Syk kjærlihet/III

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Tre uker efter. (15de december 87).

Jei er flyttet op i et lite smalt smug som strax nedenfor munder ut paa Boulevard Clichy. Der bor jei i en liten portnerstue, litt større enn et hunnehus, som ligner en liten kahyt og staar for sei sell alene, fremme ve ingangen til den lille plassen foran huse.

Klokken er mellem 12 og 1 om middan, skodderne har jei ennu ikke vært ute og tat fra vindue, men det gran dagslys som gjennom de to hjerteformie huller i skodderne trænger inn i det lille firkantie rum, gjør det lyst nok derinne til at jei kan se aa vaske mei og klæ paa mei. Da jei endeli er færdi sætter jei mei træt og trist ned paa den lave jernsengen som optar bunnen af værelse, og blir sittende der me armene støttet paa knæerne og stirre ned i gulve:

... Hva skal der bli a mei?... ingenting gjør jei her i Paris — og tiden gaar ... naa er jei begynt aa spise paa kredit hos Lefranc i den lille kuskeknejpen vor derborte paa Boulevard Clichy — gud vet hvor længe det kan gaa. Penge har jei jo ikke,og alt hva jei har i vente er 50 frcs som er brugt op før de kommer... Ikke kan jei faa noe aa bestille her i Paris, og ikke kan jei skrive noe, som jei hadde tænkt; alting gaar mei jo intryksløst forbi, jei føler ikke noe ve det jei ser, hva skulle jei saa kunne skrive om det!... Ingen, ingen utvej er aa øjne — jei skjønner ikke hvor dette bærer hen ... andre steder enn til La Morgue ...

Og mitt oppi det altsammen denne evie angest for det breve jei sente!... hun har ikke svaret; naturligvis er hun blet stødt over den altfor kjærlie tone jei skrev i, og vil ikke skrive mer... gud, hva mon hun føler for mei naa'?...

Før hadde jei da endda det aa gaa og tænke paa og glæde mei til, at kansje kom hun herned til vaaren for aa se Salonen; kansje kunne jei holle mei hernede saa længe, og saa skulle jei faa være sammen me henne de dagene hun var her; og naar hun rejste hjem igjen, kunne jei faa ta henne i haannen og se henne inn i de kjære dejlie øjnene hennes og si henne hvor jei var gla i henne, og hvor jei var taknemmeli over aa ha møtt henne her i live — og saa ville jei tat adjø me henne for gott, for vi hadde vel aldri faat set hverandre igjen; jei er jo ikke noe levedygti menneske mere...

Mens naa?! - sell om hun kom herned til Salonen, hvordan ville hun da være mot mei?... desuten kommer hun vel ikke, hun har vel ingen lyst til aa træffe mei mere naa — jei har jo ødelagt alt ve det breve...

Og han? — hva mon han føler for mei naa?... Jei mærket ikke noe galt a det breve jei fik fra ham forleden; men hvorfor skulle han ossaa la mei mærke noe! Han tror vel, han som hun, at jei elsker henne og at jei da jei fik det breve har trod at hun elsket mei igjen; og saa synes han synn paa mei — hvorfor skulle han saa la mei mærke noe! — Men han bryr sei vel heller ikke om aa træffe mei mer efter dette...

— aah, at det skulle enne slik mellem os tre — herregud, at jei sente det breve!...

Naa jaja, saa er der ialfall ingenting tabt ve om jei vandrer til La Morgue innen de kommer — det faar være min trøst...

— Aah, men hvorfor sente jei det! — jei brister i graat — ingenting mere har jei naa aa se hen til... ingen er mere gla i mei, og jei har ingen mere aa være gla i — aa herre gud hvor jei er alene i verden...

— og jei blir sittende der og graate og stirre ned i gulve og føler mei saa trøstesløst forlatt at jei syns jei maa dø...

Pludseli banker det, og det lille uniformerte postbud stikker rask hode inn a døren og rækker smilende frem et brev —:

— Pour vous, monsieur!

Jei springer op og griper det — det er fra henne! Og me bankende hjerte skynner jei mei ut i smuge og slaar skodderne fra vindue, og inn igjen saa fort jei kan og bryter breve og læser det —:

«Nej — jei kan ikke skrive til Dem. Men jei tror sikkert, jei har skrevet 10 brever, noen før og noen efter jei fik Deres brev, men sennes kan de ikke — ét skrev jei i dampbad i dag, men det er galt, det kan ikke brukes.

Kjære kjære Hans Jæger, tak for Di synes jei har 100 ansikter, noen stygge og noen pene — min egen goe kjære ven er Di, det maa jei vel faa lov aa kalle Dem — og tak for den lille halle tobaksgrejen som De sat igjen paa bore til mei den maarenen i Filtvedt, husker Di den?

Adieu da, og lev vel, og tænk paa mei af og til.

La mig faa se Dem igjen engang, saan som Di var før Di rejste — ikke bli anderledes! Husk paa at Di iallefall har én som tænker paa Dem altid og sier gonat til Dem hver aften og er gla i Dem og kommer til aa være det bestandi, enten Di bryr Dem om det eller ikke.

Vera.

Taarerne staar mei i øjnene mens jei læser, jei er paa graaten a glæde —: gusjelov! gusjelov! hun er ikke vonn paa mei — aa kjære, kjære fru Vera!

Men hun kan ikke skrive til mei, sier hun — aanej hun tør vel ikke det, hun er bange for jei skal misforstaa henne og bille mei noe inn... kjære kjære fru Vera, skjønner Di ikke at jei vet Di elsker ham! — og desuten jei «elsker» Dem jo ikke, jei er bare saa forfærdeli gla i Dem... aah, men gusjelov at Di ialfall ikke er vonn paa mei! endda skal jei kansje faa se Dem igjen, og Di vil være mot mei som før — aa Vera, Vera...

Men jei kan ikke skrive til henne imens — det tør jei ikke. Og hun ber mei heller ikke om det — hun har vel ikke lyst paa flere saanne brever som kan ødelegge det hele... Men vel, saa faar jei altsaa forsøke om jei kan aarke aa skrive til ham. Han ber mei i det siste breve at jei endeli naa maa skrive orntli hvordan jei har det, en a dagene faar jei se aa faa gjort det — og saa faar hun læse det. Jei kan jo ikke skrive saan til ham som til henne, men allikevel — aah gusjelov at jei igjen har henne aa se hen til! endda kan jei kansje faa ta henne i haannen og se henne inn i øjnene og si henne alt det jei føler for henne... og faa tat et siste kjærli farvel me henne før vi skilles for bestandi — aah, naa skal jei nok kunne finne paa noe som kan holle live i mei til den tid, jei vil ikke vandre til La Morgue før hun kommer! — aa kjære, kjære fru Vera...

og jei rejser mei resolut og tar hat og frak paa, og gaar underli vemodi stemt ned til Boulevarden og bort til min kuskeknejpe for aa faa frokost...