Sus/19
Uger gled, med sol og sommerdis og stille sund. Herman Ek laa i fjæresanden under skomagerens hus hele dagen; himlens blaa suged syn, sundets flyttende glitter blinded. Det lugted nyt og rent av livet — det var som længst tilbage han mintes, naar der kom nyvaskede gardiner hjemme i Fossum-stuen.
— Det var en stille søndags eftermiddag. Madammerne sad i graa sjal paa udsigten, plired med gamle øine, barn og høns lekte i gadesanden, og de unge mødre holdt til paa dørstokken med pattebarnet og smaaskændte paa de ældre.
Han gik opover haugen, som laa lige opfor den vesle byen.
Paa det høieste sad skomagergutten ovenfra dalen. I solskin sad han, med ryggen mod havet og øerne; han sad og saa nordover dalen, — hænderne gemt i klaffebuxen; benene laa i syrestrant og soltørket græs.
Herman Ek stansed lidt nedenfor, stod og saa paa ham; — rundt lidet lyst hode med svær blød hat, som laa nedpaa ørene og brætted dem fremover.
«Du sidder og ser?» sa han tilsidst.
Han gemte sig bag hattebræmmen og svarte ja. — Han kunde se helt frem til Bjørna-nuten, kom det saa rapt, — der han hørte hjemme.
Herman Ek fortalte, at han hørte hjemme i dalen lige ved paa anden side aasen, længer vest. — Gutten keg frem under hatten: — men de var glupere skiløbere dernord han hørte hjemme! randt det ud av ham. Det var i gammel tid en mand — han hadde været paa rypefangst opved støilen under nuten — han satte bent udover. Snefoket stod i høieste luften om ham — det var som du skulde set et stormkast! Det bar ned i moen tilsidst; over postveien. Lige i leet ovenfor stuen hans, der stod en høislæde paa tvers; men han vidste raad, han la sig bagover plat ned paa skirne, satte lige ind i slæden mellem meien og karmen, kom ud igen, karen, paa andre leen med stav og bøsse og altsammen! «Dæ va gute so konna renne paa skie!» — det var endda far til bedsten hans! — og de bodde selv i samme stuen den dag idag …
Øinene myldred av nye historier:
… Stuen deres laa i den moen lige nedfor veien. Det spøgte i skogen, — hvide anlet stod lige indpaa dig, bedst som du gik, de svarte høstkvælder; de hadde gamper og sadel — det var akkurat som en sagte fossedur, naar de for. En kvæld stod et anlet og stængte leet for bedsten hans; da slet han op en skigardstaur, fulgte efter og jaged indover skogen. Derinde blev det saa tæt av dem, at han lidet var god til at fri sig — han stod optil en furu og slog rundt til begge sider med stauren som paa en tykeng. Saa lysned det — da sokk de i jord hver evige en: — men da hadde de lokket ham vel en mil indover skogen. «Dæ va gute so inkje va rædde, du!» …
Gutten sad og skrød og blinked med øiet. Herman Ek svarte ingenting, bare saa paa ham, — der var noget som løfted sig i blikket hans, forunderlig stille og ungt; Herman Ek maatte tænke paa unge grantrær, som stod og strakte sig i stærk lys væxt opunder varme solbærg.
— Indover mellem sundene kom kystbaaden krok i krok, skrek, stansed paa vaagen. Skomagergutten letted paa sig, rusled nedover for at se.
Herman Ek blev siddende igen paa haugen og stirre nordover mod Bjørna-nuten; han vidste saavel hvordan den stille graa stuen deres saa ud, med grønne og blaa bittesmaa ruder av gammelt glas; han saa den, saa mere.
… Landet tog efter ham, hented ham ind igen, gemte sig ned i hans sinds bævende vent. Danse-slaatter vaagned, det vilde og det stille; — moens lange sus; — lyngens tause nik. Det var dette som var livs-meningen; det blanded sig op i alt han tænkte, stak sig frem i alt han mintes — lyng, og sol, og vuggende sus. Det maatte være stort og mægtigt det, hvor to som skomagergutten og han kunde mødes slik!
… Aa dette land, som han var glad i det! han la sig over det og favned rundt: — det var det rigeste stolteste land som var! Der fandtes ikke sus i verden som den gennem de store moer! der fandtes ikke lys som det opefter høifjælds-bakkens blanke græs! der fandtes ikke livsæggende syn som det ind gennem de blaa fjorde! Aa dette land, som han var glad i det! …
— Da han kom hjem, laa en liden konvolut med et visitkort paa bordet. Paa det stod Tordis Hval, og paa bagsiden læste han: «Jeg blev saa forfærdelig angst derinde — Stenshoug’s billede, alt det andet! Og saa rømte jeg.»
— — Med dampskibet i eftermiddag! Ogsaa hun var rømt fra den døde dam! — Begyndte de virkelig at pille av derinde? …
Han stod og saa paa kortet; — det var som viljer steg til hodet med svære hede pulsslag, og hænderne fyldtes av tykke brune fletter; … der var alligevel blit igen lidt av aarringer i ham ogsaa! …
Men han søgte hende ikke op. —
Dagen efter stod en dame i straahat og sort kjole bortpaa fiskebryggen. Hun stod og saa paa fiskerne, ropte til dem, lo med dem. Han laa gemt bag ribsbusken i haven og keg bort. Damen paa bryggen snakked vestlandsk, hadde en liden mund. Han kendte stemmen. Hun kom der dag efter dag; hun hadde tegnemappe med, og av og til sad en fisker for hende paa bænken under pakbodens tag.
«Hvorfor er De Saa trist av Dem ?» sa det en morgen lige oppe bag ribsbusken. Det var damen fra bryggen. Hun skøv de stærke bryn op i spids over to gløgge blaa øine. Der sad en skælm i hver spids, som flytted fra øie til øie; det skifted og skalv som sol under trær. Han hadde ikke set, at øiet var skælmsk før nu, han hadde ikke set alle disse smilehul.
«Eg trist!» drilIed han og lo. «Ikje no!»
Hun skøv ribsbusk-grenene tilside, la sig fremover hækken og hvisked ned til ham:
«Alle dine livsvege kys brændte merker i mit sind!»
Han saa op:
«Aah. Der var mange, som brændte merker i dit sind!»
Hun skøv sig tvers gennem hækken, stilled sig foran ham; det var som brystet bued sig over store stærke krav.
«Men dit stridsind var det, som smitted mig!» sa hun mægtig.
Han satte sig op; øinene mødtes i kamp — det var som det ikke var samme mennesket længer, som stod foran ham! — — Det blev en lang stilhed; sindene sank; hun skøv sig tilbage mellem buskene. Øinene blev skælmske som før.
— Jo, sa hun bag bladene, hun hadde nok set ham ligge slik timevis under ribsbusken og stirre; og det gjorde ikke folk, som ikke var triste. — —
Han la sig igen; — han tænkte paa moer og mintes slaatter, svarte han.
«Saa la os ta os en tur da indover moerne,» sa hun. «Imorgen.»
Han saa op.
«For aldrig i livet slipper jeg dig!» blinked det mod ham stilt og fast i øiet. Saa gik hun.
— Dagen efter kom de kørende i stolkærre op dalen. — Nu gik han foran indover moen med rypeposen, hun efter og løfted op det sorte kjoleskørt. De sa ikke du; de snakked høit som de aldrig hadde kendt hverandre, de lo som i folksom fest; det var, som hvert træ i skogen stod og lytted og lurte for at høre av pust og av hvisk, om de kendte hverandre fra før. Men rundt om dem vifted det kølig fra svære vinger, og luften dirred av ilske skrik, som de kendte, men ikke hørte.
«Traak ikke paa den linneaen!» ropte hun ned i veien; hvert ord var et haardt ryk i ham.
Han tog den op og kasted den til hende. Hun satte den i halsen.
«Forresten saa liker jeg ikke blomster,» sa hun, da hun fik den.
Han saa paa den stærke hals, han hadde ikke set den bølge skær op til kjolens mørke bred som idag, hadde ikke set nogen hals bølge med slik magt som denne. Aah! han kendte det; der var tændt viljer, som vilde tvinge ham! — —
De slentred indover moen. Og han vented.
Han lod, som han vilde snu.
«Vi bryr os ikke om at komme tidsnok ned igen — gør vi?» sa hun og kasted sig munter i mosen.
«Nei, vi bryr os ikke om at komme tidsnok ned igen,» lo han og satte sig.
Stilheden tog ham. De var paa aas-kammen. Heien laa indover, med graa urer, bringebærbusk og smaa-aasp mellem stenene. Vand efter vand, brune i bunden, skilt ved lave eid med grønne slaatter.
«Tror De der er fisk i disse vand?» hvisked han, uden at ville det lavt som skogsusen.
«Ha-ha-ha!» storlo hun; det var et menneske i stille oprør, som vilde rive i stykker med braak og latter; han prøved at rette sig — det skulde bli kamp, før hun tvang ham! «Ja slik gammel uspiselig med mose under bugen,» lo hun, «og svære forstandige hoder!»
Stemmen sank saa underlig; og det blev stilt. Han lytted; stemmen stansed op som en bølge over noget, skalv i bittesmaa fald, det var samme stans som i hulk, den hadde ikke det før. Han kendte ligesom, at det var i stemmen alt det hun vilde laa! — —
«Jeg liker ikke disse stille vand. Jeg liker ikke hei og mo, uden mennesker, som roper, og mennesker, som skratter. Mennesker! mennesker! de er alt, de er livet! for livet er handling! livet er det skvættende og det sprættende! den viltreste bæk av indfald! Dette andet er spindelvæv, som dytter om sans og om vilje.» Hun saa paa ham, det var som menneske-øine mylred i blikket.
Han ledte sig unna magten i ordene; han hadde aldrig turdet tænke slik. — —
«Det er som Deres stemme glipper iblandt!» smilte han forsagt.
«De er jamæn lydhør!» lo hun. «Duer som kurrer har vist det samme!» lo hun høiere.
De slentred indover heien. De kløv over urer, steg efter buskapens dybe smale stier.
Og han vented. Han lod igen som han vilde snu.
«Nei vi bryr os ikke om at komme tidsnok ned igen — gør vi?» sa hun og kasted sig i lyngen.
Han lo; han lytted til stemmen igen. Han vidste ikke, hvor han hadde den, om den var langt væk eller nær — erfuglen lokked paa samme vis ude ved nøgne holmer. Dette blev en underlig kamp! — —
«Livet har aldrig hat en slik form, at det nytted at fatte om det, sa De engang?»
«Jo, én gang inde paa en mo fik det slik form,» lo han.
«Bare én gang?» lo hun igen; men hun saa paa ham med skinsygens tomme stivhed i blikket.
«Bare én gang, ja. Synes De ikke det var nok?»
«Aajo,» husked hun ligesom med ét, «øiepar glytter bag gærdet — ha-ha! national sokkelab-poesi, som ikke flytter sig av flækken!» Latteren sved som salt sjøskvæt.
Hun reiste sig, saa indover heien:
«Det er derfor De er saa forgabt i moer!» sa hun.
De slentred videre; eftermiddagen gik. Og om aftenen sad de op til en løevæg paa en slaatte og ingenting sa. Solen flimred rød indover myrer og fjæld. Sommernatten la sig i den graa tømmervæg; frisk tørt høi lugted ud gennem sprækkerne.
«Granen er nu altid saa lidet for sig,» sa han og pegte; den stod raadløs og undsaa sig rundt om i kanten af det grønne. «— Gemmer sig tæt under furuen som barn bort i morens stak.»
Hun storlo, saa det sved: «Spindelvæv som dytter om sans og om vilje!»
Men han sad strid og saa ind i sommernatten, — den var nu alligevel hans endda! — —
«Hvad var det?» hvisked han, det tygged stilt bag hjørnet.
«En hest, vel!» for hun op.
«Pust fra dyr, som beiter under løevæg om natten, — det er ligesom troldskab for mig,» sa han langsomt; — det skulde ta tid, før hun seired! — —
«De dægger for alt det syge i Dem!» brød hun ud.
«Jeg kan ligesom ikke tænke,» stønned han angst, men det var som angsten var saa høi her hos hende, ligesom saa rummelig. «Jeg kan bare kende.»
Hun lo; hun lo sommernattens trolddom ud av ham.
Saa blev det stilt en stund.
Det var som de umaadelige vinger slog om dem igen, det var som det var livsondskapens; det løfted sig rundt dem og luften blev mere sval. Glæde og held gjorde stor, sorg og trods gjorde ogsaa menneskens børn store — men der gik noget tabt for hver tomme i den væxten …
Men med ét saa hun paa ham:
«De gav mig en linnea i formiddag. Jeg satte den i halsen, men den gled sin vei; — nu kender jeg den her i strømpen.»
Han saa nedover, hvor linneaen hadde været idag, han aanded hende ind i tunge hixt, med spilte næsebor; … mavens svagt hvælvede ynde; … løb ud i slanke ben som runded sig blidt under den tynde kjole; … den lille mund med viger i ustanselige smaaryk, hvor stængte luner skalv og vilde ud — de hvirvled sig indover kindet ogsaa, i bittesmaa smilehul, pibled som av trange opkommer! … øinene som laa blaa og storlo under træge laak og ligesom ikke turde lette sig helt for bare latter. …
Det dufted langs hende blødt og blidt, som naar vaarens blomster-em flyder paa vindens vift henover vuggende friske engslætter. Det var livsglæde, det som dufted! Han tænkte ikke længer paa, hvem var den stærkeste, han tænkte at de to vilde det samme i alt! Han misted stemme, tog om hende, løfted hende op, bar hende som en bylt rundt hjørnet til løedøren. Nakken faldt tilbage, haken stak frem, læberne suged; sjælen bag de træge laak gemte sig i hedt begær.
Men han bar hende forbi døren, rundt om løen; han blev gaaende med hende i fanget, rundt rundt, — det var et mylr av livsviljer han bar, uden spindelvæven, som dytted; det var livets skoggerlatter han holdt om. Han gik og gik, til han kendte livsviljernes klare mylr kry inde i sig selv.
«Bar du nogen slik?» risled det mod ham.
«Nei; slik bar jeg ingen!» flommed det.
Han slet kroken av døren.
«Nu trak jeg øiet dit ud av skogsusen!» risted hun ham, det gløded og flytted sig dernede i øieparrets dybe tjærn. «Du er stærk! … du er mand!» …
Nu var erfugl-stemmen nær! —
Det var morgen-taage, da de gik nedover. Det var lydt. Det var staalgraa dug. De snakked ikke.