Streik/XII
Allerede i Løbet af Søndagen havde Brugsherrerne faat fuld Besked om, hvad der var forefaldt paa Madam Henriksens Sal.
Mandag Morgen mødte Arbeiderne op til sin Dont som sædvanligt.
Men udenfor Wang-Melteruds Brug vented Chefens Gaardskarl med to Breve, det ene til Sagstyrer Stensen, som var Medlem af Streikekomitéen, det andet til Høvlerimester Torgersen. Og Brevene indeholdt de to Mænds øieblikkelige Afskedigelse, med Wang-Melteruds egenhændige Underskrift. — Den sidste Periode i Brevet til Høvlerimesteren lød saaledes: — — — «Paa mit Brug vil jeg nemlig ingen anden «Ordstyrer» vide af end mig selv, — styr saa forresten Ordet, hvor Pokker du vil.»
— «Farvel da, Kammerater, og tak for her!» sagde Torgersen. — «Gjør naa inte noe, som dere siden kommer tell aa angre, det vil jei be dere om.»
«Hvor skal du hen?»
«Jeg gaar hjem.»
Han gik.
«Du er en fælt bra Kar, Torgersen, — men jagu er du et Stykke af en Rædhare, lel!» -raabte Stensen efter ham.
— Høvlerimester Torgersen var afholdt og agtet, ikke blot blandt sine Arbeidsfæller paa Wang-Melteruds Brug, men hos Langestrands Arbeidere i det hele taget. Han var Formand i Arbeiderforeningens Sygekasse og havde vært Repræsentant paa to Lands-Arbeidermøder.
Og særlig hans Afskedigelse slog ned som en fængende Gnist i det Tændstof, der allerede i rigelig Mon laa tilrette hos Wang-Melteruds Arbeidsstok. — Naar Høvlerimester Torgersen skulde jages, han, der netop havde raadet til Sindighed og Maadehold, — ja, saa kunde nok nogen og hver regne ud, hvad man havde at vente sig.
«Nei, da nedlægger vi heller Arbeidet paa røde Rappet og lar det staa tell, Gutter!» sagde en.
«Ja, det gjør vi!» — «Ja det gjør vi!» «— — det gjør vi!»
«Hvor mange gaar med? — høire Haand op!» — det var Stensens haarde, skurrende Røst.
Tre Mand undlod at række Haanden iveiret.
«Er det Meningen, at dere vil fortsætte, dere, kanske?»
«Ja,» bemærked Stavskjærer Even Rasmussen, «jei for min Part agter i Ydmyghed at varetage min beskikkede Gjerning.»
«Men det kan være, du aldeles inte faar Lov aa fortsætte! — skjønner du det? — vi sier stop! — Inte sandt, Kammerater: inte en Haand faar Lov tell aa ta fat paa Arbeidet her idag?»
«Inte en eneste ên!» — «— — inte ên!»
«Og saa skikker vi Bud tell de andre Brukene! — naa er det Tiden! over hele Linjen maa det bli, skal der være noen Mening i det!»
Even Rasmussen havde imidlertid i Stilhed puslet sig ud gjennem Porten.
Og om lidt kom selve Wang-Melterud farende til, hummerrød i Ansigtet.
«Hva Fan er dette for Komedi?»
«Vi har nedlagt Arbeidet.»
«Nedlagt Arbeidet? — he! — jei skal lære dere, jei! — Dævelen brænne mei, skal her inte bli annen Dans uta!»
«Ja det er netop det, her skal!» svarte Stensen.
«Holdt Kjæft! — og pak dei! — jei har inte mere med dei aa bestille. Pak dei, sier jei! — Men jei skal, Herren forsørje mei — —! Dere vil jo true Folk tell inte aa arbeide, ossaa?»
«Ja, det vil vi!»
«He! — true, dere? — ser du den, du? Grisen!» — Han trak en Revolver frem og rysted den i Luften henimod Stensen.
Denne gik ham tæt ind paa Livet.
«Skjyter Di, saa er det det sidste, Di gjør her i Verden, — forstaar Di det? Om Di ossaa dræper ên eller to a vors, saa er her nok igjen tell aa slaa Skallen inn paa Dere og rive Dere i Stumper og Filler. — Slipp den der! — slipp den! — nei inte stikk den i Lommen, — slipp den bent ner, der Di staar!»
Arbeiderne havde fiokket sig sammen om de . to, og Ringen blev efterhvert trangere.
«Slipp den, sier jei!»
Og Pistolen faldt ned ved Wang-Melteruds Fod.
«Se saa! — hvor er Magta Deres, naa? — Fommeln!»
Rygtet om disse Optrin gik som en Løbeild over Byen. Høvlerimester Torgersens Afskedigelse og ikke mindre den Omstændighed, at Wang-Melterud havde truet sine Folk med Pistol, vakte stærk Ophidselse hos Brugsarbeiderne.
Og i Løbet af Formiddagen blev Arbeidet for den allervæsentligste Del nedlagt ogsaa paa de andre Brug, — det hjalp ikke, alt hvad Cheferne lagde sig imod, baade med gode og onde Ord. — Streikekomitéen havde i Hui og Hast holdt Møde og var kommet overens om følgende Betingelser for Arbeidets Gjenoptagelse: at Lønningsnedslaget toges tilbage; at Høvlerimester Torgersen og Sagstyrer Stensen fik beholde sine Pladse; at ingen Brugsarbeider skulde afskediges eller paa anden Maade forulempes for Streikens Skyld.
Men paa dette vilde Brugsherrerne ikke gaa ind. — Konsul Dahl var igjen den eneste, der var villig til Forhandling paa Basis af Indrømmelse; men ifølge sluttet Overenskomst kunde han, som Enkeltmand, i den Retning intet effektivt å foretage.
Og saa var Bruddet uheleligt.
En talrig Skare af de streikende Arbeidere drog om fra Brug til Brug, og hvor Arbeidet ikke allerede var indstillet, der stansed de det med Magt.
Paa Konsul Dahls Brug var en betragtelig Del af Besætningen ikke stemt for at stoppe. Dahl var nemlig godt likt af sine Folk, som en human, velvillig Arbeidsherre. — De streikende gjorde imidlertid kort Proces: de simpelthen slog af Maskinremmene.
— Men hvor var Politiet henne? — Jo, Langestrands Politi rusted sig og forstærked sig; — og det tog Tid.
Tingen var nemlig den, at Politiet i Langestrand aldeles ikke var belavet paa at møde et Tilfælde som det forhaandenværende. Dagligdags Gjøremaal som at trække en Tyvegut eller en Fyllefant i Arrest klarte det feiende, uden ringeste Betænkning. Men en anden Sag var det, naar det gjaldt Skarer, af rebelske Arbeidere.
Overpolitibetjent Ruberg mente jo rigtignok, at alene Synet af en guldrandet Politilue og et halvt Snes Konstabler vilde slaa Rebellerne med Skræk. Men Politifuldmægtigen følte sig aldeles ikke sikker i saa Maade; han var jo ogsaa den egentlige Ansvarshavende, da Politimesteren var paa en Sviptur til Nabobyen — ventedes hjem henad Eftermiddagen.
Først og fremst maatte Talstyrken forøges, mente Fuldmægtigen. Og der blev straks sendt Hververe ud i Byen.
Saa gjaldt det Vaaben; — thi til de forventede Hjælpetropper var der paa ingen Maade Køller nok i Raadstuens Arsenal.
Og Overpolitibetjient Ruberg sendtes som Ambassadør hen paa Hjørnet til Grosserer, Stadshauptmand Bing, Chefen for Langestrands Borgerkorps, med Andragende om at faa udlaant en to-tre Fangfilld af Korpsets Sabelbajonetter.
Jo, saa gjerne! —
Og med Telthusnøglen i Lommen og fulgt af et Bybud med en Kjærre drog Overpolitibetjent Ruberg afsted ad Telthuset til, gjennem Byens mest befærdede Strøg.
Det var først, da det led om lidt, det gik op for Politifuldmægtigen, at dette Foretagende kunde blive skjæbnesvangert nok. For sæt, at Vaabentransporten stødte paa de streikende Arbeidere, — tak, saa var de naturligvis bevæbnet med det samme!
Det gik dog bedre. Om en Stund saas Overpolitibetjent Ruberg i uantastet Strunkhed at I komme marscherende over Torvet, fulgt af Bybudet med Dragkjærren fuld af Borgersabler, som blinked noksaa udfordrende i Solskinnet, — der laa ikke saa meget som en Sæk ovenover.
Omsider kom ogsaa Hververne med Leietropperne: 21 Mand, Skræddere, Skomagere, Bybud, — hvilkesomhelst af de første de bedste. De blev væbnet med hver sin Konstabelhjelm — det eneste Vaabenstykke, hvoraf Raadstuens Depot havde mere end absolut til Nødtørft —, og fik hver sin Sabel ved Siden.
Saa mønstredes den samlede Styrke, og - Hovedarméen marscherte ud Porten under Kommando af Overpolitibetjent Ruberg, efterat først denne i forsigtig Gesvindthed havde stukket over , paa «Samlaget» — ind Bagdøren — og fugtet Halsen med to Akevittere og en Flaske Øl.
— Men Politifuldmægtigen og en passelig Garnison blev tilbage i Raadstubygningen.
— Nogle udsendte Speidere kunde melde, at Arbeider-Styrken havde fordelt sig, og specielt, at Stensen og Per Amundsen og to andre af de værste Tumultuanter fortiden sad og drak Øl med Drammer til inde hos Mikkelsen i Strandgaden.
Og dette havde sin Rigtighed. — Humøret var glimrende, og Per Amundsen, som var godt paa en Kant, holdt Taler, saa det hørtes langt ud paa Gaden.
— Pludselig gaar Døren op, og Overpolitibetjent Ruberg træder ind med sine Drabanter i Hælene.
«I Lovens Navn, jei arresterer Dere som voldelige Oprørere mod den lovlige Orden, — i Henhold til Politiforordning af 19de Mai forrige Aar, Paragraf — — —»
Længer kom han ikke; thi i samme. Øieblik spratt Stensen op og bused mod ham.
I et Nu var alt i det Voldsomste Røre. Stensen og Ruberg vælted sig paa Gulvet i en Omfavnelse som Kat og Hund, og over dem laa der to Politikonstabler og tre Sabelmænd, som forsøgte at skille. Bordet væltedes, Flasker og Glas knustes, saa Øl og Brændevin flommed sammen bortover Gulvet og blanded sig med Blod af de kjæmpende, — alt under Støi og Skraal, saa Huset rysted.
Endelig efter den mest fortvilede Modstand var da de fire Syndere overmandet; Taug blev skaffet tilveie, og man bagbandt dem. — De var stygt tilredt — især Stensen. Klærne hans Var flænget, han blødte af Næse og Mund foruden af Glasskaar-Saar paa Hænderne, og paa den ene Side af Halsen havde han en Skramme efter en Sabel. Men heldigvis for ham var Skrædder Monsens spinkle Arm en alt andet end kraftig og Øvet Sabelsvinger. Et endnu større Held var det, at i den Stand og Stilling, Borgerkorpsets
Sabler var, blev Hugget omtrentlig af samme Virkning, enten saa Eggen vendte op eller ned. — Og det kan med det samme fortælles, at netop denne sidste Omstændighed med god Virkning blev fremholdt, da Langestrands Politi efter Streiken forsøgtes tillagt ulovlig Haandlemaade, nemlig skarpe Vaabens Anvendelse, før «Oprørsloven» var oplæst.
— Men heller ikke Ordenens Haandhævere var kommet fra det uden med revet Skind. Rubergs høire Øie havde taget Ferie og faat en Klump som en blaarød Potet anbragt som Stedfortræder; desforuden blødte Overpolitibetjenten af Risper og Skrammer baade her og der, og Uniformen var gjort udygtig til Tjenesten.
— Saa afsted til Raadstuen. Stensen ogPer Amundsen maatte bæres, med bundne Arme og surrede Fødder, uregjerlige som de fremdeles var.
Det kan nok være, at Prosessionen vakte Opsigt! Fra alle Døre og Vinduer stak Folk Hoderne frem, og en raskt voksende Hale af Skuelystne fulgte snadrende og skravlende efter.
I Raadstuens Port tog Fuldmægtigen — ved Siden af den netop hjemkomne Politimester — imod Optoget. — Saa blev Fangerne sat ind under Laas og Lukke.