Sne/2
Det gamle radbrækkede Udhus laa lige foran Dagligstuen og Kontorets Vinduer, og Indkjørselen svingede tæt omkring dets skjæve Hjørne. Det stod midt iveien for alt og midt i Synet for alle, og var til liden eller ingen Nytte. Thi Forpagteren vilde heller sætte Hø og Halm i Tjelmer end betro noget til det gamle Hus; og han kunde ikke formaa Præsten til at reparere.
Der gik vel ikke mange Dage, uden at Daniel Jürges vendte Øinene tilsiden, for ikke at komme ind i de Tanker, som det gamle Hus vakte. Og om det end med Tiden alt sjeldnere hændte ham, at han gjennemgik alle de Ærgrelser, det Hus havde voldt, saa stod det dog altid der midt foran ham, og selv om han ikke saa det, var det dog aldrig helt ude af hans Sind; og naar han ikke var frisk eller tung i Humøret, sad han i Kontorvinduet og stirrede paa det.
Da han for ti Aar siden kom til Kaldet langt nordenfra, hvor der havde været saa trangt og koldt, syntes den brede Dal med Agre og store Skove ham et frugtbart Kanaan, hvor Sindet kunde udvide sig og Øiet forlystes i Solskin og rank Væxt efter al Forkrøblingen der nordpaa.
Men det første, som stødte hans Øie, da han glad og ivrig sprang af Kariolen, for at tage sin nye Præstegaard i Besiddelse, var dette gamle Hus — saa kroget og forsømt, men alligevel saa trodsigt i al sin Skrøbelighed.
Præsten Jürges kunde ikke begribe, at Formanden i Kaldet havde kunnet lade et saadant Skrammel staa uden Reparation, og noget af det første han derfor spurgte om, da han mødtes med Bygdens bedste Mænd, var dette med Huset, hvorledes det kunde gaa for sig, at en af Præstegaardens Bygninger henstod i en saadan Forfatning?
Ja det var nu saa altfor galt med det Hus — mente en, han havde saamange Gange sagt, der burde gjøres noget ved det; — forlænge siden — mente en anden; en tredie havde mange Gange undret sig paa, at det ikke dat ned af sig selv.
Ja, men Præsten vilde gjerne vide, hvem det egentlig paalaa at reparere Bygningerne paa Præstegaarden?
En af de ældste begyndte da at fortælle, hvorledes det havde været med de Ting i hans Fars Ungdom; og en anden kom med noget han havde hørt af sin Moster, hvis Moder tjente i Præstegaarden, dengang de havde Prausten Basse, — han, som de kaldte for Stampe-Gunnar og som engang faldt ned af Prækestolen Juledags Morgen; — men dette blev for langt for den nye Præst.
Han var ikke bange for lidt Omkostninger; de kunde jo hjælpes ad — Præst og Menighed — i al Samdrægtighed — ikke sandt? Han — Præsten — skulde gjerne hugge, saa kunde Almuen kjøre Tømmeret frem; var det ikke saa Landsens Skik fra gammelt? — de skulde saamænd nok komme overens.
Præsten Jürges nikkede venligt og saa omkring i Kredsen fra den ene til den anden. Ingen sagde hverken ja eller nei; de syntes nok, det gik svært fort. Men saasnart der var kommet nogenlunde Orden efter Indflytningen, sendte Præsten sine Husmænd — ja han fulgte selv med i Skoven og huggede med Liv og Lyst, hvad der kunde være passeligt til Reparationen.
Mens de arbeidede, kom der to Mænd gaaende. Præsten kjendte dem og gik dem glad og varm imøde. Det var noget saa uvant for ham at have denne Mængde Træer at vælge iblandt. Skoven laa til Præstegaarden eller til Bygden, Rettighederne vare saa mangfoldige og indblandede, Grænserne vidtløftige og ubestemte — han havde læst en hel Del Papirer om det; men det var jo ikke muligt at huske. Hovedsagen var, at Skoven var offentlig Eiendom, og Træer var der nok af.
„Se her — mine Venner!“ raabte Præsten Jürges og rakte sine Hænder mod de to; „nu skal det gamle pukkelryggede Hus faa Skik paa sig; se for deilige Træer, jeg har fundet mig!“
De to Bønder sagde først Goddag, Gud Signe Arbeidet, vakkert Veir og mange andre Ting, som hørte til deres Maade at begynde paa; og de lod sig ikke forvirre af de hurtige Ord. Præsten Jürges, som kjendte Bonden tilbunds, agtede heller ikke stort paa det, de stod og mumlede, men snakkede videre om sine Træer.
Imidlertid skulde de, som hug for Præsten, just tage fat paa et nyt Træ; men de stod og tøvede, puslede med Øxeskafterne og syntes vente paa noget.
„Nu?“ — raabte Præsten; „hug væk — Folk! tag den Granen der ved Stenen, som jeg har vist Jer: — ikke sandt? — det er et godt Træ — og passeligt stort?“
Aa jo; det manglede ikke paa det; Træet var vel nok. Der var ellers — mente den ene af de to Mænd, — en Plads længer øst i Skoven, hvor de pleiede at hugge for Præstegaarden; hvis-som atte Præsten — æ — vilde følge med dem, saa skulde de vise ham —
Aa langtifra; de skulde saamænd ikke have nogen Uleilighed for hans Skyld; han skulde nok finde, hvad han behøvede. Og jo nærmere Præstegaarden desto letvindtere for Almuen, som skulde kjøre det frem; — Træer var her jo — Gud være lovet — nok af.
„Ja det var et sandt Ord, Træer er her nok af,“ sagde den ene; og lidt efter sagde den anden det samme.
De stod der, indtil Præstens Husmænd endelig efter gjentagen Ordre gav sig ilag med Granen ved Stenen; og derpaa sagde den ene af de to Mænd:
„Ja, saa faar vi vel rusle hjemover igjen — vi da.“
„Ja, vi faar vel det,“ mente den anden.
Og Præsten tog hjerteligt Afsked, sendte Hilsener til deres Koner og raabte tilslut efter dem: „Lad mig nu se, I sørger for, at Tømmeret blir fremkjørt, saasnart vi faar Sne nok.“
„Ja, det er bedste Tiden til at kjøre Tømmer, naar Sneen er løs,“ sagde den ene.
„Det falder justsom lettere baade for Hest og Mand,“ lagde han til — den anden; og dermed gik de.
— Men der kom Sne baade nok og mer end nok; og hver Dag ventede Præsten Jürges forgjæves paa det lange Tog af dampende Heste, som skulde føre Tømmeret tilgaards; han vilde begynde strax at støtte Huset op indvendigfra, saasnart Dagene blev lidt længer.
I Førstningen lo han saa smaat af de seige Bønder, som aldrig kan faa Fart i sig. Og naar Fogden, som var kjendt i Bygden, skjældte dem ud for det værste, han kunde finde paa, gik Præsten i al Godmodighed og forsvarede sine Sognebørn: det tog jo ganske vist lidt Tid; men tilslut kom det dog paa en Maade tidsnok alligevel.
Men da Vinteren gik, og Fogden ved Paasketider triumferende spurgte, om Tømmeret var fremkjørt, da var det for galt, der maatte være Maade med alt! Og Præsten Jürges viste sig for første Gang sint i Kommunebestyrelsen, idet han reiste sig og efter mange revsende Ord for deres utilladelige Dorskhed og Langsomhed med Bestemthed forlangte, at nu skulde Tømmeret fremkjøres paa Øieblikket.
Efter en lang Stilhed begyndte en: „Det er nu saa fra gammel Tid her i Bygden, at vi har to opnævnte Mænd, som anviser, hvad der maa hugges og hvor der maa hugges; — og saa er det endvidere saa, atte —“
Præsten af brød: „Jamen derom er her ingen Tale; for Tømmeret er jo hugget og ligger færdigt tæt ved Postveien.“
„Og det var vel kanske anvist til Udhugst af de to opnævnte Mænd? —“ spurgte en fredelig Stemme; „du var vel med og viste ud for Præsten — du Hans? — for det er jo du og Eivind, som er de opnævnte?“
„Ja, vi var der beggeto, — jamen var vi saa,“ sagde den ene af de to Mænd, som havde været i Skoven.
Lidt efter sagde den anden: „aa jamen var vi saa — ja! — beggeto.“
„Og saa mærkede I vel Træerne, som Præsten skulde hugge? —“ spurgte den samme fredelige Stemme.
Men Præsten afbrød igjen lidt utaalmodigt: „Det er jo ikke mer at snakke om — den Ting; Træer er her jo nok af; og jeg tog det lille, vi behøvede til Reparationen der, hvor det var lettest at kjøre frem.“
„Men — men monstro det ikke skulde været anvist?“
„Det er nok muligt; jeg er jo ikke saaledes inde i disse Detailler endnu, men jeg synes ikke, det er noget at gjøre Ophævelser over.“
„Men,“ begyndte en igjen, „naar det nu netop traf sig saa, at de var paa Pladsen — begge de opnævnte Mænd, for at anvise for Præsten, endda de ikke havde faaet Bud —“
„Anvise! — anvise?“ — raabte Præsten ærgerlig; „der var ingen, som sagde, han skulde anvise. Jeg snakkede et Par Ord med Hans og Eivind, det husker jeg nu; men de sagde ikke et Ord imod, at jeg hug, hvor jeg selv vilde.“
„Det er nu det —— æ —“ begyndte Hans langsomt og lidt dirrende i Maalet; „det er nu det, at vi har to Vidner paa det — foruden jeg selv og han Eivind.“
„Vidner! — Vidner? — paa hvad?“ raabte Præsten Jürges.
„To rigtig gode Vidner,“ sagde Eivind.
Alle sad nu spændte og saa ned. Mon den nye Præsten vilde drive det saa vidt: at nægte mod to Mands Vidne?
Hans fortsatte: „For det er nu det, at baade gamle Aslag og Sønnen hans, som hug for Præsten, de er begge villige paa Ed, at Præsten nægtede sturt at følge øst i Brækken, hvor Præstegaarden altid har hugget fra gammel Tid.“
„Det gjorde han — ja; det er sikkert og vist,“ sagde Eivind.
„Men Herregud! — Mennesker! — jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde af Eder. Er det derfor, I ikke vil kjøre Tømmeret frem? Ikke vidste jeg hin Dag, vi hug, at Hans og Eivind var de opnævnte Mænd; hellerikke sagde de, at de kom, for at anvise. Og det Snak — jeg husker godt, der var noget Snak om at gaa østover, — det tog jeg bare for et velvilligt Raad; og naar jeg ikke fulgte det, saa var det udelukkende af Hensyn til Almuen, som skulde kjøre; mig kunde det jo være ligegyldigt.“
En, som ikke var kjendt, vilde ikke forstaaet paa de smaa Øiekast, der gled skjævt fra Mand til Mand, hvor elendige de allesammen fandt denne Udflugt. Og den venlige Stemme sagde ud i Luften noget om, at det altid var bedst at spørge sig for; saa farer en ikke galt afsted.
„Aa, der er nu ikke stor Skade skeet,“ sagde Præsten skarpt, han ligte ikke den fredelige Stemme; „en anden Gang skal jeg med Fornøielse hugge efter Anvisning; men naar det nu engang er gjort, og Tømmeret ligger der færdigt, saa faar I se til at faa det kjørt frem — og det baade fort og snart, for det lider mod Førefald, og Sneen er ikke at stole paa længe nu.“
Der blev igjen stille, indtil en sagde: „det skal være snaut nok, om her blir Tid til at hugge før Vaaren.“
„Hugge? — hugge omigjen? — I vil da vel ikke, jeg skal hugge en Gang til?“ raabte Præsten Jürges; men da han saa de urokkelige gjenlukkede Ansigter, forgik Taalmodigheden ham.
„I er dog ret nogle —— hm! — nogle besynderlige Mennesker! — I benytter Jer af en liden Formfeil fra min Side til at gjøre Krangel og Uføre. Er det vakkert imod Præsten? — er det kristeligt mod en Broder? — tænk om vi alle skulde gaa saaledes irette med hinanden, — eller tænk, om Vorherre vilde være ligesaa nøieregnende med Eder.“
Det spændte i Ansigterne gik over til det almindelige Kirkealvor; de ventede en Præken og en Overhaling, og det var de vant til.
Og saasnart Præsten stansede, begyndte en og anden at røre paa sig, for at gaa; og Præsten, som nu forstod, at de skammede sig, spurgte alvorligt, men tillidsfuldt:
„Altsaa: lad mig nu høre, hvad Dag I vil kjøre det Tømmer frem; I ved alle, hvor det ligger; det er jo ikke stort.“
Aa nei, saa svært meget var det ikke, mente en.
Nei for den Sags Skyld var det ikke noget at snakke om, sagde en anden.
Derpaa forsikrede en, at han mageligt skulde kjøre hele Stasen paa en Dag med sine egne Heste, — mer var det ikke.
„Jaja, saa snakker vi ikke mere om den Ting. Paa Mandag begynder Kjøringen; og jeg tænker,“ tilføiede Præsten Jürges smilende, „jeg tænker den første, jeg ser, er han Knud selv.“
Det var Manden med den fredelige Stemme; men han saa sig lidt om og svarede derpaa stilt og koldt:
„Jeg tvivler paa, at her skal findes en eneste Mand i Sognet, som vil gjøre sig delagtig i det, som er begyndt imod Loven, endda Præsten vil gaa i Spidsen.“
Og alle sluttede sig til dette, — det var tydeligt at se. Men da blev Præsten sint for Alvor og skar ordentlig op for dem; og Mødet sluttede i etslags Tordenveir, udaf hvilket Præsten fór i lynende Vrede uden Forsoning og Farvel. —
Fogden lo, da han hørte det, han lo himmelhøit og gned sig i Hænderne; om han nu endelig havde faaet Øinene op — Præsten? saa han nu, at dette Kjæltringpak ikke undsaa sig for at hænge sig i den mindste Ubetydelighed, naar de kunde faa istand en Krangel og slippe for at gjøre sin Pligt? „Nei nei! — Pastor Jürges! Bønderne hernede er andre Karle end de fattige Fiskere nordpaa; her er de Panden tude mig klogere end baade Præsten og Bispen, — for nu ikke at tale om Fogden — den Stakkar!“
Og ude blandt Almuen gik der en Bevægelse efter dette første Tag med Præsten. Kaldet var saa stort og godt, at de aldrig fik andre Præster end saadanne, som skulde til Ro og have det rigeligt efter de magre Aar; det var baade erfarne Mænd og myndige Herrer. Derfor var Sognet kjendt for at have en daarlig Præstelykke.
Og den nye havde ikke begyndt godt.
Ethvert Barn — eller ialfald hver eneste voxen vidste, hvor farligt det er med ulovlig Hugst, naar det først kommer op, og hvor mange der er komne i Omstændigheder for mindre end dette. Maatte saa ikke Præsten, som havde læst saa meget, og som selv eiede alle Bøgerne, vide endnu bedre Greie paa de Ting? Og gjorde han saa stik imod Lovens klare Ord, saa maatte det være, fordi han troede sig lige saa grom en Pave som gamle Prausten Basse selv.
Men saa var det dette, at Præsten havde sagt, han hug saa nær Præstegaarden, fordi det skulde være bekvemt for Almuen; — det lignede ikke, for gamle Basse var ikke dum. Men det var dumt at ville bilde dem sligt ind. Embedsmændene kunde være af begge Slag, nogle vare meget værre end andre; men det, som der ikke var Mening i, det kunde ingen tro.
Saaledes kunde de ikke blive enige om, hvad Præsten havde ment; de forstod ham ikke; men at der stak noget under, det forstod de ganske godt og tydeligt. Derfor var det sikrest at holde sig strix efter Lovens Bogstav og ikke blande sig i Vidtløftigheder.
At Præsten for sin egen Part kunde risikere noget for det, han havde gjort, det faldt dem ikke ind; — en Amtmand, som satte en Præst under Tiltale for ulovlig Hugst, — det var jo til at le af.
Men de havde saa ofte seet Loven glide blind og sløv henover baade Personer og Ting, som nu de efter sin Forstand syntes laa midt i Veien; for saa til Gjengjæld med alle sine frygtelige Klør at hage sig fast et andet Sted, hvor de ikke syntes, der var Spor af Fæste.
De kjendte dem ogsaa saa temmelig godt — disse Jurister, som kom i Flok, og som alle var i Ledtog, hvormeget de end spillede denne Komedie om Formiddagen med Modparter, Forsvarer og Anklager og det andet Fjæsk. Naar de slog sig sammen, saa kunde de bringe, hvad det skulde være til at forsvinde og til Gjengjæld linde, hvadsomhelst de vilde, bagom Ordene eller mellem Linierne eller hale det ud af Vidnerne.
Nei — nei! der var kun et, som var sikkert; ikke at dyppe den yderste Spids af sin Finger i nogetsomhelst, hvori der var gjemt en Ulovlighed; — og selv det var ikke altid sikkert.
Derfor mødtes de alle i den urokkelige Overbevisning, at de for ingen Pris maatte give efter; de kjendte Embedsmændene og vidste, at intet er galere end det.
Og Fogden sagde til Præsten: „Men en Ting vil jeg bede Dem om: giv ikke efter. Mærker de først det ringeste Spor af Sva —“ —
„Vær De kun rolig; jeg skal ikke være svag,“ svarede Præsten.
Han kjendte Bønderne og vidste, at intet er galere end det. —
Denne uheldige Begyndelse havde bestemt Forholdet mellem Præst og Menighed, omend selve Sagen lidt efter lidt blegnede.
Præsten havde lovet sig selv og hvem der vilde høre det, at før skulde Tømmeret raadne i Skoven og Huset falde ned af sig selv, før han vilde hugge omigjen efter Udvisning og føie dem i deres Bondetrods.
Og Almuen svarede sagtmodigt, at de to opnævnte Mænd stod til Tjeneste, hvad Dag og Time Præsten ønskede; — men være med paa noget ulovligt, — nei, det vilde de ikke.
Ellers blev Forholdet i det ydre særdeles venskabeligt. Bønderne behandlede Præsten og hans Familie med udsøgt Høflighed, — som Skik er. De vidste nu, hvad der boede i ham; og de vare glade, saalænge han holdt sig i Skindet.