Smeden paa Baardsgaarden i Opdal
Omkring aar 1550 kom en svensk smed ved navn Baard til Opdal ved foden af Dovrefjeld. Han fik kone fra Vindal og flyttede med hende ud til Storlidalsvandet. Her ryddede han den gaard, som endnu efter ham kaldes Baardsgaarden. Han virkede jern af myrmalm, og det er ikke lang tid siden der paa flere steder i bygden fandtes hammere og andet verktøi, som skulde hidrøre fra hans haand.
Baard var en kvik mand, som digtede flere sange og viser; men de er forlængst gaaede i glemme. Da han engang var bleven opbragt paa en mægtig bonde der i dalen, digtede han en smædevise[1] om ham, som snart var paa alles læber. Forbitret herover stevnede denne ham til things, og Baard blev dømt til enten at bøde fem daler eller og at have sin fred forbrudt. Penge havde Baard ikke; derimod havde han bragt med sig en kunstig forarbeidet laas, som han frembød til salgs, da dommen var gaat ham imod. Lensherren var netop tilstede og han kjøbte laaset af ham for den sum, Baard behøvede. Da denne gik fra thingbordet efterat have udredet boden, dreiede han sig paa hælen om til sin modpart og kvad:
»Nu haver jag botat dalaran fem
og sjunger min visa, hvor helst jag k’æm«.
Baards laas blev anbragt paa døren af den gamle Lønset kirke og fulgte siden den, som blev bygget i midten af det syttende aarhundrede, og som blev nedbrudt i begyndelsen af syttiaarene.
Fortalt af lensmand John Mjøen af Opdal († 1884). Paa flere steder i det nordenfjeldske kjendes endnu sagn om tilvirkning af myrjern. I Smidalen, en afdal ovenfor Grutsæter i Meldalen, viser man endnu store slagghauge fra den tid, da de gamle meldalinger brændte myrjord. I Aalen i Guldalen findes der i det mindste to blæstermyre», den ene paa Holden i den sydlige ende af bygden (Rugeldalen), den anden paa gaarden Reitan. Ogsaa i Tydalen har man minde om denne industri paa Hilmomarken ved Usmesjøen, ikke langt fra Bokhammeren, og paa Bælgaasen ved Østby, hvor der ved Haugbækken skal have staaet en myrblæst. Ogsaa paa de sidstnævnte steder skal der ligge store slaggdynger igjen fra hine dage. Søndenfjelds er det saakaldte jernblæster eller tilvirkningen af myrjern (osmundjern) ligeledes kjendt paa flere steder. Saaledes findes der i Ringsakers og Vangs almenning paa Hedemarken en strækning kaldet Tom eller Brødtom, der engang i tiden før den sorte død skal have været et eget bygdelag med egen kirke, som stod i nøie afhængighedsforhold til Hamar by og kanniker. Et sted bærer endnu navnet Kannikebakken, fordi smedene efter sagnet her dræbte en kannik, som plagede dem. Levninger af jernhytterne forefandtes i 1685 paa tre steder paa Tomsmarken; men endnu i begyndelsen af aarhundredet kunde man her for svensken Christian Carlstrøm paapege kirketomten og et stort smedested. (Univ. bibl. man. Saml. 385. 4to).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ eller bjørnevise, som det dengang kaldtes. En fattig romsdøl maatte i 1615 bøde 3½ daler for at have digter en saadan om en anden mand.