Skumring

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 30-31).

Hvor roligt Havet hviler
i Roſendæmring under Himlens Bue!
og Aftenſtjernen ſmiler
mod Dybet til ſin Dobbeltlue,
og Bølgen ſkjælver ved det underfulde Skue.

Hiſt, lig en eenſom Svane,
hentryllet paa de dybe Purpurſtrømme,
gaaer hviden Seiler ad ſin dunkle Bane.
Fjernt mine Længſler ſvømme,
og følge Skibet under vemodsfulde Drømme.

Ak, vingeklædt er Sjælen;
men Burets Gitter Flugten binder,
og Livet er en kvalfuld Dvælen,
en Higen mod de fjerne Tinder,
hvor Dagen fødes og hvor Aftenrøden ſvinder.


Tys! Veſtenvinden vifter,
og Taageſløret gaaer fra Klippens Pande,
og Himlen Farve ſkifter.
Svagt glimter Seilet mellem fjerne Strande,
og Nattens Aander dale paa de dybe Vande.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.