Noget om Folkelivet ved Sjøkanten
Der er vel En og Anden, som vilde synes, det var artigt engang at se lidt om, hvorledes Folket har det ude ved Sjøen; jeg har derfor tænkt at meddele Noget derom, skjønt der fra denne Kant af Landet ikke kan være meget Morsomt at sige, da er det smaat med Oplysningen, og hvad værre er, det staar sig ikke allesteder ret godt med Ærlighed og Sædelighed heller.
Ude ved Sjøen og paa Øerne er Gaardene for det Mette smaa, og da her som oftest er noget at faa paa Sjøen, saa forsømmes derover Jorden; det er derfor sjelden, at Jordbrugeren faar saamegen Avl selv, at han slipper at kjøbe Gudslaan (Korn, Mel). Der er og en stor Del Husmænd, og naar disse kan føde et Par Kjør paa Rummet, er de ligesaa godt farne som Gaardmændene; thi de har mere Tid tilovers til at fare paa Sjøen, og saa er de fri for de Skatter og Tolde, som Gaarden maa svare; Husmanden har bare Afgiften til Gaarden, og denne er sommetider bra billig. Værre er det med Indersterne. En stor Del gifter sig sammen uden at eie 2 Skilling at begynde med; straks de er gifte, skal de leie sig Husrum hos Nogen, og saa naa de borge, hvad de skal leve af, hos Handelsmanden i dyre Domme, og naar de faar sig til en Tønde Fisk eller Sild, maa de til Handleren med den for paanyt at faa borge lidt til Leveveien. Med en stor Del gaar det saadan Aar ind og Aar ud, indtil de blive saa gamle og affældige, at de ei vinde at arbeide til, hvad de skal leve af, og saa har de til Slut den eneste Udsigt: Fattigkassen.
I Aannetiderne holder Folket sig for det Meste hjemme for at gjøre Aan; de fare kun en og anden Gang imellem laa Sjøen for at faa en Kogefisk. Efter Vaararbeidet farer derimod Karfolkene ud hver Dag efter Sei og Ur (Ugur, Raufisk, Klokkar), og stundom maa, naar der er bra Fisk at faa, nogen af Kvindfolkene ogsaa være med, især naar det bær ud med Seinoten. Endel reiser paa Havbrua eller Storeggen, som kan være 8 til 16 Mile unda Landet, og der fiskes Kveite (Helleflyndre) og Lange, tildels og Haakjærring; dog er Havbrufiskeriet ikke af den Betydenhed nu som i ældre Tid. Med disse Fiskerier og med at tørke Klipfisken og føre den til Byen gaar Tiden hen til Høslaatten begynder. Efter denne kommer gjerne Sommersilden ind i Fjordene, og sjelden træffes Fiskerne uden at spørge efter Silden og efter, om man har set til dens Ledsagere: Kvalen, Størjen, Storseien og Makrelen. Rygtes det, at den er set og faat noget Sted, saa gjælder det om i al Hast at komme afsted til Sildfjorden. Gaar Fiskeriet godt til, og der kommer mange Folk, bliver der gjerne en stor Tummel; hos de Folk, som bor nærmest, faar saa mange Fiskere Hus, som der kan rummes, og det gjælder da fornemmelig for Enhver om at sørge for sig selv. Det er desværre ofte en Lov hos Fiskeren baade paa Sjøen og hjemme i Losjiet, især i Nordlandene, „at hver passer Sit, og hver er sig selv nærmest“; derfor er der ikke stor Beinsomhed, naar det gjælder om at sørge for sin Dont; thi den Stærkeres Ret er størst, og den, som mindre vinder, maa taale og tie. Paa Sjøen er det ikke saa sjelden Skik desværre, at den, som kommer først, forsyner sig af de Andres Garn, og den, som har mistet Toug, Dubbel eller Garn, forsyner sig gjerne istedet, hvor han først kommer for Haand, og mange Fiskere anser det ikke som noget Galt at „gjøre sig hjulpen“ paa den Maade, naar de er i Forlegenhed. Her Nordenfjelds staar nu Sildfisket paa til ud paa Høsten, sommetider til henimod Jul; naar denne er omme, ruster man sig til Skreifiske, som begynder ved Kyndelmis (2 Februar). Paa Vestlandet og i Bergens Stift holder man derimod paa med Vaarsildfisket i Januar Maaned, hvilket Fiskeri først i Februar afløses af Skrejfisket.
Naar Fiskeriet gaar godt til, og Veiret er roligt, er det morsomt paa Sjøen, thi under Sang og Skjemt
„Draatten ramler, og Lod ei stanser,
Og Kniv ei hviler paa Madingbræt,
Og Fisken op efter Snoren danser“.
Men det er ikke altid, at Veiret er stille og Fisken bider paa: efter en lang Dag under forgjæves Leiting paa Grundene og Fiskestøene, gjælder det om at komme hjem til Kvælds i en Storm af Modvind, – eller der ryker op en Storm af Havet, og Baaden skjærer Aldetoppene med to- eller tresyftet Sejl eller for en 3 Klørs Kuling, saa Folkene i Baaden neppe kan se hverandre for bare Sjødrev; da er det ofyse for Fiskeren, og før han kommer til Lands, er han bleven vaad til Skindet. Er der ovenikjøbet svær Sjøgang, da maa man sejle saavidt Baaden kan taale, for at undgaa Skavlene (Braatsjøerne), der alligevel af og til kommer brækkende ind over og slaar Baaden halv eller helt fuld; men da maa man bare drive paa for at sejle ud igjen noget af den indstyrtede Sjø, hvis man skal verge Livet. Naar Fisken er stelt, saavelsom naar det er Landleje, det vil sige, naar Storm forhindrer Fiskerne fra at komme paa Sjøen, fordrives Tiden med Kortspil, Snak om Sejling, Fiskeri og Baade, Smaafortællinger (Anekdoter), Søvn o. s. v.
Søndagen benyttes i Vaarfisketiden almindeligvis til at flække og salte Fisken. Der er især i Nordlandene liden Forskjel paa Helg og Yrke i Fiskeriets Tid; reiser man end ikke ud at fiske om Søndagen, saa udføres dog da alle Ærinder, Salt hentes m. m.; kort sagt, man skjøtter i den Tid næsten bare de timelige Fordele, thi man mener, at hvad der de forsømmes, ikke vel kan oprettes. Der gives dog naturligvis mange hæderlige Undtagelser; thi der er jo altid en Del, som godt fatter, at deres bedste Fordel ikke altid er at faa Meget, men at have Guds Velsignelse med det man faar, og at det saaledes ikke igrunden er noget Tab, om man for at benytte Søndagen til Sjælens Tarv, mister en eller to Sjøveirsdage om Ugen.
I Sjødistrikterne er Folket baade mindre kraftigt og mindre hændigt, end ind til Fjordene og til Dals. Selv i det udvortes bær de Præget deraf; thi medens Fjorde- og Dalefolket bestaar af ranke, velvoksne og smidige Karle, er Ømanden tykvoksen, sendrægtig og stiv, hvilket er en naturlig Følge af hans Levesæt og Næringsvej. Fjordefolket arbeider selv sine Gaardsredskaber og Husgeraad; dette kan Sjømanden ikke ialmindelighed, men henter slige Ting fra de indre Bygder; det er kun sine Fiskeredskaber han kan stelle til, og selv i dette kan en Dalemand gjøre ham det efter, naar han har set, hvordan det gjøres. Men naar det bær paa Sjøen, da vil Sjømanden nødig se sig overtruffet af Fjordmanden; i Baaden er han rask og vishændt, naar det røiner paa; han forstaar, hvad han skal gribe til, og det behøves ogsaa; thi paa Sjøen er der ofte kun Øieblikke om at gjøre mellem Livet og den vaade Grav.
Sandsen for aandige Sysler og boglige Kunskaber er saare liden ved Sjøkanten; i de fleste Huse findes kun Salmebogen, en Bønnebog og en Huspostille, og stundom tillige en Bibel eller et ny Testament, Dass Nordlands Trompet og en eller flere Viser og andre smaa Pjeser; disse Bøger bruges desværre heller ikke paa den rette Maade. At der hos mange Familiefædre og i mange Bygdelag har vedligeholdt sig den gamle vakre Skik at holde Morgen- og Kvældsbøn og at læse Texten om Helligdagene, er bra; men saalænge Kristendommen ikke er bleven Mennesket en Hjertesag, er nu dette ogsaa kun en Skik og intet mere; det viser ogsaa den Undseelse, en stor Del har for at følge denne Skik naar der er Fremmede tilstede. Lysten til Læsning er liden; dog har man tildels i den senere Tid faat Øinene op for Nytten af at have lidt mere Kundskab, end før har været almindeligt, og man maa haabe, at denne Indsigt efterhaanden vil blive større og større, eftersom Folket vaagner op til lidt mere aandeligt Liv, og at det vaagner, det spaar den allerede frembrydende Morgendæmring; den gamle fortørkede Stub holder paa at skyde smaa Skud. Vi er jo nedstammet fra et Kjæmpefolk, og Sagaen om Forfædrenes Bedrifter vil Sjømanden saavelsom Dalegubben gjærne høre og fryder sig derved, og efterhvert som Fortidssagaen lever op igjen paa Folkets Læber, vil nok noget af den gamle Kjæmpeaand ogsaa levne op igjen i deres Hjerter.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |