Streik/III
Restauratør Tallebergs Hus, beliggende omtrent midtveis mellem Langestrands to Broer, var mindst af alt beregnet paa Restaurationstrafik, da den rige Pebersvend, Rektor Preus, lod det bygge — i Tretiaarene. Det var elegant i Rektorens Tid — et af de vakreste Huse i hele Langestrand.
Og oppe paa Haugen bag Huset, med smuk Udsigt over By og Havn, lod Preus bygge en rummelig Sommerpaviljong, cirkelrund i Omkreds, med et Tag, der stak op i Pyramideform og endte i en Flagstang. Dette Lysthus fik i Folkemunde Navnet «Kaalrabien», — som sletikke passed saa ilde, for det var i sin Form virkelig ikke uligt en Kaalrabi, som stod paa Hodet, med Roden tilveirs.
— Nu ja, omsider døde da Rektor Preus. Der blev Arvesag om Boet; den drog hele ti Aar ud, og i denne Tid forfaldt Husene stygt. Endelig blev de solgt, men ikke samlet. Det var en Inkassator, som blev ved Hovedbygningen; men «Kaalrabien» kjøbtes af Ole Augustinussen, Sagarbeider ved Humlevik Brug.
Ole Augustinussen havde i sin Ungdom vært Sjømand; men efter et frygteligt Forlis nede paa den jydske Kyst, ved hvilket han var den eneste, der reddedes, sagde han Sjøen Farvel og begyndte — i Femogtyveaarsalderen — som Arbeider hos gamle Konsul Krüger.
Det var ved Konsulens Hjælp — gamle Krüger var som en Far for sine Arbeidere —, at Ole Augustinussen fik «Kaalrabien» kjøbt — dengang, da han just stod i Begreb med at gifte sig. Han dytted og flikked og stelte paa Huset, saagodt Raad var, panelte, fik lagt etslags Loft op, sat ny Vinduer ind, og endelig Rummet afdelt i tre Værelser, hvoraf det ene blev indrettet til Kjøkken. Det var jo rigtignok en yderst eiendommelig Familiebekvemmelighed; — «men saa har jei da mit eget Tak over Hode — Herregud!» sagde Ole Augustinussen. Det var nu saadan hans Vane, det at lægge et «Herregud» til som Omkvæd; men saa fik han da ogsaa al sin Dag gaa under Kjendingsnavnet «Herregud i Kaalrabien».
Der kom, som Tiden gik, mange Børn i Huset — otte i det hele; men tre af dem døde i ung Alder. Det var akkurat saapas, at Mandens Fortjeneste fra Aar til andet kunde bære Familiens tarvelige Underhold; Nød havde de dog egentlig ikke lidt.
Nu var Konen gjemt i Jorden, og to af Børnene, en Gut og en Pige, reist over til Amerika. Jensine, den ældste Datter, blev gift med en Sagarbeider, Kristoffer Olsen, der var ligesaa ung og ligesaa fattig som hun selv. Ogsaa de — og deres to Børn — havde Tilhold i «Kaalrabien». Kristoffer Olsen var en spædlemmet, snil, ædruelig Mand, som aldrig laa paa Ladsiden, hvor der var noget at tjene. Om Vintrene pleied han at være ude paa Tømmerhugst i de nærmeste Bygder; men hin Vinter havde han fordetmeste vært nødt til at holde sig hjemme, af Mangel paa Arbeide.
— Og oppe i «Kaalrabien» sad desuden Husets yngste Datter, med et Spædbarn paa Fanget. Seksten Aar gammel tog hun ud at tjene; men endnu før to Aar var gaat, kom hun hjem igjen, fordi hun maatte. — «Du Stine, du Stine! — ja Herregud, du Stine!» var det eneste, den gamle sagde, da hun kom med sin Skam; men det rykked og dirred ham i de furede Kinder og om den stramme Mund.
— Jo, de var godt pakket, de tre Rum hos «Herregud i Kaalrabien». For saa var det endnu Sønnen Hans Teodor. Og han var det gildeste, Ole Augustinussen havde igjen efter sit slidsomme Liv. Det var en staut, arbeidsdygtig Gut, høi og bredskuldret som Faderen, letlynt og snil, kraftig i Arm, men heller vêk af Sindelag. — Ogsaa Hans Teodor havde Arbeide paa Humlevik Brug; og hvad der især var heldigt: han var en af de faa, som ogsaa om Vintren havde stadig Beskjæftigelse dersteds — med Sneskufning og hvad ellers kunde falde for at holde Bruget i Orden. Uden dette beskedne Erhverv er det mer end sandsynligt, at Folkene i «Kaalrabien» den Vinter havde vært henvist til ligefrem at sulte, eller til Fattigkassen — eller nok helst begge Dele.
— Det var dog ikke bare den stansede Brugsdrift, den strænge Frost og Stines Ufærd, som gjorde det Aars Vinter i saa særlig en Grad tung og trist for Familien i «Kaalrabien», — der var ogsaa kommet noget andet til. En af de sidste Dage, Bruget var i Virksomhed Høsten forud, blev nemlig Ole Augustinussen gjort til en vanfør Mand — vanfør for hele Livet.
I 37 Aar havde han Vært Sagarbeider; i 17 Aar havde han staat ved Cirkelsagen paa Humlevik Brug, og de runde, blanke Staalskiver med sin Mangfoldighed af hvasse Tænder havde villigt lystret hans Ledelse og skaaret op Tusener af Tømmerstokke under sin lynsnare Kredsen om sit eget Midtpunkt, — uden saa meget som at hugge en Tand i Sagstyrerens øvede Hænder. — Og saa skulde det komme alligevel, — Gud ved, hvordan det kunde gaa for sig — den gamle Mand begreb det ikke selv —; han har vel et Øieblik staat saadan i sine egne Tanker, mens Stokken gled henover Banen og blev Tomme for Tomme til Planker — kanske har han Vendt sig en Smule til Siden — — — og saa var det gjort, i en Brøkdel af et Sekund. Han husked, at han pludselig kjendte som et brændende skarpt Piskeslag over det venstre Haandled; men da han skulde se til, saa var Haanden borte, og den hvide Benpibe stak frem i det røde Kjød.
Ole Augustinussen var en stærk Mand, han besvimed ikke. Han var i samme Øieblik klar over Stillingen, han vikled resolut sin tømte Madpose om Armstumpen og raabte paa Folk, at de maatte springe efter Doktor. Værkets faste Læge bodde lige ved, og heldigvis var han hjemme; han kom i en Fart og fik Armen forbundet.
Saa blev Ole Augustinussen kjørt hjem til «Kaalrabien» og lagt tilsengs.
— Det kunde vel være en Uges Tid eller saa efter Katastrofen. Den gamle havde Saarfeber.
«Hans Teodor,» sagde han med êt — lavt, men indtrængende, «Hans Teodor, hvor ble hu a?»
«Hvem?»
«Hanna! — Hanna vel, skjønner du! — hvor ble hu a'?»
«Du er saa sjuk, naa Far, — bare lig stille — — — saa skal jei fortælle dei det siden.»
Nei, han vilde vide det straks! Han blev ivrig — hidsig.
Og Hans Teodor fortalte da paa lempeligste Maade Sandheden, som var den, at Haanden maatte være faldt ned under Saghusgulvet, sammen med Sagmugget; men det havde ingen kommet til at tænke paa, da, med det samme. Det traf sig ogsaa slig, at en Mand just var nedenunder og holdt paa at skovle Sagmugg; og han havde ingenting set. — Siden havde baade Hans Teodor og andre atter og atter ledt og gravet i den vældige Sagmuggmasse — desværre uden Resultat. — «Men vi skal inte gi vors, Far! — — bare lig naa stille!»
Meddelelsen gjorde et voldsomt Indtryk paa den syge, hans Ansigt fortrak sig af Rædsel og Smerte, han reiste sig op og vilde frem. Da sprang Blodet ud under Forbindingen, og han faldt besvimet tilbage i Sengen. — Men han bukked dog ikke under dengang heller, endda det var yderst nær ved. Og som det led, tog han paa at friskne til; men i to lange Maaneder maatte han holde Sengen, før endelig Saaret for Alvor havde begyndt at lukkes af Hud.
Haanden blev ikke fundet, og dette var Ole Augustinussen en Kilde til bitter Sorg. — «Det værker saa i venstre Hanna mi,» kunde man høre ham sige; — «jei kjenner saa tydeli, hossen det stikker og river ut i hver eneste Fingertupp. — Aa ja, det er vel kristen Jor, du skriker etter, der du ligger, Stakkar — bare jei kunde saasannt hjælpe dei! Vi sleit mye vondt isammens, vi, og en tru Træl, det var du i dine Dager! — Aa ja ja, — Herregud!»