Streik/IV
Ja saadan en Vinter — med slig en ustyrtelig Snemængde og slig en Kulde! Sneen hobed sig op Lag paa Lag, og Gader og Veie saa ud som Halvtunneller — der atter og atter maatte aabnes; for ret som det Var kom Nordenvinden med en Snekave foran sig farende ned gjennem Stangeland-Skaret og lukked dem. Gamle Folk sagde, at slig en Snevinter kunde de ikke mindes.
Og saadan som Frosten bed og stak og skar i hver eneste bar Hudflæk, den var istand til at lede op. — Endog Oscar Andrésen gryssed sig, naar han om Eftermiddagen steg ud af sit lune Hus — i Kravestøvler, Skrubskindspels og Skindlue, forat kjøre sin vante Tur ned til Byens Klubb. Han gryssed sig; — og dog var det bare den brunrøde, spidse Næse med den store, rødbrune Knebelsbart forneden og to blaa Brilleglas foroven, som stak ubeskyttet frem; — Resten var Pelsværk.
Og naar han sent paa Kvæld atter skulde i Slæden og hjemover, efterat Kortene var lagt tilside, fik han sig endnu en varm-varm Toddy paa Faldrebet for Kuldens Skyld. — «Huttetu for en Vinter! — bare det snart var Vaar igjen!»
— Men det var ikke alle i Langestrand, som havde Kravestøvler og Skrubskindspels og Skindlue og en varm Toddy paa Faldrebet, naar de skulde stikke Næsen udenfor Døren. For mange — altfor mange — var det smaat nok med det lune Hus ogsaa, og smaat nok med Mad og smaat nok med Klær, — og endda fik de se til at leve. Men ogsaa de sagde: «Huttetu for en Vinter! — bare det snart var Vaar igjen!»
Ja, hele Langestrand vented med Længsel paa Vaaren.
Oscar Andrésen vented — og ikke bare af den Grund, at Frosten tog Knibetag i hans Næse, naar han var ude paa Kjøretur. Men hans Tomter stod fulde af færdigskaaret Last. Han havde nemlig solgt forsvindende lidet Høsten iforveien — gjort det med Hensigt; for Priserne syntes ham for smaa, og saa lod han det allermeste af sin Last staa over, i Forventning om bedre Tider til Vaaren.
Og hans Arbeidere vented, og deres Koner og Børn vented. For naar Brugstrafiken igjen begyndte, saa blev der bedre for Penge, og bedre Mad at faa, hyggeligere inde og varmere ude, — og det vilde altsammen ske, naar der atter var Vaar.
Og nede paa Havnen laa Lasteskuderne forladte og fastfrosne i Isen; de laa der med sine tomme Lasterum og vented — eller rettere, det var deres Redere og Besætninger oppe iland, som vented — paa Isløsning og Indlastning og Udfart, — naar bare der engang atter blev Vaar!
— Men det trak ud. Det var allerede i April, og endnu var det fuld Vinter.
— Jo, saa endelig ved Midten af Maaneden blev det Søndenveir, med mildere Luft; — det strøg som et forløsende Haab om Vaar og Sommer indover den frostbundne Dal.
Men Vintren stritted seigt imod — den vilde ikke vige Pladsen; og hvad Søndenvinden og Solen vandt ind om Dagene, blev tilbageerobret i de kolde Nætter, for da frøs alt til igjen. — Slig holdt de hinanden saa omtrentlig i Schak en Uges Tid. Men saa begyndte Vaarens Avanggarde at faa Overtaget; Sneen blev for hver Dag blødere, og Nattefrosten havde mistet sin Magt. Solen stak varmt i, og der samled sig Tøvand, som sived frem under Snelaget og undergraved fra Grunden af — lydløst, men utrætteligt — de stive, opblæste Sneskavler. — Oppe i Lierne kom den ene mørke Knause efter den anden tilsyne, og henover Markerne løfted de blegbrune Tuer sine vaade, pjuskede Hoder. — Snetæppet over Isen nede paa Elven fik blaa Flækker og Striber; og snart flød Tøvandet i blanke Bække — man kalder dem «Overvand» — nedad det tykke Isgulv.
— Jo, dette maatte være Vaaren! — og Tusener vinterklemte Hjerter hilste den velkommen.
— Jo vist maatte det være Vaaren! Det mente ogsaa en liden Bi, som en solblank Middagsstund gløtted paa Kubedøren og kikked ud. Og en ensom Stær oppe paa Møningen mente det samme, og en enkelt Lærke, der ilsomt strøg henover langs Gjærdet, var af selvsamme Mening. De var jo begge to kommet forat varsle Vaar; og de gjorde sit bedste, men de frøs saa bitterligt, og de kunde ikke for, at Frosten skreg med i deres egen Stemme.
Vaar maatte det dog alligevel være, og Vaaren maa komme med Sang. — Det vidste ogsaa Arbeiderne Ved Humlevik Brug, og Lærkens og Stærens første Toner var dem kjendte og kjære Vaarbudskab. — Men et endnu kjærere Vaarbudskab var den Melodi, til hvilken de sang sin Opsang, de Arbeidere, der just var beskjæftiget ved Elvebredden med at ramme ned og fæstne de Stolper — eller «Dopper» —, til hvilke Aarets Flaader af Sagtømmer skulde hægtes fast. Den svære «Rambuk» heistes op under Stativet og faldt saa med sin Skippunds-Tyngde ned paa den understaaende «Doppe» — Gang paa Gang; og imens lød det i Takt:
«Der gaar ên! |
tre skal vi faa! |
— Jo, nu blev det ganske sikkert Vaar! — — Men se det mente dog ikke Nordenvinden. Og ned gjennem Stangeland-Skaret kom den atter farende med en Snekave foran sig og fulgt af en Kulde, som fik alle Vaarhaab til at stivne. Vintren blev atter sat paa Herskerstolen, Hullerne i hans Snekaabe stoppedes, og Tøvandet blev til Is, hvori Frosten spottende skratted og knirked, naar man gik henover.
Og Stæren og Lærken forsvandt. Kanske frøs de ihjel? — det er ikke usandsynligt; for der er jo saamange Fugle, som fryser ihjel, naar de er fortidligt ude.
— Men hvor det saa end blev af Lærken og Stæren, saa var det nu de, som havde Ret alligevel: det var dog den virkelige Vaar, de havde sunget for — om de kanhænde ikke selv naadde at se den i dens Seir.
Thi nu kom den for fuldt Alvor, og det med en eneste Gang, — kom rullende paa sommervarme Luftbølger fra Syd, med en vedholdende, voldsom Styrt af Regn.
Og om det Tøbrud og Isbrud, som der dengang — i den første Uge af Mai — blev, vil det vistnok længe gaa Frasagn i Langestrand og tilgrænsende Strøg.
— Det suste i Luften, og det suste paa Jorden. Det smelted og sirled og randt og fossed, — hele Snemængden var som feiet væk i Løbet af en Uge.
Paa Elven gik der en alenhøi Flom af Tøvand nedover Isgulvet, som endnu holdt Flodsengen lukket.
Men ogsaa dette Vinter-Aag blev snart sprængt. Først kom der Brescher paa de Steder, hvor der var stærkest Strømgang; Vandet ovenover tæred, og Vandet nedenunder brød, til der blev Hul. Og siden gik det raskt; Isfladen løftedes og knækkedes og knustes, med Brag og Drøn som af Kanonskud, — og saa afsted med den efterhvert, i vældige Flaker og mindre Stykker omhverandre. — De gjorde atter og atter Front imod, de satte Ryg mod Ryg, de hobed sig og dæmmed. Men det hjalp ikke: de maatte videre, altid videre nedover.
Intet kan stænge og stoppe den unge Vaar, som gaar igang med at drive Vintrens Yngel tilsjøs.
— Ved Humlevik gjorde dog Isen — med Støtte i Broen — endnu et sidste Forsøg paa Modstand.
Stedet for Broen kunde og burde vært bedre valgt, mente en gammel, erfaren Langestrænding, dengang, den blev bygget. Rigtignok var Overgangen kortere end baade, ovenfor og nedenfor; men netop af samme Grund var der ogsaa stærkere Strøm. Ingeniøren — en ung Kristianienser, som netop var kommet hjem med bedste Karakter fra en berømt Ingeniørskole i Tyskland — vilde dog ikke høre paa det Øre.
«Ja, men om her naa kom en Flom som den for tredive Aar siden?» ytred den gamle erfarne.
«Ja, lad den komme!» svarte Ingeniøren. «Jeg har gjort mine Beregninger, og de skal nok holde Stik!»
Men det havde nu alligevel ikke vært afveien, om Ingeniøren dengang havde regnet over igjen og taget den gamle Langestrændings Bemærkning med i Regningen.
Det viste sig nu.
Begge Sidepassagerne, der var de smaleste, var lukket, dels af fast Is, som endnu laa ud fra Land, dels af Drivis; men Midtløbet gav fri Gjennemgang.
Da kom der et tykt, kjæmpemæssigt Flak seilende — en hel liden Is-Ø; det var for bredt, det bed sig Tak i et Brokar til hver Side, — og der sad det. Strømmen pressed paa, saa Broen rysted og knaked; men Isflaket holdt trodsigt Stand.
Og al den Is, som paa sin Seilas just skulde passere Humlevikstrøget, kom nu — sammen med en og anden Tømmerstok, som var revet ud af sit Vinterkvarter — i rette Tid til forat styrke Dæmningen ved Broen.
Agterud var det store Flak ved Vandets Magt presset ned; herved kom dets forreste Del til at løftes, og indover den skraa Flade, som det saaledes danned, drev og skrued Flommen Isstykkerne ovenpaa og ovenpaa hinanden, — det blev som en vildt sammenhobet, gyngende Mur, der mere og mere tog paa at hæve sig op mod selve Broen.
Den stansede Flommasse kunde paa ingen Maade faa tilstrækkeligt Afløb gjennem Sidepassagerne, og Vandet ovenfor Dæmningen steg.
Ved begge Brohoder havde en talrig Menneskemængde samlet sig.
»Det skal knipes, om Brua staar!» var der i ên, som sagde.
«Hu skal staa!» svarte Oscar Andrésen.
Men Vandet steg høiere — stadig høiere, Broen skalv i alle sine Fuger, og de vippende Isstykker sendte allerede Skumsprøit efter Skumsprøit opunder og over den. Der lød en forvirret Blanding af Gnissen, Smæld og Drøn, Vandsus og Menneskestemmer. — Og Vandet steg, — det tog paa at flyde ind over Bredden ved det vestre Brohode, hvor Gaden laa lavere end Broen.
«Naa blir det jagu det likeste, at vi prøver aa kappe Brua, mens vi kan!» sagde Maskinist Kristensen.
«Neigu gjør vi ei!» skreg Oscar Andrésen; — «kaste mine ti Tusen Specier i Vanne! — er du gal, Mann! Hu greier det nok, skal vi se! — hu skal greie det!»
Vandet rulled nedover Gaden, flød ind gjennem Kjælderluger og Gangdøre i de lavt liggende Rækker af Træhuse, som omtrent udelukkende var beboet af Arbeidere og Høkere. Og der reiste sig et Forfærdelsens Skrig — Kvindfolk og Mandfolk og Unger skreg — og Skrigene samled sig i det hundredrøstede Raab: «Kapp Brua! — kapp Brua!»
Flomstrømmen i Gaden vokste med rivende Hastighed, førte Isstykker med sig, ja endog etpar Stokke af Propstømmer kom der seilende, — foruden en Træsko og en Barnelue, som en vetskræmt Kjærring havde ladt i Stikken, da hun med en skraalende Unge under hver Arm fulgte den almindelig Udvandring op mod Bakken ovenfor, hvorhen ogsaa Familiens gamle Bedstemor kom humpende efter med Kaffekjedlen.
— — — «Kapp Brua! — kapp Brua! — For Guss Skyll: kapp Brua!»
— «Naa gaar Flommen op paa Tomterne og tar paa at rive Stablerne!» — det var Tomteformanden paa Humlevik Brug.
«Naa ja — for svarte Fan — saa kapp Brua, da!» skreg Oscar Andrêsen.
«Ja,» sagde Maskinist Kristensen, «det er lettere sagt enn gjort aa prøve paa det — naa! — Se saa!» lagde han til, «naa trængs det heller inte!»
Der hørtes et tordnende Brag, det venstre Brokar ramled overende, Planker og Bjælker knækkedes, Broen faldt ned og blev baaret afsted i den boblende Flommasses Skumhvirvler.
«Sæt Dere naa ovapaa Brua Deres, Oscar Andrésen, saa faar Di da Skyss for de ti Tusen Dalerne Deres — — bene Veien dithen, hvor De egentli hører hjemme!» — raabte Per Amundsen.
— Saadan en Ende tog det med Oscar Andrésens Bro. Det saa stygt ud for Nedre-Broen ogsaa, da den brogede Flombølge kom væltende; men den stod dog for Stødet. — Og hele Blokaden fra Humlevik var snart paa Vei med Strømmen udover Fjorden mod Havet.
— Men paa Høifjeldet var Vintren endnu Enehersker. Og mens nede i Lavlandet det frigjorte Liv spired og sang og summed — var i travl Virksomhed paa de tusen forskjellige Maader, laa Høigeldsstrøgene fremdeles i dødskold Dvale under det tykke, ensformige Snelag. — Nu, ogsaa didop rak jo Vaarmagten, naar først Tiden dertil var inde; og da vælted en ny Flom nedover mod Havet.
— Men det er godt, at ikke alt Tøbrud sker paa ên Gang, — saa den ene Flom faar Tid til at passere, før den anden kommer.