Sne/5
Kristiania den 2den April l884.
Kjære Fader! — du giver mig i dit sidste Brev en mild Bebreidelse, fordi jeg har ladet nogen Tid hengaa uden at meddele dig udførligere Besked om Forholdene herinde i Byen. Du har isandhed kun altfor megen Ret; og jeg maa bare takke dig for din spøgefulde Revselse, idet jeg nu skrider til at bekjende saavel Aarsagen til min Forsømmelighed som ogsaa til at bede dig om Samtykke og Velsignelse til et vigtigt Skridt, jeg i disse Dage under Bøn og Selvprøvelse har vovet at tage. Jeg er nemlig bleven forlovet, — det vil sige: jeg har modtaget en ung og elskelig Kvindes Jaord; men jeg har endnu ikke fremstillet mig for hendes Familie, idet jeg finder, at det ganske særegne Forhold, som Gud være lovet! bestaar mellem dig og mig, gjør det til en kjær Pligt for mig at indhente dit Raad og dit Samtykke inden jeg giver denne saa meget attraaede Forbindelse en officiel Besegling for Gud og Mennesker.
Min Kjæreste — du vil forstaa den Følelse af Lykke, som gjennembæver mig ved dette Ord, og — jeg haaber, jeg med Sandhed kan sige — den rene og kydske Glæde ved Tanken om den Hjælp og Velsignelse, som er os forjættet i en god og trofast Hustrus Omgjængelse; — hun er en Datter af Jørgen Pram, saa hun tilhører ikke blot en gammel og god Familie; men hun er ogsaa, hvad man maa kalde — meget formuende. Jeg skynder mig med at sige dette, — ikke fordi det har nogen Betydning hverken for dig eller mig; men forat jeg ikke engang overfor mig selv skal synes at faa det mindste Skjær af at ville affectere en Ligegyldighed, som, naar den var forstilt, vilde være den værste Anklage. Jeg har gjort hendes Bekjendtskab i Selskabslivet, hvor jeg i den forløbne Vinter ligesaa meget ifølge dit Ønske som i Overensstemmelse med min egen Lyst har deltaget temmelig jævnt; og under de forhaandenværende spændte — jeg kan næsten sige ophidsede Tilstande har min Kjærlighed voxet frem under adskillig Prøvelse og Modgang. Der er nemlig, som jeg ikke behøver at fortælle dig — en hel Del fordærvede Elementer mellem de unge Mænd; og selv en Familie som den Pramske er ikke fri for Tidens Paavirkning. Saaledes har min Gabriele nogle Fættere, som i Forening med et Slæng af ligesindede Venner har opbudt alt, for at gjøre mig umulig — ja vel endog latterlig i hendes Øine. Det er ikke blot min Stilling som Theolog, der i disse Tider, hvor det at være Kristen fra visse Hold nærmest betragtes som etslags mild Idioti; men det at være din Søn er ogsaa i disse Herrers Øine en Adkomst til Had og Forfølgelse, som jeg tilstaar, at jeg er stolt af nu, da Seieren endelig er min, og Gabriele har givet efter — eller rettere: efterat hun ved et nøiere Kjendskab er kommen til Klarhed over, hvor de tilslut findes — de solidere Egenskaber, paa hvilke der alene tør bygges Haab om en varig Lykke her paa Jorden.
Tro nu ikke — kjære Fader! at jeg fortæller dig dette for at prale. Mit Hjerte er isandhed altfor opfyldt af ydmyg Tak til Herren, som i sin Naade har ført mig saa langt; men jeg maatte berøre dette, for at forklare det hele, saaledes som jeg aabent og tillidsfuldt vil lægge det altsammen frem for dig. Dette moderne Uvæsen, som altsaa er trængt saa nær ind paa Livet af min dyrebare Gabriele, har nemlig ikke ladet hende ganske upaavirket. Jeg kan desværre ikke med fuld Sandhed sige dig, at den Kvinde, jeg udbeder mig dit Samtykke til at ægte, er en fuldt ud sand og enfoldig Troende. Jeg mærkede det allerede strax ved Begyndelsen af vort Bekjendtskab; men det var saa langt fra at virke frastødende paa mig, at jeg snarere maa tro, at den stærke Tiltrækning, som denne Kvinde udøvede paa mig, for en ikke ringe Del kan tilskrives et inderligt Ønske om at bidrage til, at Naadens klare Lys kunde finde Indgang i denne saa skjønt udrustede Sjæl. Og vore Samtaler bar ogsaa lige fra det første Præget af Alvor selv i de mest modstridende Omgivelser, saaledes som det verdslige Selskabsliv, hvor vi mødtes, førte det med sig. Paa samme Tid som jeg selvfølgelig afholdt mig fra ethvert direkte Omvendelsesforsøg, der kun vilde virket skræmmende og skillende mellem os, lagde jeg dog intet Skjul paa min enfoldige Kristentro; og jeg afholdt mig med Vilje saa meget som muligt fra at imødegaa de mange godtkjøbs Angreb paa Kristendommen, som du ved, Vantroen til alle Tider har saa god Raad paa, og som jeg vel for en stor Del kunde tænke mig var hende underskudt af de nævnte Fættere og Slænget. Og jeg tør kanske tro, at den Sagtmodighed og Sindsligevægt, hvormed jeg bar denne min Part af Kristi Forsmædelse, som i disse Dage saa rigeligen udøses over hans Bekjendere, kan have bidraget til at hæve mig i hendes Omdømme tiltrods for alle Ondskabens Rænker og Kunstgreb, saa at hun, da jeg igaar efter en lang Samtale for sidste Gang bad hende give mig et bestemt Svar, lagde sin Haand i min og sagde med bevæget Stemme disse Ord: „De er dog den, jeg mest har Lid til; — jeg vil være Deres.“
Se — kjære Fader! dette er Historien om min Lykke; men der kom noget bagefter, som siden ikke lader mig Fred eller Hvile i mit Sind. Thi da hun havde sagt disse Ord, og allerede vilde tage Afsked med mig,— vi mødte nemlig Fru Prams Vogn — sagde hun smilende: „Men paa en Betingelse: De maa ikke blive Præst, — det maa De love mig? — lov mig det!“
Ja her er det Punkt, hvorom siden alle mine Tanker har dreiet sig, og til hvilket jeg i selve dette Brev af en uimodstaaelig og pinlig Magt har følt mig hendragen. Hvad skulde jeg gjøre? — eller lad mig først prøve at klare, hvad jeg gjorde; thi Indtrykkene var i disse Øieblikke saa overvældende, og det hele gik i Virkeligheden saa fort, at jeg neppe er mig helt ud bevidst, hvad jeg sagde, hvilke Ord jeg benyttede mig af. Men ligesaa vist, som jeg tør kalde Gud til Vidne paa, at jeg aldrig — ikke engang i hin Stund har tænkt for Alvor paa at svigte mit Kald som en ringe, men trofast Ordets Tjener; — ligesaa lidet tør jeg benægte, at de Ord, hvori jeg gav min overstrømmende Lyksalighed over hendes Samtykke Luft, kunde forekomme hende som en fuldstændig Opgivelse af alt, hvad der maatte stride mod hendes Ønske og Vilje.
Her har du min Skrøbelighed og min Synd — gode Fader! — jeg ved vel, at jeg for den som for alt staar til Regnskab for Lysenes Fader; men jeg nedlægger min Brøde i dit Hjerte som min nærmeste Instans, at du skal sætte mig irette og lede mig i denne Sag. Thi om jeg end kan finde nogen Undskyldning for mig i den Omstændighed, at der ikke var Tid til nogen grundig Drøftelse af et saa alvorligt Spørgsmaal — Fru Pram lod allerede Kusken holde —, saa staar jeg dog nu midt foran Kravet, idet jeg gaar hen for at møde Gabriele. Skal jeg da kort og godt fastholde min Beslutning at blive Præst og saaledes kanske hidføre en Misstemning, der nu i vor Kjærligheds allerførste Morgengry vilde som en henfarende Nattefrost lægge alle Spirer øde, og ganske forspilde denne Lykke, jeg saa heftigt har attraaet og nu endelig synes i saa nær Besiddelse af?
O give Gud, jeg havde dig her — Fader! — du, hvis Raad og Veiledning jeg saa lidet kan undvære, og uden hvis dyrebare Samtykke jeg hidtil ikke har foretaget noget vigtigere Skridt i Livet. I al denne Uvished er jeg derfor stanset ved den Beslutning at vente disse faa Dage, indtil jeg kan faa Svar fra dig; saaledes som du raader mig, vil jeg visselig handle, hvad det saa skal koste mig. Imidlertid vil jeg i Omgangen med min Forlovede, — du maa ikke vredes over, at jeg i min forelskede Lykke glæder mig ved dette Ord, — overfor Gabriele vil jeg prøve at undvige en alvorligere Drøftelse af dette Spørgsmaal og saaledes oppebie dit Brev. Gud give, at Sagen maatte stille sig for dig i det samme Lys, som mit Haab lader mig se den i: at nemlig Tiden og muligens andre Omgivelser kunde bringe min Gabriele til at forsone sig med Tanken om en Livsstilling, som hun desværre har saa feilagtige Begreberom. —
Se — alt dette har egoistisk optaget mig saa meget, at jeg altfor lidet har passet paa at holde dig à jour med Begivenhederne herinde; men nu nærmer sig den velsignede Paasketid, og da haaber jeg i Hjemmets lune Krog at kunne skildre dig den onde Verdens Røre og Vildfarelser. Jeg kan først komme Paaskeaften, da jeg — som jeg vel har fortalt — allerede for lang Tid siden er indbuden til Middag hos Professoren Skjærtorsdag; og hvor vilde jeg ikke være over al Beskrivelse lykkelig, om jeg kunde hjemføre min Gabriele til vor lille Kreds! Hils den kjære gode Moder og fortæl hende om min Lykke. — Herinde taler alle om din sidste Artikel, og du kan vel tænke, at jeg faar mange varme Hilsener til dig.
Ogsaa fra Stockholm kan du snart vente noget, sagde Q ilørdags; han vilde ikke forklare sig yderligere; men paa hans venlige Mine kunde jeg læse, at den Skinsyge, som før var saa aabenbar fra hans Side, nu synes ganske afløst af en ubetinget Anerkjendelse af din Overlegenhed.
Og nu — kjære Fader! lægger jeg forsaavidt min Fremtids Lykke i dine Hænder, som jeg af dit Brev vil vide, om jeg har dit Bifald til det, jeg har gjort, og om jeg tør vente din Velsignelse til at gaa videre som mit Hjerte begjærer. Maatte vor fælles Fader være hos dig nu som saa ofte med Visdoms og Kjærligheds Raad — ham til Ære og mig til Gavn og Glæde.
Din hengivne Søn
Johannes.