Syk kjærlihet/XXII

Hans Jæger

Syk kjærlihet

Adolphe Reiff, 1893 (Syk kjærlihet - Bekjendelser - Fængsel og fortvilelse, s. 139-212).

Dagen efter. (Lørda 30^te Juni 88.)

... Toge har forlatt den siste station før Vestby, jei sitter der alene i kupéen me volsomt bankende hjerte —:

«Er hun der, er hun der ikke?... er hun der, er hun der ikke?» flyr det, suser det, surrer det runt i hode mit, fortere og fortere jo mere vi nærmer os — jei syns jei maa bli gal. Og jei biter tænderne fast sammen, griper me begge hænder omkring stokken og sætter haken haart ned paa søll-knappen — og stirrer saa, krampagti stivt, som for aa holle mei fast, paa den gul-hvite firkant af sol-lys som gjennem vindue faller støvfyldt ned paa bænken like overfor mei —

«er hun der, er hun der ikke?» — aa gud, jei blir gal!...

Pludseli sætter lokomotive i aa pipe — toge dæmper sin fart og jei farer op og stikker hode ut a vindue. I samme sekunn vet jei at hun er der ikke — paa platformen foran det gule Schwejtzerhus staar stations-mesteren og hans betjent mutters alene og stirrer mot det kommende tog.

Langsomt glier vi frem til stationen og stopper, og i en fart faar jei døren op og hopper ut — men stanser saa, aldeles forvirret, og vet hverken ut eller inn...

... Alt er jo forbi, sier jei forfærdet til mei sell — hva i alverden skal jei gjøre? — Venne tilbake me næste tog? eller gaa der bort hvor hun bor og forsøke aa faa snakke me henne ennu engang?... Naturlivis! naturlivis! det maa jei jo! — hun kan ikke bli vonn paa mei for det.

— og jei skynner mei afsted opover de bratte solbeskinnete bakkerne, mot kirken deroppe. Angesten rinner mei ned gjennem hver nerve mens jei gaar og jei ryster fortvilet mine knyttede hænder fremme foran tinningene og virrer idiotisk me hode og sukker det tongt hen for mei — alt er forbi, aa gud aa gud!... alt er forbi, aa gud aa gud!

— Aah, men jei maatte jo visst det paa forhaann! det var jo umuli... hun, den dejliste paa joren — og jei, elendie mann!... aa nej! — Men jei maa se henne ennu engang — Vera, aa nægt mei det ikke... bare en eneste gang, en siste?... Nej! nej! — hun nægter mei det ikke, kan ikke nægte mei det!...

og jei brister i graat a taknemmelihet over at hun er til, og synker ned ve siden a vejen og syns jei maa dø af vellysti smerte bare ve aa faa lov til aa se henne igjen...

Om litt rejser jei mei og gaar videre, fremdeles virrende me hode, men lissom trøstet allikevel — jei skal jo faa se henne igjen...

Jei er kommen op paa højden og svinger ut a det lille skovholte og tar henover den flate vejen — saa pludseli faar jei se henne et stykke borte komme kjørende mot mei i karjol — i hvit kjole, og stor gul straahat.

Et øjeblik stanser aannedrætte, alt blo strømmer til hjerte, det føles som det vil springe i tusinde filler; men i samme sekunn løsner det igjen, bloe sætter i stormløp afsted gjennem aarerne, bryste fylles me jubel — og me magt maa jei holle mei sell tilbake for ikke i galskap aa storme imot henne og kaste mei ned i støve og tilbe...

Men da jei er like ve henne tør jei ikke engang stanse — hun har jo en skyss-gut sittende bakpaa karjolen — jei tør bare ta til hatten og se frygtsomt op paa henne, og føler det som jei kvæles.

— Nej godag! sier hun fornøjet og later som hun er overrasket; stanser saa hesten som løper i almindeli diltetrav — jei skal ut aa male jei! aa kom og vær me da!

— Gjerne! svarer jei me behersket stemme, mens alting skjælver inni mei — og stiger saa op bakpaa ve siden a skyss-gutten, og kjører me tilbake den vejen jei kom.

Strax foran os har vi en grinn, gutten hopper af og løper i forvejen for aa aapne den, og saa venner hun ansigte tilbake mot mei og ser mei smilende inn i øjnene: —

— Jo Di er en dejli en Di, til aa arrangere! sier hun — vet Di at det breve Di sente Onsda, det fik jei igaar, Freda midda?! — Fordi Di ikke hadde sent det me «Moss» som jei har sagt Dem at Di altid skal!

— Jei har ossaa faat min straf, svarer jei lavt — Di skulle vite hvordan jei har hat det...

— Det har Di gott a, sier hun leende — gud saa sint jei var paa Dem igaar! jei skrev et langt rasende brev til Dem som Di skal faa naa, naar vi blit kvitt skyss-gutten.

— Di er vel ikke vonn paa mei endda? spør jei ræd.

— Nej, naa er det over! — hun smiler og ser mei kjærli inn i øjnene. — Men, sier hun saa — og ansigte hennes blir alvorli, næsten strængt — saant maa Di ikke gjøre mer, husk paa det!

Idetsamme kjører vi igjennem grinnen, skyssgutten sætter sei op igjen, og hun sier ikke noe mer.

Men strax efter svinger vi inn i det lille skovholte ovenfor kirken, og da hun faar se den hvitne frem mellem løve dernede, holler hun hesten an og gir tømmerne til skyss-gutten.

— Tak, naa kan Di rejse hjem igjen, jei vil ikke kjøre længer! sier hun og hopper lei ut a karjolen me malerkassen i haannen. — Langsomt gaar vi saa noen skritt nedover sammen, mens gutten venner og kjører tilbake. Da han er ute af syne sætter vi os under en busk ve siden a vejen, hun griper me en egen fort bevægelse min haann — og vi blir sittende der og se hverandre dybt og alvorli inn i øjnene. — Men om litt svæver et kjærli, halt spottende, halt forundret smil frem om hennes friske munn — og hun sier me kjærli haân: —

— Hva mente Di me aa skrive i slutten a breve Deres: «Anej, kom ikke allikevel hvis Di ikke har lyst?»

— Jo, svarer jei lavt — jei var saa angest for at Di ikke skulle være gla i mei mer og at Di nødi ville komme; jei visste jo ikke at det breve ikke var rukket frem Thorsda... aah, Di skulle vite —

og jei fortæller henne hvordan jei har hat det siden den mislykkete rejsen herut.

— Ja der kan Di se! sier hun muntert (men der ligger alvor bak) der kan Di se hvordan det gaar naar Di ikke gjør akkurat saan som jei sier. Husk naa paa det til en anden gang!

— Aa Di kan være trygg!

— Og her har Di det breve jei skrev til Dem igaar da jei var saa sint paa Dem — hun tar det op a lommen og gir mei det, og jeg aabner det begjærli for at læse det strax.

— Nej! sier hun og griper mei om haannledde, — nei, ikke naa! stik det i lommen saalænge, Di kan ha det til aa læse paa naar Di blir alene igjen — det kan Di ha gott a.

— Jamen Di er ikke sint paa mei mer? spør jei ængsteli.

— Nej, svarer hun bløtt og griper igjen min haann — nej det er jei ikke. — en du! én kjedeli ting er det ve dette, og det er, at idag er det Lørda; iaften kommer altsaa faderen og Holger herut for aa bli her til paa Manda; klokken et kvart over syv maa jei altsaa staa paa bryggen og ta imot dem, og siden være sammen me dem hele aftnen — og kan altsaa ikke være hos dei.

Jei ser forfærdeli bedrøvet paa henne.

— Saa! sier hun kjærli og klapper mei paa kinne — ikke bli naa saa bedrøvet over det. For hvis du naa er rigti snil og hyggeli — vet du hva jei da skal gjøre?

— Naa?

— Naar de andre vel har lagt sei, saa hopper jei ut a vindue og kommer ut til dei — skjønner du det?

— Aa tak, tak, kjære Dem, vil Di det? — og jei tar hennes haann i begge mine og klapper den taknemmeli.

— Ja, og imens kan du gaa bort til den konen jei har talt om — jei skal vise dei hvor det er — og snakke me henne om aa faa lejet dei inn der for sommern; og saa kan du jo me det samme be om aa faa bli der til natten.

— Nej, sier jei leende — inat faar jei nok være under aapen himmel, jei har nemli ikke en sou.

— Aa pyt, hvis du faar lejet for sommern, som jei tænker, saa kan du jo betale siden. Desuten, det er sant: jei har jo 5 kroner — kan du gjætte hvor jei har faat dem fra? — og hun ser paa mei me et malesjøsk smil.

— Nej?

— Jei har stjaalet dem fra min søster! sier hun leende og viser de friske rovdyrtænner — hun har pengene sine i et syskrin, og det dirket jei op me en haarnaal og tok 5 kroner ut.

— Men hva vil søsteren si naar hun opdager det?

— Aa pyt, hun tror naturlivis hun har tællet fejl da hun la pengene ned. Desuten, hva skulle jei gjøre? jei tænkte jo nok vi kunne faa bruk for noen penge og at du kansje ingen hadde — og jei kunne jo ikke be Helga laane mei 5 kroner, for da ville hun jo spurt hva jei skulle me dem naar jei skulle ut aa male!

— Nej, det er jo sant! — Vera! Di er en dejli skurk!

— Ja det er jei, sier hun leende og rejser sei — men kom naa! vi vil ikke sitte her like ve vejen...

Vi gaar langsomt opover under løve paa den solplettete vejen — her hvor jei ønsket saa aa træffe henne første gang jei var herute... og igjen er alt mei som en drøm, en dejli drøm som jei har vært revet ut a men naa er kastet inn i igjen - hun gaar her jo ve siden a mei og er gla i mei! Og jei kan ikke tale, mit hjerte er for fuldt — jei bare gaar der og ser paa henne fra siden af, ser og ser paa dette elskede vidunderlie ansigt, og synes jei maa dø, for saa lykkeli kan det ikke times et menneske aa være... Og hun bare gaar der og lar mei se paa sei, mens hun sell ser ret ut, me et dejli sanseli sejerssmil om den bløte vellystie munn — aah, hun vét nok at hun ejer mei naa, at jei er bare hennes, at hun rinner mei ned gjennem hver nerve, at hele mit væsen er fyldt bare af henne — aah, men mon hun kan fatte allikevel, hva jei føler ve at hun er gla i mei?... nej! nej! det lar sei nok ikke fatte...

— Dét er det! sier hun og peker, uten aa venne hode, paa den venstre tinningen sin, like ve øje — akkurat dér er det Di gaar og ser paa mei

— og idetsamme tar hun rask tilhøjre gjennem et aapent led, ut a vejen og inn i skoven; ser sei vârt omkring at der ikke er noen — og stikker saa kjærli sin arm inn under min og læner sei bløtt op til mei mens vi gaar...

Og mei er det som blir jei beruset af hennes berøring, og en varm strøm rinner fra hennes legeme over i mit og fyller mine aarer og mit hjerte saa det vil briste — gud, jei kan, jei kan ikke bære denne salihet, det er som naa dør jei af lykke...

— Du er da gla i mei, hvisker hun ømt og titter op paa mei.

— Gud forbarme sei, ja! — mere kan jei ikke si; jei bare blir gaaende der og se paa hennes elskede ansigt og føle hennes dejlie legeme hvile mot mit, mens en dyp øm tvang stiger op i mei til bare aa slaa armene om henne og synke sanseløs til joren sammen me henne.

Men skovbunnen hvor vi gaar er gjennemfiltret af haare knudrete træ-røtter paa kryss og paa tværs, og ikke dækket me andet enn gammelt brunt nedfaldet bar.

— Aah, men, sier jei tilslut — her er jo ikke et sted hvor vi kan sætte os og hvile...?

— Nej, sier hun og titter op paa mei me et ømt skalkagti smil — skov er aldri noe go saan; la oss heller venne!

— og vi venner og gaar tilbake. Idet vi svinger inn paa vejen igjen slipper hun armen min og ser sei igjen vârt omkring. Men der er ingen aa se. Saa dejli øde og tom løper vejen hvit henover i solskinne, mellem grønt paa begge sider; alt er saa dødsens stille, det er som om bare vi to lever og alt hva vi ser omkring os hører os til — og pludseli griper hun min haann og hvisker: «naa vil jei løpe!» — og afsted løper vi haann i haann som to glae børn bort over den solbeskinnete vejen, hen gjennem dette solbeskinnete rike som hører os til og ingen anden i verden — mens en himmelsk jubel stormer igjennem mit bryst...

Et sted hvor vejen løper flât hen langs foten a en høj, tar hun af; vi stiger op a den grønklædde bakken, og deroppe, bak toppen a den, sætter hun sei ned paa marken, slaar paraplyen op over sei som solskjærm, og inbyr mei me øjnene til aa ta plass ve siden av sei. Skjælvende sætter jei mei hos henne, inne under paraplyen, me armen om hennes liv, tæt trykket op til henne saa jei føler hennes hjerte bankemot mit bryst — og mens jei ser henne fortapt inn i de store vidunderli kjærlie øjnene hennes, aldeles opløst af hennes dejlihet, hvisker jei det skjælvende til henne:

— Dejli er du... dejliere enn noe menneske kan være paa joren — hvor kan du være gla i mei?!...

Saa slaar hun begge sine arme om halsen paa mei og trykker mei tæt inn til sei, saa paraplyen faller bakover og triller bort — og sanseløs synker jei om paa marken i hennes arme...

— intil jei pludseli vaagner til mei sell ve at vellysten er over mei mens jei ennu famler me haannen omkring hennes liv efter baannene deroppe under kjolen. Og jei kan ikke kjæmpe imot, kan bare fatte omkring henne og klynge mei krampagti inn til hennes dejlie legeme, mens vellysten rinner mei ned gjennem legeme og sjæl saa jei syns jei maa dø...

Et øjeblik ennu efterat det er forbi ligger jei der sunket hen i sali hvile ve hennes bryst — saa vaagner jei op til en rasende længsel efter henne som jei ikke har rukket, et vilt fortærende begjær efter henne! henne! hele henne, alle hennes lemmer, alt det som hører henne til. Og som et lyn slaar det ned i mei alt det afsindi dejlie jei kan gjøre me henne for ennu lissom aa naa frem til henne, frem til det inderste det skjuleste af henne sell. Men like idet jei vil rejse mei overenne for aa kaste mei over det altsammen, stanses jei me ét af en forfærdeli angest: — nej! da blir hun aldri gla i mei mere... Forvillet ser jei mei omkring — himlen hvælver sei blaa over os, solen skinner saa klart, ong og sunn og frisk ligger hun der, viljeløs deili i mine arme — gud forbarme sei hvor jei længter efter henne! — hva skal jei gjøre?!

— og angest kaster jei mei over hennes hvite skinnende hals — hode har hun kastet vellysti tilbake — og bedækker den me smaa korte hete brænnende kys, mens hjerte slaar som det vil briste og længselen efter henne, hele henne, alt det som er henne og hører henne til, alt, liketil hennes inderste og skjuleste! brænner igjennem mei som fortærende ill...

Har hun mærket hvordan det er gaat? — jei vet det ikke. Men pludseli tar hun me begge sine dejlie hænder om hode mit og klapper mei bløtt ned over haare og kinne, og rejser sei lempeli op i sittende stilling, og ser paa mei me underli kjærlie øjne, og sier noe til mei, jei vet ikke hva, og jei svarer noe, jei vet heller ikke hva, for jei forstaar ingenting mere, jei kan bare ikke la henne være, jei maa ta hennes arm og klappe hennes skulder og kysse hennes bryst, og hun lar det kjærli ske — og saa kan jei ikke andet: jei kaster mei igjen inn til henne og kysser hennes hals og hennes ansigt og hennes haar og hennes øre — aah, det dejlie lille øre! jei kysser og kysser det inni til al sans forgaar mei og jei igjen synker sanseløs om i hennes arme...

Men igjen vaagner jei ve at vellysten er over mei mens jei ennu famler omkring me haannen mellem baannene deroppe under kjolen - og igjen kan jei bare favne om hennes vidunderlie legeme og klamre mei som i fortvilelse inntil henne, mens vellysten rinner igjennem mei saa jei syns jei forgaar...

Forfærdet ser jei op paa henne da det er forbi — og ser hele hennes dejlihet, og forstaar at aldri kan jei række henne... aldri kan jei røre ve al denne dejlihet og gripe efter den for aa besidde den helt, uten at vellysten strax vil være over mei — aah! trykket jei mei bare naa inntil henne igjen, den ville være der me det samme!... aldri vil jei kunne naa frem til henne, me mindre jei litt efter litt kunne vænne mei til al denne dejlihet saavitt at jei kunne taale den, en stunn ialfall — da først, kansje...

og angest hvisker jei op til henne —:

— Vera! faar jei være hos Dem om natten?

Og igjen tar hun mei om hode me sine dejlie hænder og klapper mei bløtt nedover haare og kinne og rejser sei lempeli op i sittende stilling og ser paa mei me store underlie øjne, fulle af øm kjærlihet — men ossaa af angest. Og angest er ossaa stemmen, da hun hvisker det nervøst: —

— Nej... du... det tør jei aldri!

— Men, sier jei fortvilet — disse to maantene som jei har — hvis Di er gla i mei saa maa vi jo bruke dem til aa være sammen nat og dag, for aa se om vi virkeli kan komme til aa leve sammen. For ellers — gud forbarme sei, hvordan skal dette gaa?

— Ja, sier hun og ser paa mei me de store angestfuldt kjærlie øjne — jei skjønner det nok... men... du... nej! nej! jei tør aldri det!

Forfærdet stirrer jei paa henne og føler det som at hun har afsagt min dødsdom.

— Vet du? sier hun saa, nervøst, og der kommer pludseli noe vilt inn i de angstfulle, kjærlie øjne — idag da jei sto op saa tok jei a mei linte og stillet mei nøken hen foran det store spejle og saa paa mei sell... nøje saa jei paa mei, for jei ville se om jei var pén nok! — saa pén at du maatte bli helt tat a mei naar du fik se mei — det har jei aldri gjort for noen anden enn for dei! — Men saa var jei ikke det... ikke naa mer... hadde det vært for 5 aar siden saa...

og der lægger sei som en dyp skygge over hennes ansikt og hun ser mørkt hen for sei.

— Ikke pén nok?! — jei stirrer paa henne, beruset af hennes dejlihet — ikke pén nok?!... Vera, hvor kan Di bruke et or som pén om Dem sell?... højt højt over alt hva der er pént eller stygt staar jo du! du er dejli, dejli er alt det som er dei, som er dit, som hører dei til! dejli akkurat som det er, og maa ikke være anderledes... Om du pludseli naa kunne bli det som folk kaller styg — saa ville jo du allikevel være du, og pént og stygt hadde bare skiftet roller, for det aa være pén det er jo aa være dei — der er jo ingen anden skjønhet til for mei enn den aa være dei... Aa Vera! dette er jo bare det samme som det me de dejlie smaa krokete lillefingrene dine som du syns er stygge og ikke vil la mei faa lov aa ta i, og kysse, og se paa! — tænk om de gik hen og sat «pene» rette lillefingre paa dei istedenfor de søte smaa krokete som du har, og som jei elsker, og som ligner saa dei! — aa faar jei lov aa kysse dem!

— og jei griper en af hennes hænder og vil ta fat i den lille krokete lillefingeren; men hun gjemmer den inunder de andre fingrene og sier kjærli sint: «nej vil du bare la være! vil du bare la være!» — Men jei kan ikke la være, jei trækker haannen til mei og biter bløtt over den og tar fat i den dejlie lille lillefingeren me tænnene og faar den inn i munnen og kysser og suger paa den mens det rinner mei varmt ned gjennem legeme. Og pludseli maa jei igjen kaste mei inn til henne og kysse og kysse henne overalt hvor jei bare kan komme til — intil jei igjen synker sanseløs om paa marken i hennes arme.

Men da jei tredje gang vaagner me haannen famlende omkring mellem baannene deroppe under kjolen, og igjen bare kan klamre mei inn til hennes dejlie legeme i afmægti vellyst — saa kan jei ikke mere! jei maa inn til henne sell og gjøre me henne alt hva en menneskeli hjerne kan optænke for aa naa inn til det skjulteste, det inderste af henne! Jei vet at jei rækker henne ikke me det, at det blir bare et smertefuldt-vellysti forsøk paa aa naa inn til henne! men — aah, gud forbarme sei, jei maa! jei maa!

— og afsindi af længsel efter henne rejser jei mei skjælvende overenne for aa kaste mei over hennes elskede legeme derinne under de hvite underbuxer.

Men som rammet a lyne stanser jei igjen —:

— Tænk om hun me væmmelse støter dei fra sei?!

— og rædselsslagen synker jei tilbake i hennes arme og stirrer forfærdet op paa henne.

Me store forvillete øjne stirrer hun inn i mine, og jei vét ikke hva jeg skal tro — saa hvisker hun til mei:

— Naa har du kysset mei paa munden!

— Aa gud, hva har jei gjort! hvisker jei i vill angest — jei husker pludseli at jei har kysset henne inni munnen — og instinktmæssi griper jei med begge hænder om hennes hode som for aa ta det til mei og undersøke hennes munn — du har vel i alverden ikke noen hudløshet derinne?...

— Nejda, ikke vær ræd! sier hun kjærli, og et dejli sanseli smil svæver frem om hennes munn ve aa se min angest.

Men pludseli glimter der noe op i hennes øjne, og i ét sæt rejser hun baade sei og mei overrenne, lægger én haann paa hver a mine skuldre og ser mei dybt og stort inn i øjnene saa jei skjælver like til min sjæls inderste — og saa hvisker hun, ømt og bløtt som et kjærtegn:

— Ville du gjerne at jei ossaa skulle ha den sygdommen?

Aannedrætte gaar fra mei og jei griper uvilkaarli omkring henne og klynger mei inntil henne — det føles som om vellysten igjen vil til aa rinne igjennem mei. — Men saa gaar det over, og en forfærdeli angest tar mei isteden.

— Aa gud nej, er du gal! hvisker jei forfærdet — nej! nej! for alt i verden gjør ikke det Vera... nej! nej! aa du vet ikke... du som lider a saan forfærdeli hodepine — da ville du faa volsom hodepine i flere maanter itræk... jei fik ikke det, for mit hode er ikke saan, men næsten alle mennesker faar det og du ville faa det og jei kunne ikke ta den fra dei og ha den istedenfor dei - aa gud!... og saa ville du ikke bli gla i mei mer... Og siden, hvis du ville ha dei et barn igjen — aah, du kom til aa hade mei! aa gud, nej! nej! la for guds skyll ikke noe saant hænne!

— og jei klynger mei fortvilet op til henne me hode gjemt ve hennes bryst.

Og igjen klapper hun mei bløtt nedover haare, og om litt hvisker hun ned til mei —:

— Du! men da maa du se til aa bli kvitt det saare, for i længden kan vi jo ikke ta noe hensyn til det, ikke sant? — Gjør du noe ve det naa?

— Ja, sier jei og ser op paa henne — før aarket jei det ikke, jei trodde jo jei skulle dø strax allikevel. Men naa som jei vét at du er gla i mei har jei anskaffet noe helvedessten som jei pensler det me.

— Skal jei hjælpe dei me det? spør hun kjærli.

— Nej, tak, kjære hvor du er snil imot mei... nej det behøves ikke, jei kan saa let gjøre det sell foran et spejl — det sitter jo helt herfremme, like ve læpen...

— — — Solen daler, skyggerne længes, og vi gaar igjen ve siden a hverandre, hun og jei, haann i haann henover den hvite solbeskinnete vejen, — den har faat et rødli skjær over sei nu i aftensolen. Kjærli er hennes ansigt, kjærli alt hva hun sier til mei, kjærlihet lyser der ut av hele hennes væsen, og kjærlihet straaler der frem a hver bevægelse under hennes gang... Jei vét ikke hva hun tænker, og ingen af os vét hvordan det vil gaa; men ennu har hun ikke tat sin kjærlihet fra mei, ennu er den der full og hel som noensinne før — gud! naar hun tar den bort maa jei dø...

Pludseli slipper hun min haann — vejen har gjort en svingning, og et lite stykke foran os, tilhøjre for veien, innenfor et græsbevoxet jore, ligger et gulmalt hus me grønne løvtrær bak.

— Er du sulten? spør hun og ser kjærli op paa mei.

— Nej!

— Jamen det er jei — naa gaar vi inn her og faar os litt mât, vil du det? —

Saa sitter vi inne i den lanlie stuen, ve et hvitskuret bor, likeoverfor hverandre. Jei har tømt et krus melk og fyldt det igjen og sitter og nipper til det, mens hun skjærer sei det ene stykke smør-og-brø efter det andet og spiser me glubende appetit... Hvor det er dejli aa se henne spise... de friske smør-og-brøene som ét for ét forsvinner, inn i henne — aah, hvor maa jei misunne dem!...

— Skal jei ikke smørre et stykke til dei ossaa? spør hun saa, og ser kjærli op paa mei - og pludseli faar jei en forfærdeli lyst til aa spise noe som hun har tat i, og sier «jo tak»!

Men vi kan ikke snakke sammen herinne, for borte ve det andre vindue sitter mannen i huse og pusler me noe smaaarbejde; jei kan ikke faa ta bort paa hennes skulder, ikke klappe henne nedover armen — aah, hvor jei har trang til aa være alene me henne!... Og da hun er færdi blir jei gla ve at hun sier:

— Du! vi maa skynne os afsted igjen strax — ellers kommer jei for sent til dampbaaten.

Saa gaar vi afsted. Paa højden over Hvidtsteen stanser hun et øjeblik — blank og stille ligger fjoren utover i aftensolen...

— Det er vist sént, sier hun saa — vi maa nok skynne os skal jei faa vist dei hvor den konen bor.

— og rask tar vi ut av vejen, tilhøjre og gjennem skoven, til vi oppe paa aasen træffer paa en aapen grøn plass.

— Dette er «Hesthagan» sier hun — her kan vi begynne aa ta ned... bare vi naa finner den rigtie stien... vi skal et gott stykke bortenfor der hvor jei bor...

— og afsted vandrer vi, haann i haann, paaskraa ned gjennem skoven...

Saa svalt og hemmelihetsfuldt stille er det i den lette skumring derinne mellem alle træstammerne, aftensolen ligger som gull oppe i skovtoppen over os — men der er hundrede stier derinne og vi finner ikke den rette og vildrer noksaa længe omkring. Tale gjør vi ikke — jei bare gaar der og ser paa henne, fortabt i beskuelsen af hennes dejlihet, og hvergang hun løfter sit ansikt paa mei og vore øjne møtes, hviler de længe, dybt og alvorli i hverandre, og en stille angest bæver igjennem mei ve tanken paa at snart, snart skal vi skilles... Pludseli hører vi en bæk risle et stykke foran os.

— Naa vét jei hvor vi er! sier hun saa, og gaar raskere til. Og det lysner mellem træstammerne, og strax efter staar vi ve den nedre enne af et aapent grønklædd bakke-hell inne i skoven. Men mitt oppe i bakke-helle, i aftensolens røde glød, ligger et gammelt forfaldent kværnhus, og ut under det risler bækken frem, nedover mellem grønklædte bredder.

— Det er vakkert! ikke sant? sier hun. — Men her har vi desværre ikke tid til aa bli - naa er vi forresten strax fremme.

Vi føller bækkens løb nedover og staar om litt foran en grøn eng.

— Dér er det! sier hun og peker tværsover engen paa et rømalt hus inne i skyggen under noen ærværdie gamle linnetrær me vældie kroner.

— Dér er yndi! dér vil jei gjerne bo!

— Ja, ikke sant? sier hun... — Men naa faar du følle mei et stykke paa vej, saa langt som jei tør ha dei me — siden kan du gaa hit igjen og snakke me konen derborte.

Vi finner en gangsti som gjennem noe utmark fører bortover til der hvor Vera bor, og vandrer igjen afsted...

Foran et led stanser hun. Innenfor ledde begynner vejen. Tilhøjre skraaner en frodi eng nedover og en hvit gaâr titter frem bak noen løvtrær. Tilvenstre stiger skoven ivejre. Men mellem skoven og engens sténgjære løper vejen, i en svag bugtning mot højre, ned til en hvit grinn, og gjør saa strax nedenfor en skarp sving tilvenstre og blir borte i skoven.

— Ja, længer tør jei ikke la dei følle mei, sier hun — her nede kunne vi træffe folk som kjenner os — adjø da saalænge!

Jei griper hennes haann og ser henne inn i de dejlie øjnene mens en stille angest bæver igjennem mei — det er som skal jei miste henne:

— Hvor det er vanskeli aa skilles fra Dem, og ikke være altid der hvor Di er, sier jei sagte — endda jei vét jo at Di kommer igjen...

— Aa, sier hun muntert — tiden gaar nok! og strax jei kan, kommer jei altsaa tilbake — du kan møte mei her.

Forsigti ser jei mei om at der ingen er, og trykker henne skjælvende til mit bryst. Og saa stiger hun over ledde og vandrer alene nedover vejen i den dalende aften, slank og let, i sin lyse sommerkjole og den gule straahat — og me sin vidunderli kvindelie gang...

Men hun venner sei ikke?!... naa lukker hun op den hvite grinnen og gaar igjennem... jo! nu venner hun sei for aa lukke den og nikker og smiler herop — dejlie Vera...!

Saa gaar hun videre og venner sei ikke mer — ah! der ble hun borte i svingen...

Tong om hjerte vandrer jei alene tilbake i den dejlie aften — hva kan det hjælpe den er dejli naar hun ikke er her!... Mellem hvite perlemorsskyer som skinner i røtt og gull laver solen sei til aa gaa ned under aasen paa den anden side a fjoren, mark og eng luer i aftnens røde glød — og mitt imot mei derborte, inne i den dype bløte skygge under de ærværdie linnetrær me de vældie kroner ligger det lille rømalte hus hvor jei kansje skal bo... Aah, om det var vort hus dette, hennes og mit, vort yndie hjem! — hvor ville denne plet paa joren være et dejli paradisisk Eden... Vera! Vera! — kan jei noensinne faa et hjem?...

Konen i det røe huse er ikke tilstede — da jei har ventet en stunn forgjæves, slentrer jei tilbake bortover marken igjen. Ennu luer aftensolens røe glans henover den. Et dejli piletræ staar litt til siden for vejen — jei maa stanse og se paa det —: Denne varme glød opover stammen, og dette kraftibleke grønne over, som glitrer røtt i aftnens siste straale-glans — hvor er det vidunderli vakkert!... Vera, hvorfor er du ikke her! kan du huske engang du besøgte os i Sandøsund, Bjørck og mei, for to aar siden? Mellem de paabegynte lærretene hans som laa inne paa den søboden fant du frem ét me en saan aftenstemning paa —: en dejli pil kysset rø af den synkende sol. Der var ikke gjort mere paa billede enn at du saavitt kunne se hva det var, men allikevel sa du til ham: «dette er nok det beste du har gjort isommer!» Han kunne ikke gjøre det færdi — for aldri siden rødmet solen saa dejli som den aftnen han fant det og henrykt styrtet tilbake til kutteren efter lærret og staffeli for aa male de før det ble borte — det kom aldri igjen! Men her er det igjen, bare ennu dejliere — aa Vera, hvor for er du ikke her?...

Og underli beklemt om hjerte vandrer jei videre — det er lissom at der maa ingenting være vakkert, naar hun ikke er der, naar hennes øjne ikke kan hvile paa det...

Foran ledde hvor vejen begynner, stanser jei igjen og blir staaende og se nedover —:

Det siste strejf af aftenens sol kysser joren, alle sell de letteste sænkninger i terænnet viser sei som bløte skygger — saa me ét blir alt skygge, og solen trækker sei, matt rø, opover de brune stammer langs vejens venstre side. Mattere blir den, jo længer den trækker sei opover... naa forlater den stammerne... op gjennem grenene bærer det — der kysset den trærnes top og forsvant i luften...

Hvor det er aften! stille og ensom ligger vejen nedover... saa pynteli den tar sei ut, den hvite grinnen dernede! — tænk om hun naa kom nede i svingen! kansje var de ikke me baaten allikevel faderen og Holger... aah, jei tør nok ikke gaa tilbake igjen til det rø huse — tænk om hun kom imens!

— og jei klyver over ledde og sætter mei paa sténgjære som skiller vejen fra den grønne engen, og blir sittende der og stirre nedover me bankende hjerte...

Aftnen er saa sval og stille... og fulene, hvor de synger inne mellem træerne! — elskov er deres sang, ømme spørsmaal og kjærlie svar... hør hvor de synger! — Reder har de derinne, allesammen, lune smaa reder hvor de bor hver me sin elskede... alt levende elsker — og her sitter jei og venter paa henne, den dejliste blant de dejlie... snart skal hun komme! — ossaa jei stakkars forskutte, er tilslut blet buden me inn til livets fest!...

Pludseli mærker jei at noen ser paa mei, og venner nervøst hode. Og ganske rigti: en mann er kommet ut a det hvite huse bak løvtrærne derborte tilhøire og staar og stirrer hitover... Naa rusler han langsomt bortover jore, glaner omkring sei og gløtter op paa luften som er det vejre han ser efter; men jei vét det nok, det er mei han vil ha fat i, han gaar bare runt jore for aa komme hit — gid djævelen hadde ham!

— og jei stirrer igjen mot svingen dernede efter henne, men føler hans øjne i min nakke...

— Saa til helvete, der har jei ham like bak mei! — Jei venner mei nervøst om — det er en hall-civiliseret bonde.

— Gokvæll!... vakkert vejr ikvæll! sier han og ser mistænksomt paa mei...

— Ja, svarer jei, angest ve tanken paa at Vera kan komme mens han staar her; naturlivis maa ikke han, som er her fra gaaren like ve siden af, se henne sammen me mei...

En drævende passiar kommer istann, om vinn og vejr og gud vét hva — endeli kommer han til det han egentli vil vite —:

«hva jei er for en kar?»

— Jo: jei er fra byn, besøker noen paa Hvidtsteen i dag, har tat mei en tur for aa se mei omkring — og sitter naa her og ser paa den dejlie aften.

Han er ikke fornøjet me svare men skjønner at han faar ikke noe andet, og rusler langsomt tilbake den vejen han kom. Jei føller ham me øjnene til han er forsvunnet inn i huse igjen, og ræd for at der skal komme flere slike hopper jei ned a stengjære, springer over vejen, et stykke op i skoven, og blir staaende lænet mot et træ og spejde nedover mellem stammerne mot svingen dernede hvor hun skal komme. Længe staar jei der og stirrer — saa længe at jei tilslut føler mei som fastgrodd til træe jei læner mei mot. Smaafulene slutter sin sang, én for én, det blir tyst og stille runt omkring, sommernatten sænker sin lette skumring over vejen og jore derute — herinne mellem stammerne er det rent mørkt — jei venter og venter, og venter og venter — hun kommer ikke...

En uhyggelig angest sniger sei inn paa mei, alting omkring mei antar litt efter litt en spøkelseagti tone, dette me henne føles igjen som noe umuli og uvirkeli. Bare det er virkeli, at jei staar her som grodd sammen me dette træe, og maa bli staaende her og stirre haapløst ned mellem stammerne, dit ned hvor hun skulle komt hvis det hele hadde vært sant...

Hvorlænge jei har staat slik har jei ingen idé om. Saa pludseli styrkner bloe i mine aarer — der er hun!!!

Hun har kastet en si brun forværks-kaape om sei saa bare en smal bord af den lyse kjolen syns nedenom; paa hode har hun ingenting, haare faller viltert ned i pannen, den mørke fletten er slængt frem over den højre skulder.

Let og fornøjet kommer hun opover i den lyse sommernat, skyver op den hvite grinnen dernede og gaar spejdende videre, mens grinnen faller til igjen a sei sell. Pludseli stanser hun, natluften er henne for skarp; og me en frysenes bevægelse lægger hun begge albuer inn til siden, griper me én haann i hver af kaapens skinnkanter og slaar dem over hverandre fremme paa maven, saa kaapen sitter tæt og stramt omkring henne — fortsætter saa sin gang, spejdende opover...

Som naglet til træe staar jei der og stirrer paa henne som paa et syn - intil jei endeli samler mei volsomt sammen, river mei løs, og styrter afsted nedover mellem træstammerne, ut a skoven og frem paa vejen imot henne...

Hun er stanset ve lyden a de tørre grene som knaser under mine trin, og staar der stille og smiler mei imøte me et stort, sanseli smil; og da jei naar henne og slaar armene om henne og vil kysse det ihjel det dejlie smile, skyter hun skøjeragti kroppen frem saa vore legemer berøres fra øverst til nederst og jei gyser av vellyst — men hode kaster hun i det samme tilbake saa munnen me de smilende vellystie læper ungaar mine kys — og de faller isteden som illregnned over den hvite fyldie hals...

— Tak, tak! at Di kom, hvisker jei saa og skyver henne lempeli ut fra mei for aa faa se paa henne — kjære, kjære, hvor jei er gla at Di kom!...

Saa sier hun bløtt —:

— Du! jei kan ikke for at jei har maattet la dei gaa her og vente saa længe...

— Kjære, hva gjør det! naa er du her jo! — og jei griper hennes haann og stryker sykt kinne mit op a den.

Men pludseli faller det mei inn, at kansje maa hun gaa igjen strax, siden det er saa sént — og saa spør jei ræd:

— Hvor mange er klokken blet?

— Toll!

— Saa mange?!

— Ja tænk, saa mange er den blet!

Hun læner sei op mot stengjære me min haann i sin, og vi staar der og ser hverandre dybt og alvorli inn i øjnene — jei tør ikke spørre henne om naar hun maa gaa...

— Det er Holgers skyll, sier hun saa. Faderen kom nemli ikke idag, bare Holger, og han har vært saa elskværdi aa sitte oppe helt til naa — gud for en fæl mann, han er ikke til aa holle ut!... ved gud at jei sat der og snakket stik imot alt hva jei sell mente, snakket vont om dei f.ex., bare for jei ikke ville være eni me ham!... isch, saa væmmeli retfærdi og bloløs han er! ossaa spiser han bare hvit mât, fiskehoder i hvit sauce, det er daarli mave; naturlivis har han daarli mave som alle mænner... og sell ser han ut som en hvit fiskekake — uf!

— Har alle mænner daarli mave? spør jei leende.

— Ja, alle de jei har kjent iallefall.

— Det var løjerli.

— Men toddy drikker han ikke saa lite af, Holger, mærkeli nok; — ialfall drak han temmeli tæt iaften...

— Det har nok Di ossaa gjort, sier jei og kysser henne pludseli paa munnen — det lugter stærk varm toddy a Dem!

— Ja, sier hun og ser — noe maatte jei jo bestille paa mens jei sat der sammen me den fæle mannen. Men, det var altsaa det jei ville si —: Naa siden faderen altsaa ikke kom, saa ligger Holger og Helga nede i «Karoline-stuen» inat — du vet den stuen længer nede i bakken - og saa kan Di komme inn til mei... Di kan krype inn gjennem vindue... og — dérinne skal Di faa en pjolter! Men først maa vi vente litt her, til de gott og vel har faat lagt sei dernede.

Halt afmægti a glæde slaar jei armene omkring henne og hode mit synker stille ned paa hennes skulder —:

— Var det noen sak aa vente til klokken 12 da da! hvisker jei sagte. Hun trykker mei kjærli inn til sei.

— Du! sier jei om litt og gløtter frygtsomt op paa henne — jei lejet ikke derborte! jei traf ikke den konen me det samme og da jei hadde ventet en stunn forgjæves gik jei hit tilbake og tore siden ikke gaa derbort igjen — du kunne jo komme imens!

— Stakkar, saa længe du har maattet vente da! — fire timer minst!

— Jamen naa er du her! — gud hvor jei er gla! — og jei gjemmer igjen mit ansigt ve hennes hals.

— Er du gla for det? — min egen gut!... min egen kjære gut er du! hvisker hun ømt og trykker mei inntil sei:

— Nej, den Holger! sier hun saa om litt igjen — du kan tro han er fæl... ved gud at jei syns synn paa Helga som har faat en saan mann...

— Jamen, er ikke hun gla i ham?

— Jo, det tror jei nok du — men allikevel!... Og tænk, saa kommer han ikke herut mere enn én gang om uken... og mitt i uken har hun altid en græte-dag — en dag hvor hun bare sitter og graater og længes... Og naar han saa kommer om Lørdan — hvis faderen da er me, saa ligger han og Holger nede i «Karolinestuen» om natten, mens hun stakkar maa ligge alene oppe hos sei sell!

— Han er mei en løjerli en!

— Ja, ser du: det er ikke «passende» at de ligger sammen i faderens hus, han og hun, naar faderen er der! — og hun ler me sin høje lyse latter.

— Og fyren kommer aldri herut i uken? spør jei, og ler jei ossaa.

— Nej! Jei har sagt det til Helga jei, at nejmen om jei ville finne mei i det! Men det syns jo hun er forfærdeli — tænk aa si saant!

— og hun ler igjen.

— Naa, en hyggeli mann maa det være aa ha i allefall!

— Ja jei maatte lé jei! sier hun og ler igjen —: vi sat ute paa den grønne bakken mellem husene nu før aftens, han og hun, og jei ve siden af... alting var saa vakkert og jei tænkte paa dei — saa sier Hanna, piken, som gaar over gaaren me et brett —: «Nej, aa det er synn paa Dere da frue, som ikke har noen mann!» — Ja det er det nok, tænkte jei ve mei sell; men nejmen om jei ville ha den mannen dér! —

og hun ler igjen og kysser mei, og stikker saa armen sin inn under min:

— Saa! sier hun — naa tænker jei vi kan gaa nedover! — naa maa de vel ha lagt sei dernede!

— og arm i arm vandrer vi afsted.

Det er ikke langt — der har vi alt husene, like paa nedsiden a vejen: det lille rø øverst, og nedenfor, halt glemt bak det, det noe større hvite. En bratt sidevej tar tilhøjre ned langs husene, nedover mot søen — ve toppen a den stanser hun og griper mei i armen:

— Bli staaende her til jei faar set efter at alt er iorden! hvisker hun sagte og springer saa, slank og let, ned langs det rø huse og forsvinner inn gjennem den hvite gitterporten nedenfor.

Alene staar jei igjen deroppe i den lyse stille sommernat og venter me bankende hjerte...

Det lille rø huse har bare ét vindu ut til denne kanten — om litt aapnes det, Vera læner sei ut a det og vinker, og jei springer forsikti derned.

Værelse jei klyver inn i er et bitte lite blaamalt kammer — søsterens sovekammer. Sengen me det hvite hekleteppe optar væggen tilvenstre, døren mitt imot gaar inn til Veras eget værelse, den til højre fører ut i havestuen. I kroken mellem begge dørene staar en stor klæeskiste og over den hænger noen kjoler og noe dame-undertøj — Ellers er der ingenting paa væggene; og af møbler fins ikke andet enn de to stolene ve vindue og et lite runt bor som hører til mellem dem, men som hun flytter tilside idet jei klyver derinn.

I sin enkle simpelhet har det lille blaamalte sovekammer noe rørende jomfrueli ve sei, som slaar mei. Og som hun staar her naa, inne i dette jomfruelie kammer, slank men yppi i sin lyse kjole, og ser paa mei me store alvorlie øjne mens jei klyver inn, er der over henne sell noe Madonna-agti jomfrueli som gjør at jei lissom ikke vover aa kaste mei om halsen paa henne — en ængsteli følelse af ærefrygt for hennes vidunderli kvindelie legeme kommer over mei, og jei tør bare frygtsomt række haannen frem efter hennes og trykke den i taknemmelihet da jei faar den.

— Saa! ta naa i her, saa hænger vi dette for vindue, sier hun sagte og gir mei snippen a et tykt teppe som hun tar op fra stolen. Da det er hængt for blir det me ét bælg mørkt i værelse og jei gripes af en øm trang til aa slutte henne taust i mine arme og bare trykke henne tæt, tæt op til mei. Men jei vover det ikke, det gaar lissom ikke an herinne i dette jomfruelie kammer — der er formeli noe formasteli bare ve tanken...

Saa gaar hun ut i have-stuen og kommer inn igjen me en tænt lampe som hun sætter paa det lille bore ve vindue hvor jei imens har sat mei ned. Og nu ve lampelys ser det enkle lille sovekammer ennu mere rørende jomfrueli ut; det er som er jei kommen inn i en stille jomfruelihedens hellidom, hennes jomfrueliheds hellidom hvor hun har ført mei inn for at jei skal faa lov til aa tilbe og dyrke henne i hennes dejlihet... Hemmelihetsfult stille er der herinne, stille og lydløst kom hun me lampen og bare saa paa mei me de store dejlie øjne... og naa gaar hun ut igjen, aah saa lett og bløtt, me sin egen vidunderlie gang — og jei bare sitter der og stirrer efter henne og føler mei trykket ydmygt i støve af hennes skikkelses dejlihet...

Saa kommer hun inn igjen me et glass som hun sætter paa bore ve siden a lampen:

— Her har Di pjolteren Deres! sier hun.

— Skal ikke Di ossaa ha en? spør jei og ser frygtsomt op paa henne - det er som lægger hun en stor dyp afstann mellem os ve aa la mei drikke alene.

— Nej, sier hun me et lite smil — jei har drukket saa meget før iaften, jei har ikke gott a mer. Skaal! drik Di — jei skal bare inn et øjeblik og se til barna mine.

— og forsikti skyver hun op den lille døren inn til sit eget værelse og forsvinner derinn.

Og mei er det som er hun forsvunnet inn i sit eget Allerhelligste, hvor jei ikke kan følle henne, og en tong vemodi følelse sniger sei inn over mei og fyller mit hjerte, mere og mere — det føles som tilslut maa det briste —: Aah, som de barna derinne som er hennes ossaa hadde vært mine, og vi kunne sittet derinne sammen hun og jei og holt hverandre i haannen og set paa dem sove — vore børn! hennes og mine!... Naar saa vore øjne hadde møttes — gud hva maatte jei da ha følt ve aa trække henne inntil mei og trykke henne til mit hjerte!!!...

Saa staar hun igjen i døren i al sin dejlihet —:

— Saa yndi de sover! sier hun bløtt og trækker sagte døren til efter sei — og der straaler paa hennes ansigt et stille lykkeli smil, et vidunderli moder-sanseli Madonna-smil, som løfter hennes legemes dejlihet højt op i det uopnaaelie...

Saa kommer hun let over gulve og sætter sei likeoverfor mei ve det lille bore me lampen.

— Her har Di vist ikke vært før? sier hun me dæmpet stemme.

— Jo! éngang, for to aar siden, gik Bjørck og jei igjennem her — vi kom like fra kutteren og hadde faat lov til aa gaa inn til Dem og vaske os...

— Aa, den gangen naa!

— Di kan tro jei følte det underli den gangen, aa komme inn der hvor Di plejet aa sove, Di som jei syntes var saa dejli... og staa der og vaske mei i den bollen Di plejet aa vaske Dem i... og bruke den sæpen som Di hadde brugt — gud saa underli rart jei følte det...

— Jamen du! sier hun me et smil — den gangen var du jo ikke gla i mei!

Jo, det var jei! jei elsket Dem ikke som naa; men dejli syntes jei jo Di var og forfærdeli gla var jei i Dem — og noksaa ulykkeli kan Di tro fordi Di ikke kunne li mei... Aah, hvor jei husker den dagen! Helt fra formiddan af hadde vi ligget nede i fjoren mellem Horten og Filtvedt i vinstille og solsték, ikke et pust rørte sei paa vanne — tilslut ble vi rent rædde for ikke aa naa hit den dagen. Men saa da solen lavet sei til aa gaa ned bak aasen — saa kom der me ét en dejli bris fra Syd, og kutteren fløj avsted som en ensom fûl opover fjoren; ikke en sejler var aa se runt omkring. Men da vi saa kom op under Filtvedt og fik se inover fjoren til Drøbak, da møtte os vel et syn —: En hel flaate af jagter, minst en 40, 50 stykker hadde lettet anker for brisen og kom kryssende ut fjoren imot os, krængende over for vinnen alle sammen, me foss for bouen og sejlene skinnende røtt i aftensolen — det er noe a det vakreste jei har set!... Og kutteren skar paaskraa inn fjoren, hit over, inn mellem de forreste af jagterne — vi maatte falle af ret som det var, snart for den ene snart for den anden a dem — Gullichsen sat tilrors, flagge vajet under gaffelen som signal til Dem, og paa kanten a hytte-tâke til luvart sat Bjørck og jei og stirret hit op om vi kunne se noe tegn til at vi var opdaget. Og pludseli glimtet noe hvitt frem heroppe ve husene, det sto stille et øjeblik først men flagret saa nedover og forsvant i skoven hvor det kom tilsyne igjen et par gange længere nede — det var Dem og Lili som i lyse sommerdragter sprang ned gjennem skoven for aa ta imot os. Og da kutteren løp op imot vinnen og lot ankere falle strax utenfor badehuse hernede, saa sto dere to i lyse kjoler inne paa bryggen, dejlie aa se paa begge to, men Di var jo den dejliste — og hilste ut til os me straalende ansikter. Og Bjørcks ansikt straalte ossaa a glæde — bare jei sto der noksaa sørgmodi og tænkte paa at baade Di og Lili ville vist helst at han skulle komt alene og jei ikke vært me. — Men saa siden da vi sat heroppe, ute i havestuen der, omkring pejsen hvor illen spraket, alle fire, og baade Di og Lili var saa hyggelie og snille som dere bare kunne, imot mei ossaa — da følte jei det ikke saan længer; da bare sat jei og tænkte paa at dette var altsaa den eneste saan dejlie aften jei skulle faa før jei gik i fængsel; for inne i byn kunne jo ikke dere omgaas mei...

— Jamen du! sier hun og griper haannen min over bore og ser mei kjærli inn i øjnene — naa skal du faa mange saanne hyggelie aftner før du gaar i fængsel! Og naar de saa sætter dei inn i arresten saa kommer jei derned til dei og har me mei en mængde ting som jei hænger op paa væggen saa det blir rikti hyggeli derinne... og saa kommer jei og besøker dei mange gange! — det skal nok bli hyggeli skal du se!...

— Aa, sier jei smilende — egentlig hyggeli kan det vel aldri bli aa sitte der i arresten, andet enn de stunnene du er hos mei. Men, naar du altsaa kommer stadi og besøker mei, og jei hele tiden vét at du er gla i mei, saa gaar nok den tiden ossaa — for da kan jei jo arbejde. Og saa kommer jei ut af arresten me min bog færdi under armen... og imens har du ossaa faat din bog færdi, og saa gir vi dem ut begge to og rejser til Paris. Og naar saa bøkerne vore blir beslaglagte — for det blir de naturlivis — vét du hva jei saa syns vi skulle gjøre? — Da skulle vi ta os sammen ]og sætte os ned og utarbejde et brilliant foredrag, slik at det ikke kan andet enn forstaaes af hvert levende menneske: om literatur, hva den er for noe, hva den kan bli for et folk, og hva det har aa si om den skulle bli lagt i lænker, naa som den netop skal begynne aa utvikle sei til en hel ny samfundsmagt. Og det foredrage rejser vi omkring og holler i hver by og bygd i lanne, intil hvert voxent menneske i Norge har hørt det og forstaat det — og saa skal det vise sei hvem der var stærkest, du og jei, eller dette usle pøbel-ministerium som nu er ve magten!... Naturlivis blir vi dømt allikevel, for de højstærværdie er jo for gamle, deres hjerner er jo fulstændi forbenete, de kan ikke længer bringes til aa forstaa noesomhelst, hvis det er nyt. Men vi vil allikevel ha sejret — for aldri skal noen efter det kunne vove aa beslaglægge literatur her i lanne! — Og saa syns jei vi skulle slaa os ned her i byn og samle omkring os alle dem som føler likedan som os, og oprette et blad og en klubb, og begynne aa erobre denne latterlie byen og gjøre den om til en evropæisk by, en virkeli hovedstad, som gaar i spissen for utviklingen og senner sine tanker ut over lanne og faar hele befolkningen til aa følle efter sei... Syns du ikke det kunne bli morsomt?

— Du! sier hun og ser paa mei me et kjærli smil — er det ikke dei som sier du føler dei gammel?... jei syns ikke egentli dette er «gamle» tanker...

— Nej, svarer jei lavt — naa føler jei mei ong, ong og stærk som aldri før — fordi du er gla i mei...

og pludseli overvældes jei igjen af dette ufattelie, at hun virkeli er gla i mei. Bryste blir saa kvælende fuldt og taarerne staar mei i øjnene — og jei kan bare strække hænderne ut imot henne og hviske det til henne:

— Aa Vera, jei er saa forfærdeli, forfærdeli gla i Dem...

Og hun griper mine hænder og trykker dem, og kaster sei over paa fange mit me armene om min hals og sit ansigt tæt op imot mit —:

— Er' du gla i mei du? hvisker hun ømt og bløtt og ser paa mei me underli opløste kjærlie øjne.

Jei kan ikke svare, kan bare trykke henne tæt inntil mei. Og saa slaar hun armene om mei og kysser mei og blir sittende der me kinne sit trykket tæt op imot mit

— og igjen føler jei det som at jei maa dø, for saa lykkeli kan det ikke times et menneske aa være.

— Men du! sier hun om litt, og ser paa mei me ømme bløte øjne — jei kunne nok ikke være me paa alt det... ikke her hjemme!... faderen kom til aa bli aldeles fortvilet — han kom til aa skyte sei!

— Tror du virkeli det?

— Jei er viss paa det du!... og det ville jo ikke jei kunne holle ut — nei, det maatte nok bli Paris.

— Ja naar du ikke ville, sier jei sagte — saa kom vi altsaa ikke til aa gjøre det; for du vet jo at jei aldri kommer til aa kunne ha noen anden vilje enn din. Blir der noe a mei i verden, saa er det ve hjælp a dei; noe andet enn det du gjør mei til kan jei jo aldri bli!

— og jei stirrer henne fortapt inn i de ømme bløte øjnene hennes og føler me vellyst hvordan jei er hennes til siste trevl.

— Du er da gla i mei! hvisker hun sagte og vi blir sittende der og se hverandre opløst inn i øjnene.

Men saa begynner den lille gutten hennes der inne aa graate og hun springer op og skynner sei inn til ham — mens jei sitter alene igjen derinne i det lille jomfruelie sovekammer og føler det som en vidunderli drøm at jei virkeli er her...

Gutten holler op aa graate og strax efter kommer hun inn og sætter sei igjen paa fange mit og læner sit hode mot mit.

— Naa, det gik jo fort over! sier jei.

— Ja, han blir altid ræd lille Gog naar han vaagner alene; men bare han faar holle mei i haannen saa er han ikke ræd længer, og søvner strax inn igjen. — Men du! — og hun lægger træt hode ned paa skulderen min —: jei er noksaa træt, jei har vært tili oppe idag...

En angest farer igjennem mei — vil hun at jei skal gaa? — aah, jei kan ikke gaa fra henne naa!...

Og angest hvisker jei til henne —:

— Vera! faar jei lov aa ligge ve siden a Dem paa den sengen der?

Hun løfter hode fra skulderen min og ser paa mei, angest hun ossaa. Saa sier hun nervøst —:

— Nej... du — jei tør det ikke!

— Aajo, sier jei fortvilet — gi mei lov til det?... jei skal ligge ve siden a Dem saan som nede i Paris...

Hun betænker sei litt mens hun ser mei dybt inn i øjnene — saa sier hun bløtt:

— Ja vil du det da?

— Ja! ja! hvisker jei taknemmeli — aa tak! tak! Di vét jo at jei aldri vil noe som Di ikke vil... aah, men det hadde vært forfærdeli aa skulle gaat fra Dem naa...

Jaja, saa la os lægge os da, sier hun kjærli og gaar bort og lægger sei ovenpaa sengen — og jei lægger mei op vesiden a henne. —

Men det blir ikke som i Paris. Jei kan jo ikke la være aa slaa armene omkring henne og kysse hennes ansigt, og hennes hals, og hennes øre — aah, dér er jei henne nærmest! naar jei kysser henne inni det... og hun lar det villi ske og klapper mei bløtt paa hode mens jei gjør det. Men pludseli lukker hun øjnene halt, og begynner aa stønne — og da er det forbi! Da opløses hele mit legeme til én skjælvende fortærende længsel efter henne! henne!! henne!!!... i vildelse famler jei me hænderne ned omkring henne og lissom leter efter henne, hele henne paa én gang — og saa vét jei ikke mere hva jei gjør, jei blir fulstændi væk og borte fra mei sell...

Men pludseli skvætter jei til — jei ligger paaknæ over henne og har faat se hennes legeme nøkent under kjolen. En gysen sitrer igjenem mei — og i samme sekunn ligger jei skjælvende me hode inne under hennes nøkne laar og vil kysse mei op imellem dem, inn til henne! Stønnende kjæmper hun imot og klemmer knæerne sammen mens hun hvis ker det abrupt: «nej!... nej!... du faar ikke lov!... hører du! du faar ikke lov!...» Men jei kan ikke længer la det være, jei er mei ikke mere sell mægti — jei maa frem, inn til henne... Og pludseli me et gys føler jei min munn mot hennes vaate varme læper derinne, motstannen blir i det samme borte — og vellyst-drukken kysser jei til, og føler det i et svimlende sekunn som har jei naad henne som jei elsker, og forsvinner inn i henne og drukner og blir borte, inne i henne...

— saa er alt borte og jei vét ikke mere a mei sell.

Jei vaagner liggende ve siden a henne og stirre i rædsel paa hennes ansikt — det er haart og kolt, og øjnene er stift fæstet i tâke.

— hva er skedd?... har hun i væmmelse sparket mei fra sei, eller er jei a mei sell krøpet her op igjen? — jei aner det ikke, har ingen idé om hva der er gaat for sei siden det svimlende øjeblik da jei svant inn i henne og ble borte for mei sell — ingenting vét jei! jei bare ligger der og stirrer paa hennes haare kolle ansikt og forstaar i rædsel, at naa har hun tat sin kjærlihet fra mei og jei maa dø!...

— Men hun maa si det!... jei maa høre det sagt me hennes stemme — da først skjæres min livs-traa over

— og uten aa tore komme henne nær — hvor tore jei det naa mer! — bare hvisker jei det hæst til henne:

— Vera! er alt forbi?... er Di ikke gla i mei mer?

Hun svarer ikke, rører ikke en muskel i det sténkolle ansikt. Og rædselen snører mit bryst sammen, og stemmen er endda hæsere enn før, da jei hvisker det igjen —:

— Si det hvis det er saa!... si det i guds navn!

Men ikke en lyd kommer over hennes læper — taus og koll ligger hun der me sit lukkete ansikt og stirrer stift op i tâke.

I vill fortvilelse griper jei saa me formasteli haann omkring hennes dejlie legeme og vil me magt venne henne mot mei, for aa stirre mei min dødsdom til, ut a hennes øjne. Men lynsnart kaster hun sei om paa siden, bort fra mei, helt inn til væggen, og gjemmer sit ansikt i sine hænder.

Afsindi flytter jei efter og hvisker det hæst: «Si det! si det! — og trykker saa i rædsel min brænnende panne inn mot hennes ryg.

Som stukket af et gifti kryp spretter hun op ve berøringen — og i samme nu er hun ute a sengen, fremme paa gulve, og flykter hen i den borteste krok af værelse. Der sætter hun skulderen haart op imot væggen og stemmer sei imot den, som vil hun flykte tværs ut gjennem den — men hode venner hun om, som en anskudt flyktende fûl, og stirrer tilbake paa mei me store forvillete øjne som lyser me etintenst had.

Ute a mei sell a rædsel er jei styrtet op efter henne, men stanses mitt paa gulve af disse forfærdelie øjne — de borer sei inn i mine og nagler mei til pletten saa jei blir staaende der som lammet og stirre inn i dem. Jei kan ikke tale, ikke bevæge en muskel og ikke ta øjnene fra hennes — min vilje er absolut ophævet, jei føler mei fulstændi git i hennes voll, og venter lissom at hun naa skal komme bort og gjøre det a me mei — og føler det som en naade aa faa lov til aa dø for aa tilfredsstille hennes had...

Men hun kommer ikke, bare staar der og holler mei fast me øjnene som i en skrustikke. Og pludseli begynner mit legeme aa skjælve og en angstfull trang stiger op i mei til aa komme løs fra disse forfærdelie øjne, og flykte, og skjule mei for dem paa et mørkt sted langt borte... Og endeli lykkes det — me en volsom anstrængelse faar jei revet mei løs og griper min hat, og vil me ryggen vent mot henne rive teppe fra vindue og flykte. Saa stanses jei me ét af hennes stemme:

— Nej! ikke gaa endda! sier hun haart.

Og stemmen har den samme magt som hennes øjne: haannen som er løftet for aa rive teppe fra vindue synker slap ned til siden og jei venner mei langsomt om imot henne, og er igjen i hennes voll. Ennu staar hun der i den samme stilling, lissom hængt op a væggen efter skulderen, ansigte vent tilbake mot mei — øjnene lyser imot mei me det samme kolle intense had. Jei stirrer inn i dem som en dødsdømt og prøver aa komme løs — men kan ikke. Tilslut faar jei stammet det frem, ikke som en klage, men som et ydmygt angest spørsmaal:

— Hvorfor vil Di ha mei her naar Di hader mei?

Hun svarer ikke. Men om litt sier hun me den samme haare stemme som før:

— Di skal snart faa gaa — men endda maa Di bli.

Og saa lissom løsner hun sei ut fra væggen og slipper mine øjne, og jei synker tilintetgjort ned paa stolen — mens hun gaar forbi mei, bort og sætter sei paa den andre stolen, saa vi bare har det lille bore me lampen imellem os.

Taus og lukket sitter hun der og stirrer hen for sei me kolt stift blik. Det er det samme ansikt som før derborte paa sengen — og mitt i min angest faar jei igjen en forfærdeli trang til aa høre det sagt me hennes egen stemme, at alt er forbi. Og skjælvende hvisker jei det over til henne:

— Vera! er alt forbi?... er Di ikke gla i mei mer?

Saa venner hun sei mot mei me store mørke øjne — der stirrer som en vill sorg ut a dem — og sier:

— Hvor kunne Di gjøre det, naar jei sa Di ikke maatte?

— Naa fatter jei det ikke længer sell, svarer jei sagte — men i det øjeblikke kunne jei ikke andet; jei var mei ikke sell mægti.

— Jei sa jo at Di ikke maatte! sier hun igjen, lissom forstenet over hva jei har gjort — hvor kunne Di saa gjøre det?!

Jei har jo ingenting aa svare; sønderknust sitter jei der og ser paa henne og ville gi mit liv for at det var ugjort — tilslut hvisker jei skjælvende —:

— Vera! kan De tilgi mei?

— Tilgi?! sier hun haart og haansk, og hennes øjne lyner a forbitrelse — tilgi?!... Naa har Di jo ødelagt alting for mei — nej! jei tilgir Dem aldri!

— Ikke naar jei naa er dø? spør jei angest og sagte.

— Nej! aldri — og hun stirrer mei dybt inn i sjælen me de store forbitrede øjne, og jei føler det som at hun forbanner mei og overgir mei til evi kval.

Jei blir sittende der og skjælve.

— Naturlivis vil Di ikke skjyte mei ihjel heller naa? spør jei om litt, sagte.

Saa forandres pludseli hennes ansikt —

— Jo!? sier hun forundret og fæster forskende sine øjne paa mei — hvor kan Di tro andet?

— Jo... jei trodde — siden Di altsaa ikke er gla i mei mer, men hader mei...?

Hennes øjne blir ve aa hvile paa mei, men blikke venner sei inad i henne sell — hun ser ut som en søvngjængerske der hun sitter. — Og om litt sier hun, langsomt og underli fraværende:

— Jei vét ikke jei, om jei er gla i Dem endda. Men jei tror aldri jei kommer til aa like Dem mer...

Et øjeblik forsøker jei aa fatte hva hun mener me aa være gla i og ikke like — men jeg aarker ikke aa finne ut a det og gir det op.

— Naa kan Di gaa! sier hun pludseli, haart og kolt — og jei springer angest op og tør ikke spørre henne om noe mer, bare ser forfærdeli bønli paa henne. Men hun ryster langsomt paa hode og rejser sei hun ossaa —

— Nej, sier hun — jei vét ikke noe mere i dag. Gaa bort til Emmestad og se om Di kan faa ligge der. Imaaren formidda kommer jei derbort og snakker me Dem — da skal De faa vite hvordan det er. — Men gaa naa!

og me et blik som taaler hun pludseli ikke at jei er der, river hun teppe fra vindue og puster ut lampen — for ute er det aldeles lyst — og jei faar i en fart vindue op og hopper ut. Jei tør ikke række henne haannen, og ikke si adjø, jei bare kaster et sky, angstfuldt blik op paa henne mens jei løfter paa hatten, og skynner mei saa op den lille bakken, me rædselen bævende igjennem mei

— hvor skal jei venne mei hen?!...

Mitt i bakken maa jei venne hode, for jei føler hennes øjne i min nakke. Og ganske rigti: dernede staar hun, lænet ut a vindue, og stirrer efter mei me store forvillete øjne — de lyser igjen me det samme kolle intense had som før derinne, bare det at naa holler de mei ikke fast mer, de jager mei afsted «væk! væk fra hennes ansikt! — jei har ikke lov aa være til!» Og knæerne blir bløte under mei som under et mareritt og jei vét knapt af mei sell for angest mens jei vakler det lille stykke op for bakken, op paa vejen, og hen i ly af huse saa hun ikke kan se mei mer. Der sætter jei paa sprang og flykter i vill rædsel bortover vejen, forfulgt af disse forfærdelie øjne som jei elsker af hele min sjæl, og som naa hader mei — hader mei sell ut over døden!... Aldri skulle jei vært til! forbandet skal jei være mens jei lever, forbandet naar jei er dø! forbandet paa joren og forbandet under joren! forbandet i al evihet af henne — rædsel, hvor skal jei fly fra hennes ansikt?!...

— og pludseli, som for aa søke et skjul, styrter jei inn i skoven tilvenstre for vejen, op mellem træstammerne, i vilt løp over stok og stén, forfulgt af de rædsomme elskede øjne som ikke taaler at jei er til — intil jei pludseli snubler i en rotten rotstub og faller tongt til joren. Og i samme nu er det som noen er over mei for aa slaa mei ihjel og jei bare dukker i angest hode ned i armene og hvisker det fortvilet inn i mørke:

— Tilgi mei! tilgi mei!

— Aldri! svarer det me hennes stemme og hun stirrer mei igjen dybt inn i sjelen me de store forbitrede øjne

— og op farer jei igjen og styrter afsted, videre op gjennem skoven, jaget som et vilt dyr af hennes evie uutslukkelie had: — jei har ikke lov til aa være! ikke her, ikke noen steder! det er en forbrydelse at jei er til og at jei har vært til forbandet skal jei være paa joren og under joren, forbandet i al evihet... ingen grænse for hva jei skal lide... jei elsker henne i al evihet, og hennes retfærdie had kan aldri dø — rædsel! rædsel!...

«Hesthagan» og Vestby-vejen har jei passeret paa min ville flukt, og videre er jei styrtet, opover gjennem skoven paa den anden side — gud vet hvor langt og hvor længe. Tilslut er jei kommen op paa en øde vej højt oppe; men da jei har sprunget et stykke hen a den stanser jei pludseli op, lammet af et rædsomt, ømt, smertens tâk i den højre testikel. Og me kollsveden perlende frem paa pannen synker jei ned ve siden a vejen — gud forbarme sei, jei har altsaa min epididymit igjen!

Og nu først gaar det op for mei at jei skal jo til Emmestad, og jei opdager me forfærdelse at jei er løpet langt inn i lanne isteden. Unner mei ligger en bre skovbevoxet dal... bak aasen paa den andre siden dalen, langt langt derborte er det, at fjoren og Emmestad ligger — hvor skal jei nu kunne række dit?! me denne forfærdelie sygdom som røver mei bruken a mine ben?!...

Og en ny rædsel styrter inn over mei —: hva om jei ikke er der naar hun kommer?!

Men saa blusser der op i mei en vill fortvilelsens kraft — «Gaa til Emmestad!» har hun sagt, og jei maa derhen; hun hader mei, men hun vil jei skal være der — levende eller dø, jei maa til Emmestad!

— og op springer jei for aa styrte afsted.

Men lammet af et nyt smertens tâk i testiklen, ennu rædsommere enn det første, synker jei tilbake igjen, overenne i grøften ve siden a vejen, og blir liggende der og rulle mei frem og tilbake, og biter i græsse af smerte og fortvilelse. Intil jei pludseli griper mei haart me begge hænder om hode og rusker mei op til besindelse — hva skal jei gjøre? — Saa skjønner jei jo at ennu har jei tid, solen er ikke staat op endda, jei kan bli liggende her en time eller to og se om det kansje skulle gaa over igjen — og saa faar det staa til, briste eller bære!

Me møje slæper jei mei op for den grønklædte skraaning ve siden av vejen og lægger mei ned paa ryggen inne i kanten af skoven, og stirrer angest op mellem træerne paa den hvitblaa himmel... Men saa er mine kræfter uttømte — alting ramler sammen for mei og forvirres, den legemlie og den sjælelie smerte flyter sammen til én stor ufatteli sjælekval, og runt omkring fra alle kanter stirrer hennes øjne ned paa mei, lysende me sit uutslukkelie had og forlanger at jei aldri skal ha vært til. — «Tilgi mei! tilgi mei!» jamrer jei op imot henne — «jei kan ikke gjøre det gjorte ugjort...» Men ingen tilgivelse er muli, hennes retfærdie had kan aldri dø, min marter aldri faa noen enne — og i helvedeskval blir jei liggende der og krympe mei som en orm under hennes forfærdelie, allesteds-nærværende blik...

Jei vaagner til mei sell ve pludseli aa mærke en lysning i luften over mei — det er solen som rinner. Smerten i testikelen er der ennu like volsom, en angest lyner igjennem mei for ikke aa kunne række dit hvor hun vil jei skal være — og i samme nu staar jei oprejst fremme i kanten af skoven, me staalspænt vilje, og stirrer, underli søvngjængeragti vaaken, ut over dalen hvor maarenen gryr. Og mei er det som gaar der et gys gjennem dalen da jei viser mit forbandede ansikt heroppe mellem træstammerne — og gjennem mei sell farer ossaa en isnende gru: det føles som vanhelli oprør mot naturen at jei er her. Men ingen gru kan holle mei tilbake: en forunderli overnaturli kraft er runnet inn i mit blo, smerten er me ét som strøket væk, hver muskel kjennes som af spænsti staal — frem vil jei bæres, det føler jei, uimotstaaeli frem til dit hvor hun vil jei skal være — ingen levende magt i verden vil kunne stanse mei før jei er fremme!

— og ned stiger jei i dalen, nedover gjennem den tætte skov, me søvngjængeragti sikre skritt, mens en græsseli spøkelse-gru isner min hud og kribler mei i haar-roten. Det er som om alting omkring mei stivner i rædsel ve mit komme, og dør hvor jei gaar frem; fulene opløfter angstfulle alarm-skrik: «her er han! her er han!» og flakser me vingerne for aa komme bort, men stivner og kan ikke; og længer fremme samler skoven alle sine kræfter og rykker imot mei for aa stanse mei. Men jei kan ikke stanses. Foran mei gaar der et kolt gifti forbandelsens pust som stivner og dræper al motstann før den rækker frem — og videre skrider jei me de søvngjængeragti sikre skritt, sell halldø af rædsel og me haarene strittende paa mit hode, men baaret frem af den fremmede overnaturlie kraft som rinner i mit blo — frem, frem, bestandi fremover bæres jei, og efterlater paa min vej en bre goll forbandelsens stripe gjennem skoven, hvor ikke noe levende mere kan gro. — —

— — Klokken kan være som ni, solen staar højt paa himlen, blank og stille ligger Emmestadbugten utover i tykt gult varme-mættet solskin. Mitt i bakken herinne i bunnen af bugten ligger Jensines hvite én-étages hus, fast plantet paa en bjergknaus, og ser utover fjoren, me et graat veskur paa højre side a sei, og tilvenstre en liten blomstrende frugt-have. Paa en fjell-knabb litt højere oppe sitter jei og stirrer, over frugthaven, forbi huse ut mot odden derute tilhøjre — dérfra er det jo hun skal komme...

Men jei venter ikke aa faa se henne, jei sitter bare der og stirrer, sunket hen i en slags dvale — tiden staar lissom stille, der kan ingenting ske...

Pludseli rører det sei noe mitt i stillheten og jei venner langsomt øjnene. Det er Jensine som er kommet ut paa trappen paa baksiden a huse — hun skygger me haannen for øjnene og ser her op

— naturlivis kjenner hun ikke mei igjen siden den høst-eftermiddan jei sat hernede i haven sammen me Bjørk og Vera og spiste æbler som vi hadde rystet ned a træerne... Naa gaar hun ned a trappen og bort langs haven; later som hun ser paa træerne, men skotter alt i ét mistænkeli herop... Og der kommer Frithof, mannen hennes, ossaa ut paa trappen og ser herop!... naa gaar han langsomt bort til henne... de blir staaende og snakke sagte sammen og skotter hit op begge to...

Jei føler at jei burte gaa derned og hilse paa dem, men jei kan ikke, jei har ingen vilje — og jei bare ønsker sløvt at de ikke maa komme herop...

Nej, der gaar de inn igjen begge to... saa! naa er de borte

— og igjen er alt som døtt, tiden staar igjen stille og jei sitter der og stirrer gjennem det tykke gule varme-mættede solskin ut mot pynten derute, og vét knapt af at jei sell er til...

Hvorlænge jei har sittet der saan har jei ingen idé om — da plutseli en hvit sjægte skyter frem om odden derute og svinger inover den døde bugt. Noe rører sei nede paa bunnen a min sjæl, noe som en glæde ve aa skulle faa se henne, eller hva det er — det forsøker lissom aa stige op til min bevissthet men det rækker ikke frem, det blir borte paa vejen, og sløv blir jei sittende der og føller mekanisk me øjnene baaten som glier langsomt inover den stille bugt...

Naa kan jei kjenne henne... tydeliere og tydeliere ser jei henne efter hvert og der stiger op i mei en uklar tanke om at jei vist burte gaa ned og ta imot henne. Men jei kommer mei ikke til — om fordi jei ikke har noen vilje, eller fordi jei ikke tør, eller af hvilken anden grunn, vét jei ikke sell...

Og op stiger hun paa bryggen dernede, lys blaa i gul straahat, og kommer me sin egen bløte vidunderlie gang gaaende opover den grønne bakken mot det hvite huse — saa endeli har en vilje faat arbejdet sei op i mei, og jei rejser mei langsomt og gaar underli fortumlet nedover mot henne.

Litt nedenfor huse møtes vi. Hun stanser ikke, bare ser likegyldi undersøkende paa mei, og jei venner taus og gaar opover ve siden a henne. Jei vét at alt er forbi, jei har set det strax vore øjne møttes — men det har ikke gjort noe større intryk paa mei; jei er jo for sløv, og har jo desuten visst det hele tiden. Men naa da jei har henne her ve siden a mei faar jei igjen denne underlie trang til aa høre afgjørelsen uttalt me hennes stemme, og saa sier jei, stille og tonløst —:

— Er alt forbi?

Hun svarer ikke, bare venner hode og ser mei like i ansikte — og nikker saa, langsomt og afgjørende et ja. Og en sløv træt fre glier inn i mei ve at det altsaa endeli er færdi...

— Har Di vært her inat? spør hun saa.

— Nej, jei kom for litt siden og har sittet deroppe og ventet.

Saa sier hun godag til Jensine som er kommen ut ve siden af huse, og de to blir staaende og snakke litt sammen. Jei hører mekanisk paa hva de sier. Ore «mât» kommer flere gange igjen, jei forstaar ikke hva det har me det hele aa bestille, og forsøker saa aa høre efter hva de snakker om. Men orene glier hver for sei inn i hjernen og ut a den igjen, jei kan ikke holle dem sammen skjønt jei anstrænger mei alt det jei kan — og jei forstaar at jei er blet tomset i hode. Men jei bryr mei ikke noe om det — det kan jo være det samme naa...

Saa gaar Jensine inn igjen, og Vera gaar hen bak huse, bort til det andre hjørne hvor skyggestripen langs husvæggen er bredest, og sætter sei ned der. Mekanisk er jei fulgt efter og sætter mei ned jei ossaa — og ser sykt op paa henne. Og saa begynner hun aa snakke noe til mei, noen venlie ting — og jei syns jei svarer henne noe ossaa. Men jei vét ikke hva det er, jei opfatter ingenting a det som blir sagt — jei er og blir bløt paa hjernen. Men det gjør mei ikke noe bedrøvet, tonen og klangen i hennes stemme er jo venli, det hører jei, og af øjnene hennes ser jei at hun ikke er vonn — og saa faar det være det samme me resten...

Allikevel er der noe som piner mei, og gjør mei uroli — jei vét først ikke sell hva det er. Men litt efter litt blir det mei klart at det er noe som vil op i mei, noe jei maa ha sagt henne, men som jei ikke kan finne — og saa blir jei saa angest for aa maatte dø uten aa ha faat sagt henne det...

Men pludseli er det der — og jei ser hjælpeløst op paa henne og sier —:

— Vil Di hade mei naar jei naa er dø?

Noe ømt kjærli noe skyter op i hennes øjne og hun bøjer sei fort frem og griper mei i haannen:

— Nej, sier hun me inderli betoning og ser mei bløtt inn i øjnene — nej, det vil jei ikke..

— og jei blir sittende der og holle henne i haannen og se henne inn i de ømme kjærlie øjnene hennes, underli lykkeli ulykkeli; jei har alt glemt igjen hva det var hun sa, og hva det gjalt, men det er blet saa stille og fredeli inni mei og jei er saa gla i henne og syns ikke længer det er noe ont aa skulle dø...

Men da hun saa tar haannen til sei igjen, er pludseli angsten og uroen over mei paany. Og jei syns ikke rikti det gaar an aa be om aa faa haannen hennes igjen heller — og saa ser jei bare hjælpeløst op paa henne, og sier sagte:

— Jei har det saa ont... og det gjore saa gott aa faa holle Dem i haannen...

Og igjen skyter det ømme kjærlie glimte op i øjnene hennes, og hun rækker haannen viljeløs hen til mei, og jei tar den og sitter og holler i den — og igjen er alt saa gott og fredeli, og det er ikke det minste ont aa skulle dø... hun er her jo!

— Ja naa er maten færi! sier pludseli Jensines grelle stemme, hun er kommen ut paa trappen derborte — og jei skvætter nervøst til saa jei er like ve aa faa ont, og ser idiotisk op paa Vera.

— Kom naa, sier hun venli — saa gaar vi inn og spiser!

Og hun rejser sei, og jei rejser mei ossaa, og føller mekanisk efter henne — uten aa skjønne noe, jei bare syns alting er saa rart.

Vi kommer inn i en stor blaamalt stue me to vinduer ut mot fjoren — solen skinner paaskraa inn gjennem dem, ned paa gulve. Paa et røbrunt klaffebor mitt i stuen staar en rykende suppe-terrin og to tallerkener. Vera sætter sei me ryggen mot vinduerne foran den ene tallerken, jei paa højre side a bore foran den anden, og hun øser op suppe til os begge, og begynner aa spise. Jei sitter der og ser paa henne...

— Spis naa! sier hun venli.

Jei vil forfærdeli gjerne siden hun sier det, og venner mei mot tallerkenen — men føler saa at det er umuli, og ser bønli bort paa henne, at hun ikke maa bli vonn.

— Jo! sier hun. Di maa spise! — ellers blir Di daarli.

— Jei kan ikke, sier jei lavt og ser forfærdeli ulykkeli paa henne — jei er like paa graaten for jei ikke kan gjøre som hun sier. Hun ser litt paa mei, sier saa pludseli —:

— Jei skal gi Dem!

— og hun rejser sei og stiller sei ve siden a mei me haannen paa min skulder, og tar skeen og begynner aa gi mei.

Jei er forfærdeli gla over at hun gjør det, og anstrænger mei alt hva jei kan for aa svælje. Men da jei har faat ned et par skeer er det mei ikke muli længer — og jei trækker uvilkaarli hode tilbake fra skeen og ser igjen bønli op paa henne.

— Jei kan ikke, sier jei ulykkeli.

— Jaja, saa skal Di faa slippe da! sier hun me et snilt smil, og sætter sei hen og spiser igjen.

Og jei sitter igjen der og ser paa henne, saa underli lykkeli ulykkeli, og syns det er gott aa se henne spise, gott aa se paa hennes bevægelser — ossaa saa trygt og gott aa vite at hun ikke er vonn paa mei mer...

Da hun har spist sier vi adjø til Jensine og gaar opover bakken i solskinne. Fra grinnen som lukker for Jensines lille ejendom svinger vejen strax brat op omkring foten a en stejl bjergknaus — og forsvinner saa bak den, op i skoven. Jei gaar der ve siden a henne, stille tomset i hode, og bare ser paa henne og føller henne som et barn — og saasnart vi ikke længer kan sees fra Jensines hus tar hun mei ve haannen og lejer mei, og da syns jei jei har det gott. — Litt længer oppe kommer vi til en aapning i skoven, en grøn bakke paa opsiden af vejen, og der tar hun af, og lejer mei op for bakken til noen busker i kanten a skoven. Bak dem, hvor vi ikke kan sees fra vejen, sætter vi os ned, og hun ser paa mei me store snille bedrøvete øjner og snakker noe venli til mei som jei ikke forstaar og klapper mei paa kinne. Og saa pludseli bryter graaten op i mei — en tong stille graat over et helt liv som er tapt... det er lissom ikke mit liv, men det er saa forfærdeli tongt at det er tabt... og hode mit faller af sei sell ned paa hennes bryst og hun lægger kjærli armen om halsen paa mei, og jei faar lov til aa ligge der ve hennes bryst og graate ut...

— Saa! sier hun tilslut og klapper mei venli paa kinne — ikke graat naa mer?

og jei holler strax op og tørrer øjnene og ser taknemmeli paa henne og syns hun er forfærdeli snil — og saa klapper hun mei igjen paa kinne og sier igjen noe venli til mei som jei ikke forstaar, og tar mei ve haannen og lejer mei ned paa vejen igjen og videre opover gjennem skoven. — Et par gange slipper hun haannen min, mens vi passerer forbi noen husmanns-hytter, og da længter jei efter aa komme inn i skoven igjen; men naar jei saa igjen gaar der og holler henne i haannen og ser op paa det kjære snille ansikte hennes, da syns jei igjen at alting er saa gott, og ønsker mei ingenting mere i verden.

Mitt nede i en lang brat bakke me høj skov paa begge sider stanser hun og slipper min haann — og me skræk opdager jei noe hvitt som skinner frem mellem træerne et stykke længer nede, skjønner at det er de første huse af Hvidtstén, og ser angest op paa henne.

— Ja, naa kan jei ikke la Dem følle mei længer! sier hun me store bedrøvete øjne.

Det er som trænger orene en tid for aa række fra øre inn til hjernen, og en lummer angst rinner mei imens ned gjennem bloe. Men saa pludseli er de der, de forfærdelie orene — og me ét slag er det som alting tænnes inni mei igjen; det hele blir mei me ét lysende klart og en forfærdeli rædsel snører mit bryst sammen

— hva skal der bli a mei naar hun ikke er her mere! — gud forbarme sei, at jei ikke har hat me giften og revolveren! saa kunne det hele vært gjort naa mens jei hadde det saa gott og fredeli hos henne... Eller om jei ikke hadde husket paa det mens den hjerne-lammelsen sto paa, saa kunne vi ialfall naa strax gaat op her i skoven og gjort det hele af innen hun gik — isteden for naa!... gud forbarme sei, hva skal der bli a mei!

Maalløs af rædsel staar jei der me sammensnøret strupe og stirrer paa henne og svæljer, og kan ikke faa et or frem. Endeli kommer det hæst:

— Maa Di gaa naa?

— Ja, sier hun — jei har loft aa komme hjem til midda, og naa er klokken tre.

... «Loft aa komme hjem til midda»! — et øjeblik brænner orene igjennem mei som noe saa uendeli lavt og lompent, at jei fatter det ikke. Men saa staar hun jo der foran mei i al sin ufattelie uunværlihet og ser paa mei saa hjerte bedrøvet me de store snille øjnene — og saa husker jei jo strax, hvor hun har vært forfærdeli snil mot mei helt siden hun kom, og at hun er jo ikke gla i mei længer, og at hun kan jo ikke bli gaaende her og leje mei syke mann omkring i skoven i det uendelie... aanej, det er nok min egen skyll som ikke har giften og revolveren me saa hun kunne hjælpe mei strax. Og saa sier jei sykt og sagte —:

— Kunne Di ikke komme ut til mei igjen efter middan?... jei vet jo ikke hva der skal bli a mei naar Di naa ikke er her mer... og jei kan jo ikke komme til byn før me toge 7₂₂...?

Hun betænker sei et øjeblik mens hun ser paa mei me de store snille øjnene. Saa sier hun kjærli:

— Jo? vær oppe ve Hesthagan litt før fem, saa skal jei komme.

Tak! hvor Di er snil! sier jei sagte, og en dyp taknemmelihet rinner ned igjennem mei.

Og saa gir hun mei haannen og sier adjø, og gaar slank og lett nedover den bratte vejen gjennem skoven, mens jei staar alene igjen deroppe og stirrer efter henne og tænker paa inat da hun ossaa gik slank og lett ned a en brat bakke, den langs det lille rø huse derover paa den anden side a byn «for aa se efter om alt var iorden» — og jei forsøker lissom aa maale ut afgrunnen mellem nu og da, men fatter det ikke...

Saa blir hun borte nede i svingen. Et øjeblik ennu staar jei der, lammet paa legeme og sjæl, og stirrer paa det sted hvor hun er forsvunnet — saa flammer fortvilelsen op i mei, alting ramler igjen sammen inni mei — og i vilt sprang sætter jei afsted inn gjennem skoven tilhøjre, me én eneste forestilling i hode:

— Hesthagan! Hesthagan!

Længe har jei løpet om inne i skoven; det har gaat op, det har gaat ned; saa har jei funnet en sti, saa har jeg tapt den igjen — men ustanseli er jei styrtet afsted, uten et øjeblik aa ha besindelse nok til aa stanse for aa orientere mei. Tilslut bare løper jei fortvilet videre med en syk fornemmelse af aa løpe i ring inni en forhexet skov...

Men pludseli lysner det foran mei, og strax efter dukker jei me et lettelsens pust frem paa Vestby-vejen — og piler saa afsted opover mot Hesthagan me en uklar følelse af at dér! dér skal jei finne lindring og hvile...

Men da jei endeli styrter frem mellem træerne deroppe, inn paa den aapne plassen i skoven, og ser henne ikke — saa bare stuper jei bums i bakken me hænderne for ansigte og brister i en forfærdeli krampe-graat: jei kan jo ikke være til uten at hun er her — gud forbarme sei, hvorfor er jei ikke dø!...

Og op springer jei igjen, hulkende og fortvilet, hatten er falt a mei men jei tar den ikke op, hva skal jei gjøre, jei kan jo ikke være til! — og afsted styrter jei frem og tilbake paa den aapne plassen, langs kanten a skoven, og hulker og vrier mine hænder og jamrer det ut i luften —:

— Vera! Vera! aa kom og hjælp mei! jei kan ikke være til... forbarm dei over mei og kom — jei dør af rædsel!...

Men hun kommer ikke, og hallgal blir jei løpende der frem og tilbake og rope hennes navn og tigge henne om aa komme — intil jei pludseli kaster mei flat paa marken og jamrer det ned i mine hænder:

— hun kommer ikke! hun kommer ikke! Men op maa jei igjen, op og afsted, jei kan ikke være stille — og igjen farer jei der frem og tilbake langs kanten a den aapne plassen og jamrer hennes navn ut i luften — og føler at jei mister min forstann... Og pludseli gaar noe istykker inni hjernen, det vimrer for øjnene, alting omkring mei sammensværger sei imot mei, skoven slutter sei sammen og rykker inn paa mei fra alle kanter, plassen jei løper paa blir trangere og trangere og en skrækkeli angest slaar ned i mei —: gud forbarme sei, hva skal ske?!... Og saa mærker jei me ét, at marken jei løper paa bevæger sei ossaa — rædsel! jei føres bort, bort fra henne, bort fra der hvor hun vil jei skal være...

Me et hæst skrik samler jei alle mine kræfter sammen og vil flykte — væk! bort! hjem! tilbake til der hvor hun har sagt jei skal være! — Men skoven møter mei fra alle kanter, jei kan ingensteder komme, den trænger sei innpaa mei... naa kan jei ikke røre mei a flekken, jei maa holle albuerne frem foran mei for ikke aa kvæles... og naa kvæles jei allikevel — aah! rædsel

— og afsted bærer det i rasende fart, bort, bort fra henne — jei ser henne aldri mer!...

Saa brister der noe inni mei, det sortner for alt blir borte, og jei sell forsvinner inn i et sort evi rædsels mørke — —

Da jei vaagner ligger jei næsegrus paa marken, ansikte begravet i mine hænder. Me rædselen ennu bævende gjennem mei løfter jei hode og venner mei om paa siden for aa se hvor jei er — saa stanser mit hjerte:

For ennen af plassen, mitt i skovens hallrunning, staar hun, lys blaa i gul straahat, fremme mellem de forreste brune stammer, me skovens mørke tykning bak sei. Ganske stille staar hun der me en liten kurv paa armen og ser hit bort hvor jei ligge ...

Jei føler det hele som et gjøglespil a min fantasi, men i al sin dejlihet staar hun der og dit hvor hun er maa jei! — saa mærker jei me rædsel at jei kan ikke røre et lem. Naglet til pletten ligger jei der og stirrer, mens en kvalfull længsel efter henne brænner fortærende gjennem mit syke blo — aah! det er døden, det føler jei, hvis jei ikke faar komme til henne...

— og pludseli stivner alle mine muskler som i krampe, og me føtterne holt igjen ve joren løfter mit legeme sei, stift som en staalstang, op fra marken, til det danner en vinkel me joren paa en 20, 30 grader — og svinger saa, langsomt, om føtterne som centrum, me hode hen i retning mot henne, som en magnetnaal mot sin pol —

og mei er det som den kvalfulle tørst efter henne fortærer mine involle...

Saa ser jei at hun kommer bortover mot mei. Men jei føler det som at hun vil aldri naa frem; snart stanser hun, og da maa jei dø — og min kval økes for hvert skritt hun tar...

Hun er like ve mei og jei tror i angest at nu vil det ske, nu vil hun stanse! — saa tar hun isteden noen forte skritt frem, og kaster sei me en pludseli bevægelse ned i sittende stilling like under min skulder.

— og i samme nu er stivheten brusten i mine lemmer, alting har løst sei op — og jei synker i volsom graat inn til hennes bryst og hulker hennes navn.

En stunn sitter hun der og holler hode mit tæt intil sei og stryker mei sagte nedover haare. Men saa lægger hun haannen paa kinne mit og venner ansikte mit op imot sit og ser me sine store kjærlie øjne dybt inn i mine:

— Du! sier hun — og stemmen har en vidunderli insmigrende klang — ikke graat naa mer?... naa er jei her jo!

— Ja, naa er du her jo! sier jei hulkende, og forstaar ikke sell hvorfor jei ikke er gla — hun er her jo!

Men pludseli gaar det op for mei hva det er, og jei klynger mei angest inn til henne me ansigte gjemt ve hennes bryst og hulker det ut:

— Ja, naa er du her... men jei skal jo dø... fra dei!... aldri mere være hos dei... aldri se dei mere — aah, det er forfærdeli! forfærdeli!... jei kan ikke holle det ut!

— og jei hulker som hjerte vil briste...

Saa pludseli lægger hun igjen haannen paa kinne mit og venner mit ansikt op imot sit. Og hennes øjne, fulle af øm kjærlihet sænker sei dybt i mine — og saa hvisker hun det ned til mei —:

— Du? vil du at vi skal forsøke allikevel?... jei er forfærdeli gla i dei — vil du vi skal forsøke?

— Ja! ja! — en volsom glæde skyter op i mei og jei klemmer kinne inn mot hennes bryst — ja! ja!... gud forbarme sei hvor du gjør mei gla...

og taarerne siler mei ned a kinnene a glæde.

— Ja, saa skal vi forsøke da! sier hun kjærli. — Men du? — og stemmen faar igjen den dejli insmigrende klang — saa maa du ikke graate mer?... vil du vel det? du?... jei er gla i dei jei!... saa! —

og hun rejser mei op fra bryste sit og tørrer taarerne a mit ansikt me sit lommetørklæ.

Side om side, tæt inntil hverandre, me benene hver sin vej og ansigtene mot hverandre sitter vi der og ser paa hverandre.

— Saa! sier hun muntert og putter lommetørklæ i lommen igjen — naa skal du se hva jei har tat me til dei? — og hun tar den lille kurven op paa fange sit og aapner den —: her har du en hall øl... og se her er en akkevit-flaske me noe paa! drik naa dette, det har du gott a — du har jo ikke smagt noen ting siden du kom herut jo!...

Jei tar en slurk af akkevit-flasken, sætter begjærli den halle øllen for munnen og tømmer den, og styrter saa resten af akkevitten i mei ossaa — og føler hvor det rinner styrkende og beroliende ned gjennem mine opløste nerver.

— Tak! sier jei saa og griper hennes haann me begge mine og blir sittende og se henne inn i det dejlie ansikte, mens glæden flommer inni mei —: gud forbarme sei, jei skal altsaa ennu faa forsøke! — hvem vet!... ennu kan jei kansje vinne henne...

— Er du gla naa? spør hun me sit dejlie, smerteli-sanselie smil.

— Saa gla at jei ikke fatter det, hvisker jei sagte — og stirrer fortapt paa henne, og forstaar ikke at et menneske kan være saa dejli...

— Er du litt gla i mei endda? spør jei saa, frygtsomt — jei ser det jo nok at hun er det, men det er saa vidunderli aa høre henne si det.

— Ja, svarer hun alvorli, og ser mei dybt inn i øjnene — forfærdeli gla er jei i dei... Men jei vet jo ikke hvordan dette kommer til aa gaa... jei hadde jo ikke gjort mei noe orntli begrep om dette før... da jei fik det breve dit om at du ikke kunne bli helt tat a mei og saant, saa brydde jei mei ikke noe større om det — jei hadde jo faat den samme lexen engang før, a Waldemar, og da hadde det jo vist sei aa være noe sludder... men dette er jo noe ganske andet — gud vet hvordan det kommer til aa gaa...

— og hun ser stille hen for sei og ryster langsomt paa hode.

Men pludseli slaar hun vilt armene om mei og trykker mei inn imot sei og hvisker det intenst:

— Aa du vét ikke du, hvor forfærdeli gla jei er i dei — og hvor jei er bedrøvet!

— Du! hvisker jei skjælvende og ser henne svimmel inn i ansikte — hvordan det kommer til aa gaa eller ikke det vil jei ikke tænke paa naa, det faar gaa som det kan og vil.., naa vil jei bare tænke paa dei og være forfærdeli gla saalænge du er gla i mei og vil ha mei hos dei. Men der er én ting som gjør mei saa angest —: hvis det naa gaar galt — vil du da bli vonn paa mei igjen?... saan som du var?

— Nej! sier hun og slaar igjen armene om mei — nej du, det vil jei ikke?... aldri mere vil jei være vonn paa dei!...

— Ja for det ville være saa forfærdeli, sier jei sagte — du vét ikke du, hva det vil si for mei at du er vonn paa mei... jei fatter det ikke engang sell! men aah, det er saa forfærdeli, saa forfærdeli — du skulle vite hva jei har lidt siden inat

— og me hennes haann i begge mine blir jei sittende der og se henne inn i hennes vidunderansigt og fortælle henne saa gott jei kan, hvordan jei har hat det fra det øjeblik af, da hun sto der lænet ut a vindue og jaget mei fra sei me sine øjnes had, og jei trodde at hun ville hade mei bestandi. Og hun sitter der og ser paa mei me det stille smerteli-sanselie smile om munnen, og klapper mei af og til paa kinne og sier: « stakkar stakkars dei! »...

Og pludseli faller hun mei igjen om halsen og hvisker det kjærli, abrupt, mens hun trykker mei inntil sei —:

— Aldri mere vil jei være vonn paa dei... hører du det: aldri mere!... la det gaa som det vil... sell om det gaar galt — forfærdeli forfærdeli gla vil jei være i dei allikevel!... Og du! — hvis du saa maa ta live a dei, saa vil jei først være sammen me dei en hel dag... ganske alene me dei! fra maaren til aften... vi vil være ute i skoven — aah, hvor jei vil være gla i dei!... og saa vil vi drikke os paa lyran utover aftnen, og først sent paa nat skal du faa lov til aa ta den morfinen, og naar du saa er søvnet inn me hode i fange mit, saa skal jei skjyte dei ihjel... og siden vil jei være forfærdeli forfærdeli gla i dei bestandi — du! altid, bestandi! skjønner du det!...

— og hun holler mei ut fra sei og ser paa mei me store ville kjærlie øjne.

Beruset af henne kaster jei mei inn til hennes bryst og trykker henne krampagti inntil mei —:

— Vera, hvor jei elsker dei!... aah, saann som jei elsker dei, det kan ikke noe menneske fatte... dejlie dejlie du!... forfærdeli er det aa dø, fra dei, og aldri skulle være hos dei mere... aldri se dei mere... forfærdeli, forfærdeli — aah, men dejli allikevel aa dø hos dei, i dit fang! og vite at du er gla i mei — Vera hvor jei elsker dei!...

— og jei klynger mei krampagti inn til henne me hode ve hennes bryst, og føler det i vellyst at naa, naa! kunne jei gjerne dø og forsvinne, her inne, i hennes arme...

— Jamen du! sier hun om litt og løfter mei op fra sit bryst og ser kjærli paa mei me det stille smerteli-sanselie smile — først vil vi altsaa forsøke, ikke sant? — Naa kommer du altsaa herut saa snart du kan og bor hos Jensine; jei har talt me henne, hun vil gjerne ha noen til aa bo derute i sommer — og saa faar vi se hvordan det gaar... ikke sant? du?

— Jo, sier jei sagte. — Men, Vera! — og jei ser forfærdeli frygtsomt op paa henne — faar jei da lov til aa være hos Dem om natten? ikke én nat, men hver nat? — minst otte nætter paa rad?... skjønner Di det — for at jei lissom kan vænne mei til al Deres dejlihet saa den ikke overvælder mei aldeles strax me det samme jei rører ve Dem — for da er jo det hele forbi me en eneste gang... otte nætterpaa rad maa Di gi mei til det forsøke — vil Di det?... Vera?

Hun ser et øjeblik paa mei lissom uviss, en angest er steget op i hennes øjne — saa sier hun:

— Ja... imaaren rejser altsaa Helga inn til byn og «Bekkasinen» kommer herut isteden; og da blir jo alting lettere aa greje — saa skal vi se hvordan det kan ordne sei.

Jei tør ikke si noe mer, ser bare paa henne der hun sitter i al sin dejlihet, og forstaar at gir hun mei ikke de otte nætterne, saa gaar det galt — men jei kan jo ikke forklare henne det orntli, jei generer mei saa forfærdeli for henne.

— Men du! sier hun pludseli og tar op uhre — skal du komme me toge 7₂₂. saa maa du nok skynne dei! gud, klokken er alt hall syv, du har ikke en time aa gjøre paa!

— og hun rejser sei fort, og jei rejser mei ossaa og ser angest paa henne. Saa sier hun kjærli —:

— Jei skal følle dei et stykke paa vejen!... og se her har du den femkronen — du har jo ikke noe aa komme til byn for engang jo!

— Nej det er jo sant! det hadde jei rent glemt.

— Tænk, sier hun — Helga hadde alt opdaget at 5-kronen var stjaalet og trodde det var Hanna. Hun kom saa bedrøvet og fortalte mei det: «tænk at Hanna stjæler» — «Aa fy!» sa jei «du maa ikke tro saant, du har naturlivis talt fejl da du la pengene ned!» — «Nej jei er aldeles sikker paa det du!» sa hun «og det kan ingen anden være enn Hanna» — «Det er stygt a dei aa tro det om Hanna!» sa jei — men hun trodde det naa allikevel.

— Men det er jo synn paa piken!

— Ja! Men det kan vi altsaa ikke ta noe hensyn til! — og hun ler me sin høje lyse latter og viser de friske rovdyrtænner.

Og jei ler ossaa — ler mitt i min angest for det som skal komme, ler ve at hun er saa dejli, ler ved at jei skal faa være hos henne og at hun er gla i mei; ler og kaster mei inntil henne og bedækker hennes bløte varme hals me smaa forte vellystie kys — og føler det som at jei drikker af henne! drikker i mei et bæger fyldt me henne, fyldt me hennes legemes saft som hun sell har skjænket i for mei og rækker mei for at jei skal ha det gott, jei som skal dø...

Saa tar hun mei kjærli ve haannen — «Vi maa skynne os hvis du skal række frem,» sier hun — og vi skynner os afsted.

Hvor vejen fra Hvidtsteen støter sammen me den fra Drøbak stanser hun og slipper min haann —:

— Du! sier hun kjærli — naa vil jei ikke følle dei længer, ellers blir det en altfor lang og kjedeli vej for mei aa gaa tilbake alene; desuten maa du gaa meget fortere skal du komme tisnok; du har bare 20 minuter igjen — jei tror ikke du rækker toge...

Jei ser paa hennes ansikt at hun gjerne vil jei skal række det, og griper fort hennes haann —

— Jo! jei rækker det; adjø! saasnart jei kan kommer jei altsaa herut — adjø, kjære kjære Dem!

— og jei trykker mei angest inn til henne.

— Og husk saa paa, sier hun - at naar Di naa kommer herut me baaten, saa gaar Di ikke i lann i Hvitstén, men rejser me til Filtvedt og ror derfra over til Emmestad, saa ikke folk i Hvitstén skjønner noe — kan Di naa gjøre akkurat saan som jei sier?

— Jei skal aldri mere gjøre noe som Di ikke vil, sier jei sagte og ser sykt op paa henne — adjø!

og jei skynner mei fort afsted. — Et par gange venner jei mei og ser efter henne, det kan jei ikke la være. Men saa gjør vejen en sving, saa jei ikke kan se henne mer. Og i det samme er det som jei hører toge rulle langt borte — det høres som en fjern trudsel — og jei slaar uvilkaarli over i springmarsch. Og litt efter litt faar en syk forestilling magten i min hjerne —: det er som om toge og jei løper omkap, og toge vil paa dø og liv forsøke aa række frem før mei! — og angest øker jei farten til jei føler at det yderste er naadd — fortere kan jei ikke om det gjæller live!...

— Ah! der er kirken! — det kjennes som en lettelse. Men idetsamme syns jei jei hører toge rulle frem nede i dalen, og venter angest aa faa høre det pipe. Men det piper ikke — og ned styrter jei gjennem det lille skovholte, forbi kirken hvor utsikten blir fri — gusjelov! ingen røk i dalen! — og afsted bærer det utfor de lange bratte bakkerne me rasende fart, og jei føler bare én ting — trær jei fejl og stuper, slaar jei mei ihjel!...

Saa pludseli er jei dernede, og inn styrter jei angest og forpustet paa stationen — og akkurat samtidig ruller toge frem fra den anden kant.

— Har Di billet? spør stations-mesteren, lissom anpusten han ossaa.

— Nej!

— Saa skynn Dem! fort!

Et øjeblik efter er jei tilbake, konduktøren holler en dør aapen, jei springer inn og døren smekkes i — og saa piper lokomotive og vi ruller afsted.

... søndas-klædte mennesker... unge gutter og unge piker... grønt i hattene... blomster i hænderne... en duft af Sønda og lantur og solskin og ong sunn kjærlihet

— saa synker mine øjenlaak sammen og alt er borte.

Intil pludseli noen prikker mei paa skulderen og jei skvætter op —:

— Billet! sier en ong lys fyr som sitter likeoverfor mei.

Jei griper mekanisk i ticket-lommen og faar afleveret billetten — og i samme nu har øjnene lukket sei igjen, og igjen er alt borte...

En haann lægger sei paa min skulder og jei aapner igjen øjnene. Den unge mannen som sat likeoverfor mei staar oprejst i kupéen, en ung vakker pike staar ve siden a ham — folk strømmer ut a kupéen...

— Naa er vi i byn! sier han venli, og den unge piken ser paa mei, halt nysgjerri, halt forundret — og de stiger ut, og jei stiger ossaa ut, aldeles fortomlet og kommer ut paa gaten og faar se Karljohan og vandrer mekanisk opover den i en forfængeli angest —: hva er det som er galt?... jei husker ingen ting

— og jei blir gaaende der og lete efter mei sell og kan ikke finne mei igjen...