Synnøve Solbakken/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Granlidsæteren lå vakkert til, bygden kunde oversees derfra, Solbakken først og fremst med sin mangefarvede skog omkring, — og dernæst de andre gårder, som de lå der i en ring av skog, så den grønne voll med husene i midten så ut som en funnen fredsplet, der med magt var tat fra den ville mark. Det var 14 gårder som kunde tælles fra Granlidsæteren; av Granlidgårdens hus så de blot takene, og det ænda blot fra den ytterste pynt paa sætervollen. Allikevel blev jænterne ofte sittende og se efter røken som steg op av piperne der. „Nu koker mor til middag,“ sa Ingrid; „idag skal de ha salt kjøtt og flæsk.“ „Hør, der roper de på mannfolkene,“ sa Synnøve; „montro hvor de arbeider idag?“ Og deres øjne fulgte røken, som skyndte sig fort og vilter op i den fine solglade luft, men snart spaknet, betænkte sig — fløt så i et bredt tog ut over skogen, altid tynnere, tilsist som et viftende flor, og snart næppe synlig. Mangen tanke steg dem da i sinn og la sig ut over bygden. Den dag møttes de ved Nordhaug. Det var et par dager efter brylluppet; men da dette skulde stå en seks dager, nådde der ænnu, ret som det var, skudd og enkelte rop av de aller kraftigste op til dem. — „De har det muntert der,“ sa Ingrid. — „Jeg skal ikke misunne dem det,“ sa Synnøve og tok sin binding. — „Det skulde dog være trøjsamt at være med,“ sa Ingrid, der sat paa huk og så bortover mot gården, hvor folk gik frem og tilbake mellem husene — nogen henad stabburet til, hvor vei bord med mat stod opdækket, andre parvis længer fra dem og i fortrolig samtale. — Jeg vet ret ikke hvad du længes efter der borte,“ sa Synnøve. — Jeg vet det knapt selv,“ sa Ingrid, der sat som før; „det er vel dansen,“ føjet hun så til. Synnøve svarte ikke noget derpå. „Har du aldrig danset?“ spurte Ingrid. — „Nej.“ — „Tror du da det er synd at danse?“ — Jeg vet ikke rigtig.“ Ingrid talte ikke mere om det straks; ti hun mindedes, at haugianerne strængt forbød dans, og forældrenes forhold til Synnøve i det stykke vilde hun ikke videre prøve. Men hvordan nu tankerne fallt, så sa hun om en stund: „Bedre danser æn Thorbjørn har jeg aldrig set.“ — Synnøve væntet litt, før hun sa: „Ja, han skal danse godt.“ — „Du skulde set ham danse,“ utbrød Ingrid og vændte sig mot henne. Men raskt svarte Synnøve: „Nei, det vil jeg ikke.“

Ingrid studset litt ved det, —Synnøve hældte sig ned over sin binding og talte sine næster op. Med én gang lot hun bindingen falle i fanget, så ænde ut for sig og sa: „Så inderlig glad som jeg er idag, har jego dog ikke været på længe.“ — „Hvorfor?“ spurte Ingrid. — „Å — — fordi han ikke danser på Nordhaug idag!“ Ingrid sat i sine egne tanker. „Ja, der skal være jenter som længes efter ham,“ sa hun. Synnøve åpnet munnen, som vilde hun tale, men taug, trak en stikke ut og byttet. „Thorbjørn længes nok selv også; det skal jeg være sikker på,“ sa Ingrid, men mærket først bakefter hvad hun hadde sagt, og så på Synnøve, der sat blussende rød og bant. Nu kunde Ingrid med stor fart se bakover på den hele samtale, slog hænderne sammen, flyttet sig på knæ i lynget, så at hun kom foran henne, — og gav hun sig til at se Synnøve like in i øjnene; men Synnøve bant. Da lo Ingrid og sa: „Nu har du mangen Herrens god dag gåt og gjæmt noget for mig igjæn.“ — „Hvad siger du?“ spurte Synnøve og kastet et usikkert blik på henne. — „Du er ikke sint, fordi Thorbjørn danser,“ sa Ingrid som før. Den andre svarte ikke. Ingrids ansigt var bare et eneste smil, og så tok hun Synnøve om halsen og hvisket henne in i øret: „Men du er sint, fordi han danser med andre æn dig!“

„Hvor du snakker!“ sa Synnøve, slet sig løs og rejste sig. Ingrid rejste sig også og gik efter henne. „Det er synd du ikke kan danse, Synnøve!“ sa hun og lo; — „rigtig stor synd! Kom nu, så skal jeg likeså godt lære dig straks!“ Hun tok Synnøve om livet. „Hvad vil du?“ spurte denne. „Lære dig at danse, forat du ikke skal ha slik sorg i værden, som at han danser med andre æn dig!“ Nu måtte også Synnøve le, eller late som hun lo. „Der kan snart nogen se os,“ sa hun. „Gud signe dig for det svaret, så dumt som det var,“ sa Ingrid og gav sig allerede til at tralle og flytte Synnøve efter takten. „Nej, nej! Det går ikke an!“ — „Du har jo ikke været så glad på mangen god dag, sa du nylig; kom nu!“ — „Kunde det bare gå an!“ — „Prøv, så skal du nok se det går an!“ — „Du er så vilter, du Ingrid!“ — „ Han sa så, katten til spurven, da spurven ikke vilde stå stille, så katten kunde få ta ham; kom nu!“ — „Jeg har da i grunnen lyst også, men —“ „Nu er jeg Thorbjørn, og du den unge konen hans, som ikke vil han skal danse med andre æn dig.“ — „Men —“ Ingrid trallet; — „men“ — holdt Synnøve ænnu på; men hun danset allerede! Det var en springdans, og Ingrid gik foran med store skridt og manhaftige armsving, Synnøve efter med små skridt og nedslagne øjne, — Ingrid sang:

Og ræven lå under birkerot
  :,: bortved lynget. :,:
Og haren hoppet på letten fot
  :,: over lynget. :,:
Det er vel noget til solskinsdag!
Det glittrer for, og det glittrer bag
  :,: over lynget. :,:

Og ræven lo under birkerot
  :,: bortved lynget. :,:
Og haren hoppet i ville mot
  :,: over lynget. :,:
Jeg er så glad over alle ting!
Hu-hej, gjør du slike svære spring
  :,: over lynget? :,:

Og ræven væntet bak birkerot
  :,: bortved lynget. :,:
Og haren tumlet ham midt imot
  :,: over lynget. :,:
Men Gud forbarme sig, er du der! — —
— Å kjære, hvor tør du danse her
  :,: over lynget? :,:

„Nu, gik det ikke an?“ spurte Ingrid, da de andpustne stanset.

Synnøve lo og sa, hun hadde mer lyst til at valse. Ja, derfor var ingenting i vejen, mente Ingrid, og de laget sig alt til, idet Ingrid viste henne hvorledes hun skulde sætte føtterne; „ti valsen er vanskelig, den.“ Å det går nok, når vi bare kommer i takten,“ sa Synnøve, og Ingrid vilde da de skulde prøve. Så gjorde de, Ingrid sang, og Synnøve sang med, i begynnelsen blot nynnende, siden stærkt. Men da stanset Ingrid, slap henne og slog sine hænder sammen av bare forundring: „du kan jo valse!“ utbrøt hun.

„Hyss, lad os ikke tale mere om det,“ sa Synnøve og tok atter fat i Ingrid for at fortsætte. „Men hvor har du lært...“ „Tral, trål!“ — og hun svang henne. Da tok Ingrid fat ret av hjærtens

lyst, og hun sang:

Se, Solen danser paa Haukelidfjeld;
Dans, du Kjæresten min; — thi snart er det Kveld!
Se, Elven hopper mod blanken Hav;
Hop, du viltreste Gut; — der venter din Grav!
Se, Birken svajer for Vindenes Kast.
Svaj, du frejdige Mø, — hvad var det som brast?
Se, — —“

„Det er slige underlige Viser du synger,“ sagde Synnøve og stansede Dansen. „Jeg ved ikke, hvad jeg synger, jeg; Thorbjørn har sunget dem.“ — „Det er af Slave-Bents Viser,“ sagde Synnøve; „jeg kjender dem.“ — „Er det af dem?“ spurgte Ingrid og blev lidt ræd. Hun saa ud for sig og sagde ikke Noget; pludselig blev hun opmærksom paa En nede paa Vejen. „Du — der kjører Nogen ned fra Granliden og tager bort over Bygdevejen! —“ Synnøve saa ogsaa derhen. — „Er det ham?“ spurgte hun. — „Ja, det er vist Thorbjørn; han skal til Byen.“ — —

— — Det var Thorbjørn, og han kjørte til Byen. Den laa langt væk, han havde stort Læs, og kjørte derfor i Mag bortover den støvede Vej. Denne laa slig til, at den kunde sees fra Sæteren, og da han nu hørte det hauke deroppe ifra, skjønte han, hvem det var, steg op paa Læsset og haukede igjen, saa det ljomede mellem Fjeldene. Da spillede det paa Lur ned til ham, han sad og lyttede, og da det stansede, rejste han sig atter og haukede. Saaledes gik det bortover og han var glad tilmode. Han saa paa Solbakken og syntes, den aldrig havde havt saamegen Sol som nu. „Det er en velsignet Gaard“, tænkte han; medens han sad der og saa efter den, glemte han rent Hesten, saa den gik som den vilde. Da skvat han op ved at Hesten gjorde et svært Bøx til Siden, saa Skaaken knak, og Hesten afsted i vildt Trav udover Nord- hougmarkene; thi det var over dem Vejen gik. Han rejste sig i Vognen og holdt igjen; det blev en Kamp mellem ham og Hesten; den vilde udover en Skrent og han holdt. Han fik den saavidt, at den stejlte, og da hoppede han af, og havde, før Hesten atter satte i Fart, faaet Tag om et Træ, — og nu maatte Hesten staa. Læsset var tildels kastet, den ene Skaak itu, og Hesten stod og skalv. Han gik frem til den, tog den om Bidslet og talte den blidt til; han vendte den strax, forat være siker for Skrenten, om den lagde afsted paany; staa stille kunde den ikke, saa skræmt som den var, og han maatte i halvt Sprang følge den altid længer og længer fremad, lige op til Vejen igjen. Han foer da forbi sine egne Sager, som de laa der kastede overende, Kopperne itu og Indholdet tildels fordærvet. Hidindtil havde han været optaget af Faren, nu begyndte han at skjønne Følgerne af dette og blev harm; det stod for ham, at der ingen Byrejse blev af, og jo flere Betragtninger han gjorde, des harmere blev han. Kommen op til Vejen, skvat Hesten en Gang til, forsøgte saa at gjøre et Kast forat slide sig løs, — og da brød Harmen ud. Medens han med venstre Haand holdt Bidslet, gav han den med højre henad Lænderne af sin store Rejsesvøbe, Slag i Slag, Slag i Slag, saa den blev rasende og satte Forhoverne paa hans Bryst. Men han holdt den fra sig, slog den nu værre end før, af al sin Magt, og brugte Tykenden af Svøben. — „Jeg skal lære dig, din trodsige Tamp!“ og han slog. Hesten vrinskede og skreg, han slog. „Hej, her skal du kjende Næve, som er stærk!“ og han slog. Hesten fnyste, saa Skummet valdt ham nedover hans Haand; men han slog: „Det skal være første og sidste Gang, din Krøbling! Der! endnu et! saa! hej, din Fillegamp, du skal prøve Mandetugt!“ og han slog. Under dette havde de vendt sig, Hesten gjorde ikke længer Modstand, rystede og bævede under hvert Slag, og bøjede sig hvrinskende, naar han saa Svøben nærme sig i Luften. Da blev Thorbjørn ligesom lidt skamfuld; han holdt inde. I det Samme blev han var en Mand, der sad paa Grøftekanten, støttet paa Albuen, og lo af ham. Han vidste ikke hvorledes det gik til; det blev næsten sort for Øjet og med Hesten ved Haanden ruste han mod ham med hævet Svøbe. „Jeg skal give dig Noget at le af!“ Slaget faldt, men traf kun halvt, da Manden med et Raab væltede sig ned i Grøften. Her blev han staaende paa alle Fire, men vendte paa Hovedet, skelede til Thorbjørn og trak Munden skeft op til Latter; men Latteren selv hørte han ikke. Thorbjørn studsede; thi dette havde han seet før. Jo, det var Aslak.

Thorbjørn vidste ikke hvorfor; men det løb ham koldt nedover Ryggen. „Det er vel dig, som har skræmt Hesten begge Gange“, sagde han. — „Jeg laa bare og sov jeg,“ svarte Aslak og løftede lidt paa sig; „og saa vakte du mig, da du skabte dig gal paa Hesten din“. „Det var dig, som gjorde den gal; alle Dyr er ræd dig,“ og han klappede Hesten, der var saa sved, at det dryppede af den. „Han er nu vel endelig ræddere dig end mig; slig har jeg aldrig faret med nogen Hest,“ sagde Aslak, — han stod nu paa Knæ i Grøften. „Vær ikke for stærk i Munden!“ sagde Thorbjørn og truede med Svøben. Da rejste Aslak sig og kravlede op. „End jeg da! Jeg stærk i Munden? Nej — . . . Hvor skal du hen, som farer saa fort?“ sagde han med blid Stemme, idet han nærmede sig, men slingrende til begge Sider; thi han var fuld. — „Jeg slipper nok for at komme længer idag,“ sagde Thorbjørn, som sprættede Hesten ifra. „Det var rigtig lejt, det,“ sagde Aslak og nærmede sig endnu mere, idet han tog til Huen. „Gudbevaremig“, sagde han, „slig en stor, vaker Karl du er bleven, siden sidst jeg saa dig;“ han havde begge Næver i Lommen og stod, saa godt han kunde, og betragtede Thorbjørn, der ikke kunde faa Hesten løs. Thorbjørn trængte Hjælp; men han kunde ikke faa det over sig at bede hin om den; thi Aslak saa styg ud; hans Klæder var tilrakket af Grøften, hans Haar hang filtret ned under en blank Hat, der var dygtig gammel, og Ansigtet, skjønt tildels det velbekjendte, var nu bestandig fortrukket til Smil, og Øjnene endnu mere igjenlukte, saa han maatte holde Hovedet lidt bagover og Munden lidt gabende, naar han saa paa En. Alle Træk var blevne matte, og den hele Form var stivnet; thi Aslak drak. Thorbjørn havde tit nok seet ham før, hvilket Aslak ikke lod som han vidste. Som Skræppehandler havde han tit faret Bygden rundt, og var gjerne der, hvor der var Lystighed, da han havde mange Viser at synge, fortalte godt og fik Brændevin til Vederlag. Saaledes havde han nu været i Bryllopet paa Nordhoug, men havde, som Thorbjørn siden fik at vide, fundet det bedst at holde sig en Stund borte, da han efter gammel Vis havde faaet Folk op at slaaes og det truede med at gaa ud over ham selv. — „Bind Hesten ligesaa godt fast til Vognen som at sprætte den ifra“, sagde han. „Du maa saa alligevel op til Nordhoug for at faa dig istand igjen, enten du nu vil drage længer eller vende om.“ Thorbjørn havde nok tænkt det Samme, men havde ikke rigtig villet tænke det. „Der er stort Bryllup, der,“ sagde han. „Derfor ogsaa stor Hjælp“, svarte Aslak. Thorbjørn stod lidt tvivlraadig; men uden Hjælp kunde han hverken komme frem eller tilbage, og saa var det bedst at gaa op i Gaarden. Han bandt Hesten fast saalænge og gjorde saa. Aslak kom efter; Thorbjørn saa tilbage paa ham: „Saa faar jeg godt Følge til Bryllopsgaarden igjen“, sagde Aslak og lo; Thorbjørn svarte ham ikke, men gik fort. Aslak kom syngende efter:

Der drager to Bønder til Bryllupshus, o. s. v.,

en gammel, velkjendt Vise. „Du gaar fort, du“, sagde han om en Stund. „Du kommer nok frem alligevel“, lagde han til. Thorbjørn svarte ham ikke. Gjenlyd af Dans og Spil mødte dem, Ansigter gav sig til at se ud paa dem gjennem de aabne Vinduer i den store toetages Bygning. Grupper samlede sig i Gaarden. Han saa, at de talte sig imellem om, hvem det kunde være, tillige, at han snart var kjendt, og at de lidt efter lidt fik Øje paa Hesten dernede og Kopperne, som laa udover Jorden. Dansen hørte op, den hele Sværm væltede ud i Gaarden, netop som de To kom op. „Hid kommer Bryllupsfolk mod sin Vilje!“ raabte Aslak, da han endelig nærmede sig Kredsen, bag Thorbjørn. — Man hilste Thorbjørn og slog Kreds om ham.

„Gud signe Laget, godt Øl paa Bordet, vakre Kvindfolk paa Gulvet og gode Spillemænd paa Knakken!“ sagde Aslak og skjød sig i det Samme midt ind iblandt dem. Nogle lo, Andre forblev alvorlige; En sagde: „Skræppe-Aslak er altid ved godt Mod.“ Thorbjørn traf strax Kjendtfolk, som han maatte fortælle om sin Hændelse; de tillod ham ikke selv at gaa ned efter Hesten og Tøjet, men bad Andre gaa. Brudgommen, en ung Mand og fordums Skolekammerat, bød ham ind at smage paa Bryllopsbrygget og nu drog det til Stuen. Nogle vilde fortsætte Dansen, især Kvindfolkene, Andre vilde have en liden Drikkestund og faa Aslak til at fortælle, siden han nu alligevel var kommen til Gaards igjen. „Men du tør være lidt varere end sidst,“ lagde En til. Thorbjørn spurgte, hvor alt Folket var. „Aa,“ svartes der, „her gik nylig lidt uroligt til; nu er Enkelte gaaet til Hvile, Andre sidder borte paa Laaven og spiller Kort; men Nogle sidder ogsaa der, hvor Knud Nordhoug er.“ Han spurgte ikke efter, hvor Knud Nordhoug var.

Brudgommens Fader, en gammel Mand, der sad og røgte af en Kridtpibe og drak Øl til, sagde nu: „Kom saa med en Regle, du Aslak; det kan være gjildt nok at høre for en Gangs Skyld.“

„Er det flere, som beder mig?“ spurgte Aslak, som havde sat sig over en Krak et Stykke fra Bordet, omkring hvilket de Andre sad. „Javist,“ sagde Brudgommen og gav ham et Glas Brændevin; „nu beder jeg dig.“ — „Er det Mange, som beder paa den Maade?“ sagde Aslak. „Det tør hænde,“ sagde en ung Kone borte paa Sidebænken, og bød et Støb med Vin frem. Det var Bruden, en Kvinde paa 20 Aar, lyslet, men mager, med store Øjne og et stramt Træk om Munden. — „Jeg liker godt det, som du fortæller,“ lagde hun til. Brudgommen saa paa hende og hans Fader paa ham. „Ja, Nordhougfolket har altid likt mine Regler,“ sagde Aslak. — „Ære være dem!“ raabte han og tømte et Glas, som blev rakt ham af en Brudesvend. „Kom saa med Noget,“ raabte Flere. — „Om Sigrid Fantekjerring!“ raabte En. „Nej, den er styg!“ sagde Andre, især Kvindfolk. „Om Lierslaget!“ bad Svend Tambur. „Nej, heller noget Trøjsamt!“ sagde da en rank Gut, som stod i Skjortærmene og lænte sig opad Væggen, medens hans højre Haand, som hang slapt ned, foer vel ofte borti Haaret paa nogle unge Jenter, som sad der; de skjændte, men flyttede sig ikke.

„Nu fortæller jeg det, jeg vil, jeg,“ sagde Aslak. „Fanden heller!“ mumlede en ældre Mand, som laa over Sengen og røgte; hans ene Ben hang ned, med det andet laa han og sparkede til en fin Trøje, som hang over Sengestolpen. — „Lad være Trøjen min!“ raabte hin Gut, som stod op efter Væggen. — „Lad være Datter min,“ svarte han, som laa. Nu flyttede Jenterne sig. — „Jo, jeg fortæller, hvad jeg vil da!“ raabte Aslak; „Brændevin i Krop skyder Modet op!“ sagde han og slog de flade Hænder sammen med et Klask. „Fanden heller!“ gjentog Manden borti Sengen; „Brændevinet er vort.“ — „Hvad skal det sige?“ spurgte Aslak med ret aabne Øjne. — „Aa, den Grisen vi gjøder, slagter vi ogsaa,“ sagde Manden, idet han dinglede med Benet. Aslak lukte Øjnene igjen, men blev siddende i samme Stilling med Hovedet; saa faldt det ned paa hans Bryst, og han sagde ikke Noget.

Flere talte til ham; men han hørte det ikke. „Brændevinet tager ham,“ sagde hin i Sengen. Da saa han op, tog atter Smilet paa sig: „Jo, nu skal I høre en lystig Stub,“ sagde han. — „Gud bevare mig, hvor lystig!“ sagde han om en Stund og lo med vid Mund, men uden at de hørte Latteren. „Han er rigtig i Godlaget sit idag,“ sagde Brudgommens Fader. — „Ja, det var Raad til det!“ sagde Aslak; — „en Dram paa Rejsen da!“ sagde han og strakte Haanden frem. Den kom; han drak den langsomt ud, holdt Hovedet lidt bagover med den sidste Draabe i Munden, svælgte den saa og sagde, vendt til ham i Sengen: — „for jeg er nu Grisen Eders jeg!“ og lo som forrige Gang. Han spændte sine to Hænder om Knæet og løftede saaledes Foden op og ned, idet han selv med det Samme ruggede frem og tilbage — og saa begyndte han: „Jo, det var en Jente, som boede borti en Dal. Hvad Dalen hed, kan være det Samme, hvad hun hed ogsaa. Men Jenten var vaker, det syntes Gaardmanden paa — hys! — og det var hos ham hun tjente. Hun fik god Løn, fik hun, og hun fik mere end hun skulde have; thi hun fik et Barn. Folk sagde, det var med ham; men det sagde ikke han; thi han var gift, og det sagde heller ikke hun; thi hun var stolt, det stakkers Trold. Saa blev det nok en Løgn over den Daab, og det var en Skarv til Gut, hun havde født, saa det var slig Slag, om han blev døbt i en Løgn. Men hun fik en Plads under Gaarden, og det likte ikke Konen der, som ventelig var, og saa tag hun Manden baade Dag og Nat om at jage den Fantejenten paa Bygden. Kom Jenten didop, spyttede hun efter hende, men kom den vesle Gutten hendes for at lege med Gaardsgutterne, bad hun dem jage den Horungen; han var ikke bedre værdt, sagde hun.

Manden holdt igjen, saalænge han rigtig var Mand; men saa slog han sig paa Drikken, og da fik Kjærringen Taget. Siden blev det daarligt for Skarvejenten; det gik tilbage for hvert Aar og det stod slig til, at hun skulde sulte ihjel der med den vesle Gutten sin, og han vilde ikke fra Moderen, han.

Det var nu det ene Aaret, det andet med, og der var otte af dem; men endnu var ikke Jenten kommen fra Pladsen, skjønt nu skulde hun væk. — — Og saa kom hun væk. — — Men forinden stod Gaarden i lys og vaker Lue, og Manden brændte; thi han var fuld, - Kjærringen ræddede sig med Ungerne, og hun sagde, det var den Skarvejenten nede paa Pladsen, som havde gjort det. Det kunde gjerne hænde det. — — Og det kunde ogsaa gjerne være anderledes. — — Det var en underlig Gut, hun havde. I otte Aar havde han seet Moderen slide ildt og vidste vel, hvor Skylden var; thi Moderen sagde det ofte, naar han spurgte, hvorfor hun bestandig græd. Det gjorde hun ogsaa Dagen før hun skulde rejse, og derfor var han borte om Natten. — — Men hun kom paa Slaveriet paa Livstid, for hun sagde selv til Skriveren, hun havde gjort den vakre Luen deroppe paa Gaarden. — Gutten drog paa Bygden og fik alle Folks Hjælp, fordi han havde slig en slem Moder. — Saa drog han fra den Bygd og langt frem til en anden, hvor han ikke fik stor Hjælp, for der var nok Ingen, som vidste, hvilken slem Moder han havde. Jeg tror ikke, han sagde det selv. — Sidst jeg hørte fra ham, var han fuld, og de siger, han har lagt sig paa Drikken i den senere Tid; om det er sandt, skal være usagt, men det er sandt, at jeg ved ikke, hvad bedre han skulde gjøre. Det er en laak, ond Karl, kan I tro; han liker ikke Folk, endnu mindre, at de ere gode mod hverandre, og allermindst, at de er gode mod ham selv. Og han vilde gjerne, at Andre skulde være slig, som han er selv — skjønt det siger han blot, naar han er fuld. Og da græder han ogsaa, græder saa det hagler, — over ingen Verdens Ting; thi hvad var det ogsaa han skulde græde over? Han har ikke stjaalet en Skilling fra Nogen, eller gjort noget af det Gale, som mange Andre gjør, saa han sagte[1] Ingenting har at græde over. Og alligevel saa græder han, og græder saa det hagler, men ved ikke rigtig, hvoraf det kommer. Og skulde I se ham græde, saa tro aldrig paa det, for det er bare naar han er fuld, og da er han ikke ændsendes.“ — „Her faldt Aslak baglængs ned af Krakken i stærk Graad, men som snart gik over; thi han sovnede. — „Nu er Svinet fuld,“ sagde han i Sengen; — „da ligger han altid og tuder sig isøvn.“ „Dette var stygt,“ sagde Kvindfolkene og rejste sig for at komme bort. „Jeg har aldrig hørt ham fortælle andre Slags Historier, naar han selv fik raade,“ sagde nu en gammel Mand, som rejste sig borte ved Døren. — „Gud ved, hvorfor Folk vil høre paa ham,“ sagde han og saa hen til Bruden.

  1. sagte = sagtens.