Blinde i Akershus og Budskeruds Amt
Under den stadige Omgang og Syssel med mine blinde Elever træffer det mig ofte, at jeg paa en eller anden Maade ligesom faar Synet op for enkelte særegne Forhold, hvorunder de har levet, enkelte særegne Anskuelser, de har tilegnet sig. Søger jeg da ved Spørgsmaal at komme nøiere til Bunds heri, finder jeg Mangt og Meget, der kunde være anderledes og bedre, men ofte mangler jeg saa ganske Indsigt i Tingen, at jeg maa opgive min Dom derover og fremfor Alt ønske, at jeg kjendte nøiere saadanne Børns Forhold og Omstændigheder i deres Hjem. Dette vilde være mig til Gavn og saaledes ogsaa de Børn, man overgiver mig til Opdragelse og Undervisning.
Sommeren 1862 fremsatte jeg for Direktionen for Blindeinstitutet Ønske om, at jeg ved en Reise her i Landet maatte faa den forønskede Anledning til saadanne Undersøgelser. Direktionen bifaldt mit Ønske og bevilgede mig en Pengeunderstøttelse, forat jeg i Sommerferierne kunde foretage en saadan Reise, – og opstillede jeg altsaa som Opgave for denne at bringe i Erfaring, hvorledes de Blindes Tilstand var i de Distrikter, jeg gjennemreiste for derigjennem at komme til Kundskab om, hvorvidt vore lokale Forhold gjorde særegne Forholdsregler nødvendige med Hensyn til Institutets Indretning i det Hele, de Blindes Levemaade der, de Arbeider, de lærer o. s. v., dels ogsaa forat udbrede Bekjendtskab til Institutet og dets Tilstand, tale med Forældre om de blinde Børns Opdragelse og maaske paavirke Forældre til at sende de blinde Børn ind til Institutet. Jeg bør her forudskikke, at jeg ansaa det unødvendigt og forgjæves for min Hensigt, at opsøge andre Blinde, end de, der enten var blindfødte eller som var blevne blinde i en saa tidlig Alder, at deres Opdragelse nærmest maatte indrettes som de Blindfødtes, da der kun fra disses Tilstand vilde kunne hentes Oplysninger i ovennævnte Hensigt. Hvad Aldersgrændsen for de Sidste angaar, saa troede jeg rettest at burde sætte som Regel det samme Tidspunkt, som Institutets Optagelsesreglement fastsætter, nemligt det 12te Aar.
Efter Samraad med En af Blindeinstitutets Direktører antog jeg at burde indrette min Reise saaledes, at jeg med størst mulige Nøiagtighed gjennemreiste et samlet Distrikt for derved at faa et helt Resultat for dettes Vedkommende, som en Begyndelse til en statistisk Oversigt over de Blindfødtes Antal og Tilstand i en større eller mindre Hoveddel af vort Land, – hvilken uden Tvivl maa ansees som en vigtig Betingelse for at Institutet eller vel rettere Foreningen for Blinde i sin Tid paa bedste Maade kan yde de fra Institutet udgaaede Blinde det nødvendige Tilsyn og Hjælp. Foreningen for Blinde har nemligt sat sig som Hovedformaal for sin Virksomhed, at bidrage til, at alle Blinde i Landet, saavidt ske kan, skal hjælpes op til at kunne blive til Glæde og Gavn saavel for sig selv, som for sine Omgivelser. Derfor greb den først til Oprettelsen af et Institut for blinde Børn; men naar disse engang forlader Institutet efter gjennemgaaet Læretid, er det Hensigten, at Foreningen fremdeles vil holde dem oppe, hvis det skulde være nødvendigt, dels ved at skaffe dem Arbeide eller Materiale paa billigste Maade, dels ved at anvise dem en Virkeplads, hvor de lettere, end andetsteds, kan finde sit Underhold, dels endeligt, hvis saa er nødvendigt og Foreningens Midler strækker til, ved Understøttelse i Penge. Men forat nu Foreningen kan gribe Sagen an paa den bedste Maade, er det nødvendigt, at den har Kjendskab til de lokale Forhold, hvorunder den vil sørge for den udgaaede Elev, saa den kan sætte passende Evner og Kræfter under passende Omstændigheder, forat baade Eleven og Foreningen kan faa størst Resultat ud af sine fælles Anstrængelser. Til at anstille Undersøgelser i denne Retning, mente jeg, at min Reise ogsaa kunde være til Nytte.
Jeg valgte da Akershus- og Budskeruds-Amt som Maalet for min Reise, og søgte jeg gjennem Samtale med den forhenværende Distriktslæge i Aker og Nedreromerige og med den nuværende, der for kort Tid siden havde været Distriktslæge i Øvre-Romerige, at sætte mig lidt ind i Forholdene paa de Steder, jeg først kom til at bereise. Til megen Hjælp var det mig ogsaa, at jeg fra Lægeforeningen i Kristiania fik til Gjennemsyn og Uddrag de Lister over Blinde i Landet, som Lægerne paa de forskjellige Steder i By og Bygd paa Lægeforeningens Opfordring i Aaret 1861–62 havde indsendt til Foreningen.
For Billighedens og Hurtighedens Skyld troede jeg at burde indrette min Reise saaledes, at jeg om Kristiania som Midtpunkt bereiste Distrikterne i smaa Rundreiser, der alle udgik fra eller vendte tilbage til Jernbanen eller Dampskibsruter.
Jeg reiste da først til Distrikterne omkring den øvre Del af Eidsvolds-Jernbanen, altsaa omtrent Øvre-Romeriges Lægedistrikt. Den 14de Juli drog jeg afsted til Kløften og begav mig til den konstituerede Distriktslæge i Ullensager. Han havde imidlertid saa kort Tid været praktiserende der, at han ingen nærmere Oplysninger kunde give mig. Ved Efterspørgsler hos Folk der i Bygden fik jeg kun angivet som Blind her i Ullensager en Pige, der imidlertid boede saa langt i Udkanten af Præstegjældet, at jeg heller opsatte Reisen til hende, til jeg paa Tilbageveien kom hende nærmere forbi. Man fortalte mig, at hun kunde binde og spinde, var stor og stærk og veltilmode, hvilket jeg desværre ikke fandt bekræftet, tvertimod, da jeg traf hende, fandt jeg en sygelig, bleg Pige, der vistnok kunde spinde ganske lidt, men var især beskjæftiget med at passe sin Søsters syge Barn; hendes Kundskaber var faa og smaa; til Konfirmationen havde hun lært udenad de fem Parter i Katechismen; hendes Fatteevne var meget indskrænket. Det syntes, som om hun følte sit Tab tungt, saa det Indtryk, hun gjorde, var et meget sørgeligt. Hun er nu 22 Aar gammel og blev blind i sit 6te Aar under en Sygdom.
Fra Ullensager reiste jeg den følgende Dag til Gjerdrum, hvor der efter Distriktslægens Opgivende skulde være 3 Blinde. Den Ene af dem var vel blind paa det ene Øie fra sit 10de Aar, men først for 14 Aar siden havde hun tabt Synet paa det andet; hun var nu 63 Aar, rask og rørig og veltilmode. Den Anden, en Dreng, var blind født og havde alle en Saadans Unoder, viftede med Hænderne i Luften, dreiede sig rundt paa én Hæl, kunde vanskeligt staa stille, trykkede Fingrene ind i Øinene, der var indsunkne, ubeskadigede at se til, men ganske dumme, saa han blot kunde skimte stærkt Lys. Han var nu 19 Aar gammel og havde en god Hukommelse, saa han til Konfirmationen havde været flink i „Læsning“, d. e. han havde godt lært Katechismen efter Forelæsning af Sødskende, hvoraf han havde flere, der alle var friske. Forældrene syntes at være forstandige Folk, der, da jeg fortalte dem om Institutet, ønskede, at Sønnen kunde lære noget; men desværre var han i legemlig Henseende saa forsømt, at det neppe kunde være tilraadeligt for Institutet at befatte sig med ham i den Alder. Han havde endnu ikke lært at klæde sig paa og af, hans Hænder var som visne; da jeg bad ham gribe mig stærkt om Haanden, var hans høieste Kraftanstrængelse som et Barns paa 5 Aar; man havde givet ham en Pind i Hænderne, som han stadigt gik og legte med, svang frem og tilbage foran Øiet og trykkede mellem Fingrene, saa han gjennem lange Tider havde faaet dybe Huller og lange Furer indgravede i den; det var, saa at sige, hans eneste legemlige Arbeide. Forældrene indrømmede, at hans Afmagt kun skrev sig fra hans Uvanthed til at bruge sine Kræfter; tiltrods for deres Forstandighed i andre Henseender og deres Kjærlighed til sine Børn, havde de i Behandlingen af den blinde Søn feilet storligt. De var gaaede ud fra den Tanke, at et blindt Barn er en ubodelig Ulykke, som Forældrene maa bære med Taalmodighed, uden at de øinede Muligheden af at lette Ondet baade for den Blinde og for sig ved at sætte ham istand til at benytte sine Evner trods Blindheden. Kommunen gav dem, som Understøttelse til det blinde Barn, 2 Spd. aarligt og desuden 12 ℔ Mel, som de anslog til omtrent 2 Spd.; forøvrigt var Forældrene ikke ganske fattige, saa de, hvis Gutten kom ind paa Institutet erklærede sig villige til at forsyne ham med Klæder. Jeg gav dem Exemplarer af Institutets Reglement og et Reliefblad, der kunde give dem og Andre Begreb om Læsningen for Blinde.
Paa Veien til denne blinde Gut gav jeg mig i Samtale med en Kone, der syntes at være meget godt kjendt i Bygden. Hun vidste vel heller ikke flere Blinde, end de opgivne 3, derimod traf vi paa Veien en Kone, der gik og ledede en liden Pige paa 6 Aar ved Haanden; hun kom just fra Gardermoen, hvor hun havde søgt Doktor for den lille Piges Øine; de syntes at være i høi Grad betændte, saa man frygtede for, at den lille Pige om kort Tid vilde være blind.
I Nærheden af Ask, hvor jeg havde taget Logis, fandt jeg den tredie Blinde, en Pige, 23 Aar gammel. Hendes venstre Øie blev i hendes Barndom ved Uforsigtighed udstukket med en Gaffel; derved angrebes ogsaa det høire og blev overtrukken med en Hinde, der stadigt forekom hende at blive tykkere. Paa den Tid, hun gik til Konfirmationen, kunde hun vel endnu læse i Bog, men derved overanstrængtes Øiet og blev stadigt værre. For 3 Aar siden blev hun indlagt paa Rigshospitalet i Kristiania; men Operationen gjorde ingen Nytte, og siden tog Blindheden til. Hun var nu af Kommunen indlagt hos en Familie i Bygden, der brugte hende som Barnepige for ganske smaa Børn; hun havde kunnet binde lidt men blev aldrig beskjæftiget med dette Arbeide. Kommunen godtgjorde Folkene med Lettelse i Skatteydelsen in natura, hvilken vel kunde anslaaes til 4 Spd. om Aaret. Da jeg yttrede, at hun var for gammel til at komme ind paa Institutet, brast hun i Graad.
Den følgende Morgen reiste jeg til Trøgstad Station og derfra paa Jernbanen til Eidsvold, hvor jeg strax søgte Doktoren. Jeg traf ham paa Veien, og han lovede mig til den følgende Dag at faa samlet Oplysninger om de Blinde paa Stedet. Imidlertid henviste han mig til en blind Pige i Nærheden. Hun var et glædeligt Exempel paa, hvad den Blinde kan udrette med en kraftig Vilje og, som Tilfældet her uden Tvivl var, en omhyggelig og forstandig Opdragelse. Hendes Lærdom var vistnok liden; hendes Kristendomskundskab indskrænkede sig saaledes til Katechismen; men hendes Forstand syntes at være klar, hendes Gemyt blidt og venligt, og hun følte sig lykkelig og taknemlig mod Gud under sit Arbeide, der bestod i Binding. Hun arbeidede for Folk i Bygden, og just som jeg sad og talte med hende, blev hun færdig med et Par Strømper, der i alle Maader syntes at være særdeles vel gjorte, og det uden nogen som helst Hjælp. Vi udregnede sammen, hvad hun vel kunde tjene om Dagen; det blev vistnok ikke stort mere, end mellem 10–12 ß.; men dermed hjalp hun sig godt, ja havde endog hjulpet sin Moder dermed. Ligesaa mærkeligt var hendes Udseende, hun havde et sundt og friskt, ja triveligt Udseende med smukke Ansigtstræk og var rent og pent klædt. Hun var bleven blind i sit 2det Aar i Meslingerne.
Den blinde Pige og den Kone, hos hvem hun boede, opgav mig flere Blinde i Eidsvold, deriblandt 2 Børn, der blot var omkring 2 Aar gamle. Jeg havde gjerne besøgt dem for at tale med Forældrene om deres Opdragelse; men det var blevet sent, saa jeg maatte opgive det. Derhos nævnte de en blind Pige paa Værket, henved 30 Aar gammel; men hun var, som jeg den følgende Dag erfarede, ikke blindfødt. En blind Dreng boede lidt syd for Værket; men han var, som Provsten fortalte mig, fuldstændig Idiot.
Da jeg den følgende Dag henvendte mig til Doktoren, erklærede han, at han ingen flere Blinde havde kunnet faa opspurgt i en Hast, men raadede mig til at tale med Provsten. Da denne var ved en Skoleexamen paa Værket, reiste jeg derhen; men heller ikke han kunde give mig nærmere Besked, ligesaalidt som Skoleholderen og Examensbørnene, der blev adspurgte. Jeg maatte da lade mig nøie hermed og reiste om Aftenen til Fenstad; her talte man vel om en blind Mand paa omtr. 40 Aar; men han var ikke blindfødt, saa jeg ansaa et Ophold unødvendigt og reiste videre til Næs, hvor jeg haabede, den der boende Doktor kunde veilede mig.
For Eidsvolds og Næs’s Vedkommende havde Distriktslægen ingen Oplysning kunnet give mig, ligesaalidt som de indsendte Lister fra Lægerne; Doktoren vidste for Øieblikket heller ingen, han kunde anbefale mig at besøge. Paa Veien tilbage fra Næs til Trøgstad var det, at jeg gjorde en saare besværlig Udflugt til den før omtalte blinde Pige i Ullensager.
Min anden Reise skulde gjælde Akers- og Nedre-Romeriges Lægedistrikt. Jeg tog da den 21de Juli paa Jernbanen op til Frogner Station og derfra tilfods over Skedsmo-Kirke til Doktoren. Af de 4 (3; thi den ene var død) Blinde, som Distriktslægens Meddelelser nævnte, kjendte han kun en gammel Kone paa 69 Aar, der var bleven blind for nogle Aar siden. Af de to Andre var den ene 25 Aar, den anden 85, og ingen blindfødt. Jeg havde imidlertid faaet høre om et i de sidste Dage blindt født Barn, om hvilket Doktoren var saa god at love mig skriftligt nærmere Underretning. Den følgende Dag besøgte jeg en efter Sigende kureret blind Pige, 12 Aar gammel og saavidt vides blindfødt. Hun gik og stelte ved Peisen, da jeg traf hende, saa jeg fik Tanke om, at hun kunde se godt; dette var imidlertid ikke Tilfældet. Hun skimtede kun, saa hun kunde finde frem paa vante Veie ved Hjælp af Synet; om at læse kunde der ikke være Tale, sagde Moderen; men baade hun og Pigen indrømmede, at hun kunde se bedre, end før Operationen. Hun er sund og stærk og syntes, som Moderen sagde, at have Lyst til at lære og arbeide. Hendes Kundskaber er naturligvis saa gode som ingen. Baade Moderen og hun yttrede Lyst til, at hun kom ind paa Institutet; men de var for fattige til at kunne betale noget; derimod skulde de anstrænge sig for at holde hende med Klæder. Deres Fattigdom kunde ikke betvivles, thi stort uslere Hytte har jeg sjeldent seet, og dertil kom, at hun havde 4 Sødskende. Jeg lovede at tale med Præsten angaaende hendes Optagelse i Institutet. Præsten yttrede Interesse for Sagen, og jeg udbad mig da Tilladelse til at skrive ham til, naar jeg i Kristiania havde faaet talt ved Direktionen for Blindeinstitutet. Ved min Gjenkomst til Kristiania fik jeg Anledning til at tale med den forhenværende Distriktslæge, hvem jeg meddelte Ovenstaaende; paa hans og Direktionens Opfordring har jeg sendt Brev til Præsten om, at Pigen, der er opereret for den graa Stær, maa, førend hun kan optages i Institutet, prøve, om hun ikke kan se ved Hjælp af dertil passende Briller. Herpaa har jeg endnu ikke faaet noget Svar.
Det var en Morgen tidlig, jeg havde besøgt den ovenomtalte blinde Pige, saa jeg samme Dags Formiddag reiste videre til Toverud i Urskoug. Fra Urskoug og Høland havde jeg ingen Meddelelser; der var ingen privat Læge, saa jeg kun havde Præsterne at henvende mig til og maatte forresten spørge mig frem, hvor Leiligheden bødes. De Oplysninger, jeg paa denne Maade fik, var imidlertid ofte meget ufuldstændige, hvorved jeg blev sat i Tvivl om, enten jeg skulde indlade mig paa en længere Reise med Udsigt til maaske at finde, hvad jeg søgte, eller om jeg kun skulde holde mig til de øiensynligt sikkre Angivelser, der var faa, og lade de usikkre upaaagtede. Erfaringen lærte mig snart, at det Sidste var det retteste.
Efter Opfordring af Præsten i Urskoug tog jeg en Tur op til en blind Gut, der levede paa Ødegaarden under Hogstad. Det var et langt magert Menneske med svær Benbygning; hans Hænder var som to af mine men bestod af bare Knogler; hans Ansigtstræk var store og grove, Øinene smaa og klare, næsten stikkende, og lidt indsunkne i Hovedet; om den store Mund havde han stadigt et mat Smil, der blev levende, da Moderen med Kjærlighed omtalte, hvad hun og han havde gjennemgaaet, hvor from og snild han var, hvor flink til at „læse,“ saa Præsten havde rost ham fremfor de andre Konfirmationsbarn, en Fortælling, som Gutten bekræftede med et veltilfreds Bifaldsnik. Han blev imidlertid afbrudt i sin Opmærksomhed paa Moderens Tale øiensynligt ved en Lyd fra Kjøkkenet; han lyttede spændt og rendte derpaa ud med Skriget: Høna mi, Høna mi! Han havde nemligt kastet sin overordentlige Omhu paa en Høne, som han opvartede og omgikkes med megen Kjærlighed. Han hukede sig ned paa Gulvet og fægtede med sine lange Arme omkring sig og fik virkeligt ogsaa fat paa det stakkers Kræ, der nok ogsaa holdt af ham igjen; thi den lod sig villig tage og blev da lagt op i hans Seng, hvor han kjærtegnede den en Stund og saa kom ind til os igjen. Her begyndte da Moderen at fortælle om Gutten og Hønen. Den var hans saagodtsom eneste Beskjæftigelse; foruden at stelle med den, var han undertiden i Skoven med Moderen forat hente Ved, og hans brede Skuldre kunde bære et ganske godt Læs. Ligeledes bar han og Vand; men først og fremst var det Hønen og hvad den kastede af sig, der gav ham at bestille, endog om Natten turde den ikke forlade ham, og med et mærkeligt Instinkt fulgte hans Øre dens Liv og Færden i Huset og paa Gaarden.
Denne Gut var nu 29 Aar gammel; i sit 3die Aar fik han Slag og blev blind; dog har han Gangsyn men var, – et Tilfælde, som jeg ogsaa hørte omtalt hos en anden Blind, – fjernsynet; naar han gaar til kjendte Steder, kan han skimte dem et godt Stykke fra sig, men kommer han ganske nær dem, maa han famle sig frem med Hænderne. Han er 3 Gange bleven opereret, men uden Nytte. Moderen og han selv omtalte med et Slags Stolthed, at han ingen Understøttelse havde, og dog saa der saa fattigt ud hos dem, som vel muligt. Med megen Tak tog de imod den Ort, jeg gav dem, og jeg forlod dem med den Tanke, at her var atter gaaet en Kraft spildt, som kunde have været benyttet, om man havde havt Omtanke til at lede den.
Paa Toverud, hvor jeg havde Logis, bad man mig gaa op i Nabogaarden, hvor der var en liden Pige, der saa meget lidet. Hendes Syn syntes dog ikke bedærvet, men Øienlaagene var saa tæt sammenvoxede at Pupillen udentvivl fik forlidet Lys til at Gjenstandene kunde blive hende tydelige; hun læste godt af Bog, og Forældrene vilde nok efter Lægens Raad sende hende til Kristiania for at opereres.
I Høland fik jeg gjennem Samtale med Folkene paa Stationen vide om flere blinde Folk der i Bygden, men ingen Blindfødte eller blinde Børn. Paa Larsbraaten, hvor jeg overnattede, fik jeg Anledning til at tale med en Kone fra Sitskougen, Annex til Høland; hun havde hørt omtale en blind Pige der; men hun vidste intet nærmere om hende; derimod havde hun kjendt en blind Gut paa Romskougen; han var 9 ́à 10 Aar og var bleven blind i sit 7de Aar.
Jeg forlod Larsbraaten om Morgenen i Øsregn og kom til Blæsa i Fet, hvor der skulde være en blind Mand. Det var en rask, arbeidsom Mand paa 37 Aar, tænksom og energisk. Hans Fader havde været Sagmester, og Gutten drev om med Faderen paa Haandverket. En Gang, fortalte han, fik han Sagspaan i Øinene og blev deraf blind. Han var dengang 12 Aar og havde allerede lært af Faderen at tælge og bruge alskens Snedkerverktøi; og dermed havde han fortsat. Foruden at han nu kunde røgte Heste, sætte Baand paa Kar og udrette Smaagjerninger i Gaarden, var hans Hovedbeskjæftigelse, at gjøre smaa Kasser, som han solgte til Kjøbmændene i Kristiania, der brugte dem til Tobak- og Cigarkasser. Disse Kasser gjorde han ganske alene fra først til sidst og fik 6 ß. for hver; sædvanligt tælgede han færdigt Materialet til en stor Mængde og satte saa Kasserne sammen; han beregnede, at han kunde gjøre omtrent 6 om Dagen, der altsaa bragte ham en god Fortjeneste, selv naar Udlæggene fraregnes. Hans Hukommelse var meget stærk; hans Forstand skarp og hans hele Væsen mærket med en vis Forsigtighed uden Mistillid. Han havde været opereret men uden Nytte, dog havde han mere end Gangsyn; han kunde endog skimte Stjerner.
Ifølge en Samtale, jeg havde med Provsten, havde jeg havt Lyst til af de andre Blinde i Fet at besøge en gammel Kone paa 63 Aar, der var bleven blind i sit 6te Aar; hun skulde endnu være rask og rørig og flink i at binde; hun boede imidlertid for afsides, og vilde jeg med Kongsvingertrænet for samme Dag at naa Kristiania, maatte jeg tage afsted om Formiddagen. De øvrige Blinde i Fet, som var opgivne i Lægelisterne, var blevne blinde i en høi Alder; 2 af dem var døde.
I Akershus Amt var nu kun Præstegjældene i Nærheden af Kristianiafjorden tilbage, hvilke jeg besluttede at besøge, efter at jeg havde gjort en Tur i Budskeruds Amt, især fordi Reisen viste sig at tage mere Tid, end jeg havde beregnet, og en Tur til Drammens- og Kongsbergkanten efter de opgivne Beretninger lovede mig mere Udbytte, en Forventning, som ogsaa gik i Opfyldelse.
Den 29 Juli forlod jeg Kristiania og tog med Dampskib til Drammen. Jeg søgte strax en blind Dreng paa Bragerøen; han var imidlertid reist til Kristiania forat raadspørge en Doktor angaaende sit ene Øie; det andet er nemligt ganske ude. Han blev i sin Tid opereret, men desværre tabte han under Operationen det lidet Syn, han havde. Bedstemoderen, med hvem jeg talte (Fader og Moder var døde), beklagede dette Tab meget. I sit 14de Aar begyndte han at lægge sig efter Musiken og havde nu, i sit 31te Aar drevet det saa vidt, at han kunde spille til Dands; han var snild og from, saa hun trøstede sig til, at de Fristelser der er forbundne med en saadan Musikantvirksomhed, ikke skulde bringe ham paa Afveie, hvorimod hun haabede, at han ganske godt skulde kunne ernære sig derved, „ligesom han N.“ (den anden Blindfødte i Drammen), „der allerede har lidt i Banken.“ Jeg gjorde hende opmærksom paa, at hvis hun og Dattersønnen engang skulde ønske, at han lærte et Haandverk, vilde der maaske dertil være Anledning ved Blindeinstitutet, i hvilket Fald hun maatte skrive til Direktionen desangaaende.
Den omtalte anden Blinde paa Bragerøen var en, som det syntes, meget velhavende Glasmesters Søn, der havde opoffret sig til Musiken. Det var en Mand paa 33 Aar, der var bleven blind, da han var 1 Aar. Han var mager, dertil noget but af Væsen og ordknap, Egenskaber, man vist sjeldent finder hos Blinde, der i Regelen er let tilgjængelige og har Lyst til at tale og høre tale. Det havde været mig vanskeligt, at faa nogen Samtale i Gang med ham, var ikke hans Moder og Søster komne mig til Hjælp. Efter disses Forklaring var han oftere bleven opereret, men forgjæves. Han havde havt en saare omhyggelig Opdragelse, havde først gaaet i Skole med Seende og senere nydt Undervisning i forskjellige Fag af en Mand, der boede i Huset. Allerede da han var 9 Aar, begyndte han at lære Violinspil, besad megen Færdighed paa dette Instrument og trakterede desuden Bas og et Par blæsende Instrumenter. Han spilte en Oberländlermelodi for mig med svære Variationer.
I Lier var det mig bekjendt, at der boede en blind Pige, 10 Aar gammel, som Flere havde gjort sig Umag for at faa ind paa Institutet. Men hendes Fader havde erklæret, at han havde ondt for at præstere de 9 Spd., Kommunen forlangte, at han selv skulde skyde til for at faa Summen til Optagelse i Institutet fuld. Fra Drammen tog jeg gjennem Lier op til Tyrifjorden og søgte da den lille Piges Forældre. De var ude paa Marken, beskjæftigede med Høslaatten, og da jeg endeligt fandt frem til deres Hus, var, som jeg senere erfarede, den lille blinde Pige indelukket med en liden ogsaa blind og desuden gebræklig Søster, der altid laa til Sengs og jamrede sig. Fra Nabogaarden fik jeg Folkene der til at sende Bud efter Forældrene, hvoraf ogsaa Moderen kom. Pigen var blindfødt, bleg og stille, saa det faldt Moderen vanskeligt at faa hende til at tale og endeligt læse og synge et Psalmevers; hendes Maade at tale og synge og gebærde sig paa, havde noget sørgeligt forkuet ved sig, ligesom hun ogsaa allerede havde flere af de for Blinde eiendommelige Unoder; forøvrigt ser hun sund ud, men kan Intet udrette med sine Hænder, selv ikke klæde sig af og paa. Moderen fortalte, at da hun blev opfordret til at sende hende ind til Institutet, fik hun i lang Tid ingen Ro paa sig, hverken Dag eller Nat; Nætterne græd hun, „for hun vidste jo ikke, hvad Institutet var;“ nu var hendes Frygt borte, og Pigen selv yttrede Lyst til at komme ind; de var blevne skræmte af Præsten med en Liste, han havde sat op paa alle de Klæder, hun skulde have med, ligesom Manden havde kviet sig for at udrede de 9 Spd. om Aaret. De indrømmede vel, at hun kostede dem mere end de 9 Spd. om Aaret i Mad alene; men „det gik saa dagstødt med Udlægget; noget andet var det, naar det skulde betales i rede Penge og paa en Gang.“ Da jeg alvorligt opfordrede Moderen til at sende Pigen ind, gav hun et undvigende, men ikke benægtende Svar.[1]
Efter mine Lister skulde der være endnu en blind Gut i Lier, i Traneby; jeg fik ham endeligt opspurgt og blev henvist til en Skoleholder for at faa nærmere Besked om ham. Efter dennes Beretning var Gutten ikke ganske blind, men sit Syn kunde han ikke rigtigt benytte hverken til Lærdom eller nogen Dont; han gaar paa Skolen ved Seende og røber megen Snakkelyst men er meget sen til at lære, hovedsageligt vel, fordi han ikke kan benytte de samme Midler, som sine seende Kammerater, og Skoleholderen ikke kan opoffre nogen Tid paa ham alene. Han lovede sig derfor gode Følger, dersom Gutten kan komme ind paa Blindeinstitutet. Paa hans Begjæring om Underretning angaaende de Forholdsregler, der i saa Henseende var at iagttage, leverede jeg ham Reglementerne. Faderen var saa velstaaende, at det ikke kunde falde ham vanskeligt at udrede det Nødvendige for at udfylde Summen, dersom han kunde faa Amtsbevilgningen. Efter Opfordring lagde jeg denne Sag i Skoleholderens Hænder, der viste megen Interesse for Blindesagen i det Hele. Han fortalte mig om en Blind der i Bygden; han kunde vel nu være 50 Aar gammel, var bleven blind i sit 29de Aar og havde efter den Tid lært Snedkerhaandverket, som han endnu var meget flink i.
Naar man, som jeg, reiser i en særegen Hensigt, falder de Dage behageligst, hvori man, – uanseet Veirforhold og andre Omstændigheder, der forøvrigt indvirker paa en Reises Karakter, – finder noget, der kan tilfredsstille hin Interesse; de to foregaaende Dage havde givet mig Stof til Eftertanke og Resultater af mit Besvær; de nærmest følgende Dage var derimod særdeles fattige; det kunde paa den anden Side ansees som et Held, da mit Uheld bestod i, at jeg ingen blinde Mennesker traf; men jeg frygter for, at der vel var Blinde, men at jeg ikke kunde erholde Underretning om dem.[2]
I Hønefos talte jeg med Doktoren. I selve Byen var der Ingen, der var bleven blind i en tidlig Alder. I Norderhougs Præstegjeld var der maaske et Par, men om hvem han ikke kunde opgive mig Navn og Bosted; nyligt var der en Pige paa 4 Aar bleven blind i Mæslingerne, om hvem han var saa god at love mig nøiere Underretning skriftligt, dersom en Operation ikke skulde bringe gode Følger.
Fra Vikersund besøgte jeg Doktoren paa Modum, hvis indsendte Lister over Blinde jeg gjerne vilde faa lidt nøiere udfyldte. Men herved viste det sig, at der paa Modum var lidet eller intet for mig at gjøre. Den eneste Blindfødte, en gammel Pige, kunde han ikke erindre; en anden, der var bleven blind i sit 8–9de Aar, var nu et 30aarigt Lægdslem, som jeg Dagen efter søgte, men hun var flyttet bort; en tredie boede paa Sigdalskanten for langt fra min Vei.
Interessantere var mig derimod den følgende Dag, da jeg kom til Hougsund. Efter Middag gik jeg for at søge Anders Olsen; jeg traf ham ikke hjemme men blev vist hen til „Iglepigen,“ hvor han skulde være forat reparere et Uhr. Han sad ganske rigtigt ved sit Uhrmagerarbeide, den Blindfødte. Det var en stærk, kraftig Mand paa 54 Aar, sund og tilfreds, hvortil han ogsaa havde al Grund. Han var gift, havde 3 Børn, alle friske og arbeidsomme. Den ene var en Mand, der nu var i Tjeneste i Drammen, hvor ogsaa den anden, en Pige tjente; den 3die var endda hjemme hos Forældrene. Hvem skulde tro, at den Mand, som sad der og fortalte saa forstandigt om sin Stilling som Uhrmager, om sin Kone og sine Børn, var en Blindfødt? Men Naturen havde nedlagt hos ham ganske særegne Evner og en uimodstaaelig Drift til at lære og arbeide. Som Barn havde han faaet fat paa et Uhr, som han kunde sønderlemme, dele og sætte sammen, ganske som han selv vilde. Saa mærkede han sig først de Dele, som han kunde føle og gjorde sig Rede for deres Brug og Nytte saagodt som han formaaede; saa tog han en Del bort efter den anden, men slap dem ikke, førend han var rigtigt bekjendt med deres Plads og Forretning – og omsider laa da Uhret foran ham i alle Enkeltheder, Hjul, Skruer, Stifter o. s. v. Nu kom det sværeste Arbeide, at sætte dem sammen igjen. Han arbeidede med formelig Lidenskab, fortalte han; om Natten stod Uhret for ham, sovende og vaagen, og om Dagen brændte hans Fingre i Begjærlighed efter at sætte sammen, og hans Tanke var i Feberspænding efter Udfaldet. For en Glæde, da han første Gang fik et helt Uhrverk sat færdigt sammen, og da han hængte Lodderne paa, og satte Perpendiklen i Gang; med hvilken pinlig Glæde lyttede han efter dens Slag og følte efter, om Viserne vilde bevæge sig. – Denne psychologiske Krise maa vel være analog med den, det mekaniske Geni gjennemgaar, naar det udtænker Maskiner, der forbauser Verden. Men Anders Olsen var blind og fattig, han kunde ikke engang faa den nødvendige Veiledning, saa han i sin firesandsede Stilling kunde overvinde sin Fattigdom. Og dog havde han gjort det. Ved Siden af sin Uhrmagerkunst havde han lært at spille Violin og at snedkre lidt. Vinteren gik Fortjenesten bedst, fortalte han; saa arbeidede han med Et og Andet om Dagen og spillede om Aftenen. Snedkerhaandverket drev han kun efter Leilighed; det var kun grovere Arbeider. Hans Broder var Snedker og viste ham gjerne sit færdige Arbeide; men „han skal ikke lure Anders,“ yttrede den Kone, hos hvem Anders arbeidede, „har han gjort noget galt, saa er nok Anders Mand til at vise ham det paa en Prik; for han er slu nok, den blinde Anders.“ – Hans Lærelyst var endnu stor; han havde været flink til Konfirmationen, men flinkere blev han, da han fik Børn og maatte lære dem. Det gjorde han paa den Maade, at Børnene læste Lektierne op for ham; han kunde dem strax udenad og skjønte dem, og saa maatte Børnene lære af ham igjen. Paa den Maade holdt han stadigt Skridt med dem i Kundskaber; hvad han lagde til af sit eget, tog han af sin Forstandighed og af sit Hjerte.
Jeg fortalte ham, at jeg i Udlandet havde besøgt en blind Mand, som han erindrede mig om: han var ogsaa blindfødt og gift og fortjente sit Brød ved Kurvmagerarbeide. Paa Grund af hans gode Sindelag, Retskaffenhed og Kundskaber havde man hos ham indlogeret 5 andre blinde Arbeidere, som han var som Fader for, og disse 6 blinde Arbeidere dannede et Hjem, en Familie, arbeidsom, gudfrygtig, æret og agtet af hele Bygden. Han havde ogsaa en Søn; denne var ganske liden endnu, men han maatte ogsaa vise Faderen sine Lektier, og det var den blinde Faders Stolthed.
Denne Fortælling morede Anders øiensynligt, og han spurgte mig nøiere ud om Enkelthederne. Ganske uvilkaarligt kom jeg i denne fattige Hytte og ligeoverfor denne Blinde at tænke paa de mange rige og ædelttænkende Mennesker, der har det Mundheld „De stakkers Blinde!“ – Hvor mangen af dem kunde ikke have Grund til at misunde den blinde Anders. Og Anders følte ogsaa, at han var lykkelig; han talte med den dybeste Taknemmelighed om Alt, hvad Gud havde gjort for ham, og priste Herren, fordi han var blind; – om han lagde saameget Eftertryk paa fordi, som jeg gjør, det vil jeg ikke paastaa; han gjorde det ogsaa uden Tvivl mere uvilkaarligt og naivt, end jeg, idet jeg nedskriver denne Beretning. – Anders Olsen er nu en gammel 53aarig Mand, hvem Aarene har lært at sætte Pris paa Penge; hans ungdommelige Fyrighed i Udøvelsen af Arbeidet, er forbi; han tog det nu mere overlangs og koldblodig, og det var ikke frit for, at han stundom kjedede sig, naar han ikke havde noget at bestille. „Jeg har jo vistnok altid nok at tage vare, sagde han; men det er nu saa med os Alle; vi vil se Lønnen for vort Arbeide, ellers gaar det trægt.“ Det er jo menneskeligt og undskyldeligt.
Dette er det interessanteste Bekjendtskab, jeg har gjort blandt Blinde. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg turde byde den lykkelige Familiefader, den flittige Arbeider, en liden Gave i Penge; jeg stod med Pengene i Haanden og vilde række dem flere Gange; endeligt tog jeg Mod til mig og spurgte, om jeg turde byde ham dem; han tog imod dem med en fast barnlig Taknemmelighed, og jeg maatte tænke paa, at det ogsaa hører med til Lykken, at kunne glæde sig ved en velvillig Gave.
En betydningsfuld Modsætning til Anders traf jeg ganske Hændelsesvis i et andet blindt Individ i samme Stue; det var „Iglepigens“ Søster. Hun var blindfødt og havde ved Operation faaet et lidet Gran Syn, men, som Doktoren havde sagt, forringedes det med Aarene; Pupillen var heller ikke større, end et Knappenaalshoved. Hun var bleg, mager, sammenfalden og havde et døsigt, lidende Udtryk i sit Ansigt. Ogsaa hun var flink i „Læsning“ og havde en særdeles god Hukommelse, ligesom hendes Svar og Yttringer beviste, at hun ikke var evneløs; men – hun var udygtig til alt Arbeide med Hænderne. Hendes Moder, en overordentligt snakkesalig Kone, fortalte uden at føle Bebreidelsen i det Fortalte, at hun undertiden havde givet hende at vadske op; „men hvordan blev det, mener han? Kjørlerne gik i Knas, og det Andet var nok ikke stort renere, end da hun fik det.“ Jeg fortalte om den blinde Pige i Eidsvold, just ikke for at dadle, thi den heromtalte blinde Pige var nu 50 Aar, og gjort Gjerning staar ikke til at ændre; men jeg mærkede, at saavel den Blinde som hendes Moder følte, at det burde været anderledes, end det var; de blev begge paafaldende tause, hvoraf jeg havde det Gavn, at jeg mere udelukkende kunde underholde mig med Anders.
En lignende Forsømmelse fra Forældrenes Side havde ogsaa fordømt Anders’s blindfødte Søster, 47 Aar gammel, til det samme arbeidsløse Liv. Hun var nu hos en anden gift Søster og stellede med hendes Smaabørn, det var hendes eneste Arbeide, skjønt Anders yttrede med broderlig Stolthed, at hun læste og lagde ud langt bedre, end han. Hvad kunde hun ikke have lært? Anders havde vistnok heller ikke lært af Andre, hvad han kunde; havde ikke Gud givet ham denne medfødte Energi, denne kraftige Spore til Selvvirksomhed, saa var han maaske bleven som den blinde Gut i Gjerdrum med alle hans Fakter, de visne Hænder og det dyrisk dorske Liv.
Ligesom Hukommelsesevnen var stærkt udviklet hos alle disse tre Blinde, – især maaske hos „Iglepigens“ Søster, der lærte Melodi og Ord til en Sang, naar hun blot havde hørt den en Gang, – saaledes ogsaa deres Hørelse, eller rettere deres Evne til at bruge denne Sands, hvor Seende bruger Synet. Om den sidstnævnte forsikkrede den gamle Moder, at om hun lang Tid efter kom til at høre mig tale, vilde hun strax vide, hvem jeg var. I det Hele er det vel tvivlsomt, om de Blinde, som Mange mener, paa Grund af Tabet af en Sands, faar de andre saameget skarpere, navnligt Følelsen og Hørelsen; jeg har ialtfald ikke gjort denne Erfaring; men Nød bryder alle Love, og de maa lære at føre sig de andre Sandser bedre til Nytte, end vi anser det nødvendigt for os. Den Døvstumme, der læser fra den Talendes Mund, har derfor ikke bedre Syn men ved kun at bruge sit Syn bedre, end Andre; ligesaa har den Blinde ikke finere Følelse, fordi han kan læse med Fingrene – tvertimod bliver den ofte paa Grund af dens hyppige Brug, svagere, da Huden bliver tykkere; – han ved kun, at han nøiere maa lære at skjelne hvad han føler. Lægger man et Releif-Landkart for den Blinde, ved han ligesaa lidt at finde sig tilrette, som en Seende, der lukker sine Øine; han ved i Begyndelsen ikke bedre, end Seende, at føle sig frem paa Linierne; han slipper den ene og føler over paa den anden med ligesaa stor Usikkerhed, som Andre; gjør man ham derimod lidt efter lidt bekjendt med Sammenhængen og Forholdet mellem de ophøiede Linier, vil han hurtigt finde Greie, rettest veiledet gjennem sin Hukommelse, der ofte griber Erindringspunkter, som et blot Tilfælde giver ham i Hænderne. Jeg havde saaledes et Kart over Norge, hvor der paa Kysten mellem Throndhjem og Lofoten Hændelsesvis var kommet et lidet Kritkorn med i Releifmassen; naar den Blinde bare følte dette Kritkorn, vidste han strax, hvor han var. Ligeledes kjendte han Christianiafjorden bedst, en lang Tid alene, derved, at ved den øverste Ende af Fjorden stod Kristiania Bymærke stærkt fremhævet; han famlede ofte om, uden at vide, hvor han var, ja uden rigtigt Begreb om, at han følte en Fjord, indtil han følte Bymærket.
Derimod er det bevisligt, at den Blindes Hukommelsesevne kan skjærpes til det Utrolige; ved Dresdener-Institutet var det Eleverne og Fremmede, der besøgte Institutet, til stor Moro, at udspørge en Gut, der opregnede Dag efter Dag i flere Aar, hvad Middagsmad han havde faaet, og naar man undersøgte Institutets Bøger eller paa anden Maade, fandt man altid, at han havde erindret rigtigt. Det var jo ingen særdeles ædel Retning, hvori han havde udviklet sin Evne.
Fra Haugsund tog jeg til Kongsberg, hvor jeg ankom Fredag den 3die August.
Med megen Forekommenhed fulgte Doktoren mig omkring til de Blinde i Byen. Vi søgte først en Gut, 23 Aar gammel, blind fra sit 2det Aar; han var imidlertid ikke hjemme. Han havde lært sig adskillige Dandse paa Violin og spillede paa Salene; her var Fristelsen ham for stærk; han fulgte saakaldte Venners Opfordring og drak sine Penge bort, den ene Gang efter den anden. Kommunen, som underholdt ham, truede med at sætte ham ud paa Landet, hvis han ikke bedrede sig. I Fortvivlelse gjorde han et Forsøg (eller maaske det kun var en Trusel) paa at skjære Halsen over paa sig men gav sig kun et Snit paa den ene Side, som kureredes snart. Nu havde Kommunen gjort Alvor af sin Trusel og havde faaet ham udsat paa en Gaard i Sandsvær. For Præsten havde han staaet sig godt, da han havde en god Hukommelse; men forøvrigt havde han Intet lært med sine Hænder, skjønt han oftere havde yttret Lyst til Snedkerhaandværket.
Derpaa gik vi over Broen til en gammel Kone, 69 Aar gammel, blind fra sit 3die Aar, affældig og elendig. Hun tilbragte ligesaamegen Tid i Sengen som oppe; hun førte i det Hele et ynkeligt Liv, havde aldrig kunnet udrette noget andet, end „binde lidt til Tidsfordriv.“
Den tredie, vi besøgte, var en liden Pige, en Jernværksarbeiders Datter. Manden var Svenske, Moderen norsk, begge To, som det syntes, forstandige Folk, der lovede at opdrage Barnet til størst mulige Selvstændighed og yttrede Ønske om i sin Tid og, hvis Omstændighederne føiede sig saa, at faa det ind paa Institutet, hvorfor jeg leverte dem et Optagelsesreglement og henviste dem forøvrigt til Præsten. Hun var en liden frisk og af Naturen livlig Pige med overordentligt god Hukommelse, som dog efter mit Skjøn – hvilket jeg ogsaa yttrede for Forældrene, – formeget benyttedes til Udenadslæring af alskens religiøse Sager: Katechismus, Bibelsprog og lange Psalmer, som hun sang med et Slags Melodi. Det var især en gammel Bedstemoder, der saaledes lod Barnets Sind og sjælelige Sundhed undgjælde for det religiøse Vemod, Synet af den blinde Datterdatter vakte hos hende; istedetfor at opmuntre og vække den Lilles Evner, saa hun blev istand til at udrette saameget, som Mangelen af Synets Sands tillod, græd hun selv og fik den Lille til at græde over denne Verdens Jammerligheder. Naar Barnet slog sine Øine op om Morgenen og Bedstemoderen spurgte: Ser Du noget, Barnet mit? saa svarer den Lille med en hel Ramse om Gud Fader som ser Alt og som vil tage hende til sig. Naar da den Lille mærker, at den Gamle græder, siger den aarsgamle blinde Pige: Vær taalmodig, Du, Bedstemamma, jeg er ikke ulykkelig; Fader i Himmelen sørger nok for mig. Hendes Legetøi var den hellige Skrift (eller en anden gudelig Bog), som de havde bundet i en Snor, og som hun kastede omkring og halede til sig igjen. Den hellige Bog gjør vist ikke noget godt som Legetøi paa denne Maade, og dens Ord heller ikke som sløvende Æmne for en liden toaarsgammel Piges Tankeudvikling. – Hendes Øine var forøvrigt smukke og var i den senere Tid blevne stadigere istedetfor at de før havde dirret stærkt, naar de udsattes for Lyset. Doktoren erklærede hende for inkurabel.
Efter Middag kjørte jeg ned til Sandsvær for at søge en gammel Pige paa 51 Aar, der efter Listen var bleven blind i sit 11te Aar; dette var dog ikke Tilfældet; hun var først bleven blind i sit 20de Aar efter Konfirmationen.
Søndags Morgen tog jeg en Tur til en liden Plads ved Foden af Sellekbjerget, hvorover Veien gaar til Armen-Grube, og fandt her en blind Pige, som man i Kongsberg havde gjort mig opmærksom paa; hun er 18 Aar gammel med et øiensynligt svagt Legeme; hendes Skuldre begyndte ordentligt at falde sammen over det trange Bryst; hun lider ofte af Gigt og Kjærtler, alt uden Tvivl Følger af den for Legemet i hendes Alder saa skadelige Stillesidden og Mangel paa frisk Luft. Arbeide, Legemsøvelser og en forresten sund Levemaade maatte uden Tvivl for en stor Del reise op paa det allerede nedbrudte. Som alle Blinde længtes hun efter Arbeide; hun bærer undertiden Ved og Vand, men er forøvrigt uden nogen somhelst Beskjæftigelse. Stakker! hvorledes vil hun være om et Par Aar, naar de tærende Kræfter, der allerede har begyndt at arbeide løs paa hendes Helbred, faar saameget mere Tid og Rum. Forresten kan hun „læse“ ganske godt og skal snart gaa for Præsten. Jeg forklarte Forældrene om vort Institut og fandt dem begge ikke uvillige til at sende Datteren derind; men hun selv erklærte sig bestemt derimod; hun var „ræd for at komme blandt fremmede Mennesker.“ Jeg sagde hende da alvorligt, at hun nu var saa gammel, at hun burde selv nøie overveie, hvad hun gjorde, idet hun afslog Forældrenes Tilbud; det var deraf afhængigt, om hun skulde fremdeles være og senere i endnu høiere Grad blive afhængig af Andre, en Byrde for sig selv, sin Familie og Fattigvæsenet. Ved denne Formaning slog hun sine Øine op, som om hun virkeligt vilde se paa mig, og svarede med et meget forstandigt Udtryk i sin Stemme: „Ja, jeg skal tænke paa det.“[3]
Senere paa Dagen kom den omtalte blinde Musikus, der gjennem Broderen var underrettet om min Nærværelse ind til Byen for at søge mig, og spurgte, om han ikke kunde komme ind paa Institutet 1 eller 2 Aar for at lære et Haandverk. Han havde med sig en rund Fyrstikæske med Laag, som han havde arbeidet selv, forat vise, at han ikke var ganske unem med Haanden. Jeg sagde ham, at vi i Regelen kun modtog Børn, men at jeg skulde tale med Provsten paa Stedet og i Kristiania med Direktionen. Provsten tillod mig at skrive ham til fra Kristiania om Sagen. Arrangementet er imidlertid ikke kommet i Stand, dels fordi den Blinde paa Grund af Institutets ringe Plads maatte indlogeres i Nærheden, hvilket Kongsberg Kommune fandt lidet raadeligt med en Person, der maatte være under Kontrol, dels fordi den fandt, at Kurvmagerhaandverket, der for Øieblikket, under Institutets smaa Forhold, er det eneste Haandverk, der drives, neppe vilde være ham til synderligt Gavn, dels endeligt fordi Kommunen ikke saa sig istand til at udrede den bestemte Sum for hans Ophold i Kristiania.
I Kongsberg fik jeg Underretning om, at der i Fledsberg Sogn var tvende blinde Smaapiger omkring 4 Aar. Jeg vilde gjerne have besøgt dem; men Tiden blev mig knap, saa jeg maatte opgive det.
Over Drammen tog jeg til Holmsbo, hvor jeg uden Nytte standsede; Listerne nævnte i Hurum en Familie hvori der var flere blinde eller svagsynede Personer; ved Efterspørgsel fik jeg imidlertid Underretning om, at den blinde Bedstemoder var en meget gammel Kone, hendes næsten blinde Datterbørn var ogsaa voxne, og ingen i Familien havde været blind fra Fødselen, men de var blevne det i en fremrykket Alder. I Røken skal der være en blind Pige paa 24 Aar, som jeg ikke fik besøgt, da jeg gjerne vilde benytte den tilbageværende Tid paa en Tur til Drøbakskanten eller Præstegjældene i Akershus Amt Øst for Kristianiafjorden.
Denne Tur blev mig imidlertid indholdsløs, som jeg ogsaa havde ventet. Distriktslægen i Drøbak kjendte der paa Stedet kun tvende ældre Blinde paa resp. 80 og 60 Aar. Senere paa Reisen talte jeg baade med Præster og Doktorer, men jeg fik ikke mere at vide, end mine Lister havde underret mig om. Forholdsvis var der overordentligt mange Blinde i disse Distrikter. I Vestby var der saaledes 9 Blinde (paa 1 nær alle blindede i en høiere Alder), i Enebak var der (foruden den blinde Dreng, der er paa Institutet) 8 Blinde og kun et Par paa over 70 Aar blinde fra Barndommen. I Sooner var en Pige paa 2712 Aar, blind fra sit 3die Aar, død; hun havde, efter Provstens Udsagn været aldeles uduelig til al nyttig Gjerning, havde siddet paa en Stol eller ligget i Sengen den hele Dag; hun havde desuden været gebræklig. Om En, som Listerne fortalte havde været blind fra sit 14de Aar, meddelte Provsten, at han ligetil for nyligt – og han var nu 80 Aar gammel – havde røgtet sin Gaard og kunde endnu se lidt. I Aas Præstegjæld er 3 af de 5 opgivne Blinde døde i en Alder af over 80 Aar, den ene endog 92 Aar gammel. Disse Resultater var paa den Maade gode; de bestyrker nemligt den Mening, at det større Antal Blinde, som efter statistiske Optegnelser skal findes i Norge, skriver sig hovedsageligt fra, at Blindhed som en Alderdomssvaghed findes hyppigere i Norge end i mange andre Lande, fordi Folk ialtfald paa mange Steder i Landet opnaar en usædvanligt høi Alder. Men paa den anden Side synes det paafaldende, at der i Præstegjældene Vestby, Aas, Enebak og Krogstad findes 25 Blinde. Man falder da let paa den Tanke, at Forholdene og Levemaaden hos vor Almue mere end andre Steder maa give Anledning til Blindhed. En af de Geistlige, med hvem jeg talte om denne Gjenstand troede at finde en vigtig Aarsag dels i den kvalme Luft, som der Nødvendigvis maa være i smaa lave Rum med bestandigt lukkede, endog tilspigrede Vinduer, dels deri, at man ofte af Mangel paa Plads maa sætte Sengen lige under Vinduerne der tiltrods for Tilspigringen tillader en heftig Træk, der bliver saameget større ved de uhyre Baal, der brænder paa Peisen eller i Ovnen.
I Krogstad søgte jeg en blind Dreng, der ifjor blev blind i Øienbetændelse, 1212 Aar gammel. Forældrene opdagede næsten pludseligt, at han var bleven blind paa det ene Øie, og da man befrygtede, at Sygdommen skulde an- gribe det andet, blev han sendt til Kristiania, hvor han dog trods Lægebehandling blev blind ogsaa paa det andet Øie; han har svagt Gangsyn og kan, ligesom en før omtalt Blind, bedre skimte fjerne end nære Gjenstande. Den 29de August indkom han paa Blindeinstitutet, men blev i Oktober paa Opfordring af Institutets Læge indbragt paa Rigshospitalet til Operation, hvilken dog ikke bragte de gode Følger, man havde ventet sig, hvorfor Gutten, der er flink og livlig, atter opholder sig ved Institutet.
| Tal. | Hjemmehø- rende i |
Nærv. Alder. | Blindheds-Alder. | Hvad de kan udrette. |
| 1. | Kristiania | blindfødt. | Er paa Institutet. | |
| 2. | By. | 7 | 7de Aar. | Do. |
| 3. | Ullensager. | 22 | 6te do. | Passer Smaabørn. |
| 4. | Gjerdrum | blindfødt. | Udygtig til Alt. | |
| 3. | 23 | 3die Aar bl. paa det ene Øie, svagsynet paa det andet. | Passer Smaabørn. | |
| 6. | Eidsvold | 20 | 2det Aar. | Flink i Binding. |
| 7. | 19 | blindfødt. | Idiot. | |
| 8. | omtr. 4 | blindfødt. | – | |
| 9. | ||||
| 10. | Sørum. | 12 | blindfødt. | Kan Intet. |
| 11. | Urskoug. | 29 | 3die Aar. | Kan Intet. |
| 12. | Fet. | 37 | 12te do. | Snedkrer lidt. |
| 13. | Enebak. | 11 | 9de do. | Er paa Institutet. |
| 14. | Krogstad. | 12 | 11te do. | Do. |
| 15. | Drammen. | 31 | 2det do. | Spiller til Dands. |
| 16. | 33 | 1ste do. | Spiller Violin. | |
| 17. | Lier. | 10 | blindfødt. | Er paa Institutet. |
| 18. | 12 | 9de Aar. | Gaar paa Skole med Seende men uden stor Nytte. | |
| 19. | Hougsund. | 53 | blindfødt. | Uhrmager, Snedker og Musikant. |
| 20. | 47 | blindfødt. | Passer Smaabørn. | |
| 21. | 50 | do. | Kan Intet. | |
| 22. | Kongsberg. | 23 | 2det Aar. | Spiller til Dands |
| 23. | 63 | 3die do. | Kan ikke og har aldrig kunnet noget. | |
| 24. | Fledsberg. | 2 | blindfødt. | – |
| 25. | 13 | do. | Kan Intet. | |
| 26. | omtr 4 | do. | – | |
| 27. |
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Pigen er senere, 29de Oktober, indkommen paa Institutet.
- ↑ Jeg har senere faaet denne Antagelse bekræftet, idet der over Nytaar 1863 indløb en Indmeldelse af en blind Gut paa 8 Aar just fra de Kanter, jeg her omtaler.
- ↑ Da jeg Dagen efter fik Anledning til at tale med Provsten, anbefalede jeg denne Sag til ham. Jeg har nu gjennem Brev fra Provsten, faaet Underretning om, at Sagen har stillet sig saa, at Pigen gjerne vilde ind paa Institutet; Forældrene derimod „interesserer sig ikke synderligt derfor.“ Det er paafaldende, at Forældre kan sætte sig imod et Arrangement, som de indrømmer er til deres Barns Bedste; jeg har mødt dette Tilfælde før og har tænkt paa, hvad Grunden kan være. Udentvivl er Forældrene tildels rædde for „at Barnet skal komme til Fremmede,“ ligesom Skole og Institut begge synes for Almuen at indeholde et Begreb af Tvang, som de nødigt vil, at deres Barn skal underkastes; men en væsentlig Grund er nok ogsaa den, at Landbefolkningen i sin ensomme Bolig mellem Fjelde, hvor de, som Manden her fortalte, i lange Tider er ganske adskilte fra alle andre Mennesker – nødigt undværer et Individ, som er blevet tilvant i den huslige Kreds; alle disse Grunde udspringer jo af et Slags Kjærlighed men neppe den fornuftigste.