Paa Ballet
Mens Orkestret Galopaden spiller,
og mens Dandsen hvirvier mig forbi,
staaer jeg eensom, og min Tanke skiller
mig fra Tumlen, som jeg færdes i.
Andre Skikkelser end disse svæve,
mens jeg dvæler her, for Aandens Blik,
andre Toner gjennem Sindet bæve
fra en Glædestid, der brat forgik.
See, da fæstes atter mine Blikke
ved et Billed i den lyse Hal;
Ballets bedste Blomme dandser ikke,
røres ei ved denne Jubels Kald.
Ved en Piller sidder hun alene,
og det tankefulde Øie seer
fremad nu, som paa en øde Scene,
hvor der Intet er at søge meer.
Rolig sidder hun, og dog bevæget
af en Kamp, som Verden ei skal see;
paa den tause Rosenmund er præget
Tungsinds Rune af den skjulte Vee.
Stærke Minder af en svunden Lykke
fængsles nu i hendes Marmorbarm.
Taus og rolig, uden Krands og Smykke,
sidder hun i denne Glædeslarm.
Hendes Indre gjemmer en Novelle,
der er tom paa Handling, mat af Klang;
den har ingen Rædsel at fortælle —
Angstens Uro fulgte dog dens Gang.
Kvindesjælens hemmelige Smerte,
der kan slukkes i en Vaardags Graad,
har dog truffet hendes varme Hjerte
allerdybest med en giftig Brod.
Og fordi hun har en Hverdagskummer,
skal den dølges, drog man hende hid.
Al den Mislyd, som en Festsal rummer
blandes her i hendes indre Strid.
Hendes Lykkesdrøm tilbagevender,
sært forvandlet nu i Fjas og Skrømt,
mens hun holder taus i sine Hænder
denne Glædeskalk, som hun har tømt.
Ingen rystes ved det tunge Offer,
som en huusbagt Skjæbne kalder frem;
Ingen gransker disse bitre Stoffer
til Romaner i det snævre Hjem.
Saar, der bløde under sløve Knive,
Sjælesmerter i den gængse Stiil,
hvo vil adle eder, hvo vil give
jer et Skjold mod Ironiens Piil?
Lad nu Dandsen bruse over Tilje,
og lad Glæden aabne vidt sin Favn,
jeg maa dvæle ved den brudte Lilie,
og kan glemme her mit eget Savn.
Jeg har læst paa disse hvide Kinder,
og paa denne smiilforladte Mund,
Alt hvad Taaren tolker, naar den rinder
over dem, mens Verden er i Blund.
Taus jeg løfter denne Kummers Dække,
og betragter stille, hvad hun leed.
Intet Ord skal hendes Drømme vække,
intet Vink skal røbe, hvad jeg veed.
Mindets Tungsind have vi tilfælles;
men dets Billeder i Tid og Rum,
al den Bitterhed, som ei fortælles,
skiller os, og gjør min Læbe stum.