Sne/1
Naar Sneen falder efter Storm — tæt, tung og nøiagtig — udfylder Fordybninger, jævner Spidser og skarpe Kanter, da er det underligt at tænke sig, at dette er det samme Vand, som kan risle og hoppe, skumme som Røg i Fossen og finde Vei med modige Strømbølger ud i det frie blaa Hav.
Og derude naar Sommersolen langsomt og sent skjules bag de sidste skinnende Striber yderst i Vest, hvor Havets sporfrie Vei krummer sig Jorden rundt, der sanser du ikke let, at de friske guldkantede Bølger, hvor Fisken leger, og Livet gror, at dette er det samme Vand, der kan ligge og trykke Hustagene som tung død Sne, bøie Træer og Grene og stænge Veiene fra Mand til Mand.
Da blir der ganske stille i de store Skove. Al Lyd knappes af og indsvøbes i den snefyldte Luft, som ikke kan svinge, — en tung, blød Stilhed som i tykke Dyner; og Bækkens Klunk under Isen kommer i dunkle Slag som de dybe Toner fra en Spilledaase under Hovedpuden.
Men lette og lydløse som forsigtige Spøgelser daler de hvide Filler — store naar de kommer nær og mindre og mindre opover, indtil Øiet stanser under en lav, graaprikket Himmel, som ligger lige nedpaa Træerne.
Oppe i Fjeldene, hvor Stormen havde blæst Flekker bare og rystet den høie Lyng, lagde Sneen nye hvide Tæpper, hvis Folder hang udfor de bratte Skrænter og bølgede henover Fjeldmarken.
Men længer nede mod Dalen brød Skoven igjennem og reiste sig med Sne i Haaret — stille og mørk rundt omkring Markerne i Dalbunden, hvor alt var hvidt undtagen de lumske sorte Steder i Elven, som aldrig frøs.
Alt fladt og skraat lik Kaabe og blev borte uden Form. Hele Præstegaarden blev nøiagtigt oversneet indtil den mindste List langs Vinduskarmen; — selv oppe paa Knappen af Flagstangen stablede Snefillerne sig forsigtigt sammen til en høi Top.
Det gamle Udhus foran Dagligstuens Vinduer indhylledes fra øverst til nederst, saa ingen kunde se, hvor radbrækket og elendigt det var. Kirkeveien henover Markerne blev ganske borte: og Jasminerne om Præstegaardens Lysthus bøiede sig helt til Jorden.
Alle Veie stængtes; og hver Husstand mødtes i Ovnskrogen, for at se paa de samme Ansigter og følges sammen i den lille optraadte Ring af deres egne verdensfjerne Tanker. Og fra den koselige, lune Varme og det røde Lys fra Ilden, som gjorde alt derinde sundt og muntert, hentede de alle en velbehagelig Fornemmelse af Modsætningen mellem inde og ude, mellem deres egen lille Krog og de kolde Vidder, mellem det hjemlige og det fremmede — en stille, tæt Selvtilfredshed — beskeden og graa, men ganske uigjennemtrængelig.
Og naar Lampen blev tændt, var det Hovedstadens Avis, som bragte Gjenlyden af Verdens Larm ind i alle Snelandets Ovnskroge. Og Hovedstadens Avis bragte den Gjenlyd, som passede.
Der var ingen fortærende Længsel mod Sol og Skjønhed, ingen vidtløftige Tanker og Tvivl, ingen letsindig Beundring af den store Verdens falske Glans.
Men der var Skrig af Blod og Lidelse fra Samfundenes Dyb; der var Fordærvelse og Forbrydelse — helt ned til de smudsigste og utidigste, hvor en sund Tanke kunde væmmes ved at følge; der var Raaddenskab i Bunden, og den steg og steg og stansede ikke førend ved Thronens Fod — der, hvor der endnu var Throner; men ellers overalt og nedenfor væltede Folkene sig i løste Lidenskabers Blod og Smuds.
Saaledes var Hovedstadens Avis.
Og naar den alligevel laa i Lampens fromme Skjær paa Familiebordet rundt i alle Landets lune Ovnskroge, og naar hver Haand udstrakte sig efter den — baade Husfaderens og Kvindernes ligetil den halvvoxne Piges blege Fingre, saa var det fordi alt dette modbydelige Stof blev baaret af den ægte kristelige Aand, som besjælede de Mænd, der skrev i Hovedstadens Avis, og som var Bladets egentlige Kjærne og Livsprincip.
Derfor fulgte Tanken trygt og uden at væmmes ned i de sorteste Dyb af Menneskers Fordærvelse og Menneskers Ondskab. Thi al den menneskelige Vederstyggelighed, som Bladet rummede, den dæmpedes og svandt i den kristelige Fortrøstning, at det altsammen var saa langt borte: Guds lille Flok kunde lade Verden larme; Vægterne vare paa Murene; men Herren vaagede selv med Vægterne.
Og hvis en Tanke — træt af at løbe Dagens jævne Løb: fra sig selv, rundt om sig selv og tilbage til sig selv — kunde prøve at famle udover i Længsel mod andre Tanker eller i pinlig Deltagelse for Millionernes Lidelser og Kampe lang borte, da reiste Hovedstadens Avis sig i fuldt Ornat og sagde: mange ere de kaldede, men faa de udvalgte.
Og henimod Klokken ti, naar hverken Amerikas Revolvere eller Paris’s Liderlighed længer formaaede at holde dem vaagne, takkede de sin Gud af et oprigtigt Hjerte, fordi de slap at leve derude blandt Svinene, men vare udvalgte til at være de Udvalgte i det lykkelige Land med de lune Ovnskroge. —
Imidlertid faldt Sneen tæt i Mørket udover den lange Vinternat, og Lys efter Lys sluktes i den søvnige døde Kulde. De sidste Vinduer i Dalen, som blinkede til hinanden tversover Elven, var Præstens og Fogdens; — der sad de endnu oppe — læste, tænkte og vaagede for de andre.
Men om Morgenen var Bønderne ude med Sneplougen og brøitede Vei for Posten; den maatte jo frem ialfald,— skjønt den desværre førte baade godt og ondt med sig omkring i Bygderne. Hovedstadens Avis maatte følges med meget Giftstof, som sivede og seg sig ind i Landet.
Onde Tider og onde Mennesker; Uro i Sindene og Oprør mod Gud; de fordærvelige Tanker fra Fordærvelsen derude — de kom, de kom — som en Fest gjennem Luften.
Men endnu var der Fred i de kirkestille Dale; og der havde længe været Fred.
Halvkvalte under Sneen laa Bondens Huse — tunge og lave, modløse og lige hinanden, med smaa forsigtige Vinduer, der vogtede paa sit og lod, somom de ingenting saa. Mellem Gaardene førte Krogveie og trange Jeiler brat op og ned med store Stene og dybe Huller om Sommeren og tilføgne om Vinteren, saa at de kjørte bent over Marken.
Lys og frimodig laa Præstegaarden aaben til Postveien med Lysthus og Flagstang. Midt paa Tunet var den høie Galge, hvor Ungdommen gyngede om Sommeren, Ballancerstangen halvt undersneet; de to Rækker store Vinduer i det vidtløftige Hus smilede med Blomster og Gardiner. I Indkjørselen fra Veien var Sneen skuffet tilside og laa høit op paa Stammeme af de unge Grantræer, der vare plantede som Hæk.
Men midt i Dalen, hvor Elven gjorde en Krumning, laa Kirken omgivet af Præstegaardens Marker. Den var taarnløs og hvidkalket, enfoldig og uanseelig, men stærk og tykmuret. Den laa taus og lukket; og ingen rørte ved Døren, undtagen naar Præsten sendte Klokkeren med Nøglen.
Men rundt omkring i Dalene og opefter Aasene og i Heiene langt inde i Fjeldene — der vidste Folk, at idag sender Præsten Klokkeren med Nøglen; idag er Guds Hus aabent, og Herrens Tjener slipper alle ind.
Alle de bekymrede og betrængte, som sad indsneede i sig selv i Tvivl eller Bekymring, i haabløs Lede eller med halvtugtede Lyster snusende omkring gruelig Udaad, forskræmte Piger i Ungdoms Fristelse og gamle Syndere med Angeren i Halsen — kommer hid alle I, som syge og sorgfulde ere, det er Prækensøndag.
Og de kravlede ud i Graalysningen, spændte Ski under Fødderne eller den langraggede Hest for Slæden; og paa Veien formede hver sit, som han skulde se at faa afgjort med Gud.
I Kirken sad de stille og ventede — Mændene paa den ene og Kvinderne paa den anden Side; og de hørte den stærke Stemme over dem, som talte paa det fine Maal.
Han tolkede den hellige Skrift med Alvor og uden vanskelig Lærdom. Men klart og greit vidnede han mod de onde Tider, mod Oprør og Trods i stort som i smaat; mod de falske Profeter, som forvende Folkenes Hjerter. Med Skriftens egne Ord revsede han de selvkloge og gjenstridige; han prædikede Lydighed under Herrens Tugt og Lov, under den af Herren indsatte lovlige Øvrighed; han skildrede den kristelige Ydmyghed, som fornedrer sig selv; den taalmodige Kristen, som ikke bekymrer sig.
Det var Guds Ord purt og rent; den sande uforfalskede Kristendom, ganske som i Hovedstadens Avis.
Og Folket kravlede hjem igjen — tunge og saa underligt tomme i Øinene, og hver enkelt sagde stille til sig selv: „næste Gang vil han tale til mig, næste Gang.“
— Men langsmed det undersneede Land væltede Havet sine iskolde Vinterbølger, mens det ventede paa Vaaren, som skulde sende al den døde Sne tilsøs i modige blaa Strømbølger og fylde Dalene med Løvlugt og Fuglelyd og lufte ud i de kvalme Ovnskroge.
Og mens de ventede, reiste de utaalmodige Brændinger et Bulder, som rullede og rullede indover de første Fjelde og dulmede og døde i Sneviddernes uendelige Stilhed. —
Men en Lyd er der, — der er en Lyd i Sneen, som Øret drager til sig i aandeløs Lytten, — en munter liden klingende Lyd af ringlende Bjælder langt borte i Skoven.
Naar de melder fra Kjøkkenet, at der høres Bjælder, løber alle ud af Stuen — de unge først og de gamle bagefter. I tæt Klynge i den aabne Dør uden at ænse Sneen og elleve alvorlige Frostgrader staar de med bankende Hjerter og Smilet færdigt — lyttende, lyttende — hys! — hørte du noget?
Imidlertid traver trætte Heste, som damper af den faldende Sne henimod de lune Ovnskroge rundt om i Dalene, og ud af Pelskraverne speider længselsfulde Øine efter en Lysning i Skoven, efter nogle kjendte Vinduer med røde Gardiner. Og det fine Klokkespil, den store Dombjælde, de mange smaa Messingbjælder helt ned til den tarvelige Klokke under Halsen paa Skydshesten — de ringer og klinger saa langt de kan, frister, skuffer, hvisker og kriller i de smaa rosenrøde Øren, som lytter i Dørene.
Og de lune Ovnskroge aabner sig, saa at Lyset skinner gult ud i Sneen og lukker sig igjen varmt og trygt om de ny ankomne. Udenfor falder Sneen som før, og Skydshesten lunter hjemigjen i Mørket, Gutten sover i Slæden, og Bjælden har ingen Klang mer, fordi ingen lytter efter den.
Og saa begynder Munden at gaa paa dem, der kom — en Strøm af Fortællinger, der skyller Spørgsmaalene foran sig, — en Hvirvel i Ovnskrogen, som fylder Stuen med Snak og Latter til over tolv.
Baade de, som kom, og de, som ventede, vare lig opstemte Vande, der slap sig løs i Gjensynet; og i en almindelig smitsom Lyst til at faa Besked og give Besked aabner alle sig til en uvant Fortrolighed; og et Mod, en Følelse af Overlegenhed fører de ankomne langt ud i dristige Tanker, saa at de ser paa hinanden med store Øine — de, som hører til i de lune Ovnskroge.
Men det jævner sig snart i Dagene efterpaa.
Den første Aftens ustyrlige Livlighed dæmmes efterhaanden inde, eftersom hver faar alt sit fortalt og alle de andres hørt; og lidt efter lidt bringer det fælles Liv om Dagen Tankerne ind i den fælles Ring om Aftenen, naar Mændene røger Tobak og snakker om det, de har læst i Hovedstadens Avis.
Og tilslut bliver der ikke saa meget tilbage af det vilde Mod fra den første Aften. De dristige Tanker, som feiede gjennem Ovnskrogen i det første Mødes større Afstande, de klippes lidt hist og lidt her og tage mindre Vingeslag, alteftersom man gjensidig kommer nærmere indpaa hinanden.
Og skulde der endnu være noget ungt Overmod tilbage, saa dukkes det lempeligt ned i Hovedstadens Avis, og der bliver det. Men hvis det alligevel kommer op igjen, saa maa det udenfor Ringen, ud af Ovnskrogen.
Thi der er kun et af to: enten ude eller inde.
Enten lunt og varmt i en Ring eller ensom udover Vidderne, enten følges trygt og beskyttet med de andre rundt omkring sig selv, eller selv gaa sin egen Vei i Sneen.