Sus/20
Det var endda morgen i kystbyen. Ribsbusken knytted endda sin lille bladhaand lunt om dugdraabens glas.
Det var nogen uger efter. De sad under pakbodens tag og vented paa lodsbaaden, som to mand gjorde seilfærdig bortpaa sundet. Herman Ek hadde skrevet hjem, at han opgav examen alligevel — han vilde begynde paa Nedre-Foss. Og igaar telefonerte han op til bruget, at veranda-værelserne skulde staa færdige.
Det var tidligt. Fiskerbaadene styred ind havgapet med spillende sol under tjærebrædd stavn.
«Nu skal du se dem!» sa hun og kneb øinene sammen i stille fryd.
Gløgge fregnete sad de i underbuxen paa tofterne; senetørkede seige kropper. De kaprodde indtil for at faa bedste plads, knækked keiper, skøv hverandre væk; smaasjø fulgte ind efter, hvisked om bryggestolpen — det var som der seiled ind med en hel flok av løfter. De krabbed op trappen; én gled, plumped ud i; de satte i en skratt, saa det ligesom ikke blev rum paa bryggen for alt det ubændige mod paa livet. De to lo med; de lo af fuld hals. Den vaade kom efter, skuled rundt øierap som kobben, med det stærke ansigt under tafset haar og skæg; han svarte dem, som lo, med onde sviende svar. Og de igen; — men de reiste sig efter det, hver en, og ligesom steg, som bærget efter dynningen.
Herman Ek saa i en blink hele deres liv, der de leved ud fra sin egen store unge tøielige trang til liv — til dette liv, som aldrig fik bugt med dem; uden noget som sigted smaat i smaat, valgte kræsen mellem kæltring og bra folk.
Det slog ham: slik var de i grunden de andre han kendte, fra han var liden, de han holdt av, de han skydde; alle som leved blev slik — der nytted ingen kræsne krav. Naar hestehandleren tjente, saa var det paa det han tog mer end gampen var værd; — naar seminarie-læreren stod paa katedret og lærte, saa gjorde han ikke det av sandhedskærlighed; — naar faren førte en sag eller skifted et bo, saa gjorde han ikke det, forat retten skulde ha sin gang; — naar doktoren stamped i sne over vilde heier, saa var det tanken paa honoraret, som bar ham; — og prosten smøg ikke i samarie og prædiked forsagelse, hvis menigheden slutted med offer. Alle var lige — det var bare evnen til at leve som var ulig.
Han blev ikke færdig med at se paa fiskerne; han boltred sig i et hav av gemyt, et hav av latter. Han saa længer frem, naar evnerne til at leve blev prøvet: — de sloges om hvælvet derude i storm! de bedrog hverandre, haante hverandre! de stjal, de løi! — ja gud ved hvad de ikke gjorde! Men hvasse tanker la ikke livet ødt, og de reiste sig efter de sviende svar, med øiekast som tindred mer end lyngblad og sol indpaa moen! De var fri spindelvæv, som dytted om sans og om vilje! …
— — Det var ondskap det at tro paa det ondes magt i verden — vel! saa trængte livet en sjøsalt draabe ondskap! — Og det risled gennem sindet og svimled, naar han mintes blikkene paa Sørbærg’s hybel — saa utrolig langt var de øine væk! de smuldrende karakterer, de slidte viljer — det var ikke deres ondskap livet trængte!
— — Aa dette land som han var glad i det! glad i smaakæltringerne, glad i krøblingerne med al den latter og alt det lune, som laa ligesom brændevinsflasken op i lediken stukket unna for præst og de rene lutherske lærdomme! — Nu var han færdig i sindet til at komme hjem.
«Mennesker! mennesker!» sa Tordis Hval og kneb øiet sammen i lykke.
«Du har saa ret,» sa han; «vi maa hjem igen til disse!»
Hun lo fra alle de smaa smilehul:
«Ud av moens sus, ja; — og ind i menneske-mylret!» —
— De heiste seil og stod ud sundene for den svage blaa bris. Herman Ek sad stille paa luken og saa paa lodsen og lodsgutten.
— — Alle var lige, ja! det var livets dybe mening det — en fik gjøre den til sin; det var redningen for dem, som til ingen nytte hadde lært at leve med kræsne krav, vandre de syge hensyns sti. Det menigmand kaldte godt og ondt, laa som en strøm med sin bagevje langt bag dem — de var begge over den forlængst, han og hun …
Det var som det samled sig det han saa, til et eneste ansigt, hvor sol smilte; der sad ligesom en tør liden stille mand tæt ved paa luken og vented. Han saa paa den fremmede og nikked, uden angst — de var kendinger fra før, og smilene lyste. Det var paa en vis spøgelset, som nikked stolt, fordi han sad med denne sjøsalte troen paa alle og alt, hvor sigtende kløgt ingen magt hadde, hvor farens kræsne syn vided sig, — det var jo skipperblodet i ham, som adledes ved hende. Ansigtet nikked til det hensynsløse ubændige mod, som skrek freidig: «Jeg er glad!»
Da var der ikke plads for genfærd mer. Det var væk som et vindpust. Det var fuld høi dag ovenpaa en morgen, som tindred mod ham av menneske-blik, blændende, daarende, døvende. Nu var han færdig i sindet til at komme hjem!
— Det var fire mil at seile. Det stilned, saa det tog dagen. Det var graa sommernat, da de gik i land i sin egen smaaby.
«Kommer du au!» grynted det hæst, det var gamle Stenshoug; han gik fuld paa bryggen i skjortærmer og vifted med det røde lommetørklæ. «Ja naa kommer dere sættandes. Jaja. Jaja.»
Han tog Herman Ek i haanden, stod med den længe gemt i sin vaade svede lab:
«Tømmerlensa er sprængt gut! de ligger og dupper i havdynningen som bortkommet tømmer, for al slags strøm, for al slags vind. Her en dag kom Sigvart rekandes au. Det gaar tilhavs med det, ser du, altsammen — tømmerlensa er sprængt!»
Det smelted bort i graat og sved og klisne haandtryk:
«Det er en stor tid vi lever i. Jaja. Jaja.»
«Er Deres søn her!»
Stenshoug slap haanden:
«Min søn reiste opover dalen.» Tordis Hval slap Herman Ek’s arm, stod forsagt og saa ind i sommernatten.
«Min søn sier du!» lo han saa. «Dere er nu brødre da saa at si paa farssiden,» hvisked han. «He-heh. Den far din var en rakker!» Det lynte; det var som han kasted med kampesten. «Jeg gaar her endda og lever av den haandsrækningen jeg gjorde ham dengang.»
Han gled fra dem:
«Aa Syversen far! Syversen far!» vifted han med lommekluten og graat igen. «Naa har dere vunni spel, tømmerlensa er sprængt Jaja. Jaja.»
Herman Ek stormed op paa hotellet. Tordis Hval fik ogsaa et værelse der; hun vilde ikke hjemom og hilse paa far og mor.
Herman Ek laa i sængen og tænkte paa sin nye bror: det var som faren hadde sagt — der var ting hjemme han ikke kendte til! — —
Det gik vart i en dør; det gled hidover gangen paa matten; det kom ind. Det satte sig stilt paa sængekanten, tog ham i haanden: — det var da saa mange mange, som hadde en bror paa samme vis! — —
«Du!» risted hun ham med et. «Husker du da du lugged mig i Fossum-lysthuset? Din haand var goere end Sigvart’s. — Men jeg forstod først alt, da jeg kom i sæng den aften du fulgte mig fra ballet!»
Hun klapped ham paa haaret og nedover tæppet: «Husker du løen ind paa slaatten? Du tog menneskerne op i dit sind, da du blev min, — for livet som det leves av menneskerne, det er alligevel alt — livet som ligger bagom retninger og standpunkter, livet som ligger fremmenfor skogsusens lammende trolddom. Jeg maatte bare ha troen igen paa min magt over dig, og det fik jeg først, da jeg saa, du tog menneskerne op i dit sind og jaged det andet ud!»
Hun klapped og snakked; hun løste haaret og lod ham ta om den bløde flette: «Du! husker du Fossum-lysthuset?»
Hun sad derinde paa sængekanten, til morgenen kom og de vented gutten, som pudsed sko. Hun kyssed og ba sagte:
«Nu maa jeg ikke miste manden i dig; for manden i dig er min!» — nu hadde de jo sammen fanget den stærkeste vilje ud av de rare viljers bundløse dyb! — —
Hun listed sig mod døren, vendte sig: «Aa slip ikke menneskerne for dette!» sa hun.
Han sovned med hendes smil over sig, det blinked som fra en stjærnehimmel.
Dagen efter stod gamle Stenshoug udenfor hoteltrappen rødøiet og hutred — han hadde ikke faat morgenølet.
«Du har samma læberne som mor di,» sa han. «Jaja. Jaja. Det er en stor tid vi lever i!»
— De kørte opover dalen, hans egen dal; de sad i stolkærre og nikked i takt med de myge skæker.
Herman Ek sad og lytted til hjulenes sang i den grusete vei og tænkte; — livet var vist en sandhaug ligesom den indpaa moen; han syntes idag, det alligevel begyndte at risle og trille saa smaat med sandkorn fra de bratte tørre skrænter. Han sad og saa farens rædde blik; han skønte det nu, det var nok ikke bare kulturblodet her, som slog saa forsagt for morens energi; det var saar gift, var det, fra den gamle skyld, som sved i øiet! Det var kulturblodets vege sky for hende han gjorde uret hver evige dag.
Han gemte sig unna de enslige stunder derinde paa kontoret, sad og lytted skræmt til den stille røst. Og angst og mørke fødte nye døvende syner i ham. Hun listed sig efter, greb hans blik paa vandring — hun vidste ikke hvor langt, hun ante bare dets gang; hun kendte heden fra det gamle vege blod, som flød herreløst ud mod de mange mange, drømte viltre døvende drømme. Saa skød den blege skinsyge op, stridsindet, giften, som tilsidst spredte redets yngel; — det var hans øies daad, naar det gled ud paa de tause vandringer, det blev saaret, som væsked og tæred hendes sinds og legems saft.
— — Og saa kom en dag, den sidste høst han var hjemme, vissheden, som retted hendes ryg for sidste gang til skinsyg kamp — det var mod gamle Stenshoug; — hun trængte jo den faste raahed, som hun selv eied, det stærke blod, som samled sig og bare randt én vei: han maatte væk! — Gamle Stenshoug gik endda og tænkte paa hendes læber — de stærke sind stunded mod én! … men der var noget, som hed pligt …
Tordis Hval kendte, at han tænkte tungt: «Aa slip ikke menneskerne for dette du! — for saa mister jeg ogsaa troen paa mig selv.»
Herman Ek risted tankerne av sig: — nei! det skulde ikke risle og trille sig til et skred av alt det, som var bygget sammen, av alt det, som han hadde levet sig frem til! Her sad han jo i et tog til et stort gilde, et vældigt tog av lyse forsæt! — — og moen og minnerne hadde ingen magt! — — Hjemmets ødslighed, som tynged og pressed sorgtunge danseslaatter ud av hans bryst, moen som tog imod ham med sin saare helg, — denne forsagthed hvor morens mod valted uden grænser, — ud av dette hadde damen paa bryggen hentet ham nu, ud av disse stemningers daadløse leg!
«Jeg vil ikke slippe dig; jeg slipper dig aldrig i verden,» sa hun.
Han smilte; — nei, han kørte jo lige ind i det levende yrende liv, ind i menneske-mylret, hvor alle var lige gode, hvor sener straktes og blikke stak, næver knyttedes og sinne brandt, — ind i det livsraa liv; … de gale streger! de lure kæltringe-kneb! … alt det som der laa sky i hans blod for lige fra barnsben!
— — Det var dette vilde som var det herlige, læske sig i den vældige flom av viljer! det var det, som tiden trængte, han og alle, evnen til daad! — —
Han sad rig og tryg og lo; nu turde han komme tilbage igen til dalen — han sad her med en sjøsalt tro paa alle og alt! Der var piblende glæde i græsroden, menneske-smil under hver busk! — —
— Og dagen gled nikkende. Skifte efter skifte. Det gik gennem smaa tørre moer og langs elvens fossestryk.
Han blev saa stille opover dalen; han sad og undred sig tilsidst: — var det moen som alligevel var efter ham? — —
Det skumred; de stod i stuen paa det sidste skifte og vented paa skyds; han saa ud imod moen. Hun stilled sig mellem ham og vinduet.
«Hvad er det øiet dit leter efter!» sa hun hidsig.
«Efter ingenting, Tordis!»
«Haah!» pusted hun forsagt og snudde sig bort. «Der er for mange sind i dig! der er ligesom ikke bund at finde.»
«Du likte det dengang i Hartung’s have,» smilte han stilt.
«Dengang ja. Men nu har jeg set, at det er fordærvelsen.»
Det blev stilt. Saa hun, at hans blik ogsaa gled ud paa vandring? mente hun, at hans blod randt mod de mange? — —
«Bare holdt av én gang?» kom det saa med ét, let som et indfald, men under indfaldet lued det.
Ja én gang, paa den maade!» lo han lige let og trodsig.
«Bare én gang!»
Og han svarte det samme. Hun saa langt paa ham, sa stilt:
«Men saa var der noget bagenfor hende igen, som du holdt av?» Hun kasted sig om: «Er det moen igen, øiet dit er paa vandring mod nu? — tror du, jeg vil dele med nogen!» kom det braatt og mægtig.
«Men du,» skyndte han sig at stanse hende; — «du har ogsaa holdt av!»
«Ingen gang paa den maade!»
«Jeg kender det paa haanden: den har trykket før. Jeg hører det paa stemmen: den har lokket før.»
«Ingen gang paa den maade!» tramped hun.
«Sørbærg!» sa han; det var haanden, som bævred.
Navnet blev saa underlig stort, at det fyldte stuen og vilde kvæle. Hun misted smilehul indover kindet.
«Sigvart Stenshoug!» la han til; — det var vel erfugl-stemmen.
«Ingen gang paa den maade!» gentog hun tonløst. «Jeg rømte jo!»
Men saa retted de sig begge til nye svar. I det samme kom gutten ind: — nu stod skydsen udenfor! sa han. —
— Han sad og lytted til hjulenes sang i den grusete vei og tænkte; — der var det der — stridsindet og moens sus! — det laa som stille blank dynning i sindet, som løfted sig lumsk før storm, endda uden at briste.
Men han risted tankerne av sig. Karjol-ryggen puffed; han tænkte igen paa mennesker, — han mintes kæltringen bag i blikkene — der var det kraften sad, det ny som skulde bli! Han tænkte paa det livrædde sidekast i øiet, som lurte, tænkte paa de umælende stordyr, naar hujende skrik fyldte struben, og bamse-kloen kradsed, skoleholderen, Furutveits-kaxen, hestehandleren! — det var det ny som skulde bli. For alt som vilde leve, hadde lige ret til at leve!
Han tænkte paa det lyse stærke, han kørte ind i, paa arbeid og maskinernes støn, paa bygdesladrets smaa fine masker, som han vilde late som han aldrig saa, paa de glade veranda-værelser, hvor smile-hullerne skulde hvirvle sig tæt indover hendes kinder som før.
Han sad med den sjøsalte tro paa alle og alt. Men hun sa ingenting.
Det var lys i vinduerne paa Nedre-Foss. Veranda-værelserne stod og vented stille gennem fossestupenes tunge dur.
Det var i grunden høst herop i dalen, og løvet var mørkt. Det var saa mørkt ude, at den hvide flagstang blev mørk med.
Sigvart Stenshoug stod nedenfor trappen og tog imod dem. De hilstes; men Tordis fik det travelt med plædet i vognen, vilde ikke ta ham i haand.
— Han bodde i stuen lige ved paa anden side broen, sa han; han hadde været bortom i et væk idag og spurgt efter dem.
Herman Ek blev saa stille, da han saa ham: «Nu ved jeg, hvorfor nakken din ligner saa fars!» sa han.
Den anden smilte: «Din far købte mand til min mor for en seminarie-lærerpost.»
Tordis Hval sa gonat og stængte veien. Stenshoug svarte ikke, stod bare og stirred fast paa hende, med den samme sansesløse magt i blikket som frostaftenen i vaar, da hun gled forbi dem paa gaden.
Herman Ek saa det, kendte det gamle graa lune, som kom med yr sus, … ormen sikler om lynge-busk — tør nok altids stikke …
«Du blir med op?» sa han.
«Hvad skal det til!» skar hun i bleg, hun skalv over hele legemet.
«Han er vel ikke saa farlig,» sa han let, med ondt lyn i øiet.
Og saa blev han med op.
De spredte reisetøi udover stolerne i veranda-værelset, hvor bordet stod dækket. Men Sigvart Stenshoug gik i sin frak og hosted.
Det hadde staat kølighed fra strykene i aften; hosten øged; han sprang ud.
«Stakkar Stenshoug!» sa hun.
Herman Ek gik ud paa verandaen, saa ned i haven.
«Her staar han og hoster blod,» smilte han.
Hun lytted, sa ligesom til sig selv:
«Han holder alligevel av mennesker han — der er det bund at finde.»
Herman Ek stod og stirred over fosselarmen nordover dalen; — hendes stemme hadde faat igen den skælvende erfugl-lok, som hørtes saa langt borte. — —
«Han voxer kanske som bonnetampen han, med aarring truværdig udenpaa aarring?» haante han.
«Du!» kom det som et let indfald igen. «Var det indpaa moen der du holdt av den gang?»
Han vilde ikke svare, tog efter hende. Hun flytted sig unna.
«Jeg væmmes —!» skrek hun ude av sig. «Jeg væmmes, hører du, ved denne moen, som griber grisk efter mig! Den er sleip og ækkel og fæl! — dette nationale det er mer end spindelvæv, det er slim over viljerne, uendelig slemmere end det i lungerne; det har dræbt flere liv end nogen tror — denne fela og dette maulet og hvad det er for noget alt!»
«Det har saa!» sa han stille og strid, med morens faste læber; han var ikke ræd for det som dræbte! — —
«Uendelig slemmere end det i lungerne, hører du!»
Han stirred ind i blikket, som skummed om ordenes had.
Saa kom Sigvart Stenshoug ind igen. Hun bøied sig, trak i dørskaaten; men den sad fast.
«Nu faar De hjælpe mig, Stenshoug!» ropte hun.
«Det er ingenting jeg heller vil,» sa han stille og forsagt
Herman Ek hørte ikke; han stod og lytted; — der svinged en gig indpaa havesanden. Det sang i hjulene gennem fosseduren. Det banked paa ude i gangen. Der stod et blegt hode derude. Det var faren.
«Velkommen til dalen igen Herman!» hvisked det vart. «Mor vil gerne se dig!» — de skulde bare herned og hilse paa ham. — —
«Mor kan komme herop — vi er mange at hilse paa, Tordis, Sigvart.»
Han gik ned for at hente moren. Sønnen stod igen og tænkte paa den flakkende utryghed i blikket, da Sigvart nævntes — giften sved endda.
Faren kom igen, saa skræmt paa ham:
«Mor sidder dernede, » sa han bare, — det var som han hadde et sygt menneske i giggen. Sønnen svarte ikke. «Det er dig hun vil træffe, siger hun; hun bad mig si, at ellers saa reiser hun igen.»
«Reis! reis!» skrek han; han stormed ind fra faren i gangen, udpaa verandaen, skrek ned: «Reis! reis!»
Han blev staaende stille derude i stærk pust, hørte giggen bli væk i fossesusen; — der var de sprukne hænder igen — arrigskab, stridsind, vanvid! De fremmede viljer skulde ikke ind, koste hvad det koste vilde! Der stinked hverdag av et hjem og en mor! — —
Men han blev staaende længe. Han saa ligesom hendes stride ryg. «Jeg vil ha søn min igen!» sa det tungt udav dur og mørke. Han lytted: hun hadde ligesom sagt det saa høit, at fossesusen stilned. Det var som mors-skinsygens kval suged ham med sig opover moen.
Tordis slog dobbeltdøren op og lo ud:
«Papirlygterne Stenshoug! —— de ligger i kofferten. Vi vil ha kulørt lys! — rødt lys, blaat — alslags lys, som skærer og leger i øinene! Vi laver skanse om os mod moen og det som spøger. Heisan, her er fest!» knipsed hun.
Stenshoug kom ud paa verandaen med lygterne.
«Det var blod i det, du spytted dernede!» sa Herman Ek høit. «Du lurer os ikke!»
Stenshoug krølled papirlygten sammen. «Nei!» skrek han og fik en hoste-ri.
«Jo, det var blod i det! du er dødsens bleg.»
Det blev stille; bare Stenshoug som hosted. De hjalp hverandre, hængte lygterne i kroker under taget.
«Heisan, her er fest!» skrek Herman Ek.
«Heisan, her er fest!» svarte de andre.
Lygterne svaied sagte for vinden, lyste paa rad som skanse mod moen, tænksomt, med stille mening. Og de spiste aften paa den hvide duk, med rød vin i de glitrende glas. Indfald og ord fløi som vilter fosse-sprøit. Hun lo, saa det skingred ud gennem dobbeltdøren — det var som lynglimt, som kløved i trods moens store stummende nat. Herman Ek lo. Sigvart Stenshoug hosted og lo — det øged til en latter, som tog søvn fra alt, som leved langs dalsiderne.
Sindene skalv, mens glæden larmed over rædde læber. De drak glas efter glas. —
«Heisan, her er fest!» lo hun, da hun gik; der hadde været erfugl-stemme i alt, hun sa.
Det knepred i værelsets laas. Det gav et sæt i dem begge, da hun dreied om nøklen; der var slik forunderlig vanvittig vilje i smældet. Der var noget som brast.
«Der var blod i det, du hosted!» nikked Herman Ek tonløst fremfor sig for at komme fra smældet.
«Der var ikke blod!»
Herman Ek sad og tænkte ind i mørket; — han vidste ikke ud eller ind. Den stærkeste vilje, som de hadde fanget sammen, var plumpet udi igen for ham, den sank tilbage i de rare viljers bundløse dyb; og han sad med Fossum-stuernes skinsyge skygger om sig, det underlige vilde stridsind. Tankerne samled sig til store tunge draaber, slap ham, tungsindige som træge dryp under tagskæg, kom og gik, — der var ligesom saa liden mening i at komme herop, naar sindet ikke var mer færdigt. — —
Den anden bad ham gaa en tur indpaa moen.
De gled stille ned trapperne, bortover sanden i havegangen, hen imod broen. De sa ingenting. De stansed ved enden av broen, der rækværket var slut, stirred ned i det, som skummed og dured under dem. Med ét saa Sigvart Stenshoug op — i blikket var det, som han kasted med skarpe knive —, skrek fra ligblegt ansigt:
«Jeg fortalte hende ivaar det, som du fortalte mig, om hende i dølestak indpaa moen. Jeg fortalte, at du ikke holder av nogen.» Han hosted voldsomt: «Jeg! jeg! jeg! — at det er det store brede, som ligger bagenfor den enkelte, bagenfor menneskerne, — som har magten over dig, moen, susen, hjemme-minnernes skygge; — du ligesom din vege far!»
— Herman Ek stod og stirred paa det blege kind; han der klored hidsig efter livet med brystsygens udtærede fingre! — —
«Hun ser, at du ikke holder av hende — ikke nogen holder du av! du synes bare synd. Ja jeg hadde ret!» jubled han. «Det er det, øiet dit tænker her gennem moerne; du er for feig til at si det, men hun skønner det — hun skønner det!» Hosten kvalte stemmen.
Herman Ek retted sig smilende: «Der var blod i det du hosted!»
Han stirred igen, sa hæs: «Husker du lysthuset paa Fossum? — Jeg vil ha hende, om hun rømmer fra mig aldrig saa meget! — Jeg har ogsaa hat fletten hendes i mine hænder!» Han bøied sig og saa ned i fossen; det var som nakken lokked og ægged. Herman Ek knytted haanden: han kunde nu ha vist hende derinde bag den lyse gardin, hvem var stærkest! bare et puf i ryggen, saa bar det udi over det glatte bærg! — — Men haanden tog blødt under haaret om denne nakken, som ligned hans far.
«Ja, vi har slaas om fletten før, Sigvart,» sa han stille hen for sig.
Han kendte gennem mørket; hvor der tindred menneske-smil over den andens blik, — han var vel tanken i hendes stemme, naar den saare erfugl-lokken kom.
Han blev staaende igen ved enden av rækværket og se efter ham … gik han forbi stuen? Han listed sig efter, kunde ikke se for mørket. Han stansed: — jo han svinged indpaa broen, gik forbi stuen! — —
— — Han hadde det stærke blod, som samled sig og bare randt én vei! Han hadde alt glemt smældet i laasen! — —
— Herman Ek stod længe og tænkte paa sig selv. Han tænkte paa elgsporet langs isflaten, som ledte sig frem paa slump krok i krok, uden maal, — det grænseløst forsagte og det grænseløst vilde — naturlivets uudgrundelige stridsind, dette som løb jævnsides inde i ham og ikke vilde mænge sig — arven fra far og mor. — —
Han braavendte, skyndte sig indover moen; — hjem igen til moen — did gik det store vældige tog, ikke til menneskerne, for han orked ikke al den sjøsalte tro, som trængtes. Moen naadde dybder i ham, som livsviljernes rus ikke hadde naadd, fordi den hadde sunget ind til helg, da barnesindet blødte; moen rørte ved kimen i hans sind, de inderste aarringer; — for alle saa voxed de nok med aarring troværdig udenpaa aarring — de la sig bare paa forskellig vis hos hver. — —
… Det lusked tungt over veien lige foran — det var vel en ragget bamse! I en sving stod han lige indpaa et blegt ansigt — det var vel disse stille ansigter han kendte fra liden; de skød op av moens sand. «God kvæld!» hvisked han; men ingen svarte; og det gled væk. «God kvæld du!» skrek han efter det. «Jeg kender dig igen!» Moen slap udover ham alt det vilde den eied — det var underligt liv indpaa moen de sorte nætter. — —
Han stormed længere længere ind.
Han pikked sagte paa stueruten nord i moen. Det lugted røg av tømret og solstegt ør bark.
Der kom én ud paa stille fødder; de lyste hvidt i natten.
… Glad forundret hvisk! — hun hadde jaget hestehandleren for godt nu, sa hun; … nei, saa han var ikke forlovet! …
… Der heded ildsluer gennem hans aarer. Der rykked krampegraat gennem hans sener.
Der sænked sig saar helg over de to.
«Du er det lyseste lys i mit liv,» sa han.
«Æ eg!» lo hun.
Hu-hi-huh, sa det langt indpaa moen, det var igen som hver sans gøs for umaadelige vinger.