Inne paa et stort, uhyggeli, bare halt møbleret værelse i første étage uti Munkedamsvejen vandrer jei alene frem og tilbake paa gulve, trist og tongt tilmode, og laver paa den siste slut a min højsterets-tale, en personli henvendelse til retten.
Jei faar den ikke til som jei vil ha den, jei er i saa altfor daarli humør, vejret er ossaa saa forfærdeli tongt og trist, ute strømmer regnen ned, og inne hersker der et rent tusmørke skjønt det er mitt paa dag.
Gud hvor jei føler mei nedtrykt!...
Utsigterne er heller ikke lyse. Iovermaaren, paa Manda, kommer saken sansynligvis for; naturligvis blir jei dømt, tiltrods for at enhver sjouer kan si sei sell, at man ikke kan forbryde sei imot noen norsk lov ve aa utbrede en bog i Sverige — men, jei skal altsaa dømmes. Og naar denne latterlie, skamløse dom er falt, saa skal jei altsaa forsøke aa flygte til Paris. Kansje blir jei fakket paa vejen og puttet i hulle for 5 maanter — kansje ikke... Men sett om jei slipper unna, saa staar jei altsaa der alene i Paris uten penge og uten forbindelser, og maa leve fjernt fra de eneste par mennesker som jei holler a i verden og har trang til aa være sammen me... Mon jei noensinne faar se dem igjen? — Til næste høst løper hennes separationstid ut saa hun kan gifte sei igjen, og da kommer de altsaa til Paris begge to, — brylluppe skal staa i Bas-Meudon, og jei er inbuden — hvis jei kan holle mei dernede saa længe. Men sell om jei det kan — ovenpaa brylluppe rejser de jo igjen hjem til Norge, og jei blir igjen alene... alene i hele verden... ingen er gla i mei...
Jei er blet staaende og stirre ut a vindue —
... gud saa regnen plasker i gaten!... skulle jei forsøke ennu engang aa gjøre den om igjen denne slutningen paa talen? - den er for daarli! og ved gud at det er synn om en saa brilliant tale ikke skal faa en mere effektfull slutning...
Aanej, jei aarker nok ikke mer, den faar være som den er, la mei bare ennu engang prøve om jei altsaa kan den orntli — og saa faar jei i guds navn hvile mei til paa Manda!
Jei placerer en stol mitt paa gulve og mei sell bak den me hænderne paa stolryggen, og begynner saa aa holle slutningen a min tale som om jei sto likeoverfor de højstærværdie —:
Herme er altsaa den advokatoriske del a mit forsvar forbi; tilbake staar kun en personli henvendelse som jei har aa gjøre til retten —:
Højstværdie herrer! Dengang jei ifjor sto her i denne skranke var det som literaturens advokat, som forsvarer altsaa af en stor sak, og jei fant mei derfor forpligtet til aa iagtta de advokatoriske hensyn til det yderste. Iaar er det anderledes, jei staar her væsentli kun for at defendere min egen person, og derfor saa kaster jei nu alle advokatoriske hensyn overbord og sier Dem rent ut, at uagtet jei her, højstærværdie herrer, soleklart har bevist Dem, at det er mei som har ret og denne hr. Sørenssen som har uret, saa tviler jei allikevel ikke et øjeblik paa at jei jo blir dømt. Jei skal sie hvorfor —:
Paa det tydeliste hadde min defensor ifjor paavist for Dem, at en opfatning af Krl. 8-1 og 3 hvorefter jei kunne dømmes, umuli lot sei forene me Grundlovens klare bud i dens § 100. Paa det tydeligste hadde han bevist det, og dermed altsaa godtgjort, at dømte Di, begik Di et grunlovsbrudd.
Di højstærværdie herrer, dømte allikevel idet Di sa: «Defensor har gjort regning uten kriminalloven.»
Ikke me et or forsøgte Di engang paa aa vise, at den opfatning af Krl. 8-1 og 3 hvorefter Di dømte, virkeli lot sei forene me Grl. § 100 - ikke me et eneste or! Deres svar paa defensors uigjendrivelie argumentation var taushet. Denne taushet kan jo for mei ikke andet enn staa som en inrømmelse. Jei maa jo tro at Di, højstærværdie herrer, i dette tilfælle fant Dem berettiget til aa sætte lov over grunnlov. Men naar gamle juridiske dommere gir sei til aa prakticere en saa juridisk umuli sats som den at lov staar over grunn-lov — ja da viser jo det intet andet enn at følelserne er i den grad løpet a me disse dommere, at overfor dem er ethvert forsvar paa forhaann en umulihet. Og jei har jo ingen grunn til aa tro at Di, højstærværdie herrer, iaar skulle nære mere venlie følelser likeoverfor mei og det jei repræsenterer, enn Di gjore ifjor; jei har altsaa ingen grunn til aa tro at følelserne iaar mindre skulle løpe a me Deres forstann, enn de gjore ifjor - og derfor saa er jei fullt forberett paa, at som Di ifjor dømte mei stik imot grunnlovens klare bud, saa vil Di iaar dømme mei stik imot al sunn sans, og stik imot alle strafferetslie begreper.
Overfor den følelsernes logik som fører Dem til dette resultat staar jei fulstændi magtesløs; jei kjenner ikke disse forældede følelsers logik og kan altsaa ikke finne det punkt i den, hvor den muliens lot sei angripe me den virkning at Di lot Dem omstemme. Hva jei kan gjøre er derfor kun det ene: aa henstille til Dem, naar Di nu dømmer mei, da ialfall saa vitt aa overholle simpel juridisk decorum, at De idetminste forsøker, paa aa levere en mere eller mindre hørli begrundelse af Deres dom.
Det er forøvri kun en henstillen.
Vel vet jei at Di efter højesterets-loven er pligtie til aa begrunne Deres domme, og jei har altsaa ret til aa forlange at Di efterkommer dette højesteretslovens bud. Men, højstærværdie herrer, hvis Di ikke vil gjøre Deres pligt, ikke vil gi mei denne min ret — saa har jo ikke jei noe middel til aa tvinge Dem. Jei har jo ingen rigs-ret aa senne Dem paa halsen. Jei ville altsaa ikke ha fast grunn under føtterne om jei sto her og forlangte min ret, jei inskrænker mei derfor til aa be om den, jei inskrænker mei til en henstillen.
Men jei venter ikke at Di vil imødekomme den henstillen. Der gives i vort sprog noen uttryk som det later til at Di, højstærværdie herrer, er lissaa gla i, som de er mei forhatte: «det maa antages,» «det formenes,» «retten finner» osv. osv. — altsammen uttryk som ingen anden mening og hensigt kan ha enn den: aa skulle dække over en manglende begrundelse. — Jei venter, højstærværdie herrer, aa finne disse uttryk igjen i Deres domspræmisser. —
Ja, mere har jei altsaa ikke aa si — untagen det da: at forresten saa kan det være mei ét fett enten Di dømmer mei eller ikke; jei blir like løkkeli og like uløkkeli for det. Naar jei har giddet staa her og holle denne lange forsvarstale, saa er det jo bare fordi jei hadde morro af aa se, om, og i tilfælle hva, Di højstærværdie herrer, ville finne paa aa svare til mine uigjendrivelie argumenter.
Jei ryster trist paa hode og sætter væk stolen som jei har benyttet til skranke —:
— Aanej! al den gift og galle jei ville spy ut over de højstærværdie, den er nok blet sittende igjen derinne i mei desværre. ... Naa ja, det er der altsaa ingenting mer aa gjøre ve — i guds navn!
og jei tar hat og frak paa og skynner mei nervøs inover til byn i det ruskete vejr, for aa se om jei kan finne mei noe midda...
Inne paa Grand ser alt mørkt og uhyggeli ut. I sofan ve siden a hjørnevindue sitter Bjørck og Schander me «Norges Kommunicationer» foran sei —
— Vi sitter netop her og finner ut en rejserute for dei, sier Bjørck idet jei sætter mei ned — du bør nemli absolut rejse idag. Blir du til paa Manda og holler din tale, fakker de dei me det samme du kommer ut a retslokale — vi har det fra sikker kilde. Mossin har sagt at han kan ikke gott ant naa, siden hele byn vet at du agter aa flykte til Paris.
Jei blir sittende taus og stirre hen for mei — dette kommer over mei som en overrumpling... Nødi, forfærdeli nødi vil jei la være aa holle den talen; jei faar jo i den spydd noe ganske orntli paa den lange dumme justits-ministeren og paa de tre ynkelie byrets-dommerne, sell om jei altsaa ikke faar spydd om jei ville paa de højstærværdie...
— Ja, du har ikke lang tiden aa betænke dei paa! sier Bjørck; me 4- toge bør du ta afsted nedover til Dørnberger og faa vite a ham hvordan du best skal inrette dei i Paris — og saa faar du derfra se aa komme dei ut a lanne me en losbaat; det er det eneste sikre.
Det gaar mei som et sting gjennem hjerte: «Saa faar jei jo ikke engang sagt adjø til henne!» — og jei blir sittende raavill.
— Jei syns du bør rejse, sier Schander alvorli.
— Ja du vil da ikke la dei putte i hulle igjen og bli sittende der i 5 maanter ? ! sier Bjørck.
— Nej, sier jei lavt, og det gyser i mei ve tanken — saan som jei naa er tror jei ikke jei taaler det, jei ville vist komme ut igjen som idiot...
— Ja og desuten, sier Bjørck og ryster paa hode me et smil — hva fan, naar du staar oppe ve Triumfbuen og ser ut over Paris, saa kan det da igrunnen være dei det samme enten du har faat spyttet paa disse menneskene eller ikke!...
— Men, sier jei vaklende — jei har jo ikke engang penge til aa komme afsted for jo!...
— Jo! svarer Bjørck og klapper sei paa brystlommen — her har jei 200 kroner som vi har samlet inn til dei. Det er ikke meget; men herre gud, for dem kommer du altsaa derned og har endda litt aa begynne me...
— Vel, la gaa! sier jei nervøst ... opvarter! en absinth!
og jei slaar paa mei absinthen og blir litt lysere stemt —: herregud, det er jo noksaa dejli allikevel pludseli aa bli kvitt alt dette svinerie og rejse ut paa eventyr isteden!...
Efter en liten afskeds-midda i et af de smaa kabinetter paa Grand tæller Bjørck 190 kroner op til mei — de 10 har vi spist og drukket for. Men da jei har stukket dem i lommen og vi skal rejse os, blir jei me ét umaadeli trist —:
— Jei ville forfærdeli gjerne sagt adjø til Vera før jei rejste, sier jei til Bjørck.
— Ja, svarer han; men det er der altsaa ikke mere tid til naa. Jei skal hilse henne fra dei. — Men det er jo sant! sier han pludseli og stikker haannen inn i inner-lommen — jei har jo et brev til dei fra henne, en inbydelse til aa komme op til henne imaaren eftermidda og drikke kaffe... nej jei har nok lagt det igjen i den andre frakken — naa ja, det gjør jo ikke noe, siden du altsaa ikke kan komme allikevel...
Det gaar mei igjen som et sting gjennem hjerte, og et øjeblik tænker jei paa aa opsætte rejsen. Men saa husker jei paa, hvor han var jaloux den aftnen oppe hos «Kanarifulen»... og siden et par ganger har jei ossaa mærket noe saant — nej, det vil bare sætte ham i daarli humør om jei blir af den grunn, og saa blir det ikke noe hyggeli allikevel... Aanej la mei bare rejse...