Sladder og Bagtalelse
er stygge Ting, saa stygge, at dersom jeg skulde fristes til at præke mod nogen enkelt udvortes Last, da maatte det være mod disse. Jeg tvivler nemlig om, at man kan nævne nogen menneskelig Lyde, der l sit hele Væsen er saa afskyelig som Sladder og Bagtalelse.
I By som i Bygd er der nok af dem, der næsten synes at mene, at de kun er til for at opsnappe og udsprede Rygter. I Byerne især har Mange det travelt med at gjøre alskens Bemærkninger om, hvad Folk spiser og drikker, hvorledes de er klæd, hvorledes man idethele ter sig i et Selskab, hvorledes man hilser og bukker o. s. v. Dog, var endda dette det værste, saa kunde ethvert selvstændigt Menneske altid have Kraft nok til at bære det. Men Rygtesmedene gjør sagtens ogsaa det, som værre er: angriber Folks Ære og gode Navn, forbitrer En Livet, fremkalder Splid og Uvenskab ja aarlangt Had mellem Grander, Slægtninger og fordums Venner – tildels endog Prosesser, hvorved Folk omsider gaar baade fra Gaard og Grund.
Tyveri er en grov Forbrydelse, men der kan dog være Tilfælde, hvori Tyven, menneskeligvis talt, eller idetmindste tilsyneladende, har nogen Undskyldning, f. Eks. naar han er nærved at sulte ihjæl og da stjæler for at berge Livet. Jeg siger ingenlunde, at han isaafald gjør ret; men jeg kan dog forstaa, at han da selv kan synes at være undskyldt. Men hvad skal Sladreren undskylde sin Gjærning med, naar han Dag efter Dag og Aar efter Aar uden ringeste Nødvendighed fortæller Last og Fast, udbasunerer Næstens allermindste Fejltagelser og allermindste Gjærning? Hvad Undskyldning har Bagvaskeren, som sætter sen Glæde i at paadigte Andre Lyder, undergrave deres gode Navn og Rygte og frastjæle dem Æren? – Og er den frastjaalet En, saa er den vanskeligere at faa igjen end stjaalet Gods.
Det er haardt for mange Øren at høre en djærv og alvorlig Sandhed; ja der gives dem, som blir rasende paa den, der ærlig gaar dem ind paa Livet. Og dog er dette, endog naar det sker som skarpest, uendelig bedre end Angreb af en bagvaskende Tunge, fordi jeg imod den sidste umulig kan værge mig. Det er endvidere stygt at udskjælde Folk op i Øjnene, overfalde dem med nærgaaende Ord og grove Udtryk, især dersom det er uforskyldt; og dog kan selv dette være ti Gange bedre end Bagtalelse, fordi det paa en vis Maade kan være ærligt. Skjændegjæsten kan nemlig udøse sin Galde, naar han træffer mig, men tie om mig i min Fraværelse; han gaar forsaavidt aabent og ærligt frem; han lader Tankerne uden Omsvøb gaa Benvejen fra Hjærtet, og derfor ved jeg omtrent, hvad Skade han kan gjøre mig. Bagvaskeren har derimod hverken Lyst eller Mod til en saadan Adfærd; han har ikke Mod til at tale Ondt til, men desmere om dig; hans Ord er søde i din Nærværelse, men nævne vender du ham Ryggen, førend det viser sig at „Sukkermund har Gift i Bund“. Just denne Mangel paa Ærlighed, denne Tvetungethed, denne Grund-Falskhed viser godt, hvor Bagtalelsen hører hjemme. Den er skinbarlig en Datter af Løgnen og „Løgneren fra Begyndelsen“, og derfor er det intet Under, at den ogsaa kan frembringe et lidet Helvede paa Jorden.
Ingen er engleren; Enhver har sine Fejl, og Bagvaskeren ikke mindst. Selv er han „brun som Tjære“, og saa sætter han en Glæde i at kunne gjøre sin uskyldige Næste „sort som Beg“. Hans faa og smaa svage Sider gjøres da til mange og store, og blir fort væk større for hver giftig Sladdertunge, de træffer paa. Løgnen udspredes, og
„Dumhed træller som en Okse
For at faa den til at vokse“.
akkurat som med en Sneskrej; jo længere den gaar, des større blir den.
Hvorledes Sladdertunger kan formere en ganske simpel Ting, er træffende skildret i Wergelands „Blad for Arbejdsklassen“ saaledes som her følger.
O. Vig.
„God Morgen, Mor Øgpaalidt! Ja Du har vel hørt, kan jeg tro, den forfærdelige Skjæbne, som har ramt vor stolte Smedkjærring, Madammen i Dukkeskabet, som altid er saa stor paa det og saa briskendes, og som holder sine Børn for gode til at lade dem lege med andre skikkelige Folks Børn i Nabolaget. Nu har hun da faat en Unge til, som hun nok skal faa Lov til at beholde for sig selv, om Gud lader den leve. Ja hun har rigtignok længe fortjent en Tugt for det. Thi husker Du, det er ikke længere siden end i Mandags i forrige Uge, at hun igjen holdt sig for god til at komme i Selskab med os henne hos Bødkeren. Men Herre Gud! denne Ulykke, som har rammet hende, er dog altfor stor; ethvert Menneske maa have Medlidenhed med hende; thi, Herre Gud! hun er vel stolt og snerpet, men hun er jo dog vort Medmenneske“. Saaledes begyndte Mor Sladder sin første Samtale, og da hun havde udtalt, brast hun ynkeligt i Graad.
Men den anden Mor havde ikke hørt noget om den sørgelige Nyhed, som havde tildraget sig hos Smedens. Hun spidsede Øren, og gabede, som om hun ventede at kunne sluge Nyheden med Munden; men da Mor Sladder taug stille og vedblev at græde, saa blev denne Tilstand hende utaalelig; hun brød derfor Tausheden med det Udraab: „nei, nei, jeg har intet hørt! fortæl! fortæl bare! Lad mig høre, hvad der har tildraget sig med vor gilde Naboerske?“
Ved disse heftige Udraab holdt Mor Sladder hurtigt op med at græde, tørrede gesvindt Taarerne af Øinene, tog sin Daase, bød Søsteren en Pris, og begyndte imidlertid med flydende Tunge saaledes:
„Hvad? har Du ikke hørt det? og det skede dog allerede igaar Aftes Kl. . Ja saa hør da nu: Vor stolte Smedemadam er da igaar kommet i Barselseng, og har bragt et Drengebarn til Verden, som – herpaa korsede hun sig – er en ren Vanskabning; thi tænk Dig – Ansigtet er ganske fordreiet paa ham, og saa har han desuden to lange Hare-Øren“?
„To lange Hare-Øren?“ afbrød Mor Øgpaalidt. – „Ja, to lange Hare-Øren; saaledes ser Ungen ud“, og nu gav hun sig til nøiere at beskrive den; og da hun var færdig dermed, tilføjede hun: „ja, er det ikke grueligt? men sandt er det, saa sandt som Du ser mig staa her for Dig, en Synder for Gud; thi min Mands Brorkone har fortalt mig det, og Du ved jo nok, at hendes Piges Søskendebarns Kjæreste arbeider hos Smeden“.
„Kors bevares!“ udbrød Mor Øgpaalidt, „hvad man dog maa høre i denne Verden? – Ja Hovmod gaar for Fald, det har jeg altid sagt. Men Farvel, Mor, jeg maa hjem til mit Hus; der er saa meget, som venter paa mig“.
Men Mor gik ikke hjem til sit Hus. Saadan en Nyhed var altfor vigtig og kjærkommen, til at hun kunde gjemme den ret længe, og desuden angik den en Kone, som hun allerede længe havde misundt. Hun gjorde sig derfor et Ærinde hen til Høkeren, hvor hun vidste hun traf Folk; og neppe var hun kommet ind ad Døren, førend hun begyndte med at fortælle, hvorledes nu endelig den stolte Smedkone var bleven alvorlig straffet for sin Stolthed, idet hun nemlig havde født et Barn til Verden, som ganske lignede en Hare, og som desuden paa det ene Ben havde en Hestefod. Nu fulgte der en nøiagtig Beskrivelse af Barnet, naturligvis endte hun med det medlidende Udraab: Stakkers Kone! hun er straffet haardt nok; I skulle ikke bringe denne frygtelige Historie ud iblandt Folk!“ – „Nej, Gud bevare os!“ skreg alle Tilhørerne, som med een Mund, „hvo vil vel tale om saadant Noget?“ – og dermed skiltes de ad. – Men Middagen var neppe kommet, før hele Byen var fuld af denne frygtelige Historie; hver lagde Noget til; og tilsidst havde da Barnet endog faat Klør istedetfor Fingre, og lignede ganske en hylende Trold eller Djævel.
Rygtet kom da ogsaa snart til Præstekonen, som altid godt havde kunnet like den stakkels Moder, som man fortalte alle disse græsselige Historier om; thi hun var en arbeidsom og ordentlig Kone. Hun tænkte vel straks, at det Meste af, hvad disse Rygter sagde, var falskt; men hun frygtede dog for, at Noget deraf maatte være sandt, eftersom Alle talte derom. Hun gik derfor hen til Moderen selv, for at se, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig, og for om muligt dog at bringe den Stakkel Trøst. – Og hvad mener man vel hun nu fandt? En vakker, velskabt, rolig, liden Gut, hvis Ører vel var en Smule større end de ialmindelighed pleiede at være paa andre nyfødte Børn, men forresten meget velskabte. Mange kunde maaske ønske at vide, hvor den Mor Sladder bor, som først bragte denne smukke Historie i Omløb. Herpaa vil jeg svare: hun er et forbandet, spøgelseagtigt Væsen, snart i Mandfolk-, snart i Fruentimmer-Skikkelse, som bor allesteds og intetsteds. Naar Nogen ikke straks ved at gribe hende, medens hun fortæller, saa smutter hun hurtig væk, og er ikke mere at finde; men hendes Løgn gaar fra Hus til Hus, og forstyrrer alt mer og mer baade Sandhed og Fred. – Hun har en stor Slegt, der er bosat fast i alle Byer, selv i de mindste; deres Navn er Sladdersøstre og Bagtalere, og I kunne let kjende dem dervaa, at de altid opvarte med Nyheder, og helst fortælle ondt om Folk, som ei ere tilstede.
Tungen er en liden, men en farlig Ting; og det vilde undre mig, om der skulde findes nogen blandt mine Læsere, som ikke har gjort den sørgelige Erfaring, at det Saar, som Tungen slaar, er langt smerteligere og langt vanskeligere er hele, end næsten alle andre; thi det er ligesaa sandt som der er sørgeligt, at man her i Verden ofte formindsker det Gode, men forstørrer det Onde i det uendelige. Rygtesmede og Bagtalere ere næsten altfor stedmoderligt behandlede i Loven, thi de gaa fordetmeste fri; og dog ere de Dødsslag, som slige Forbrydere tilføje vor Ære med deres Tunge næsten de værste af alle Dødsslag. Naar altsaa en saadan Karl eller Kvinde nærmer sig til Eder og begynder at tale om en Anden, eller at gjøre ham mistænkelig, saa bærer paa Eders Post! I kunne fortælle ham, hvorledes man engang ved Løgn og Sladder forvandlede en smuk, velskabt Dreng, der blot ikke havde de allermindste Øren, til et stygt, troldagtigt Uglebillede; og I kunne tilføje, at man i gamle Dage havde den Skik i Polen, at man stillede Bagtaleren foran Raadhuset med en Lænke om Halsen, og nødte ham til at knurre og gjø ad de tilstrømmende Tilskuere, for at gjøre dem begribeligt, at han var et ondt og lumskt Dyr. – Og endelig kunne I slutte med de Ord: „Bagtaleren har Djævelen paa Tungen, og hvo der hører paa Bagtalelsen, har ham i Øret“.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |