Slage i Kringom 1612
Danmark og Sverig laag og slost i Kalmar-Kri’e, døm kalla, og kaart ’taa Landom sto ette, aa gjera di andre all den Ska’in døm saag se Lei’[1] for. Den Ti’e ha ikje naagaa ’taa Landom eit fast Lanns-Forsvar, men dreiv paa me aa leigje se Her-Folk døm kverva i Utlandom. Nordmennann ha ikje lenger naagaa godt Ord paa se for, at døm sto rei’uge te aa verje Lann og Rikje som i gomol Ti’ og i Sjougaars-Kri’e er de sagt, at Bøndann nogre Gongo beint ut nekta aa verje Lannde. Dette er full ikje saa gale, ivi ein Lang, for i di saamaa Kri’e synte Nordmennann, at døm ikje gruva meir, hell førr, for aa gaa i Kast me Svenskom naar de va um aa gjera, aa berge Hus og Heim. Di gamle Lovinn um Ledingje galdt enno, men den Gjerde aa verje Lannde paa, ha no vorte allt-for gamle-dags. Han Kristian den 4de ha lagt paa Bøndann aa kjøpe se Børso, men nogor fast Utskriving og Upp-Øving ’taa Sylatere ha de ikje vorte enno.
Svenske-Kongen, han Gustav Adolf, dreiv og leigde se Folk i Nederlanndom, Engelann og Skottlann og ein svensk Ovest, heitte Munkhaven, ha kverva paa Lag 1000 Mann i Nederlanndom som han gjekk te-sjøs me paa 4 Skjep i 1612. Desse Skjepe kom inn paa Syn’mør og va i-lann og rana se Mat-Fang paa nogre Garde; sia segla døm uppi Trondems-Fjord’n og lennda te-sist i Stjørdale. Der foor døm styggt aat me Plondring, Mord og Braanaa og forutta aa kalle naagaa Mot-Tak, slapp heile Hurven inn-i Sverig. Lens-Herrin i Trondem, ein Danskje, heitte Sten Bille, va baade sein-tenkt og redd og de Mot-Take han freista aa gjera, ette de va forr-seint, va ikje naagaa verd. Han fall i Onaa’e ou, for Aat-Ferde si og vart sett i Fangehus i aar-vis.
I Skottlann ha ein a’an Ovest, Ramsay, kverva ein Hop me Leig-Sylatere aat di svenske Konga. Døm tok ut fraa Skottlann paa 2 smaavordne Skjep den 2 August 1612. Kaar stor denne Hopen va paa Tal, er de nok vandt aa faa full Visse for; Sinklars-Visa nemne 1400, men døm som ha granska ette di seinar, ha sett de ne baade te 600 og 300. De mest trulege er, at de va 3 Kompani paa um Lag 400 Mann. Hugu-Førarr’n heitte Aleksander Ramsay og onde honom sto tvo Kaftine, han Georg Sinklar og han Georg Hay; der-te va de me 3 Lutnane. Denne Hopen ha etla se te aa lennde i Romsdale, faaraa der fraa uppi Gullbransdal’n, ut-paa Flat-Bygdinn’ og inn-i Sverig. Den 19 August kom di tvo Skjepe inn-i Romsdalsfjord’n og her fakla døm ein Bonde som sat i Baate sine og fiska, da døm kom. Han heitte Iva Helland og aatte heime paa Vestnes; hann tvinga døm no te aa styre Lei’e for se og sette ’om forr aa styre beint inn paa Romsdalsnese. Da Skjepe kom inn-igjønom Fjord’n te de va att berre ein Fjordong paa Nese, va de ein Mann paa ein Gard kallas Klo’nes, som fekk sjaa døm og trudde de va tvoug Kønn-Skjep, som kom seglande. Han va imillom for Kønn og tok Pening-Pongen sin me 3 Dale i og rodde ut aat Skjepom. Da fekk han no trast sjaa, at han foor imiss, men da va de allt forr-seint aa kaamaa onda og døm tok han umbord. Me di saamaa sa han Iva Helland, at han ikje tordes aa segle lenger me saa store Farty og skulda paa, at han va ’kje rettele kjennd lenger. Og me di slapp han og fekk Betaling ou, for Arbei’e; han rodde beinast inn-paa Nese og vara Folk um, kaa som va i Ventom.
No sporde døm han Per Klo’nes, um de va seglført inn-paa Nese og han svaaraa kvasst, at de va Livs-Fare aa segle lenger inn. Døm ba han da aa setja te-lanns og saa lennda han døm tett ve Gard’n sin ve ein Berge’Haamaar, som ette den Dag heitte Skotthaamaar’n. Og me di Skottann vart narra te aa gaa ilann der, fekk døm 2 Mil aa gaa te-kroks i styggt Olennde umkring Isfjord’n. Han Per Klo’nes vart tvinga te aa vise Vegen og de ha vore sagt, at døm foor stygt aat me ’om. Døm ha nok tikji te aa skjøna, at Kar’n va ’kje aa tru, men han fekk Tak te aa gjera Tenestgjenta si inn-paa Nese me Baa, ha de vore sagt. Da døm endele kom paa Romsdalsnese, va døm saa trøtte og slitne ’taa di lange Gongun i Vega-Løyse, at døm heldt ein Kviledag. Den tronge Romsdal’n døm no skulde upp-igjønom, tyktes Skottom fæl aa vaage se aat, men han Sinklar laavaa døm Rett for Reisa naar døm naadde ut-paa Hei’markje og Flat-Bygdinn.
Fraa Nese ha de gaatt som Eld i Doufonn[2], at de va kome Fien’ i Lannde og førr Skottan kom utu Romsdale, bar Folke i Bygdom ogo’for te aa samle se aa raa’leggje um, kaa døm skulde gjera. Paa Lesja fekk døm nok Ti’en um de saamaa Dagen Skottann lennda og derfraa gjekk de Baa baade aat Sjaak, Lom og Vaagaa me einn Gong; andre Dagen ette va de visst sport i alle Nord- Bygdom og langt ut-me Losnae. Allt øvst i Romsdale tenkte Folke se te aa sta’na Ferde; døm samlas te Raa’-Leggjing og etla se te aa setja paa døm i ei taa styggaste Kleivom, Maangehaamaar’n, Kjyllingkleive hell Bjønnkleive. Men døm vart forr-seint ferdoge, saa Skottann allt va farne, da døm kom. Da Skottann kom aat Bjønnkleiven, tordes døm ikje faaraa ho, men sette te-fjells og kom fram att ve Einbu paa Lesja.
Le’smann’ paa Lesja i 1612 heitte Lars Haagaa; de skulde vera ein gjill, kverv Kar og ein Hardhouse ’taa di gamle Slagje; han samla Lesjingann og Dovrann og sette døm te aa gjera Lunne og Stein-Velto i Rosten[3]. Men me di ga døm upp da de kom Vag-Vere, som vilde faa døm me se ne-i Høgkringann i Bræebygden, for der skulde de vera beste Take te aa gjera Ende paa Skottom. Me saamaa døm gjekk, reiv døm ne Rost-Brue. Paa Romongard paa Nord-Sell, raakaa døm Folk fraa alle Bygde, like fraa Ringbu og Fron, og her er de fortalt, at døm sette paa fylle se me Øl, saa de saag ut te, aa skulde vorte i seinaste Lage døm ha kome ne-i Kringann. Men døm kom da fram og i Høgkringom kom de te-samen Folk fraa 5 Bygde: Ringbu, Fron, Vaagaa, Lesja og nogre faa fraa Lom. Detta va Tysda’n den 25 August og inna’ Kvell’n ha døm lagt Lunne uppi Li’n ’taa Timber og Stein og ha avtaalaa og skjepa te Allt saa gløgt og væl, som de va Raa’ aa gjera de paa Firi-Hann. Di Mennann som sto for desse og ha mest aa seja va Le’smann’ paa Lesja, han Lars Haagaa og Le’smann i Ringbu, han Per Rannkleiv; di tvo ha Styre og ein a’an Ringbyggjing heitte Arne Gonnsta va me døm i Raa’n[4]. Kaar mange Bøndann va, allt i allt, er de ikje visst Tal paa, ei gomol Vise nemne 500 Mann og de er nok ou Høgde. De sylater-føre Mannskape va ute i Ofre’e og Folke-Tale i desse Bygdom va grovt lite den Ti’e; der-te va dette midt i striaste Skurd-Onn. Di meste ’taa Børsom, Bøndann ha kjøpt, ha Sylaterann me se, og difor va de ikje rart me Skot-Vaapn me døm; alle som aatte Staal-Baagaa, ha døm me og sia va de Økse og Spjut og kaa ein og kaar va eigande for te Vyrju.
Vegen ette Høgkringom i gamle Daagaa, gjekk i Sving umkring eit Berge-Rees som skjyt ut-i Laagen. Ogo-aat Svingje va de ei smal, skog-vukse Li og ho va saa-pass bratt, at ei Velte ’taa Stein og Timber kunde gaa heilt ne-i Elve, naar ho kom væl paa Løypte. Men Høgkringann saag ikje braatt saa stygge ut, som mange ’taa di Kleivom, Skottann allt ha fare, og difor venta døm se hell-ikje nugun stor Fare, nettup der. Veltunn og Lunnann sine ha Bøndann tekt ivi me Bar og Eine saa døm ikje synte, og paa all Vis ha døm fare varle fram for ikje aa gjera Skottann miss-truoge. De, som de no galdt mest paa for Bøndom va, aa kunna faa gløgg Varsel um, naar døm ha Skott-Hopen midt ne-onde Lunnom. Og te di ha døm fyst sitjande ein Kar paa ein kvit Hest ut-paa Storøy’n ut-i Laagje; han skulde ri’e sø-ette Øy’n saales, at han heldt se midt for Skottom te døm kom beint onde Veltunn, da skulde han tverr-snu Hesten. For at Skottann skulde kaamaa te aa daafole[5] paa han som rei ut-paa Øy’n, sat han att-aa Bak paa Hest-Ryggje. Att-paa laag de nogre Kare ut-paa Øy’n, som ikje tordes vera me i Kringom; døm skulde skjote me loust Krut – allt dette va for, at Skottann skulde gje se Dag og ikje faaraa allt-for fort. Te enno vissare Varsel let døm ei Jente gaa uppaa Seljordskampen og staa uppaa Pynte me ein Never-Lu; ho va saa glup te aa blaase paa Lu at ho va kalla Pillar-Guri, og no skulde ho slaa i aa blaase me di saamaa Skottann kom midt onde Veltunn. Detta va væl ut-tenkt ’taa Bøndom og at døm elles ha Spejare, saa døm visste baade kaar Skottann foor og kaar manna døm va, er ikje aa tvile paa.
Fraa gomolt ha de vore sagt, at Lom-Verinn ikje møtte fram og va me i Kringom i 1612 og døm va i lange Ti’e lagt for Hat ’taa di hine Bygdom i Norddale for di Skull. Men ette, som Orde gjekk paa Lom i Gamel-Ti’n, va de me ein liten Hop fraa der i Bygden. Den vetle Hopen sette ivegen me di saamaa døm fekk Baae fraa Lesja; sia samla de se tvo Hope te, den eine gjekk um Finndalen og kom forr-seint fram, den andre kom berre aat Raa’sbakka i Vaardale. Der kvilte døm, raa’la se me ein-a’an og fann ut, at antell ha Skottann tapt hell vunne, førr døm rokk fram – Skottann kom ikje uppi Lom, lell, og difor ha døm ikje naagaa der aa gjera. Me di snudde døm heim att. Den heile Sanningje me desse, er nok vand aa finne; men de er nok visst at Folke i Lom og Sjaak ha gjeve se go Dag og synt saa liten Samhog, at di hine Bygdin vart harme.
Um Skottann er aa melle, at ette som døm foor, rymde Folke onda, men da døm visste, at de va Mat, Skottann fyst og framst trongde og lout raa’ se te, bar døm fram Mat paa Borde og sette att ette se naar døm rymde utu Husom. Folke tenkte, at naar Skottann saag dette, let døm full vera aa øy’leggje i Husom hell setja Eld paa. Og summe Sta’ann foor døm aat som Folk, men andre Sta’ann bar døm se aat som Røvare og di verste Rans-Menn. Fleire Garde sette døm Eld’n paa. Sinklars-Visa fortel, at døm „skjendte og brendte hvor de drog frem, al Folke-Ret monne de krænke. Oldingens Afmagt rørte ei dem, de spotted den grædende Enke“. Dette er, kanhende, væl mykjy ’taa di, for ette di, som Stathaldar Kruse si i ei Melling um Skottann, skulde døm ha fare saa overlag folkele fram. Difor skulde de ikje vera sannt de, som ha vore fortald um den stygge Aatferde deres paa Lesja. No kan de gjenne vera sannt, at Skottann foor fram paa ein skjikkelegar Maate, hell slike Leig-Here oftast gjorde, men naar ein no veit, at Skottann va ihop-skraapaa Herk ’taa alle Slag og at døm lout raa’ se te den Maten, døm trongde, der døm foor, saa er de radt aa veta, at de va ikje paa den sømelegaste Maatin døm bar se aat alle Sta’ann. Um døm ikje nettup brennde Bygdinn forr-ende, saa foor døm no lell fram som Fien’ gjere igjønom Fien’-Lann. Saales saa lyg nok ikje de gamle Orde, som ha gaatt um Skottann, fælt mykjy; der, de stakk døm, sette døm Eld’n paa Gardann’ og øy’lagde de døm vanst, som hjertloust Herk.
Skottann foor fort og skonda paa se, meste døm kunna. Paa Kraakvollom paa Dovre slo døm Leger og her ha døm Leik og Dans ut-over Kvell’n ette Sylater-Musikkje; Bygdafolke satt uppi Liom og saag paa. Der paa Kraakvollom heldt døm Be’ar-Dag, ou, og ba um aa sleppe vælskapte gjønom Roste, Begjilskleive og „den høge Bru“. Roste ha døm no trast paa Hendom, Begjilskleive va Ellstakleive i Ringbu og den høge Brue va Brue over Tromse, ho va den Gongen berre ei Stokk-Lengd, men de va 15 Famne ne-paa Vatne.
Rette Førar’n aat Skottom va Ovest Ramsay, men her i Dale tok døm Sinklar for aa vera Hugu-Mann; trule ha han vore ein grusk og ruvele Kar som ha vist se utu millom di andre, saales er full de Misstake kome se. Segne fortel, at han Sinklar ha Fruga me se og at ho ha me eit lite Baan som kom te paa Sjø’n. Summe ha sagt, ho va eit saa framifraa godt Menneskje, og summe, at ho va ei Hekse og kunna Trollkonste.
Skottann ha tvo Ver-Kalve, hell Ver-Loupare me se; døm foor ei halv Dags-Lei’ firi Here og snossa ette, um de va nugun Fare, hell nogor Otrygd paa Ferd. Dessa Ver-Kalvann va friskar hell Gardloupar-Honde, kvasse som Eldingen og saag ikje ut som Folk. Kjøte va utu-skore i Tjukk-Leggjom, bak i Laarom og i Sesse paa døm; Naasaa-Borinn va ou upp-skorne. Folk meinte detta va gjort ve døm for, at døm skulde vera saa mykjy lettare te aa renne umkring og alle Folk va reddare døm, hell Skottann sjølve. Døm kunde kjenne Ver ’taa Folk lange Lei’inn og kunde drepa ei Menneskje førr ho fekk snu se: døm skout se uppaa Ryggen og knekte Nakkjin i Folk. Kaar Kvell kom døm att-ende aat ’om Sinklar me allt, døm ha vera upp. Den eine Ver-Kalven vart ihel-skotin i Romsdale paa ein Gard heitte Roustul’n, den andre tok døm Live ’taa paa Øygarde paa Sell. Der va Folke rymde av saaner som ein Tenestkar og ein Gutongje, og da døm saag Ver-Kalven heldt paa aa kaamaa, la Tenestguten se me Staalbaagaa sine inn i ein Hampe-Aaker og Gutongjen kleiv uppaa Stugu-Take. Der skulde han staa attfor Omn-Pipun, helde Ouga me Ver-Kalve og gjera Peik aat Tenestgute, naar han kom beint for ’om. Han va inn-i Our-Bu’n paa Øygarde og sette se væl me Skjør og Sur-Rumme og da han kom ut att, sto han og drog Ve’r som ein Honn. Men hann i Hampe-Aakre kunde han ikje ve’re, for di Hampe-Lukte va forr-sterk. Og me di saamaa han kom midt for der Guten laag, fekk han Pile beint i Live saa Skjøre og Rummin skvatt utu ’om. Han spratt ende upp fraa Marken, jemn-høgt ve se sjøl me di saamaa han fekk Skote. Men Folk heldt for, at detta va de gjildaste Varpe, som vart gjort, for ha Ver-Kalven kome firi sy-i Kringann, ha han nok vera upp, kaa som der va onde-gjort.
Da Skottann kjøm aat Rostbru’n er ho burte og saa lout døm langt uppi Bratta og kom ne igjønom den bratte Horge-Lie aat Nord-Sell. De va Kvell’n da døm kom her og han Sinklar og di hine Offeserann laag paa Romongard; ette som de ha vore sagt, ska Stugo Sinklar og Fruga laag i, enno staa paa Garde. Folke paa Nord-Sell va rymde ’taa Gardom, men døm ha bonde Lous-Nout[6] i Skjigards-Ha’fellom for døm venta se, at da let Skottann vera aa skam-faaraa Huse. Og de gjorde døm hell-ikje. Da han Sinklar saag di vakre Nordsells-Gardann og Sells-Vollann sø-over, skulde han seja, at no bar de te aa emne se te Vælstann, men fyst naar døm naadd Hei’marken vilde de bli Gjerd paa di.
Kaar Maargaa brukte Sinklar og brenne Krut i Neva sine; me di saag han, kaarles de vilde gaa døm um Dagen: slo Krut-Røyken ne-aat Jord’n, kunde døm herje og brenne og faaraa trygt, slo han beint te-vers vilde døm faa Stri’, men vinne; men slo han mot Bringun hans, fekk døm taakaa se væl i Agt, for de va eit leitt Mark. Og um Maargaan da døm skulde taakaa ut fraa Nord-Sell, sto Sinklar uti Garde paa Romongard og brende Krut i Lova sine. Røyken slo beint i Bringa paa ’om og da sa han: „Idag tager jeg Skade paa mit Folk, hvor stor den kan blive.“
Saa foor døm sø-ivi Sells-Vollann me Mannskape; summe ’taa Offeserom ha Heste døm rei’ paa og baade Sinklar og Fruga va te-hest. Dette va Onsda’n den 26de August. Døm i Høgkringom bar te aa bli o-tolne[7] og tykte de drygdes lengje førr Skottann’ kom, difor senda døm han Oudun Skjenna nord-te for aa spæje. Han tok ein Hest og rei saa langt, som aat Skjenna, Gard’n hans, og da saag han Skott-Her’n ut-paa Vollom: Sinklar ha sta’na og heldt paa aa saag ivi Mannskape og skjepa te, kaarles døm skulde faaraa no, de barst uppi Li’inn og Bratta att. Døm ha Otte paa se og ha høyrt ein Tymt um, at de ha samla se Folk ut-i Dale. Han Oudun Skjenna ser paa døm te Skottann er komne saa nere inn-paa han, at summe vart var ’om, da han rei’ att-ende. „Se den Buren[8], se den Buren! han trækker paa en Pert[9]!“ sa døm.
Sinklar bytte Mannskape i tvo Hope og let ei Firi-Tropp paa umkring 100 Mann faaraa onda; døm ha me se han Per Klo’nes te Førar og rekte fort. Rette Hugu-Flokken foor berre tøygt og kom eit langt Stykkjy ette; døm ha Musikken me se og gjekk ette honom, Sinklar og Fruga rei’ jemnsi’s i Fram-Enda.
No bar de te aa gjelde for døm, som laag uppi Høgkringom og alle venta paa Varsle fraa Storøy’n og Selsjordskampe. Summe ha tikji paa se eit visst Verk aa gjera: han Berdon Segelsta skulde skjote Sinklar og ha toggje ihop Sylv-Halsknappen sin te Kule, da han ottast for, at de ikje beit Bly paa om. Og han Kjel Fjordongrein fraa Heidale ha laavaa Jentun sine, ho Guri Kruke, at han skulde frelse de vetle Baane aat Sinklar-Frugun. Nogre va sett te aa løyse Lunnann. Alle laag te-rei’e – døm ha allt seett Fire-Troppe ha fare upp Li’e. Da fær døm sjaa Mann ut-paa Storøy’n ber te røyve paa se og sige smaatt sø-ette – og me di saamaa høyre døm ein gomol Halling fraa Stute henna Pillar-Guri uppaa Selsjordskampe. Saa høyre døm Skottann bles ein bøsin Kri’s-Mars ne-i Stigje, de ber te aa smelle ut-paa Storøy’n og – saa tverr-svinga Mann der-utpaa Hesten sin og mea døm enno høyre Kri’s-Marsen løyse døm Lunnann og Veltunn!
De va ei fæl Avreidsle denna Skri’o gjorde paa Skottom! Timber og Stein knøsja ihop og sopte me se ein brei Teig radt ne-i Laagen saa han vart rou ’taa Blo – summe ’taa Skottom vart førde tvert-ivi Elve aat andre Siun. Men Stor-Hopen sto att saa fjettra og for-fælde, at døm kom se ikje te aa bruke Vyrjunn sine paa Bøndann som no set paa døm fraa alle Lei’e me Børso, Staalbaagaa, Økse og Spjut. Før døm fær aarekt se er døm drepne ne te siste Mann. Ein Hop Skotte som va nerast Elven og sette beint aat henna, vart møtte ’taa nogre som heldt Vakt paa hi Sia, og drepne ette som døm naadde i-lann. Og ein liten Hop, som va kome øvst uppi Høgkringann og framum Lunnann, da døm losna, gjorde kvasst Mot-Tak saa 6 ’taa Bøndom fall og mange vart saara, men døm saag trast, at de nytta ikje lenger og saa la døm ne Vyrjunn sine og ba um Fre’. I desse fremste Hope va Sinklar og Fruga og alle Offeserann; han Berdon Segelsta klemde te, men de klikka! Andre Gongen faataa de og Sinklar fær Halsknappen beint ivi vinstre Ouga saa han seig att-aa-bak ’taa Heste; me di saamaa skulde han seja: „de var Berdon Segelstads Hake[10]!“ Fru Sinklar sat i Sale me Baane sine i Armom og saag paa, kaarles Folke umkring ho vart sligne ne og at Mann henna fall. Best de va kom de ei Kule og støkkte Live hjaa Baane henna. Ho skrik stort Jammer-Skreek og mea ho sit og turka Bloe ’taa Baane, kjøm han Kjel Fjordongrein og vil taakaa de utu Hendom henne. Men da kjørde den vet-slupne Mori ei lang Flus beint i Bringa paa ’om, saa han seig dou aat Marken. Summe ha sagt, at Steinvelta førde Sinklar-Fruga uti Elve, og at ho me Trollkonste heldt se uppe saa ho sat og flout paa Baarom, me Baane i Armom, te ei Kule tok Live henne. Men ette som Presten, Kristofer Eriksen Glad, skriv i Kalls-Bokje paa Vaagaa, vart ho tikjin te Fange og fekk ha Live.
Heile denne Heto i Kringom sto paa berre ein halv Time; da ho Pillar-Guri saag Laagen vart rou ’taa Blo ne-onde, kasta ho Lu’n att-ivi Hugue sitt, sette se paa Fjelle og greet. Baade Pillar-Guri-Hallingen og Sinklar-Marsen gaar i Bygden den Dag idag, saales, som gamle Speelmenn att-igjønom ha lært døm, den eine ’taa di andre.
Da Hard-Heto i Høgkringom va fraa se gjord, sette Bøndann ette Firi-Troppen og naadde døm att paa Saaljems-Volle. Døm gjekk paa døm me Hardo, me einn Gong, og Skottann la ne Vyrjo og ba um Live og de fekk døm. Men trast ette, da Skottann vart var, at Bøndann ha laak Vyrju og hell-ikje va saa mange, som døm tenkte, tok døm att Vyrjo si og bar te gjera Mot-Tak. No vart de ei litol kvass Kule – Bøndann drap ne Halv-Parten og i heitaste Stri’e heldt han Per Klo’nes ou paa, aa skulde vorte ne-hoggje. Han saag de blenkte paa Bil’-Bla’e umkring se fraa alle Lei’e, men da skreik han saa høgt, han orka: „eg er han Per Klo’nes, ’taa døkkre Eigne!“ og saa slapp han, maa’ta. Di Skottann som no va att, maatte gjeva se te Fange og me døm, som vart tikji i Kringom va de væl 100 ihop-lagt.
Bøndann sto tvi-raa’oge um kaa døm skulde gjera ve desse Fangann; mange tykte døm ha for-teent Douin, men mange talde te, aa reise inn aat Akershus me døm. Han Per Klo’nes kunde fortelja mangt styggt ette døm fraa Romsdale og Lesja, og kaarles han sjel ha vorte me-farin og dette eggja Bøndann upp. Men døm foor ut-ette me døm, te døm kom aat Kvam, seint um Kvell’n; her stengde døm alle inn i ein stor Laave og heldt Vakt paa døm um Natte. Um Maargaan vart de saamaa Tvi-Drage um, kaa de skulde gjerast me Skottom. Di likaste Bøndann vilde, at døm skulde aat Akershus; men dit va de meir hell ei Vikus Veg og heime paa Gardom sto Aaker’n brestferdog. Og Storhopen bar te aa rope, at Kongen ha nokk aa fø’e, lell, um han ikje skulde faa dette Pakke, ou, som ha etla se paa Baken hans. De er ikje otrule, at mange ha drukkje se fulle um Natte, ou, saa Hemnhogen va enno fosar. Laav-Døre vart upp-brote og den aagaalouse Hopen ’taa Bøndom reiv ut ein for ein ’taa Skottom og skout ne saa fort døm vannst. Mea’ denne fæle Drepingje sto’ paa, va de ein Skotte som reiv se lous og rennde sta gjøymde se att-for Heste hans Imbert Valle fraa Vaagaa, han sat paa Heste sine fram-me Laava. Han Imbert lyfta Stav-Økse si i Ve’re og sa, at den, som vaaga røyve Skottin, skulde faa smaakaa Økse hans, og no lyt detta vera slutt!“ sa han. Og da gav Bøndann upp, men da va de hell ikje att meir hell 18 ilive. Di drepne Skottann vart lagde i ei Grav som døm kasta ein stor Houg over, Skotthougen, trast nora-aat Skott-Laava. Like hans Sinklar grov døm ne utta-for Kjørkjegarden aat Kvamskjørkjun, der ho sto’ den Ti’e, for døm unnte ’om ikje aa liggje i vigd Jord.
Den Skottin, han Imbert Valle berga, vart me aat Valle, tvo te vart me aat Vaagaa og ein vart verande i Kvam. Tvo ’taa døm va Gullsme’e og ein Glasmester. Desse Handverkarann reiste sia att-ende aat Skottlann, men den eine, som kom aat Vaagaa, rødde se ein liten Gard, som enno heitte Skottli’e. Di andre vart senda aat Akershus og imillom døm va Ovest Ramsay, ein Kaftin og ein Lutnan.
Lenger ut-i Gullbransdale, ut-i Ringbu, ha Gousdølinn og Øy’verinn samla se og laag i Bægjilskleiven; Førar’n deres va Fouten i Dale, han Lars Gram paa Steig. Men døm fekk da ikje naagaa Bry for Skottom.
Aare ette Slagje i Kringom fekk han Lars Haagaa Gaavebrev fraa Kongen paa Gardann Haagaa paa Lesja og Lann’em paa Dovre, han Per Rannkleiv paa Rannkleiv og Øvre-Gonnsta i Ringbu og han Berdon Segelsta paa Øvre-Segelsta. Førr ha desse Gardann vore Krongods. Bøndann i Vaagaa la se ihop og bygsla ein Gard aat henne Pillar-Guri, heitte Rinndal, sia ha den Garden bore Namne Pillarvikje.
Lengje fram-igjønom Ti’e va de att eitt og anna i Bygden, som ha høyrt Skottom te og som Folk gjøymde paa, te Minne um Slage i Kringom. Fluse aat Sinklar-Frugun va paa Kruke og sia va de ein og a’an Ting paa fleire Stelle, men no er døm paa Vidde kome. aa ein Gard, som heitte Kringann, er de att 4 ’taa Gjeværom ette Skottom og 2 Kruthonn, dette skal føl’je Garde te alle Ti’e.
Den, som i vore Daagaa kjøm aat Høgkringom og ser paa Lennde, der, Skott-Slage sto, vil trast sjaa, at de vøre Oraa’ no, aa faa Stein-Velto og Timber-Lunne te aa gaa me slik Bør, at døm kunde gjera nugun Ska’e paa ein Folkehop. Te di er Falle no for-latt[11] og mange ha difor halde for, at detta um Lunnann og Veltunnn aat Bøndom, ikje kunde ha se saales. Men dette kjøm se ’taa di, at Jord-Skapna’n i Høgkringom vart reint avlaagaa i Offsa 1789. Jorde ljøp da ut saa heile Li’e latna og vart ikje te aa kjenne att, mot ho va førr. At Lunnann kan ha drepe ne di meste ’taa Skottom, er Oraa’, Stor-Hopen ha Bøndann fellt me di Vyrjun, døm ha i Hendom. Skottann ha kome saa o-venta inn-i denne Klemba og vorte saa forfjamsa ’taa Stein-Skriuom og Stokk-Løypingen, at døm ikje ha vore go-te gjort eitt sams og fast Mot-Tak. Og saa ha Bøndann sliist baade kvasst og godt me di laake Vyrjun døm aatte.
- ↑ Lei’: Tak, Utveg.
- ↑ Doufonn (Dou-Fonn): gomolt, visna Gras, fjorgomolt Gras som ha ligji onde Snjogje; Douing.
- ↑ Roste: ei fæl Brekke i di gamle Kongsvegje millom Sell og Dovre.
- ↑ i Raa’n: i Styre.
- ↑ daafole: ondre se fælt.
- ↑ Lous-Nout: Ong-Fe.
- ↑ o-tolne, o-tolin: heldt paa misste Taalmo’e, tykte de vart langt aa vente.
- ↑ Bur: Bonde.
- ↑ Pert: Hest.
- ↑ Hake: Haakaa-Børse, „Hagebørse“.
- ↑ latt, ’taa lat: litol Skraaning, laag Helling.