annet. Det var nok mest hvad der taltes i bygden, han tænkte på; han la sig på ryggen hen i det røde og brune lyng, og med hænderne opunder hodet gav han sig til at stirre op i himlen, som den gik der blå og skinnende bak de tætte trækroner. Det grønne løv og bar fløt ut over den i en skjælvende strøm, og de mørke grener, som skar igjænnem gjorde sælsomme, ville tegninger deri. Men himlen selv var kun til at se, når et blad blaffet til side; længer borte, mellem de kroner som ikke nådde hværandre, brøt den frem som en bred elv i lunefulle svingninger, og løp henover. Dette stemte hans sinn, og han begynte at tænke på det han så ....

— — Bjørken lo atter med tusen øjne op til granen, furuen stod der med taus foragt og strittet med sine pigger til alle sider; ti efterhvært som luften blev mere kjælen, kviknet flere og flere sjuklinger til, rænte i vejret og stak det friske løv like op i næsen på den. „Montro, hvor I var i vinter?“ spurte furuen, viftet sig og svedte harpiks i den utålelige hete. „Det er næsten for galt! — så langt mot nord ... fy-y!“

Men så var det en gammel, gråskallet furu, som så op over alle de andre — kunde ænda bøje en fingerrik gren næsten lodret ned og ta en dristig løn i dens øverste hårtot, så den skalv like ned i knærne. Denne favntykke furu hadde menneskene kvistet altid længer og længer opover, til den engang, træt og kjed av det, med ett skjøt sådan tilvejrs, at den spinkle gran ved siden blev rædd og spurte den om den også husket vinterstormene. „Om jeg husker dem?“ sa furuen og dasket den ved hjælp av nordenvinden således om ørene, at den ikke var langt ifra at tape sin holdning, og det var ilde nok. Den storlemmede, mørkladne furu hadde nu sat en så vældig fot i jorden, at tærne stak op en 6 alen ifra den, og var ænda tykkere æn omkring det tykkeste av seljen, hvad denne med undseelse en kvæll hvisket til humlen, som forælsket spant sig opover den. Den skjæggede furu var sig sin vælde bevisst og mælte til menneskene, idet den højt over deres ævner jog gren på gren ut i den ville luft: „Kvist mig, om I kan!“

„Nej, de kan ikke kviste dig!“ sa ørnen, nedlod sig nådig, la sine vinger sammen med anstand og pusset noget usselt fåreblod av sine fjær. — „Jeg mener jeg ber dronningen sætte sig her, jeg; — hun har nogen ægg hun skal kaste,“ tilføjet den sagtere og så ned på sine skallede ben; ti den var skamfull over, at der kom flyvende en del milde erindringer fra hine tidligste vårdage, hvori man blir halvtosset over den første solvarme. Snart hævet den igjæn hodet og blikket under det fjærskygde bryn op i de sorte urer, om dronningen ikke skulde sejle der etsteds, æggtung og lidende. Avsted satte den, og furuen kunde snart se parret oppe imot den klare blå luft, hvor de sejlte i like linje med den højeste fjælltop og avhandlet sine huslige anliggender. Det var ikke frit at den var litt urolig; ti så gild den æn følte sig, var det dog ænnu gildere at få et ørnepar at vugge. De kom begge ned — og like til den! De talte ikke til hværandre, men gav sig ifærd med at hænte kvister. Furuen videt sig, om muligt, ænnu mere ut — det var da heller ingen som kunde hindre den deri.

Men mellem den øvrige skog blev der vel en travl snak, da de så hvad ære der var overgåt storfuruen. Der var således en liten, tækkelig bjørk som stod og spejlte sig over en dam og trodde, at den hadde ret til at vænte litt ælskov av en gråhvit linerle, der hadde for vis at sove middag i den. Den hadde duftet linerlen like op i næbbet, klæbet småkryp fast til bladene sine, så de var lette nok at fange; ja, tilsist hadde den i heten bygget og bøjd sammen et tæt lite grenhus, tækket med friske blade — så linerlen virkelig var på vej til at inrette sig der for sommeren. Nu derimot: ørnen hadde sat sig fast i storfuruen, og væk måtte den. Det var vel en sorg! Den sang en trillende avskedssang, men ganske sagte, forat ørnen ikke skulde mærke det.

Bedre gik det ikke nogen småspurver borti et orekjærr. De hadde ført et så syndigt leven der, at en trost tæt ved, oppe i en ask, aldrig fik sove i rette tid, blev stundom lynende sint og gjorde munn. En alvorlig hakkespæt i nabotræet hadde ledd, så den nær hadde drattet av pinnen. Men der så de ørnen i storfuruen! og trosten og småspurven og hakkespætten og alt som flyve kunde, måtte avsted over hals og hode, over og under grenene. Trosten bante, der han fløj, på at han ikke oftere skulde leje slik, at han fik spurvene til gjænboer.

Så stod skogen der omkring forlatt og eftertænksom midt i det muntre solskin. Den skulde ha al sin glæde av storfuruen, men det var en tynn glæde. Skogen bøjde sig bange, hvær gang nordenvinden gik, storfuruen slog luften med sine vældige grener, og ørnen fløj i ring om den, rolig og sindig, som om det blot var en krypende kastevind der bar nogen ussel virak op til den fra skogen. Men den hele furufamilie var glad! Ikke én husket, at den selv intet rede fik at vugge det år. „Væk!“ sa de, „vi er av slægten!“

— — Hvad ligger du og tænker på?“ spurte Ingrid — hun trådte smilende frem mellem nogen busker, som hun holdt bøjd tilside. Thorbjørn rejste sig: „Å, så mangt kan leke i ens hug,“ sa han og så trossig hen over trærne. „Ellers snakker de for meget i bygden på denne tid,“ la han til, idet han børstet noget støv av sig. „Hvorfor bryr du dig også bestandig om, hvad folk siger?“ „Å jeg vet ikke rigtig; — men — ænnu har aldrig folk sagt noget, som ikke har været i mit sinn, om det også ikke har været i min handling.“ — „Det var styggt sagt.“ — „Det var det også,“ sa han; om litt føjet han til: „men det var sant.“ Hun satte sig på grønsværet, han stod og så ned for sig. „Jeg kan let bli slik, som de vil ha mig; de skulde la mig være som jeg er.“ „Så er det din skyll tilsist allikevel.“ — „Kan gjærne være, men de andre har del i en. - - Jeg siger: jeg vil ha fred!“ ropte han næsten og så op mot ørnen. „Men Thorbjørn!“ hvisket Ingrid. Han vændte sig mot henne og lo. „Hyss, hyss,“ sa han; „som sagt: mangt kan leke i ens hug. — Har du talt med Synnøve idag?“ „Ja; hun er alt draget til sæteren.“ „Idag?“ — „Ja.“ — „Med Solbakke-bølingen?“ — „Ja.“ „Tralala!“

Å solen ser ned på træet sit,
  triumlire!
„Står du der, du skinnende gulle mit?“
  triumlit, triumlat, —
fuglen vågnet og skvatt:
 „Hvad er på færde? —“

„Imorgen løser vi bølingen,“ sa Ingrid; hun vilde vænde tanke til en annen kant. „Jeg skal være med at drive!“ sa Thorbjørn. — „Nej, far vil selv være med,“ sa hun. „Ja så,“ sa han og taug. — „Han spurte efter dig idag,“ sa hun. „Gjorde han det?“ sa Thorbjørn, skar en kvist av med sin tollekniv og begynte at flække den. - - „Du skulde tale oftere med far æn du gjør,“ sa hun blidt. „Han holder meget av dig,“ la hun til. — „Det kan gjærne være,“ sa han. — „Han taler ofte om dig, når du er ute.“ — „Desto sjældnere, når jeg er inne.“ „Det er din skyll.“ — „Det kan gjærne være.“ — „Slik skal du ikke tale, Thorbjørn; du vet selv hvad der er imellem eder?“ — „Hvad er det da?“ — „Skal jeg fortælle det?“ — „Det kommer vel på ett ut, Ingrid; du vet hvad jeg vet.“ — „Ja visst; du farer for meget på din egen hånd; det vet du han ikke liker.“ — „Nej, han vilde nok holde i armen.“ — „Ja helst når du slog.“ - - „Skal da folk få lov til at gjøre og sige, hvad de vil?“ — „Nej; men du kan også gå litt av vejen; det har han selv gjort, og er blet en agtet mann ved det.“ — „Han er kanske blet mindre plaget.“ — Ingrid taug litt, så fortsatte hun efter at ha set sig om: „Det nytter vel ikke at komme in på dette igjæn; men allikevel... hvor du vet at uvenner væntes, bør du være borte.“ — „Nej, nætop der vil jeg være! Jeg heter ikke Thorbjørn Granliden for ingenting.“ Han hadde flækket barken av kvisten; nu skar han den midt over. Ingrid sat og så på ham, spurte noget langt: „Skal du til Nordhaug på søndag?“ — „Ja.“ Efter at ha tiet en stund uten at se på ham, sa hun igjæn: „Vet du, at Knut Nordhaug er kommet hjæm til søsterens bryllup?“ „Ja. — Nu så hun på ham: „Thorbjørn, Thorbjørn!“ „Skal han ha mere lov nu æn før til at gå imellem mig og andre?“ „Han går ikke imellem; ikke mere æn andre vil.“ „Ingen kan vite hvad andre vil.“ „Det vet du godt.“ „Selv siger hun i alle fall ingenting.“ „Å, hvor du kan snakke!“ sa Ingrid, så uvillig på ham, rejste sig og så bak for sig. Han kastet sine kviststumper, satte kniven i sliren og vændte sig mot henne: „Hør, — jeg er stundimellem kjed av dette. Folk skjænder æren både av mig og henne, fordi intet går åpenlyst til. Og på den annen kant... jeg kommer jo ikke engang over på Solbakken — fordi forældrene ikke kan like mig, siger hun. Jeg får ikke besøke henne, således som andre gutter besøker sine jænter, fordi hun nu er av de hellige — må vite!“ „Thorbjørn!“ sa Ingrid og blev litt urolig, men han fortfor: „Far vil intet ord lægge in; — fortjener jeg henne, får jeg henne, siger han. „Snak, bare snak på den ene side — og intet vederlag for snakket på den andre; ja jeg vet ikke engang, om hun virkelig . . .“ Ingrid for til og la hånden over hans munn, idet hun så sig tilbake. Der blev buskene atter bøjd tilside, og en høj, slank en trådte blussende rød frem; det var Synnøve.

„God kvæll!“ sa hun. Ingrid så på Thorbjørn, som hun vilde sige: der kan du se! — Thorbjørn så på Ingrid, som han vilde sige: det skulde du ikke ha gjort. Ingen så på Synnøve. „Jeg får vel lov at sætte mig litt; jeg har gåt så meget idag.“ Og hun satte sig; Thorbjørn vændte på hodet som for at se, om det var tørt der hun satte sig. Ingrid hadde latt øjnene løpe nedover til Granliden, og nu ropte hun med ett: „Å nej, å nej! Fagerlin har slitt sig og går midt i nyakeren. Det stygge dyr! Kjelleros også? Nej, nu bær det over sig; det er fornø'n vi snart kommer på sæteren!“ — og så la hun nedover henad lierne uten at sige farvel engang. Synnøve rejste sig straks. „Går du?“ spurte Thorbjørn. „Ja,“ sa hun; men hun stod.

„Du tør gjærne vænte litt,“ yttret han uten at se på henne. — „En annen gang,“ blev der sagte svaret. — „Det kan bli længe til.“ — Hun så op; han så nu også på henne; men det var en stund før de sa noget. „Sæt dig igjæn,“ sa han litt forlegen. „Nej,“ svarte hun og blev stående. Han følte trossen stige op; men da gjorde hun noget han ikke hadde væntet, — hun gik et skridt frem, bøjde så like mot ham, så ham op i øjet og sa med et smil: „Er du vred på mig?“ Og da han skulde se til, så gråt hun. „Nej,“ sa han, luerød i ansigtet.

Han rakte hånden frem; men da øjnene var fulle av vand, mærket hun det ikke, og han drog den tilbake. Så sa han ændelig: „Du har altså hørt det?“ ,.Ja,“ sa hun, så op og lo; men der var nu flere tårer i øjnene æn før; han visste ikke hvad han skulde gjøre og sige; det fallt ham derfor av munnen: Jeg har kanske været for slem.“ Det var meget mildt sagt; hun så ned og vændte sig halvt bort: „Du skal ikke dømme om det, du ikke kjænner.“ Dette var sagt med halvkvalt røst, og han blev helt ille derved; han følte sig som en gutunge og sa derfor også, da han ikke kunde finne noget annet: Jeg ber dig om forladelse.“ Men da brast hun ut i virkelig gråt. Det kunde han ikke tåle, men gik hen og tok henne om livet og lutet sig nedover henne: „Holder du også rigtig av mig, Synnøve?“ — „Ja,“ hulket hun. „Men du er ikke lykkelig ved det?“ Hun svarte ikke. „Men du er ikke lykkelig ved det?“ gjæntok han. Hun gråt nu mere æn nogensinde og vilde drage sig unda. „Synnøve!“ sa han og tok fastere om henne. Hun la sig op til ham og gråt meget.

„Kom, vi skal tale litt sammen,“ sa han, og han hjalp henne at sætte sig i lynget; selv satte han sig ved siden. Hun tørret sine øjne og forsøkte på at smile; men det vilde ikke gå. Han holdt en av hennes hænder og så henne in i ansigtet. „ Kjære, hvorfor kan jeg ikke komme over på Solbakken?“ Hun taug. „Har du aldrig bedt herom?“ Hun taug. „Hvorfor har du ikke det?“ spurte han og drog hennes hånd nærmere til sig... „Jeg tør ikke,“ sa hun ganske sagte.

Han blev mørk, trak den ene fot litt til sig og lænet albuen til knæet, idet han la sit hode i hånden ... „På denne måte kommer jeg vel aldrig derover,“ sa han ændelig. Istedetfor svar begynte hun at rykke lynget op. „Å ja ... jeg kan vel ha gjort mange ting . . som . . ikke var som de burde. - -En måtte dog bære litt over med mig ... Jeg er ikke ond — han stanset en stund — jeg er også ung ænnu, — litt over 20 år . . Jeg - -“ han kunde ikke fullføre straks. „Men den som holdt rigtig av mig,“ sa han igjæn - -„måtte dog ...“ her stanset han rent.

Da hørte han ved siden av sig dæmpet: „Du skal ikke tale slik ... du vet ikke hvor meget en ... jeg tør ikke engang sige Ingrid det . . (og så igjæn i stærk gråt) .. jeg ... lider . . . . så meget!“ Han slog armen om henne og trak henne tæt til sig. „Tal til dine forældre,“ hvisket han, „og du skal se alting blir godt.“ — „Det blir som du vil,“ hvisket hun. „Som jeg?“ Da vændte Synnøve sig og bøjde sin arm om hans hals. „ Holdt du såpas av mig som jeg av dig!“ sa hun meget inderlig og med et forsøk til smil. — „Og det gjør jeg ikke?“ sa han blidt og sagte. — „Nej, nej; du tar intet råd av mig; du vet hvad der fører os sammen, men du gjør det ikke. Hvorfor gjør du det ikke?“ — Og da hun nu var kommen i vej med at tale, så sa hun i samme fart: „Herregud, visste du hvor jeg har væntet på den dag, jeg skulde få se dig over på Solbakken. Men altid skal en høre om noget, der ikke er som det burde være, — og det skal være forældrene selv som bærer det in til en.“ — Da tændtes likesom et lys for ham; han så henne nu tydelig gå der over på Solbakken og vænte på en liten fredelig stund, hvori hun kunde føre ham blidt frem for forældrene; — men han gav henne aldrig en sådan stund.

„Dette skulde du ha sagt mig før, Synnøve!“ — „Og det har jeg ikke gjort?“ — „Nej, ikke således.“ — Hun tænkte litt over dette; så sa hun, idet hun la sin forklæ-snip i små folder: „Så var det vel fordi . . . jeg ikke turde rigtig.“ Men dette, at hun hadde frygt for ham, rørte ham slik at han for første gang i sit liv gav henne en kyss.

Hun blev så forandret ved det, at gråten stanset med én gang og øjnene blev usikkre, idet hun forsøkte at smile, så ned, ændelig op på ham, og smilte nu virkelig. De talte ikke mere, — dog fant de hinannens hænder igjæn; men ingen av dem turde trykke til. Så drog hun sig sagte tilbake, gav sig ifærd med at tørre sine øjne og sit ansigt, klappe sit hår ned, da det var kommet litt i urede. Han sat der og tænkte i sit stille sinn, mens han så på henne: er hun mere blyg æn de andre bygdens jænter, og vil omgåes på en annen måte, så skal en ikke sige noget dertil.

Han fulgte henne op til sæteren, som ikke lå langt unda. Han vilde gjærne gå hånd i hånd; men der var kommet noget over ham som gjorde, at han knapt turde røre ved henne, og syntes det var forunderligt, at han hadde lov til at gå ved siden av henne. — Da de skiltes, sa han derfor også: „Det skal vare en stund, til du atter spør noget galt fra mig.“

Hjæmme holdt far hans på at bære korn på kværnen, fra stabburet av; ti bygdens folk rundt omkring malte på Granlidkværnen, når vandet i deres egne bækker var gåt op; Granlidelven var aldrig tør. Her var mange sækker at bære, somme ret store og somme overmåde store. Kvinnfolkene stod tæt derved og vridde klær som var i vask. Thorbjørn gik bort til faren og tok fat i en sæk. Jeg skal kanske hjælpe dig?“ — „Å jeg gjør det nok selv,“ sa Sæmund, lettet rask en sæk på rygg og drog avsted mot kværnen. „Her er mange av dem,“ sa Thorbjørn, tok fat i to store, satte rygg imot og grep over skuldrene med en hånd i hvær, idet han støet mot til siderne med sine albuer. Midtvejs møtte han Sæmund, som gik tilbake efter flere; faren så hastig på ham, men sa intet. Da Thorbjørn i sin tur gik tilbake mot buret, møtte han Sæmund med to ænnu større sækker. Denne gang tok Thorbjørn en liten en og gik med den; da Sæmund møtte ham, så han på ham, og længer end forrige gang. Så skedde det, at de siden kom til at stå ved buret på én gang. — „Her er kommet bud fra Nordhaug,“ sa Sæmund; „de vilde ha dig med til bryllups på søndag.“ — — Ingrid så bønlig hen til ham fra sit arbejde, moren likeså. — „Jaså,“ svarte Thorbjørn tørt, men tok denne gang de to største sækker han kunde finne. „Går du?“ spurte Sæmund mørk. — „Nej.“