Sydpolen I/5
TREDJE KAPITEL
MOT SYD
[rediger]
Mai maaned 1910 gik sin gang. Vakker var den
som alene en vaarmaaned i Norge kan være
det — et deilig drømmebillede av grønt og
blomster. Kun sparsom var den tid, vi hadde til at beundre
al den pragt, som omgav os desværre. For os var
løsenet: Bort, bort fra skjønheten, saa fort som mulig.
Fra maanedens begyndelse laa „Fram” vel fortøiet i sin bøie utenfor gamle Akershus mure. Blankpudset og fin kom den fra verftet paa Horten. Der skinnet lang vei av den. Man kom uvilkaarlig til at tænke paa lystseilas og ferietur, naar man saa den. Det blev imidlertid med tanken. Allerede dagen efter ankomsten frembød skutens dæk den mest hverdagslige scene, man kunde ønske sig. Indlastningen var begyndt.
Fra det historiske museums kjælder gik det lange tog av proviantkasser ustanselig ned i „Fram’s” rummelige indre, hvor løitnant Nilsen med de 3 nordlændinger var parat til mottagelsen. Denne forløp ikke saa ganske enkelt. Den var tvertimot meget høitidelig. Det var ikke nok at vite alle kasser vel ombord; opgaven var at holde greie paa, hvor hver enkelt kasse var placert og desuten at stuve dem slik, at man letvint kunde faa fat i den for fremtiden. Et vanskelig stykke arbeide var det, og det blev ikke synderlig lettere ved at der maatte tas hensyn til de talrige luker, som førte ned til underrummet, hvor de svære petroleumsbeholdere stod. Alle disse luker maatte være tilgjængelige; ellers vilde vi være avskaaret fra at pumpe oljen over til maskinrummet.
Men Nilsen og hans medhjælpere greide sin opgave med glans. Av de flere hundrede kasser var der ikke en, som kom paa vildstraa; ikke en var forstukket slik, at den ikke i en fart kunde bringes for dagens lys.
Samtidig med provianten tok vi ombord den øvrige utrustning. Hver enkelt av ekspeditionens medlemmer var ivrig paafærde med at sørge bedst mulig for sit eget departement. Det var ikke netop smaating, det her var tale om. Man kan bryte sin hjerne i det uendelige paa forhaand: nye krav vil stadig melde sig, — helt til der sættes en stopper ved at kaste fortøiningene og gaa. Denne begivenhet rykket os sterkt ind paa livet med juni maaneds indtræden.
Dagen før avreisen fra Kristiania hadde vi den ære og glæde at se Norges Konge og Dronning paa besøk ombord i „Fram”. Vi var paa forhaand underrettet om Majestætenes ankomst, og vi søkte saavidt mulig at bringe litt orden i det kaos som hersket ombord. Jeg ved ikke, om vi hadde synderlig held med os i dette. Men jeg er sikker paa, at „Fram”s besætning, alle som en, med ærbødig taknemmelighet bestandig vil mindes Kong Haakons hjertevarme ord ved avskeden.
Ved samme anledning mottok ekspeditionen som gave fra de kongelige et nydelig sølvkrus. Det var siden den smukkeste prydelse paa vort bord ved enhver festlig tilstelning.
Den 3. juni tidlig om formiddagen forlot „Fram” Kristiania. Maalet var foreløbig mit hjem ute i Bundefjord. Hensigten med besøket der var at faa ombord vort overvintringshus, som stod fuldt færdigbygget ute i haven. Vor udmerkede tømmermand og snekker Jørgen Stubberud hadde været mester for dette solide bygverk. Det blev nu i en fart plukket istykker og hver eneste planke og stok omhyggelig merket. Det var en ganske imponerende haug materialier, det her gjaldt at faa anbragt ombord, hvor der allerede før var temmelig trangt om plads. Hovedmassen blev lagt forut under bakken; resten i arbeidsrummet.
De mere erfarne blandt ekspeditionens medlemmer henfaldt øiensynlig i dype funderinger over meningen med dette „observationshus”, som avisene hadde døpt det. Det skal villig indrømmes, at de hadde grund til at spekulere. Ved et observationshus forstaar man gjerne en forholdsvis enkel konstruktion, som saavidt kan skaffe et nødtørftig ly for veir og vind. Vort hus var nærmest et mønster paa soliditet: 3 dobbelte vægger, dobbelt tak og gulv. Av indredning fandtes 10 indbydende køier, en komfur og et bord, hvorpaa der til og med laa en splinterny voksduk. „Jeg kan til nød skjønne, at de vil
ha det godt og varmt, naar de skal observere,” sa Helmer Hansen; „men hvad de skal med voksduk paa bordet, det begriper jeg ikke.”
Ut paa eftermiddagen den 6. juni blev det meldt, at alt var klart til avgang. Om aftenen forsamledes vi alle mand til en enkel avskedsfest ute i haven. Jeg benyttet anledningen til at ønske enhver især tillykke, og tilslut forenet vi os alle i et „Gud bevare Kongen og fedrelandet!”
Saa fulgte opbruddet. Sidste mand i baaten var næstkommanderende. Han kom bevæbnet med en — hestesko. Efter hans mening er det ganske utrolig, hvad der følger av lykke med en gammel hestesko. Muligens har han ret. I ethvert fald blev hesteskoen forsvarlig spikret til masten i „Fram’s” salong, og der hænger den endnu.
Ombord gik vi ufortøvet igang med at lette anker. Bolindermotoren surret, og den tunge kjætting raslet ind gjennem klydset. Præcis klokken 12 midnat slap ankeret sit tak i bunden, og netop idet 7. juni rullet ind over os, stod „Fram” for tredje gang utover Kristianiafjorden. To ganger hadde en flok dristige mænd bragt dette skib tilbake med hæder efter aarelang utfærd. Skulde det være os forundt at opretholde de ærefulde traditioner? Det var rimeligvis den slags tanker, som grep de fleste av os, mens vor skute gled henover den blikstille fjord i den lyse sommernat. Begyndelsen blev gjort under 7. junis tegn. Det blev tat som et løfterikt varsel; men ind blandt de lyse tillidsfulde forhaabninger snek der sig en skygge av vemod. Liene, skogen, fjorden, alt var saa daarende fagert og saa kjært. De lokket og drog; men dieselmotoren kjendte ingen barmhjertighet. Den tøffet og tøffet brutalt gjennem stilheten. En liten baat, som rummet nogen av mine nærmeste slegtninger, sakket agterut litt efter litt. Et par hvite lommetørklæder skimtedes i tusmørket, — — farvel!
Næste formiddag fortøiet vi paa Hortens indre havn. En uskyldig utseende lægter kom straks efter paa
skutesiden. Lægterens last var ikke fuldt saa uskyldig. Det
var intet mindre end en halv ton skytebomuld og geværammunition, — en noget ubehagelig, men derfor likefuldt nødvendig bestanddel av vor utrustning. Foruten at ta ombord ammunition benyttet vi anledningen til at komplettere vor vandforsyning. Da dette var gjort, drøide vi ikke med at komme avsted. Da vi passerte orlogsfartøiene, som laa paa havnen, mandet de rær, og musikken spillet fedrelandssangen. Utenfor „Vealøs” hadde vi den glæde at faa vinke et sidste farvel til en mand, som ekspeditionen altid vil staa i taknemmelighetsgjæld til, nemlig underdirektøren ved verftet, kaptein Chr. Blom, som med aldrig svigtende interesse og elskværdig forekommenhet ledet de omfattende reparationsarbeider paa „Fram”. Han gled forbi i sin seilbaat; om han fik et hurra husker jeg ikke. Fik han det ikke, var det en feil.
Nu bar det da mot syd, som dette kapitels overskrift antyder, men endnu ikke for alvor. Vi hadde en ekstra opgave foran os — det oceanografiske togt i Atlanterhavet. Dette nødvendiggjorde en betragtelig sving paa veien. Den uttømmende behandling av denne tur vil komme et andet sted i beretningen. Naar den her blir kortelig omtalt, er det nærmest for sammenhængens skyld. Efter samraad med professor Nansen hadde jeg lagt den plan at begynde undersøkelsene i strøket søndenfor Irland og derfra arbeide os vestover, saa langt som tid og omstændigheter tillot. Arbeidet skulde fortsættes paa hjemveien i retning av Skotlands nordpynt. Av forskjellige grunde maatte dette program senere reduseres ganske betydelig.
De første dager efter avgangen fra Norge hadde vi det herligste sommerveir. Nordsjøen var smul som en gaasedam; „Fram” bevæget sig ikke synderlig mere, end da den laa ute i Bundefjorden. Dette kom saa meget mere vel med, som vi neppe kunde siges at være absolut sjøklare, da Færder var passert, og det lunefulde Skagerak aapnet sig foran os. Knapt tilmaalt som tiden var, hadde det ikke været mulig at faa surret og stuvet alle de sidst ankomne saker saa godt som ønskelig kunde være; en kuling ute i fjordgapet vilde derfor ha været generende nok. Som det gik, klarte alting sig udmerket; men saa blev der da ogsaa arbeidet nat og dag. Jeg har latt mig fortælle, at sjøsyken ved tidligere anledninger skal ha grassert forskrækkelig ombord i „Fram”. Vi slap letvint fra den prøvelse ogsaa. De allerfleste av ekspeditionens medlemmer var sjøvante, og de faa, som muligens ikke var saa helt uangripelige, hadde en hel ukes godveir at træne sig paa. Saavidt jeg vet optraatte der for ikke et eneste tilfælde av den ubehagelige og med rette frygtede farsot.
Efter at ha passert Doggerbank fik vi en meget velkommen nordostbris; ved seilenes hjælp kunde vi nu øke litt paa den ikke netop svimlende fart, motoren var istand til at præstere. Før avreisen hadde der vanket de mest motstridende beretninger om „Fram’s” egenskaper som seiler. Det blev hævdet, at den skuten overhodet ikke lot sig rokke frem gjennem vandet. Med like stor styrke forfegtedes den motsatte opfatning: „Fram” skulde være en hurtigseiler av rang. Som rimelig kunde være, laa sandheten ogsaa i dette tilfælde nogenlunde midt imellem de to yderligheter. Skuten vor var ingen racer, men heller ikke absolut sta. For den friske nordost sløret vi nedover mot den engelske kanal med en fart av ca. 7 knob, og dermed var vi foreløbig vel fornøiet. Hvad det gjaldt var at faa beholde den gunstige vind til vi var vel gjennem strædet ved Dover og allerhelst et godt stykke ut i kanalen med. Vor maskinkraft var nemlig altfor begrænset til at det kunde nytte at gaa mot vinden. Vi maatte i tilfælde ha grepet til seilskutenes fremgangsmaate —at baute. Det at krydse i den engelske kanal — denne jordklodens mest trafikerte havstrækning — er i og for sig en litet tiltalende job. For os vilde det være saa meget slemmere, som det i høi grad vilde komme til at korte av paa den tid, som kunde avses til de oceanografiske undersøkelser. Men østenvinden holdt det gaaende med prisværdig iver. I løpet av et par dager var vi gjennem kanalen, og vel en uke efter avgangen fra Norge kunde vi ta den første oceanografiske station paa det i planen fastsatte sted.
Hittil var alting gaat saa glat som vi bare kunde ønske det. Til en avveksling meldte der sig nu vanskeligheter. Først i retning av uheldige veirforhold. Naar nordvesten begynder at røre paa sig i det nordlige Atlanterhav, pleier det gjerne at vare baade vel og længe, inden den kommer sig til ro igjen. Den fornegtet heller ikke nu sin gamle vane. Saa langt fra at komme os vestover var vi en tid truet med at drive ned paa den irske kyst. Saa galt gik det nu ikke; men vi saa os snart nødt til at korte ind adskillig paa den oprindelig bestemte rute. En medvirkende aarsak til denne beslutning var den omstændighet, at motoren slog sig vrang. Enten det var oljen eller feil ved maskinen selv, var maskinisten ikke paa det rene med. For det tilfælde, at nogen vidtløftigere reparation skulde vise sig paakrævet, var det derfor nødvendig at komme hjemover i tide. Trods disse vanskeligheter hadde vi dog en ganske respektabel samling vandprøver og temperaturmaalinger fra de forskjellige dybder, inden vi en av de første dager i juli satte kursen for Norge med Bergen som maal.
Under overfarten fra Pentland Firth fik vi en drabelig kuling av nordenvind, som ga os anledning til at undersøke, hvordan „Fram” opførte sig i stygveir. Prøven var slet ikke saa let. Der blaaste en storm med vind og sjø ret tvers. Vi holdt det gaaende for fulde seil, praktisk talt, og hadde den tilfredsstillelse at se vort skib gjøre over 9 mils fart. I den temmelig drøie slingring løsnet mastekraven i forsalongen; dermed aapnedes adgang for vandet, og resultatet var en liten oversvømmelse i næstkommanderendes og min lugar. De andre, som bodde om bagbord, hadde luv side og dermed alt sit paa det tørre.
Vi slap fra det med tapet av nogen kasser cigarer, som var blit gjennemvaate. Helt tapt gik de nu forresten ikke. Rønne tok dem i forvaring og levde høit paa salte, mugne cigarer i et halvt aars tid siden.
Med en fart av 8 à 9 mil gjør det hurtig mon paa distansen mellem Skotland og Norge. Utover eftermiddagen lørdag den 9. juli gav kulingen sig, og samtidig rapporterte utkiken land isigte. Det var „Siggen” paa Bømmeløen. I løpet av natten kom vi ind under kysten, og søndag morgen den 10de løp vi ind Sælbjørnsfjord. Vi hadde intet specialkart over dette indløp; men efter et svært rabalder med vor kraftige luftsirene fik vi endelig purret ut folkene paa lodsstationen, og en lods kom ombord. Han viste synlige tegn paa overraskelse, da han fandt ut, at det var „Fram”, han hadde for sig — ved at læse navnet paa skutesiden. „Kors, eg trudde, de va' en russ,” ytret han. Denne hans antagelse skulde formodentlig tjene som en slags undskyldning for hans ringe hastverk med at komme ombord.
Det blev en deilig tur indover fjordene til Bergen. Like saa surt og koldt som det hadde været ute i sjøen, likesaa varmt og lunt var det herinde. Blikstille hadde vi hele dagen, 4 mils fart var alt hvad motoren kunde drive det til, og det var allerede langt paa aftenen, da vi ankret op ved orlogsverftet i Solheimsviken. Vort ophold i Bergen faldt midt under den store landsutstilling. Utstillingskomiteen viste ekspeditionen den opmerksomhet at tilstaa dens medlemmer fri adgang overalt.
Forskjellige gjøremaal nødte mig til at reise til Kristiania. „Fram” overlot jeg til løitnant Nilsens omsorg. De fik hændene mere end fulde ombord. Diesels firma i Stockholm sendte sin udmerkede montør Aspelund til Bergen. Han gik straks igang med at gi motoren en grundig overhaling. De arbeider, som forefaldt, blev utført gratis av Laxevaags mekaniske verksted. Efter utførlig drøftelse av saken, blev det bestemt at bytte den solarolje, vi hadde ombord, med renset petroleum. Ved „Vestlandske Petroleumskompagnis” imøtekommenhet fik vi dette utført paa meget lempelige betingelser ved kompaniets oplagshavn ute i Skaalevik. Det var et meget brydsomt arbeide, men det betalte sig i fremtiden.
Vandprøvene fra turen blev bragt til den biologiske station, hvor Kutschin straks gik igang med titreringen (bestemmelse av klorgehalten).
Vor tyske reisefelle oceanografen Schroer forlot os i Bergen. Den 23. juli avgik „Fram” fra Bergen og ankom dagen efter til Kristianssand, hvor jeg igjen mødte den. Her forestod paany en række travle dager. I et av toldbodens pakhuser var ophobet en mængde saker, som skulde ombord: Ikke mindre end 400 bundter tørfisk, alt ski- og slædeutstyr, en vognladning med træmaterialer o.s.v. Paa Fredriksholm ute ved Flekkerø hadde vi faat plads for kanske det vigtigste av altsammen — passagerene, de 97 polarhunder, som i midten av juli var ankommet fra Grønland med dampskibet „Hans Egede”. Skibet hadde hat en temmelig lang og strid overreise, hvorfor hundene ved ankomsten nok var litt medtat, men de hadde ikke været mange dager paa holmen under Hassels og Lindstrøms tilsyn, før de igjen var i fuld vigør. Rikelig tilgang paa fersk kjøt gjorde underverker. Den før saa fredelige holme med levningene av den gamle fæstning gjenlød hver dag og undertiden om nættene med av de herligste hylekoncerter. Disse musikalske præstationer tiltrak en mængde nysgjerrige besøkende, som nok hadde lyst til at underkaste korets medlemmer et nøiere eftersyn. Til visse tider aapnet vi derfor adgang for publikum til at se dyrene. Det viste sig snart, at en flerhet av hundene saa langt fra at være glubske eller sky, tvertimot satte overmaade stor pris paa disse besøk. Det kunde jo hænde, at der vanket en ekstra smakebit i form av et stykke smørbrød eller lignende. Desuten var det en liten opkvikkelse i det for en polarhund utvilsomt litet tiltalende liv at staa fastbundet. Hver eneste en av dem var nemlig forsvarlig lænket. Dette var nødvendig, særlig for at hindre indbyrdes stridigheter. Det hændte ikke saa sjelden, at en eller flere kom sig løs, men de to vogtere var altid parate til at knipe rømlingene. En enkelt foretagsom krabat la paa svøm over sundet mot nærmeste land — utflugtens maal var sikkerlig nogen intet anende sauer, som beitet inde paa stranden — men den kombinerte svømme- og jagttur blev avbrutt i tide.
Efter „Fram’s” ankomst overtok Wisting stillingen som vogter i Hassels sted. Han og Lindstrøm bodde like i nærheten av holmen, hvor hundene var. Wisting hadde et eget snit med at behandle sine firbente undergivne og kom snart paa en meget fortrolig fot med dem. Han viste sig endvidere i besiddelse av adskillig ferdighet som dyrlæge — en overmaade nyttig evne i dette tilfælde, hvor det ret ofte var spørsmaal om at kunne flikke paa en eller anden skavank.
Som tidligere nævnt var der til dato ingen andre av ekspeditionens medlemmer end næstkommanderende, løitnant Nilsen, som visste noget om den utvidelse av planen, jeg hadde gjort. Blandt de ting, som kom ombord, og blandt de forberedelser, som blev truffet under opholdet i Kristianssand, maatte derfor mangt og meget ta sig ganske, underlig ut for den, som foreløbig bare imøtesaa en seilas rundt Kap Horn til San Francisko. Hvad var meningen med at ta alle disse bikjene ombord og transportere dem den lange vei? Vilde nogen av dem overhodet klare reisen rundt det ilde berygtede forbjerg? Var der desuten ikke nok av hunder og det gode hunder oppe i Alaska? Hvorfor laa hele agterdækket fuldt av kul? Hvad skulde vi med alle disse planker og bord? Kunde vi ikke sluppet meget bekvemmere fra det ved at faa denslags varer ombord borte i Frisco? Disse og en mængde lignende spørsmaal begyndte at gaa mand imellem. Ja selve ansigtene begyndte at ligne spørsmaalstegn. Ikke saa at nogen spurte mig — langt fra; det var næstkommanderende, som fik staa for støiten og svare som han bedst kunde. Et yderst utaknemmelig og ubehagelig hverv for en mand, som paa forhaand hadde hændene mere end fulde.
For at lette ham denne hans vanskelige stilling besluttet jeg en stund før avgangen fra Kristianssand at underrette Prestrud og Gjertsen om den virkelige sammenhæng. Efter at ha underskrevet en taushetserklæring fik de fuld besked om det planlagte fremstøt mot Sydpolen samt forklaring paa, hvorfor det hele var blit holdt hemmelig. Paa forespørsel om de ønsket at gaa med paa forandringen gav de begge uten videre et bekræftende svar, og dermed var den sak i orden.
Nu var der da tre mand ombord — hele befalet — som kjendte situationen og dermed var sat istand til at parere kinkige spørsmaal og borteliminere mulige anfegtelser hos dem, som endnu ikke var indviet.
To av deltagerne i ekspeditionen tiltraadte under opholdet i Kristiansand: Hassel og Lindstrøm. Et ombytte blev desuten foretat. Maskinist Eliassen blev avmønstret. Det var ingen let sak nu at finde en mand, som sat inde med betingelser for at kunne overta hvervet som maskinist paa „Fram”. Faa eller kanske rettere ingen her i landet kunde ventes at ha synderlig kjendskab til motorer av den størrelse, der her var tale om. Den eneste utvei var at gaa til det sted, hvor maskinen var bygget — til Sverige. Diesels firma i Stockholm hjalp os ut av knipen. De sendte os manden, og det viste sig siden, at han var den rette. Knut Sundbeck het han. Hvad den kar leverte av godt arbeide, og den stille, bramfri maate,
Frams maskinist.
Frams maskinist.
Kristensen. Nødtvedt.
Kristensen. Nødtvedt.
hvorpaa han utførte det, kunde der skrives et kapitel om. Fra første begyndelse av hadde han assisteret ved bygningen av „Fram”s motor. Derfor kjendte han sin maskine til punkt og prikke. Han behandlet den som sin kjæledægge; derfor var der aldrig noget iveien med den. Han gjorde i sandhet ære paa sit firma og den nation, han tilhører.
Imidlertid arbeidet vi med fuld kraft paa at bli klar til avgang. Bestemmelsen var, at denne skulde finde sted inden midten av august maaned, jo før jo bedre.
„Fram” hadde været i tørdok, hvor skroget blev grundig indsat med bundstof. Tungt lastet som fartøiet var, blev straakjølen en del ramponert ved det svære tryk mot underlaget. Ved en dykkers hjælp rettet vi imidlertid hurtig paa skaden.
De mange hundrede bundter tørfisk blev klemt ind i storrummet, saa trangt der var. Alt slæde- og skiutstyr blev omhyggelig stuvet væk for saavidt mulig at beskytte dem mot fugtighet. Disse ting maatte holdes tørre, hvis de ikke skulde „slaa sig” og dermed bli ubrukelige. Bjaaland hadde med disse saker at bestille, og han visste, hvordan de skulde behandles.
Som sig hør og bør kom turen til passagerene efter at alt fragtegods godt og vel var kommet ombord. „Fram” blev forankret utenfor Fredriksholm, og i en fart traf vi de fornødne forholdsregler til at ta imot vore firbente venner. Under Bjaalands og Stubberuds kyndige veiledning blev flest mulig av besætningen sat i sving med at haandtere øks og sag. I løpet av nogen faa timer hadde „Fram” faat sig et nyt dæk. Det bestod av løse lemmer, som letvint kunde løftes og fjernes for spyling og rengjøring. Lemmene hvilte paa tre toms planker spikret til selve skibsdækket; mellem dette og løsdækket blev derfor et betragtelig spillerum. Hensigten med dette var som tidligere nævnt en dobbelt: At skaffe hurtig avløp for det paa en slik tur uundgaaelige overvand og desuten at gi adgang for luftcirkulation og dermed opnaa at holde dyrenes underlag mest mulig avkjølet. Arrangementet viste sig siden at svare udmerket til hensigten.
Skanseklædningen paa „Fram”s fordæk bestod av jernrækverk betrukket med staaltraadnet. For bedre at skaffe baade skygge og ly blev der nu paa indsiden av rækverket fæstet en klædning av bord. Paa alle tænkelige og utænkelige steder blev der fæstet kjettinger til at binde dyrene med. Det kunde jo ikke nytte at la dem gaa løse fra begyndelsen; muligens kunde der være haab om at vi kunde slippe dem siden, naar de var blit bedre kjendt med sine herrer og mere fortrolige med forholdene i det hele.
Ut paa eftermiddagen den 9. august var vi klar til at ta imot vore nye skibskamerater. I en stor lastepram blev de transportert over fra holmen, 20 stykker ad gangen. Transportførerne Wisting og Lindstrøm opretholdt kommandoen paa en fortrinlig maate. De hadde paa samme tid forstaat at opnaa hundenes fortrolighet og fulde respekt — netop hvad der maa til. Ved faldrepet paa „Fram” vanket der en rask og haandfast mottagelse. Før de forbløffede bikjer rigtig kom sig av sin forundring og skræk, var de forsvarlig bundet oppe paa dækket og paa en elskværdig maate betydet, at det bedste de foreløbig kunde gjøre, var at ta tilværelsen med overlegen ro. Det hele gik for sig med slik fart, at vi i løpet av et par timers tid hadde alle de 97 hunder ombord og vel anbragt; men da var rigtignok ogsaa „Fram”s dæk utnyttet til det yderste. Vi hadde tænkt at faa beholde kommandobroen fri, men det lot sig ikke gjøre, hvis vi vilde ha alle med. Den sidste sending — 14 i tallet — maatte anbringes der oppe. Der blev saavidt igjen en liten aapen plads for rormanden. For den vakthavende officer saa det temmelig smaat bevendt ut med spillerum. Man kunde ha grund til at nære frygt for, at han vilde bli nødt til at slaa tiden ihjel med at holde sig bom stille paa en plads hele vakten igjennem. Men der var foreløbig ingen tid til at fæste sig ved den slags smaabekymringer. Ikke før var de sidste hunder kommet ombord, før vi gav os ikast med at faa alle fremmede iland, og dermed begyndte ankerspillets motor at røre paa sig borte under bakken. „Ankeret er oppe!” Fuld fart i maskinen, og reisen mot maalet, som laa 16000 kvartmil borte, var begyndt. Ubemerket og stille gik vi utover fjorden i skumringen. Nogen faa av vore venner fulgte et stykke paa veien.
Efterat lodsen var gaat fra borde utenfor Flekkerø, varte det ikke længe, før augustaftenens mørke gjemte omridsene av fedrelandet for os. Men Oxø og Ryvingen vinket sit farvel til os hele natten igjennem.
Vi hadde været heldige med veir og vind under begyndelsen av Atlanterhavstogtet paa forsommeren. Denne gang blev vi om mulig endnu mere begunstiget. Blikstille var det ved avgangen, og blikstille laa Nordsjøen flere dager efter. Det var saa sin sak at bli fortrolig med og vant til alle disse hundene; opgaven lettedes overmaade meget ved at hele den første uke bød paa bare godveir.
Før avreisen manglet der ikke paa allehaande slemme spaadomme om hvordan det vilde gaa med vore hunder. En del av disse profetier fik vi høre; der vanket formodentlig mand og mand imellem mange flere, som ikke kom os for øre. Galt, rent spikende galt skulde det gaa med de stakkars dyr. Varmen i tropene vilde i en fart gjøre det av med brorparten av dem. Blev der nogen
SCENE FRA BROEN
SCENE FRA BROEN
tilovers, var det bare en bedrøvelig galgenfrist de vilde faa, før de blev skyllet overbord eller druknet i overvand nede i vestenvindsbeltet. At holde liv i dem ved hjælp av nogen vindtørre fiskebiter var umulig o. s. v.
Som bekjendt slog alle disse forutsigelser daarlig til — meget daarlig. Det stik motsatte hændte. Efterpaa har vistnok de fleste av os, som var med paa fornøielsen, faat høre det spørsmaal: Var ikke den sjøreisen sydover en overordentlig langtækkelig og kjedelig historie? Blev dere ikke lei av alle disse bikjene? Hvordan i alverden kunde dere klare at holde liv i dem?
Det siger sig selv, at en 5 maaneders sjøreise i den slags farvand, som vi trafikerte, nødvendigvis maa komme til at by paa en god slump ensformighet; meget beror paa de midler man har til at skaffe sig sysselsættelse. I saa henseende hadde vi netop i hundene et aldeles ypperlig middel. La gaa, at det meget ofte kunde være et taalmodighetsarbeide; det skaffet ikke desto mindre som ethvert andet arbeide adspredelse og fornøielse. Saameget mere som det her gjaldt levende væsener, som hadde forstand god nok til fuldt ut at vurdere og paa sit vis gjengjælde en ydet haandsrækning.
Fra første stund av søkte jeg paa enhver mulig maate at hævde og styrke den opfatning, at det for hele vort forehavende var av den allerstørste betydning at faa vore trækdyr vel frem til landingspladsen. Hadde vi her noget løsen, var det nærmest: „Hundene først og hundene sidst.” Resultatet taler bedst for hvordan dette løsen blev fulgt. Vi indrettet os omtrent paa følgende maate: Hundene, som i den første tid stadig stod bundet paa samme sted, blev delt i partier paa hver 10 stykker. For hvert parti blev ansat en eller to vogtere, med fuldt ansvar for sine dyr og deres behandling. Paa min egen kappe tok jeg de fjorten, som holdt til paa kommandobroen. Fodringen av dyrene var en manøvre, som krævet alle mands nærvær paa dæk; den foregik derfor i vaktskiftet. Polarhundenes hovedfornøielse her i livet er at sætte sin føde tillivs. Man kan med tryghet paastaa, at veien til deres hjerte gaar gjennem matfatet. Ut fra denne opfatning handlet vi, og resultatet uteblev ikke. Efter nogen faa dagers forløp var de respektive tropper perlevenner med sine vogtere.
Som rimelig kan være, faldt det ikke synderlig i dyrenes smak at staa bundet hele tiden; dertil har de et altfor livlig temperament. Vi undte dem mere end gjerne den fornøielse at løpe omkring og derved skaffe sig en velgjørende motion; men foreløbig turde vi ikke ta risikoen ved at slippe hele banden løs. Der maatte litt mere opdragelse til. Det gik letvindt nok at vinde deres hengivenhet; at faa bibragt dem en god opdragelse gik naturligvis ikke fuldt saa glat. Det var ganske rørende at se deres glæde og taknemmelighet, naar vi ofret litt tid paa at underholde dem. Det første møte om morgenen hadde især en hjertelig karakter. Deres følelser ga sig da gjerne luft i et samstemmig glædeshyl; det fremkaldtes allerede ved det blotte syn; men de forlangte mere end at se paa os. De var ikke fornøiet før man pent hadde gaat rundt og klappet og snakket med hver enkelt. Var man en gang saa uopmerksom at springe over en, viste den straks de ubedrageligste tegn paa skuffelse.
Der findes vel neppe noget dyr, der i den grad som hunden formaar at lægge sine følelser for dagen. Glæde, sorg, taknemmelighet, samvittighetsskrupler avspeiler sig med al ønskelig tydelighet i dens hele maate at opføre sig paa. Ikke mindst i dens blik. Vi mennesker ynder gjerne den opfatning at være eneindehaverne av det man kalder for en levende sjæl. Øinene, siges der, er denne sjæls speil. Det er godt og vel altsammen. Men læg nu merke til disse hundeøine; studér dem nøie. Hvor ofte ser man ikke noget, man kan kalde „menneskelig” i deres uttryk; de samme variationer, man kjender fra det menneskelige blik. Det minder i hvert tilfælde paafaldende om „sjæl”.
Spørsmaalet lates her aapent for dem, som interesserer sig for løsningen. Her skal bare nævnes et andet moment, som taler for at en hund er noget eller litt mere end en maskine av kjøt og blod, — dens utprægede individualitet. Der var bortimot hundrede bikjer ombord i „Fram”. Efterhaanden som vi under det daglige samvær med dem lærte hver enkelt at kjende, aabenbartes hos hver og en et eller andet karakteristisk træk, en eller anden eiendommelighet. Neppe to av dem var like, hverken i sind eller skind. For et opmerksomt øie var der her rikelig anledning til at gjøre de pudsigste iagttagelser. Blev man en gang imellem litt træt av menneskene — hvad jeg forøvrigt tør si sjelden hændte — vanket der som regel adspredelse ved dyrenes selskap. Jeg sier som regel; undtagelsene mangler naturligvis ikke. Det var ikke bare moro at ha hele dækket fuldt av bikjer alle disse maaneder. Taalmodigheten sattes nok mangen god gang paa ganske alvorlige prøver. Men trods alt bryderi og alt det generende, som nødvendigvis fulgte med hundetransporten, er jeg dog sikker i min sak, naar jeg sier, at den maanedlange sjøreise vilde faldt ganske anderledes ensformig og kjedelig, om vi hadde været vore passagerer foruten.
I løpet av de første fire eller fem dager hadde vi nu tøffet os nedover mot strædet ved Dover, og det haab begyndte at dæmre hos os, at vi ogsaa denne gang uten større vanskeligheter skulde slippe gjennem naaleøiet. Der hadde været fem dagers absolut vindstille; hvorfor skulde det ikke vare uken ut? Nei, det varte ikke. Da det vestligste fyrskib paa Goodwin Sand var passeret, strøk godveiret sin vei, og i dets sted kom sydvesten med regntykke, taake og styggedom i sit følge. I løpet av en halv times tid blev det saa tæt, at det var umulig at se mere end et par skutelængder. Om vi intet kunde se, saa hørte vi desto mere. De uophørlige hvin fra de mange dampfløiter og sirener gav os kun altfor tydelig
besked om, hvilket mylder av fartøier vi var oppe i. Det var ikke netop nogen behagelig situation; vor udmerkede skute hadde mange gode sider, men det hindret ikke, at den var overordentlig sen og tung i vendingen. Det er en meget farlig egenskap i dette farvand. Hertil kom, at et eventuelt havari — forskyldt eller uforskyldt — for os vilde være absolut skjæbnesvangert. Vor tid var saavidt knap, at den derav følgende forsinkelse kunde ødelægge hele foretagendet. Et almindelig handelsfartøi kan ta risikoen. Ved at manøvrere med forsigtighet kan en skipper næsten altid holde ryggen fri. Kollisionen fremkaldes som regel ved uvorrenhet eller uforsigtighet fra den ene av sidene. Den uvorne faar betale skaden; den forsigtige kan kanske til og med tjene penger paa den. Forsigtighet fra vor side var en selvsagt ting; men at en anden i tilfælde vilde ha faat betale for sin uforsigtighet var os en daarlig trøst. Vi kunde ikke løpe den risiko; derfor stak vi, saa lite det ellers faldt i vor smak, ind til Downs red og ankret der.
Like indenfor os hadde vi byen Deal, som er et meget besøkt badested. Den eneste adspredelse, vi hadde, var at betragte alle disse tilsynelatende sorgløse mennesker, som her fordrev tiden med at bade eller spasere omkring paa den hvite, indbydende sandstrand. De behøvde ikke at bekymre sig stort om hvilken kant vinden blaaste fra. Vort eneste ønske var, at den vilde snu eller ialfald holde op. Vor forbindelse med land indskrænket sig til avsendelsen av et bud med telegram og breve til hjemmet.
Allerede næste formiddag var det rent slut med vor taalmodighet; med sydvesten derimot ikke. Den holdt det gaaende like freidig, men det var klarveir, og derfor besluttet vi med det samme at gjøre et forsøk paa at komme vestover. Det var ingen anden raad end at gripe til det gamle middel — bauting. Vi klarte en odde, og endnu én, men mere greide vi ikke foreløbig. Vi peilte og peilte igjen, nei der var ingen fremgang at merke. Ved Dungeness maatte vi ankre paa ny, og atter smøre os med den saa høit lovpriste smurning: taalmodighet. Vi slap at ligge mere end natten over denne gang. Vinden fandt for godt at snu sig saa meget, at vi kunde strække utover ved daggry. Men motvind var det, og krydse maatte vi omtrent hele den engelske kanal igjennem. En hel uke gik med til at klare disse 300 kvartmil. Det er litt drøit, naar man har slike distanser foran sig som vi.
Jeg skulde tro, at de fleste ombord trak et godt lettelsens suk, da vi endelig var vel klar av Scillyøene. Den evindelige sydvestvind var der vistnok fremdeles; men det hadde foreløbig mindre at si. Hovedsaken var, at vi befandt os i rum sjø med hele Atlanteren foran os. Man skal kanske selv ha seilet med „Fram”, før man fuldt ut kan forstaa, hvor velgjørende det føltes at vite sig fuldt klar av det omgivende land og de mange seilere inde i kanalen. For ikke at tale om de stadige seilmanøvrer med et dæk, som vrimler av bikjer.
Paa reisen gjennem kanalen i juni fanget vi to eller tre brevduer, som aldeles udmattede hadde slaat sig ned i riggen. Ved mørkets frembrud kunde vi uten vanskelighet faa fat i dem. Deres nummer og merke blev notert, og efterat de ved et par dagers god forpleining var kommet til kræfter, slap vi dem. De kredset et par ganger rundt mastetoppene og satte saa kursen ind mot den engelske kyst.
Jeg tror denne episode gav foranledning til, at vi ved avgangen fra Kristianssand fik med nogen faa brevduer. Løitnant Nilsen skulde som forhenværende dueeier ta sig av dem. Ja da, der blev bygget et pent hus, og duene levet i herlighet og glæde i sin nye bolig oppe paa toppen av den store baat, midtskibs. Hvordan det nu var eller ikke, fandt næstkommanderende ut, at der var for daarlig luftcirkulation i duehuset; for at rette paa denne mangel satte han en dag døren litt paa klem. Der kom ganske vist luft ind i huset, men duene kom ut. En skøier, som hadde opdaget, at fuglene var fløiet, anbragte med svære bogstaver „Til leie” paa væggen av det tomme duehus. Næstkommanderende var ikke rigtig blid den dagen.
Saa vidt jeg vet, fandt denne rømning sted i kanalen. Duene fandt sin vei hjem til Norge.
Den Biscayske bugt har et daarlig rygte blandt sjøfolk, og den fortjener det fuldt ut. Denne veirhaarde havarm har gjemt for bestandig saa mangen staut skute og dens besætning med. Vi for vort vedkommende hadde imidlertid efter aarstiden godt haab om at slippe uantastet over, og dette haab gik i opfyldelse. Hvad vi ikke hadde turdet haabe, det indtraf ogsaa. Vor arge motstander sydvesten blev endelig lei av sine ihærdige forsøk paa at stanse vor fremgang. Det nyttet jo ikke. Smaat gik det rigtignok; men fremover gnog vi os. Av vor meteorologiske barnelærdom hadde vi for øieblikket særlig i tankene de hyppige nordlige vinde nede ved Portugals kyster. Som en behagelig overraskelse fik vi dem allerede langt oppe i Spanskebugten. Det var vel en kjærkommen forandring efter al bidevindshakkingen oppe i kanalen. Nordenvinden holdt sig næsten like saa tappert som sydvesten før hadde gjort, og med en efter vore beskedne fordringer ganske respektabel fart gik det dag for dag sydover mot de himmelegne, hvor vi kunde være sikre paa stabile veirforhold, og hvor det som regel er en fest at være sjømand.
Den sjømandsmæssige del av vort arbeide var forresten selv i disse første vanskelige uker forløpet glat nok. Der var altid nok av villige, øvede hænder til at ta fat, naar det behøvedes, selv om de forefaldende arbeider hyppig var av en mindre behagelig art. Tænk bare paa renholdet. Enhver sjømand vil kunne fortælle noget om hvad det er for en historie paa skibe, hvor der fragtes levende dyr, særlig naar disse befinder sig paa dækket,
midt i veien for ethvert andet arbeide. Jeg har altid været av den opfatning, at en polarskute likesaalitt som noget andet fartøi behøver at være et engroslager av smuds og lort, selv om der findes noksaa mange bikjer ombord. Tvertimot skulde jeg mene, at det paa den slags turer mere end noget andet sted er en bydende nødvendighet at holde sine omgivelser saa rene og pene som mulig. Hvad det gjælder, er at holde sig fra livet alt, hvad der kan virke demoraliserende og nedbrytende. Urenslighetens virkninger i den retning er saa vel kjendt, at det er unødvendig at præke om det her.
Min opfatning deltes av alle og enhver ombord i „Fram”, og alt blev gjort for at handle i overensstemmelse med den, trods vanskelighetene, som nok kunde synes svære. To ganger om dagen blev hele dækket spylt grundig, foruten alle de ekstra turer som blev tat i mellemtiden med vandpøs og skrubber. Mindst en gang om uken blev hele løsdækket tat op og hver enkelt lem overhalet, indtil den var likesaa ren og pen, som da den blev lagt ned i Kristianssand. Det var et arbeide, som i længden stillet svære krav til utholdenhet og taalmodighet hos dem, som skulde utføre det; men jeg saa ikke andet end at prøven blev bestaat. „La os bare se at faa det rent,” het det stadig.
Om natten, naar det paa grund av mørket ikke altid var saa let at se sig for, kunde det nok ganske hyppig hænde, at man hørte mere eller mindre peprede utbrud av dem, som paa grund av en eller anden seilmanøvre var nødt til at fingre ved taugkveilene. Jeg behøver ikke nærmere at antyde hvorfor, naar man husker, at der overalt og allesteds laa bikjer, som i dagens løp hadde spist og drukket saare godt. Men efterhaanden gik edene over til vitser. Der fins ikke den ting i verden, som ikke vanen hjælper en over. Naar det gjentar sig ofte, tar man det tilslut med overlegen ro, at der kommer litt av en hunds efterlatenskaper i berøring med fingrene.
Det er almindelig skik og bruk ombord i skiber at inddele døgnet i vakter paa fire timer. Mandskapet er delt i to partier, som løser hinanden av hver fjerde time. Paa skuter, som seiler paa Ishavet pleier man dog at ha 6 timers vakter. Vi brukte den sidste, som efter en avstemning viste sig at ha den kompakte majoritet for sig. Ved denne ordning av vaktene opnaar man at slippe med to utpurringer i løpet av 24 timer, og for hver utpurring har frivakten faat sig en ordentlig lur. Skal der paa en fritid av fire timer spises, røkes og kanske passiares litt, blir der ikke stort igjen at sove paa. Vanker der saa en ekstratørn, som kræver alle mand paa dæk, blir der ingen ting.
Til bestridelse av arbeidet i maskinen hadde vi fra begyndelsen de to maskinister, Sundbeck og Nødtvedt. De gik vakt om vakt, fire timer hver. Naar motoren var i bruk længere tid ad gangen, var dette en ganske anstrengende tjeneste. Det var desuten ikke av veien at ha en mand i reserve. Jeg bestemte mig derfor til at la en tredje mand utdanne til reservemaskinist. Til denne stilling meldte Kristensen sig, og det skal siges til hans ros, at han paa en udmerket maate greide overgangen. Fuldblods dæksmand som han var, kunde det været grund til at frygte, at han vilde komme til at angre paa byttet, men nei, han blev i en fart maskinist med liv og sjæl. Det hindret dog ikke, at vi mangen gang siden under farten gjennem vestenvindsbeltet saa ham paa dækket igjen, naar der i en kuling var bruk for en god mand.
Motoren, som under turen i Atlanterhavet var os en stadig kilde til uro og ængstelse, gjenvandt under Sundbecks dygtige kommando vor fulde tillid. Den snurret og gik saa det var en fryd. Efter lyden fra maskinrummet at dømme skulde man tro, at „Fram” maatte fare gjennem vandet med en torpedobaats fart. Naar dette ikke var tilfældet, laa ikke skylden hos maskinen; skruen hadde muligens en del av den. Antagelig burde den ha været noget større; de lærde er forresten uenige om det. Men der var en anden slem aber ved propellen vor. Saa
snart der blev litt sjøgang, vilde den gjerne slaa i lagrene. Dette er en ulempe som meget almindelig forekommer paa fartøier, som av hensyn til isen maa indrette skruen til at kunne løftes. Vi undgik det heller ikke. Det eneste botemiddel var at løfte hele propellerrammen og støpe nyt metal i lagrene. Et yderst vanskelig arbeide, naar det maatte gjøres i aapen sjø, og paa en saapas urolig skute som „Fram”.
For hver dag som gik, hadde vi den tilfredsstillelse at se, at hundene fandt sig bedre og bedre tilrette ombord. Der var kanske en og anden av vore egne ogsaa, som i begyndelsen hadde været inde paa en viss tvil om, hvordan hundespørsmaalet vilde greie sig. Om der var nogen uvisshet i saa maate saa svandt den ihvert fald hurtig nok. Allerede paa et tidlig tidspunkt hadde vi al grund til at nære godt haab om at faa vore dyr frem i god behold. Det vi først og fremst maatte sørge for var at la dem faa saa rikelig og god føde som omstændighetene tillot. Til deres ernæring hadde vi som før nævnt væsentlig utrustet os med tørfisk. Eskimohunden lider ikke synderlig av kræsenhet, men i længden vil blot og bar tørfisk falde litt enkelt selv for deres maver. En viss tilførsel av fettstof er nødvendig, ellers vil det nok gaa galt. Vi hadde ombord adskillige svære tønder med fett eller talg, men beholdningen var ikke større end at der maatte økonomiseres med den vare. For at drøie noget paa forraadet av fett og samtidig faa lurt i vore spisegjester mest mulig tørfisk fandt vi paa at lave et stof, som med et sjømandsuttryk blev kaldt „dænge”. Det maa ikke forveksles med juling, skjønt dermed trakteres der nok ogsaa undertiden i rikt mon; men „dængen” stod adskillig høiere i kurs. Den bestod av en blanding av ophakket fisk, talg og maismel; det hele blev kokt sammen til en slags grøt. Denne ret serverte vi tre ganger i uken, og dyrene var aldeles gale efter den. De lærte meget hurtig at holde regning med de dager, da denne smaus var i vente. Saa snart de bare hørte skranglingen av de blikfat, som de enkelte portioner blev baaret rundt i, satte de i med et leven og spektakel, saa det var umulig at faa ørens lyd. Saavel tilberedningen som utdelingen av denne ekstraforpleining var til sine tider temmelig brydsom; men det lønnet sig godt. Det hadde ganske sikkert set noksaa trist ut med vor hundebestand ved ankomsten til Hvalbugten, om vi hadde veket tilbage for umaken.
Tørfisken var ikke paa langt nær saa gjæv som „dængen”, men til gjengjæld var der da nok av den. Ikke saa at forstaa, at bikjene selv nogensinde trodde de kunde faa nok; nei, stjæle fra sin nærmeste skulde de; kanske var det mest for sportens egen skyld; den var ialfald overordentlig yndet, og det kostet mangen varm lusing at faa knegten til at indse det utilladelige i den. Jeg er forresten ræd for, at de drev paa med dette tyveri selv efter at de inderlig vel visste, det var galt; vanen var for gammel til at vænnes.
En anden skik eller rettere uskik, disse eskimohunder i tidenes løp har lagt sig til, og som vi under sjøreisen ialfald saavidt mulig søkte at vænne dem av med, er deres trang til at holde hylekoncerter. Hvad den egentlige mening er med disse forestillinger, om de skal være til tidsfordriv, om de er et uttryk for tilfredshet eller det motsatte, kunde vi ikke med bestemthet avgjøre. De begyndte pludselig og uforvarende. Hele flokken kunde ligge ganske stille og rolig. En enkelt, som for anledningen hadde paatat sig hvervet som forsanger, satte saa i med et langt gudsjammerlig gaul. Var de overlatt til sig selv varte det ikke længe, før hele banden faldt ind, den ene værre end den anden, og for fuld damp holdtes denne infernalske halløi gaaende, et par minutters tid eller saa. Det eneste morsomme ved opvisningen var slutten. Alle sammen braastoppet samtidig; akkurat som naar et vel sammenarbeidet kor lystrer en energisk ført taktstok. De av os, der i øieblikket var tilkøis, fandt imidlertid aldeles ingen fornøielse i disse koncerter, hverken i finalen eller
noget andet; for de medførte gjerne, at selv de bedste sovehjerter blev revet ut av den søte blund. Passet man bare paa i tide at faa stoppet forsangeren i hans bestræbelser, var dermed hele affæren kvalt i fødselen, og det lykkedes som regel. Om der var nogen, som paa forhaand hadde næret en del bekymringer for sin nattesøvn, svandt disse temmelig hurtig.
Ved avgangen fra Norge hadde vi ialt 97 hunder; blandt disse var der ikke mindre end 10 tisper. Dette faktum gav os ret til at forvente en forøkelse av hundebestanden under reisen sydover, og forventningen gik meget hurtig i opfyldelse. Allerede efter tre ukers forløp indtraf den første „glædelige begivenhet”. En saadan hændelse kunde i og for sig synes at være av mindre betydning; for os, som levde under forhold, hvor den ene dag var saa temmelig nøiagtig lik den anden, var det mere end nok til at bli gjenstand for den største interesse. Da rapporten lød, at „Camilla” hadde faat 4 velskapte unger, var derfor glæden almindelig. De to av hvalpene, som tilfældigvis var av hankjøn, fik leve; hunnene blev ekspederet ut av denne verden længe før de endnu hadde faat øinene op for dens glæder og sorger. Man skulde kanske tro, at naar vi hadde næsten hundrede voksne ombord, vilde der bli liten anledning til at passe paa hvalper; men det blev allikevel gjort med al ønskelig omhu. Dette skyldtes først og fremst næstkommanderendes rørende kjærlighet til de smaa. Fra første stund av optraadte han som deres erklærede beskytter. Eftersom antallet økedes, kunde det knipe med plads paa dækket, som allerede før var vel besat. „Jeg tar dem i køia,” sa næstkommanderende. Saa vidt kom det nu ikke, men om det hadde været nødvendig, hadde han sikkerlig gjort det. Eksemplet smittet. Senere, da smaakarene vokste fra morsmelken og begyndte at ta anden næring til sig, kunde man efter hvert middagsmaaltid regelmæssig se den ene efter den anden av mandskapet komme paa dæk med
nogen omhyggelig sammenskrapte matrester paa sin tallerken. De smaa sultne munder skulde ha det, som var blit tilovers.
Det er noget mere end taalmodighet og almindelig pligtfølelse, som gir sig utslag i ting som de, jeg her har nævnt. Det er kjærlighet til arbeidet og levende interesse for opgaven. Efter det jeg saa og hørte hver dag, var jeg vis paa, at disse nødvendige drivfjærer fandtes, endskjønt de allerfleste endnu svævet i den tro, at vort maal var noget saa langsigtigt som en aarelang drift oppe i det nordlige ishav. Utvidelsen av planen, den meget nærmere forestaaende batalje med ismassene dernede i Syden var fremdeles noget, de mindst av alt drømte om. Jeg fandt det nødvendig at fortie det endnu en stund — indtil avgangen fra den havn vi foreløbig stevnet mot: Funchal paa Madeira. Mange vil kanske synes, at jeg løp en vel stor risiko ved saaledes at opsætte til sidste øieblik med at underrette mine kamerater om den betragtelige sving, vi skulde gjøre. Sæt at en del av dem eller kanske alle gjorde indsigelser! Det skal indrømmes, at det var en stor risiko, men der var saa mangen risiko, som maatte løpes i de dager.
Efterhvert som jeg under disse første uker av vor lange reise mere og mere lærte hver enkelt mand at kjende, kom jeg imidlertid snart til den overbevisning, at der ombord i „Fram” ikke fandtes nogen, som vilde forsøke at lægge hindringer i veien. Tvertimot fik jeg mere og mere grund til at haabe, at allesammen med glæde vilde motta nyheten, naar de engang fik den; alting vilde jo komme til at se saa helt anderledes ut. Det hele hadde gaat overraskende pent og let til dato; det vilde komme til at gaa endnu bedre.
Det var ikke frit for, at jeg imøtesaa ankomsten til Madeira med en viss længsel. Det skulde bli deilig at faa snakke ut. De øvrige, som visste noget, længtet vist ikke mindre. At bære paa hemmeligheter er hverken morsomt eller let. Allermindst ombord i et skib som vort, hvor man er henvist til at leve klods indpaa hverandre. Vi maatte jo snakke sammen daglig; de uindviede førte uvægerlig passiaren ind paa de fæle vanskeligheter, som vilde forbitre os livet og hindre vor fremgang nede ved Kap Horn. Det var trolig nok, at vi greide baade os selv og hundene vel over tropene én gang; men om det vilde lykkes to ganger, kunde være mere tvilsomt o. s. v. i det uendelige. Det kan lettere tænkes end beskrives, hvor kinkig det var, og hvor snedig man maatte vælge sine ord, for ikke at komme til at si formeget. Blandt uerfarne folk vilde det ikke været saa farlig; men man skal huske paa, at ombord i „Fram” hadde nærsagt hver anden mand tilbragt aar av sit liv paa reiser i polaregnene. En eneste svak antydning vilde for dem ha lagt sammenhængen tydelig i dagen. At hverken folkene ombord eller nogen anden opdaget den for tidlig, kan forklares ved, at den var saa altfor nærliggende.
Vort skib var altfor avhængig av vind og veir til, at vi med bestemthet kunde beregne, hvilken tid vi vilde bruke paa de distanser, vi hadde foran os, særlig da paa de breddegrader, hvor vindforholdene er uregelmæssige. Den forhaandsberegning, som blev sat op med hele reisen for øie, blev bygget paa en stipulert gjennemsnitsfart av 4 knob. Med denne, som det kan synes, meget beskedne hastighet, skulle vi kunne være ved Isbarrieren omkring midten av januar 1911. Som vi senere skal se slog dette til med en merkværdig nøiagtighet. Paa at naa frem til Madeira hadde vi beregnet en maaneds seilas. Det gik
endel bedre end ventet, idet vi nemlig kunde forlate Funchal maanedsdagen efter avgangen fra Kristianssand. Det var altid tilgivelig, naar beregningen slog feil paa den maate.
Den forsinkelse, vi hadde været udsat for oppe i den engelske kanal, blev heldig tat igjen under farten langs Spanskekysten og videre sydover. Nordenvinden varte indtil den gik over i nordostpassaten, og dermed var vi ovenpaa. Om aftenen 5. september skulle vi ifølge middagsobservationene vente at kunne se fyrene, og klokken 10 aften rapportertes fra riggen blinket av San Lorenzo paa den lille ø Fora ved Madeira.
Tidlig næste formiddag ankret vi inde paa Funchals red. Min bror skulde efter avtale indfinde sig i Funchal saa pas tidlig, at han var sikker paa at komme foran os. Det
varte imidlertid en god stund, før vi saa noget til ham, og vi smigret os allerede med at være kommet først, da han pludselig blev observert i en baat, som kom langs skutesiden. Vi kunde fortælle ham, at alting var bare godt og vel ombord, og han bragte os en god slump brever og aviser, som gav os bud hjemmefra. En liten geschæftig herre, som sa, han var doktor og som saadan i embeds medfør var kommet for at undersøke vor sundhetstilstand, fik det paafaldende travelt med at komme fraborde, da han paa toppen av faldrepet fandt sig stillet overfor et snes hundekjæfter, som i øieblikket var spærret paa vid gap paa grund av den temmelig sterke varme. Den lærde mands interesse for vor helbred var med et slag dunstet bort; han gik over til at tænke paa sin egen sikkerhet for liv og lemmer.
Da Funchal var det sidste sted, vi kunne komme i forbindelse med utenverdenen, blev der truffet foranstaltninger til paa enhver mulig maate at komplettere vore forraad; særlig gjaldt det at faa ombord mest mulig ferskvand. Der vilde bli et svært forbruk av den vare, og muligheten av at slippe op maatte for enhver pris undgaas. Foreløbig kunde vi ikke gjøre mer end at fylde alle optænkelige hulrum og beholdere med den dyrebare væske. Det blev da ogsaa gjort. I den svære baat, som hadde sin plads like over storluken, tok vi bortimot 5000 liter. Det var et litt risikabelt eksperiment, som kunde faa betænkelige følger, hvis vi fik slingring; men vi trøstet os med haabet om fint veir og smul sjø i de nærmest kommende uker. Som en meget velkommen avveksling i kosten fik hundene under opholdet i Funchal to ordentlige fodringer med fersk kjøt. En passelig stor hesteskrot forsvandt med imponerende fart ved hvert av disse to festmaaltider. Til vort eget forbruk forsynte vi os naturligvis rikelig av den bugnende overflod, som her fandtes av grønsaker og frugter; det gjaldt jo om fuldt ut at benytte den sidste anledning, som nu frembød sig til at feste paa den slags herligheter.
Vort ophold i Funchal blev noget længere end først paatænkt. Maskinistene fandt det nødvendig at ta op propelleren for at efterse lagrene. Dette arbeide vilde ta to dager, og mens de tre maskinmænd strævde i varmen med at faa det utført, benyttet den øvrige besætning anledningen til at ta byen og dens omgivelser i nærmere øiesyn; en halvpart av mandskapet hadde fri en dag ad gangen. Der blev arrangert en utflugt til et av de mange turisthoteller, som findes oppe i høidene
rundt byen. Man kommer meget letvint op i flere hundrede meters høide ved hjælp av en tandbane; i løpet av den halve time, det tar at komme op til toppen, har man den bedste anledning til at beundre denne herlige ø’s overdaadige frugtbarhet; paa hotellene finder man et godt kjøkken og naturligvis endnu bedre vin. Det er neppe nødvendig at si; men vi gjorde grundig ære paa begge dele. Til nedfarten blev anvendt et mere primitivt befordringsmiddel; den foregik paa slæder. Man vil kanske studse ved at høre om slædeture paa Madeira; til forklaring skal oplyses, at slædene hadde træmeier, og at gaten eller veien var brolagt med en sort sten, som var meget glat. Det gik med upaaklagelig fart nedover de bratte skraaninger; hver slæde blev trukket eller skjøvet av en tre-fire svartsmuskede indfødte, som lot til at være i besiddelse av prima ben og lunger.
Som et kuriosum kan nævnes, at Funchals aviser uten videre satte vor ekspedition i forbindelse med Sydpolen. De indfødte avismænd hadde ingen anelse om værdien av den blodferske nyhet de her bragte til torvs. Det var en avisand lavet ut fra den forutsætning, at naar en polarskute styrer sydover, maa det selvfølgelig være Sydpolen, det gjælder. „Anden” var dengang tilfældigvis sand. Heldigvis for os fløi den ikke utenfor Madeiras kyster.
Utover eftermiddagen den 9. september kunde vi begynde at træffe forberedelser til avgang. Maskinistene hadde faat propelleren paa plads og prøvekjørt den; alle forraad var vel ombord, kronometrene kontrollert. Tilbake stod bare at bli kvit alle de paatrængende baatmænd, som omsværmet skuten i sine smaa farkoster. Hver av farkostene saa ut som en liden, flytende krambod. I en fart var de sælgelystne fyrer ekspedert over faldrepet; foruten os selv var nu kun min bror tilbake ombord. Efterat vi saaledes var blit fuldstændig isolert fra utenverdenen, var endelig det efterlængtede øieblik kommet, da jeg kunde skride til at meddele alle mine kamerater den nu et aar gamle beslutning om at gaa sydover. Jeg tror at alle, som var ombord, længe vil huske hin lummervarme eftermiddag paa Funchals red. Alle mand blev kaldt paa dæk; hvad de tænkte paa, vet jeg ikke, men det var neppe Antarktika og Sydpolen. Løitnant Nilsen hadde med sig et stort sammenrullet kart; jeg la merke til, at dette kart var gjenstand for adskillige spørrende øiekast.
Der behøvedes ikke mange ord, før enhver begrep, hvilken kant vinden blæste fra, og hvilken kurs vi fra
nu av skulde styre. Næstkommanderende utfoldet sit store kart over den sydlige halvkugle, og jeg redegjorde i korte træk for den utvidede plan; likeledes for mine grunde til at fortie den indtil dette tidspunkt. Jeg maatte av og til skotte bort paa ansigtene. Til en begyndelse viste de, som ventelig kunde være, de mest utvetydige tegn paa overraskelse; men uttrykket skiftet fort. Før jeg var færdig, skinnet de og lo allesammen. Jeg var nu sikker paa det svar, jeg vilde faa, naar jeg til slutning spurte hver enkelt, om han vilde gaa med, og eftersom navnene blev ropt op, hadde hver eneste mand ganske rigtig sit ja færdig. Endskjønt jeg som før nævnt hadde ventet, at det vilde gaa som det gjorde, er det vanskelig at gi uttryk for den glæde, jeg følte ved at se, hvor beredvillig mine kamerater stillet sig til tjeneste ved denne betydningsfulde anledning. Forresten var jeg ikke den eneste, som var fornøiet, lot det til. Der var slikt humør og liv i leiren den kveld, at man snarere skulde tro, vi var vel færdig med verket, end at det hele laa foran os ufuldført, ja neppe nok paabegyndt.
Foreløbig kunde der imidlertid ikke avsees synderlig megen tid til at diskutere nyheten; det gjaldt først og fremst om at komme vel avsted; siden hadde vi de mange maaneder foran os. Der blev sat en frist av to timer, hvorunder enhver kunde faa skrive til sine nærmeste der hjemme om, hvad der netop var foregaat. Brevene blev vist ikke synderlig lange, i hvert fald var de fort færdige. Den samlede post blev overlevert til min bror, som tok den med til Kristiania, hvorfra brevene blev sendt til sine respektive bestemmelsessteder; dette blev dog først gjort, efterat forandringen i vor plan var bekjendtgjort for offentligheten gjennem pressen.
Det hadde faldt let nok at meddele mine kamerater nyheten, og den kunde ikke ha faat en bedre mottagelse end den gjorde; et andet spørsmaal var det, hvad folk hjemme vilde si, naar efterretningen kom dem for øren. Vi fik senere vite, at der var faldt baade gode og onde ord. I øieblikket kunde vi ikke bekymre os synderlig om den side av saken. Min bror hadde paatat sig at overbringe meldingen om, hvorhen vi hadde tat veien; jeg misundte ham saavist ikke det hverv. Efterat vi alle hadde git ham et sidste kraftig haandtryk forlot han os, og dermed var da vor forbindelse med den travle verden avbrutt. Vi var henvist til os selv. Ingen skal kunne si, at situationen trykket os stort; vor lange reise blev tiltraadt, som det skulde være en dans; den mere eller mindre triste stemning, som pleier at præge enhver avsked, fandtes der ikke spor av. Folkene spøkte og lo, mens mere og mindre vellykkede vitser blev slængt rundt i anledning av den originale situation, vi var i. Ankeret kom op mere end almindelig kvikt, og neppe
var vi med motorens hjælp vel ute av den trykkende varme havn, før vi hadde den tilfredsstillelse at se hvert eneste seil fyldes av den friske og kjølende nordostpassat.
Hundene, som nok hadde fundet opholdet inde i Funchal noget varmere, end det egentlig faldt i deres smak, gav sin glæde over den velkomne luftning tilkjende ved at foranstalte en koncert. Vi fandt at maatte unde dem fornøieisen denne gang.
Det var en ren fornøielse at komme paa dæk morgenen efter avgangen fra Madeira; alle mand gav sin morgenhilsen med en ekstra elskværdig betoning; i øienkrokene blinket bare smil. Den splitternye vending sakene hadde tat, og den pludselige overgang til helt andre felter for tanker og forestillinger virket som en velgjørende styrt paa alle dem, som endnu dagen iforveien hadde ment at seile med kurs for Kap Horn.
De fleste moret sig nok godt over, at de ikke paa
forhaand hadde lugtet lunten. „At jeg kunde være saa tosket, at jeg ikke tænkte mig det før,” sa Beck og sendte en næsten ny skraa over rækken. „Det var jo igrunden saa forbandet liketil. Her har vi jo alle disse bikjene, det fine „observationshus” med svær komfur og nydelig voksduk paa bordet, ja og alt det andre med. Ethvert fæ burde ha forstaat, hvor dette bar hen.” Jeg trøstet ham med, at det altid er let at være eftervis, og at jeg syntes, det var meget heldig, at ingen i utide hadde opdaget, hvor vi skulde hen.
De av os, som hittil hadde været nødt til at tie med, hvad de visste og bruke alle mulige knep for ikke at røbe nogen ting, var sikkerlig ikke mindst fornøiet med at bli kvit hemmeligheten. Nu kunde vi snakke løs av hjertens lyst. Hadde vi før maattet spille fordækt, var der nu ingen ting iveien for at lægge kortene paa bordet. Saa mangen samtale hadde kanske i den forløpne tid gaat istaa av den grund, at de, som hadde en hel mængde spørsmaal at gjøre, ikke turde spørre, og de, som kunde fortælle noget, ikke vilde. Herefter skulde det drøie baade vel og længe, inden vi blev læns for stof til konversation. Med et slag var der dumpet ned et tema saa rikholdig og omfattende, at det til en begyndelse var vanskelig at vite, hvor der skulde tages fat. Der var ombord i „Fram” mange mænd, som hadde høstet rik erfaring under aarelange ophold i egne indenfor den nordlige polarcirkel. Men for nær sagt allesammen var det store antarktiske kontinent et terra incognita. Jeg selv var den eneste ombord, der hadde set Antarktica; av mine kamerater hadde kanske en og anden i tidligere dage, under en sjøreise rundt Kap Horn været i nærheten av et antarktisk isfjeld, det var det hele.
Hvad der tidligere var utført av arbeide i forskningens tjeneste der syd, og beretningene om de mænd, som før hadde søkt at utvide kjendskapet til denne ugjestmilde verdensdel, var ogsaa noget, som vel de færreste av „Fram”s besætning hadde hat tid og anledning til at sætte sig synderlig godt ind i. Kanske hadde de heller ikke hat grund til det. Nu var der al mulig grund. Jeg ansaa det for en bydende nødvendighet, at alle og enhver grundig studerte beretningene fra de tidligere ekspeditioner. Det var den eneste utvei til paa forhaand at bli nogenlunde fortrolig med vor opgaves natur og de forhold, vi vilde komme til at arbeide under. Derfor fandtes der ombord i „Fram” et helt bibliotek av antarktisk litteratur. Alt hvad der er skrevet av den lange række av opdagelsesreisende i disse egne, fra James Cook og James Clark Ross til kaptein Scott og Sir Ernest Shackleton. Og dette bibliotek blev sandelig flittig benyttet. De to sidstnævnte forskeres bøker var især i kurs, de blev læst fra perm til perm av alle, som kunde, og velskrevne og udmerket illustrert, som disse beretninger er, var de i høi grad instruktive. Om det teoretiske studium av vor opgave saaledes blev ofret rikelig baade tid og arbeide, blev ikke derfor de praktiske forberedelser forsømt. Saa snart vi var kommet ind i passaten, hvor den praktisk talt uforanderlige vindretning og vindstyrke meget vel tillot en indskrænkning av vagtmandskapet, gik de forskjellige fagfolk igang med at arbeide paa at faa det omfangsrike utstyr for overvintringen i den bedst mulige stand. Vel var der paa forhaand lagt al mulig flid paa at faa hver del av utrustningen saa god og hensigtsmæssig som mulig, men det hindret ikke, at det hele trængte at gaaes grundig efter i sømmene. Et saa komplicert apparat, som der her er tale om, blir man i det hele tat aldrig rigtig færdig med. Der vil altid være en eller anden forbedring, som kan gjøres. Som vi siden skal se, hadde vi ikke alene under den lange sjøreise, men ogsaa under den endnu længere antarktiske vinter hændene mere end fulde med forberedelsene til slædeturen.
Vor seilmaker Rønne blev forvandlet til, ja la os kalde det skrædder. Rønnes stolthet var en symaskine, han i sin tid efter megen bruk av sine gode talegaver hadde faat fat i ved verftet paa Horten. Hans største sorg under reisen var den, da han ved ankomsten til Barrieren maatte overgi sin skat til landpartiet. Han kunde ikke begripe, hvad vi skulde med symaskinen paa „Framheim”. Det første han gjorde, da „Fram” kom til Buenos Ayres, var at forklare en derværende repræsentant for „Singer symaskinkompagni”, hvor absolut nødvendig det var for ham at faa sit tap erstattet. Talegavene hjalp ham igjen, han fik en ny maskine.
Det var forresten ikke noget rart, at Rønne var glad i sin symaskine. Han kunde bruke den til alt mulig; seilmaker-, skomaker-, sadelmaker- og skræddersøm, alt sammen gik like rundt og like kvikt. Han etablerte sit verksted i bestiklugaren, og derinde snurret symaskinen ustanselig, gjennem tropene, vestenvindbeltet og drivisen med, for om vor seilmaker var aldrig saa rask med sine fingre, saa kom bestillingene endnu raskere. Rønne var av de folk, hvis ærgjerrighet det er at faa gjort mest mulig i den kortest mulige tid. Med stigende forbauselse saa han, at her var det umulig at bli færdig. Han kunde drive paa, saa meget han vilde, der var altid noget igjen. At regne op alt, hvad han leverte fra sit verksted i disse maaneder vilde føre for langt. Det faar være nok at si, at altsammen var udmerket arbeide, utført med beundringsværdig raskhet. Noget av det, han selv satte mest pris paa at ha forarbeidet, var kanske det lille tremandstelt som siden blev sat igjen paa Sydpolen. Det var et litet mesterstykke av et telt, lavet av tynd silke; sammenlagt kunde det gjerne faat plads i en nogenlunde rummelig lomme og veide knapt nok en kilo.
Paa dette tidspunkt kunde vi ikke sikkert regne med muligheten av, at alle, som kom til at gaa sydover, skulde række ned til 90 grader. Tvertimot maatte forberedelsene træffes med det for øie, at nogen kom til at snu om. Det omtalte telt tænkte jeg at anvende, hvis der
skulde blit tale om at la f. eks. to eller tre mand foreta det sidste fremstøt. Derfor var det gjort saa let og litet som mulig. Heldigvis, faar jeg si, slap vi at bruke det. Da alle naadde frem til maalet, fandt vi, at den bedste anvendelse, vi kunde gjøre av Rønnes kunstverk, var at la det staa igjen som merke.
Vor seilmaker hadde ingen hunder at passe for sin egen regning, det hadde han ikke tid til. Derimot assisterte han gjerne mig med pasningen av mine 14 venner oppe paa broen, men det var likesom han hadde vanskelig for at bli fortrolig med bikjer og bikjestel. Det stemte ikke riktig med hans opfatning av livet ombord i en skute at ha et dæk, som vrimlet av hunder. Han betragtet denne abnorme tingenes tilstand nærmest med en slags haanlig medlidenhet. „Nei, har dere hunder ogsaa ombord i denne skuta da?” — — lød det gjerne fra ham, hver gang han kom paa dæk og befandt sig ansigt til ansigt med „bæstene”. De stakkars bæster gjorde visselig ikke noget forsøk paa at forgripe sig paa Rønnes person mere end paa nogen andens, men han syntes længe at nære sine store tvil derom. Rigtig tryg følte han sig neppe, saalænge hundene ikke hadde mundkurver paa.
En del av vor utrustning, som vi var særlig omhyggelig med, var naturligvis skiene. Efter al sandsynlighet maatte de jo bli vort hovedvaaben i den kommende strid. Saa meget vi end kunde lære av Scotts og Shackletons beretninger hadde vi vanskelig for at begripe det, naar der i disse blev anført, at bruken av ski paa Barrieren ikke var nogen succes. Av de beskrivelser, som blev git av overflatens beskaffenhet og forholdene forøvrig, maatte vi tvertimot slutte, at ski var og blev det eneste brukbare. Intet var spart for at skaffe et godt skiutstyr, og en dreven kar hadde vi til at passe paa det — Olav Bjaaland. Det er nok at nævne navnet. Da der ved avgangen fra Norge var spørsmaal om at finde en god plads til vore ski, fandt vi at maatte dele vort eget logi med dem; alle par blev anbragt oppe under taket i forsalongen. Noget bedre sted hadde vi ialfald ikke at by paa. Bjaaland, som i de sidste par maaneder hadde forsøkt sig i det for ham noget uvante haandverk at være sjømand, gik under reisen gjennem passatstrøkene over til sin gamle bestilling: skimaker og snekker. Saa vel ski som paabindinger var levert færdig fra en vaabenforretning i Kristiania. Det stod igjen at bøie til jernørene og tilpasse bakstroppene efter hver enkelt mands støvler, saa det hele var klappet og klart til bruk ved ankomsten til Barrieren. Der var sørget for fuldt skiutstyr til hver mand, for at ogsaa de, som skulde bli igjen ombord, under opholdet ved iskanten kunde ha anledning til at foreta en skitur en gang imellem.
Til hver av de 10 slæder forarbeidet Bjaaland under reisen et par løsmeier, som det var tanken at anvende paa en lignende maate, som eskimoene gjør. Dette naturfolk har eller hadde ialfald ikke før noget materiale, som var skikket til skoning for slædemeier. De hjælper sig over vanskeligheten ved at belægge meiene med et dække av is. Der skal vistnok baade god øvelse og stor taalmodighet til at faa den slags skoning ordentlig paa, men har man den først, er der neppe tvil om, at dette patent slaar alle andre av marken. Det var som nævnt tanken at forsøke den dernede paa Barrieren. Imidlertid viste det sig, at vor trækkraft var saa god, at vi med god samvittighet kunde bli staaende ved vore skoninger av staal og — hickory.
De første 14 dager efter avgangen fra Madeira hadde vi nordostpassaten saapas frisk, at vi bare ved seilenes hjælp kunde holde den nødvendige gjennemsnitsfart og vel saa det. Motoren fik derfor ha lov til at hvile og maskinistene anledning til at pudse og fikse den. Det driver de paa med sent og tidlig, det blir aldrig fint og blankt nok dernede. Nødtvedt benyttet anledningen til at ofre sig for den gjerning som nu engang er hans glæde i denne verden: Smiekunsten. Og her var rik anledning for ham til at gjøre bruk av hammer og ambolt. Hadde Rønne meget at sy, saa hadde Nødtvedt ikke mindre at smie: Slædebeslag, kniver, sælhakker, skinner og bolter, patentkroker i hundredevis til hundene, kjettinger o. s. v. i det uendelige. Det gnistret og sang i ambolten derborte paa agterdækket dagstøtt, helt til vi var langt borte i det
Indiske hav. I vestenvindsbeltet var det nok forresten saa sin sak at være smed. Det er ikke let at træffe søm met paa hodet, naar underlaget er saapas ustøt som „Fram”s dæk; heller ikke er det behagelig, naar essen diverse ganger om dagen blir fyldt med vand.
Under forberedelsene til færden blev der fra visse hold herhjemme ustanselig skreket op om, hvor sørgelig bevendt det var med „Fram”s skrog. Det skulde være slet vedlikeholdt, læk som et sold, ja raattent helt igjennem. Disse uttalelser stilles i et noksaa eiendommelig lys, naar man nu ser hen til den seilads, som „Fram” præsterte ide to aar. I 20 av de 24 maaneder holdt den det gaaende i aapen sjø, og det i farvand hvor der stilles ganske alvorlige krav til et fartøis soliditet. Den er akkurat like god, kunde gjerne gjøre det hele om igjen uten nogen reparation. Vi, som var ombord, visste alle sammen før vi gik, hvor grundløse og taapelige disse skrik om „raattenheten” var, vi visste ogsaa, at der neppe flyter paa sjøen en træskute, som det ikke av og til er nødvendig at pumpe. Naar motoren var stoppet, viste det sig, at det var nok, naar vi tok en ti minutters tørn i haandpumpen hver morgen. Det var hele „lækagen”. Aa nei, der var nok ingen ting iveien med „Fram”s skrog. Derimot kunde der nok være et og andet at si paa riggen. Naar den ikke blev, som den burde ha været, skyldtes det ene og alene de forbistrede hensyn, som maatte tages til budgettet. Paa fokkemasten hadde vi to raaseil, der skulde være fire. Paa klyverbommen var der to stagseil, der kunde ha været plads til tre, men pengene strak ikke til. I passaten forsøkte vi at hjælpe litt paa mangelen ved at rigge op et læseil ved siden av „fokken” og en „skyskraper” ovenfor merseraaen. Jeg vil ikke paastaa, at disse improviserte seil bidrog til at forskjønne skutens utseende, men de hjalp paa farten, og det var adskillig vigtigere. Det gik ganske bra sydover med os i disse septemberdage. Før maaneden var halvgaat, befandt vi os et godt stykke inde i det tropiske belte. Nogen tropisk hete følte vi ikke synderlig til, ialfald ikke vi mennesker; man merker overhodet ikke varmen saa svært ombord i et skib i aapen sjø, saalænge skibet bevæger sig. Paa et seilfartøi, som ligger i vindstille, vil det nok kunde bli mere end varmt nok med solen i zenit, men i tilfælde av stille hadde vi jo motoren at hjælpe os med, saa litt luftning var der altid. Det vil si paa dækket. Nede i lugarene var det værre; der kunde det undertiden bli „svinagtig mildt” som Beck gjerne uttrykte sig. Vore ellers saa prægtige lugarer hadde en mangel, der var ingen ventiler i skibssiden, og derfor kunde vi ikke faa gjennemtræk. De fleste av os klarte sig dog uten at flytte ut. Av de to salonger var forsalongen ubetinget at foretrække som opholdssted i varmen, i koldt klima vil antagelig det omvendte bli tilfældet Forut kunde vi gjennem den gang, som førte ut til rummet under bakken, skaffe tilveie en gjennemgaaende luftstrøm, agterut var det vanskelig at skaffe saa god cirkulation; desuten hadde de der maskinens varme naboskap. Varmest var det selvfølgelig for maskinistene, men den altid opfindsomme Sundbeck visste raad med at forbedre ventilationen, saa selv i maskinrummet klarte de sig efter omstændighetene ganske godt.
Man hører ofte det spørsmaal, hvad der er at foretrække, sterk varme eller sterk kulde. Det er ikke greit at gi noget bestemt svar paa det. Ingen av delene er behagelig; hvad det er ubehageligst blir til syvende og sidst en smagssak. Ombord i et skib vil vel de fleste foretrække varmen, om den er aldrig saa sterk. La gaa at dagen kan være brydsom, til gjengjæld har man de herlige nætter. En sur og kold dag opveies kun slet av en endnu koldere nat.
En ubetinget fordel medfører det varme klima for folk, som hyppig skal i og ut av køien og klærne; det er den
enkelthet i antræk, som det tilsteder. Naar man næsten ingenting skal ha paa sig, er det saa uhyre letvint at bli færdig.
Hadde man kunnet faa en uttalelse fra vore hunder om, hvordan de fandt tilværelsen i tropene, vilde antagelig alle som en ha svaret: „Tak, la os helst komme tilbake til litt kjøligere omgivelser.” Deres dragt var ikke egentlig beregnet paa en temperatur av 30° i skyggen, og det slemme var, at den ikke kunde skiftes. Det er forøvrig en misforstaaelse, naar mange tror, at disse dyr absolut maa ha sprængkulde for at like sig, de foretrækker tvertimot at ha det godt og varmt, Her nede i tropene blev det naturligvis vel meget av det gode for dem, men de led ikke noget av heten. Ved at strække solseil over hele skibet fra for til agter opnaadde vi, at allesammen stadig laa i skyggen, og saalænge de ikke blev direkte utsat for solstraalene, var der ingen fare for, at det skulde gaa galt. Hvor godt de klarte sig fremgaar bedst av det faktum, at ikke en av dem var paa sykelisten for varmens skyld. Paa turen indtraf i det hele bare to dødsfald foraarsaket av sygdom, i det ene tilfælde var det en tispe, som kreperte efter at ha sat 8 hvalper til verden — en affære som like saa godt kunde ha tat livet av den under andre forhold ogsaa. Hvad dødsaarsaken var i det andet tilfælde kunde vi ikke bringe paa det rene. Smitsom sykdom var det ialfald ikke.
Noget av det vi frygtet mest for var epidemisk sygdom blandt dyrene; men takket være den omhu, hvormed de var utvalgt, var der intet tegn til noget slikt.
I nærheten av ækvator, mellem nordost- og sydostpassatens enemerker, træffer man det saakaldte stille belte. Dette beltes beliggenhet og utstrækning varierer noget med aarstidene. Er man slumpeheldig, kan det træffe, at den ene passat praktisk talt gaar over i den anden, men som regel vil dette strøk byde paa en ganske drøi forsinkelse for seilskibe. Enten er der hyppig vindstille eller ogsaa omløpende og ustadig vind. Vi kom der paa en uheldig tid av aaret og mistet nordostpassaten allerede 10 grader nordenfor linjen. Hadde vi faat bra med stille, kunde vi ved motorens hjælp i forholdsvis rimelig tid kommet over, men vi saa ikke noget større til vindstille. Der blaaste som regel en trassig søndenvind, og der skulde ikke meget til av den sort for at gjøre de sidste nordligere breddegrader drøiere, end vi syntes om.
Forsinkelsen kunde være kjedelig nok, men vi oplevde
Men vore dyrlæger Gjertsen og Wisting spjelket det og fik det godt igjen.
Men vore dyrlæger Gjertsen og Wisting spjelket det og fik det godt igjen.
en anden skuffelse, som var av alvorligere art. Merkværdig nok undgik vi nemlig at faa en ordentlig regnbyge, Almindeligvis pleier der paa disse bredder at optræde overordentlig sterke regnskyl, som gjør det mulig i en fart at samle op vand i tøndevis. Vi hadde haabet paa den maate at faa øket noget paa vor beholdning av ferskvand, som ikke var større, end at den yderste grad av sparsommelighet maatte anvendes, om vi skulde undgaa at slippe op. Det haab glap imidlertid, praktisk talt. Litt vand fik vi jo sanket sammen, men det forslog ikke noget, og sparesystemet maatte fremdeles haandhæves med myndighet. Hundene maatte ha sin daglige ration, men den fik de rigtignok tilmaalt med haarfin nøiagtighet. Vort eget forbruk blev indskrænket til det høist nødvendige. Supper blev banlyst fra spisesedlen, de slukte formeget av den dyrebare vædske. Vasking i ferskvand var forbudt. Man maa ikke derfor tro, at vi ikke hadde anledning til at vaske os. Jo da, vi hadde en rikelig forsyning av saape, som skummet likesaagodt i sjøvand som i ferskt, og var derved istand til at holde baade os selv og vore klær like saa rene som ellers. Om vi nogen gang næret en viss bekymring for vort vandforraad, saa svandt den forholdsvis hurtig. Den beholdning, vi hadde i storbaaten paa dækket, viste sig nemlig at være ganske utrolig drøi, den varte og rak dobbelt saa længe, som vi hadde turdet vente; dermed var situationen paa det nærmeste reddet. I nødsfald hadde vi den utvei at anløpe en av de mange øgrupper, som senere vilde falde i vor rute.
I over 6 uker hadde nu hundene staat bundet paa den plads, de fik ved ankomsten ombord. I løpet av den tid var de fleste av dem blit saapas tamme og medgjørlige, at vi fandt snart at kunne slippe dem løs. Det vilde bli en kjærkommen avveksling for dem, og hvad som var vigtigere, de vilde faa anledning til at motionere. Sandt at si ventet vi os adskillig fornøielse ved det selv ogsaa, der vilde ganske sikkert bli en ordentlig halløi, naar hele denne bande kom løs. Før vi gav dem friheten, kunde vi imidlertid ikke undlate at gjøre dem vaabenløse, det uundgaaelige slagsmaal vilde ellers alt for let kunne resultere i, at en eller flere blev liggende paa valpladsen; det hadde vi ikke raad til. Allesammen fik en forsvarlig bremse paa hugtændene i form av en solid mundkurv. Derefter slap vi dem og avventet, hvad der saa vilde ske. Til en begyndelse hændte der ingen verdens ting, det saa ut, som de for godt hadde opgit enhver tanke paa igjen at forlate den plads, hvor de nu hadde holdt til saavidt længe. En enkelt fik tilslut den lyse idé at forsøke sig paa en spadsertur bortover dækket, men det skulde den ikke ha gjort, det var farlig at gi sig ivei her. Det uvante syn av en løsbikje fik i en fart de nærmest omkringstaaende lysvaakne. Et dusin stykker kastet sig over den stakkar, som hadde været saa uforsigtig at forlate sin plads først. Det skulde bli frydefuldt at faa plante hugtændene i dens syndige krop. Men omforladelse, fornøielsen blev ikke fuldt saa stor som ventet. Den forbistrede laas, som var sat paa kjævene, gjorde det umulig at faa tak i skindet, det høieste den kunde opnaa, var, at faa rykket ut nogen skarve haardotter paa synderen. Denne første forpost fægtning gav signalet til almindelig batalje over hele linjen. For et syndig spektakel der var i et par timers tid! Haarene føk men skindet holdt. Mundkurvene reddet mange liv den eftermiddag.
Slagsmaal er eskimohundenes hovedfornøielse, de dyrker sporten med sand lidenskap. Det var ikke stort at si paa det, naar de bare ikke hadde den eiendommelige skik bestandig at rotte sig sammen om en enkelt, som for anledningen er utset til offer. Alle skal ha fat i denne ene, og overlates de til sig selv, gir de sig ikke, før de har faat livet av stakkaren. Et værdifuldt dyr kan paa denne maate være ødelagt i en haandvending.
Derfor gjorde vi selvfølgelig fra første stund av de kraftigste anstrengelser for at dæmpe kamplysten og dyrene fik ogsaa meget hurtig forstaaelsen av, at vi ikke satte synderlig pris paa slagsmaalene, men der var her
tale om et naturlig træk hos dem, som ikke lot sig utrydde. Man var ialfald aldrig sikker paa, at ikke naturen vilde gaa over optugtelsen. Efterat hundene først var sluppet, beholdt de friheten til at springe omkring, hvor de ønsket for resten av reisen. Kun under maaltidene blev de bundet. Det var ganske merkelig, hvor flinke de var til at stikke sig bort i alle kroker og smuthuller; det kunde hænde, at der næsten ikke var en bikje at se, naar det blev lyst om morgenen. Naturligvis besøkte de steder, de helst ikke burde ha forsøkt paa at komme. Flere av dem benyttet gjentagne ganger anledningen til at ramle ned i forrummet, naar luken var aapen; men et fald paa 25 fot lot ikke til at genere dem det ringeste. En enkelt fandt til og med veien ned i maskinrummet, saa vanskelig end adgangen derned skulde synes. Den hadde sat sig til ro inde mellem stempelstængene. Til held for den besøkende traf det sig saa, at maskinen ikke blev sat igang under visitten.
Da de første hidsige bataljer efter frigivelsen var utkjæmpet, faldt der forholdsvis hurtig ro over gemyttene. Man kunde tydelig merke en følelse av beskjæmmelse og skuffelse hos de herrer slaaskjæmper over, at deres anstrengelser i det store og hele var resultatløse. Sporten tapte sin væsentlige tillokkelse, saasnart de fik forstaaelsen av den ringe utsigt til at faa en smule blod paa tand.
Av hvad der her er nævnt og kanske av andre beretninger om polarhundenes egenskaper, kan det muligens se ut som om disse dyrs indbyrdes samliv arter sig udelukkende som et eneste slagsmaal. Det er imidlertid aldeles ikke tilfældet, tvertimot slutter de meget ofte sig imellem venskapsforbindelser, og dette venskap kan undertiden bli saa sterkt, at den ene slet ikke kan undvære den anden. Før vi slap dyrene fri, hadde vi lagt merke til, at der var nogen faa, som av en eller anden grund ikke trivedes rigtig som de skulde. De var mere sky og urolige end de andre. Der blev ikke tat større notis av dette, og ingen tænkte paa at finde aarsaken. Den dag vi slap dem løs, fik vi se, hvad der hadde været iveien med dem som sturet. De hadde en eller anden god gammel ven, som tilfældigvis hadde faat sin plads paa en anden kant av dækket, og adskillelsen fra kameraten hadde været aarsaken til det daarlige humør. Det var formelig rørende at se den glæde, de viste over gjenforeningen. Dyrene var aldeles forvandlet. Naturligvis blev der i disse tilfælde sørget for pladsombytte inden de forskjellige partier, saaledes at de, som av egen tilbøielighet hadde sluttet sig sammen, for fremtiden kom til at staa i samme kobbel.
Vi hadde tænkt, at vi kunde greie ækvator inden 1. oktober, men de uheldige vindforhold, vi møtte like nordenfor, forsinket os litt. Stort var det dog ikke. Den 4. oktober om eftermiddagen gled „Fram” over linjen. Dermed var en vigtig merkepæl paa færden passert. Bare følelsen av at være kommen over paa sydbredde var nok til at sætte allesammen i feststemning, og en liten fest maatte der i al beskedenhet lages. Ifølge gammel skik og bruk skal en linjeovergang feires med et besøk av selveste fader Neptun — hans rolle spilles for anledningen av en eller anden begavelse blandt dem, som er ombord. — Hvis den høie herre nu under sin inspektion av fartøiet støter paa nogen, som ikke kan dokumentere, at han tidligere har passert den famøse cirkel, overgives han uten videre til Neptuns drabanter for at „barberes og døpes”. Denne proces, som ikke altid blir utført med overdreven lempelighet, skaffer gjerne muntration og en velkommen avveksling i det ensformige liv paa lange sjøreiser. Der var sikkert mange ombord i „Fram”, som imøtesaa dette Neptuns besøk med megen forventning, men han kom ikke. Der var simpelthen ikke plads til ham paa vort dæk, det var altfor godt besat i forveien.
Vi nøiet os med at spise en bedre middag efterfulgt av kaffe, likør og cigarer. Kaffen blev servert paa
Fra festlighetene ved linjen.
fordækket, hvor vi ved at flytte sammen en del av hundene hadde skaffet tilveie nogen kvadratmeters spillerum. Underholdning manglet ikke. Et violin- og mandolinorkester bestaaende av løitnant Prestrud, Sundbeck og Beck gav flere numre tilbedste, likesom vor udmerkede grammofon for første gang lot sig høre. Netop som den intonerte Luxemburg-valsen, viste der sig i trappen en veritabel ballet-danserinde, maskert og med meget korte skjørter. Denne uventede aabenbaring fra en bedre verden blev hilst med ivrig applaus. Bifaldet blev ikke mindre kraftig, efter at den skjønne hadde avlagt diverse prøver paa sin færdighet i dansekunsten. Bak masken skimtedes løitnant Gjertsens ansigt, men saavel dragt som dans var høist kvindelig. Rønne gav sig ikke før han hadde faat „damen” paa fanget. Illusionen leve!
Grammofonen slog over i en feiende, amerikansk cake-walk, og meget beleilig viste der sig i det samme paa skuepladsen en neger iført snipkjole, floshat og — et par digre træsko. Saa svart han end var, saa vi straks, at det var næstkommanderende, som nu hadde forvandlet sig. Det blotte syn av ham var nok til at alle satte i en skraldende latter, men rigtig jubel blev det først, da han begyndte at gigge. Han var ubetalelig morsom. Det kom saa inderlig godt med at opleve en smule fornøielse i disse dage, for netop denne del av reisen artet sig nærmest som en taalmodighetsprøve. Det er mulig, at vi var noget fordringsfulde, men sydostpassaten, som vi hver dag ventet paa at møte, drøiet ialfald efter vor mening alt for længe med at komme, og da den langt om længe indfandt sig, opførte den sig aldeles ikke, som det passer sig for en vind, som har ord for at være den stadigste i verden. Foruten at være altfor løi efter vore fordringer, tillot den sig uten videre slike uregelmæssigheter som at svinge mellem kompasstrekene syd og øst, mest henimot førstnævnte retning. For os, som hele tiden maatte ligge bidevind vestover, medførte dette, at vor vestlængde øket adskillig fortere end bredden. Vi nærmet os sterkt det sydamerikanske fastlands nordøstpynt Cap San Roque. Heldigvis slap vi nogen nærmere berøring med denne odde, som skyter saa langt ut i Atlanterhavet. Vinden rummet sig endelig op, men den var saa løi, at motoren til stadighet maatte brukes. Langsomt men sikkert gik det nu sydover. Temperaturen begyndte igjen at nærme sig de grænser, som er nogenlunde passelig efter en nordbos begreper. Det brydsomme, noget lavt hængende solseil kunde fjernes. Det var en lettelse at bli kvit det; nu kunde vi da gaa ret opreist overalt.
Den 16. oktober skulde vi efter observationer om middagen være like i nærheten av øen Syd-Trinidad — en av disse enslige oaser i den sydatlantiske vandørken. Det var meningen at gaa op under øen, muligens ogsaa
at prøve en landgang, men uheldigvis maatte motoren stanses for rengjøring av brænderne, og dermed var vi forhindret fra at nærme os ved dagslys. Vi saa et glimt av landet i skumringen, det var ialfald nok til at gi os en liten kontrol paa kronometrene.
Søndenfor den 30te breddegrad var det omtrent slut med sydostpassaten. Vi var igrunden fornøid med at bli kvit den, for skral og løi holdt den sig til det sidste, og bidevindseilads er nu engang ikke noget for „Fram”. Paa det strøk, hvor vi nu befandt os, var der haab om at faa god vind. Det trængtes nu, om vi skulde klare os. 6000 kvartmil hadde vi tilbakelagt, men der var endnu 10 000 igjen, og dagene gik med forbausende fart. De sidste dager av oktober bragte den forønskede ændring. Med en frisk nordlig vind gik det ganske galant sydover, og inden maanedens slutning var vi nede paa den 40de breddegrad. Hermed var vi naadd frem til farvande, hvor der var næsten visshet for at faa al den vind, vi bare ønsket og vel at merke fra den rigtige retning. Vor vei gik fra nu av østover langs det saakaldte sydlige vestenvindsbelte. Dette belte strækker sig mellem den 40de og 50de bredde paralel hele jorden rundt, og utmerker sig ved stadig optrædende vestlige vinde, som i regelen blaaser med stor voldsomhet. Vi hadde sat vor lid til disse vestenvinde; svigtet de os, vilde vi være ilde lurt. Men ikke saa snart var vi kommet ind paa deres enemerker, før de var over os med fynd og klem. Det var just ikke nogen lempelig medfart vi fik, men virkningen var udmerket, det gik strykende østover. Et paatænkt anløp av Gough Island maatte indstilles, sjøen gik for høi til at vi turde nærme os til den lille trange havn, som der findes. Oktober maaned hadde sat os en del tilbake i distanse, men nu blev det forsømte indhentet. Vi hadde gjort regning paa at være utenfor Kap det gode haab inden to maaneder efter avgangen fra Madeira, og det slog til. Den dag Kap’s meridian passertes fik vi den første generale kuling. Sjøen gik faretruende høi, men nu først viste vor prægtige, lille skute rigtig, hvad den dudde til. Et eneste av disse kjæmpebraat vilde i et nu ha ryddet vort dæk, om de hadde faat komme til, men „Fram” tillot aldeles ikke den slags nærgaaenhet. Naar de kom opunder skuten, og vi hvert øieblik kunde vente, at de vilde vælte sig over det lave agterdæk, saa gjorde hun bare en elegant hævbevægeise, og braattet maatte nøie sig med at kuppe under. En albatros hadde ikke greid situationen bedre. Det er sagt, at „Fram” er bygget for isen, og det kan vel ikke benegtes, men sikkert er det ogsaa, at da Colin Archer skapte sit berømte mesterverk av en isskute, blev det ogsaa samtidig et mesterverk av en sjøskute, en skute, som i sjødygtighet skal ha vanskelig for at finde sin like. For at kunne vri sig unna sjøene, som „Fram” gjorde, maatte den slingre, og det fik vi da ogsaa grundig erfare. Under hele den lange seilads gjennem vestenvindsbeltet var der en ustandselig rulling, men i tidens løp vænnet vi os til denne ulempe ogsaa. Den var generende nok, men dog mindre ubehagelig end at vasse i overvand. Værst var det kanske for dem, som skulde greie arbeidet i kabyssen. Det er ikke greit at være kok, naar man i ukevis ikke kan sætte fra sig saa meget som en kaffekop, uten at den straks gjør saltomortale. Der skal baade vilje og taalmod til for ikke at gaa træt, men de to, Lindstrøm og Olsen, som stelte vor mat under disse vanskelige forhold, hadde evnen til at ta det hele fra den humoristiske side. Det var godt gjort.
Hvad hundene angaar, saa hadde det for deres ved kommende mindre betydning, om der vanket en kuling, naar der bare var opholdsveir. Regn liker de ikke, væte er i det hele tat det værste, man kan by en polarhund. Blev dækket fugtig, vilde de ikke lægge sig ned og kunde bli staaende ubevægelig i timevis, idet de i denne ubekvemme stilling forsøkte at faa sig en lur. Det blev naturligvis daarlig bevendt med søvnen paa denne maate. Til gjengjæld kunde de saa sove hele døgnet rundt, naar
det blev godveir. Under Kap det gode haab mistet vi to dyr. De gik overbord en mørk nat under overhændig slingring. Paa agterdækket om bagbord hadde vi en kulbinge, som raket op i høide med skanseklædningen. Antagelig hadde knegtene her øvd sig i entring og derunder tapt balansen. Der blev siden sat en stopper for at slikt kunde gjenta sig.
Heldigvis for vore dyr var veirforholdene i vestenvindsbeltet underkastet hyppige forandringer. Der vanket nok mangen søvnløs nat med regn, slud og hagl, men paa den anden side var der heller aldrig langt mellem opmuntrende solgløt. Vinden er for det meste av cyklonisk natur, den springer pludselig fra en retning til en anden, og disse sprang medfører altid forandring i veiret. Naar barometret begynder at falde, er det et sikkert varsel om en kommende nordvestlig vind. Denne ledsages næsten altid av nedbør og tiltar i styrke indtil barometerfaldet stanser. Naar dette indtræffer, følger der enten en kortvarig pause, eller vinden springer med en gang om til sydvest og blaaser fra den retning med tiltagende voldsomhet, idet barometeret hurtig stiger. Efter vindforandringen følger næsten bestandig opklarende veir.
I sterk agterlig vind var ikke „Fram” let at styre, den var overordentlig luvgjerrig, og to mand hadde mangen gang sin fulde hyre med at greie roret. Det hændte en gang, at vi fløi til vinden og fik bak seil, men den farlige situation reddedes ved, at vor dygtige maskinist paa utrolig kort tid hadde sin motor i fuld fart forover. Dermed var fartøiet igjen under styring.
En omstændighet, som medfører, at seiladsen paa disse bredder ikke er uten en viss risiko, er muligheten av i mørke eller tykke at rende mot et isfjeld. Det hænder nemlig, at disse uhyggelige seilere paa sine vandringer forvilder sig noksaa langt op i 40-gradene. Sandsynligheten av en kollision er naturligvis i sig selv noksaa ringe, og den kan formindskes til et minimum ved at vise tilbørlig forsigtighet. I mørke vil en opmerksom og øvet utkiksmand altid kunne se blinket av isen paa temmelig langt hold.
Fra den tid, vi kunde regne med nogensomhelst sandsynlighet for at træffe isfjeld, blev om natten ogsaa vandtemperaturen maalt hver anden time.
Da Kerguelen-øen laa omtrent ret i den vei, vi agtet at følge, blev der av flere grunde bestemt, at vi skulde gjøre en stans der og avlægge et besøk paa den norske hvalfangerstation. Flere av hundene var i den senere tid begyndt at magres noget, og grunden var sandsynligvis, at de fik for litet fettstof i sin næring. Paa Kerguelen vilde der antagelig være anledning til at faa alt det fett vi vilde ha. Av vand hadde vi vistnok saa meget, at vi med sparsomhet kunde klare os, men det skadet ikke at faa fyldt tankene. Jeg haabet ogsaa, at der skulde være en mulighet for at faa hyret tre à fire mand til. 10 mand var jo en noget snau besætning, naar det gjaldt at seile „Fram” ut av isen og rundt Kap Horn til Buenos Ayres, efterat vi andre var landsat paa Barrieren. Endnu en grund for den paatænkte visit hadde vi ogsaa; det vilde bli en behagelig adspredelse. Det gjaldt bare at komme derbort fortest mulig; vestenvinden hjalp os aldeles fortrinlig. Den ene kuling avløste den anden, uten at der blev noget overhændig veir. Vor daglig utseilte distanse beløp sig som regel til omkring 150 kvartmil i denne tid, i et enkelt etmaal klarte vi 174 kvartmil. Det var den bedste paa hele turen, og det er ingen daarlig præstation av en skute som „Fram” med dens knapt tilmaalte seilareal og det tungt lastede skrog.
Den 28. november om eftermiddagen fik vi land i sigte. Det var bare en gold stenknaus og skulde efter vor stedbestemmelse være det saakaldte Bligh’s Cap, der ligger nogen kvartmil utenfor Kerguelen. Men veiret var
lite sigtbart, og ukjendt, som vi var med farvandet, foretrak vi at lægge bi for natten, inden vi nærmet os mere.
Tidlig næste morgen klarnet det op, og vi fik sikker landkjending. Kursen blev sat for Royal Sound, hvor vi antok, at hvalfangerstationen hadde sin plads. Det gik ganske fint i den friske formiddagsbris, og vi skulde netop til at runde den sidste odde, da det med ett slag røk op til kuling igjen. Den øde og litet indbydende kyst blev gjemt i regntykken, vi hadde valget mellem igjen at vente paa ubestemt tid eller at fortsætte reisen. Uten synderlig nølen valgte vi det sidste. Det kunde være fristende nok at komme i berøring med andre mennesker, saa meget mere som det her gjaldt landsmænd, men endnu mere fristende var det saa fort som mulig at bli færdig med de resterende 4000 kvartmil til Barrieren. Det viste sig, at vi hadde valgt rigtig. December kom med om mulig endnu friskere bør end november hadde bragt, og ved midten av maaneden hadde vi allerede tilbakelagt den halve distanse mellem Kerguelen og vort maal. Hundene stivet vi op ved fra tid til anden at gi dem en drabelig portion smør. Det hjalp utrolig godt. Os selv hadde det ingen nød med, vi var alle i bedste velgaaende, og humøret steg efterhvert som distansen til maalet minsket.
Naar sundhetstilstanden var saa udmerket under hele reisen, maa det for en væsentlig del tilskrives vor fortrinlige proviant. Paa turen hjemmefra til Madeira levde vi høit paa nogen medbragte smaagriser; efter al denne herlighet blev det for alvor at gaa over til hermetikken. Den overgang gik ganske let, for det var udmerket gode og velsmakende saker vi hadde. Der blev servert særskilt i de to salonger, men maten var nøiagtig den samme over hele linjen. Klokken 8 formiddag var der frokost, bestaaende av „hot cakes” (en amerikansk ret) med marmelade eller syltetøi, ost, ferskt brød samt kaffe eller kakao. Middagen bestod som regel av en ret og dessert. Som tidligere nævnt hadde vi i almindelighet ikke raad til at bruke suppe av hensyn til vandforbruket. Kun om søndagene bød kokken paa den vare. Til dessert spiste vi for det meste California-frugt. Der blev i det hele tat lagt an paa at anvende frugt, grønsaker og syltetøi i størst mulig utstrækning. Det er og blir det bedste som kan bydes til forebyggelse av sygdom. Til middagen drak vi altid saft og vand. Hver onsdag og lørdag vanket der dram til maten. Av egen erfaring visste jeg, hvor fortrinlig en kop kaffe smaker, naar man blir purret til vagt om natten. La være at man er noksaa søvnig og grætten, en slurk varm kaffe gjør en hurtig til et bedre menneske. Derfor var nattevagtskaffe en fast institution ombord i „Fram”.
Henimot jul hadde vi rukket næsten til den 150de længdegrad paa 56° s. br. Dermed var der ikke stort mere end gode 900 kvartmil igjen til det strøk, hvor vi kunde vente at træffe paa pakisen. Vor prægtige vestenvind, som nu i ukevis paa en saa udmerket maate hadde drevet os fremover og befridd os fra bekymringene for at komme for sent frem, var det nu slut med. Vi maatte til en avveksling igjen slaas nogen dager med stille og og motvind. Lille julaften kom med regn og sydvestkuling; det saa foreløbig ikke meget opmuntrende ut. Skulde vi kunne faa istand en liten smule fest, maatte der godveir til, ellers vilde den evindelige slingring ødelægge ethvert forsøk. Vi hadde vel allesammen kommet over det, om det hadde faldt i vor lod at opleve en julaften med storm, revesjau og lignende herligheter. Saa galt hadde hændt før. Paa den anden side var der heller ingen av os, som ikke vilde ha godt av at opleve en smule hygge og faa litt feststemning tilsinds. Det hadde været hverdagslig nok i lang tid nu. Som nævnt saa det endnu lille julaften mindre lovende ut. Det eneste, som kunde tyde paa jul var, at Lindstrøm trods rullingen hadde git sig ikast med at bake fattigmand. Vi foreslog ham, at han likesaagodt kunde dele ut rationene, siden det nu engang er en kjendsgjerning, at fattigmændene er bedst med det samme de hales op av smulten, men se det vilde Lindstrøm ikke høre paa. Hans bakverk forsvandt foreløbig under laas og lukke. Indtil videre fik vi nøie os med lugten.
Julaftens morgen kom med et veir saa fint og sjøen saa smul, som vi ikke hadde set det paa uker. Skuten gik aldeles støt og rolig. Dermed var der intet iveien for at vi kunde forberede os paa høitiden, saa godt vi bare var istand til det. Utover dagen var julesjauen i fuld gang. Forsalongen blev vasket og pudset, saa ripolinmalingen og messingen skinnet omkap, Rønne pyntet med signalflag i arbeidsrummet, og det gode, gamle „Glædelig jul!” lyste i transparent over døren ind til salongen. Løitnant Nilsen var i ivrig virksomhet indenfor, utvisende et meget stort talent som dekoratør. Grammofonen blev rigget til inde i min lugar, hvor den blev anbragt paa et bret, som var ophængt under taket. Et paatænkt samspil av piano, violin og mandolin maatte indstilles, da pianoet var aldeles ustemt.
De forskjellige medlemmer av vort lille samfund dukket efterhaanden op nypudset og pyntet i den grad, at det for manges vedkommende var vanskelig nok at kjende dem igjen. De skjæggede haker var alle blanke, hvilket var svær forskjel. Klokken 5 stoppet vi maskinen og alle mand samledes i forsalongen, en enslig rorgjænger var igjen paa dækket. Vort hyggelige beboelsesrum tok sig ut som et eventyr i det dæmpede lys fra de mange kulørte lamper; der blev stemning øieblikkelig. Dekoratøren hadde al ære av sine bestræbelser; æres skal ogsaa de, fra hvem vi hadde faat den meste del av pynten.
Saa bænket vi os da rundt bordet, som bugnet under Lindstrøms mesterverker i bake- og kokekunsten. Jeg benyttet øieblikket til at stikke bak forhænget til midtlugaren og satte grammofonen igang. — Herold synger: „Glade jul”: — —
Sangen forfeilet ikke sin virkning. Det kunde vanskelig sees i den dæmpede belysning, men jeg tror nok, at blandt den lille flok hærdede mandfolk, som sat rundt bordet, var der nogen hver, som hadde en taare i øienkroken. Alles tanker hadde samme retning, det er jeg viss paa. Hjemover fløi de, den lange vei vi hadde seilt, til landet der nord; vi kunde ikke bedre ønske, end at alle deroppe hadde det like bra som vi selv. For vi hadde det virkelig udmerket. Den vemodige stemning veg snart pladsen for spøk og munterhet. Under maaltidet fyrte 1ste styrmand av en egenhændig skrevet revyvise, som gjorde vældig lykke. I hvert vers fik en av de tilstedeværende sine smaasynder og svakheter fremstillet i mere eller mindre kraftig relief. Indimellem vanket der smaa randbemerkninger paa prosa. Baade ved indhold og foredrag opnaadde forfatteren tilfulde hensigten med sit verk — at faa vore lattermuskler ganske ettertrykkelig strukket.
I agtersalongen var dækket et velbesat kaffebord, hvor der fandtes vældige forsyninger av Lindstrøms julebakkels. Midt paa bordet tronet en mægtig kransekake. Mens vi gjorde al mulig ære paa disse herligheter, var Lindstrøm i ivrig virksomhet forut. Da vi efter kaffen igjen indfandt os der, stod der paa dækket et litet vakkert juletræ i fuld puds. Granen var kunstig, men skuffende godt laget. Den kunde meget vel gaa for at være kommet like ut fra skogen. Det var ogsaa en gave hjemmefra.
Saa kom utdelingen av julegavene. Det var en mængde vakre og morsomme ting. Alle giverne har krav paa vor varmeste taknemmelighet fordi de hjalp os med at gjøre julefesten til, hvad den blev for os: Et lyst minde fra den lange tur.
Klokken 10 om aftenen var juletræets lys brændt ned, og den festlige stund var forbi. Vellykket hadde den været fra først til sidst, vi hadde allesammen noget at leve paa, naar hverdagslivets krav igjen meldte sig.
Paa den del av reisen vi nu hadde foran os — havstrækningen mellem det australske fastland og det antarktiske drivisbælte — var vi forberedt paa at møte allehaande prøvelser i retning av ugunstige veirforhold. Vi hadde læst og hørt saa meget om, hvad andre hadde maattet gjennemgaa paa dette farvand, at vi uvilkaarlig satte det i forbindelse med al mulig styggedom, som kan plage en sjømand. Ikke saa at vi et øieblik frygtet for skuten. Vi kjendte den saapas, at vi visste, det maatte bli et underlig veir, før den tok nogen skade. Var vi ræd for noget, saa var det forsinkelse.
Men vi blev spart for baade forsinkelse og ubehageligheter. Allerede juledags middag fik vi det, som netop skulde til for at sætte festhumøret rigtig op: En frisk nordvestlig vind, akkurat sterk nok til paa en pyntelig maate at puffe os fremover mot maalet. Den halte sig siden noget mere vestlig og varte mesteparten av juleuken, indtil vi den 30. december stod paa 170° ø. l. og 60° s. br. Dermed var vi da endelig kommet langt nok østover, og kunde fra nu av begynde at styre en sydlig kurs. Neppe hadde vi lagt roret over, før vinden slog om til frisk nordlig kuling. Det kunde jo umulig gaa bedre. Paa den maate skulde det ikke vare længe før vi hadde gjort det av med de resterende breddegrader. Vore trofaste ledsagere fra vestenvinds-beltet, albatrossene, var nu forsvundet. Vi kunde snart begynde at se os om efter de første repræsentanter for Antarktikas vingede beboere.
Efterat vi saa nøie som mulig hadde tat i betragtning de erfaringer, som forgjængere hadde gjort, blev det bestemt at lægge kursen saa, at den 65de breddeparalel blev passert paa 175° ø. længde. Det gjaldt at komme hurtigst mulig gjennem det belte av pakis, som stængte for det søndenfor liggende, om sommeren altid aapne Rosshav. Enkelte skibe var blit opholdt indtil 6 uker i dette isbelte, andre var kommet igjennem paa nogen timer. Vi foretrak ubetinget at følge de sidstes eksempel og tok derfor den vei, de heldigste hadde anvist.
Naturligvis kan isbeltets bredde være underkastet temmelig vilkaarlige forandringer, men det synes dog som de bedste chancer for en hurtig gjennemgang i regelen tilbyder sig paa et strøk mellem den 175de og 180de længdegrad. Længere vest bør man i ethvert fald ikke gaa ind i isen. Nytaarsaftens middag befandt vi os paa 62° 15' s. br. Vi var rukket til tampen av det gamle aar, og utrolig fort hadde det igrunden gaat. Aaret hadde i likhet med alle dets forgjængere bragt sin del av baade med- og motgang, hovedsaken var, at vi ved dets slutning befandt os saa nogenlunde paa den del av jordkloden, hvor vi efter beregningene skulde være — allesammen i god behold. I bevisstheten herom skiltes vi i al venskabelighet med 1910 ved et godt glas toddy om aftenen og ønsket hverandre alt mulig held med 1911.
Klokken 3 nytaarsdags morgen kom vagtchefen og purret mig med den besked, at det første isfjeld var i sigte. Jeg maatte op for at se paa det. Ja, der laa det langt oppe til luvart, skinnende som et slot i morgensolens straaler. Det var et stort flattoppet fjeld av den typisk antarktiske form. Som en selvmotsigelse vil det kanske lyde, naar jeg sier, at vi alle med tilfredshet og glæde hilste dette første syn av isen. Et isfjeld pleier mindst
av alt at være til glæde for sjøfolk, men vi saa foreløbig bort fra risikoen. Møtet med den imponerende kolos hadde en anden betydning, som la mere beslag paa vor interesse: Pakisen kunde ikke være langt borte. Alle som en længtet vi efter at komme ind i den. Det vilde bli en herlig avveksling i det ensformige liv, vi nu i saa lang tid hadde ført, og som vi saa smaat begyndte at bli kjed av. Bare det at kunne faa nogen faa meter springmarsj paa et isfjeld, stillet sig for os som en oplevelse av rang. Ikke mindst frydet vi os ved utsigten til at kunne gi vore hunder et ordentlig maaltid sælkjøt; for vor egen del hadde vi nok heller intet imot litt forandring i kosten.
Isfjeldenes antal tiltok utover eftermiddagen og natten. Det kom meget vel med i dette naboskap, at vi nu hadde dagslys hele døgnet rundt. Veiret kunde ikke være bedre.
fint og klart med svak, men stadig gunstig vind. Klokken 8 om eftermiddagen den 2. januar passerte vi polarcirkelen. Et par timer senere kunde tøndevagten melde, at isbeltet skimtedes forut. Foreløbig saa det ikke ut til at bli nogen særlig hindring for os, isflakene laa samlet i lange strimler med brede render av aapent vand imellem. Vi styrte ret ind. Vor plads var da 176° ø. l. og 66° 30’ s. br. Isen tok i en fart væk al dønning, skutens dæk var igjen blit et stabilt underlag, og efter to maaneders uavladelig øvelse i at sætte „sjøben” kunde vi igjen bevæge os utvungent. Bare det var en fest.
Den næste dags formiddag ved 9-tiden fik vi den første anledning til at gjøre fangst. En svær Weddellsæl blev observert paa et isflak ret forut. Vor tilnærmelse tok den med knusende ro, den fandt det ikke umaken værd at røre sig av flekken, før den efter at ha faat et par geværprojektiler tillivs, var blit overbevist om situationens alvor. Den gjorde da et forsøk paa at naa hen til vandet, men det var vel sent. To mand hadde alt kommet sig op paa flaket, og det værdifulde bytte var sikret. I løpet av et kvarters tid laa bæstet paa vort dæk, spækket og partert av øvede næver. Det var med et slag mindst 300 kg. hundemat og adskillige rationer for mennesker med. Vi gjorde det samme kup tre ganger til i dagens løp og hadde dermed over en ton fersk kjøt og spæk.
Det behøver neppe siges, at der den dag var et ordentlig spisekalas ombord. Hundene gjorde sit yderste for at utnytte anledningen. De aat simpelthen til benene ikke vilde bære dem længer. Med god samvittighet kunde vi unde dem fornøielsen. Hvad os selv angaar, kan det vel forutsættes, at vi nogenlunde passet maaten, men middagsmaten fik en strykende avsætning. Sælbiffen hadde mange ivrige tilhængere paa forhaand, og den fik i en fart flere. Suppen, hvori vore udmerkede grønsaker kom rigtig til sin ret, blev kanske endnu mere yndet.
Det første døgn efterat vi kom ind i isen var denne saa svak, at vi praktisk talt hele tiden kunde holde vor kurs og fart. De to paafølgende dager gik det ikke fuldt
saa glat, strimlene var til sine tider noksaa tætte, og det blev nødvendig at gjøre en og anden sving paa veien. Nogen betydelig hindring møtte vi dog ikke; der var stadig aapninger nok til at kunne holde det gaaende. Utpaa dagen den 6. januar blev der forandring, strimlene blev smalere og raakene bredere. Klokken 6 om aftenen var der isfrit hav saa langt øiet rak til alle kanter. Dagens observationer angav vor plads til 70° s. br., 180° ø. l.
Farten gjennem pakisen hadde været en 4 dagers fornøielsestur. Jeg har en mistanke om, at mange med hemmelig vemod tænkte paa seiladsen i det smule vand derinde mellem isflakene, da dønningene fra det aapne Rosshav igjen gav „Fram” anledning til at opfriske sine slingrekunster.
Men ogsaa denne sidste del av reisen skulde forløpe særdeles heldig. Dette forholdsvis litet kjendte farvand hadde intet at byde paa av rædsler. Veiret holdt sig overraskende fint, det kunde ikke ha været bedre paa en sommertrip i Nordsjøen. Isfjeld var det praktisk talt frit for. Et par ganske smaa knatter var alt vi traf paa i de 4 døgn vi brukte til at komme over Rosshavet.
Den 11. januar ved middagstider forkyndte en sterk lysning paa den sydlige himmel, at det ikke var langt igjen til det maal, vi nu i 5 maaneder hadde stridd for at naa. Klokken 2 ½ eftermiddag fik vi den store isbarriere i sigte. Langsomt steg den op av sjøen, indtil vi paa ganske nært hold hadde den foran os i hele dens imponerende vælde. Det er vanskelig ved pennens hjælp at gi noget begrep om det indtryk, denne mægtige ismur gjør paa en iagttager, som for første gang stilles ansigt til ansigt med den. Det er i det hele tat neppe til at beskrive, men man forstaar godt, at den 100 fot høie væg gjennem en menneskealder blev betragtet som en uoverstigelig hindring for videre fremtrængen sydover.
Vi visste, at teorien om barrierens uangripelighet for længe siden var omstyrtet. Der fandtes en aapning til det indenfor liggende, ukjendte rike. Denne aapning — Hvalbugten — skulde efter de foreliggende beskrivelser ligge omtrent 100 kvartmil østenfor det sted, hvor vi nu befandt os. Kursen blev forandret til retvisende øst, og under en 24 timers seilads langs barrieren hadde vi ypperlig anledning til at beundre dette naturens kjæmpemæssige bygverk. Det var ikke uten en viss spænding, at vi imøtesaa ankomsten til den havn vi søkte. Hvordan var forholdene derinde? Vilde det vise sig umulig at lande under nogenlunde rimelige betingelser?
Vi passerte det ene kap efter det andet uten at vore søkende øine møtte andet end den samme uavladelige lodrette væg. Utpaa eftermiddagen den 12. januar aapnet endelig væggen sig. Det stemte, vi befandt os nu paa den 164de længdegrad, paa selvsamme punkt, hvor vore forgjængere hadde fundet adgang.
Vi hadde foran os en svær bugtdannelse — saa dyp at det ikke var mulig at se ind til bunden fra utkikstønden, men foreløbig var det aldeles umulig at komme ind. Bugten var opfyldt av svære, nylig opbrukne isflak — sjøis — . Vi gjorde derfor endnu et litet slag østover for at avvente begivenhetenes gang. Næste morgen vendte vi tilbake, og efter nogen timers forløp begyndte isflakene derinde at røre paa sig. Det ene efter det andet kom seilende utover. Snart var passagen fri.
Eftersom vi styrte indover bugten, fik vi snart visshet for, at her var al mulig anledning til at iverksætte en landgang. Det gjaldt bare at vælge den bedste plads.
