Skipper Worse/13
Der var en temmelig stor Gaard, som flere af de fornemste Haugianere eiede i Fællesskab; og foruden Jordbruget var der ogsaa en Del Fabrikanlæg.
Saaledes var der Arbeide nok for den, som skulde staa over det hele; og Fennefos tog fat med en — endogsaa for ham usædvanlig Iver og Kraft. Derimod kunde han i de første Uger ikke lede Andagten blandt den store Flok af Arbeidere, som her efter haugiansk Skik samledes til Maaltid og Husandagt i en stor Stue ved et langt fælles Bord.
Hans Nilsen indskrænkede sig til at være den første ved Arbeidet; men i Opbyggelsestimerne var han taus og nedtrykt. Men da et Par Maaneder var gaaet paa samme Maade, begyndte han igjen at hæve Hovedet og de klare, graa Øine. I det strænge legemlige Arbeide og i alt det Ansvar, der paahvilede ham som Opsynsmand med det hele, fandt efterhaanden hans stærke, sunde Natur Ligevægten igjen.
Vel angrede han bestandigt hint Svaghedens Øieblik og skammede sig; men han begyndte dog at forstaa, at saadant kan hænde den bedste: og han takkede sin Gud, fordi han i sidste Øieblik var kommen ham tilhjæ1p.
Men ligesom denne Begivenhed havde aabenbaret hans egen Skrøbelighed og meget rokket hans Selvtillid, saaledes bragte den ogsaa Tvivl hos ham, om det var Ret at fordre saa meget af Menneskene som han gjorde.
Tænkte han paa de stakkels Bekymrede, han havde efterladt nordpaa, syntes det ham Synd at læsse saa tunge Krav paa dem; tænkte han paa de velhavende, sikre Haugianere her, forekom det ham en Skam at leve blandt dem. Stundom syntes han i stor Haabløshed, at det var ligesaa galt der som her, og han længtede efter noget ganske nyt.
Men da han var naaet saa vidt, maatte han ogsaa overveie, hvorledes han skulde indrette sit Liv herefter. Blive her kunde han ikke. For sig selv frygtede han ikke saa meget, — skjønt sikker kunde han jo aldrig mere være. Men for hendes Skyld maatte han bort.
Det gik endnu som Ild gjennem hans Blod, hvergang han mindedes de Øine, han et Secund havde seet ned i, da hun var i hans Magt; og uden egentlig at se paa hende, kjendte han noget af den samme Ild, naar de mødtes i Forsamlingen.
Skilles maatte de, det stod altsaa fast; han gjentog det for sig selv; men han gik dog ikke. Her var Arbeide nok langt udover Høsten og desuden — hvor i al Verden skulde han gaa hen?
Naar han forlod dette Sted, var der ingen Plet paa Jordens vide Kreds, der trak ham til sig — ikke Hjemmet, ikke Vennerne rundtomkring, helst vilde han ingen se, men leve alene.
Hans Hjerte havde sit dybe Saar, og han tænkte saa ofte i denne Tid paa Henriette. Ogsaa han var bunden for Liv og Død i en Kjærlighed, som ingen uren Tanke skulde besmitte. For Sara vilde han bede.
Imidlertid iagttog de Ældste Hans Nilsen med Bekymring. Hin Tale i Sivert Jespersens Hus havde gjort stor Skade. Det kom ud blandt Folk, at Haugianerne vare splidagtige med sig selv, og at Fennefos havde skilt sig fra dem.
Selv blandt Brødrene var der Uro. De, som ikke havde været tilstede, vilde gjerne vide, hvad han havde sagt; men de, som havde været tilstede, svarede undvigende. Imidlertid øgede der en Nysgjerrighed eller Trang baade blandt Fiender og Venner til at faa opklaret, om der virkelig var noget iveien med saa agtet og bekjendt en Mand som Hans Nilsen.
Dertil kom hans forandrede Væsen lige efter hin Tale; noget maatte være hændt; hver mente sit; og de Ældste sad sammen og raadslog.
„Jeg tænker,“ sagde Sivert Jespersen og saa sig om i den lille Kreds, „at vi alle ere enige om, at der er Kvindfolk med i denne Sag?“
„Jeg har hørt fortælle,“ sagde Endre Egeland, „at han har har havt meget Samkvem med Madame Torvestads Datter Henriette.“
„Med Henriette?“ — sagde Sivert Jespersen og trak det ud i et tvivlende Spørgsmaal.
Der blev en Pause af stille Overraskelse.
„Nei — nei —“ sagde den gamle Farver, „vi maa ikke tro saa onde Ting.“
„Iethvertfald — Kjære! —“ sagde Sivert Jespersen blidt, „bør vi alle som en se til, hvorledes vi kunne hjælpe vor Broder Hans Nilsen i al Nød og Anfægtelse. Jeg havde tænkt mig det saaledes — hvis I synes: at vi kunde mødes oppe paa Gaarden Lørdag Eftermiddag. Naar vi saa havde seet paa Regnskaberne, kunde vi kanske efterpaa tale lidt med ham.“
„Lad os bare være varsomme,“ mente den Gamle, „vi vide jo intetsomhelst.“
„Nei — Kjære! jeg mente jo hellerikke, at vi med Uforstand —“
„Jeg ved, du er forsigtig, SivertJ espersen; men lad os huske paa, han er den stærkeste blandt os; ham maa vi ikke miste.“
Lørdagen da de samledes paa Gaarden efter Aftale, var den sidste September. De havde saaledes hele Maanedens Regnskab baade for Gaarden, Farveriet, Stampemøllen og alt det andet.
Regnskaberne vare iorden og det hele var godt stellet; de takkede Hans Nilsen og vare yderst venlige. Men da Bøgerne vare lukkede og Aftaler trufne for Fremtiden, blev de siddende, som de sad paa Stolene langs Væggene rundt Stuen. Fennefos, som sad midt paa Gulvet ved Bordet med Regnskaberne, løftede Hovedet og saa roligt fra den ene til den anden.
Det undgik ingen af dem, at idag havde han sit gamle Udtryk; det nedslagne, usikre Blik, de en Tid havde mærket hos ham, var ganske forsvundet, og solbrændt og sund, som han sad der blandt de blege Byfolk, syntes han dem stærkere end nogensinde.
Derfor gjorde Farveren Miner til Sivert Jespersen og begyndte at røre paa sig, somom han vilde gaa.
Men Sivert Jespersen havde nu sat sig i Hovedet, at han vilde have fat paa Fennefos’s Hemmelighed, eller ialfald skaffe sig selv og de Ældste et Overtag over den myndige unge Mand.
„Vi har talt os imellem,“ begyndte han, „vi har talt om dig — kjære Hans Nilsen! — ja det har vi rigtig gjort. Vi synes alle, at du brugte stærke Ord den Gang — du ved nok selv — hjemme i mit Hus.“
„Jeg talte af Nidkjærhed; og faldt mine Ord for haardt, saa beder jeg Eder tilgive mig; jeg troede, det var fornødent; men der var ingen Ukjærlighed i mit Hjerte.“
„Det er der heller ingen af os, som tror — Hans Nilsen!“ — sagde den gamle Farver.
„Nei det er der visselig ikke,“ vedblev Sivert Jespersen; „men hvad der har vakt vor Bekymring, er den nedslagne Stemning, hvori vi sidenefter have seet dig. Du er ung endnu — Hans Nilsen! og vi ere gamle — ialfald ældre end du allesammen. Og vi vide saa vel, hvilke Fristelser det er, som helst anfalde det unge Blod; — og har du lidt noget Nederlag af Fienden i dit eget Kjød, saa ville vi byde dig Haanden til Opreisning.“
Hans Nilsen Fennefos saa med sine klare Øine fra den ene til den anden, og det forekom dem alle, at han dvælede pinligt længe ved Endre Egeland.
„Jeg takker Eder; men Gud har været naadig; jeg behøver ingen Opreisning i saa Maade.“
„Hvor inderligt godt det var at hørel“ udbrød Sivert Jespersen kjærligt; „men — bliv ikke vred paa mig, — kjære Ven; om vi end i det ydre ere bevarede for Fald, saa glemmer du vel ikke, at der staar skrevet alvorlige Ord om Tanker, Ord og Begjæringer?“
„Mon nogen af Eder vil kaste den første Sten?“ — spurgte Hans Nilsen roligt rundt i Kredsen.
Ingen svarede; og den, som sad nærmest ved Sivert Jespersen, traadte ham paa Foden for at faa ham til at holde op med dette. Men det var for sent; Fennefos tog en Beslutning og reiste sig raskt op; derpaa talte han saaledes:
„Kjære Brødre og Venner! — ja visselig — jeg brugte haarde Ord, da jeg sidste Gang talte blandt Eder. Jeg kom fra Elendighed og mødte Velstand; jeg kom fra Bekymring og mødte Sikkerhed; jeg kom fra Sult og Nød, og man satte mig ved den rige Mands Bord. Derfor mindedes jeg, hvad Hauge har efterladt os til Rettesnor: „De Ældste maa ikke se gjennem Fingre med nogen af deres Medældste i nogen Last, men tilbørlig straffe dem saavelsom enhver især. De, som have erhvervet sig de Troendes Agtelse og ville være — gode Kristne, bør holdes nøie Agt med, saa de ikke vænnes til Smiger og Blødhed, men taale endog skarpe Paamindelser og haard Mad.“ Derfor talte jeg som Pligten drev mig. Men efter den Dag er Herrens Haand falden tungt paa mig; og i min svare Syndighed mente jeg, at jeg aldrig mere turde fremtræde og tale et revsende Ord til nogen. Det var den Tid, i hvilken I have seet mig vandre nedbøiet og forsagt blandt Eder. Men lovet være Gud, som atter har opreist mig ved sin Naade; endnu tør jeg haabe, at Herren ikke ganske vil forkaste mig som et uværdigt Redskab. Men — kjære Venner; — blandt Eder kan jeg ikke længer dvæle.“
Alle saa uroligt paa ham.
„Mon du vel vil skille dig fra Brødrene?“ spurgte den Gamle.
„Nei —“ det vil jeg ikke; men jeg maa bort herfra, baade for min egen Skrøbeligheds Skyld, og fordi jeg frygter, at jeg efter dette ikke strængt nok kan revse og advare Eder; thi — kjære Venner! — jeg tror, I fare sørgeligen vild i mange Stykker.“
„Vil du drage nordover igjen?“ spurgte en.
„Eller kanske har Herren bøiet dit Hjerte mod de arme Hedninger i Afrika?“ — sagde en anden.
Hans Nilsen saa paa ham: „Tak skal du have for det Ord; jeg vil tænke over det og bede Aanden oplyse mig om det rette.“
Derved følte de sig alle lettede. Missionssagen var deres egen, vakt og sat igang af Herrnhuterne og Hauges Venner. Kom Hans Nilsen i Missionens Tjeneste, saa forblev han deres, og de vilde ikke miste ham; først nu følte de, hvad Støtte han var for dem alle.
Sivert Jespersen begyndte ogsaa strax at opmuntre ham til at lade sig udsende til de formørkede Hedningelande.
Men om det var Udtrykket: lade sig udsende eller om Hans Nilsen slet ikke kunde taale Sivert idag, nok er det, han svarede temmelig skarpt: „Hvis jeg gaar, saa er der kun en, som udsender mig, og det er Gud Herren. I skulle ogsaa vogte vel paa Eders Missionsgjerning — kjære Venner! I mindes, hvorledes baade de Vantro og ikke mindst Præsterne bespottede Eder, da I begyndte. Og se allerede nu, da den IId, I tændte, har bredt sig over Landet, saa at Hjælp og Gaver strømme rigeligen, se nu komme disse samme Præster fygende ligesom Ravne hidlokkede af den fede Lugt. De ville ikke lade Lægmændene beholde et saa kristeligt Værk, naar der er Livskraft i det; men de ville bøie det ind under Kirken — som de kalde det; — det er: de ville fordærve Eders Værk og føre alt sit Hovmod, sit Rethaveri, sin Strid og Ufordragelighed ind i det; og saalænge det gaar godt, ville de staa foran og raabe: se her er vil — men hænder der noget galt, ville de krybe bagom og sige: ja saaledes gaar det, naar Folket vil raade sig selv.“
Den gamle Ild var nu over ham. De Ældste saa paa hinanden med Bedrøvelse, at de skulde miste en saadan Broder, og en sagde:
„Men naar du ikke vil være vor Udsending, hvor vil du da gaa hen?“
„Jeg tænker nok, jeg skal finde Hedninger,“ svarede Hans Nilsen, „men lad os nu skilles for denne Gang; og maatte den Gud, som vakte vore Fædre, være i os alle med den første Kjærligheds Kraft, paa det at vi kunne fuldkomme hans Gjerning til Velbehagelighed.“
Derpaa gav han dem alle Haanden — en for en, og de gik.
Det var en stille, tung Høsteftermiddag. Det lille Følge vandrede henover Markerne mod Byen. Haugianergaarden — som Folk kaldte den — laa vakkert i Aftensolen med sine solide og velmalede Bygninger. Jorden var tarvelig, men godt dyrket, og bag de pyntelige Stengjærder stod hist og her smaa Træplantninger.
Men da den lille Flok af de Ældste kom til Porten i Gjærdet, hvorfra Veien førte lige ned til Byen, stansede den gamle Farver og brast i Graad. De andre samlede sig omkring ham.
„Her stod jeg om Vaaren l804 med min Fader og Hans Nielsen Hauge. Dengang var her Lyng og bare Fjeldknauser, hvor du snudde dig. Far og Hauge havde talt om at kjøbe hele Sletten og Myren her, saadan som det ogsaa blev. Hauge havde givet Raad og Anvisning til alt det, som han mente, her skulde indrettes og drives med — omtrent saaledes, som vi siden gjorde det. Da vi nu skulde gaa hjem igjen, sagde min Far: „Ja — vilde nu Gud bare lægge sin Velsignelse til!“ — Han tænkte vel mest paa det timelige — Far; det var jo et vaageligt Foretagende, og mange Penge var der ikke dengang mellem Hauges Venner. Men Hauge selv smilede og svarede saa frimodigt: „Aa — neimænd er jeg ikke det Gran ræd for det — Ingebret! — hvis det er det timelige, du mener. Snarere vilde jeg bede Gud bevare dem, som komme efter os, mod altfor stor Lykke og Medbør i den verdslige Handel. Og det faar du mindes“ — sagde han saa til mig — „du som nu er ung; der skal stærk Ryg til at bære gode Dage.“ Jeg ser ham saa grant for mig, han stod netop der. Han var jo ung selv endnu og ikke saa overmaade meget ældre end jeg. Men alligevel kjendtes det for mig, somom jeg stod foran noget høist ærværdigt og ophøiet, som jeg maatte bøie mig dybt for. Noget af det samme følte jeg idag, da han talte — den unge Hans Nilsen Fennefos. Det nytter ikke, vi nægter det, det er han, som har Ret; og det er vi, som ere blevne lunkne i den første Kjærlighed.“
Den Gamle rystede vemodigt paa Hovedet og gik nedover mod Byen; de andre fulgte tause bagefter. —
— Madame Torvestad blev gammel af Ærgrelser i denne Tid. Brødrene havde taget Hans Nilsen fra hende og vedblev at handle bag hendes Ryg; og Methoden fra Gnadau viste sig ganske frugtesløs.
Vistnok blev Henriette bleg og mager af den megen Fasten og Indespærring; men til Gjengjæld kom der en trodsig Glød i hendes Øie; og en Dag hørte Moderen hende synge med freidig Stemme:
En Sømands Brud har Bølgen kjær,
Det stolte Hav hun fjernt og nær
Betragter som sin Brudeseng
Og Vuggen for hans Dreng.
Da brast Madame Torvestads Taalmodighed; og uden at betænke sig, som hun pleiede, fór hun ind til Henriette, gav hende en ordentlig varm Dask paa hvert Kind, og sagde, idet hun gik: „Jeg skal snart lære dig en anden Vise! — vent bare!“
Henriette sad som forstenet. Hun havde nok seet Moderen sint før og faaet mangen varm Dask i Opvæxten; men saaledes havde hun aldrig seet hende. Hun anede intet godt; alligevel havde hun ikke tænkt sig, at det skulde blive saa skrækkeligt som det blev.
Thi en Times Tid efter blev Henriette kaldt ned i Stuen, og der var Madame Endre Egeland. Den tykke gule Dame kyssede hende, og nu kom det ud: hun var i denne Time bleven forlovet med Erik Pontoppidan Egeland — det værste, hun vidste under Solen.
Da Sara hørte om denne Forlovelse, gik hun over i Bagbygningen, for at tale med Moderen. De lukkede sig inde; men Samtalen blev kort. Madame Torvestad viste strax sin Datter tilbage, og da det kom til Stykket, og Sara sad ligeoverfor Moderen i den gamle Stue, havde hun dog ikke Mod til at vove en afgjørende Kamp.
Hvad skulde hun desuden sige? skulde hun aabenbare sin egen Jammer og sin Skam?
Sara gik op til Henriette. Hun svarede ikke andet til alt, hvad Sara sagde, end: jeg vil ikke, jeg vil ikke; jeg har jo svoret. Hun var syg og havde Feber.
Sara fik Klæderne af hende og lagde hende tilsengs; men Moderen vilde selv pleie hende. Og Sara maatte gaa endnu tungere og mere ulykkelig end hun var før.
Altsom Ugerne gik udover mod Høsten, forhærdedes hendes Hjerte mer og mer. Fennefos havde faaet sit klare, rene Blik igjen; han saa henover hende, somom hun var langt borte.
Det blev fortalt en Dag, at han vilde blive Missionær. Sara hørte det; og der blev mørkere og mørkere i hende. Hun hadede sin Moder og afskyede sin Mand; men hun gik saa stille med det, at ingen anede, hvad for Tanker der tumlede i hende.
Jacob Worse var nu for Alvor kommen ikast med Djævelen. Det blev ham efterhaanden klart, at den Onde altid og overalt var paafærde baade udenom og inde i hans inderste Hjerte. Og de kjæmpede — Djævelen og Skipper Worse fra Morgen til Aften,og om Natten, naar han drømte.
Ialmindelighed tabte Worse.
Men en enkelt Gang kunde han ogsaa narre den snedige Satan, naar han itide kom underveir med hans fordømte List.
Saaledes en Dag med Skipper Randulf.
Han havde faaet Worse med paa en Tur i Byen og gik og snakkede og lokkede ham længer og længer udover mod Skibsværfterne; men med engang mærkede Worse det.
Han hørte af et Par Gutter, som løb forbi, at et Skib skulde gaa af Stabelen, og da var det ham let at gjennemskue den Ondes Snare.
Thi det var et gammelt Kneb af Djævelen at trække hans Tanker ind i al Syndigheden fra hans tidligere Liv ved Hjælp af saadanne Ting, som hørte til Sø og Skib.
Derfor havde han ogsaa for længe siden sat den halvfærdige Model af „Familiens Haab“ op paa Loftet, og da han nu mærkede, at Djævelen fristede ham gjennem Thomas Randulf, vendte han pludseligt om og skyndte sig hjem til Sara.
Men Randulf sørgede over sin Ven, og om Aftenen i Klubben sagde han: „Det er snart forbi med Jacob Worse; pas paa, hvad jeg siger: han lever ikke længe; det saa jeg paa ham idag.“
„Det tror jeg ikke,“ svarede en anden, „han ser vistnok noget gul og smaalig ud, men —“
„Ja jeg saa det nu paa Buxerne,“ svarede Randulf.
„Hvad er nu det for noget forbandet Sludder — Randulf!“ raabte Lodsoldermanden fra Kortbordet.
„Sludder?“ svarede Randulf slagfærdig, „ja dine Ord i Ære og mine bag Døren — Oldermand, men det er nu alligevel, som jeg siger. Naar Døden har mærket en Mand, bliver han saa forunderlig tynd og slunken i Buxerne.“
De lo allesammen, og en mente, det kom af, at syge Folk blive magre.
„Nei — nei!“ raabte Randulf med stor Iver, „det, jeg mener, har en egen Art. Buxerne blive ligesom saa tomme og tunge og lange, somom de vilde sige helt ned, og fremme over Foden lægger der sig tre store tykke Folder. Naar jeg ser det, saa ved jeg: den Mand lever ikke længe. Det kan I forlade Jer paa, for det er en Sanning, som er fast og urokkelig.“ —
— Da det begyndte at blive stygt Veir ude i Ootober, gik Jacob Worse endnu sjeldnere ud; han var bleven kuldskjær og sad helst inde i Stuen. I de smaa Bøger læste han saa godt han kunde; men det vilde dog ikke forhjælpe ham til Aandens Frimodighed, han trængte saa haardt.
I Forsamlingen var det underligt mellem alle de rolige, andægtige Ansigter at se denne gamle bekymrede Mand med det tætte, hvide Haar, rynket og slap i Ansigtet, men søgende med Øinene fra den ene til den anden, lyttende begjærligt efter, hvad der blev talt, om de da aldrig skulde komme — de Ord, der skulde skjænke ham Fred og Aandens Frimodighed.
Men Djævelen havde fra gammel Tid altfor fast Tag i ham. Han lagde Eder paa hans Tunge og onde Tanker ind i hans Hjerte; i Forsamlingen, naar Sivert Jespersen læste af Postillen, kom Djævelen halende med de to hundrede Tønder Salt; eller den Onde forvrængte hans Syn, saa at han fandt ud, at Endre Egeland sad og stirrede paa de unge Piger med sine smaa grønne Øine.
Om Natten, naar det tudede og blæste i Worsesmuget, tog Djævelen ham med sig ud paa Havet i Storm — ombord paa „Familiens Haab“, saa at han fandt en syndig Glæde i at ligge og tænke paa, hvorledes han manøvrerede det gode Skib, og hvor smukt hun bar sig i den svære Sjø.
Eller Satan fristede ham til Hovmod, naar Garman & Worse gjorde store Forretninger; eller til Vrede og Utaalmodighed, naar Romarino kom og skulde have Penge eller Endossement.
Ja selv Thomas Randulf brugte Djævelen til at fordærve ham med; og en Dag, de mødtes paa Torvet udenfor Worses Gadedør, maatte han bare skynde sig ind igjen til Sara; det forekom ham skinbarligt, somom Randulf havde lange, krumme Klør.
Inde i Stuen var det bedst, især naar Sara var der. Der kunde han, naar han var uhyre vagtsom, saa nogenlunde holde Djævelen fra sig.
Men imidlertid blev hans Onde altid værre; han sov daarligt og mistede Madlysten. Det eneste, han endnu ligte, var Erter og Flæsk — saaledes som han havde faaet det tilsøs i al sin Tid. Og hver Formiddag, naar han kjendte Lugten af Erter fra Kjøkkenet, blev han oplivet.
Men saa faldt det ham en Dag ind, om dette ikke ogsaa var en af den Ondes træske Snarer, for at lokke hans Tanke bort fra det ene Fornødne og hen til hans forrige Livs store Syndighed.
Og da de kom tilbords, kunde han neppe røre Maden; Djævelen var i Erterne ogsaa.