Streik/XI
Der er noget, som kaldes Pukstén.
Pukstén er en Masse, — som saadan laves den, og som saadan bruges den.
Nu fortiden har man ogsaa Maskiner til at hugge Pukstén med; det gaar jo fortere, og I Stenen blir mere ensartet jævn — lader sig lettere «pukke».
Men tidligere besørgedes Hugningen udelukkende af Menneskehaand. En meiselformet, staalsat Hammer i den høire Næve, den venstre forsynet med en tyk Vante, Skjærmbriller for Øinene og Skjærm for Panden, — slig var en Puksténs-Hugger udrustet.
Naar Stenstykkerne var sprængt ud af Fjeldet og bragt hen paa en passende Plads — som under Almealléen bag Langestrands Kai —, saa kom Hammeren i Virksomhed. Stenstykket kløvedes og hakkedes. Gav det ikke efter for det første eller andet Slag, saa dog kanske for det niende eller tiende, — det maatte i ethvert Fald blive til Pukstén. — Og saa det næste, og saa det næste og det næste — —. Det hjalp ikke, at Stenen spruted Gnister og sylspidse Fliser under Hammerslaget; for selv om den en og anden Gang kunde se sit Snit til at kløve en Læbe eller knuse et Glas i Skjærmbrillerne og slaa et Øie ind, saa var der nok af Næver til at tage Hammeren op igjen og hugge løs.
— Den store, bruugaa Puksténs-Dynge vokste og vokste fra Dag til Dag og strakte sig — som et Uhyre af en dvask, skjællet Slange — Tomme for Tomme længer henover under Almealléen bag Planeringen.
Gaderne skulde jo istandsættes efter Vintrens Tæle og Vaarens Søle; og da trængtes der Pukstén, først og fremst Pukstén.
Ikke at forveksle med Brostén. Nei, Brostenene ligger i enhver Henseende et Trin høiere; de ligger oppe i Dagen, — derefter er ogsaa deres Form afpasset. De sættes omhyggeligt ned én for én, stilles i Rader og Rækker som stemmeberettigede i Mandtalsførerens Protokol — saa og saa mange Hundreder, saa og saa mange Tusener.
Med Pukstén gjøres der ikke saa mange Omstændigheder. Det er nok, at man maaler den i saa og saa mange Læs eller saa og saa mange Kubikmeter, breder den igrams udover Gaden, pukker den ned til et jævnt Lag og dækker det hele med Sand.
— Og saa kan den værdige Borgerpatricier sætte sig mageligt tilrette i sin Stasvogn ved sin naadige Frues Side, — de vælige Heste stamper og tygger Skum, Kusken knalder med den lange Kjørepisk, og Vognen ruller raskt henover, uden at støde, uden at dumpe.
Thi Banen er fast og sikker.
Der er solid Loyalitet under.
Kompakt sammenpukket Loyalitet.
Puksténs-Loyalitet.
— — Men en enkelt Gang hænder det, at der farer en Uregjerlighedens Aand i den tunge dvaske Puksténsmasse bag Byens Kai. Og Pukstenen gjør Brud paa sin Bestemmelse — løser sig op i Stene, kantede, skarpe Stene, der saadan enkeltvis gir sig til at flyve løs om i Luften, og hvad værre er: ikke paa maafaa, men mod bestemte Maal. — Saa den værdige Borgerpatricier blegner, og den naadige Frue besvimer, og Kusken faar Ordre til at kiøre hjemad, alt hvad Remmer og Tøi kan holde, svinge ind i Gaardsrummet, lukke Porten ilaas med to Omdreininger, og endda sætte en Bom tversover.
— Ja, saadant kan hænde, saa utroligt det end høres.