Skipper Worse/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 123-129).
◄  XIII.
XV.  ►

Min kjære Christian Fredrik!

Siden din salig Moders Død, hvis altfor tidlige Bortgang vi endnu begræde, ved jeg ikke, at jeg har befundet mig saa content og vel tilmode som i disse Dage. Der er i ethvert Menneskes Liv et Tidspunkt, hvor hans Væsen og indre Natur ligesom forandrer og omskifter sin Beskaffenhed Hans Interesser forblive de samme, den Grad af Iver, hvormed han omfatter sit Arbeide, behøver ikke at formindskes, og dog faar han, naar dette Tidspunkt indtræder, ligesom andre Øine at se med og tildels andre Følelser at føle med.

Denne Overgang, som jeg her kun ufuldkomment har formaaet at afskildre, er den uundgaaelige Overgang fra ung til gammel, og dette er, hvad der i de sidste Aar efter din Moders Død har langsomt og gradvis fuldbyrdet sig i mig; og med Tak til et naadigt Forsyn kan jeg idag sige, at jeg føler mig lykkelig ved at være bleven en gammel Mand.

Men allermest maa mit Hjerte dog opfyldes af Taknemlighed, naar jeg betænker, hvormeget jeg endnu besidder saavel af legemlig Kraft og Sandhed som og især af aandelig verve, saa at intet af, hvad der hidtil har optaget og sysselsat mine sjælelige Evner, endnu er blevet mig fremmed eller ligegyldigt. Kun er der kommet mere Ro i Sindet, Hjernen er mere velskikket til at udføre sine. functiones uforstyrret af Lidenskaberne; Ungdommens ofte noget overilede Iver er afløst af den fuldt modnede Mands rolige Besindighed.

Jeg skriver idag mere udførligt til dig min kjære Søn og om adskillige Materier, som vi sædvanligvis ikke gjøre til Gjenstand for vor correspondance; men jeg bevæges dertil dels ved Ønsket om, at sætte dig ind i Forholde, i hvilke du vil komme til at indtræde, dels ogsaa ved Haabet om, at dette Brev vil blive et af de sidste, som vi udvexle paa saa lang distance. Thi det er nu og fremdeles mit Ønske og min faderlige Vilje, at du i Overensstemmelse med tidligere Aftale mellem os vender tilbage til dit Hjem ved anstundende Foraar; idet jeg henstiller til din egen Afgjørelse at vælge, om du vil lægge Hjemveien fra Paris over Kjøbenhavn eller om du vil tage tilbage til England og derfra komme herover med en af de første Hummerkuttere.

Det vil forvolde mig en meget stor Glæde at se dig ved god Helbred hjemme igjen, og jeg haaber, at ogsaa du paa din Side vil finde dig tilfreds og lykkelig i disse Omgivelser og ved at arbeide i vor Forretning. Vistnok er det ikke gaaet mig af Minde, at da jeg selv i din Alder vendte tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, forekom Sandsgaard mig at være en afsides og støvet Krog af den store Verden. Men Livets Erfaring har belært mig om, at den Mand, der er i Besiddelse af en fornuftig Livsfilosofi og dydige Principer, han vil ogsaa letteligen finde sig tilrette, hvorsomhelst end Skjæbnen maatte ville placere ham. Og jeg tør haabe, at selv om du saaledes kommer directe fra Paris, vil Sandsgaard i sin nuværende Skikkelse dog ikke fremtræde for dig som et saa ganske uværdigt Opholdssted, idet jeg nemlig har i den senere Tid ladet den hele Hovedbygning oppudse og decorere, saa at mig forekommer det, somom nu intet andet manquerer end en Skare af unge og glade Mennesker, for atter at fremtrylle hine Tider, ved hvilke min Erindring bestandig ynder at dvæle — halvt besløret dog af Savn og Vemod.

Dog — hvorfor vil jeg atter sysselsætte mine Tanker med at fremmane en Sorg, som dog bestandig vil kaste sin Skygge over mit Liv! lad os vende vort Blik mod Fremtiden, som ialfald for Eder Unge synes at kunne bringe lysere Dage, — som den vel maaske ogsaa for mig ved Beskuelsen af Eders Lykke kan frembringe nogen Erstatning og Husvalelse efter saa mange udgydte Taarer.

Det vil uden al Tvivl have været Gjenstand for din Opmærksomhed, at jeg i vor senere correspondance med en bestemt intention har bestræbt mig for at bibringe dig en saa udstrakt Kundskab om vor Forretning som det uden altfor stor Vidtløftighed lod sig gjøre. Z g betragter dig nemlig allerede som min Medhjælper og associé, hvortil jeg ifølge dine Breve og dine Regnskaber samt efter hvad dine Foresatte have meddelt mig under dit Ophold paa forskjellige Steder i Udlandet før haabe, at du ikke vil være uskikket — endmindre uværdig. Det vil saaledes være dig bekjendt, at Huset har havt gode Tider; det er vistnok noget, som en Kjøbmand nødig siger; men imellem os kan jeg vel omtale det: Huset har havt ganske overordentligt gode Tider.

Du vil derfor — det haaber jeg — med glad Overraskelse iagttage, at flere Grene af Forretningen, som jeg hidtil af Mangel paa resourcer ikke har formaaet tilstrækkeligen at cultivere, have nu ligesom Planter under en rigelig Regnstrøm skudt en glædelig Væxt paa Grund af det større Forraad af contante Penge. Du vil saaledes ved din Ankomst til Hjemmet forefinde en vid Mark for dine yngre Kræfter, ligesom du vil blive forskaanet for den Ængstelse og Uro, hvoraf jeg i mange Aar uden dit og noget Menneskes Vidende har været hjemsøgt.

Jeg kommer nu til det Punkt i1nit Brev, som vel maa kaldes Hoved- eller Cardinal-Punktet i samme: nemlig vort Forhold til Worse. I vor correspondance have vi aldrig synderlig underholdt os om denne Sag; ikkedestomindre har jeg troet at bemærke, at det ikkun har været din sønlige Ærbødighed, som har afholdt dig fra at underkaste mit Forhold ved Jacob Worses Optagelse i Firmaet en strængere critique. Jeg vil af denne Grund — min kjære Christian Fredrik! — herved ligefrem sige dig en Gang for alle: det var vort Hus’s Redning, ni plus ni moins. Det kan saa være,at der ligger noget for os ydmygende i dette; men jeg for min Del kan fremdeles ikke indse andet, end at det vilde have været langt mere Ydmygende og for vor credit skadeligt, om vi underhaanden og halvt i Hemmelighed havde modtaget nogen subvention af en af vore egne Skippere. Derfor var jeg den, som krævede Forandringen af Firmaet, idet jeg fandt saadan aaben Fremgangsmaade at være ikke blot mest overensstemmende med vor egen Værdighed, men ogsaa med de i den solide Handelsverden gjældende Principer; ihvorvel jeg ikke vil nægte, at det var mig haardt at forandre min Faders gamle Firmanavn, ligesom jeg ingenlunde er blind for de Forviklinger, som endnu af dette Compagniskab kunne resultere. Disse Ting har jeg i den senere Tid flittigen overveiet, og det er min Hensigt gjennem dette Brev at sætte dig ind i Sagernes Stilling for nærværende Tid, samt korteligen at meddele dig en Oversigt over den Plan, som jeg agter at forfølge og forhaabentligen realisere for Fremtiden.

Vor gamle Jacob Worse er fortiden meget syg, og efter det Besøg, som jeg for nogle Dage siden aflagde ved hans Sygeseng, kan jeg desværre ikke være i Tvivl om, at jo hans Dage ere talte; hans Ægteskab blev som jeg baade tænkte og forudsagde til liden Lykke for ham. Thi som det vil være dig bekjendt tilhører hans Kone de religiøse Sværmere, og i disse faa Aar har det lykkedes for hende i Forbindelse med hendes Moder og den øvrige hellige Bande i en saadan Grad at fordærve og ødelægge vor gamle Worse, at jeg ikke vil vanzire dette Papir med at udmale hans sørgelige decadence; men jeg vil foretrække at lægge Baand paa min Sorg og Harme, og ikkun henholde mig til det forretningsmæssige.

Naar nu Jacob Worse afgaar ved Døden — og under hans nærværende Tilstand kunne vi blot tilønske ham en snar og blid Bortgang —, vil der altsaa blive at afholde Skifte mellem hans Enke og hans Søn af første Ægteskab, og er det herfra, at der letteligen kunde opstaa Forviklinger for vort Firma. For om muligt at undgaa saadant, har jeg fattet den Beslutning, naar Tiden kommer — at tilbyde den unge Hr. R. Worse en Udløsning af Firmaet mod contant, hvilket Tilbud jeg er tilbøielig til at tro, at han vil antage, saavel af den Grund at jeg agter at offerere ham en betydelig Sum, som ogsaa fordi han, efter mit vistnok noget overfladiske Bekjendtskab til ham, — formentlig vil sætte Pris paa at erholde et betydeligt Beløb i contanter eller let realisable Værdipapirer. Som oven antydet kjender jeg ikke meget nøie til det unge Menneske; men jeg har dog modtaget det Indtryk, at den unge Hr. R. Worse ikke er en Person, som vi kunne ønske at samarbeide med; og ihvorvel jeg nok tror, at jeg, saalænge Forsynet forunder mig Kraft til at staa i Spidsen for denne Forretning, vel skulde vide at holde ham Stangen, saa vil jeg dog ikke paabyrde dig en compagnon, til hvilken vi ikke kunne have fuld Tillid.

Denne Forandring haaber jeg at have iværksat inden din Hjemkomst — som jeg ogsaa haaber, at samme vil vinde dit Bifald. Paa den ene Side er der vistnok noget stødende ved dette kortvarige Compagniskab med Worse’s; men paa den anden Side maa vi aldrig glemme, at det var gamle Jacob Worses Penge, som reddede os; og jeg paalægger dig herved at have et Øie med den Familie; vi forskylde bestandigt at staa den bi i Raad og Daad. Naar denne affaire bliver ordnet, vil jeg være fuldkommen rolig i mit Sind; og haaber jeg da, at vi endnu skulle have foran os en smuk Række af Aar til at arbeide sammen i „Garman & Worse“.

Dersom du allerede, — hvad jeg efter dit seneste Brev maa formode —, er ankommen til Paris, vil du der uden al Tvivl have nydt den Glæde at mødes med din Broder Richard i vor legation, hvortil jeg ogsaa adresserer dette Brev. Jeg er overbevist om, at I ville gjensidigen have megen Nytte og Fornøielse af hinandens Selskab i den store By. Din Broder Richard vil gjennem sine Forbindelser være istand til at forskaffe dig Adgang til Kredse, hvor du ellers som fremmed vanskeligen vilde kunne komme; medens jeg paa den anden Side ingenlunde tvivler om, at din Nærværelse i mange Maader kan være gavnlig for din yngre Broder.

Den Fremtids Løbebane, som Richard har valgt, medfører ganske vist større expenser og en mere luxurieus Levemaade end der udfordres — eller vel endog vilde være sømmelig for en Kjøbmand; ikkedestomindre vil jeg herved lægge dig paa Hjerte, om du ikke ved broderlig Formaning kunde indprente Richard et større Maadehold i Brugen af Penge. Misforstaa mig ikke, somom det var min Mening, at du skal forspilde Eders korte Møde ved at give ham strænge lectiones, eiheller ønsker jeg, at du skal lade ham tilflyde saadan Meddelelse, at han deraf kunde formode noget Mishag fra min Side. Jeg ønsker tvertimod, at I begge benytte Eders Ophold i Paris til at indsamle glade og skjønne Indtryk, hvortil denne By frembyder saa herlig Anledning, — i et Omfang og med saadan Udgift som det sømmer sig for gentlemen i vor Stilling, men holdende Eder langt borte fra al unødig Ødselhed, der kun er et Vidnesbyrd om den mindre vel Cultiveredes forfængelige Lyst til pralende ostentation. — Eftersom din Broders Ophold i Paris sandsynligvis vil blive af længere Varighed end dit, vil jeg lade de accreditiver, som Huset sender Eder herfra med denne samme Post, udstede til Richards Ordre; og medens jeg taler om din yngre Broder, vil jeg ikke undlade i al Fortrolighed at gjøre dig en Meddelelse. Du vil efter min Død ikke finde nogen conto for Richard. Hans Opdragelse har af mange Grunde været mere kostbar end din; men ikkedestomindre er det min Vilje, at I som gode Brødre dele ligt og ligeligen; dog vil jeg tilraade dig, at du kun portionsvis overrækker din Broder, hvad ham tilkommer, samt bede dig, at du aldrig vil overrække ham den sidste Portion.

Thi din Broder Richard har — med alle sine Gaver og herlige Egenskaber — kun ringe Evne — frygter jeg — i til at samle og bevare jordisk Gods. Derfor skal du — min kjære Christian Fredrik! som af en gunstig Natur har erholdt denne Evne, være for din Broder en broderlig Formynder. Hils den kjære Dreng meget hjerteligt fra mig; og bed ham tillige, om at søge Medvirkning hos noget musikkyndigt individ i sin Bekjendtskabskreds, for i Forening med dig at udvælge et godt Flügel hos Erard; hvilket du da maa besørge forsvarligt indpakket og afsendt, eller maaske du selv kan tage det med dig til Vaaren, naar du kommer. Det gamle Claver tilfredsstiller ikke Nutidens Fordringer til stærk Lyd, og efter din Moders Død er det mig desuden pinligt at høre de gamle Toner, der altfor bittert minde mig om mit store og uoprettelige Tab.

Her har i flere Uger hersket stærke og vedholdende Storme, og vi have modtaget flere Efterretninger om Vrag og Søulykker langs Kysten. Lykkeligvis befinder intet af vore Fartøier sig for nærværende Tid i disse Farvande; men for flere af Byens Skibe, der ere ventende hjem fra Østersøen, gaar man efter Sigende i stor Ængstelse. Du vil forøvrigt forbauses, naar du lærer at kjende, hvilket stort Opsving vor gode Byes Handel og Skibsfart har taget i de sidste Aar; ligesom jeg ogsaa formoder, at du vil finde meget af det, som her foregaar og foretages, at være ligesaa besynderligt som jeg finder det. Hvad der især vækker baade min Forundring og Bekymring er, at det religiøse Sværmeri, som i min Ungdom kun fandt Indgang hos Bønder og ganske udannede Personer, nutildags saa langt fra at tabe sig og helbredes, hvilket var at formode og haabe, meget mere synes at udbrede sig og vinde Tilhængere ogsaa i de Klasser af Befolkningen, om hvilke man dog kunde vente, at de ved fornuftig Oplysning vare beskyttede mod saadan Daarskab. Det er endogsaa kommet mig for Øre, at unge Præster skulle vise Tilbøielighed til at bifalde — ja vel endog ligefrem slutte sig til denne aldeles meningsløse og høist skadelige „Vækkelse“ — som det kaldes. Dette maa i høi Grad beklages af enhver god og oprigtig Fædrelandsven. Thi ligesaa gavnlig som en fornuftig religiøs Oplysning er for den gemene Mand, ligesaa skadeligt — ja fordærveligt bliver det, naar Hyklere og aldeles ulærde subjecter kaste sig over den hellige Skrift, den de hverken forstaa at tyde eller retteligen anvende. Og dersom det nu virkeligen forholder sig saa, — hvad jeg dog neppe kan fæste Lid til —, at selv Geistligheden vil lade sig føre tilbage til pietistisk Vankundighed og ufornuftig Grublen og Sværmen, da nærer jeg stor Frygt for, at saadant vil blive til stor Skade for vort kjære Fædreland. Imidlertid ved du, at der i visse Henseender er et langt Stykke Vei mellem Byen og Sandsgaard, og jeg haaber, du vil finde Luften herude lige saa fri og renset som før.

Og nu min kjære Søn! — vil jeg slutte med en kjærlig Hilsen til dig og Richard fra mig selv og dine to Tanter. De gode Damer have netop Hofsorg — som Jacob Worse sagde i de gamle Dage; men de glæde sig ikkedestomindre hjerteligt til at gjense dig, og jeg har en Mistanke om, at de agte at gifte dig bort strax; thi de have en stor Trang til smaa Børn. Ja ogsaa jeg har — oprigtig talt — en stærk Forlængsel efter atter at fornemme nyt Liv med Latter og smaa trippende Skridt i det gamle Hus.

Din dig elskende Fader
Morten M Garman.