Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun IV
Mysterier — det er i ét Ord Hamsuns hele Filosofi. Spørger vi, hvorfor Tingene gaar saa og ikke anderledes, hvorfor Hjerter knuses og Lykken staar for Fald, saa lyder Svaret: Mysterier og Hemmeligheder. «Livets gaadefulde Gud» vil det saa. Derved er intet at gjøre.
Og den Roman, som Hamsun har udmærket med denne alt sigende Titel, indeholder da ogsaa Kvintessensen af hans Ideer. Den er den rummelige Generalnævner for hele hans digteriske Produktion: bagover til og frem mod dette mangetonige Potpourri af alskens Melodier, dette brogede Allehaande af Lyrik, Romanfragmenter, Dagbogs-Aforismer og bitter-lystige Udfald mod Tidens feirede Storheder peger alle hans Verker som til deres fælles forklarende Ophav. I «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» er det Johan Nagel som Haderen og Spotteren af Digtere og Politikere, der svinger Svøben over moderne Journalistik og Poesi. I «Ved Rigets Port» har Johan Nagel som Opsøgeren af de høieste sjeldneste Værdier, Dyrkeren af «Erkeaanderne», de fire-fem udvalgte Over-Genier blandt Alverdens Rigdom paa store Mænd, iført sig Filosofkappen, eller kanske det er Professor-Kjolen, for ret med Vegt og Alvor at forkynde sit lyriske Personligheds-Evangelium og vel ogsaa for at aabenbare sit Væsens rene Herlighed under Kollisionen med de officielle Sandheders vellønnede og mægtige Forfægtere. I «Pan» og «Sult» endelig er det den sære, virkelighedssky Drømmer af samme Navn, som beruser sig i sit fortvilede Tungsinds og sine hektiske Skjønhedslængslers Syner og Fantasier. Men gjennem alle disse Masker lyder endnu høiere Hamsuns egen Røst, forkyndende den ene evig usvigelige Sandhed, hans Blods Aabenbaring, hans Væsens Program: Jeg maa være modsat alt og alle. Jeg er en Fremmed, en Tilværelsens Udlænding, Guds fikse Idé, kald mig, hvad I vil . . .
Ja, ja men skjønt vi kanske ikke havde glemt denne hans sterkeste, inderste Eiendommelighed . . . saa kom dog «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» som en forbløffende Overraskelse. Den Mand, der i sin Bog om Amerika havde stemplet Moralen som det rnindst menneskelige i Mennesket, aabenbarede sig i disse to Romaner som en indigneret ubestikkelig, sort alvorlig Samfundsforbedrer eller -kvaksalver (med det sidste Epitet vilde han vel have karakteriseret sig i sin nye Rolle Aaret i Forveien), — fra Issen til Fodsaalen iført den første den bedste skattebekymrede Spidsborgers ildfaste og vandtætte Overbevisnings-Rustning. Den rede Kritiker, der to Aar tidligere fra Katedret i Hals’s Sal tordnede ned over Henrik Ibsens Hoved, at han var en samfundsdebatterende Ræsonnør, der forblindet af moralsk Idealisme forfalskede og stiliserede Menneskene om til blodløse Abstrakter, til personificerede Tanker og Problemer, optraadte her som den rene Type- og Tendensdigter, der sjakrede med Sjæle og Skjæbner som en ublu og æreløs Seelenverkooper. Ja, var de ikke kommet med disse to Idealernes lykkelig-ulykkelige Elskere, de brødlose Don Quijoter, Høibro og Coldevin, saa maatte «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» stilles i Klasse med Epigon-Litteraturens Klagedigte og -Skuespil, en litterær Genre, som Hamsun ikke skulde synes at have Forudsætninger for eller Sympati med.
Værst er «Redaktør Lynge». Fattig paa Virkelighed og endnu fattigere paa Stemning formelig svulmer og drypper den af den konventionelle, vandkjæmmede faare-fromme Ædelhed, der aldrig forfeiler sin Virkning paa Publikums Hjerter. Ingen Røver- eller Ridder-Romans Helt har nogensinde baaret tilskue saa megen Bravhed og Uforfærdethed paa ét Bret som denne Leo Høibro, der bekjæmper Humbug, Reklame og moralsk Svindel. Men morsomt er det ikke blevet alligevel. Hamsun, der ellers har saa let for at finde de uhyggelig sikre, knusende Udtryk for Indignation og Had, er her bedrøvelig mat og broddløs; — maaske har hans Harme ikke været helt ægte denne Gang.
«Redaktør Lynge» præsenterer sig som et Tidsbillede fra det moderne Kristiania. I denne store Stad skal der, ifølge Bogen, i de senere Aar være foregaaet en gjennemgribende Forandring i alle Livsforhold. Al god gammel Orden er sat paa Hovedet. De unge Piger har mistet alle Ærbarbeds- og Anstændigheds-Instinkter. Toseri og løse Manerer florerer. Alle Folk gaar paa Kaféer, og Hjemmene lægges øde. Alt, hvad der heder Pietet, Uskyld, Trofasthed, Renhed, kort sagt: Hjertets Adel, er omtrent helt forsvunden. I dens Sted har en skamløs, sportsmæssig. saakaldt Frisindethed eller Fremskredenhed som en smitsom Syge befængt den ganske By. Alt ansees for tilladt. Det gjælder blot at gjøre Lykke, at slaa sig frem. Det Maal helliger ethvert Offer. For at naa det bringer man villig tiltorvs ikke blot slige forældede Ting som Dannelse, Finfølelse, Skjønhedssans, men ogsaa de Egenskaber, som skulde synes de for enhver Sjæl umisteligste, de ligefrem livsopholdende: Selvagtelse, simpel borgerlig Ærlighed og Sandfærdighed osv. Kort og godt, den hele Stad er i Bund og Grund demoraliseret, og Folk driver om uden Moral og Overbevisning i hver flygtig opblussende Stemnings Vold.
Al denne Elendighed har ét Ophav: Bladet Gazetten og den Slyngel af en Redaktør, som udgiver det: Alexander Lynge. Ved sin politiske Uvederheftighed — det skifter Standpunkt, hver Gang det har Trang til nye Abonnenter —, ved sit frække Reklamevæsen, ved sin omtrent udelukkende Beskjæftigeise med al Verdens usle Ubetydelighed, Smuds og Skum indsmugler det en grov Ublufærdighedens Aand hos Publikum og virker i al Stilhed ødelæggende og forsimplende paa alle. Intet viser bedre, hvor farlig Bladets Indflydelse har været, end den Ting, at Byen blot føler Beundring og Begeistring for Gazettens Velunderrettethed og Redaktør Lynges sjeldne Talent, usvigelige Sandhedskjærlighed og Mod.
Én Mand findes der dog i Staden, der er oprørt over Lynges Maade at redigere sin Avis paa. Det er Leo Høibro, en ung, fattig, underordnet Funktionær i en Bank. Han er en af disse underlige, miskjendte Sjæle, som alle hjertevarme Digtere har elsket: uanselig og heller frastødende af Ydre, en Bjørn med en brummende, grubedyb Stemme, kantet og umulig i sin Optræden. Men bag dette grove Ydre gjemmer han et Hjerte af Guld. Han er Radikaler, men ikke paa den Maade som Redaktør Lynge eller den ordinære liberale Hurramob, «som troede paa Venstres Politik og Republik og holdt dette for det radikaleste i Verden». Han er aristokratisk Radikaler, som den moderne Frase lyder, tror paa Hjertets Adel og Hjertets Dannelse og ofrer med Glæde for denne Tro al Verdens Fordel og Anseelse, ja Liv og Lykke, om det gjælder. Han er en ren, stolt Sjæl, der altid kommer i Veien for sig selv og andre ved det frygtelige umedgjørlige Alvor, hvormed han tager paa Tingene. Han har i gamle Dage været en af Lynges mest troende Tilhængere og havde da forsvaret ham mod hvemsomhelst med den Unges brændende Redebonhed til at ofre alt for Idealet.
Nu er Skjællene forlængst faldt fra hans øine. Dog tier han til alle Daarlighederne, tier i Foragt, — indtil Lynges Blad af pur Sensationslyst begaar en ny Svingning i sin Politik, der truer med at blive farlig for det Parti, som Høibro-Hamsun trods alt har mest tilovers for. Han skriver en filosofisk-politisk Brochure, hvori han «giver en Fremstilling af Venstres ideale Stræben efter Jevnbyrdighed i Unionen og samtidig med den hedeste Voldsomhed angriber Redaktør Lynge og Gazettens Virksomhed».
Sammenstødet mellem de to — St. Georgs Anfald paa den giftige Drage — foregaar med megen melodramatisk Spænding og Eventyrlighed. Høibro har engang trods sin Fattigdom foræret den af ham haabløst elskede Charlotte Ihlen en Bicycle. Den betydelige Udgift, som dette paafører ham, nøder ham til at skrive en Smule falsk i den Bank, hvor han er ansat. Dette Falskneri bliver selvfølgelig ikke opdaget. Ingen Mistanke hefter sig ved ham, hvilket er høist mærkværdigt, da han i Lynges Blad gientagende sigtes paa den groveste, mest utilslørede Maade. Men da han efter mange Skjæbnens onde Omvekslinger staar ved sine umulige Længslers Maal: han ved sig elsket af hin uopnaaelige Charlotte, — — lader han Lykken fare og udleverer sig til Politiet. Hvorfor? Fordi denne Kvinde, som han havde tilbedet med sit Hjertes eneste Lidenskab i sit Sinds inderste stille Helligdom . . . hun var ikke ren, hun har været inde i Fordærvelsen, som i disse Tider smittede alle. Det er en Nat, da Høibro gaar og tænker paa alt dette. Hun har hetroet ham sin Kjærlighed, betroet ham sin Uværdighed:
«Lampen brændte roligt paa Bordet, Skinnet stod blankt og stivt tid fra Kuppelen, og den brændte, som om ingen, ingen Ting var iveien med ham, som stod der alene i Rummet og tænkte» . . .
Det var blot det iveien, at Redaktør Lynge har seiret.
Det er alene Figuren Leo Høibro, som har nogen Interesse i denne melodramatiske Roman om, hvor galt det gaar Dyden i vor onde Verden. Han er Hamsuns Ideal-Type i dens første ufuldkomne, grove Form. Og det er meget betegnende for vor Digter, at han har havt saa megen sødladen Sentimentalitet at spendere paa denne Ridder uden Frygt og Dadel. Men høit taler det til Ære for hans Fantasis Kraft og Klarsyn, at denne Bog trods dens umulige Hovedperson og latterlig usandsynlige Intrige formaar at holde Interessen fangen, saa man læser den tilende.
Hamsuns næste Satire over hjemlige Forhold, Romanen «Ny Jord» (Høsten 1893), betegner et stort Fremskridt i formel Henseende, og hvad mere er, den indeholder Tanker og drøfter Nutidsproblemer, som vel fortjener Overveielse. Og skjønt han i denne benytter fuldt saa grovt Skyts som i «Redaktør Lynge», forsoner man sig lettere dermed, da han her virkelig er morsom, ofte aandfuld og rammende vittig. En forstandig Kritik kunde blot glæde sig over, at Hamsun evnede at give en saapas interessant Skildring af Nutidsforhold, og mange Læsere følte sikkert Beroligelse ved at erfare, at han var saa meget af en Alvorsmand.
I «Ny Jord» svinges Svøben over det unge Norges Digtere, Malere, Skuespillere, hvilke her repræsenteres af nogle bedærvede Existenser af Kunstnerproletariatet, en Bohêmeklik af Dagdrivere, som holder til paa Grand Hôtels Kafé og lever af at gjøre Gjæld og slaa Plader, naar de ikke ligefrem maa ernæres af sine Elskerinder. Det er Kristiania-Billedet fra «Redaktør Lynge» rigere, mere levende, men — fraregnet en med korte Mellemrum opdukkende liden lys Grosserer-Idyl — endnu mørkere i Farven og Stemningstonen. Alle Folk er blevet til forlystelsessyge Kneipegjæster, Hjemmene er i Opløsning eller helt ødelagte. Kvinderne er karakteriose, lystne Dukker, der løber fra den ene til den anden, «snuser til hvemsomhelst og giver alle det villige Blik». Mændene er ikke bedre, de er udhulede, afartede og smaa; de bærer sine Horn med Anstand eller trøster sig med at sætte dem i Panden paa sin bedste Ven. Men værst er det med Ungdommen, den har saa koldt og magert Blod, at ingen Ting interesserer den længer uden Bogskriveri og fine Klæder . . .
Hvem har nu Skylden for dette sørgelige sædelige Forfald? Digterne, svarer Coldevin-Hamsun, eller kanske mest den skadelige Fordom hos det dannede Publikum, som holder fast ved den dumme, gamle Ærbødighed for Skribenter og Kunstnere. Vi havde engang et straalende herligt Aandsveir i vor Litteratur. Dengang var Digterne vore Førere: «De stod svulmende rige og slængte Dukater ud af Vinduet med herlig og ufornuftig Sorgløshed; de havde Raad til Vidtløftighed, Uveir, forbausende Triumfscener af rød Kraft. Nu er de sparsomme og tørre og kloge. De piner ud af sig en Bog nu og da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i sig for hver Gang, — og Aviserne holder dem troligt frem, Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke læsrværdigr Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa i Grublen . . .»
Ak ja! Mangen en brav Mand og Kvinde vil have følt en deilig Glæderislen gaa gjennem sig, naar de lyttede til den fortræffelige Huslærers vellydende Talestrømme. Hvilken skjændig Samfundsplage er dog ikke disse Forfattere (Gud ved, om der ikke er over fjorten Stykker af dem!), hvis Bøger vi laaner paa Leiebibliotekerne eller af vore litterære Venner. De Døgenigter! — rabler de ikke ofte en hel Roman sammen paa et eneste Aar, den de danske Forlæggere forærer dem 1000 Kroner for. Og saa disse store Stipendier til Berliner- og Pariserreiser . . .
Ja, det er frygteligt. Men endnu tristere synes det andre, at Coldevin maaske har Ret i sine Udfald mod Idéløsheden og Aandsfattigdommen hos Digterne, &mdashs; men rigtignok burde han saa gaa løs paa den nulevende Alverdens Digtere. Her paa Bjerget turde der for Øieblikket være forholdsvis Velstand paa Poesi. Ialfald staar vi sikkerlig paa Høide med baade Paris, St. Petersburg og New York. Men der er jo tre Verdensdele til. Ligesom nogle Aarhundreder før os.
Men tilbage til Bogen. Den interesserer sig først og fremst for Moralen. Det er en moralsk Fabel, skrevet til Kunstnerproletariatets Belærelse og paa det at gode Folk kan tage sig ivare for d’Hrr. Forfattere, Malere osv. Se blot, tilraaber han os, hvordan det gaar den smukke, fine, gode Hanka — og den allerkjæreste, søde lille Aagot! Ilde tilredt blev de paa sin Flugt ud fra Familiereden, og haardt rnaatte de bøde for sin Tro paa Digternes skjønne Ord og klingende Fraser. Intet viser tydeligere Dekadencen, vil Hamsun sige, end disse Kvinder, som lader sig omtumle af en sølle Verseskriver. Vore unge Kvinder har ikke længer store Plager af sit Hjerte; de «hopper om som blaa Flammer, nipper lidt til alt, til Glæder og Sorger, og har ingen Følelse af, at de er bleven ubetydelige.» Sit stolte Blik har de mistet. Sin «Magt, det rige og kjære Enfold, den store Lidenskab, Racemærket», den rette Glæde over den eneste Mand, Helten, Guden . . . alt det har de tabt. Og det sørger de ikke over. De gaar paa Kaféer og omgaaes fortrolig med det blandede Selskab, som de der træffer paa.
Visselig, Moralen i «Ny Jord» er god, bare den kunde naa frem did, hvor den trænges. Men Menneskeskildringen er daarlig. Der findes et Par morsomme Typer, men neppe engang Tilløb i Retning af psykologisk Ærlighed. Ikke et Øieblik faar Bogens Figurer benytte sin egen Smule Liv til det, de kunde have Lyst paa. De maa enten være Karikaturer som Digterfjolset Øien, den tause Idiot Paulsberg osv. eller vilje- og egenskabsløse Idealer som Aagot og Coldevin. Naa, derpaa er jo ikke noget at sige, al den Stund Hamsun saavist ikke lægger Skjul paa, at han denne Gang væsentlig har skrevet for at reformere Sæderne og haane sine Kolleger i Skriverhaandverket. Og saa har Bogen desuden et Slutningskapitel, stort i Stilen, straalende af god Kunst, det ægteste og smukkeste Udtryk for Hamsuns Indignationslyrik.
. . . Atter er Byen vaagnet en Dag. Atter bevæger pyntede, leende, samtalende Menneskeskarer sig henad Karl Johans Gade. Ogsaa den lille remarkable Kunstnerklik staar paa sin vante Plads paa hjørnet og afleverer sine Vitser over Byen, sig selv og Kameraterne, — da pludselig en Vogn kommer kjørende langsomt opover Gaden. Der sidder en Dame i den. Men disse Mennesker, som kjender den ganske By, staar der forbausede og maaber paa Vognen. Maleren kjender hende ikke, Journalisten ikke, Digterne heller ikke — hverken den ældste, næst ældste eller yngste.
« Hun var usædvanlig tyk og hviled tungt og mageligt i Sædet, hun havde Opstoppernæse og et kneisende Hoved; et rødt Slør, som hun havde paa Hatten, hang hende ret nedad hendes Ryg. Kun nogle ældre Mennesker lod til at kjende hende og hilste, og hun besvared med et Udtryk af Ligegyldighed hver Hilsen fra sin Trille.»
. . . Da gaar det pludselig et Lys op for den ældste Digter:
— Herregud, det er jo Fru Liberia!
Og nu kjender ogsaa de andre hende. Journalisten mindes, at han havde kysset hende en syttende Mai i en begeistret Stund for længe siden. Og alle ærgrer sig over, at de ikke fik hilst paa hende. Men Maleren synes ikke, de bør tage sig nær af den Ting: Hvem kan da ogsaa kjende hende igjen fra Aar til andet? Hun er aldrig ude, hun deltager ikke i noget, hun sidder bare der hjemme og feder sig» . .
Dog, den ene af Digterne — han, som for Tiden haaber paa Stipendiet — er utrøstetig, fordi han ikke fik Anledning til at hilse paa den rødt beslørede Frue. Hun var istand til at tage ham det ilde op. Det var bekjendt, at hun havde den største Indflydelse paa sin Mand, det kongelige Kommissionsmedlem, der den Dag imorgen kunde gaa til Ministeren og foreslaa en anden til Stipen diet . . . Aandeløs piler han afsted en Snarvei og er da ogsaa saa storartet heldig at faa afleveret sin ærbødigste Hilsen til den mægtige Dame.
Og Fru Liberia fortsætter i langsom Skridtgang sin Tur gjennem Byen. Hun sad der i Trillen saa rolig og god som et helt Ministerium og lod sig ikke anfegte af de maabende, nysgjerrige Blikke fra alle disse Mennesker, som ikke kjendte hende. «Hendes røde Slør var ikke meget moderne, det vakte blot en skrigende Opsigt, og de Unge, som var inde i Moden, smilte for sig selv over dette røde Slør» . . . Endnu mere forbauset bliver de dog, da hun lader sin Kusk holde ved Stortingsbygningen. Hvad havde Fruentimmeret at bestille med Stortinget? Det var lukket, det var gaaet hjem, Sæsonen var forbi . . . Det var kun nogle faa ældre Mennesker, som kjendte hende, der vidste, at hun havde sin Mand siddende i en liberal Kommission i Stortinget, inde i et Gaardsværelse; man gik op til ham fra Bagsiden.
«Og Fruen steg ud af Trillen og bad Kusken vente, hun gik besværligt og langsomt hen til Trappen; hendes røde Slør hang hende fremdeles slapt og dødt nedad Ryggen, ikke et Vindpust løfted det. San forsvandt hun i den store Bygning . . . »
En eiendommelig Afart af Problemdigtningens mangfoldige Væsen lærer vi at kjende i Hamsuns første Skuespil «Ved Rigets Port» (1895). Dets Hovedperson, den unge Filosof Kareno, er en ny, men hverken synderlig original eller interessant Variation af hans Yndlings-Type: den verdensfremmede, exalteret geniale, stolte og sky Grubler og Drømmer. Han er denne Gang en noksaa kjedelig Fyr, ligner saa lidet sine Forgjængere Høibro og Coldevin, — fordi Forfatteren har havt det mindre aandrige Indfald at lægge ham en Hob trivielle Aforismer om det store Menneske, de engelske Filosofer, Liberalismen, Socialismen etc. i Munden. Vi faar ikke vide stort mer om ham, end at han har Meninger om Dit og Dat, — og at han forøvrigt er en meget upraktisk og naiv Mand, der blandt meget andet glemmer, at han har en smuk, levelysten Kone, og i den Anledning rammes af den Straf, at hun bedrager og forlader ham. Da Stykket blev opført paa Kristiania Teater, var det dette sidste Motiv, som skabte Handling og Udvikling og holdt Interessen vaagen. Her blev Fru Kareno ubetinget Hovedpersonen. Medens man ved Læsningen fik Indtryk af, at Forfatteren havde villet skildre en ensom Selvtænkers haabløse Kamp mod dumme, overmægtige Autoriteter og lave, troløse Omgivelser.
Som Helhed virkede Ved Rigets Port uklart og utilfredsstillende. Men saa kaldtes det jo ogsaa paa selve Titelbladet blot for et Forspil. Det skulde faa en Fortsættelse.
Den korn Aaret efter og hed «Livets Spil». Men der er neppe anden Grund til at kalde dette Drama for Fortsættelse af det første, end at det har to Personer tilfælles med det, nemlig Kareno og hans Kone. Og den sidste er bare en Baggrundsfigur. Alt her er nyt og fremmed. Milieuet er Nordlands Vidunderverden, som i «Pan». Kareno kjæmper ikke længer med borgerlige Universitetsprofessorer om Samfundsspørgsmaal og engelsk Nyttemoral. Han er sluppet ud af den ordnede, hverdagslige Virkelighed og har sat sig til Maal at gruble ud nye Erkjendelsesmuligheder. «Jeg ved, hvad Menneskene ved,» siger han. «Men jeg vil vide mere.» Og han vil bygge sig et Glastaarn, hvor Lyset skal strømme ind fra alle Sider, ledet gjennern Linser og kastet tilbage af Reflektorer. Han vil «hensætte sig i en Tilstand, hvori han ser forandrede Realiteter. Han vil ophæve den tidsbestemte og tidsfarvede Fornemmelsesstrøm og slynge sin Sjæl ud til Evighedens Kyst.»
Imidlertid er det ikke ham, som er Dramaets Hovedperson. Det er — for første Gang i en Bog af Hamsun — en Kvinde: Teresita. Et Navn, der « knitrer som en Silkefane» for Karenos øren. Thi ogsaa han, den overjordiske Grubler og Tænker, fanges som de andre Mænd i Stykket af en alt udslettende Passion for denne dæmoniske Dame. Hun er uimodstaaelig. Hun er selve den almægtige, uansvarlige Naturmagt, der kommer og gaar, som Sol og Skyer paa Himlen. «Kvisten bøier sig» i hendes Haand, — og hun gjør den Lykkelige til «Jordens stolteste Nar». Men næste Dag har hun glemt ham. Han var «et Menneske som alle andre, fuld af simpel og naragtig Synd». Kort sagt, hun er den moderne Kvinde-Sfinx i halv overnaturlig Størrelse. Mere Symbol, iklædt et pragtfuldt Væv af lyrisk Flitter og Guld, end Menneske. Hendes Skikkelse straaler frem i blændende Glimt, — for saa at vige tilbage i Mørke eller Unatur eller gaadefuld Kjedsommelighed. Jens Spir maler hendes Væsen og Apparition, naar han udbryder: «Deres Stenøine virker paa mig, Deres udadstaaende Fødder og lange Hænder. Naar De kommer gaaende, da ulmer Synden som mørkerøde Roser i mig.» Teresita er saavel i Ydre som Indre nær beslegtet med Edvarda i «Pan». Men denne sidste er rigtignok ganske anderledes levende og forstaaelig.
I det hele taget at forstaa «Livets Spil» kan der blot undtagelsesvis være Tale om. Her er ikke megen Brug for den saakaldte sunde Menneskeforstand. Ingen Handling, ingen Udvikling: alt kommer uforberedt, pludseligt, i Ryk og Stød, som røde, spillende Lyn ud af det blinde, rugende Mørke, der er Stykkets stadige Baggrund, — tiltrods for at Sceneangivelserne lader det foregaa i alle fire Aarstider. Dette er den allernyeste Skuespilteknik: ingen Logik, ingen rød Traad eller venlig Pegepind til Støtte for den snubende Begribelse. Man er træt af den kolde, tørre Forstandighed, som kan regnes ud med det stadig samme, kjedelige, gammelkjendte Maal. Alene Følelsen er uendelig, omskiftende, uberegnelig. Den skaber altid nye Sange. Og saa har ogsaa den sin Lov og Grænser. — den strenge Skjæbne og det mørke Fatum, som vort Hjertes vilde Længsel evigt knuses mod.
Det er Følelsens herlige Ufornuft og glade Meningsleshed, der fryder vort Sind i «Livets Spil». Et enestaaende oprindeligt Temperament taler ud af dets snart skjønne, snart forbløffende, snart urimelige, men altid sære og synderlige Repliker. Der skal Mod til en slig uforbeholden Aabenmundethed — eller er det Hemmelighedsfuldhed?[1]
- ↑ En Samling Skisser udgivne under den betegnende Fællestitel «Siesta» (Sommeren 1897) giver et interessant Overblik over Hamsuns Udvikling som Stilist og Fortæller. Dens eneste Mangel er nogen Ufuldstændighed, man savner et Par karakteristiske Beretninger. Den, som forstaar at læse, vil dog neppe beklage, at Forfatteren har holdt tilbage Ting, han selv ikke er fornøiet med.