Skumring
Johan Dahl, (s. 30-31).
Hvor roligt Havet hviler
i Rosendæmring under Himlens Bue!
og Aftenstjernen smiler
mod Dybet til sin Dobbeltlue,
og Bølgen skjælver ved det underfulde Skue.
Hist, lig en eensom Svane,
hentryllet paa de dybe Purpurstrømme,
gaaer hviden Seiler ad sin dunkle Bane.
Fjernt mine Længsler svømme,
og følge Skibet under vemodsfulde Drømme.
Ak, vingeklædt er Sjælen;
men Burets Gitter Flugten binder,
og Livet er en kvalfuld Dvælen,
en Higen mod de fjerne Tinder,
hvor Dagen fødes og hvor Aftenrøden svinder.
Tys! Vestenvinden vifter,
og Taagesløret gaaer fra Klippens Pande,
og Himlen Farve skifter.
Svagt glimter Seilet mellem fjerne Strande,
og Nattens Aander dale paa de dybe Vande.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |