Soiree-Billeder
En Soiree er nu for Tiden
lagt an i meget høie Sving;
med Kunst, Talenter og med Viden
man virker der enorme Ting.
Selv Episoden af en Vals
maa vige for den nye Mode.
Man bruger nu især sit Ho’de,
sin Fingerstyrke og sin Hals.
Man veed ei ret hvor man er kommet
til en saa høist forfinet Sands,
der ytres stundom, skjønt forblommet,
en Angst for denne ferske Glands.
Kulturen var her i en Ruf,
og trued os fra alle Kanter
med Spil, med Stads, med Guvernanter,
med Smag, der tages maa paa Puf.
Men inden man er rigtig hjemme
i denne nye Herlighed,
man sidder ofte nok i Klemme
med hvad man veed og ikke veed.
Hvor høit skal nu vor Fiinhed gaae;
er Luften her maaskee til Hinder?
Hvad fordres der af Mænd og Kvinder
i denne stille Verdens Vraa?
Lad kun en ret moderne Aften
paa denne Tvivlen give Svar.
Der mærkes Sødmen godt og Kraften
af Frugt, som ingen Jordbund har.
Den Væxt, der blot vil spire fri,
af Livets egne Kilder ammet,
er der en duftløs, tungt annammet
og halv forstaaet Theori.
Der spilles, synges og parleres,
man har det just som i Paris;
blot at i Alt hvad der præsteres
vi dumpe paa vor egen Iis.
Hvor er vort Selv, hvor blunder det,
mens vi paa disse Høider vandre
og spille Farcer for hverandre,
og give alskens Roller slet?
Ak, mens vi disse Tilsprang gjøre
til altfor Meget fra for Lidt,
vi standse i saa mangt et Røre,
der koster os Tilbageskridt.
Her taber Kvinden Yndets Duft
og disse sine Hjerteblade,
der alt i Spiren tage Skade
ved vor forceerte Drivhuusluft.
Og Herrerne — hvad vil man vente
paa deres Vei, der falder trang;
hvorfra skal de Dressuren hente
i deres norske Skolegang!
De tænke vist: det kommer nok,
og, halv brutale, halv geneerte,
halv raae endnu, og halv blaseerte,
de danne her en sælsom Folk.
En Dame i de Fyrgetyve,
blev nylig greben i et Suk:
hun lod sin Sjæl tilbageflyve
til Fordumstid da hun var smuk.
Hun sagde: „Ak, jeg sidder ei
med Lyst i dette nye Myller.
Hvor finder jeg de smaae Idyller,
der vinked paa min Ungdoms Vei!“
Der kom en Stands i Soireen,
da Præstens Datter traadte ind;
og Sladdren, der gik om til Theen,
blev stum ved hendes lette Trin.
Den fine Alf paa sexten Aar
var fostret i de grønne Dale,
og i vor vinterlige Dvale
vi studsede ved hendes Vaar.
Det nytter lidt paa Prent at tegne
den Yndets Form, vi dvæled ved;
den træffes ei, om allevegne
man henter Ord for Deilighed.
Af Epitheters Overflod
jeg vælger kun hvad snart er givet:
hun var saa rank og let som Sivet
og hvid og rød som Melk og Blod.
Hvor strengt blev hendes Skjønhed prøvet
i vore Connaisseurers Kreds!
Der var dog intet Blik saa øvet,
at det jo her fandt sig tilfreds.
Skjønt overalt blot Ros kom ud,
man var dog ivrigtst i at hylde
de mørkebrune Lokkers Fylde,
der bølged paa Blondinens Hud.
Men hvad der klarest laae for Øie,
og hvorpaa mindst blev givet Agt,
var hendes hele Væsens høie
og dog naive Tryllemagt.
Hun stod med en usynlig Krands
i denne festligsmykte Skare;
thi kun om hende laae den klare
og milde Kvindeligheds Glands.
Med Undren hendes søde Blikke
paa Salens Herligheder faldt;
men hun alene mærked ikke
det Blik, hun mødte overalt.
Hvor hun tog Plads, hun kaldte frem,
som til sin Vagt, en Dameklynge;
man maatte troe hun kunde slynge
et magisk Baand om alle dem.
I hendes Ords og Blikkes Adel
laae der en Sjæl af renest Art;
fager og fiin og uden Dadel
hun blev Salonens Dronning snart.
Man bar med Lyst det lette Aag,
og tænk — hvad allermindst man venter —
det spurgtes ei, „har hun Talenter,
og er hun flink i sine Sprog?“
Eet manglede endnu den Hulde,
og det var Elskovs søde Drøm.
Ja, Blikkets Sjæl, den straalefulde,
hang end ved Alle lige øm;
man vidste om den røde Mund,
at ei den kjendte Længselsukket,
man saae, at dette Bryst var lukket
og bankede af Glæde kun.
Dog — Amor kom; men den moderne,
den matte, vingeløse Gud,
der træffer Manden i hans Hjerne
og ridser neppe Kvindens Hud.
I Soireen er hans Hjem;
der vrider han sig halv beleven,
og stundom, næsten tvær og treven,
han ta’er de sløve Pile frem.
Han rammed dennegang en Herre
af den bekjendte Prima-Sort,
hvis Liv betegnes med „desværre!“,
hvis Krop er lang, hvis Sjæl er kort.
Hvor denne Herre gjorde Cour,
var Damen ganske vist i Mode;
tre Ting ved ham blev’ kaldet gode:
hans Arv, hans Hest og hans Figur.
Da Dalens Rose gjorde Lykke,
erklæred han sig skudt med Eet.
Hans Venner kaldte det en Nykke
og meente, her kom han ei vidt.
Han bad dem blot at give Taal,
og sagde: „Lad det være vovet:
før vi har Juul er jeg forlovet!“
og gjorde derom Væddemaal.
Og Væddemaalet har han vundet,
skjønt Ingen rigtig veed hvordan,
og hun — har kæmpet og har fundet
sin Vaarsol slukt ved Ørknens Rand.
Uagtet Intet er saa raat
som dette Ran i Vaarens Eden,
vi holde Sværdet dog i Skeden;
„Partiet“, hedder det, „er godt“.
Thi vi har glemt de gamle Lexer
for Lykkes nye ABC.
Hvad er et Lykkekast med Sexer?
Ak, det er stadig Soiree!
I Nordens tarvelige Krog
vi sværme for en Pragt-Etage
for Jæger, Groom og Eqvipage,
og tage Resten som et Aag.
Skal jeg Romanen her begynde
med Spillen paa den gamle Stræng
om Uskylds værgeløse Ynde,
og om Familiens Overhæng?
Skal saa en Elsker trækkes hid,
der sætter Fruens Barm i Flammer,
mens Ægteskabets øde Jammer
fordobler hendes Angst og Strid?
Jeg tier heller her, og dølger
den tidtbeskrevne Sjælenød.
Man kjender disse bitre Følger;
det er den gamle, sene Død.
Dog — for et stille, kjærligt Sind
er der et Syn, som dybt vil saare,
naar Sorgens eller Angrens Taare
har furet Rosenblommens Kind.