Stiftelser for Spedalske ved Bergen
I den Jordbeskrivelse for Almuen, der er bleven udgivet som Tillægshefte til Folkevennen (4de Afsnit pag. 284) har L. Kr. Daa regnet over, hvad den norske Stat i de sidste Tiaars Tid har anvendt mod den spedalske Sygdom: siden Stortinget i Aaret 1842 bevilgede Midler til en Helbredelsesanstalt ved Bergen og indtil Aaret 1860 ialt omtrent 373,000 Spd. Folkevennen leverer denne Gang et Par Billeder, der fremstille de to nye Stiftelser paa Lungegaardsmarken ved Bergen, som ere bragte tilveje for en Del af disse Penge. Paa det første Billede ser man dem begge to, saaledes som de ligge meget vakkert nedimod Lungegaardsvandet strax udenfor Bergens „Stadsport,“ og med det mægtige Fjeld Ulriken i Baggrunden. Bygningen til venstre er Plejestiftelsen, som er bestemt til at være de Syge et stadigt Hjem; den til højre er Helbredelsesanstalten, hvor der fortrinsvis optages saadanne, som nylig og i forholdsvis let Grad ere blevne angrebne af Sygdommen, og om hvem man derfor tror, at det kan nytte at forsøge paa at helbrede dem. Denne sidste Indretning, der gaar under Navn af Lungegaardshospitalet, er det, som er fremstillet paa det andet Billede. Man havde først i Aaret 1849 fuldendt Opførelsen af en Træbygning, som var bestemt til udelukkende at virke som Helbredelsesanstalt, men i Aaret 1853 brændte, som bekjendt, denne ned under højst sørgelige Omstændigheder, og den forenede Helbredelses- og Plejeanstalt, som nu i dens Sted er opført, er af Mursten; Plejestiftelsen derimod er af Træ. Begge disse her fremstillede Indretninger have, efter hvad Daa oplyser, hver kostet henimod 60,000 Spd.; i Plejestiftelsen er Plads for 280 Syge, i Lungegaardshospitalet for 100.
Det ligger nær at spørge, om de Spedalske nu gjerne ville ind i disse Stiftelser, om de trives der, og om Indretningerne med Held virke til sin Bestemmelse?
Hvad Helbredelsesanstalten angaar, kan man nok vide, at der ville mange flere ind, end man kan modtage. Naar man er syg, vil man gjerne bruge de bedste Raad, og dem vide jo de Spedalske, at de kunne finde der; Haabet opgives sent, ogsaa i denne Sygdom, som man jo er bleven vant til for det meste at anse for uhelbredelig. Men skal der være nogen Mening i de store Udgifter, som Staten koster paa Kuren, saa maa de forbeholdes dem, som give den bedste Udsigt til, at noget kan udrettes, og derfor maa saa mange vises tilbage. Hvad Tallet paa dem, der gaa ud fra Lungegaardshospitalet som helbredede, angaar, saa er det vistnok ikke stort, og Sygdommen udbryder ikke sjelden paany, især naar de komme tilbage i de gamle Forhold igjen og atter udsætte sig for de samme skadelige Indflydelser, som før have bidraget til at volde Sygdommen, – men endnu have Forsøgene paa at helbrede den ikke været længe fortsatte, og det er ialfald trøsteligt at høre, at de, som befatte sig dermed, selv ere langtfra at opgive Haabet om, ogsaa ad denne Vei at kunne udrette noget klækkeligt imod Sygdommen.
En anden Sag er det med Plejestiftelserne. Saa tiltrækkende som det i mange Maader kunde synes at maatte være for disse svage og hjælpeløse, som oftest fattige Mennesker, at ombytte Hjemmets Møje og Savn med et Liv, der ialfald er uden Bekymring for de materielle Fornødenheder, som de hidtil sædvanlig have maattet kjæmpe saa haardt for, saa er der dog mangt og meget, som gjør dette Bytte tungt nok alligevel.
I sit Skrift, „Folkets Helse,“ har Overlæge Høegh stillet sammen de vigtigste Omstændigheder, som gjøre sit dertil: syge og svækkede Mennesker føle sig just stærkt bundne til de vante Omgivelser: „den Stærke, der føler sig afhængig kun af egne Kræfter, har ikke saa stor Betænkelighed ved at bryde de Baand, der holde ham til Slægt og Hjem; med den Svage synes ikke at kunne undvære nogen af de Støtter, der hidtil bar ham, og det Nye har ikke for ham de samme Tillokkelser, som for den Sunde.“ Lemmelivet har nødvendige og mindre behagelige Ulemper: Familjelivet gaar tabt; Vedligeholdelsen af den nødvendige Orden og Renlighed medfører en i mange Henseender uvant Tvang: ikke enhver kan, naar han vil, gaa i Byen eller føre hvad han vil med sig ind i Stiftelsen. Kosten er vistnok en god Del bedre end i Almindelighed i Hjemmet, men den er og maa være anderledes, mindre Vomfyld og mere sand Næring, og det synes man ikke om strax. Netop i Begyndelsen kommer der ogsaa særegne Vanskeligheder til, og man savner den Støtte, som en Stok af ældre Lemmer, der gjennem et længere Ophold har lært at skatte Stiftelsens Goder, medfører. Lægger man saa dertil den mørke Stemning og Mismodet hos Folk, der stadig gaa med legemlige Lidelser og have maattet opgive Haabet om nogensinde at blive helbredet, og at nogle af disse ere blevne lokkede ind i Stiftelsen ved gyldne Løfter af Fattigkommissioner eller andre, som paa Grund af Familjeforhold maatte forsørge dem, saa begriber man nok, at en og anden og ikke saa faa blive trætte og utaalmodige og begive sig hjem igjen, med eller uden Lov. Skulle saa disse siden i Hjemmet gjøre Rede for og undskylde sin Hjemvenden, saa kan man nok ogsaa vide, at de ikke gjøre Sagen bedre end den er. Paa denne Maade danner der sig let en ugunstig Mening omkring i Bygderne, og sande og usande Beretninger nære Fordommen mod Stiftelsen.
Det varede imidlertid ikke længe, forinden alligevel alle Pladse bleve optagne, og Fordommen, som i Begyndelsen baade var stærk og udbredt, tabte sig temmelig snart; fra ytre Sogn fortælles det saaledes i den offentlige Medicinalberetning for Aaret 1859, at Lysten til at indlægges i Plejestiftelsen stadig er tiltagen, saa at den, ialfald naar Sygdommen ikke længer kunde holdes skjult, i dette Aar endog maatte kaldes ligesaa almindelig som den Aaret forud havde været sjelden; i flere Aar have nu stadig endel Andragender maattet bie paa Indvilgelse af Mangel paa Plads. Af Overlægens Beretning erfares det, at nogle faa af Lemmerne om Sommeren have faaet Lov til at gjøre en kort Rejse, almindelig paa 4 Uger, til Hjemmet for at se til sin Familje. Især iblandt dem, som havde efterladt Børn der, var Længselen for stærk til at man kunde negte dem det, og paa ganske faa Undtagelser nær ere de ogsaa komne tilbage.
Staten har med stor Gavmildhed paataget sig alle Udgifter ved Forplejningen, ikke blot for Kommunerne, men ogsaa for Private. Det antoges ikke, at nogen for egen Regning vilde lade sig indlemme i Stiftelsen fra disse Distrikter, hvis Befolkning i Regelen er for fattig til at kunne koste Udgifterne ved en Forplejning udenfor Hjemmets tarvelige Forhold. Den Arbejdsvirksomhed, som man har søgt at bringe istand ved Stiftelsen, og som maatte til for at hindre Ørkesløshed og alt det Onde, som følger dermed, har da heller ikke just til sin vigtigste Hensigt, at skaffe Stiftelsen Indtægter; den er naturligvis afpasset efter de Syges ringe Kræfter; for Mændene har den især bestaaet i at gjøre Not og Fiskegarn, i Skomagerarbejde, lidt Snedkerarbejde, Havearbejder og andre almindelige Husgjerninger, for Kvinderne i almindelig Haand- og Husgjerning; Vadsk saa man snart, at de ikke havde godt af, og derfor hørte man op med det. Af Regnskabet for Aaret 1860 ser man, at Stiftelsens Indtægt af Lemmernes Arbejde for Fremmede kun har udgjort 66 Spd., medens samtlige Udgifter udgjorde 18239 Spd. Den gjennemsnitlige Udgift for hver af Lemmerne var i det samme Aar lidt over 22 Skilling, deraf henved 10 Skill. for Bespisningen.
Ogsaa i denne Anstalt bliver der gjort Forsøg paa at helbrede enkelte af Lemmerne, og 4 Børn ere i Aaret 1860 blevne saameget bedre, at de 2 tilsyneladende ganske ere helbredede og de 2 andre snart ventes at blive det; man vil alligevel beholde dem paa Stiftelsen indtil Videre, og under alle Omstændigheder vil der, saavidt det lader sig gjøre, blive sørget for, at de, naar de engang udskrives fra Stiftelsen, ikke paany komme tilbage i deres Hjembygds sædvanlige Levesæt. Det Led i Rækken af Kurforsøg, siger Lægen ved Plejestiftelsen, som han tror nærmest bør overtages i denne, er at forsøge, om man ikke skulde kunne standse Sygdommens Fremskridt ja kanske ganske helbrede den, naar den var i sin første Begvndelse, væsentlig alene derved, at man underkaster de Syge en streng Kontrol med Hensyn til deres hele Levesæt: sørger for streng Renlighed, hypæige Bad, sund Luft, Undgaaelse af Forkjøling, nøjagtig Afpassen af Klædedragten efter Aarstiden, Brug af uldne Klæder nærmest Kroppen, hurtig Behandling af ethvert Ildebefindende, sund og kraftig Spise, jevnlig Bevægelse i frisk Luft, Arbejde til Maade, kort sagt, en gjennemført sund Levemaade. Til indgribende Lægemidler mod Spedalskheden har denne Læge liden Tro.
I de to sidste Aar ere atter tvende nye Plejestiftelser blevne aabnede, nemlig Reknæs ved Molde, og Rejtgjerdet ved Trondhjem. Bergen har desuden endnu en tredje Stiftelse for Spedalske, nemlig det gamle St. Jørgens Hospital, hvor ved Udgangen af Aaret 1860 98 Spedalske havde sit Ophold. Tallet paa de Spedalske i Landet ved dette Tidspunkt, saavidt man kjendte dem, var 2068. Af disse ville snart henved 900 have fundet Plads i Stiftelser, og derved en saare betydelig, men ogsaa højst fornøden Lettelse være tilvejebragt for den Del af Landets Kommuner, som hidtil alene har baaret Spedalskhedens Byrde. Maatte denne Lettelse sætte dem istand til herefter med større Kraft at bekjæmpe den og bidrage til engang ganske at befri dem for den!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |