Sne/4

Fra Wikikilden
< Sne
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 440-449).
◄  III.
V.  ►

— „— Folkesouverænitetsprincipets Gjennemførelse i Staten vil derfor være det samme som Afsættelsen, Tilintetgjørelsen af Kristendommen som Samfundslivets moralske Princip. De mere frygtsomme Sjæle diskutere Kristendommens Detronisering under mange Forbehold, Omsvøb og Fraser; de mere fremskredne Aander dekretere den la mort sans phrase. Thi Kampen staar kun tilsyneladende mellem de Radikale og Regjeringen; Slaget er i Virkeligheden rettet mod Gud, af hvem al øvrighed er, — det er en Kamp imod Gud.“ —

Det var sine egne Ord, Daniel Jürges læste i Hovedstadens Avis, og han fandt, at der var Kraft i dem.

Thi siden hin mislykkede Boganmeldelse der nordfra, havde hans Forhold til Avisen forandret sig. Vel udgjorde den fremdeles al hans Læsning; og han satte den lige høit; men hans Beundring var mere familiær, efterat han selv var bleven Medarbeider — en næsten lige saa betydelig som selve den høiagtede Q.

Dengang de flyttede til det nye Kald, opholdt Familien sig nogen Tid i Kristiania; og dette korte Ophold var lykkeligvis nok til at gjengive Pastor Jürges Ligevægten. Han beroligede sig ovenpaa den Skræk, som hin Anmeldelse havde jaget ham i Blodet, da han mærkede, at det kun var en Forskjel i Udtryksmaaden, som paa de fleste Punkter skilte ham fra den høiagtede Q og de andre.

Efterat han nogle Gange havde været sammen med de Mænd, der stod Redaktionen nær, var han fuldstændig sikker paa sig selv. Der var — Gud være lovet! — ingen Skade skeet; han var endnu paa Høide med de bedste, naar han bare vilde slippe sig løs. Det var Sagen: han holdt sig med Vilje tilbage; men han kunde, hvis han vilde, — saaledes som han igrunden altid havde ment.

Og det var ham kjært at iagttage, hvilken Overraskelse han selv vakte i Hovedstaden. Thi saaledes var endnu ikke nogen Embedsmand vendt tilbage saa langt nordenfra efter fjorten Aars Fravær; intet var gaaet med ham som det pleiede.

De gamle Venner, som havde tilbragt Tiden i Byen eller i nærliggende Embeder, begyndte smilende at behandle ham overlegent som en, der kommer lige ud af Fjeldet. Men de trak meget snart Følehornene ind og gjorde store Øine. Thi han var akkurat lige saa vel underrettet som de selv om alt muligt saavel uden- som indenlands, ja i visse Ting syntes han endogsaa at vide mere end selve Hovedstadens Avis.

Det eneste, han manglede, var nogle Kraftudtryk og smaa Personalia, som ikke trykkes, og dertil selve Tonen — den vexlende Slæng paa Munden, som til enhver Tid udmærker en Hovedstads Børn fremfor Landets øvrige. 442 SNB

Men ogsaa det kom efter faa Dage, og saa var han — ikke blot som før; men Aarene havde gjort ham end sikrere og mere imponerende.

De mange travle Ekorn, som løber ind og ud i en stor Avis som Hovedstadens, vimsede flittigt om Præsten Jürges, mens han var i Byen; og Redaktionen gjorde alt, for at knytte denne usædvanlige Kraft til Bladet. Thi hvad der fra Daniel Jürges’s Studenterdage kunde være betænkeligt — hans noget uklare Folkelighed i Digt og Tale, — det var ganske overstaaet — meldte Ekornene.

Han stod dog længe imod; og han havde allerede været et Par Aar i sit nye Kald uden at sende andet til Hovedstadens Avis end en enkelt Anmeldelse af tilsendte Bøger og nu og da en Pintsesalme. Men efterhaanden som det kolde og fremmede Forhold til Bygden gav ham Trang til at udlade sig; og især efterat Johannes var bleven Student og sendte Breve fra Kristiania, lod han sig altid oftere bevæge til at levere Artikler til Avisen; og det endte med at hans D vexlede med Q paa første Side og med redaktionelt Udstyr.

Og det var i Virkeligheden paatide, at Mænd som han traadte til, for at støtte, hvor alt syntes at vakle. Det gik op for ham i de senere Aar, hvad han ikke havde seet under sine ensomme Studier, at mange af de Ideer, som havde præget hans Ungdoms Livsanskuelse, medførte Fare for Samfundet, naar de ikke udvikledes — som hos ham selv — i fuldkommen ren kristelig Aand.

Den Fordærvelse og Tøilesløshed, som nu groede op ude i de store Samfund, viste overalt sit Udspring, sin nøiagtige Sammenhæng med nogle af de Tanker, han i sin ubekymrede Ungdom havde hilset som Fremskridt og Udvikling. Og omvendt fandtes der ikke i hele hans vidtløftige Kjendskab til de civiliserede Landes Politik, Literatur og indre Forhold et eneste Exempel paa, at noget godt — noget varigt godt var kommet af de tilsyneladende smukke og humane Tanker, hvormed den nye Tid pleiede at smykke sig.

Eftersom det viste sig for ham, at Navn efter Navn var makstukket — fortæret indvendig og hult, hvorledes det viste sig ved nærmere Eftersyn, at der var noget iveien med hver eneste Mand og Kvinde, i hvem de nye Ideer slog Rod, da forstod han, at Kristendommen var den eneste Jordbund, hvoraf Fremtiden kunde spire, at de forvildede og gjenstridige maatte samles i en stærk og levende Kirke under Korsets Tugt.

Og de sidste Tider havde vist ham, at alt det, som man før troede hørte til langt ude i Evropa, det havde uformærket sneget sig ind og løftede med en Gang Hovedet i Frækhed og Trods. Han havde selv oplevet det i sin egen Menighed.

Strax efterat han var kommen til Kaldet, spurgte de ham, om han vilde paa Storthinget; men han svarede nei; for dengang vilde han ikke. Og Bønderne sagde allesammen, det var da saa svært leit.

Men tre Aar efter var han bleven overbevist om, at det var hans Pligt; og han fremstillede sig da til Valg, — ganske aabent og uden at tvivle om alle Stemmer. Men saa fik han ikke mere end tre til Valgmand og ikke en eneste til Storthingsmand.

Hans Overraskelse var fra først af saa stor, at han ikke strax kunde forstaa, hvorledes det var gaaet til, — ja han forstod det igrunden aldrig. Vel vidste han godt om den gamle Misstemning i Anledning af Tømmerhugsten; og det gamle Hus midt foran Kontorvinduet lod ham ikke glemme den; men han havde dog saa utallige Gange vist dem sin Overlegenhed baade i Foredrag og i Diskussion, gjendrevet dem og sat deres Bygdepolitikere saa ynkeligen tilvægs, og det havde de mange Gange erkjendt selv — hver enkelt af de ledende Mænd i Bygden. Hvorledes i alverden kunde det gaa for sig, at naar det kom til Stykket, var der bare tre? —

Han tog disse tre Stemmer og flyttede dem omkring paa sine sikreste i Sognet, — flyttede dem uafladeligt, hvergang en ny kom ham i Tanke, som umuligt kunde have nægtet ham sin Stemme.

Men der var bare disse tre, og de maatte han absolut have til Fogden, Lensmanden og Klokkeren; og saa stod alle de andre bare.

Fogden lo og lod Fanden tude sig paa, at Bønderne var det falkeste Pak, Gud har skabt. Men Præsten Jürges følte det koge i sig; og hans Nidkjærhed vældede frem i varme Strømme. Sandelig, det var paatide for en Guds Stridsmand at være paa Vagt; og fra denne Tid begyndte han at skrive regelmæssigt i Hovedstadens Avis.

At Klokkeren var en af de tre kunde være utvivlsomt; thi han var, som de pleier at være — underdanig og indsmigrende, iført Præstens slidte Klædesfrak, med Munden fuld af slidte Præsteord og opspædet Salvelse; og langs Mundvigerne hang de udslidte Præstesmil, som vare faldne af til ham under lang Tjeneste.

Tvivlsommere kunde det være med Lensmand Olsen; han var ikke god at faa Greie paa; — en gammel Ræv, som Fogden mangfoldige Gange havde ladet Fanden tude forgjæves.

Lensmanden var i en vanskelig Stilling. Nærmeste Nabo til Præsten og bare skilt fra Fogden ved Elven, og saa paa den anden Side i Slægt med de største i Bygden, selv Eier af stor Gaard og Skove baade hist og her. Gik han tilvenstre, saa faldt Embedsmændene over ham; og gik han tilhøire, saa blev Bygden muggen, og hans egen Slægt kom farende med onde Ord.

Men nu elskede gamle Lensmand Olsen fremfor alt Fred og god Forstaaelse blandt Menneskene. Han havde — som han sagde selv konsumeret saa megen Fordragelighed baade af sin Kone og af andre; thi Vin og glade Dage, Piger, Kortenspil og saadant mere havde han altid havt et aabent Øie for. Og hans megen Færden mellem alskens Letsindighed og dens Følger havde stemt hans Sind til Overbærelse og gjort ham tilbøielig til skjulte Veie og mindelige Overenskomster.

Ophængt mellem Himmel og Jord havde Lensmand Olsen gjennem et langt Liv svinget frem og tilbage mellem iltre Fogder og stive Præster paa den ene Side og paa den anden en Bygd, hvis Svagheder vare hans egne. Men tilslut havde han ogsaa naaet en Behændighed, som nu, da de andre Fornøielser tabte sig, var hans Alderdoms Trøst. Præsten troede sikkert og vist, at den tredie Stemme var Lensmandens, og Almuen var overbevist om, at Lensmanden havde stemt med dem, men Lensmanden selv sad hjemme og formildede sin Podagra ved Tanken om, at han endnu kunde narre dem alle.

Mellem Præstegaarden og Lensmandens var der ikke lang Vei, bare forbi Kirken og en fem Minutters Gang gjennem Skoven; men nogen Omgang blev der aldrig. Præsten Jürges fandt Lensmanden altfor plump og ubetydelig; og Madam Olsen og hendes Døtre var ikke noget for Præstegaardens Damer.

Fru Jürges havde desuden altfor travelt i Huset til at kunne tænke paa Besøg; og det havde hun havt fra den Dag, hun blev gift. Før den Tid levede hun bare i Musik; men fra hun begyndte at føde Børn der nordpaa, havde hun ikke kjendt andre Hviledage end de reglementerede ni efter hvert Barn.

Da hun derfor under Flytningen passerede Hovedstaden, vakte hun en pinlig Opsigt i den Kreds, hvor den begavede Wilhelmine Lindemann havde glimret for fjorten Aar siden. De var jo vistnok alle blevet fjorten Aar ældre; men hendes Aar maatte have været forfærdeligt lange.

At Skjønheden var svunden efter otte Børn og et ensomt Liv i et haardt Klima, — det fik man ikke undres paa. Men at et Menneske kunde blive saa helt forandret i Sind, det havde hendes Veninder rigtignok aldrig tænkt sig Muligheden af.

Hun havde været en Kunstnerinde — ikke saameget i kunstnerisk Uddannelse, som i sit Væsen og i sin Natur. Sværmerisk — havde man kaldt det i den Tid, og mente derved noget fint og let, som løftede over det dagligdagse.

Nu maatte hun ganske vist være bleven meget religiøs — stærkt pietistisk; — det var den eneste Maade, hvorpaa Veninderne kunde finde Forklaring for hendes forskræmte Tilbageholdenhed, og den nervøse Ængstelse, hvormed hun undgik at høre Musik, mens hun var i Byen.

Saasnart Fru Jürges var kommen til den nye Præstegaard, tog hun fat med rastløs Iver; og det kunde behøves i Førstningen, førend alt kom iorden. Men senere, da den rigelige Husholdning gik sin jævne Gang, kunde Præsten ryste paa Hovedet, naar hun passerede Stuen fra Kjøkkenet, for at ile opad Trappen uden at stanse og uden at sanse, hvad det var, hun skulde deroppe.

„Lille Mina, stans din Fart,“ kunde han sige spøgende; „det bør sig en Præstefrue at sidde statelig og sømme Lin i sin Stue.“

„Ja nu kommer jeg strax Daniel!“ — svarede hun og vendte sine Øine mod ham, de var af de bekymrede mørkebrune med et blaaligt Skjær af Perlemor over det hvide, — „nu kommer jeg strax — vær ikke vred, — nu — nu kommer jeg strax,“ og dermed forsvandt hun igjen og trak Døren til efter sig.

Dette blev en ren Plage for ham. At Husvæsenet før havde hvilet tungt paa hende, da der var smaa syge Børn og det hele Stel var tarveligt og tungvindt — det var jo i sin Orden; men nu, da de to Døtre vare gifte og Johannes i Kristiania, faldt det paa en pinlig Maade i Øinene, at hans Kone blev ved at løbe rundt i det store Hus bleg og træt, uden at finde Ro til at sidde stille og gjøre det lunt i Stuen, naar han var der.

Han blev da nødt til at tale alvorligt til hende og forklare, at dette var galt; — ikke blot menneskeligt talt, fra et æsthetisk Standpunkt. Men Guds eget Ord lagde Kvinderne paa Hjertet at vælge den bedre Del og ikke som Martha gaa op i Husstel og materielle Bekymringer.

Hun græd meget, naar han ikke saa det; og hun lagde virkelig Baand paa sig i alt, hvad hun gjorde og sagde. Men det var desværre saa sandt; hun var saa opfyldt af Smaating; og mangen Gang — især naar der var fremmede — kunde hun se paa hans Ansigt, at det, hun sagde, var smaat og trivielt. Og naar hun tvang sig til at sidde stille over en Bog, mens han læste Aviserne i Sofaen, fik hun alligevel ikke Fred for sine huslige Bekymringer, skjønt hun kunde være saa træt, at det var en ren Velsignelse at faa sidde stille.

Men mod hendes Vilje og tiltrods for alle gode Forsætter begyndte hendes Tanker at fare Huset rundt, for at søge med en ond Samvittigheds Iver efter Forsømmelser og noget, som burde gjøres.

Eller det fremstillede sig for hende med en Livagtighed, som gjorde hende prikkende varm i Huden og gik som nervøse Ryk i Arme og Ben, hvor rent galt det var for Caroline, som snart skulde i Barselseng, at hun ikke havde en Dunpude til den lille; og Dun laa der ovenpaa, — de havde ført den deiligste Edderdun med nordenfra; — hun havde ogsaa rød Bolster — et Stykke, som netop vilde passe, laa i Dragkisten, — hun saa det altsammen for sig; — det var saa let gjort og saa nyttigt for Caroline; — bare tage Dunen frem, varme den i Gryde og piske den op, saa kunde Jomfruen imens sy Pudevaaret paa Maskinen, — dersom hun bare turde løbe ovenpaa! — det var jo for Caroline — for den lille Stakkel, — den lille Stakkel, som ikke havde nogen Dunpude, — hun saa ham for sig — hjælpeløs, uden nogen Verdens Ting —

„Men Gud — Mina! — hvor uroligt du sidder,“ raabte Præsten og saa op fra sin Avis; „nu er jeg vis paa, der er et eller andet, du vil løbe efter.“

„Undskyld mig — Daniel! jeg vidste ikke, at jeg sad uroligt. Men det var bare, — ja det gjør mig saa ondt, at jeg maa forstyrre dig; men det er Caroline — det vil sige Carolines Lille, — naar den kommer, — forstaar du, tænk, saa har den ingen Dunpude —“

„Ingen Dunpude!“ — han maatte le, — „har du nu ogsaa Sorger for de ufødte? — du uforbederlige Martha!“

Glad over hans Latter tog hun Mod til sig og lagde Bogen bort.

„Ja du ved ikke, Daniel! — for Mænd ved ikke sligt, hvor en liden Dunpude er nyttig — ja nødvendig; — og hvis du bare vilde give mig Lov til at arbeide en.“ —

„Lov! — naturligvis har du Lov, kom ikke med saadant Snak; det er for din egen Skyld, at jeg modarbeider —“

„O Daniel! — jeg forstaar dig saa godt — du Kjære!“

„Nei, du forstaar mig slet ikke; og du har aldrig forstaaet mig,“ busede han ud og reiste sig.

Fru Jürges flygtede ud i Kjøkkenet med forskrækkede Miner; thi naar han blev utaalmodig, sagde han saa meget, som siden, naar han selv havde glemt det, brændte og sved hende i Sindet.

Ak! hun vidste det kun altfor vel! hun var ingen Kone for en Mand som han; og hun hørte med bankende Hjerte, hvorledes han stampede om derinde i Stuen, samlede Piben og Aviserne, saa de raslede, for at drage ind i Kontoret, — skjønt hun vidste, at han helst sad i Stuen om Eftermiddagen.

Derfor faldt der Taarer paa hendes Hænder, da hun trak frem den tætpakkede Pose med Edderdun. Men siden, da den begyndte at æse saa deiligt i Gryden, og da den lille Pude begyndte at faa Skik paa sig, fyldte Travelheden hende, og Arbeidet optog hele hendes Sind.

Men altid stod der dunkelt noget tungt og ondt foran hende eller bag hende, — noget som havde fulgt hende i mange Aar som en Bebreidelse; somom hendes Handlinger og hendes Liv var et forhastet Skyggerids paa en Baggrund af et uklart stort Krav, som laa over hende Dag og Nat og jagede hende fremover; og altid havde hun en Fornemmelse som den i Drømme, naar man løber og løber og ikke kommer afsted. Som oftest tænkte hun, det var Følelsen af at være saa lidet for sin Mand; men stundom følte hun, det var ikke det heller.

Men Præsten selv gik et Par Gange heftigt frem og tilbage i Kontoret. Derpaa stansede han fremfor Speilet, smilede og strøg sig over Ansigtet: hvorfor saa ivrig? — Herregud! hun var nu engang ikke anderledes. Det var ham ikke saaledes beskikket, at han i sin Hustru skulde finde en Medhjælp paa de Veie, hvor han færdedes som Menighedens Præst og endmindre i den Kamp, han med Landets bedste Mænd førte imod de onde Tider.

Han følte ofte — han kunde ikke nægte det —, hvorledes hans Hustru ligesom nu idag trak ham ned og bort fra de dybe og alvorlige Tanker, for at plage ham med disse Smaating, som alene udfyldte hendes Liv. Og ofte hensank han i Drømmerier over, hvor helt anderledes det kunde have været med en Kvinde, som kunde følge ham, som kunde forstaa og beundre hans Tanke, naar den mægtigt spændte sig ud — saa klar og sikker i de menneskelige Ting, og saa enfoldig og ydmyg for Gud.

I saadanne Drømmerier dvælede Daniel Jürges, som efter sit Giftermaal kun havde mødt faa Kvinder af sin Stand, ved hine Tider, da han kunde faa, hvem han vilde. Men det var ingen bestemt Dame fra den Tid, der foresvævede ham; han tog lidt af hver og dannede sig den Kvinde, som vilde passet for ham.

Naar han da vendte tilbage og saa sin Kone mager og udslidt risse omkring i sine smaa Smaating, tænkte han paa, hvorlidet han ogsaa i den Henseende havde ladet Forfængeligheden vinde Bugt med sig; hvor trofast og overbærende han havde været mod denne Hustru, der saa lidet forstod ham, og for hvis Skyld han havde givet Afkald paa de blændende Kvindeskikkelser fra sine Drømme.

Derfor havde Gud lønnet ham og ladet ham beholde Johannes. Af otte Børn havde de mistet fem der nordpaa. Hans Kone havde været saa svag, at hans eget kraftige Blod ikke havde været tilstrækkeligt til at holde Liv i de smaa; saa at kun de tre ældste fulgte med, da de drog sydover. Døtrene vare gifte — just som de begyndte at blive til Hygge i Huset; og saaledes blev Sønnen saa meget mere for ham.

Brevene til og fra Johannes i Forbindelse med Arbeidet i Hovedstadens Avis blev næsten mere end hans egentlige præstelige Gjerning det, som udfyldte hans Liv. Men han frygtede ikke for nogen Bebreidelse hverken af Gud eller Mennesker. Thi han kjendte nu sin Menighed tilbunds. Han vidste, at de var forstokkede og selvgode; det, de behøvede, for at faa den rette Hunger efter Ordet, var ikke den vennesæle og milde Hyrde; men meget mere en kraftig Herrens Tjener, som kunde tage dem i Nakken og bøie de haarde Halse.

Derfor havde han fulgt og fulgte med god Samvittighed sit indre Kald til den større Kampplads, for at samles omkring Herrens Salvede med Landets ypperste Mænd og byde Stormen Trods.

Og han var sig bevidst, at intet Had — ikke engang nogen Ringeagt mod de lavere Klasser, fra hvilke Tidens Bevægelser steg op, kunde paavirke ham. Thi sin Ungdoms Delagtighed i Bondeforgudelsen havde han hverken glemt eller fornægtet. Han tilstod den for enhver, som vilde høre; og han lagde til, at netop derfor — netop fordi han selv havde gjort hele Bevægelsen med, førend den endnu var forplumret af samvittighedsløse Førere, derfor var han mer end kanske nogen anden istand til at sondre mellem det berettigede og det fordærvelige i hele Tidens Retning.

Naar først engang det arme vildledte Folk var revet ud af Klørene paa de slette Opviglere, naar engang dette forargelige Stormløb mod alt, hvad der var høit og helligt, havde knust sin Pande mod den Gud, som ikke lader sig spotte, — o da skulde ingen være ivrigere end han til at læge Saarene, til at modtage de ydmyge, glemme og tilgive.

Men endnu var det Kampens Dag; endnu lød Herrens Ord til sine Stridsmænd: bærer ikke Sværdet forgjæves. Og idet han nu rettede sig op og mødte sine faste mørkeblaa Øine i Speilet, maatte han atter smile, da Erindringen vendte tilbage om den lille Scene inde i Stuen. Hvor smaat tog det sig ikke ud for ham nu! — han bestemte sig til at være endnu mere mild og overbærende; — hun kunde jo ikke vide — stakkels Mina! hvor høit hans Tanker laa over hendes.

Derpaa satte han sig bred og kraftig i sin store Armstol ved Kontorbordet, tændte sin lange Pibe og udfoldede atter Hovedstadens Avis. Han fandt snart Stedet og fortsatte rolig og fri for al

smaalig Bekymring Læsningen af sin egen Artikel:

. . . „det er en Kamp mod Gud. Men alle, som følge Forførerne, vil komme til at mærke, at det bliver dem haardt at stampe mod Braadden; thi Gud lader sig ikke spotte; hvad et Menneske saar, det skal han og høste.“