Bolla-slægten i Opdal
I et dyrtidsaar – sandsynligvis i 1743 – da sult og sot gik herjende gjennem de gudbrandsdalske bygder, tyede dølerne i store skarer over dovrefjeld for at finde livsophold i de throndhjemske dalfører, hvor tilstanden var noget, skjønt ikke ret meget bedre.
Paa gaarden Barstad i Opdal boede dengang en bonde ved navn Paal, der var ligesaa bekjendt for sin velstand som berygtet for sin paaholdenhed og haardhjertethed. Om julekvelden kom en dølejente tilgaards. Stor og sterkvoksen var hun, men paa fjeldet havde hun havt haardt veir, saa hun var ganske forkommen af sult og kulde. Paa ryggen bar hun en gutunge, paa hvem hun havde slæbt den hele vei. Hun kaldte sig Bolla og bad om mad og husly. Den sølvknappede bonde snakkede vel noget om fyrkjer og landstrygerpak, men siden det var en hellig juleaften kunde han ikke godt negte hende tag over hovedet og varme. Mad fik hun ogsaa til sig selv og barnet; men den fik hun i hundekoppen. Den næste dag var Bolla saa ussel, at hun ikke kunde tænke paa at drage videre, og jo længere det led ud i julen, desto daarligere blev hun, og inden helgen var omme, grov man hen- des grav lige indenfor muren paa Opdals kirkegaard.
Den moderløse gut, som hed Ola, og som man efter moderen kaldte Bolla-Ola, da ingen vidste hans fadersnavn, blev paa Barstad, indtil han var vokset til. Han havde vel aldrig vidst af bedre dage at sige, og han syntes derfor, han havde det godt i alle maader, skjønt der vankede nok baade af slag og onde ord. Kun engang imellem, naar han vaad og sulten var kommen hjem fra gjetslerne, kunde der komme over ham en smule mismod; bestandig maatte han da vente paa sin mad, indtil gaardshunden havde ædt; thi de aad af en og samme kop.
Bolla-Ola kom siden ud i bygden for at tjene. Stor og sterk var han, og det var, ligesom lykken føiede ham i et og alt. Der var mere end en gaardmandsjente, som kastede sine øine paa den staute gut, og mere end en høiættet bonde vilde gjerne havt ham til maag, endda han var kommen af fantestien. Den eneste, som endnu ikke kunde fordrage ham, var gamle Paal paa Barstad. Det bar da saa til, at Paals datter, som var indgiftet paa gaarden Loe, blev enke og Bolla-Ola kom did som husbondskarl for at styre bruget for hende. Om ikke ret lang tid blev Bolla-Ola gift med enken paa Loe, til trods for at Paal ikke likte partiet. Men bygdefolket mente dog, at Bolla-Ola ikke var den, som gjorde det bedst af de to, om det skulde komme an paa det, endda der ikke var noget at sige paa gaardenken paa Loe i nogen maade.
Da gamle Paal havde knurret af sig den værste rid, gik det op for ham, at fantegutten «Bolla-Ola» ikke var som værst maag endda, og snart var det ingen maade paa, hvor vel han vilde gjøre det for ham paa sin vis. Julen efter kom Bolla-Ola og hans kone som gjester til Barstad. Det var en ganske anden modtagelse, Ola fik af Paal nu, end dengang han for aar tilbage kom til gaards i sin moders følge; men saa kom han jo ogsaa derhen som den agtede maag. Det ene minde fra de svundne aar efter det andet seg ind paa ham. Han var taus og faamælt, og da Paal med en godslig spøg tog ham i armen for at faa ham til at sætte sig indpaa bænken ved kveldsbordet, kom det ganske roligt: »Kanske jeg ogsaa i kveld skal faa mad af hundekoppen?«
Bolla-Ola og hans kone havde flere børn sammen, som blev indgiftede paa bygdens bedste gaarde. Fra dem nedstammer en vidtforgrenet, i egnen høit anset slægt, og hans ætlinger har alle i arv faaet stamfaderens størrelse og styrke. «Han er af Bolla-Ola-ætten«, er i opdalingens mund det bedste skudsmaal, han giver en sambygding; thi det er et udtryk for, at han er en stor, sterk, vakker, retsindig og brav mand i alle henseender.
Fortalt mig af lensmand John Mjøen af Opdal. Et noget lignende sagn om et giftermaal mellem en fattig gut og en rig gaardjente lever ogsaa i Mjøen-ætten.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |